Indlæg i kategorien arbejdssamfund
Det kommende oprør: Økonomien
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
5 kommentarer • Dele: 
• Donation
Fabrikken uden vægge
Mens jeg skriver dette, vender min ven hjem fra stranden. Hun fortæller mig en oplevelse hun havde dernede. PÃ¥ Svanemøllens nye strand gÃ¥r to smÃ¥ strandsild rundt og kontakter solslikkende strandløver. Strandsildene siger: “I ser godt ud, vi er i gang med at Ã¥bne en ny tøjbutik pÃ¥ strøget, og det er vigtigt at vi har nogen smukke mennesker.” Interesserede skriver sine kontaktoplysninger ned. Det er lidt et modeljob, forklarer strandsildene. Hvis de fÃ¥r jobbet, sÃ¥ skal de stÃ¥ i indgangen og lokke kunder ind i tøjforretningen.
Der snakkes meget i disse dage om, at vores samfund er blevet post-industrielt. Det lidt tomme ord henviser ikke til, at industrien er forsvundet. Heller ikke fabrikkerne og deres maskiner. Arbejdere er der også stadig masser af. Selvom mange af dem har forsvundet, så er de for det meste flyttet til andre lande, så indsutrierne, fabrikkerne og maskinerne kører videre.
Men en ny produktionsform tager mere og mere plads. Det handler om produktionen af hvordan og hvor du bor, dine fritidsbeskæftigelser, din livsstil, kultur, oplevelser, drømme, venner, begær. Det er derfor, at handelsskolerne de sidste mange år har beskæftiget sig med at udvikle idéer for, hvordan man tjener penge på, at skabe situationer, følelser, spektakler. Pleje oplevelsesøkonomien. Kickstarte følelsesfabrikken.
Den post-industrielle produktion fÃ¥r fabrikken til at flyde over og ud i hele samfundslivet. Butiksarbejderen læser en selvhjælpsbog, for at blive mere udadvendt og snakkesalig med kunderne. To grafiske designere mødes pÃ¥ en bar i kødbyen, udveksler telefonnumre, og beslutter at starte et projekt sammen. Ledelsen overvÃ¥ger de ansattes Facebookprofiler, og kontrollerer at de ikke stiller virksomheden i dÃ¥rligt lys. Vores digitale liv indordnes et out-sourcet CV der løbende opdateres i kraft af vores online aktivitet (arbejdskøbere er ligeglade med dine egne bilag, det er meget nemmere at google/facebooke dig). Du motionerer, fordi “din krop er dit vigtigste visitkort”. Du tager dine piercinger ud, smører dit stemmebÃ¥nd, spiser en mintpastil, og gÃ¥r pÃ¥ arbejde. PÃ¥ dit lokale gadekøkken betjenes du af en smilende kok, der spiller reggae-musik; han hygger om gæsterne, og de bliver flere og flere, fordi han er sÃ¥ sød og spiller reggae. Kassedamen i Irma siger “Tak, og hav en god dag”. I Netto fÃ¥r kassepersonalet ikke betalt for at smile, men varerne er lidt billigere. Til din medarbejderudviklingssamtale undskylder du den seneste tids udmattelse med at kæresten har gÃ¥et fra dig.
Vi behøver et bedre ord end det “post-industrielle”, som blot betegner at “det er noget andet, noget der kommer efter, det industrielle”, for at beskrive det der sker. Et mere præcist ord, omend ikke mere letspiseligt, tilbyder Hardt & Negris teori om “biopolitisk produktion”. Det indebærer, at produktionen indordner hele livet (‘bios’ = liv). Biopolitisk produktion skaber, producerer og opfinder mÃ¥der at leve pÃ¥. I processen sætter den dine sociale evner, dine følelser, dine idéer, tanker og drømme pÃ¥ arbejde.
Hardt & Negri beskriver skiftet med udtrykket: “Metropolen er for multituden, hvad fabrikken var for den industrielle arbejderklasse”. NÃ¥r det siges, at samfundet bliver post-industrielt – biopolitisk – sÃ¥ betyder det altsÃ¥ ikke, at fabrikkerne er forsvundet. Det betyder, at en ny produktionsform fÃ¥r politisk dominans. Med et fint ord, hegemoni. FÃ¥r en ny produktionsform hegemoni, sÃ¥ omformes alle andre mÃ¥der at producere pÃ¥ i dens billede.
I et langt indlæg om “fabrikken uden vægge”, beskriver Guldfiske hvordan metropolbyen bliver et samlende princip for den biopolitiske produktion. Og stiller de rette spørgsmÃ¥l, hvordan dette omdefinerer arbejde:
“Hvad sker der nÃ¥r fabrikkens fire vægge tages bort? NÃ¥r det er et vikarbureau der hjælper de fastansatte med at plukke varen sammen under stop af produktionen, nÃ¥r lønafdelingen er bestilt udefra, rengøringen passes af et privat rengøringsfirma med papirløse migranter, nÃ¥r lastbilchaufførerne fragter færdige dele fra underleverandører og leverer just-in-time, forskningsafdelingen bedriver forskningssamarbejde med universitetet, nÃ¥r et PR-bureau markedsfører de produkter der sælges videre til en anden forhandler?”
Aldrig før i historien har en så stor mængde arbejdere førts sammen på samme plads som nu: til metropolen. Igen, dette skal ikke forstås sådan, at fabrikkerne er forsvundet. I stedet er fabrikkerne nu underordnet metropolen og tvinges adoptere dens biopolitiske logik. Det er derfor at samlebåndsarbejderen, selve stereotypen på den industrielle arbejder, kan læse om fabrikkens Corporate Social Responsibility i sit medarbejderblad.
Dominansen viser sig også geografisk, når al flade besættes af metropolens enorme stofskifte. I Den Usynlige Komités fjerde cirkel om metropolen, beskrives dette, storbyens opkomst, som at modsætningen mellem by og land falder sammen:
“… det er et stort urban væv uden form eller orden, et trøstesløst omrÃ¥de, endeløst og ubestemt, en global udstrækning af museumlignende hypercentrer og naturlige parker, af enorme forstadsprojekter og store landbrugsanlægninger, industrizoner og underafdelinger, landsbykroer og trendy barer: metropolen.”
Vi snakker pludselig om “Udkantsdanmark”, der pr. definition er langt væk fra storbyen, men i høj grad servicerer storbyen, med alle dets marker, grisefarme, sommerhuse, og nationalromantiske sightseeing-ture. Metropolerne er historisk set et relativt nyt fænomen. I begyndelsen pÃ¥ 1900-tallet fandtes kun fire metropoler med en befolkning pÃ¥ over en million indbyggere. I 2006 fandtes der 372 metropoler med over en million indbyggere, plus 45 som har mere en fem millioner. Halvdelen af jordens befolkning bor nu i storbyer. Udviklingen er uigenkaldelig og har kommet til at definere hele den tilstand som har kaldets for postmoderne, for postindustriel.
Næste indlæg vil fortsætte dette tema, måske vil det da blive mere præcist, men mere for at vise hvordan modstandsformerne i fabrikken uden vægge også ændrer sig. Det bliver noget med at tage strejken op igen, men ikke som vi kender den.
Indtil da er der en udmærket video af Michael Hardt, der udvikler temaet her, om den biopolitiske produktion, og metropolen.
5 kommentarer • Dele: • Donation
Staten der udhuler velfærdssamfundet
» … vores kritik gÃ¥r pÃ¥ venstrefløjens generelle tendens til at have et alt for statisk og entydigt syn pÃ¥ velfærdsstaten. Det gælder ogsÃ¥ højrefløjen, der ligesÃ¥ entydigt har set markedet som løsningen, men hvis vi skal tænke nyt, sÃ¥ er det ogsÃ¥ en central udfordring, at de magtfulde djøf’ere i den offentlige administration accepterer, at de ikke altid kender de bedste løsninger, og bliver bedre til at lade borgere og civilsamfund løse opgaverne«
Godt at CEVEA i dagens Information, endelig siger noget andet end Socialdemokraterne og SF. Ellers ville de være stort set unødvendige.
Men vent, hvordan kan CEVEA kritisere både venstre- og højrefløjen? Var det ikke meningen, at de skulle være oppositionens centrum-venstre tænketank? Jo. Og sådan er det nok fortsat. Men lad os tage dem på ordet, og forstørre det buk af fløjpolitikken, som kan anes i ovenstående citat. Problemet med de, der ikke forstår kritikken er, at det endnu ikke er gået op for dem, at der findes andre ting end stat og marked. Venstrefløjen vil have mere stat. Højrefløjen vil have mere marked. Alt midt i mellem er en stor socialdemokratisk grød, den tredje vej, og dermed fusionen af stat og marked.
Velfærdsstaten har været i krise siden 70′erne. Kapitelens marked bygger pÃ¥ krisen, og skaber dem derfor hele tiden. Men hele tiden bygges der et samfund i staten og markedets skal af ejendom. Bobler af fælles velfærd, hinsides ejendom. Vi har ogsÃ¥ et velfærdssamfund, uden velfærdsstaten, uden markedet. Hver gang velfærd tvinges garanteres af velfærdsstaten – eller markedet – er det en vold mod al den velfærd der allerede eksisterer, og dagligt opstÃ¥r pÃ¥ ny i resten af samfundet. Hvilken arrogance at tro, at enten staten eller markedet kan garantere al vores velfærd!
Er det ikke velfærd, når jeg tager hånd om min syge mormor? Når jeg besøger hende, snakker med hende, og klipper hendes græsplæne? Er det ikke velfærd, når vi skipper take-away maden og jeg griller for alle mine venner? Når en bekendt kan låne en sofa at sove på? Når en fremmed rejsende fra et andet land, kan låne en sofa at sove på, og om dagen låne mit hjems fælles cykel at cykle på? Er det ikke velfærd, når min søster ikke behøver at gå til psykolog, fordi hun har haft en støttende vennekreds der har tid og overskud til at snakke med hende? Er det ikke velfærd, når vi kopierer og bygger videre på hinandens kultur? Er det ikke velfærd, når vi planter et træ eller sår blomster i vores lokalmiljø?
S og SFs plan, den sÃ¥kaldte “Fair Løsning”, er typisk for vor tids venstrefløj, da den lægger al lid til velfærdsstaten. Vi skal arbejde mere, sÃ¥ der kommer flere skattekroner ind, som kan betale for statlig velfærd. Vi skal simpelthen arbejde mere! Ã…rtiers vækst siden arbejderbevægelsen fik nedsat arbejdstiden til 8 timer om dagen, og pludselig vil de to partier som tidligere ellers har støttet arbejderbevægelsen, have os til at arbejde mere.
Vi skal arbejde mere, og får således mindre tid og energi til at bygge vores velfærdssamfund. Dét er konsekvensen: mere tid på jobbet, mindre tid til at selv skabe velfærden. Og alle de nævnte ting foroven udvandes og udmattes. Jeg får ikke tid til at besøge og klippe min mormors græsplæne. Det gør resten af min familie heller ikke. Hun flytter med tiden på statlig plejehjem. Jeg har ikke tid og lyst til at grille for mine venner, så de må betale nogen for at gøre det for dem (de har heller ikke selv tid og lyst, fordi de skal arbejde så meget). Vi bliver afhængige dyr færdigmad i Irma. Der ikke hjerterum i mit hus til at have en bekendt sovende, så hun må finde et hostel at bo på, og bliver ruineret. Hun flytter på gaden, men heldigvis har staten arrangeret en varmestue for hende. Vi har heller ikke tid og lyst til at huse den fremmede rejsende, så den holder sig sammen med andre fremmede rejsende i turistghettoen, og vi får aldrig lært noget af hinanden eller skabt den slags kulturel udveksling, som staten ellers forsøger at finansiere gennem alskens organisationer for at bygge bånd på tværs af kulturer. Og vi ved godt hvor kedelige sådan nogle begivenheder er. Heller ikke har jeg tid til at høre på min søsters problemer, og er for øvrigt blevet vant til at vores samfund blot presser folk lige indtil kanten – hele tiden arbejde mere, hele tiden blive noget mere, hele tiden være aktiv og mobil – så hun blot kan booke en tid hos psykologen, når det går rigtigt galt. Ingen grund til at tage tingene i opstarten, når de små tegn på udmattelse og depression viser sig. Det kan nemlig betale sig, at lade de professionelle gøre det. Og staten yder måske endda en støtte. Eller forsikringsselskabet, hvis man er heldig. I hvert fald holder det terapeuterne beskæftiget. Og beskæftigelse er jo hele pointen! Skal vi fortsætte med eksemplerne? Ja, selvfølgelig er den voksende kopieringskultur en velfærdsforøgelse. Hverken stat eller marked har skabt den. Når vi graver parkeringspladser op, og planter blomster i deres sted, så spørger vi hverken kommune eller private bilister om lov. Det skaber en helt anden slags fælles velfærd, der ligger hinsides statslig organisering og privat ejendom. Kald det en fælles rigdom, værdi eller almen eje.
Lad os stille det lidt groft op: Højrefløjen tænker stadig på markedet, og lad dem endelig om det, eller: Let the Dead Bury the Dead. Det er spild af tid, at protestere mod markedet, mod kapitalismen. Det er spild af tid, at protestere.
Den gamle venstrefløj tænker velfærdsstat. Og det er forbundet med en sørgelig og patetisk opgivenhed, fordi de ved, at det er en tabende model. Derfor finder de altså på så absurde forslag, som at vi skal arbejde mere. Den nye venstrefløj tænker velfærdssamfund. Mindre arbejde og mere fritid. Mindre privat og statslig ejendom, så flere ting kan blive fælles og almen eje. Den nye venstrefløj er kommunister, men samtidig også anarkister, og har meget lave forventninger til jeres stat. Fordi den udhuler velfærdssamfundet.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Det kommende oprør: Arbejde
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
5 kommentarer • Dele: • Donation
Just-in-Time arbete
“Varje onsdag anlände schemat för kommande vecka, vilket givetvis innebar svÃ¥righeter att planera vardagen frÃ¥n en vecka till en annan. Pressen att ta alla extra pass som dök upp, och det faktum att arbetspass kunde försvinna eller komma till bara timmar innan realisering, gjorde tillvaron till ett evigt väntande vid telefonen, i hopp om att en kollega blivit sjuk, eller en ny städning bokats.”
Ovanstående citat är ur Helenas berättelse om att jobba som städerska på tidigare omtalade Dagens Konflikt. Kanske illustrerar just denna sortens jobb på extrem vis hur resten av arbetsmarknaden rör sig mot ett korporativistisk system baserad på projektarbete. För att förstå denna omstrukturering av arbetet vill vi därför påpeka att par viktiga punkter för framtida analyser.
(1) Arbetet som projekt.
I sin bok om projektsamhället förklarar Anders Fogh Jensen hur våra liv och arbeten allt mera organiseras ad hoc, dvs. avgränsad för enskilda ändamål, och därför präglas av tillfällighet, frånvaro av klara förväntningar, och en osäkerhet som måste hanteras med nya medel. Varje städtillfälle kan ses som ett projekt: det organiseras ad hoc och måste utnyttjas med det samma (när telefonen ringer), det är avgränsad i tid (det lönade arbete tar kanske 2 timmar), och leder inte nödvändigtvis till nya projekt (nya städtillfällen). Eftersom Städfirman bara garanterar 4 timmars arbete om veckan blir arbetet som att hoppa från ena isflak till det andra, det ena projekt till det andra. Det gör att man bara kan känna till en vecka fram i sin kalender. Detta pekar också på ironin i hur 70-talets konstkritik har segrat sig själv ihjäl: Arbetet som repetition ersätts av arbetet som konstant återskapelse (alltid ett nytt ställe, alltid ett nytt tidspunkt – men återskapelsen är kanske mer repetitiv än någonsin?).
(2) Förtroendeingivande blir en viktig kompetens.
Helenas berättelse är en berättelse om det osäkra arbete, och det prekariat som utnyttjas av det. Osäkerheten kommer av bristen pÃ¥ repetition, dvs. de oändliga projektbaserade arbetstillfällen, som inte nödvändigtvis leder till nya projekt. Därför mÃ¥ste Helena och andra prekära arbetare hitta säkerheten annan stans. Den främsta sättet blir dÃ¥ en sorts förtroendeingivande, som arbetaren kan försöka förmedla till sin arbetsgivare, för att fortsätta fÃ¥ jobb. Kontrollen läggs därmed ut pÃ¥ arbetaren i form av självkontroll, som denne därefter mÃ¥ste kommunicera till arbetstagaren genom förtroende och engagemang. “Att göra sig besvärlig innan man ens skrivit pÃ¥ kontraktet”, är sÃ¥ klart inte att ingiva förtroende. Det tyder pÃ¥ att man har en brist pÃ¥ förtroende. Arbetsgivaren tycker sÃ¥ klart inte om sÃ¥dant trÃ¥kig attityd, utan vill i stället ha engagemang.
(3) Ryktets återkomst.
“Men faktum var att ingen pÃ¥ företaget hade nÃ¥gon kunskap om de fackliga reglerna, och ryktet sa att städerskor som kontaktat facket konsekvent blivit nekade arbetspass utöver de grundläggande fyra timmarna”
I projektsamhället fÃ¥r nepotismen och ryktet sin Ã¥terkomst, och de sociala kompetenser (t.ex. förtroendeingivande och informella möten med chefen) blir därför viktiga Ã¥ter igen. Detta var precis vad arbetarrörelserna försökte avmontera pÃ¥ 60-talet, och som vi nu har insatt pÃ¥ nya villkor. Yrkeslivet fungerar som en strukturlös anarkism, dvs. en anarkism som döljer sina implicita strukturer (ryktet och de informella regler) genom en kritik av de formella strukturers stelhet (rättigheter och fackförbundets regler). Att etablera postanarkistisk demokrati pÃ¥ arbetsplatsen, och i de andre samhällen som utgör “samhället”, mÃ¥ste därför gÃ¥ genom en ständig explicitering av de informella strukturer till en jämlikhet i implicita strukturer.
(4) Just-in-time arbetare.
Den sÃ¥kallade Lean Production skapade vad vi nu känner som Just-In-Time Production (varorna till den rätta tid, sÃ¥ inget “spill” i form av standby- och väntetid, uppstÃ¥r hos den som beställer). Projektsamhällets arbetsmarknad förlänger denna princip till arbetet ocksÃ¥, sÃ¥ vi skapar arbetare som stÃ¥r tillgängliga för just-in-time work (sÃ¥ arbetstagaren kan undvika “spill” i form av städning pÃ¥ tidpunkter som plötsligt verkar onödiga, och i stället kan beställa städningen pÃ¥ precis det tidpunkt där det kommer ett hÃ¥l i schemat, ad hoc sÃ¥ klart). Att vara just-in-time-arbetare betyder därför att man ska vara tillgänglig hela tiden, vilket ocksÃ¥ är en sorts arbete.
(5) Konkurrens i flexibilitet och tillgänglighet.
Arbetsmarknaden fungerar mera och mera efter principer om flexibilitet. Under den tidrymd dÃ¥ en person hÃ¥ller ett avtal öppet (“du kanske fÃ¥r ett jobb denna vecka”), kan den andra inte räkna med avtalet, men mÃ¥ste ändÃ¥ räkna med det som en möjlighet (“jag mÃ¥ste hÃ¥lla min kalender öppen, för att möjliggöra avtalet”). Tävlingen i projektsamhället gÃ¥r ut pÃ¥ att fÃ¥ flexibiliteten pÃ¥ sin sida, sÃ¥ man själv fÃ¥r makten att välja, ad hoc, när avtalet ska realiseras. Denna sorts flexibilitetens nollsumspel betyder alltsÃ¥, att den enas oflexibilitet (“vi kan inte garantera mera än 4 timmars arbete, och mÃ¥ste ringa dig bara en timme innan du ska Ã¥ka”), mÃ¥ste innebära den andras flexibilitet (“eftersom jag vill ha mera än 4 timmars arbete, mÃ¥ste jag vara beredd att arbeta inom en timme, hela veckan”). En sÃ¥dan flexibilitet kan vissa individer dock inte upprätthÃ¥lla, sÃ¥ de fÃ¥r nöja sig med att vara oflexibla underleverantörer till andras flexibilitet. I gengäld kan de dÃ¥ konkurrera med andra underleverantörer i att ta maximal oflexibilitet pÃ¥ sig själva, eller de kan konkurrera om att göra dem, de levererar till, beroende av bara sin egen leverans.
———
Det är för övrigt inte bara arbetet som vi bör säga dessa saker om, utan också andra sidor av livet börjar vi skapa runt projektet, t.ex. kärleksrelationer, arkitektur, sport, diskoteket, och kriget. Men det vill vi återkomma till.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Hedonism bortom Spotifysamhället
I sin senaste följetong av Spotifysamhället gör Fredrik Edin en klockren analys av konsumentidentiteten. Vad som framgÃ¥r av analysen är, att detta är en otroligt motsägelsefull, kanske även ganska patetisk identitet. Paradoxen utgörs av “det allt vanligare fenomenet att folk betalar för att kunna betrakta sig som kunder”. Detta verkar paradoxalt, eftersom vi förväntar oss att man betalar för att kunna njuta nÃ¥got annat – det man betalar för. Men som Edin fräckt pÃ¥stÃ¥r, är en del av njutningen ocksÃ¥ själva det att betala. Konsumentens njutning av hens egen tillblivelse som konsument. Edin verkar implicit säga, att det ibland faktisk bara är denna tillblivelse, dvs. betalningen, som konsumenten njuter. Betalningen är inte längre ett medel till att uppnÃ¥ ett mÃ¥l, det är själva mÃ¥l och medel. Även om det inte är fullkomligt sÃ¥, säger det nÃ¥got om den bisarra identitet som konsumenten njuter.
Edins exempel gÃ¥r pÃ¥ den reduktion av rörelse som “motion” och “gymmet” innebär, dvs. att i stället för att röra sig mera i vardagen, funktionsuppdelar man livet, sÃ¥ledes att man bara rör sig pÃ¥ vissa platser och tidpunkter och med standardiserade övningar (som bara tränar en del av kroppen). Jag kom att tänka pÃ¥ tvÃ¥ alternativ till detta, som jag själv tycker är mycket roliga: den sortens vardagens styrketräning som har kallats Beast Skillz och den sortens gatugymnastik som har populariserats under termen Parkour. BÃ¥da är helt gratis! BÃ¥da är dessutom en del av den rörelse inom träningsvärlden som har börjat vända blicken pÃ¥ sÃ¥ kallad funktionell träning, dvs. träning för hela kroppen, för att kunna utföra aktiviteter i vardagen. Och det finns sÃ¥ klart oändliga möjligheter för att röra sig, ocksÃ¥ mera ostrukturerad än detta. Jag ser i alla fall ingen orsak till att man inte bara slänger medlemskortet till SATS, och börjar leva sitt liv utan för gympafabriken.
Streetmovement-gänget, som intervjuas här, träffas fortfarande på Islands Brygge vid Köpenhamns hamn varje söndag. Jag brukade hänga med där, och det var fett nice. Och gratis så klart. Även om vissa av rörelserna är avancerade, hoppas jag videon visar hur enkelt det dock kan vara. Det är egentligen bara att hitta goda vänner och sen starta träning tillsammans!
Vi Ã¥tervänder till problemet med konsumentidentiteten. Jag kommer att tänka pÃ¥ Kate Soper och hennes försök pÃ¥ att formulera en “alternativ hedonism” bortom konsumerism. Det vi redan har sagt om fysisk träning och rörelse av kroppen, kan alltsÃ¥ sägas i ett bredare perspektiv, den vardagens njutning av tillfredsställande aktiviteter (de följande citat urspringer frÃ¥n en artikel i tidsskriften Kvinder, Køn og Forskning)
Vi kan inte bara prata om den hedonistiska aktivitet dock, dvs. så länge denna aktivitet ingår i ett betalningsregim, och vi måste därför se på arbetet också. Kate Sopers kritik riktar sig till dels på arbetet, eller som hon säger,
“our general subordination to a time economy and work ethic which sees free time as a threat to prosperity rather than a form in which it can be realised”.
Mycket likt spotifieringsbegreppet, pekar Soper på följande paradox: att vi alltmer arbetar för att betala för att göra saker som annars är gratis, och sen behöver att kompensera för de saker som vi uppoffrar genom arbetet, genom att betala för att göra andra saker som annars också är gratis.
“The economy has become increasingly dependent for it’s ‘health’ on our collective preparedness to spend the money we earn working too hard and too long on the commodities which help to compensate for the forms of need satisfaction we have increasingly sacrificed through over-work and over-production. This is a dynamic that tends to the elimination of straightforward and inexpensive forms of gratification, only then to profit further through the provision of more expensive compensatory modes of consumption for those who can afford them.”
Spotifiering är precis denna eliminering av annars tillgängliga och gratis former av tillfredsställande aktiviteter, för att sen inhägna det allmänna i kompensatoriska surrogatlösningar. Som nästan alltid suger. Soper nämner en rad exempel, t.ex. turism,
“The leisure and tourist industry has increasingly tailored its offerings to the overworked, with holiday breaks that promise to make good the loos in ‘quality’ time”
mänsklig kontakt:
“Then there is the extra you often now have to pay for dealing with a person rather than a machine.”
kärlek och relationer:
“… the speed dating and Wife Selecting agencies that promise to make up for your loss of the arts of loving and relating.”
och slutligen Edins eget exempel, rörelsens reduktion till motion (gymmet), och den funktionsuppdelade staden:
“The multiplication of gyms to which people drive in order to do treadmill running in cities where, because there are so many cars on the street, they no longer find it pleasant or safe to walk or run”.
Undrar om Jung tänkte pÃ¥ nÃ¥got liknande när han sade “Religion is a defense against religious experience”? Hur som helst, vilken bisarr värld vi fortfarande lever i. LÃ¥t oss skynda oss ur den. Har man lust att gÃ¥ vidare, kan man lyssna pÃ¥ Kate Soper när hon pratar om “Alternative Hedonism” pÃ¥ radioprogrammet Philosophy Bites. Torr brittisk analys, riktigt bra.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer