Category Archives: fremmed

Grundkommunisme

Har brugt dagen på en grov oversættelse af otte sider fra David Graebers tidligere omtalte bog Debt. Det er afsnittet der handler om kommunisme (s. 94-102).

Den grove oversættelse findes på en etherpad. Læs med og deltag gerne, alskens bidrag er velkomne. Hvis den bliver ordentligt redigeret kan den måske genoplive fordanskningsmaskinen?

Her er nogle udpluk.

Jeg vil definere kommunisme som enhver relation mellem mennesker der virker efter princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov”.

Jeg indrømmer at sprogbrugen er en smule provokerende her. “Kommunisme” er et ord der kan vække stærke følelsesmæssige reaktioner – hovedsageligt fordi vi er plejer at forbinde det til “kommunistiske” regimer. Det er ironisk, eftersom de Kommunistiske Partier der regerede over Sovjetunionen og dens satelitter, og som stadig regerer over Kina og Cuba, aldrig beskrev deres egne systemer som “kommunistiske”. De beskrev dem som “socialistiske”. “Kommunisme” var altid et fjernt, noget uklart utopisk ideal, som regel ledsaget af statens visnen væk – hvilket skulle opnås engang i en fjern fremtid.

Vores tanker om kommunisme har været domineret af en myte. Engang for længe siden, ejede menneskene alle ting i fællesskab – i Paradisets have, under Saturns Gyldne Tidsalder, i stenaldertidens jæger-samler-flokke. Derefter kom Efteråret, hvorpå vi som resultat nu er forbandede af magtdelinger og privat ejendom. Drømmer var, at en dag, med teknologiske fremskridt og generel velstand, med social revolution eller Partiets vejledning, ville vi endelig være i en position til at vende tilbage, til at genindføre fælles ejendomsret og fælles styring af de kollektive rescourcer. Gennem de sidste to århundreder har Kommunister og anti-Kommunister skændtes over hvor sandsynligt dette billede var og hvorvidt det ville være en velsignelse eller et mareridt. Men de var allesammen enige om den grundlæggende ramme; “primitiv kommunisme” eksisterede virkelig i en fjern fortid, og en eller anden dag vil den måske vende tilbage.

Paragraffen foroven har meget at gøre med tidslighed. Graeber beskriver altså “primitiv kommunisme”, eller “mytisk kommunisme” som det også hedder, som en slags forestillet fortidig tilstand af kommunistisme. Senere omtaler han også en tilsvarende “episk kommunisme”, dvs. en slags forestillet fremtidig tilstand af kommunisme (efter Revolutionen, efter årevis af proletariatets diktatur osv. – den dag som aldrig kommer). Til dette må lægges en kommunisme der udbredes og fordybes i nuet, dvs. kommunisering.

Graeber er også ude efter noget lignende altid-allerede eksisterende kommunisme (“faktisk eksisterende kommunisme”, hvis det skal blive helt polemisk).

At starte, som jeg siger, fra princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov” tillader os at se ud over spørgsmålet om individuel eller privat ejendomsret (der ofte ikke er meget mere end formel lovlighed alligevel) og til langt mere presserende og praktiske spørgsmål om hvem der har adgang til hvilke slags ting og under hvilke betingelser. Hver gang det er det afgørende princip, selv hvis det bare er to personer der interagerer, kan vi sige at vi er nærværet af en slags kommunisme.

Næsten alle følger dette princip hvis de samarbejder om et eller andet fælles projekt. Hvis en der reparerer et brækket vandrør siger, “Stik mig skruenøglen”, vil hendes medarbejder almindeligvis ikke sige, “Og hvad får jeg for det?” – selv hvis de arbejder for Exxon-Mobil, Burger King eller Goldman Sachs. Det er i grunden simpel effektivitet (ironisk nok, i betragtning af den gængse opfattelse af at “kommunisme bare ikke virker”): hvis du virkelig ønsker at få noget gjort er den mest effektive fremgangsmåde selvfølgelig at fordele opgaver efter evne og give hinanden hvad end vi har brug for at gøre det.

Graeber taler om dette som “baseline communisme”, hvilket her oversættes som grundkommunisme. Det er det minimum af kommunisme der må findes i hvilken som helst sammenhæng, hvis mennesker ikke skal slå hinanden ihjel (denne pointe fremgår også af bogen). Det er ikke forkert at sige, at en af kapitalismens skandaler er, at også den er afhængig af et grundfjeld af kommunistiske relationer. Dagligdagen er fyldt med små kommunistiske gestusser, selv blandt fremmede: vise vej, dele en smøg, låne en mobil, lytte til en anden når hun taler osv.

Jeg vil kalde dette “grundkommunisme”: forståelsen af at, med mindre mennesker betragter hinanden som fjender, hvis behovet anses stort nok, eller omkostningen anses være rimelig nok, vil princippet om “yde efter evne, nyde efter behov” forventes at gælde.

Det kunne alternativt være “basiskommunisme”, men det har for meget klang af basis/overbygning, basisgruppe osv. ‘Baseline’ henviser til et slags fundament, et grundlag: grundlagskommunisme evt. hvis det skal være helt stringent.

Det næste udpluk må fremhæves i særdeleshed pga. vendingen “sansernes kommunisme”. Der er meget at tænke videre på her.

Det hjælper også at fremhæve at det at dele ikke bare handler om moral, men også om nydelse. Ensom nydelse vil altid findes, men for de fleste mennesker består de mest nydelsesfulde aktiviteter næsten altid i at dele noget: musik, mad, spiritus, stoffer, sladder, drama, senge. Der findes en vis sansernes kommunisme som roden til de fleste af de ting vi anser for sjove.

Den sikreste måde at vide at man er i nærværet af kommunistiske relationer er at, ikke bare holdes der ikke regnskab, men det ville anses uforskammet eller simpelthen bizart at overhovedet overveje at gøre det.

Endnu en pointe, der fremgår af afsnittet. Hvis mennesker ikke delte med hinanden, uden at holde regnskab, ville vi ikke bare dø af følelsesmæssig forarmelse, men bogstaveligt talt intet have med hinanden at gøre. De eneste relationer der er fuldkomment blottede for kommunisme er relationer mellem fjender, relationer hvor parterne omgås med fare for at slå hinanden ihjel.

Grundkommunisme, altså. Det burde være tydeligt at vi har at gøre med et fundamentalt moralsk påbud, dvs. noget der forventes af hvem som helst i visse omstændigheder. Med mindre der er et komplet fravær af socialitet, gør princippet sig gældende når enten behovene (fx alvorlig fattigdom) eller evnerne (fx velstand der overgår fantasien) er tilstrækkeligt dramatiske.

(Det er i øvrigt ikke helt klart for mig hvordan kommunisme som etisk disposition adskiller sig fra dette, men det gør det givetvis. Formodentlig fordi etiske dispositioner udbredes og fordybes, modsat moral der fungerer gennem forventninger og idealer)

Vi slutter af med et tyrkisk folkesagn om den middelalderlige sufimystiker Nasreddin Hodja. Det illustrerer meget fint princippet foroven og de kompleksiteter som grundkommunisme introducerer i selve begrebet om udbud og efterspørgsel:

En dag da Nasruddin var overladt til at bestyre det lokale tehus kom kongen og nogle medlemmer af hans følge, der havde været på jagt i omegnen, forbi for at spise morgenmad.

“Har du vagtelæg?”, spurgte kongen.

“Jeg er sikker på at jeg kan finde nogle”, svarede Nasruddin.

Kongen bestilte en omelet med et dusin vagtelæg og Nasruddin skyndte sig ud for at lede efter dem. Efter kongen og hans følge havde spist, forlangte han hundrede stykker guld.

Kongen var forbløffet. “Er vagtelæg virkelig så sjældne heromkring?”

“Det er ikke så meget vagtelæg der er sjældne heromkring”, svarede Nasruddin. “Det er mest besøg fra konger.”

Som sagt, læs hele den grove oversættelse her og bidrag gerne med rettelser eller udvidelser.