Indlæg i kategorien hacking
Hovedløse gader
De kommende fem dage, vil de københavnske gaderne flyde med kroppe, øldåser, oppustede tentakler, glitter, urin og hallucinationer. Der bliver fyret op osv. Men I husker nok, hvordan sidste år også markerede en krise for Distortion? Mest iøjnefaldende var der uhørte mængder skrald i gaderne, og ingen betalende gæster til at finansiere oprydning.
Det er derfor hvert gadehjørne i år vil befolkes af forretningsfolk-in-disguise, der vil minde dig om, at det er “god stil” at købe turpas til Distortion. Men det ved du selvfølgelig godt er en and. Der var gadefester før nogen kom og indhegnede dem (gadefest™) og det vil der fortsætte med at være.
Distortions krise er ikke ulig mange af de andre kriser, der befolker vores tid. Blandt andre ligheder er selvfølgelig den “manglende betalingsvilje”. Men også hvordan et mere eller mindre kontrolleret arrangement af gadefester svømmer over sine egne bredder, ved at folk forbliver i gaderne på eget initiativ og lader de kommercielle klubber stå tomme.
Så, nu tager jeg en masse på forhånd, der allerede er at finde i dette gemte hjørne af internet. Siden cirkulerede en smule i går, men læsere her må også læse: halvt propaganda, halvt undersøgelse.
Det kunne være spændende hvis flere lavede undersøgelser af den slags, infiltrerede begivenheder som Distortion (feste, danse, konspirere, lalle, tænke, finde huller, udfylde dem, udtænke strategier, eksperimentere med dem) og så delte resultaterne bagefter.
Anyway, det var her. God fest og god stil!
Læg den første kommentar • Dele: 
• Donation
Dxstortion
Ligesom sidste års Distortion-festival er der også dette år en hemmelig afdeling, uden for det officielle program. Man kan se det foreløbige program her, og følge udviklingen lige op til d. 30. maj, hvor det begynder at folde sig ud.
Det må være unødvendigt at sige, men det her lægger ikke op til endnu en række halvkontrollerede “opvarmningsfester” til natklubberne, som var gadefester freemium-versionen af Copenhagen Nightlife™.
Normalt plejer det ikke at være sådan med Distortion, men ved de her arrangementer går overskuddet faktisk til undergrunden. Og det er også den, der er på programmet.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat
Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.
Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:
“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”
Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:
“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”
Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Adams & Itso bygger et hjem
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Dagens studie i at danse
Finder det her vildt interessant, ikke pga. politirepressionen, men pga. det studie i dans som det indeholder.
Baggrunden: Tilsyneladende havde en lokal dommer dømt det som ulovligt at danse på området – en offentlig plads der ironisk huser statuen af en af den amerikanske uafhængighedserklærings forfattere, Thomas Jefferson – hvilket provokerede en mængde mennesker til at møde op og danse. Lydløs discobedience.
Og ja, politiet er på plads. Her må man forsøge at ikke blive indigneret, men i stedet indse at det er sådan politiet fungerer: Når noget er ulovligt mødes det med nultolerance, ligegyldigt hvad det er.
Fordi politiet altid arbejder med sort (ulovligt) og hvidt (lovligt), åbner det for muligheden af at opholde sig i det grå (midt i mellem). Her opstår hacking.
Hvad studiet viser er gråzonerne mellem mere eller mindre vilkårlig bevægelse med kroppen og mere eller mindre rytmisk dans. Mao. stiller det spørgsmålet: hvornår bliver bevægelser med kroppen til dans? Og hvad er forskellen mellem de to?
Min søster der for tiden beskæftiger sig intensivt med kontaktimprovisation mener til tider at hun slet ikke danser, men blot undersøger bevægelse, undersøger hvad kroppe kan. Snarere er kontaktimprovisation en slags teknik til at danse, så man kan kontaktimprovisere når man danser – men det er ikke som sådan dans.
Noget andet der bliver tydeligt er hvordan politiet ikke så meget anholder og straffer dem der blot bevæger sin krop i overensstemmelse med betegnelsen ‘at danse’. De slår snarere ned på dem der mest tydeligt udtrykker en sammenhæng mellem at danse og at have hensigten om at danse.
Gråzonen er et kerneelement i hacking, men de dansende i videoen formår aldrig rigtigt at finde det rette punkt mellem dans og tilsyneladende vilkårlig bevægelser med kroppen (der dog tydeligvis har hensigt om at danse). Hvordan ville en spastiker begå sig i denne situation? Eller hvad med en med full-body tourette? Hvad ville det indebære at kontaktimprovisere sig fra anholdelser?
Måske ville politiet dog aldrig tillade en sådan gråzone, ved at disciplinere selv den mindste bevægelse der falder uden for ‘normal opførsel’. I så fald ophører gråzonen, det bliver sværere at hacke situationen, og andre taktikker må tages i brug. Fx holde en kæmpe piratfest hvor folk tydeligvis danser fordi de tydeligvis har hensigten om at danse. Intet kryptisk med det ligesom.
1 kommentar • Dele: • Donation
Den lange flugt fra Facebook, del 3: Lukning af Fxcxbxxk
Der er sket nyt i serien om ‘Den lange flugt fra Facebook’. Tidligere indlæg:
- del 1 om problemet i at kunne finde hinanden og at forlade Facebook ikke som livsstilsvalg eller boykot, men for at undersøge de biopolitiske forskelle.
- del 2 om opkomsten af lukkede internet i internettet, deres mure og hvordan man kan rive dem ned.
- et ekstra copy/paste/remix af min forklaring (“til Facebook”) om grunden til at deaktivere kontoen og begynde flugten.
Kort efter del 1 i serien provokeredes Hannes Mannerheim til at udvikle nogle af pointerne omkring at Facebook i stigende grad overtager – og derfor kontrollerer, ejer, håndterer, censurerer og opstiller rammerne for – vores hverdagsliv. Helt basale ting som at invitere andre til en fest har vi nu gjort til norm at det foregår på Facebook. Offentlige institutioner flytter flere og flere af deres funktioner derover, for at “være der hvor folk snakker” (hvilket er en sympatisk indstilling, men det gør også, at folk har endnu flere grunde til at snakke dér). Natklubber, kulturelle arrangementer, små uafhængige initiativer opstår i stigende grad på Facebook – åbne for alle, dvs. alle der har en konto på Facebook. Der er tale om en lang række sager der i udgangspunktet er åbne, dvs. brugerne har tilladt alle at læse det der står, men som i praksis forbliver lukkede for dem uden Facebook.
I vrede skrev Hannes derfor noget kode for at omgå murene på Facebook. Metoden består i en stedfortrædende bruger – en såkaldt proxy – kaldet ‘Prox Yxorp’ som alle kan bruge til at læse i øvrigt åbne arrangementer. Adgang til proxyen fik man blot ved at udskifte alle vokalerne i Facebook med ‘x’ i den givende URL (se forrige link for mere udførlig beskrivelse).
Hannes rapporterer nu om at Facebook har lukket Fxcxbxxk. Og således er murene genoprettet. Det betyder dog ikke at Fxcxbxxk nødvendigvis ophører, men blot at vi må udvikle en bedre metode, en bedre proxy for at rive deres mure ned. Hvis du vil hjælpe, så kontakt Hannes.
Det er værd at bemærke en pointe her omkring hacking som metode. Fxcxbxxk blev åbenlyst til gennem beherskelsen af <kode>. Men et succesfuldt hack kræver, at man har forståelse for det system der hackes, ikke bare en forståelse for programmering, men også en forståelse for det liv systemet skaber (biopolitikken), dens jura, hvordan den kanaliserer dens strømme og energier. Et succesfuldt hack indeholder mao. langt mere end programmeringens <kode> – det indeholder også sociologisk kode, juridisk kode, hverdagskode, infrastrukturel kode osv. På den måde kan man opholde sig i systemets gråzoner (formelt set har Hannes blot oprettet en Facebook-konto, omend med et fiktivt navn, der deles af os alle), for at udføre hacket uden åben konfrontation – for så vidt muligt i skjul – således at systemets energier kan omdirigeres (fra det lukkede Facebook og ud på det åbne internet).
For at et sådant hack overhovedet bliver relevant – hvordan får man idéen? – gælder det om at komme tæt på objektet Facebook. Det indebærer den analytiske modsætning til så kaldt kritisk distance og den politiske modsætning til boykot. Hacking afskyr distance og boytkot – hacking indebærer kritisk nærhed! Kun hvis man kommer tæt på det man vil hacke, kun hvis man opholder sig inde dets system (omend måske promiskuøst og sporadisk), kun hvis man åbner den sorte box og kigger ned i den, kun da vil de små fejl, åbninger og sprækker blive synlige. De små muligheder for at lave et succesfuldt hack.
7 kommentarer • Dele: • Donation
Den lange flugt fra Facebook, del 2: Mure og Fxcxbxxk
En prognose: Der vil i stigende grad opstå internet i internettet, med hver deres mur omkring sig. Men mure kan rives ned og forneden kan du lære, hvordan du kan rive Facebooks mur ned, digitale mursten for mursten.
Som tidligere beskrevet, er Facebook godt på vej til at kolonisere vores væren på internet. Det er blevet det ene sted, hvor du med størst sandsynlighed kan finde andre, invitere folk til arrangementer, holde hinanden opdateret, sende beskeder, arkivere kontaktinformationer, billeder, minder, og ikke mindst bedrive alskens aktivisme (“BESÆT! STREJK! LIKE!”).
Facebooks kolonisering indebærer, at emails, kalendere, selvstændige hjemmesider og fildelingsnetværk bliver mindre nødvendige. “Vi laver bare en Facebookgruppe”. Hvilket samtidigt gør Facebook nødvendigt: Du kan nemlig kun tage del i dine venner og bekendtes Facebook-aktiviteter – for ikke at nævne mere eller mindre “offentlige” initiativer, som fx 3Fs Skævt-kampagne – ved at selv have en bruger på Facebook.
Der er altså en mur omkring Facebook. Den må rives ned – ikke for at “endelig” kunne være en del af det, der er på den anden side (muren er nemlig til for, at du skal tvinges træde indenfor og blive der) – men for at befrie dets fangede informationer, for at fortsætte flugten.
Hvad er det proprietære internet?
Efter jeg deaktiverede min facebookkonto begyndte visse – lidt halvsarkastisk – at gøre sig bemærkede om skiftet til Twitter (som meget naturligt bliver en konsekvens, hvis man bruger internet så meget). Men nej, der er intet fundamentalt skred i at flygte fra Facebook, når flugten ender i Twitter.
Det behøver dog ikke på nogen måde være målet med flugten – flugten kan snarere have karakter af en slags forskning, en måde at opdage hvordan vi ellers kan finde hinanden (uden Facebook). Det handler her ikke om det liberale individs livsstilsvalg, men i stedet nogle fælles bestræbelser efter at blive til noget nyt, efter at finde bedre livsformer, finde måder at producere livet på internet anderledes (dvs. biopolitik).
Både Facebook og Twitter er proprietære platforme, dvs. at de ejes af private virksomheder, med ansatte lønarbejdere der kontrolleres på distancen af aktionærer/virksomhedsejerne
At Twitter skulle være en mere “godhjertet” virksomhed er der masser af modstridende eksempler på, senest for en måned siden, da Twitter udmeldte, at andre end de officielle twitter-klienter ikke længere var velkomne. Et væld af selvstændige softwareudviklere, som over årene har bidraget til at gøre Twitter til det, det er blevet, fik mao. fingeren. Med henvisning til, at “brugeroplevelsen” af Twitter skulle være “ensformet” og “konsistent”. Med andre ord: Privilegiet til at afgøre hvordan alt det der produceres på Twitter, skal kunne bruges, bør koncentreres på Twitter Inc. selv. Et socialt media, der ellers havde haft et rygte for at fungere med mange decentrale aktører, lukkede sig pludselig om sig selv igen.
I 2010 anslås Facebook at have tjent omkring 2 milliarder dollar, primært på at sælge al den statistik dets brugere genererer, dvs. hver gang de trykker “jeg synes godt om”, hver gang de melder sig ind i en gruppe, ud fra nøgleord i deres statusopdateringer, etc. Al den data kan bl.a. omdannes til segmentanalyser, så virksomheder der har råd til at købe statistikken kan styre deres reklamekampagner endnu mere specifikt, fx på Facebook.
På det proprietære internet kontrolleres vi i mindre grad af stater, for at i stigende grad kontrolleres af web 2.0-virksomheder. På det proprietære internet er alt det kode, som vi har hjulpet dem med at bygge, låst. Det er vigtigt her at lægge vægt på hjælpen – Facebook er ikke udviklet af Facebook Inc., for forud alle opdateringerne i interfacet forgår alle de mange brugeres eksperimenter, uforudsigelige anvendelser af systemet og forslag til forbedringer.
Proprietær software kan der ikke bygges videre på med mindre det er under opsyn fra de priviligerede ejere. Proprietær software indhegner digital rigdom, der i princippet kunne kopieres, modifieres, tweakes og gøre til noget nyt. Hvis Facebook skal blive bedre, skal du skrive en venlig mail og overlevere din gode idé, som virksomheden så kan råde over. Eller starte en protestgruppe, på Facebook.
Det proprietære internet bygger på mure. Murene er til for, at indhegne værdien, og tvinge folk at flytte ind og blive en del af deres gatede community, for at tage del af det der skabes. Som fx Facebook, der kun tillader Facebook-brugere at se i øvrigt åbne arrangementer og åbne facebook-grupper. Det er et internet i internettet, med en central autoritet, der bestemmer over murene.
Sådan omgår du Facebooks mure: Proxy dig ind
Det gør det selvfølgelig ikke umuligt for andre at hacke facebook, som fx Hannes Mannerheims simple proxy.
En proxy er en metode til at få adgang til informationer på internettet indirekte gennem en andens computer. På latin betyder proxy ‘stedfortræder’. I dette tilfælde fungerer proxyen ved at have en fast Facebook-bruger, som alle vi Facebookløse således kan bruge til at læse åbne arrangementer med.
Det er utroligt nemt. Hvis du vil læse en i øvrigt åben side på Facebook, udskifter du blot alle vokaler i ‘Facebook’ med ‘x’:
http://www.facebook.com/event.php?eid=158231084237938 (link med mur)
…. bliver til:
http://www.fxcxbxxk.com/event.php?eid=158231084237938 (mur omgået)
En interessant udvikling siden Fxcxbxxk-proxyen blev til er, at google er begyndt at crawle Facebook gennem Fxcxbxxk. Kan måske med tiden blive værdifuldt.
Proxyer kan desuden bruges til at omgå national censur: Hvis du bor i et land hvor specifikke sider er blokerede (som YouTube i Tyrkiet eller Pirate Bay i Danmark) kan dette omgås ved at gå gennem en proxy, der befinder sig i et land, hvor blokeringen ikke gælder. I Pirate Bay-eksemplet er der dog tale om en simpel DNS-blokering, som let kan omgås permanent.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Klumme i Information: Afgiftsstrejke og velfærdsslommer
Har en kommentar i Information i dag. Den handler om protestformen (apropos studerende på de humanistiske uddannelser på KU der i øjeblikket protesterer mod nedskæringer og brugerbetaling). Den introducerer også en anden måde hvorpå man kan strejke i uddannelsesfabrikkerne (afgiftsstrejke). Til sidst om – hvad korrekturlæseren så fint satte som rubrik – så kaldte ‘velfærdslommer’.
Kommentaren åbner nok langt flere spørgsmål end den svarer på, så jeg vil skitsere et par ting her. Er meget åben for diskussion, så kommentér gerne her på bloggen.
Post-protest
Et par uddybninger omkring protestformen.
Humanistiske akademikere ynder at opfinde ord med præfixet post- foran alle mulige begreber. Siden det nu er netop humanistiske studerende, der protester, så lad os anvende samme fremgangsmåde, for at betegne det brud vi har brug for: post-protest. Som alle post-betegnelser indebærer det en fremgangsmåde der både bygger ovenpå protesten, men samtidigt forsøger at bevæge sig hinsides protesten.
Protesten kan være et afsæt for andre typer af aktiviteter, fordi protesterne typisk bliver de mest umiddelbare udtryk for vores utilfredshed, der hvor vi lettest kan finde hinanden. Når en demonstration samler 100.000 mennesker på gaden bliver det i denne forstand ikke vigtigt om politikerne lytter (det gør de ikke: I 2003 gik mennesker over hele verden på gaden den samme dag til den største koordinerede demonstration nogensinde i historien. Et par uger efter gik De Villiges Koalition i krig i Irak).
I post-betegnelsen kan der betegnes to tidslige brud.
For det første handler det om, hvad der sker efter protesterne, hvor mennesker går hen bagefter demonstrationen (deraf, ”post-protest”). Det vigtige bliver hvad de, der har protesteret, bagefter snakker og konspirerer om, når de tager den rituelle øl på en bar i nærheden, fyldte af de affekter som demonstrationen har frembragt. Hvad sætter protesterne os i stand til? – i stand til at finde hinanden, i stand til forstå konflikten (flyveblade til demonstration etc), i stand til at frembringe nye gnidningspunkter, der accelererer konflikten og skruer op for volumen.
Post-betegnelsen kunne også betegne et tidsligt brud modstandshistorisk: Vi behøver nutildags at udvikle nye metoder, end vi har gjort brug af tidligere. Vi har brug for mere end protester. Protesten er altså ikke ligegyldig, men står den alene, degenererer den til en afmagtsmaskine.
Forsikringsfonde / Planka.nu
De norske og svenske forsikringsfonde for passagere uden billet henviser til tidligere omtalte Planka.nu (se også dansk wikipedia-artikel). Også dér steg billetpriserne nemlig under 90′erne og 00′erne (grønne er billetprisen i Stockholm, blå er inflation, gul er medlemsgebyr i Planka.nu):
Commoniser tidligere har skrevet og holdt oplæg om Planka.nu, der har eksisteret siden 2001 og de seneste år har formået at nærmest blive en interesseorganisation for passagere i den offentlige transport. Der findes ikke andre aktører i Sverige, måske hele skandinavien, der laver så mange undersøgelser, kampagner og tænketanks-lignende rapporter om kollektivtrafikken. Argumenterne er: at rejsen til jobbet er en del af jobbet; ligesom at den afgiftsbelagte rejse til din gratis uddannelse gør at uddannelsen ikke er gratis; at kollektivtrafikken prioritering over bilsamfundet (pga. klima- såvel som byplanlægningsgrunde) skal afspejles i priserne, at det at kunne bevæge sig rundt i en by er en urban allemansrätt (i Stockholm er du tvunget at transportere dig med metroen, med mindre du har råd til bil).
Forsikringsvirksomheden, hvor gratister betaler for hinandens bøder, befinder sig i den trygge gråzone af hvad der er lovligt (tryg, fordi der har været adskillige forsøg på at lukke planka.nu juridisk, men de har alle fejlet). Det er fordi, at der lovligt set ikke er tale om bøder, men derimod tillægsafgifter. Altså en meget dyr billet (i Stockholm så høj som 1200 kr.). Planka.nu er derfor et meget godt eksempel på hacking, derved at deres virksomhed befinder sig i gråzonen af det mulige, for at omkanalisere strømme og resourcer, og på den måde forandre systemet direkte.
Så vidt jeg ved, gælder samme lovgivning i Danmark. Det overordnede hack gælder altså, men kontrolapparatet (“lørerne”) fungerer altid anderledes fra by til by. Derfor må eventuelle RUC-studerende, eller andre der ønsker at betale hinandens bøder, komme tæt på systemet, undersøge det, finde dets svagheder, for at siden omgå kontrollen.
I øvrigt, til de interesserede: Den omtalte historie fra Italien 1974, hvor arbejdere nægter at betale for at blive transporteret til fabrikken, er bl.a. dramatiseret af Dario Fo i stykket “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!” (manuskriptet kan lånes på biblioteket). Svenske Planka.nu har i den forbindelse en analyse af afgiftsstrejken plus et oversat interview med Dario Fo. Faktisk satte Gladsaxe Teater stykket op i 2009, under en mindre omskrivning af titlen til “De betaler ikke! Vi betaler ikke!” (kan egentlig meget godt lide den titel, så giver absurditeten i de høje priser endnu mere mening).
Velfærdslommer
Hele spørgsmålet omkring velfærdsstatens afvikling virker ret uklart, men jeg ser umiddelbart to spørgsmål at diskutere. Ikke spørgsmål for at afgøre om det sker (det virker ret åbenlyst). Heller ikke for at afgøre om vi skal gøre det ene eller andet, men derimod hvordan vi skal gøre både det ene og det andet. På den ene side, hvordan bevarer vi institutioner i velfærdssaten, i den udstrækning at vi stadig er forholdsvis afhængige af dem? (2) Hvordan bygger vi nye lommer af velfærd i statens skal, små sikkerhedsnet, der kan give umiddelbar tryghed, men som med tiden kan strækkes ud og gøre staten unødvendig?
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Johan Söderberg disputation: Free Software to Open Hardware
Johan Söderberg er sociolog fra Göteborgs Universitet og forsvarer i morgen sin disputation kaldet “Free Software to Open Hardware: Critical Theory on the Frontiers of Hacking” [PDF].
Afhandlingen behandlinger forskellige emner fra hackerkultur, åben hardware, viden/magt-relationer indenfor hackerkulturen selv (hvem er eksperten? hvem er den igno), forskellen mellem brugere og misbrugere af hacking (nogle gange framet som “hackers vs. crackers”), den udbredte teknologiske determinisme og tilsyneladende “apolitiske” holdning blandt hackere (som ikke nødvendigvis står i opposition til politisk engagement, ifølge Söderberg), et case-studie af nogle tjekkiske hackere og deres eksperimenter med trådløse netværk over synligt rødt lys.
Pejster abstractet:
Starting from the experiences of hackers developing free software and open hardware, this thesis addresses some key and recurrent themes in the field of Science and Technology Studies (STS). It poses the question: how are technologies conceptualised, constructed and used in ways that render some aspects of them transparent, while leaving others opaque? This question is complicated by the fact that what is visible and transparent to some will remain opaque to others, depending on the level of technical expertise commanded. The political implications of this stand at the heart of my inquiry. Since technical know-how is unevenly distributed among groups in society, the same concern can be rephrased as follows: How are relations of power and conflict mediated through technology and relations of technical expertise/ignorance? While trying to address this question, the thesis delves into matters of epistemology. Just as programming skills are required for seeing what is going on behind the computer screen, so theoretically informed reflection can be considered necessary for rendering visible social relations not immediately apparent to the casual eye.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Velkommen til en nat i krisens ruiner
VELKOMMEN TIL EN NAT I KRISENS RUINER
INGEN HÅRDE STOFFER
– Nyd livet og gratis joints
GÅ PÅ OPDAGELSE I HUSET
– Men stedet er Fucking stort
Så pas på hinanden
BLIV INDENFOR
– Så undgår vi for meget opmærksomhed
og kan feste længere
SLAP AF HVIS POLITIET KOMMER
– Så længe andet er bevist ervdet vores fest
og den fortsætter
PAS PÅ GLASPLADERNE !!!
– De sidder løst så læn dig ikke op af dem
GOD FEST
Med venlig hilsen og tak
———————————
1 kommentar • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer