Indlæg i kategorien kontrol
Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod
Klumme i Information i dag.
Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.
Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.
Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.
Læs klummen her.
4 kommentarer • Dele: 
• Donation
Overvågningssystem der tagger
Næste fase er at introducere dette system, på samme måde som man introducerer al anden overvågning for tiden, som en service:
—Glemt hvor du var i går? Bare rolig, vi gemmer al din færden. Lige til at gemme i din online profil. Så kan du – og dine venner – til enhver tid se, hvor du har været. Du bliver fri fra at huske!
—Urolig over hvor din partner befinder sig? Bare rolig, vi gemmer al hendes færden. Lige til at checke, mens du er på farten eller til et møde. Du bliver fri fra at bekymre dig!
—Tag ‘n’ track. Smart, simpelt og sikkert.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Mystisk kopimi
Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]
Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.
Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:
Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.
Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.
Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.
For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.
Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.
Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.
Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.
Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.
På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?
Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)
14 kommentarer • Dele: • Donation
Situationtologi
Noter om ontologi. Fragmenterne kommer fra en længere tekst under udarbejdelse, der bl.a. omhandler møder mellem fremmede, kommunisme som verbum, ‘grundkommunisme’ (Graeber) og venskab.
Det er velkendt at gaderne flyder med modstridende situationer: uhøfligheder, flirt, ligegyldighed. At blive objekt for en andens gestus – at blive anråbt, kærtegnet eller ignoreret – konstituerer mig altid som noget særligt, noget andet end “mig selv”. Jeg bliver hele tiden til som disse andre ting gennem andres gestusser. De er apparater.
Et apparat i denne forstand kan ikke reduceres til maskiner. Et apparat kan tage mange former: partikler, svaner, overvågningskameraer, hipstere, døde rotter, transnationale motorvejsnet og parmiddage. Fælles for dem alle er, at de i deres møde med verden, får visse ting til at blive til og andre til ikke at blive til. De opstiller snit, gør noget muligt og andet umuligt. Hipsteren opsnuser en undergrundsbar, får den til at blive trendy og siden til at dø. Det giver baren berømmelse, men også kort levetid. Døde rotter kan på godt og ondt bremse en sådan udvikling. Parmiddage gør visse overfladiske samtaler mulige, mens stilhed virker umuligt. Overvågningskameraet er ligeglad med samtaler: det registrerer kun fysiologiske overflader, skaber på en og samme tid forestillet tryghed og diffus mistænksomhed. Jeg skal ikke gå ind i en diskussion for at afgrænse hvad der er og hvad der ikke er et apparat, men bare konstatere at subjektivitet kan spores til mange oprindelsessteder.
Når et apparat måler og mærker et objekt opstår et samlet fænomen: apparat-objektet, der får objektet til at blive til på en særlig måde. Karen Barad ville kalde denne totalitet for et fænomen, men jeg vil almengøre det begreb en smule ved at sige, at vi alle steder, til alle tidspunkter, befinder os i en situation. Det værende er situationen, og således ankommer vil til denne obskure neologisme: situationtologi (situation + ontologi). Subjektivitet virker i den udstrækning, at vi ikke bliver tilstede i situationen, at apparaterne bare fortsætter med at virke i baggrunden. Vi flyder med og gør, som man gør.
Metropolen er denne ophobning af apparater, der hele tiden får os til at blive til på bestemte måder: de lange fortove uden anden plads til at gå, der får os til at fortsætte med at gå; overvågningskameraerne i supermarkedet der får den sultne til at betale. Apparaterne er ikke utvetydigt bundne til bestemte subjektpositioner, det er måder vi konstituerer hinanden på, som kan gøre sig gældende i forskellige situationer. Det kræver ikke en politibetjent for at få mig til at føle mig kriminel, så længe der bliver råbt “stop lige dér!” med en vis autoritet, volume og dialekt.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Arbetets tillväxt
För tiden översätter Copyriot texter av värdekritikern Robert Kurz: Bilsagans slut, Kapitalismen upprepar sig inte och Kapitalet och historien. Den senaste krönikan handlar om “värdetillväxtens inre gräns” och slutar med en fråga:
Tänk om inga nya möjligheter till reell värdetillväxt går att finna.
Det kan finnas grund att vara skeptisk här, men det är onekligen en intressant tanke. I så fall går det inte för någon liberal ekonom att bara invänta kapitalets “renande” kris, till en ny och arbetsintensiv produktionsordning etableras (för en sådan finns ingalunda i sikte). Scenariot är värd att spekulera vidare på. Men hur? Här bara ett par av de skeptiska kommentarer, som måste vara med i bagaget för att börja spekulera på en värdetillväxtens inre gräns.
Roland Paulsen tar ju den mer dystra positionen (inte något “renande”, inte heller någon inre gräns): kapitalet kan fortsätta växa genom “arbetets värde”, dvs. arbetets fortsatta expansion (skapa mer meningslösa job).
Att EU utnämnde 2011 till att vara “frivillighetens år” (European Year of Voluntary Activities Promoting Active Citizenship) kanske ger ett tecken på att det finns vissa som har bestämt sig för att fortsätta arbetets ordning även efter arbetets formella försvinnande.
Vänsterpartier i Danmark försöker etablera en “motdiskurs” vs. tillväxt-diskursen. Då pratar de om “demokratisk tillväxt”, vilket jag inte helt fattar vad det innebär, men jag är inte säker på att det är något bra. Faktisk kan det mycket väl bli just den sortens reform av kapitalet som det krävs för att hantera* denna kris.
Framtidens tillväxt kan mycket väl bli en tillväxt av “aktivt medborgarskap”, a.k.a. vänsterns gamla klyscha om “partipatory democracy”. Vi vet ju vad det skulle kunna vara: Fler föreningar (relationer baserat på kontrakt och stadgar; icke-gemenskaper), fler medborgarinitiativ (för att bevara “demokrati” och viktiga “funktioner i samhället”), mera frivilligt arbete (chefen behöver inte längre betala), ett par medborgargarder (städa lokalsamhället för brottslingar och annat smuts) och kanske även en medborgarlön (ordet säger allt: få lön för att vara en god medborgare). Ett enormt bureaukratisk väsen måste etableras för att kunna kontrollera en sådan mobilisering och det behöver inte vara centralt som under statssocialismen i Sovjet: så länge varje miljö, verksamhet eller autonoma samhälle är “självstyrande”. Så länge alla styr sig själva, behövs det ingen central aktör för att göra det
Utvecklingen kan summeras såhär: Ökad mobilisering går hand i hand med ökad övervakning. Inte bara för att ökad medborgarskap innebär ökad polisvaro (matematisk uttryckt i “cititzen = cop”), men också p.g.a. kybernetiska processer: ökad transparens, synlighet, digitalisering, formalisering (kontrakter osv). Vi kommer helt enkelt få bra hjälp av en svensk översättning av den kybernetiska hypotesen, om en sådan kommer.
* Rasmus, är det inte synd att översätta ‘bewältigt’ till ‘hantera’? Det skulle kunna vara ‘övervinna’ t.ex. (engelskan tog ungefär den också), även om jag inte vet om det helt är vad som behövs. Kanske sista mening inte går att rädda, för hur som hälst ska det som kommer hända vara på “civilisatorisk vis”. Åh helvete …
15 kommentarer • Dele: • Donation
Uforløste ønsker om at smadre det hele
I en fantastisk samtale på The New Inquiry diskuteres det hvordan popmusikken længe har indvarslet og stadig indvarsler begivenheder som Occupy-protesterne og tween-optøjerne i London i august. (Læs artiklen!)
Det tekniske begreb for at popmusikken har indvarslet disse begivenheder er præfiguration (“pop music has prefigured the rise of Wall Street”). At præfiguere noget, betyder at på forhånd forestille sig det og gennem utallige insinuationer og hentydninger tilegne sig begivenheden, inden den sker.
Inden vi går videre med klip og kommentarer fra den her samtale kan, som soundtrack, mixet Occupy the Futurepast af commies anbefales. Det bygger på eksemplerne fra artiklen.
… there’s only one thing on my mind
who’s gonna run this town tonight.
—Rihanna
Udgangspunktet for samtalen er den kliche, som nu er gentaget i uendelighed, at bevægelserne “ikke stiller nogen politiske krav”, at de ingen officielle mål har, og heller intet program. Hvilket må være sandt. Og godt. Men bevægelserne har fælles affekter og deres forme har masser af indbyrdes resonanser. Pointen for samtalen er, at det netop er affekterne, dvs. de måder vi berøres og bevæges på, som popmusikken præfigurerer. Popmusikken indvarsler optøjer og opstand, men for at pakke dem ind inden.
In a society where resistance is co-opted before it even comes into existence, shouldn’t we be able to better understand the protests and their near future through the way capital has already prepackaged them? Our encounters with commercial cultural products have probably the highest concentration of capital that we ever experience. In a 30-second TV spot, we see what $100 million looks like. So when the spot speaks, it’s no surprise that it speaks as capital. It barely matters what the content is; the voice of capital can’t help but overpower it.
Et sådant kulturelt produkt, hvor koncentrationen af kapital er allerstørst, er fx traileren til filmen Horrible Bosses. Den handler om at slå arbejdspladsens ledelse ihjel.
Og nu hvor folk går på gaden og råber højt, besætter havne i Oakland og i almenhed ønsker at skaffe sig af med ledelsen, så undrer den selvsamme ledelse sig over hvorfor: “Hvad er det de vil!?”
In the haze of “What could the protesters possibly want?” I side with Doug Rushkoff calling foul on the whole ignorance pantomime. The same industry that made a movie literally about murdering management [jf. foroven] … they are shocked — shocked, I say! — when their target audience takes to the streets. Of course you know what we want, you’ve been selling it to us for years.
Men hvorfor laver Hollywood så overhovedet film om at slå sin chef ihjel? Og hvorfor laver toppen af poppen videoer om at fucke det hele op og sætte ild til gaderne? Det er en mærkelig verden hvor varesamfundet pakker sine produkter ind som riot porn, sælger jeans med nihilistiske slogans og sender historier om dødelige sammensværgelser mod ledelse som fredagshygge.
“Don’t you want to kill your boss? Instead, watch Jennifer Aniston die a gruesome death in Horrible Bosses!”
Men måske vidner de om at der faktisk er begær til alle disse ting, at vi faktisk ofte ønsker at smadre det hele, fucke det op og slå vores ledere ihjel. Og varesamfundet er desperat nødt til at komme det i forkøbet i forsøget på at neutralisere ønsket.
You could say they’re dancing around the issue. And yeah, a lot of those fragments happen to be nominally about dancing, but it’s pretty startling how much they sound like they’re singing about smashing shit up and taking over the streets, as joyfully as if it were a night at the clubs.
Sindssyge (“going insane”), vanvittighed (“… going crazy”) og almen ustyrlighed kommer også op en masse i popmusikken. Det burde ikke overraske os, givet det forhold vi har til lidelse, død og bedøvelse i dag.
Adults historically think kids are crazy, but ours were the first parents to administer psychoactive drugs to their children en masse. Half the teenagers in this country are officially “out of control” as far as the grownups in their lives are concerned, and the other half is buying their medication. We have come to see ourselves in the diagnoses, and since you can now label a virtual infant bipolar, kids born after 1985 have never understood themselves any other way. No wonder we don’t trust ourselves with mortgages, spouses, children, or state power: The crisis generation knows that it’s not stable. We’re “dynamite” “about to blow.”
Med andre ord: Vi er krisen.
Alt dette fordrer visse strategiske ændringer i måden vi kan underminere og vende varesamfundets popkultur mod sig selv. Det meste er der allerede, meget lidt er nødt til at blive opfundet fra ingenting. Det handler om at komme tæt på popkulturen og de gråzoner, hvor den befinder sig farligt tæt på det, der vil ødelægge varesamfundets grundlag selv.
… if this dialogue is for more than navel-gazing, then it has to be about exploding that potential now. Perhaps the thing we should remember about the London riots is that they forced Levi’s not to release a commercial it had ready that was basically riot porn. For a second, those two things were too close.
Det viser også, at varesamfundet, spektaklet og reklamerne ikke er almægtige. Præfigurationerne af optøjer og opstand kan vendes mod varerne selv. Det er et dynamisk forhold, hvor ingen af parterne helt har magten, og hvor det til hver en tid kan falde til flere sider.
If Hollywood could talk, it would probably admit that the box office on V for Vendetta wasn’t worth the hackers in Guy Fawkes masks.
Her er ikke bare en åbenlys, men også en strategisk reference til at hacke (dvs. gå ind i systemet, tilegne os dets midler og fucke det op), i stedet for at protestere (stille sig uden for systemet, for at ikke have noget med dets midler at gøre og føle sig indigneret). Hvad man end vil mene om alle de Guy Fawkes-masker, der før var forbeholdt Anonymous-nørder men lige nu spreder sig i Occupy, så er det et godt eksempel på at misbruge et brand, ved at på ironisk vis tage det på alvor: en ansigtsløs sammensværgelse mod stat og ledelse.
Det vender det hele på hovedet igen. Lige som at alle punkerne der maler anarkist-A’er på murene rundt omkring bør overveje, at også varerne gør det samme (fra Amager Centerets subliminale logo til shoot-em-up-spil). Hvordan stiller det punkerne og varesamfundet? Måske er det ikke længere muligt at være på den ene eller den anden side, det hele er blandet sammen og det er indenfor denne altid-ambivalente suppedas vi må tage parti.
Med andre ord, det handler mindre om at anstrenge sig for at presse en ny dagsorden ind i popkulturen, end at åbenbare og tage alle de uforløste begær der allerede findes der på alvor. Dagens lektie i anarki er at simpelthen tage Justin Bieber, Amager Centeret, Rihanna og alle de andre på ordet.
“Tonight we’re going hard
Just like the world is ours
We’re tearing it apart”— Ke$ha, “We R Who We R”
(endnu en gang, læs hele artiklen, som denne blog blot bygger på)
5 kommentarer • Dele: • Donation
Et u-styrligt angreb på ledelse
Der er behov for et omfattende og underminerende angreb på ledere og deres ledelse. Rune Lykkeberg formulerer en slags programerklæring til antiledelse i Information:
Nu hvor vi så længe har hørt på ledelsespladderet, må det være på tide med en modbevægelse: Anti-ledelsesbøger, hvor underordnede fortæller andre underordnede om, hvordan man modstår de moderne ledelsesteknikker, og anti-ledelseskurser, hvor arbejdstagerne lærer hinanden at bestemme selv. Vi må gå fra kåringen af månedens medarbejder til dyrkelsen af årets modarbejder.
Man skal være kynisk som en TV-journalist eller selv være en leder, for at allerede her begynde at plabre om nødvendigheden af “samarbejde” og være “sammen” om tingene. Lad os bare slå det fast fra starten: chefen er ikke vores ven, og dine eventuelle “samarbejdsvanskeligheder” er et godt sted at begynde på det projekt vi skal i gang med.
Efter erklæringen følger Lykkeberg, lidt overraskende, tanken om antiledelse til ende. Hvilket betyder at gå til tankens ‘hvordan’: 5 strategier til hvordan ledelse kan undermineres. Her er hans forslag, som en start:
(1) Ros lederen på en måde, som antyder, at lederen har været dårlig
(2) Stjæl lederens forandringsmomentum og forestilling om, at det et er ham, der tør “møde fremtiden”
(3) Grin ikke af lederens vittigheder. Det er lederens privilegium at bestemme, hvornår der skal være alvor og hvornår det skal være sjovt. Fuck det op.
(4) Overtag pessimismen. Se “situationens alvor”, den virkelige situation, i øjnene, og vend på den måde “realismen” på hovedet.
(5) På lang sigt erobre ledelsesbegrebet.
(Rune, jeg undskylder dig al din tidligere vaghed: nu begynder vi at snakke. Det er noget af et fremskridt at kunne skrive om arbejdspladsmodstand og angreb på ledelse i en offentlighed som Information i dag. Rune, du er åbenlyst blevet mere konsistent, og det har potentiale til at få ting til at ske.)
Lykkebergs strategier er et udmærket udgangspunkt, men de er alle sammen af sprogligt art. For er det ikke sådan, at det er den tavse og usynlige underminering af ledelsen, der er den allermest effektive, samtidig som den risikerer mindst at isolere en enkelt medarbejder? Den sidste og femte strategi er der god grund til at have forbehold for, og det vil jeg komme tilbage til. Jeg vil dog anbefale at læse artiklen, og særligt de gode forslag til strategier, for bloggen hér er et svar på den.
Fra kritik til gestus
Lad os kort gøre det klart, hvad Lykkebergs artikel formår at gøre, som meget få indlæg i dansk borgerlig offentlighed formår i dag: skiftet fra kritik til gestus.
Kritik er her idéen om, at hvis vi bare besværger kapitalismen og ledelsesfilosofien nok, så vil den forsvinde. Skrive læserbreve, kronikker, opstemte ledere, bande og svovle mens vi streamer høringer direkte fra folketinget, mobiliserer til protester og demonstrationer, håbe på at ledelsen vil læse vores skilte og høre vores krav om sociale løsninger. Det vil de ikke.
Ingen ledelse vil tage godt imod et angreb på ledelse.
Og forstå mig ret, det er meget vigtigt med kritik. Derimod er kritik ikke bare ligegyldigt uden gestus, dvs. uden at føre den kritiske tanke til ende, det bliver en aktiv medhjælper til tingenes tilstand. Vi bør huske en begivenhed i februar 2003, hvor folk samlede sig i protest på gaderne over hele kloden mod krigen i Irak. Den største demonstration i verdenshistorien. I en større vestlig by møder George W. Bush dem der protesterer. Han siger til dem: “Hvor er det herligt at se så mange praktisere deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det er beviset på at vi lever i et demokrati. Det privilegie har de ikke i Irak og det er lige præcis derfor vi må tage derned og give det samme demokrati, som vi har”. En måned senere invaderede amerikanske tropper Irak.
Pointen er nok tydelig. Kritik kan affejes, hvis ikke lederen føler at den allerede nu kan have konsekvenser. Kritik uden sammenhæng med gestus, kan endda integreres i lederens egen gestus (paradokset: “jeres kritiske protester = den manglende retfærdiggørelse for vores krigeriske gestus”).
Kan vi komme i tanke om lignende ledelsestricks på arbejdspladsen?
For bare at vende kort tilbage til skiftet, altså, fra kritik til gestus. Skiftet kan beskrives således: fra at indigneret tage afstand fra alt det der er galt i samtiden og afmægtigt proklamere “hvad der må gøres”, til at blot notere sig grunden til lidelsen og derfra sætte i gang. At sætte i gang indebærer at tilegne sig midlerne til at allerede nu og her angribe grundene til lidelsen og sprede dem til andre. At i stedet for at udtænke det store program for at svare på spørgsmålet om hvad, så overgå til det praktiske spørgsmål om hvordan vi, i den mængde af forskellige situationer vi befinder os i, kan underminere autoritet.
Ja, autoritet. For det er hvad ledelse består af: autoritet. Hvor tilsløret af Løgstrup-filosofi og kreahumanistiske værdier det end må være: autoritet.
Og det er nu Rune Lykkeberg taber tråden. Vi tager lige hans femte råd i fuld længde:
Det femte råd er langsigtet og for så vidt også foreløbigt: Det må være anti-ledelses-bevægelsens strategiske mål at erobre ledelsesbegrebet. Fremover skal erhvervslederne kaldes for anti-ledere, fordi de bekæmper medarbejdernes ret til at lede sig selv. Anti-ledelsen vil kulminere, når ledelsesfilosofien naturligt handler om at erobre selvbestemmelse fra dem, der vil bestemme over andre.
(Men Rune, du bør gribe det mere ambitiøst an. Formålet med anti-ledelse er ikke at kunne lede sig selv. Dér er ledelsesfilosofiens innovationer allerede nået. Og det gør det ikke bedre at målet er “strategisk” og “for så vidt foreløbigt”, fordi det minder alt i alt om en sovjetunions “overgang til kommunisme”, eller, hvis vi nu skal føre sammenligningen ud, “selvledelsens diktaktur”, der så skulle kunne lære os at underminere ledelse ved at hver dag blive ledt af os selv. Helt ærligt Rune, du må se situationen i øjnene: det eneste værdige angreb på ledelse er et angreb på ledelse som sådan)
Også et angreb på selvledelse
Ledelsesfilosofien har allerede forstået at udnytte kravet om at “lede selv”: ansvaret placeres på den enkelte (“vi må som selvledere, alle tage hvert vores ansvar”), mens rammerne sættes udfra (“det er den økonomiske ramme, vi må forholde os til”) og gevinsterne ryger samme vej.
Vi må ikke angribe ledelse bare for at kunne lede på egen hånd. En sådan ambition underminerer slet ikke ledelse, den forskyder bare ledelsen. Et angreb på ledelse er også et angreb på alt det inde i mig, der ønsker at blive en lille leder (af mig) selv. Hvis vi skal angribe ledelse, så er det ikke for at befrie “selvledelsen”. Det er for at tage selvledelsen med ned i samme omgang.
Alle tilskyndelserne til at “lede mig selv” og “have styr på det”, at “udfolde mig frit indenfor rammerne”, men stadig “være i kontrol”: det er også alle de tilskyndelser der må angribes. Selvledelse er nemlig bare en avanceret måde at tilsløre autoritet, ved at placere den inde i mig selv.
Alle angreb på ledelse tager sit udgangspunkt her, et udgangspunkt der skal tages helt bogstaveligt: at blive u-styrlig, at blive u-regerlig.
Hvor dele strategier?
Artiklen i Information afslutter med invitationen om at dele erfaringer: “Hvordan kæmper du imod? Hvad er din strategi?”
Desværre er Informations kommentarspor ikke stedet. Det domineres af en lille gruppe trolls, de fleste af dem ældre indignerede mænd, der vil gøre alt for at dræbe enhver intensitet, gerne krydret med afmægtige citater af gamle filosoffer (eller endda gå så langt at citere sig selv: “Ja, som jeg plejer at sige…”).
Men altså, der er stadig behov for steder at dele den slags vigtige kneb og strategier. Hvor kan det finde sted?
Nogen må lave et sådant sted. Gerne flere. Et forslag, for at komme i gang: simpelthen at oprette en webside, hvor man gennem en kontaktformular kan indsende midler og strategier for at underminere ledelse. Hvorefter en lille redaktion redigerer indsendelserne og lægger dem ud på siden. Så opstår der gradvis et bibliotek over strategier til at skabe modarbejderkulturer på arbejdspladsen.
Næste trin er helt sikkert mere fælles og kropslige læringssituationer, steder hvor vi kan mødes, udveksle erfaringer. Måske endda gå hele vejen i ledelsesæstetikkens spor og prøve rollespillet? Altså rollespille typiske situationer hvor ledelse frembringes, for på den måde at øve sig i at underminere den: “Nu spiller jeg lederen, der kommer ind til møde, og så prøver I at undergrave min autoritet”.
Men allerede nu er vi langt væk fra de døde fagbevægelser døde taktikker. Vi har bevæget os ind på, i mangel på bedre ord, militansens område. På den anden side af sundet har en svensk side kaldet maska.nu udbredt en lignende arbejdspladsmodstand, der er blevet en decideret rescourceside for strategier i at underminere ledelse. Check den ud.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Det store demokratispil
I kender historien. En kold decemberdag i 2009 frihedsberøver politiet omkring 1.000 mennesker, der demonstrerer mod et COP15 som de ikke stoler på. Efterfølgende dømmes politiet i byretten: det, politiet havde gjort, var ulovligt. COP15 bliver et flop og Coca Cola såvel som Wonderful Copenhagens drøm om “Hopenhagen” bliver Nopenhagen, lige som demonstranterne havde sagt, så længe parnasset inde på Bella Center skulle holde 50-års-planerne for klodens fremtid for sig selv.
Der går lidt tid. Politiet kan ikke holde tanken ud om det hele, alle beskyldningerne under topmødet – fra indland og udland – om politistat, kritikken af de ekstraordinære love og “forebyggende frihedsberøvelser”, hvor personer bliver straffet for ting de “potentielt” kunne have gjort. Det er en kedelig situation for politiet. Så de anker sagen. Nu må de renses for alle beskyldningerne. For at hjælpe sagen, surfer politiet i mellemtiden rundt på Facebook for at indsamle data om demonstranternes liv – er de “venstreorienterede”, har de før været involveret i “demonstrationer” og andre “protester”, har de pisset i en port engang osv – med andre ord, en masse detaljer der intet har med sagen at gøre, dvs. hvorvidt frihedsberøvelsen var ulovlig eller ej, men kunne stille de frihedsberøvede i dårligt lys. Samtlige 944 der blev frihedsberøvet den dag har fået sit liv på Facebook og andre steder endevendt.
En kommunikationsrådgiver skriver i et dagblad:
Hvad er det i politiets forfængelighed, der gør denne sag så ubærlig, at man griber til DDR-metoder for at få skovlen under demonstranterne? … Verdens klima bevæger sig med stadig sikrere kurs mod sammenbrud. Og vi bliver ved at tæske på budbringerne, i håb om at de dårlige nyheder forsvinder.
Andre journalister skriver om sagen. Man læser det måske. Man tænker at det er helt normalt, og at “politiet bare gør deres arbejde”, men at det er dejligt at “der er nogen der går på gaden og råber magthaverne op” (så længe det ikke er en selv).
Siden kom det frem at politiet havde foretaget en yderligere registrering af 1300 bekendte til de frihedsberøvede. Plus de 944 er der altså nu over 2200 mennesker der er omfattet af politiets ekstraordinære registreringsarbejde. Materialet udgør omkring 1000 sider.
Men den gik ikke: registreringerne er uden betydning for sagen, siger landsretten. De 1000 sider kan ikke bruges i retten. Spørgsmålet er nu, hvad der sker med al det efterretningsarbejde. Politiet bliver meldt til Datatilsynet for ulovlig registrering. Hvis registreringerne kendes for ulovlige, “skal det væk”, som det hedder. Men faktum er, at registreringer allerede er lavet. Vil de 2200 registrede få besked om og hvor meget politiet har undersøgt om deres liv? I øvrigt, hvordan destruerer man digitale registre permanent? Det sidste spørgsmål er ikke for sjov – jeg spørger, fordi jeg er oprigtigt nysgerrig. En pdf på 1000 sider fylder ikke mange megabytes og kan kopieres, bliver nødvendigvis kopieret, på en mængde måder.
Apropos det her med “professionelle demonstranter” … Er der nogen der kender dem? Vil gerne høre mere om dem, synes det lyder enorm spændende. Har det i øvrigt at gøre med det her EU-forslag om at lønne folk for “demokratifremmende aktiviteter”, dvs. gøre demonstrationer til et arbejde? Hey, måske er det løsningen på den der stigende arbejdsløshed. Og det indsigt at behovet for arbejde aldrig har været mindre, hvilket er hvorfor man ønsker at “skabe mere arbejde”, som det så grotesk hedder. Og S og SFs Fair Løsning der jo, trods at det var deres store sats for at vinde taburetterne, floppede, og blev udskudt til næste valgperiode, fordi de ikke kunne finde på nogen måder at gøre det på. Sådan kunne det altså se ud: staten og andre velvillige aktører (Starbucks, Goldman Sachs, Mellemfolkeligt Samvirke, Bono) finansierer både protesterne og det politi der skal håndtere protesterne. Se, det er “Participatory democracy” – deltagerdemokrati. Ingen skal holdes ude, alle er garanteret en rolle i Imperiets store demokratispil!
1 kommentar • Dele: • Donation
Hvorfor vi hurtigst muligt må finde måder at lade være med at betale vores regninger
Hvis vi skal begynde at begribe krisen, så er vi nødt til at starte med gælden. Hvem skulle have troet at det var en filosof fra Handelsskolen der skulle sige det, der skulle siges på dansk?
Ole Bjerg skriver om skyldnere og kreditorer i en artikel i Information, som det er værd at citere længere bidder fra:
Den finans- og gældskrise, der i løbet af de seneste tre til fire år har bredt sig til flere og flere områder af samfundet, er ikke en midlertidig forstyrrelse af vores økonomiske system. Det er kulminationen på en finansiel og monetær udbytning, der har stået på i de seneste tre til fire årtier. For så vidt som hele vores økonomi efterhånden er organiseret omkring cirkulationen af kreditpenge, forplanter disse fluktuationer sig næsten øjeblikkeligt til almindelige menneskers privatøkonomi.
Visse forhold har ændret sig. Hvilket også gør sig gældende for hvilke midler vi kan gøre modstand med.
Industrisamfundets arbejderklasse havde arbejdsnedlæggelsen (strejker på arbejdet) som våben. I dag er 20% af os alle uden arbejde og kapitalismen har vænnet sig til konstant arbejdsløshed.
En lille kommentar omkring strejker: I den udstrækning at strejker er et brugbart våben i dag, må de derfor være (1) vilde, dvs. uden advarsel til arbejdskøberen, og (2) rettet mod at blokere cirkulationen af varer, for når produktionen kører efter just-in-time-logik, er det at blokere cirkulationen også at blokere produktionen (og omvendt). Men det er altså ikke Ole Bjergs ærinde, og konklusionen peger mod en anden type strejke.
For så vidt som vi ikke lever i den industrielle kapitalisme, og skyldnerklassen netop ikke er sammenfaldende med arbejderklassen, giver det ikke mening at bruge strejken som våben. En stor del af skyldnerklassen er præcis karakteriseret ved ikke at have et arbejde, som de kan true med at nedlægge. Og en endnu større del risikerer blot, at en strejke er netop den undskyldning deres arbejdsgiver behøver for at flytte arbejdet til Kina.
Det er en lignende pointe David Graeber laver i bogen Debt, som jeg kort har omtalt. Pointen lyder som følgende: Det forhold at vi allesammen er mere eller mindre forgældede, giver kraft til et særligt våben: gældsforsømmelsen. Strejker mod gælden med andre ord, eller hvad vi med et kortere ord kunne kalde gældsstrejke.
Selvom det kan virke en smule fremmed, er det faktisk en strategi med mange år på bagen. David Graeber mener faktisk at konflikter omkring gæld er en af de hyppigste temaer for revolutionære situationer gennem tiderne.
Et af eksempler nærmest vores tid, og på stor skala, må være Italien i årene omkring ’77. På alle mulige områder, fra bolig og offentlig transport til fødevarer og andre hverdagsudgifter, strejkede folk på gæld og afgifter. Slagordet var enkelt: “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!”. Strejkeformen kaldte de selvreduktion, på italiensk autoridizione. I visse tilfælde nægtede de helt at betale, i andre tilfælde besluttede de sig, gennem såkaldte selvreduktionskomitéer, for en lavere pris. Det betød fx at trykke “nye billetter” for at rejse med togene.
Ole Bjerg igen:
Den globale finans- og bankelite kan mageligt tillade sig at overhøre alverdens protester, som udtrykkes vha. skilte, bannere, taler, blogs, sange, Facebook, Youtube-klip, tweets, osv. Men hvis betydelige dele af under- og middelklassen i USA, Europa og andre steder i verden omsider fik nok af at sidde og vente på, at de hver for sig gik fallit og i stedet bestemte sig for kollektivt at holde op med at betale af på deres gæld, ville det være svært for selv den mest kyniske hedgefund manager at ignorere.
Det er klart, at den her måde at indramme gældsforsømmelse på – som en invitation til forhandling, som finanskapitalen ikke kan ignorere – går i samme fælde som arbejderbevægelsen historisk har haft tendens til med arbejdsnedlæggelser. Forhandlinger er i stor udstrækning den slags begivenheder der redder magten ved at give den en ny retfærdiggørelse: “De nye omstændigheder er et resultat af en demokratisk proces” osv. Og pludselig virker magten, omend lidt svækket, naturlig igen.
Ole Bjergs ærinde har i den forstand meget få ambitioner. Vi er på socialdemokratismens niveau, velfærdsstatens nvieau, men det er måske nødvendigt at begynde dér.
Hvis vi vil gøre os forhåbninger om undgå en total fuldendelse af finanskapitalens sidste fire årtiers togt og hostile takeover, hvor 147 transnationale koncerner nu sidder på 40% af klodens indtægter, så må vi hurtigst muligt finde måder at lade være med at betale vores regninger. Hvilket i sig selv vil give aneldning til en mængde andre former for modstand, for kreditorerne kommer ikke til at lade os slippe let med det.
Nogle retoriske greb kunne lyde: At viske tavlen blank, vende bankpakkerne på hovedet, eller mere katolsk, indføre jubelår. Bliver det år 2012?
2 kommentarer • Dele: • Donation
David Graeber om gæld
Er begyndt at læse David Graebers bog Debt: The first 5.000 years (“Gæld: De første 5.000 år”). So far, virkelig lovende. Fandt det givende med det her interview i to dele, som en primer, og tænkte jeg ville dele.
8 kommentarer • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer