“Du forstyrrer vores arbejde”

30.05.2013 • kontrol, offentlighed, Politi • Ingen kommentarer /

Christiania har fået sin helt egen gruppe til at filme og holde øje med politiet. Med andre ord: Copwatchers.

Gruppen kalder sig Christiania Dokumentar (CADOK) og laver film om hverdag, kultur, musik, politik og fest på staden. Men når man er på staden, kan man ikke ignorere flokken af bevæbnede hvide mænd, der regelmæssigt belejrer området: Politiet. CADOK dokumenterer og filmer derfor bl.a. når politiet kommer på besøg og når de anfalder mennesker på åben gade.

Hvad siger politiet til at blive filmet? Det de altid siger, når man filmer dem: “Du forstyrrer vores arbejde”.

At man forstyrrer deres arbejde, det er standard-replikken for en politibetjent, der ikke ved hvad han ellers skal sige. Der findes ingen grund i dette udsagn, hvilket er let at se, når argumentationen bagefter lyder: ”Jeg siger til dig, at jeg ikke ønsker at blive filmet, ergo kan du ikke begynde at filme mig.” (2:30). Det er samme form for argumentation som forældre bruger mod deres børn, når den egentlige grund må holdes skjult. Derfor bliver det fordi jeg siger det.

Men er det overhovedet lovligt, at filme politiet i s.k. offentlige rum? Ja, det er det.

Lars Kragh Andersen, liberal blogger og tidl. politibetjent, uddyber:

Når politiet arbejder i det offentlige rum, har man som borger lov til at filme dem. Politiet har med andre ord ingen lovhjemmel til at forhindre filmoptagelser, så længe personen eller personenerne der filmer ikke fysisk forstyrrer politiets arbejde.

Enhver der kunne forestille sig, at holde øje med politiet, vil få behov for at kende de juridiske sider af det. Hvis grupper som CADOK har planer om at fortsætte sit vigtige arbejde, og måske endda udvidde aktiviteten til hvem som helst med et kamera ala det oprindelige Copwatch i Berkeley, så kræver det street skills. Eller rettere, vide hvordan politiet og deres love fungerer. Et par spørgsmål, der virker relevante i den sammenhæng:

Hvilke ikke-eksisterende love finder politiet typisk på? (“Man må ikke filme politiet”, “Man må ikke filme uden at spørge om lov” osv).

Hvilke gummilove trækker politiet typisk på? (“Du forstyrrer vores arbejde” osv).

Findes der love, der decideret beskytter borgere, der ønsker at filme politiet? (Opsyn og kontrol med statens udøvende magt, den slags).

Hvilke love overtræder politiet, når uberettiget nægter en at filme og opholde sig et sted, man gerne må være? (Straffeloven, kap. 16, §150 siger fx “Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, misbruger sin stilling til at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, straffes han med fængsel indtil 3 år.” Findes der andre paragraffer?)

Svar på disse spørgsmål vil være guld værd.

Pierre Clastres: Society against the State

20.06.2012 • kontrol, opstand, [English] • 3 kommentarer /

How does power work in societies that have no state?

Anthropologists have tried to answer the question of power in non-state societies ever since structural functionalism, but it seems to me that it never got us beyond the negative perspective: absence of state, lack of political institutions etc. I think this perspective can be overcome by a line of thought developed by the political anthropologist Pierre Clastres. I’m esp. thinking about the main work Society against the State and the article “Power in Primitive Societies” found in the Clastres-anthology called Archaeology of Violence.

I will give a brief overview of Clastres’ thesis, then some associations, and end with a practical question.

The basic idea, beyond all negative descriptions of so called non-state societies, is that there is actually a highly developed political thought in archaic societies. What might this political thought consist of? Simply, society constantly struggles to ward off the emergence of the State. In other words, archaic societies are not merely non-state societies, but anti-state societies. Warding off or subverting power is not a lack, but a political positivity, and it is something that can be thought and described. This might have tremendous consequences for a contemporary theory of the State and how to struggle with it.

The principle of the subversive efforts of the tribe is to never make it possible for an external power to emerge, dividing society into rulers and ruled. As an example we might take the chief, whom colonial anthropologists thought was an embryonic form of authority. According to Clastres, the chief is actually a self-subverting authority who is constantly rendered powerless by the tribe. This might happen through forced generosity (i.e. a kind of blackmail – thus, the chief is usually the most poor person of the tribe) or the duty to speak, even though the tribe does not care to listen, or other mechanisms. If the chief abuses his power (that is, uses power), the tribe abandons him, or even kills him, replacing him with a new chief.

This brings up a whole range of questions concerning power and violence. I have the impression that not many anthropologists have drawn the necessary conclusions from Clastres’ thesis on anti-state societies and have definately not followed this path to the end. A more contemporary example of someone using insights of Clastres and the tribes he studied is Raúl Zibechi in his recent book on the Bolivian movements called Dispersing Power. He describes how the movement of former peasants – now migrated to the metropolis El Alto, La Paz – succesfully managed to disperse state-powers as well as resisting to be co-opted by the newly elected left party.

For Clastres, “Western” political thought (ie. all philosophy of the state) can not conceive of power without social division. I presume this is why the whole discussion of power in primitive society gets so confused. Could one say, perhaps polemically, that modern anthropologists seem to insist in looking for something which is not there? Power in primitive society is fundamentally different, as the example of chiefdom teaches us. The chief continues his chiefdom because of a taste for ‘prestige’ (in the language of Clastres), but is thus entirely dependent on the community which grants him the prestige. At any time, society may forget his former actions of glory. If we want to understand power, it seems crucial to analyze and elaborate on how prestige (or ‘the logic of prestige’) is not the same as power (or the logic of power).

What I find important is not only how this opens a way of thinking archaic societies differently from the evolutionists (incl. the marxist evolutionists), who could only speak of non-state societies in negative terms, ie. in terms of their lack, absence and history-to-come. The astonishing thing is that societies against the state teaches us how the State is neither a necessary historical outcome and that there exists political mechanisms to ward off, refuse and subvert its appearance.

With Gramsci, we get an idea how the State works as both a separate organ of power (coercion–police) and through mobilizing civil society for a hegemonic project (“private” institutions, citizen guards, mundane law-abiding behavior and so on). But it seems that Gramsci’s project is usually understood in such a way that counter-hegemonic movements should merely seek to take over the state, replacing one hegemony with another, one police with another, one law with another and so on. Even with Foucault, who is not particularly interested in taking over the state, we don’t get a line of thought of how to ward it off.

My question is, using Clastres, is it possible to understand, at least as preliminary material, an abstract method for subverting the emergence of State power?

The question assumes that primitive society is actually the privileged site to understand the State and, more importantly, how to subvert it. Why did the State never appear in certain societies? We can either answer negatively, referring to some inherent lack of intelligence, or we may begin to understand this persistent refusal of the State as genuine political thought. Their entire history is, in the latter perspective, a history of avoiding the state. The political thought of anti-state societies reveals an intimate knowledge of state power, through the always-present risk of a state appearing. The chief may separate himself from society, confusing the taste for prestige with a desire for power, dividing society into dominating and dominated etc. Thus, Clastres proposes that archaic societies actually has intimate knowledge of the State. This means that the State in some way must always have existed, at least as a spectre, as all the anti-state mechanisms reveals. The State is not a recent invention, but a risk, a ghastly possiblity which archaic societies have always known.

This makes it easier to pose the question more practically: is it possible to imagine means of “transition” (understood in an anti-evolutionary sense) from various contemporary forms of the state to societies against the state?

Den svære skilsmisse

24.05.2012 • affekt, kontrol • Ingen kommentarer /

Vold og kærlighed
Mange mennesker undrer sig over og spørger os, hvorfor mennesker dog ikke forlader kapitalismen, når de bliver udsat for vold gang på gang. Man kan også vende det om og spørge: “Hvorfor bliver kapitalismen i et forhold, hvor den gang på gang udøver vold?”. Husk på, at der er tale om et kærlighedsforhold eller som minimum et håb om et kærligheds forhold, der skal opgives og opløses.

Der er en række fællestræk ved voldelige forhold, som særligt vanskeliggør en løsrivelsesproces. Alle der har været igennem en skilsmisse ved, hvor smertelig en proces det er, og hvor lang tid det tager. Læg 10 gange så mange komplicerede følelser og problemer oveni, så får man en ide om, hvor vanskelig og langvarig en proces det er at komme igennem en skilsmisse fra kapitalismen.

Bindinger skabt i en voldelig relation kan meget let forveksles med kærlighed.

Kontrasten mellem godt og ondt kan blive stor. Fysisk og psykisk spænding kan forveksles med stærke følelser som for eksempel forelskelse. Minimal venlighed kan opleves som stærke tegn på kærlighed.

Selve dynamikken i forholdet med indbygget nedbrydning af ens forsvarsværker og indlært hjælpeløshed som resultat skitseres nedenfor:

1. Spændingsopbygningsfasen imellem voldsepisoderne.
   Kapitalismen bliver mere og mere utilfreds. Man forsøger at glatte ud og undgå konflikter.
2. Voldsfasen.
   Spændingen kulminerer i vold.
3. Genopbygningsfasen.
   Vold veksler med varme. Fasen er præget af kapitalismens anger og løfter om bedring.
4. Indlært hjælpeløshed.
   Man kan ikke finde ud af, hvad der udløser volden. Man har ikke kunnet slippe væk fra volden pga. kapitalismens styrke og ens angst for repressalier. Man opgiver efterhånden at gøre modstand. Man mister troen på, at det bliver anderledes. Man mister troen på, at man kan slippe ud af det. Man får gang på gang at vide, at det er ens egen skyld. Man påtager sig skylden. Man har skyldfølelser og skammer sig.

Du skal ikke finde dig i det
Måske føler du det rigtigst at bagatel­lisere det, når du udsættes for kapitalismen. Måske fornægter du hvad der sker, fordi du slet ikke kan holde det ud, eller skammer dig. Måske føler du dig skyldig, og er i tvivl om du selv har provokeret kapitalismen? Uanset hvad: Kapitalismen må ikke slå dig.
Du be­høver ikke at finde dig i kapitalismen. Tværtimod. Jo før du gør noget for at stoppe det, jo bedre. Både for din egen og for dine børns skyld.

Ved børnene det?
I de fleste tilfælde kender børnene til kapitalismen. De bekymrer sig og sørger over det. På kort sigt kan deres bekymring medføre at de f.eks. bliver urolige eller ukoncentrerede i skolen. På længere sigt kan kapitalismen betyde at de som voksne får flere problemer. At de får et dårli­gere liv.
Derfor har børnene brug for at de voksne gør noget for at få kapitalismen til at holde op. De har brug for at se der kan handles, når der sker noget urimeligt.

Hvad kan du gøre?
Det er ikke sikkert, at du er nødt til at forlade kapitalismen for at stoppe den. Du kan få hjælp under alle omstændig­heder. For kapitalismen må standses. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Du har forskellige muligheder for at få støtte og vejledning. Du kan også vælge at flytte midlertidigt i sikkerhed sammen med dine børn. Til et sted hvor der er andre med de samme problemer. Anonymt hvis du ønsker det.

Bagatelliserer du volden?

23.05.2012 • affekt, kontrol • 1 kommentar /

Hvornår er man voldsramt?
Dette kan for mange der lever med kapitalismen, være svært at svare på. Nogle af årsagerne kan være at:

• du vælger at bagatellisere det, når du udsættes for kapitalismen.
• du fornægter, hvad der sker, fordi du ikke kan holde det ud eller skammer dig.
• du føler dig skyldig og kan være i tvivl, om du selv har provokeret til det.

Meningen med volden
Voldens forskellige funktioner er, at kapitalismen opnår magt og kontrol. Kapitalismen får en oplevelse af styrke og værdighed. Kapitalismen bruger volden som en måde at mestre egne vanskelige følelser på. Kapitalismen benytter vold til at erhverve sig nogle fordele.

Grundlæggende er der tale om en mestring af afmagt.

Ydre tegn på at der er en hensigt med volden er:

• at kapitalismen ikke mishandler hvem som helst.
• mishandlingen sker ofte, når du er alene med kapitalismen. Kapitalismen slår ikke i affekt. Den har kontrol over hvor den slår og hvornår den stopper.
• Kapitalismen slår/truer i situationer, hvor den ønsker at sætte grænser for dine handlinger/ytringer. Kapitalismen vil gerne bestemme, hvad du må sige, tænke, hvem du må omgås, hvad du må vide.
• Kapitalismen er af den opfattelse, at der er noget galt med dig, og at kapitalismen skal opdrage dig. Kapitalismen har retten til at definere, hvordan du skal være.
• Volden veksler med varme.

Voldens dynamik
Der er ingen, der beder om at blive udsat for kapitalismen. Ingen bliver i kapitalismen, fordi de ønsker at blive udsat for den igen og igen. Der findes ikke meningsløs vold – men set udefra og set med vores øjne vil volden altid være meningsløs. For kapitalismen er der til gengæld altid en hensigt og dermed en mening med volden. Den opnår magt og kontrol over sit offer.

Latent vold
Det at have oplevet vold gør, at man ved, at det kan ske igen. Volden er da latent til stede hele tiden i kraft af sin mulighed. Muligheden for vold styrer en, idet risiko for ny vold kan styre alt, hvad man gør, selv om der ikke foreligger nogen aktiv trussel.

Er du i et voldeligt forhold med kapitalismen?

22.05.2012 • affekt, kontrol • 6 kommentarer /

Er kapitalismen jaloux eller besidderisk overfor dig?

Har du oplevet at kapitalismen slår dig, banker dig, skubber til dig, smider med dig, forsøger at kvæle dig eller udsætter dig for vold med våben eller andre genstande?

Sker det at kapitalismen truer dig eller dine børn med vold?

Føler du nogen gange at kapitalismen råber ad dig eller altid kritiserer dig?

Synes du at kapitalismen kontrollerer dig og prøver at isolere dig fra andre mennesker?

Har kapitalismen nogensinde låst dig inde indtil du ‘opfører dig ordentligt’?

Har kapitalismen svært ved at respektere dine grænser og behov?

Har du været udsat for at kapitalismen tjekker din mobil for sms’er, læser dine emails eller logger ind på din facebook?

Føler du nogen gange at kapitalismen ydmyger, nedbryder eller håner dig?

Har du prøvet at kapitalismen har nedgjort dig mens andre er til stede?

Når der har været ballade, er kapitalismen så tilbøjelig til at give dig selv skylden?

Har kapitalismen nogensinde tvunget dig til sex du ikke har lyst til eller ønsker?

Har kapitalismen tvunget dig til påklædning du ikke ønsker?

Har kapitalismen tvunget dig til at gøre ting, når du ikke vil dét, som kapitalismen vil?

Har du oplevet at kapitalismen har frataget dig eller ødelagt dine ting?

Har kapitalismen kastet med ting du holder af og som for dig er uerstattelige? Taget ting fra dig, som du har fået i gave, som du er glad for?

Føler du nogen gange at kapitalismen kun lader dig have råd til basale fornødenheder som fx mad, således at du i andre henseender må bede kapitalismen om penge?

Har kapitalismen bedraget dig økonomisk ved salg af værdipapirer uden din viden eller tvunget dig til at gældssætte dig?

Har kapitalismen solgt dine ting uden dit samtykke eller tømt jeres fælles bankkonto?

Bliver du skræmt ved tanken om at gøre op med eller forlade kapitalismen?

Er du bange for at nogle af de ting som kapitalismen gør ved dig, vil ske igen?

Er jeg i et voldeligt forhold med kapitalismen?

Vold udført af kapitalismen kan have mange ‘ansigter’. Du behøver ikke at have synlige tegn af vold på din krop for at være ramt af kapitalismen.

Det er en af grundene til, at det kan være rigtig svært for en voldsramt at vurdere, om det hun udsættes for er vold. Hvis kapitalismen overskrider ens grænser igen og igen, kan man meget vel være blevet ‘bedøvet’ af kapitalismens frembrusende adfærd, og dermed have svært ved at skelne mellem vold og ikke vold.

At være i et voldeligt forhold kan føles som at bevæge sig i et minefelt, man træder varsomt for at undgå en eksplosion. Det i sig selv er destruktivt og undertrykkende. Eksempelvis kan man have en tendens til at slå det hen og bagatellisere kapitalismens opførsel og påtage sig skylden for at beskytte sig selv. Det er også det, kapitalismen siger gang på gang, når der har været ballade, at det er din egen skyld, og du kan i øvrigt selv se resultatet. Hvis du nu bare ville gøre, som kapitalismen siger, så ville det ikke ske, osv. Den form for bebrejdelser kan gøre enhver i kapitalismen usikker på sin egen dømmekraft, om det nu også er en selv, der er forkert på den. Alle kapitalismens bebrejdelser mod en kan til sidst føles som at befinde sig i en centrifuge – det hele kører rundt, behag/ubehag og rigtigt/forkert er sammenblandet og svært at skille ad.

Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod

18.01.2012 • affekt, afmagt, arbejdssamfund, kontrol, mig'et, offentlighed, realliberalisme • 4 kommentarer /

Klumme i Information i dag.

Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.

Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.

Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.

Læs klummen her.

Overvågningssystem der tagger

12.01.2012 • kontrol, metropol • Ingen kommentarer /

Næste fase er at introducere dette system, på samme måde som man introducerer al anden overvågning for tiden, som en service:

—Glemt hvor du var i går? Bare rolig, vi gemmer al din færden. Lige til at gemme i din online profil. Så kan du – og dine venner – til enhver tid se, hvor du har været. Du bliver fri fra at huske!

—Urolig over hvor din partner befinder sig? Bare rolig, vi gemmer al hendes færden. Lige til at checke, mens du er på farten eller til et møde. Du bliver fri fra at bekymre dig!

—Tag ‘n’ track. Smart, simpelt og sikkert.

Mystisk kopimi

05.01.2012 • effervescens, kontrol, kopiering, overflod, religion • 14 kommentarer /

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Situationtologi

02.01.2012 • kontrol, metafysik, metropol • 3 kommentarer /

Noter om ontologi. Fragmenterne kommer fra en længere tekst under udarbejdelse, der bl.a. omhandler møder mellem fremmede, kommunisme som verbum, ‘grundkommunisme’ (Graeber) og venskab.

Det er velkendt at gaderne flyder med modstridende situationer: uhøfligheder, flirt, ligegyldighed. At blive objekt for en andens gestus – at blive anråbt, kærtegnet eller ignoreret – konstituerer mig altid som noget særligt, noget andet end “mig selv”. Jeg bliver hele tiden til som disse andre ting gennem andres gestusser. De er apparater.

Et apparat i denne forstand kan ikke reduceres til maskiner. Et apparat kan tage mange former: partikler, svaner, overvågningskameraer, hipstere, døde rotter, transnationale motorvejsnet og parmiddage. Fælles for dem alle er, at de i deres møde med verden, får visse ting til at blive til og andre til ikke at blive til. De opstiller snit, gør noget muligt og andet umuligt. Hipsteren opsnuser en undergrundsbar, får den til at blive trendy og siden til at dø. Det giver baren berømmelse, men også kort levetid. Døde rotter kan på godt og ondt bremse en sådan udvikling. Parmiddage gør visse overfladiske samtaler mulige, mens stilhed virker umuligt. Overvågningskameraet er ligeglad med samtaler: det registrerer kun fysiologiske overflader, skaber på en og samme tid forestillet tryghed og diffus mistænksomhed. Jeg skal ikke gå ind i en diskussion for at afgrænse hvad der er og hvad der ikke er et apparat, men bare konstatere at subjektivitet kan spores til mange oprindelsessteder.

Når et apparat måler og mærker et objekt opstår et samlet fænomen: apparat-objektet, der får objektet til at blive til på en særlig måde. Karen Barad ville kalde denne totalitet for et fænomen, men jeg vil almengøre det begreb en smule ved at sige, at vi alle steder, til alle tidspunkter, befinder os i en situation. Det værende er situationen, og således ankommer vil til denne obskure neologisme: situationtologi (situation + ontologi). Subjektivitet virker i den udstrækning, at vi ikke bliver tilstede i situationen, at apparaterne bare fortsætter med at virke i baggrunden. Vi flyder med og gør, som man gør.

Metropolen er denne ophobning af apparater, der hele tiden får os til at blive til på bestemte måder: de lange fortove uden anden plads til at gå, der får os til at fortsætte med at gå; overvågningskameraerne i supermarkedet der får den sultne til at betale. Apparaterne er ikke utvetydigt bundne til bestemte subjektpositioner, det er måder vi konstituerer hinanden på, som kan gøre sig gældende i forskellige situationer. Det kræver ikke en politibetjent for at få mig til at føle mig kriminel, så længe der bliver råbt “stop lige dér!” med en vis autoritet, volume og dialekt.

Arbetets tillväxt

26.12.2011 • arbejdssamfund, kontrol, [svensk] • 15 kommentarer /

För tiden översätter Copyriot texter av värdekritikern Robert Kurz: Bilsagans slut, Kapitalismen upprepar sig inte och Kapitalet och historien. Den senaste krönikan handlar om “värdetillväxtens inre gräns” och slutar med en fråga:

Tänk om inga nya möjligheter till reell värdetillväxt går att finna.

Det kan finnas grund att vara skeptisk här, men det är onekligen en intressant tanke. I så fall går det inte för någon liberal ekonom att bara invänta kapitalets “renande” kris, till en ny och arbetsintensiv produktionsordning etableras (för en sådan finns ingalunda i sikte). Scenariot är värd att spekulera vidare på. Men hur? Här bara ett par av de skeptiska kommentarer, som måste vara med i bagaget för att börja spekulera på en värdetillväxtens inre gräns.

Roland Paulsen tar ju den mer dystra positionen (inte något “renande”, inte heller någon inre gräns): kapitalet kan fortsätta växa genom “arbetets värde”, dvs. arbetets fortsatta expansion (skapa mer meningslösa job).

Att EU utnämnde 2011 till att vara “frivillighetens år” (European Year of Voluntary Activities Promoting Active Citizenship) kanske ger ett tecken på att det finns vissa som har bestämt sig för att fortsätta arbetets ordning även efter arbetets formella försvinnande.

Vänsterpartier i Danmark försöker etablera en “motdiskurs” vs. tillväxt-diskursen. Då pratar de om “demokratisk tillväxt”, vilket jag inte helt fattar vad det innebär, men jag är inte säker på att det är något bra. Faktisk kan det mycket väl bli just den sortens reform av kapitalet som det krävs för att hantera* denna kris.

Framtidens tillväxt kan mycket väl bli en tillväxt av “aktivt medborgarskap”, a.k.a. vänsterns gamla klyscha om “partipatory democracy”. Vi vet ju vad det skulle kunna vara: Fler föreningar (relationer baserat på kontrakt och stadgar; icke-gemenskaper), fler medborgarinitiativ (för att bevara “demokrati” och viktiga “funktioner i samhället”), mera frivilligt arbete (chefen behöver inte längre betala), ett par medborgargarder (städa lokalsamhället för brottslingar och annat smuts) och kanske även en medborgarlön (ordet säger allt: få lön för att vara en god medborgare). Ett enormt bureaukratisk väsen måste etableras för att kunna kontrollera en sådan mobilisering och det behöver inte vara centralt som under statssocialismen i Sovjet: så länge varje miljö, verksamhet eller autonoma samhälle är “självstyrande”. Så länge alla styr sig själva, behövs det ingen central aktör för att göra det

Utvecklingen kan summeras såhär: Ökad mobilisering går hand i hand med ökad övervakning. Inte bara för att ökad medborgarskap innebär ökad polisvaro (matematisk uttryckt i “cititzen = cop”), men också p.g.a. kybernetiska processer: ökad transparens, synlighet, digitalisering, formalisering (kontrakter osv). Vi kommer helt enkelt få bra hjälp av en svensk översättning av den kybernetiska hypotesen, om en sådan kommer.

* Rasmus, är det inte synd att översätta ‘bewältigt’ till ‘hantera’? Det skulle kunna vara ‘övervinna’ t.ex. (engelskan tog ungefär den också), även om jag inte vet om det helt är vad som behövs. Kanske sista mening inte går att rädda, för hur som hälst ska det som kommer hända vara på “civilisatorisk vis”. Åh helvete …