Demokrati i anti-demokratins namn

29.07.2011 • kontrol, realliberalisme, [svensk] • 4 kommentarer /

Den senaste vecka efter Utöya. Så förvirrande. Så svårt att hitta en meningsfull ingång till att skapa ett sammanhängande sätt att tänka vad händelsen betyder. Jag har läst många bra analyser, särskild på svensk. Det får bli en ingång.

(Note til danske læsere: Det er også af ovenstående grund at det falder mest naturligt at skrive på svensk – fordi det pt. er her de skrevede samtaler florerer og derfor lettest kan gribes. Jeg synes der har manglet veltænkte reaktioner på dansk over begivenheden. Der har været et par stykker men jeg finder mig hele tiden sidde og læse ting på svensk. Det virker endnu en gang som en konsekvens af en fattigdom af dansksprogede højhastigheds-offentligheder. Måske tager jeg fejl og vil være taknemmelig for at blive ledt derhen hvor det i så fald sker).

Det enda sätt att börja gå in i den här händelse verkar vara indirekt. Kanske uppstår då konturerna till linjer som tänkandet kan följa, där det blir klarare hur vi ska göra de saker vi ska göra i situationen.

Som svar pÃ¥ en rad blogpostar efter Utöya av Erik Berg (inlägg jag ännu inte har hunnit läsa) skriver Alex om demokratiförstÃ¥else. ‘Demokrati’ har blivit en ting (Demokrati) som man mÃ¥ste bekänna sig till, som mÃ¥ste försvaras frÃ¥n främmande elementer (som önskar att förändra ‘demokratin’). Demokratin har blivit en ting, i stället för en process (demokratisering), dvs. ett ständigt utbyggande av vad demokrati innebär. Som Alex beskriver det:

Denna syn på demokratin, den statiska värderingssynen, leder självfallet till att dess anhängare ser förändring som problematisk. Eftersom vi lever i historiens slut, i en inte perfekt, men ändå den bästa av världar så blir högerns assimileringsvurm ganska logisk. Här har vi demokrati, det är som det är, alltså bäst, så om någon ska komma hit (helst ska de ju inte det heller) så ska de anpassas.

Denna bild pÃ¥ en ny demokratiförstÃ¥else hämtar han i danska Rune Lykkebergs bok Kampen om sandhederne. En bok som skriver historian om det sÃ¥ kallade “systemskifte” i dansk politik i 2001 när Dansk Folkeparti blev premissen för en ny borgerlig regering. Och om de förskjutning i en den politiska debat – pratet om “smagsdommere”, “kulturelit”, “politisk korrekthet” osv. – som gjorde detta skifte möjligt. En bok som jag har rekommenderat svenskare att läsa varje gÃ¥ng pratet faller pÃ¥ Sverigedemokraterne. Trots mÃ¥nga referenser till dansk skönlitteratur (Lykkeberg har en bakgrund i litteraturvetenskap), film och annan populärkultur, tror jag perspektiver är lätta att överföre till en svensk kontext. Om nÃ¥got svensk förlag skulle vilja översätta boken vore det ett oerhört viktigt bidrag till en förstÃ¥else av vad som nu händer i Sverige (och Finland …och Norge).

Lykkeberg menar att denna förskjutning i demokratibegreppet hänger ihop med det skifte som skett i synen på välfärdspolitikens och det offentligas roll i samhället [...] Förskjutningen manifesterar sig i indragen a-kassa, försäkringskassans haveri, FAS3 och liknande, men kanske framförallt i den förändrade synen på det offentligas roll i samhället. Lykkeberg illustrerar detta med den danska välfärdskommissionen som tillsattes 2003 och enbart berörde ekonomiska frågor. [...] Men, trots att det offentliga inte ska ha någon demokratiserande roll så ska det självklart lära ut respekt för demokratin. Här uppenbarar sig återigen skillnaden mellan demokrati som värdering och som process. Skolan ska lära ut demokratiska värderingar – alltså att vi lever i ett jämställt land där alla har lika förutsättningar – samt respekt för demokratin. [*]

Det är klart att en sÃ¥dan demokratiförstÃ¥else – där ‘demokrati’ är nÃ¥got som vi redan har och som därför ska konserveras – kommer i konflikt med alla som önskar att förändra just vÃ¥r inställning till vad demokrati innebär (vem som ska fÃ¥ inflytande, hur de ska fÃ¥ det osv).

Samma Ã¥r som Rune Lykkebergs bok utkom (2008) blev en arbetsgrupp under Undervisningsministeriet färdiga med deras sÃ¥ kallade “Demokratikanon“: En lista som kanoniserar särskild ‘demokratiska’ personer, historiska händelser och institutioner.

Demokratikanonen hade som föremÃ¥l “at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger pÃ¥”. Med andra ord: Att styrka de principer som rÃ¥der i den nuvarande situation – emot andra principer som skulle kunna förändra den nuvarande situation. Det är tydligt dÃ¥ att vilken som helst demokratikanon – även om den inte blev formulerad av högerintellektuella som just denna – alltid kommer vara konservativ.

Och kanske är det nyckeln till att förstÃ¥ varför alla ledare, affärsmän och poliser vurmar för ‘demokrati’ i dag. Vad som har hänt är att partikonservatismen har lämnat fascismen för att bli ‘demokrater’. Men i samma process blev ‘demokratin’ ocksÃ¥ konservativ.

Detta borde hjälpa oss att första varför nutidens politik har blivit ett stort neutralt centrum med bara varierande skillnader mellan en stor samling mera eller mindre borgerliga partier (alla är i princip eniga om hur ‘demokratin’ ska förvaltas, det är bara en frÃ¥ga om vem som kan leda oss dit mest effektivt). Det finns inte längre nÃ¥gra fundamentala skillnader, nÃ¥gon sorts etisk polarisering som skulle kunna dra in det politiska i politiken.

Där den liberala synen på demokrati som något fast har vunnit hegemoni så utpekas den som vill påbörja nya, och fördjupa redan existerande, demokratiseringsprocesser som extremist. [*]

Denna typ av hegemoni, som Alex kallar det skulle lika väl kunna beskrivas som en radikalisering av föreställningen om ett neutralt centrum (i ‘demokratins’ namn). Med andra ord: centrumextremism.

Detta fÃ¥r konsekvenser för hur vi mÃ¥ste göra de saker vi gör. Demokratiska kamper har förskjutits. Att i demokratins namn innerligt begära förändringar och revolutioner av tillvaron – emot auktoritet – har blivit en paradox. ‘Demokrati’ – i dennes konservativa förstÃ¥else – har blivit den själv samma auktoritet som vi oftare och oftare clashar med. ‘Demokratin’ har blivit en auktoritet.

Vissa som Hardt & Negri försöker att formulera nya demokratibegrepp (med Spinoza, ‘absolut demokrati’), och pÃ¥ det sättet problematisera den demokratiform vi har just nu. Att som minimum fÃ¥ fram att detta demokrati bara är en version av mÃ¥nga möjliga demokratiformer. PÃ¥ samma sätt insisterar jag att sätta ett adjektiv pÃ¥ varje gÃ¥ng nÃ¥gon använder ordet demokrati – “hvilken typ av demokrati?”, frÃ¥gar jag. Tvinga ‘demokrater’ definiera sig i termer av “representativ demokrati” eller “parlamentarisk demokrati” eller “liberal demokrati” osv  – och därmed av-naturalisera, av-neutralisera deras positioner.

Jag tror denna gestus är viktig att fortsätta med. Men vi måste ta till andra metoder också.

Vissa ord är kampplatser – att bemäktiga sig ordet ‘kommunism’ frÃ¥n fascisterna i Sovjet sÃ¥väl som deras välfärdssocialistiska arvtagare är en seger varje gÃ¥ng. Men just i tillfället ‘demokrati’ har det kanske blivit omöjligt – ordet används av alla världens statsledare, det stÃ¥r pÃ¥ bomberna när västen invaderar ett land, och det definierar alla de som är ett problem för det parlamentariska demokrati som ‘anti-demokratiska’.

Kanske ska man då, som Badiou, börja fundera på om det är värt att lägga alla sina krafter på att kämpa för ordet. Kanske måste man i stället fråga: Är den ända verkligt demokratiska positionen i dag – den enda verkligt politiska positionen i dag – egentligen att kalla sig anti-demokratisk?

Fascister kan kalla sig ‘demokrater’. Kom ihÃ¥g ocksÃ¥ att även innan 1989, där världen pÃ¥ manikeisk sätt främst var uppdelad mellan en kapitalistisk sfär och en statskommunistisk sfär (i stället för nutiden där världen kanske snarare delas mellan en ‘demokratisk’ sfär och en ‘icke-demokratisk’ sfär), att ocksÃ¥ dÃ¥ hade ordet ‘demokrati’ en liknande mytisk status. Även DDR var en förkortning för Deutsche Demokratische Republik.

Teknologi der kan slukke for dit kamera

18.06.2011 • kontrol • Ingen kommentarer /

Tidligt i juni tegnede Apple et patent.

Teknologien vil gøre det muligt, at slukke for et kamera, eller slette enkelte billeder, hvis kameraets interne billedprocessering opfanger et specifikt infrarødt (IR) signal. De fleste nyheder har lavet den åbenlyse parallel til iPhone, eller mere specifikt: kombinationen iPhone + koncerter. Ved at placere de infrarøde sensorer rundt omkring på koncertområdet, kan de mærke om du befinder dig til koncerten og holder din mobil op for at forsøge at filme. Hvis du gør det, sender sensorerne et signal til din iPhone der automatisk slukker for kamerafunktionen.

De infrarøde sensorer er altså, både teknisk og funktionelt, at sammenligne med fjernkontroller, som vi kender dem fra TV, bare i enorm størrelse.

Koncertarrangører og medievirksomheder der har enerettigheder til koncerter skal på denne måde kunne kontrollere og gøre det umuligt for andre personer at lække materiale, fx til Youtube.

Det er nok usansynligt, at Apple selv vil indføre det, da det vil være en væsentlig forringelse af deres iPhone. I stedet vil de blot vente til teknologien eventuelt bliver obligatorisk gennem lovgivning, og så tjene pengene fra patentet. I en sådan situation bør vi forvente, at andre platforme som Android også tvinges implementere teknologien.

Der er noget grinagtig ved denne type totalitære teknologier. PÃ¥ den ene side, vil mange – jeg selv inklusive – faktisk sætte pris pÃ¥ at koncerter ikke domineres af smÃ¥ hÃ¥ndholdte LCD-skærme (en af mine venner udbrød spontant, omend en smule sarkastisk: “ENDELIG!”, da han hørte nyheden om patentet). PÃ¥ den anden side, er dette næppe den eneste mÃ¥de at regulere brug af kameraer til koncerter. De fleste synes ogsÃ¥ det er irriterende med folk der taler i telefon i biografen. Men her behøves ikke nogen central autoritet, for at slukke for folks mobiltelefoner: Folk opretter en kultur for at tysse pÃ¥ hinanden, nÃ¥r det sker, og i en vis udstrækning bliver det støttet af infomercials inden filmen.

Samtidig er der helt åbenlyst andre måder at tage teknologien i brug for at kontrollere video- og billedtagning. For at bare tage de første par anvendelsesområder:

• Kommercielle sightseeing-steder, der vil tage afgifter for fotografering.
• Hvilket som helst sted der helt forbyder fotografering (ved paskontrollen i lufthavnen osv).
• I USA er det fx forbudt at filme og fotografere visse af myndighedernes bygninger ifølge Homeland Security-love og PATRIOT ACT.
• Politibiler udstyret med IR-sensorer til demonstrationer eller andre situationer, hvor politivold er sandsynlig. Det er allerede en standardreaktion for politiet, at forsøge at fjerne folk der dokumenterer deres overgreb, og en sÃ¥dan teknologi vil blot gøre det lettere for dem. Under den begrundelsen at det ‘forstyrrer deres arbejde’ eller lignende.

Det er klart, at hvis denne teknologi bliver implementeret vil der kort efter cirkulere et hack for at omgå det. Og til koncerter, bliver det, hvad skal vi sige, ret tydeligt.

All for your safety

01.06.2011 • kontrol, metropol, [English] • Ingen kommentarer /

Aaaaahh… The tranquility of sitting at an outdoor café in one of the civilized areas of a european metropolis immersing yourself in reading a book while being watched over by machines of loving grace.

[Naïve as I was, I was sure this was some absurd kind of cynical art installation. A friend later told me no, the cameras was to make sure that the customers paid or did not behave inappropriately. Later I saw the same kind of large grey cameras, pointing directly down on the nearest tables, at several other cafées.]

Dagens studie i at danse

31.05.2011 • hacking, kontrol • 1 kommentar /

Finder det her vildt interessant, ikke pga. politirepressionen, men pga. det studie i dans som det indeholder.

Baggrunden: Tilsyneladende havde en lokal dommer dømt det som ulovligt at danse på området – en offentlig plads der ironisk huser statuen af en af den amerikanske uafhængighedserklærings forfattere, Thomas Jefferson – hvilket provokerede en mængde mennesker til at møde op og danse. Lydløs discobedience.

Og ja, politiet er på plads. Her må man forsøge at ikke blive indigneret, men i stedet indse at det er sådan politiet fungerer: Når noget er ulovligt mødes det med nultolerance, ligegyldigt hvad det er.

Fordi politiet altid arbejder med sort (ulovligt) og hvidt (lovligt), åbner det for muligheden af at opholde sig i det grå (midt i mellem). Her opstår hacking.

Hvad studiet viser er gråzonerne mellem mere eller mindre vilkårlig bevægelse med kroppen og mere eller mindre rytmisk dans. Mao. stiller det spørgsmålet: hvornår bliver bevægelser med kroppen til dans? Og hvad er forskellen mellem de to?

Min søster der for tiden beskæftiger sig intensivt med kontaktimprovisation mener til tider at hun slet ikke danser, men blot undersøger bevægelse, undersøger hvad kroppe kan. Snarere er kontaktimprovisation en slags teknik til at danse, så man kan kontaktimprovisere når man danser – men det er ikke som sådan dans.

Noget andet der bliver tydeligt er hvordan politiet ikke sÃ¥ meget anholder og straffer dem der blot bevæger sin krop i overensstemmelse med betegnelsen ‘at danse’. De slÃ¥r snarere ned pÃ¥ dem der mest tydeligt udtrykker en sammenhæng mellem at danse og at have hensigten om at danse.

Gråzonen er et kerneelement i hacking, men de dansende i videoen formår aldrig rigtigt at finde det rette punkt mellem dans og tilsyneladende vilkårlig bevægelser med kroppen (der dog tydeligvis har hensigt om at danse). Hvordan ville en spastiker begå sig i denne situation? Eller hvad med en med full-body tourette? Hvad ville det indebære at kontaktimprovisere sig fra anholdelser?

MÃ¥ske ville politiet dog aldrig tillade en sÃ¥dan grÃ¥zone, ved at disciplinere selv den mindste bevægelse der falder uden for ‘normal opførsel’. I sÃ¥ fald ophører grÃ¥zonen, det bliver sværere at hacke situationen, og andre taktikker mÃ¥ tages i brug. Fx holde en kæmpe piratfest hvor folk tydeligvis danser fordi de tydeligvis har hensigten om at danse. Intet kryptisk med det ligesom.

At omgå censur på tyrkisk vis: Rapport for Bitbureauet

28.05.2011 • internet, kontrol • Ingen kommentarer /

Har netop været i Istanbul igen og har i den forbindelse skrevet en rapport til tidligere omtalte Bitbureauet. Læs den!

Her følger nogle spredte baggrundstanker.

Kort fortalt: I Tyrkiet er internet godt pÃ¥ vej til at blive http:(( – myndighederne vil gøre det obligatorisk for den tyrkiske befolkning at vælge ét af fire filtre, der mere eller mindre restriktivt censurerer websider, der indeholder ord fra en blacklist af pt. 138 ord. Det vil forstærke hele idéen og eksistensen af et “tyrkisk internet” (aflukket fra resten af internet).

Men i alle de drakoniske censur-, overvågnings- og blokeringstiltag er det værd at huske på at kontrol næsten altid forårsager modstand. Ingen befolkningen er passive modtagere og at komme hinsides den type kynisme der hele tiden påpeger den slags indebærer, at netop koncentrere sig om modstand. Hvad gør folk ved det, og hvordan? Når staten blokerer, gør befolkningen også modstand, kort sagt: omgår censuren. De senere år kan man derfor spore en stigende mainstreaming af teknologier der ellers var forbeholdt netaktivister, som fx proxyer og DNS-ændringer.

(Mindes i øvrigt at ogsÃ¥ Christopher Kullenberg gjorde sig samme erfaring omkring dynamikken mellem censur/omgÃ¥ning forrige sommer i Tyrkiet. Som jeg i øvrigt havde glæden af at for første gang møde ved tilfælde i netop Sabiha Gökçen lufthavn, mens vi begge to sad og filede pÃ¥ artikler om, hvor meta det end lyder, trafik og infrastruktur, og opkoblet pÃ¥ lufthavnens “internet” – hvilket jeg forstod var corporate omskrivning for interweb – dvs. kun www i din browser og ingen ftp-, chat- og torrent-adgang fx).

Internetpolitiske analyser er nødt til at holde laseren rettet mod den slags modstandsaktiviteter, fremfor at opholde sig ved den parlamentariske proces.

Samtidig viser modstand også i sig selv nye typer livsformer på internet (hvad vil der fx ske hvis størstedelen af vores internettrafik med tiden bliver gennem krypterede tunneller i de mørke internet, aka darknets?).

Det er tvivlsomt hvad man vil kunne opnÃ¥ ved at fortsætte med at ælte i afmagt over det repræsentative demokrati, som helt tydeligvis er under afmontering: de Ã¥benlyst grundlovsstridige lovforslag, hvor en hel befolkning kriminaliseres, og retsstaten der forvitrer. I stedet bør man acceptere, at sÃ¥dan ser det ud nu, og ud fra den indsigt forholde sig til det nye terræn, nye politiske former der ikke gør sig afhængig af en dialog med staten. PÃ¥ samme mÃ¥de bør overveje meningen i at skrive appeller til landets regeringer om at være mere venlige og anstændige. De er udmærket klar over hvad de laver, og byder i en vis udstrækning protester velkomne, da de pÃ¥ den ene side er en meget lille trussel mod staten – med mindre protesterne udvikler sig til andet end protester – og pÃ¥ den anden side at demonstrationerne, appellerne og læserbrevene samtidig viser at “vi lever i et demokrati”.

Men ikke mere baggrundssnak. Læs  hele artiklen og alle detaljerne på Bitbureauet.

Den lange flugt fra Facebook, del 2: Mure og Fxcxbxxk

27.04.2011 • hacking, internet, kontrol • 3 kommentarer /

En prognose: Der vil i stigende grad opstå internet i internettet, med hver deres mur omkring sig. Men mure kan rives ned og forneden kan du lære, hvordan du kan rive Facebooks mur ned, digitale mursten for mursten.

Som tidligere beskrevet, er Facebook godt pÃ¥ vej til at kolonisere vores væren pÃ¥ internet. Det er blevet det ene sted, hvor du med størst sandsynlighed kan finde andre, invitere folk til arrangementer, holde hinanden opdateret, sende beskeder, arkivere kontaktinformationer, billeder, minder, og ikke mindst bedrive alskens aktivisme (“BESÆT! STREJK! LIKE!”).

Facebooks kolonisering indebærer, at emails, kalendere, selvstændige hjemmesider og fildelingsnetværk bliver mindre nødvendige. “Vi laver bare en Facebookgruppe”. Hvilket samtidigt gør Facebook nødvendigt: Du kan nemlig kun tage del i dine venner og bekendtes Facebook-aktiviteter – for ikke at nævne mere eller mindre “offentlige” initiativer, som fx 3Fs Skævt-kampagne – ved at selv have en bruger pÃ¥ Facebook.

Der er altsÃ¥ en mur omkring Facebook. Den mÃ¥ rives ned – ikke for at “endelig” kunne være en del af det, der er pÃ¥ den anden side (muren er nemlig til for, at du skal tvinges træde indenfor og blive der) – men for at befrie dets fangede informationer, for at fortsætte flugten.

Hvad er det proprietære internet?

Efter jeg deaktiverede min facebookkonto begyndte visse – lidt halvsarkastisk – at gøre sig bemærkede om skiftet til Twitter (som meget naturligt bliver en konsekvens, hvis man bruger internet så meget). Men nej, der er intet fundamentalt skred i at flygte fra Facebook, når flugten ender i Twitter.

Det behøver dog ikke på nogen måde være målet med flugten – flugten kan snarere have karakter af en slags forskning, en måde at opdage hvordan vi ellers kan finde hinanden (uden Facebook). Det handler her ikke om det liberale individs livsstilsvalg, men i stedet nogle fælles bestræbelser efter at blive til noget nyt, efter at finde bedre livsformer, finde måder at producere livet på internet anderledes (dvs. biopolitik).

Både Facebook og Twitter er proprietære platforme, dvs. at de ejes af private virksomheder, med ansatte lønarbejdere der kontrolleres på distancen af aktionærer/virksomhedsejerne

At Twitter skulle være en mere “godhjertet” virksomhed er der masser af modstridende eksempler pÃ¥, senest for en mÃ¥ned siden, da Twitter udmeldte, at andre end de officielle twitter-klienter ikke længere var velkomne. Et væld af selvstændige softwareudviklere, som over Ã¥rene har bidraget til at gøre Twitter til det, det er blevet, fik mao. fingeren. Med henvisning til, at “brugeroplevelsen” af Twitter skulle være “ensformet” og “konsistent”. Med andre ord: Privilegiet til at afgøre hvordan alt det der produceres pÃ¥ Twitter, skal kunne bruges, bør koncentreres pÃ¥ Twitter Inc. selv. Et socialt media, der ellers havde haft et rygte for at fungere med mange decentrale aktører, lukkede sig pludselig om sig selv igen.

I 2010 anslÃ¥s Facebook at have tjent omkring 2 milliarder dollar, primært pÃ¥ at sælge al den statistik dets brugere genererer, dvs. hver gang de trykker “jeg synes godt om”, hver gang de melder sig ind i en gruppe, ud fra nøgleord i deres statusopdateringer, etc. Al den data kan bl.a. omdannes til segmentanalyser, sÃ¥ virksomheder der har rÃ¥d til at købe statistikken kan styre deres reklamekampagner endnu mere specifikt, fx pÃ¥ Facebook.

På det proprietære internet kontrolleres vi i mindre grad af stater, for at i stigende grad kontrolleres af web 2.0-virksomheder. På det proprietære internet er alt det kode, som vi har hjulpet dem med at bygge, låst. Det er vigtigt her at lægge vægt på hjælpen – Facebook er ikke udviklet af Facebook Inc., for forud alle opdateringerne i interfacet forgår alle de mange brugeres eksperimenter, uforudsigelige anvendelser af systemet og forslag til forbedringer.

Proprietær software kan der ikke bygges videre på med mindre det er under opsyn fra de priviligerede ejere. Proprietær software indhegner digital rigdom, der i princippet kunne kopieres, modifieres, tweakes og gøre til noget nyt. Hvis Facebook skal blive bedre, skal du skrive en venlig mail og overlevere din gode idé, som virksomheden så kan råde over. Eller starte en protestgruppe, på Facebook.

Det proprietære internet bygger på mure. Murene er til for, at indhegne værdien, og tvinge folk at flytte ind og blive en del af deres gatede community, for at tage del af det der skabes. Som fx Facebook, der kun tillader Facebook-brugere at se i øvrigt åbne arrangementer og åbne facebook-grupper. Det er et internet i internettet, med en central autoritet, der bestemmer over murene.

Sådan omgår du Facebooks mure: Proxy dig ind

Det gør det selvfølgelig ikke umuligt for andre at hacke facebook, som fx Hannes Mannerheims simple proxy.

En proxy er en metode til at fÃ¥ adgang til informationer pÃ¥ internettet indirekte gennem en andens computer. PÃ¥ latin betyder proxy ‘stedfortræder’. I dette tilfælde fungerer proxyen ved at have en fast Facebook-bruger, som alle vi Facebookløse sÃ¥ledes kan bruge til at læse Ã¥bne arrangementer med.

Det er utroligt nemt. Hvis du vil læse en i øvrigt Ã¥ben side pÃ¥ Facebook, udskifter du blot alle vokaler i ‘Facebook’ med ‘x’:

http://www.facebook.com/event.php?eid=158231084237938 (link med mur)

…. bliver til:

http://www.fxcxbxxk.com/event.php?eid=158231084237938 (mur omgået)

En interessant udvikling siden Fxcxbxxk-proxyen blev til er, at google er begyndt at crawle Facebook gennem Fxcxbxxk. Kan måske med tiden blive værdifuldt.

Proxyer kan desuden bruges til at omgå national censur: Hvis du bor i et land hvor specifikke sider er blokerede (som YouTube i Tyrkiet eller Pirate Bay i Danmark) kan dette omgås ved at gå gennem en proxy, der befinder sig i et land, hvor blokeringen ikke gælder. I Pirate Bay-eksemplet er der dog tale om en simpel DNS-blokering, som let kan omgås permanent.

Generaliseret entreprenørskab og pengenes fremtid

27.04.2011 • arbejdssamfund, kontrol • Ingen kommentarer /

3. og 4. maj afholder Creative Commons Danmark saloner i hhv. København og Aarhus. Temaet for forÃ¥rssalonerne er The Future of Money og lægger fokus pÃ¥ “deltagerbaseret værdiskabelse og entreprenørskab”.

Jeg tager forbi i København.

For at få en idé om hvad det handler om, kan man se traileren til dokumentaren af samme navn, The Future of Money, som salonernes oplægsholdere Gabriel Shalom og Jay Cousins har produceret.

Får instinktivt lyst til at skrue gevaldigt ned på begestringen, men tænker at det også har at gøre med amerikanske dokumentarer, som man let kan gøre en træt af begejstring.

Men der er stadig tale om et ret ambivalent felt her, som både kan svinge mod ubetingede gaveøkonomier og fælles rigdom, men ligeså vel kan svinge mod pengene og bytterelationernes mutation og en generalisering af tvunget entreprenørskab.

Jeg får vibes af begge ting, men fornemmer umiddelbart – pessimistisk – at det første (ubetinget gaveøkonomi og fælles rigdom) er dét, der legitimerer det andet (pengenes mutation, generaliseret entreprenørskab).

Det er klart, at det kommer til at betyde en masse for det finansielle system, inkl. en omdefinering af begreber som udbud/efterspørgsel, marked, værdi (value) vs. rigdom (wealth), producenter osv.

Apropos titlen “The Future of Money” er det interessant at bemærke, at selv fremtrædende folk pÃ¥ Wall Street for Ã¥r siden erklærede, at vi var ved at se “The End of Money”. Det er helt Ã¥benlyst, at dette ikke indebærer The End of Wall Street eller Big Business. Store virksomheder opgiver i stigende grad at hyre tjenester fra hinanden – i stedet deler de bare ydelser, dvs. reciprok gavegivning: “I fÃ¥r X, vi fÃ¥r Y”. Milliardvirksomheder der deler vennetjenester.

En anden ting er, som dokumentaren ogsÃ¥ nævner, skiftet mod generaliseret entreprenørskab: “We want everyone to see themselves as producers”.

Ja, alle er allerede producenter, af et fungerende hjem, af hjælp til fremmede, af omsorg eller vrede der smitter, af idéer og kritik, af rent vasketøj, af kunst, af et latteranfald, af sammenskudsgilder, af foreninger osv osv osv. Sagt kort, at producere livet. Livets rigdom.

Mistænker man nu, at det ikke er alle disse slags produktioner, som der tales om i dokumentaren? For vist er der stadig nogen der betaler, og noget der får betalt? Jeg er stadig oprigtigt i tvivl, om glæder mig derfor til at komme og høre mere.

Generaliseret entreprenørskab

Skiftet mod generaliseret entreprenørskab ligger helt i forlængelse med særligt de vesteuropæiske arbejdsmarkeders udvikling. Her er målet, at alle bliver freelancere, ansat på midlertidige kontrakter osv. Du skifter dit CPR-nummer (identitet som borger, der kan modtage velfærdsydelser og have rettigheder på arbejdet) ud med et CVR-nummer (der kan betragte sig selv som en virksomhed, blive opportunist, lægge femårsplaner for sig selv, omdanne alle selvets rescourcer til værdi osv) – det er målet.

Fredrik Edin satte finger pÃ¥ dette med sit begreb om ‘entrepretariatet‘:

“Det er Ã¥benbart meningen, at hver gang ordet entreprenør udtales skal den der hører det savle og tænke pÃ¥ fyren der opfandt Skype. Men det er en ynkelig del af sandheden. Mange der bliver “entreprenører” bliver det ikke fordi de er sÃ¥ driftige eller har en fantastisk idé. Det bliver det, fordi de er tvunget til det.”

Det generaliserede entreprenørskab har en bagside. For det indebærer også det, der allerede sker på arbejdsmarkedet: At rengøringsarbejderen skal se sig selv som sin egen virksomhed. På den måde kan hun udføre just-in-time-arbejde på usikker kontrakt hos et vikarbureau, der sender hende ud på tidspunkter, der giver fleksibilitet for de virksomheder eller familier der skal have gjort deres toiletter rene. Arbejdere – være det vidensarbejdere som rengøringsarbejdere – bliver således forvist fra virksomhederne og lejet gennem underleverandører (vikarbureauer). Vikarbureauet kan med deres usikre kontrakter udskifte arbejdere hele tiden og lade arbejderne konkurrere internt. For underleverandøren bliver arbejderen på den måde en slags entreprenør. Fredrik Edin igen:

“Ansatte bliver nødt til at betale B-skat og starte en eller anden slags selvstændig virksomhed. I stedet for at være ansat af et rengøringsfirma sender du fakturaer. I stedet for at være ansat af transportkoncernen mÃ¥ du købe lastbiler – eller undskyld, overtale banken til at lÃ¥ne dig en lastbil – og udføre præcis det samme job som du altid har gjort. Men denne gang som “entreprenør”.

At vi allesammen bliver producenter i denne form – som ‘entreprenører’ – er derfor ikke partout af det gode. Det kommer helt an pÃ¥ de betingelser en sÃ¥dan ny virkelighed af generaliseret entreprenørskab og producentskab vil indebære. Hvad det vil gøre af generaliseret ophavsrettighedsskab er en helt anden sag (hver ytring, hver produktion af livet skal der findes ophav til osv), men det kan vi mÃ¥ske komme tilbage til. For at spekulativt indkredse os, bør vi derfor se pÃ¥ hvad det kan indebære, at begrebet om efterspørgsel ændres.

Efterspørgsel og pengenes mutation

Hvis der virkelig er tale om pengenes mutation (være det “The Future of …” eller “The End of …”), sÃ¥ kommer deres grundlæggende evne til kapitalakkumulation til at bestÃ¥, dvs. at penge samler flere penge. Det er helt ligegyldigt hvilket slags monetært system, der er tale om – være det digitale mønter eller afhængighedsforhold (social kapital) mellem milliardvirksomheder. SÃ¥ længe der er en eller anden slags ting der kan ansamles, bestÃ¥r kapitalakkumalationen. Med flere penge kan du “efterspørge” (betale for) at visse sager sker i stedet for andre. Penge er kontrol pÃ¥ distancen: De sikrer, at en vis produktion af livet bliver til i stedet for en anden.

Alt dette giver afkast i flere penge, for den der betalte for at det skete, som sÃ¥ igen kan betale for at visse sager sker i stedet for andre. Fortsæt ad infinitum. OgsÃ¥ selvom disse andre ting, der ikke bliver til, ogsÃ¥ efterspørges (bogstaveligt talt efterspørges – nogen spørger efter at det mÃ¥tte ske, fx at blive bespist eller have tag over hovedet, men de har ingen penge til at “efterspørge” det). Det skal blive spændende at se, om vi kan bygge en virkelig ny definition af dette absurde begreb om efterspørgsel, eller om det vil leve videre som det, det altid har været – købekraft.

“Afrikanere er ikke politiske”

23.02.2011 • fremmed, kontrol • Ingen kommentarer /

Muammar Gaddafi. MÃ¥ske den mest tydeligt paranoide, sindsforvirrede leder i verden.

Det er ikke engang sjovt, det er bare frygteligt. PÃ¥ libysk stats-TV (og broadcastet af Al-Jazeera) udførte han i eftermiddags en “tale til nationen” pÃ¥ næsten halvanden time – rekorden er i øvrigt 2009, da han talte uafbrudt i 96 minutter. Al-Jazeera Arabic klippede efter omkring en time, da det var blevet for bizart. Al-Jazeera English fortsatte, med et oversætterbytte midt i, eftersom det tilsyneladende stadig ikke helt er sevet ind i vestlige sind, hvor sygt et menneske der er tale om. Jeg tror først det gik op for mig i dag hvor sindssygt det er.

Etablerede medier har ingen adgang i Libyen disse dage, internet er lukket, ligesom mobil- og fastnettelefoni også er blevet udsat for sammenbrud. I de mest oprørske områder er strømmen blevet klippet af regimet.

Gaddafi har mistet kontrollen over dele af militær og politi, så han har i stedet begyndt at leje soldater, for alle de mange penge vesten har støttet ham med, til at udføre det beskidte job. Deriblandt italienske lejesoldater. Der er hundredevis af rapporter fra den egyptisk-libyske grænse (hvor folk er flygtet til), at soldater er gået ind i hjem og skudt folk. Meget af de specifikke detaljer vides endnu ikke. Hvad der er klart er dog, at Gaddafi er i gang med at føre en krig mod sit eget folk.

Gaddafi snakker om sig selv i tredje person, kalder de, der protesterer, for “ungrateful bastards” og siger de er pÃ¥ stoffer. Gaddafi siger, at han ikke kan træde af, fordi han er leder af en revolution i hele Afrika og Sydamerika. Det er sÃ¥ sygt. Hvis der ikke er nogen der nÃ¥r at smide Gaddafi pÃ¥ porten eller skyde ham, sÃ¥ bliver sandsynligvis borgerkrig i landet i morgen. “Borgerkrig” – et sÃ¥ malplaceret ord. Der er tale om lejesoldater, betalt af et ekstremt sindsforvirret menneske, i krig med en befolkning, som gør oprør mod flere Ã¥rtier af undertrykkelse og forarmelse.

Men vi europæere elsker Gaddafi. Gaddafi er EUs mand i Nordafrika. Han sørger for at der ikke kommer sorte mennesker væltende ind i Europa. Det har ham og Berlusconi en lille aftale om. Europas ydre grænser, særligt fra syd mellem Afrika og Europa, er de seneste par Ã¥r lukket tættere end nogensinde før. Men Gaddafi forklarer, at det ikke er noget problem. Gaddafi siger nemlig tingene som de er: Afrikanere kan ikke være “politiske flygtninge”, nÃ¥r de jo bare bor ude i ørkenen. De er analfabeter. De kender slet ikke til politiske partier og parlamentariske valg. Afrikanere er ikke politiske.

Finder det i øvrigt interessant, at den der lagde videoen op hedder “BoycutIslamUK” og har givet videoen titlen “Gadaffi Admits Political Asylum is a Hoax”. Virkelig pragteksemplet pÃ¥, at mere information i sig selv (fx forvirrede udtalelser fra en Gaddafi der hænger ud med Berlusconi) ikke betyder mere demokrati (i dette tilfælde, at Gaddafi bliver smidt ud eller skudt – i stedet “bekræfter” det hvad “islamkritikere” hele tiden vidste, nemlig at afrikanere ikke søger politisk asyl fra daglig repression, men blot er ude pÃ¥ at komme op og snylte pÃ¥ de europæiske velfærdsstater, evt. omdanne hele EU til et kalifat).

Og sÃ¥ alligevel. De mest højlydte sÃ¥ kaldte “islamkritikere” og “ytringsfrihedskæmpere” er utroligt stille disse dage, mens Nordafrika er i opstand. Hvorfor mon? Fordi det ikke passer ind i deres analyse.

Vil i øvrigt anbefale at se 42-minutters dokumentaren “Why was Cairo calm?” fra 1982. Den handler om Præsident Sadats likvidering og de vestlige mediers orientalistiske syn pÃ¥ araberne – hvorfor vesten tror, at araberne elsker deres ledere. Fundet af Adam Curtis, vis blog næsten altid bringer værdifulde udvalg i BBCs enorme videoarkiver.

Egypten, regimets liberale støtter og hvad vi kan gøre for at hjælpe oprøret

29.01.2011 • internet, kontrol, opstand, realliberalisme • 8 kommentarer /

Tænkte det var værd at samle nogle af de indtryk og indsigter der kan drages af det oprør der er i fuld blus i Egypten lige nu. Og samtidigt begynde at diskutere nogle af de steder hvor vi kan presse de støtter herhjemme og i vesten, der er med til at opretholde regimet. For til sidst at pege på nogle af de metoder der allerede findes og kan udvikles for at udøve direkte solidarisk hjælp med oprørerne på gaden. Sæt desuden et kryds i kalenderen d. 7. februar, hvor Under Indlæring #3 sætter spot på oprøret i Nordafrika gennem tre korte oplæg – der vil blive givet en langt bedre indsigt i bevægelserne end her.

Disclaimer: Jeg påstår ikke at have nogen slags privilegeret indsigt i oprøret i Egypten, men har blot forsøgt så godt som muligt at følge med i begivenhederne gennem det virvar af kommunikation der strømmer ud gennem censurens mure fra twitter, Al-Jazeera-reportere, kommentatorer, og taler fra dagens demonstration ved den egyptiske ambassade. Hvad jeg har samlet er blot hvad jeg har nået at fordøje selv og reflekteret over gennem samtaler her og der. Det er med dyb ydmyghed og inspiration jeg forsøger at omdanne mine indtryk af hvad der sker til en slags sammenhæng. Uddyb endelig eller giv kritik hvor det behøves, det hele går lidt hurtigt.

En slags opsummering

Visse ønsker at skelne mellem hvorvidt der er tale om et oprør eller en revolution. Det er mÃ¥ske underordnet, sÃ¥ længe vi præciserer hvad vi mener med det. Intensive og pludselige brud i den politiske virkelig er noget der kan ske over en dag – de dage, hvor (oftest voldsomme) begivenheder griber ind og for altid omformer menneskers forhold til deres herskere og frem for alt til hinanden. Det er værd at notere de mest tydelige tegn pÃ¥ hvor langt folk er villige til at gÃ¥ i Egypten ud fra blot det seneste døgn: Hundrede tusinder pÃ¥ gaden i de største protester i Egypten i tredive Ã¥r; protester der oversvømmede politiet, der først reagerede ved at afmægtigt køre i cirkler i deres pansrede vogne; timelange sammenstød og pt. rapporter om over 100 demonstranter døde; internet der blev lukket og sÃ¥ledes for første gang i verden forsøgte gøre brug af konceptet om en “internet killswitch”; et udgangsforbud der stort set blev ignoreret; politistationer der blev sat i brand, TV-stationer og udenrigsministeriet stormet, hovedkvarteret for Mubaraks NDP-parti sat i brand og et brandvæsen der ikke dukker op for at slukke flammerne; soldater der tilsyneladende lader protesterne fortsætte, lader anti-Mubarak slogans blive sprayet pÃ¥ deres tanks, vis kanonrør ikke er ladt med normal tung ammunitation, og soldater der ifølge flygtige rapporter selv har været i sammenstød med politiet.

Organiseringen af oprøret viser tegn pÃ¥ imponerende planlægning nedefra pÃ¥ gadeplan: En pamflet med titlen “How to protest intelligently” guider demonstranter til mulige ruter gennem byen, mÃ¥der at mobilisere sine naboer sit at slÃ¥ følge med oprøret, tips til at undgÃ¥ tÃ¥regas, metoder til at sabotere politiets arbejde m.m.

Og endnu mere overraskende: Oprøret ser indtil videre ganske hovedløst ud, dvs. uden tydelig styring eller ledelse – hverken af et liberal eller islamisk parti, der tror sig kunne repræsentere befolkningens ønsker. Den eneste der nævnes er Mohammed ElBaradei, men det lader til at være sådan, at det nærmere er ham der støtter protesterne end omvendt. I stedet lader politikken for os udenfor til at manifesteres umiddelbart gennem mængden af råb mod regimet. Det er naturligt efter så mange år under et hårdt regime at frem for alt mødes mod det, der forhindrer befolkningens frihed, frem for et hastigt formuleret partiprogram. Samfundet falder ikke pr. automatik sammen i tomrummet efter Mubarak, blot fordi det mangler en leder. Mens alt dette sker, finder folk også hinanden på gaderne – at holde et oprør i gang er i sig selv en øvelse i demokratisk organisering. Derfor handler enhver revolution også om, at holde den slags brud åbne, ved at fortsætte med at omvælte relationerne mellem mennesker, ved at aflære de hierarkier og uligheder der også eksisterer oprørerne imellem, ved at hælde mere benzin på bålet når regimet trues og forsøger at dæmpe konflikter, men også ved at fortsætte med at skabe nye usandsynlige alliancer, få betjente på oprørernes side, indtage statens gamle regeringsbygninger, befri territorier fra regimets indflydelse etc.

Det er mao. kynisk at “mane til ro” mens demonstranter forsøger at forsvare sig i gaderne mod sikkerhedsstyrkerne. Det er udtryk for arrogance nÃ¥r der fra vesten udtrykkes ønsker om diplomatiske indsatser for at “stabilisere situationen” i Egypten. Egypten har haft deres “stabilitet” i endeløse 28 Ã¥r. Under alle disse Ã¥r har Hosni Mubarak regeret under statslig undtagelsestilstand. For at opretholde “stabilitet”. Sandsynligvis har egypterne i første omgang ikke brug for fortsat stabilitet. Hvad de derimod har brug for er, at vi i vesten med det samme ophører med at fungere som regimets liberale støtter.

Den liberale reaktion på oprør

Fra liberal side høres der gentagende ønsker om “fredelige protester” og der kommenteres ængsteligt pÃ¥ den “uro” der rÃ¥der i de oprørende lande. Den liberale reaktion er udbredt pÃ¥ venstre- sÃ¥ vel som højrefløjen, men er mÃ¥ske med nærværende hos de liberale der lægger al tillid til lovgivning og retsprincipper (som under oprøret mister betydelig legitimitet), men frem for alt de ledende liberale, der har beskidte hænder og noget investeret i det regime som oprøret udfordrer.

Hilary Clinton forklarede sÃ¥ledes i sin timer-for-sene-tale, at hun var “bekymret” for udviklingen i Egypten, og bedte pÃ¥ typisk samtaledemokratisk facon Mubaraks styre om at “mødes” med sit folk, for at komme til løsninger. Den amerikanske regering venter helst med at se hvem der er den vindende part i denne konflikt, og først der vil de tage side. Hvis Mubaraks regime skulle slÃ¥ oprøret brutalt ned, ville Clinton og den amerikanske regering fortsætte støtten til regimet.

Samtidig er Clinton et godt eksempel pÃ¥ den almene liberale reaktion pÃ¥ oprør: At nÃ¥r der opstÃ¥r brud, bekymrer de liberale sig ængsteligt over den manglende “stabilitet” og “orden”.

Endnu mere “bekymrende” for de liberale er oprør der virker hovedløse og diffuse – dette reduceres følgeligt til “kaos”. De liberale bliver urolige, sÃ¥ de liberale medier indrammer lande i oprør som lande “ramt” af “uroligheder”, som om det var en kraft der kom udefra og forstyrrede befolkningen. Begrebet “uro” forklarer ikke begivenhedernes politiske karakter, da det ikke peger pÃ¥ de konflikter oprøret nødvendigvis indeholder. OgsÃ¥ plyndringer af supermarkeder, banker og paladser mystificeres og bortforklares som “uro”. SÃ¥ledes ignoreres det faktum, at plyndringer ogsÃ¥ er udtryk for, at folk tager for sig af de goder, som de gennem lang tid har været nægtet. Det er en direkte omfordeling af velstanden, som altid finder sted under optøjer, som er et forstÃ¥eligt svar pÃ¥ et politisk regime der har opretholdt en enorm ulighed i befolkningen (20% under fattigdomsgrænsen). Men samtidig er demonstranternes beskyttelse af den kulturelle arv i museumerne talende for, at der ikke blot er tale om “kaos” og “uro, men derimod handlinger af mange intelligente mennesker med overlappende ønsker om hvordan deres samfund skal se ud.

Men i stedet ser de liberale blot i venteposition pÃ¥ at “uroen” skal dæmpe af – være det gennem en regulær overvindelse af statens politi og militær, eller omvendt. For liberale er der nemlig altid en grund til at vente. Først nÃ¥r der er en tydelig vindende part, ønsker man at tage stilling. PÃ¥ den mÃ¥de risikerer man ikke at komme i konflikt med nogen. Men de liberale kan ikke løbe fra, at de borgerlige (venstre- som højreorienterede) revolutioner af samfund altid kommer efter succesfulde optøjer: NÃ¥r den herskende magt er tilpas truet pÃ¥ gaden og svækket nok i sin legitimitet til, at den ikke udgør en trussel for de liberale. OgsÃ¥ vore egne demokratiers udvikling bygger pÃ¥ gentagende optøjer. Men undervejs vil de liberale hele tiden gentage sine bekymringer om den manglende “stabilitet” og “orden” og “faren for magtens tomrum”, der følger et fald af et regime. Dette tomrum tolkes som et problem snarere end som en mulighed der varsler nye samfundsformationer.

Det liberale svar er altid nej.

Hvordan du kan hjælpe, I: Læg pres på de liberale støtter af det egyptiske regime

Et par hovedaktører der må lægges pres på, direkte eller indirekte (ved at lægge pres på danske aktører til at lægge pres på dem).

USA

Det er velkendt at USA har forsynet Mubaraks regime med Ã¥rlige beløb pÃ¥ op til 1,5 mia. dollar hvert Ã¥r. Regimet har sÃ¥ledes været den næststørste modtager af amerikanske økonomisk støtte i verden, en støtte der er primært militær, brugt til opretholde “sikkerhed” i landet. Det er altsÃ¥ amerikansk betalte og amerikanske producere vÃ¥ben der i disse dage nedskyder og dræber demokratiaktivister.

“MADE IN U.S.A.” – demonstrant fremviser afskudt tÃ¥regasgranat

USA udtrykker i disse dage bedst den liberale støtte til fortsættelsen af undertrykkende regimer. Vi kunne allerede bevidne hvordan Obamas administration brugte sine imponerende web 2.0-skills pÃ¥ twitter og facebook, mens begivenhederne udfoldede sig, til at være komplet tavs, som internetkritikeren Evgeny Morozov udtrykte det. Og nÃ¥r Obama eller Clinton sÃ¥ endelig troner frem pÃ¥ skærmen, som for at understrege at vi alle havde ventet pÃ¥ deres beslutning, er der blot vage og “bekymrede” udtalelser om “tiden for reformer” osv. – det er ligesom for sent med reformer, vilkÃ¥rlige ministerrokader og et “fredelige møder mellem regeringen og befolkningen”. Befolkningen er i oprør mod regimet, ikke bare dets nuværende konstellation.

Mest ærlig var mÃ¥ske Joe Biden, der ikke mente at det var tid til at Mubarak skulle gÃ¥ af, der omtalte ham som “en af vores allierede” og at han “ikke ville referere til ham som en diktator”. Nej, Egypten er jo som bekendt det eneste liberale demokrati i mellemøsten, der samtidig pÃ¥ belejlig vis er nogenlunde USA-venligt. Og de sÃ¥ kaldt demokratiske forhold har Mubarak sÃ¥ gennem Ã¥rene fejret ved at blive genvalgt 28 Ã¥r i træk, opretholdt med normaliseret vold og tortur udøvet af politiets sikkerhedsstyrker.

Israel

Den israelske regering fortæller at den har tillid til, at deres egyptiske partner formår at standse demonstrationerne, der truer Mubaraks styre. Den israelske stat er om nogen afhængige af fortsat diktatorisk styre i Egypten og premiæreminister Benjamin Netanyahus svar er den klassiske liberale venteposition:

“I’m not sure the time is right for the Arab region to go through the democratic process.”

Samtidig pÃ¥peger visse overvÃ¥gne kommentatorer risikoen for, at Israel – som de tidligere har haft succes med at gøre – udnytter de globale mediers fokus konflikter andre steder end i Israel-Palestina. Som i 1982, hvor alle øjne var pÃ¥ Falklandskrigen, samtidigt som israelske styrker invaderede Libanon. I gÃ¥r, mens de største protester i Egypten udfoldede sig, kom det til sammenstød mellem bevæbnede israelere pÃ¥ uautoriseret “hiking trip”, der havde rute gennem en palæstinensisk landsby, og palæstinensere der mødte dem med stenkast. En palæstinensisk teenager er nu hjernedød efter at have blevet skudt i hoved. Værd at holde et øje pÃ¥ den konflikt nu.

Storbritannien

Tony Blair viser typisk liberal kynisme i sin frygt for “tomrummet af magt” som Mubarak tænkes efterlade sig og kalder for stabilisering og orden i gaderne: “The danger is [that] if you open up a vacuum, anything can happen”. Hvilket er præcis indbegrebet af revolution – at alting kan ske – men alligevel opfordres egypterne altsÃ¥ af ængstelige vestlige ledere, at ikke afsætte deres hersker for tidligt. Til dette har den britiske blogger Leninology at sige:

“Egyptians, long-suffering under a dictator and his torturing, murdering security apparatus, should not have to listen to this contemptible shit. It will be a deliverance when these wretched monsters [i Mubaraks regime] have to sit and sweat and squirm and bark out fake wisdom as that outpost of US imperialism is overthrown [...] It’s not easy to see Mubarak get overthrown as quickly as Ben Ali was [in Tunesia]. Mubarak is much more entrenched, and (I am led to believe) his social base is much wider. As a result, his security forces may feel more at ease with butchering a few dozens or hundreds of protesters. But there doesn’t seem to be any turning back either. Perhaps the only thing, the last thing, that could save Mubarak and the comprador regime that supports him is a platoon of US troops. And the final barrier to that would ultimately be unrest in the imperialist countries.

Lidt at tygge på til den politiske situation herhjemme. De nordafrikanske oprør – skulle de fortsætte med at resonere i nabolandende – er måske begyndelsen på en omvæltning af globale politiske forhold. Vi kan kun spekulere, men flere gange får man fornemmelsen af, at det er stor vidtrækkende historie der er ved at udfolde sig lige nu.

Danmark

Mens den egyptiske stat slår ned på demonstranterne, er der relativt tavst hos de danske politikere. Jeg er ikke særligt godt klar over de afhængighedsforhold vi må have med Egypten. Måske kan nogen give indsigt her? Særligt foruroligende er det dog med Socialdemokraterne, der er medlem af samme internationale som Mubaraks parti NPD er fuldværdigt medlem af. Hvad sker der for det Socialdemokrater?

En interessant note omkring mediedækningen af oprøret, der belyser et ironisk forhold herhjemme: At vi overhovedet kunne følge med og vidne så mange af dagens begivenheder er i stor del takket være det arabiske medie Al-Jazeera og deres live-stream, der leverede mere afslørende billedmateriale og skarpere analyser end noget andet vestligt medie. Her er altså journalister som Rawia Rageh der i Alexandria er midt i optøjerne og indånder samme tåregas som demonstranterne. Al-Jazeeras kontor i Kairo, hvorfra de kun meter væk kunne filme sammenstød mellem politi og demonstranter, fik senere besøg af egyptisk politi der beordrede dem til at slukke for kameraerne. De formåede således at censurere måske den sidste vigtigste nyhedskilde fra de igangværende begivenheder. Ironien er ikke til at tage fejl af: Dette er selvsamme kanal som ytringsfrihedskæmperne i Dansk Folkeparti foreslog at censurere i oktober. Hvad sker der for det?

Hvordan du kan hjælpe, II: Internettets direkte solidaritet

Som sagt, lukkede det egyptiske regime internet – en helt uhørt begivenhed, som kun de mest kyniske internetmodstandere i Washington har konspireret omkring under hvad der er blevet kaldt en “internet killswitch”. Nu kan de sÃ¥ inspireres af Mubarak, der ogsÃ¥ gjorde brug af alskens overvÃ¥gning sin befolknings kommunikation. Interessant hvordan verdens ledere, pÃ¥ tværs af tilsyneladende politiske forskelle, ønsker at gøre brug af samme censurteknikker.

NÃ¥r internet lukkes, sÃ¥ gÃ¥r aktivismen offline. Det er her værd at diskutere om internet som faktor i oprør har tendens til at overvurderes. Der ér et kvalitativt skift i hvordan begivenhederne kan forløbe, nÃ¥r protesterne kan mobiliseres over internet og informationen spredes i real-tid over landegrænser. At staten tvang internetudbyderne til at lukke for adgangen til internet er i sig selv et tegn pÃ¥ den kraft. Men det stÃ¥r og falder ikke med internetadgangen. Vi mÃ¥ heller ikke undervurdere kvaliteten i analog kommunikation: BÃ¥ndbredden er højere (et ansigtsudtryk eller et skrig pÃ¥ gaden har langt flere “bits” end tusinde tweets, ved at de berører dig langt mere), det analoge medium er faktisk i visse fald hurtigere, og statens analoge overvÃ¥gningsapparater mindre udviklede. Det er styrken ved visken og tisken, løbesedlerne og konspirering udenfor kirkerne og moskéerne. Ingen i Egypten var i tvivl om hvad de skulle ske efter fredagsbønnen.

Men den globale internetaktivisme går ikke i stå blot fordi internet lukkes – den bliver blot old-school. Twitter-kontoen Jan25voices er et eksempel på at opsamle telefonopkald for at digitalisere og sprede dem. Og fordrer også eksperimenter: Bl.a. gennem piratradio, eller såkaldt Hamradio, hvor aktivister sender ultrakorte beskeder (mini-tweets?) gennem morsekode.

Det er vores ansvar, at holde den information, der kommer ud gennem censuren i cirkulation og bruge den: Til at lægge pres på de interne forhold i vores egne lande, der opretholder en tavs støtte, udtalt støtte eller endda direkte samarbejde med regimet.

For at bygge mere demokratisk infrastruktur, som flere kan bidrage til, forsøger bl.a. netværket Telecomix at etablere et nyt internet gennem modem-forbindelser. Hvis du har et modem selv, kan du ogsÃ¥ forsøge at hjælpe til – se en guide her – derefter er det bare at rapportere din deltagelse i Telecomix’ chat-kanal. Se WeRebuilds rescourceside for flere metoder til at hjælpe protesterne gennem direkte internetbyggende solidaritet. Det er ikke lette sager, jeg har ikke selv taget mig tiden til at lære det endnu. Det bliver ikke sidste gang ledere vil forsøge at lukke internet, derfor er der masser af færdigheder vi mÃ¥ udvikle, for at kunne gøre modstand ogsÃ¥ under fremtidige oprør.

Svensk TV har haft langt større anledning til at rapportere om denne slags solidaritet, bl.a. fordi der er en langt stærkere kultur for internetaktivisme i Sverige. Bør vi måske komme videre end begejstring og håb gennem TV-skærmen og tage af lære fra vores naboer? Her er et kort indslag fra SVT:

————

Solidaritet med det egyptiske folk! Kefaya! Ned med Mubarak! Al støtte til jeres inspirerende og hovedløse oprør!

BREAKING: Børsen beviser at hierarkier leder til monokultur

26.01.2011 • kontrol, mig'et • 5 kommentarer /

Det er et fantastisk stunt. Lyt lidt til musikken. Og læs så. Tag hele indtrykket ind på én gang.

Dagbladet Børsen har i en markedsføringskampagne lavet deres spin-off på Copenhipsters Kreakulturelle Pyramide. Man ved ikke helt om man skal grine eller græde. Eller blot være forvirret.

Men det er da helt klart en joke…?

Det er det nok ikke, desværre/heldigvis.

Børsen har sandsynligvis blot gang i noget almindelig marketing og vil brande sig selv som hinsides jakkesæt og slips: “Hele 57% af beslutningstagerne indenfor reklamebranchen læser nemlig Børsen”. AltsÃ¥ de vil gerne vise at corporate/business/eliten har skiftet tøjstil. Eller noget.. Samtidig har de jo i sagens natur ansat nogen i reklamebranchen til at brande dem gennem netop at kæde dem sammen med reklamebranchen. SÃ¥ vi kan ogsÃ¥ opfatte det som en win-win “vi laver ogsÃ¥ lige lidt reklame for os selv”-side.

Men det kan da ikke være seriøst? Ham der Morten Bay – hvem er det i øvrigt? – er jo med i 3 kategorier (ham selv, hans wannabees og hans facebookvenner i gradvist lavere hipness-grader). Hvis det er seriøst, sÃ¥ ved jeg virkelig ikke…

Min ven, dit spørgsmÃ¥l er jo SÃ… meget et tegn pÃ¥ at du ikke har fulgt med tiden! Børsen er jo ikke “seriøse”, som du siger. Børsen har “humor”! Børsen læses af alle cheferne i “reklamebranchen”!

!!

Aner ikke hvem ham Morten Bay er i øvrigt. Men han har en hjemmeside og er “social media expert” (ligesom alle andre pÃ¥ twitter).

Men… hvorfor er han sÃ¥ med i tre kategorier?

At Morten Bay er med i tre kategorier er “sjovt”, fordi det gør det hele endnu mere “internt” (hvilket er “hipness” par excellence), og samtidigt understreger det pyramidespil som enhver “hipness”/hipster-cyklus i bund og grund er.

Og det er den virkelige pointe med den her kampagne. Den er udtryk pÃ¥ præcis det verdensbillede som alle de “beslutningstagere” i erhvervslivets “elite” (reklamebranchen eller whatever) løber rundt med.

Hvordan får man succes i et samfund der kan konceptualiseres som et pyramidespil?

Du mÃ¥ bevæge dig mod “toppen”. Og du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem pÃ¥ toppen. Det er derfor hierarkier/ulighed/pyramider altid producerer monokultur. Det er derfor der findes “wannabes”. Og folk som 1453 ikke bare har lyst til at være venner med pÃ¥ Facebook, men identificerer sig som (JEG: “Morten Bays ven pÃ¥ Facebook”).

I kulturer der bygger på bevægelse op og ned af en pyramide, er der pr. definition ulighed (cutting-edge vs. wannabes / elite vs. tabere etc.). Det er en myte at hipster-kulturen nogensinde handlede om unikke udtryk og kreativitet. Men først da Børsen skabte den hierarkiske ramme blev det indlysende, at pyramidespil skaber monokultur. Det gør, at folk bliver totalt ens, fordi der kun er én vej og det er op eller ned. Hvad der skifter er blot summen af alle tegnene der skifter med sæsonen.