Category Archives: kopiering

Religiøs hacking, furore og liberalismens krise

Dette er skrevet i begyndelsen af 2012, da kopimi blev anerkendt som en religion af den svenske stat.

Nu begynder de danske realliberale medier så småt at skrive om Det Missionerande Kopimistsamhället.

Man kunne spørge hvorfor alt dette overhovedet er interessant? Jeg vil i dette blogindlæg prøve at komme omkring en række grunde til hvorfor det er det.

1. En politisk metode: hacking

I Sverige bygger den statslige anerkendelse af religioner på Loven om trossamfund. Denne lov blev etableret da Sverige afskaffede statskirken (noget der ikke er sket i Danmark) og indebærer, at en myndighed kaldet Kammarkollegiet har ansvar for at afgøre hvilke organisationer der er ‘religiøse’. Det vigtige i denne sammenhæng er, at det foregår udfra helt formelle kriterier: ting som hvorvidt der organiseres gudstjeneste, og om der indgår ritualer som fx bøn eller meditation. Dertil en hel række foreningsagtige krav som vedtægter osv.

Hacking forudsætter altid et vist kendskab til det system, der hackes. Det er derfor, og måske kun derfor, det er vigtigt at kende sine rettigheder.

Det er vildt morsomt at Kammarkollegiet tager sig selv så alvorligt, og samtidigt nedvurderer sig selv i denne alvor. De har svigtet dem, der forsvarer dem politisk, blot ved at tage deres politik på alvor. Det er liberal nihilisme.

2. Furoren

Denne begivenhed har allerede vakt furore flere steder fra. Det er værd at bemærke, at furore ofte er dobbelt: på den ene side vrede, selvfølgelig, men også – hvis vi skal tro den gamle etyomologiske oprindelse – bølger af ophidselse og galskab, der ikke sjældent indeholder elementer af glæde og skabertrang.

Den vrede del består af kulturkonservative, der i religionernes navn ender med at mystificere tro og åndelighed; liberale, der neurotisk beklager sig over, at retsstaten ikke fungerer efter hensigten; og selvfølgelig “den eneste faggruppe inden for musikbranchen, der reelt har forøget sin indtjening og som har set et voksende marked for sine ydelser i de seneste ti år”, dvs. de gode gamle forsvarere af s.k. “ophavsmænd”.

(Har i øvrigt, og helt uden for sammenhæng, altid synes at ordet “ophavsmænd” lyder som en hemmelig loge eller noget fra en gammel horrorfilm).

På den anden side har vi den glæde og skabertrang, som denne begivenhed vækker hos venner af kopiering, og som ikke til at tage fejl af. Og ja, det er ophidsende. (Og ja, ophidselse er beslægtet med erotikken).

3. Symptom på liberalismens krise

Både vreden og glæden peger, på hver sin måde, på hvor besværligt det er for det liberale demokrati at adskillelse politik og religion. Begivenheden er derfor på mange måder et symptom på en dybere krise i den liberale samfundsorden, den orden der først og fremmest består i at adskille alle sine grundlæggende institutioner – økonomi, politik, religion, kunst, kultur, teknologi, produktion, forbrug, følelser, fornuft osv osv – men en orden, der også har enormt svært ved at holde dem adskilt. Det kræver et enormt rengøringsarbejde, for det meste af den s.k. offentlighed og dens mange diskussioner og debatter. Og ikke så sjældent udføres rengøringsarbejdet af politiet (listen er for lang, men det kunne være spændende at skrive én).

Furore for dem, der gør alt for at bevare de liberale institutioner og opdelingen mellem dem; glæde for dem, der nyder synet af, at deres forbundethed kommer til syne.

Religion og politik kan også forklares således: Gråzonen mellem at “have en holdning” og “have en tro”.

4. Legens alvor, og hvorfor venstrefløjen ikke kan mærke den

Der er sket et sammenstød med anerkendelsen af kopimi som religion. Spørgsmålet er, om det kun er venstrefløjen der ikke kan mærke det. Den venstrefløj, der i sin “ateisme” ellers lod til at være de eneste der stadig gad at diskutere teologiske spørgsmål. Den venstrefløj, der i sin fortvivlelse forlanger af andre at alt skal formuleres i deres sprog, for at det skal tages “seriøst”, og som er fuldkomment ude af stand til at mærke legens alvor. De er pragteksemplet på voksenlivet, der overalt hvor det støder på legende alvor, støvsuger og fjerner legen.

Der er forskel mellem alvor og seriøsitet. Alvorlighed udelukker ikke leg, humor og nydelse. Ofte er de ting nødvendige. Seriøsitet lever derimod på at bandlyse den slags, for at virke mere alvorlig i andres øjne. Det er derfor seriøsitet altid er en pose.

5. Hvad religiøsitet kan være

I det berømte værk The Varieties of Religious Experience definerer den amerikanske psykolog William James religion således: en total indstilling til livet, der både er højtideligt, alvorligt og omsorgsfuldt.

Med denne definition kan religion ikke være ironisk. Leg uden alvor findes ikke her. Og kopimi er ikke et ironisk stunt, det er en alvor leg.

På samme måde fanger spørgsmål som, “Er det bare for sjov?”, eller nedsættende udsagn som “Det er tydeligvis en spøg”, ikke rigtigt alvoren i legen.

På samme måde kan religion i denne forstand heller ikke være kedelig eller kold, eller det man kalder “seriøs”. Seriøsitet er noget for bureaukrater, præster, politikere og andre wannabe-magthavere. Det har intet med religion at gøre.

Et sted beskriver William James den religiøse oplevelse på følgende måde:

“If glad, it must not grin or snicker; if sad, it must not scream or curse.”

Det religiøse og det politiske er en enorm gråzone.

Begivenheden har allerede fået meget opmærksomhed. Meget få, også internationalt, har til gengæld skrevet om kopimis frikirker. Hvad disse har til fælles er bl.a. en kritik af det lidt for snævre syn på kopiering som s.k. fildeling, hvilket Det Missionerande Kopimistsamhället bl.a. er eksponent for. Kopiering ligger til grund for mange af de ting vi tager for givet: sprog og musik, såvel som dans og erotik. Det handler om at genvinde en opmærksomhed for kopiering som fundamentalt vilkår i verden.

Disse uafhængige sekter består fx af fraktalkopimisterne, der dyrker uendelighed og tomhed; det polyteistiske Robotparti, der tilbeder monstrøse blandinger af menneske & robot, og som samles omkring sloganet “For et mindre menneskeligt Sverige”; eller de effervescente fællesskaber i mystisk kopimi, der ritualiserer spildet af værdi gennem kødverdens mange situationer af kopiering; for bare at nævne nogle af de allerede eksisterende mutationer af kopimi.

Intensifier har gjort et forsøg på at kortlægge det mylder af sekter, kulter, fraktioner og frikirker der netop nu kommer til syne. Det er ikke umuligt, at kopimismens anerkendelse som trossamfund vil mangfoldiggøre bekendelser og undersøgelser af kopieringens faktiske rolle som ritual og åndelig oplevelse. Og hvis det virkelig begynder at yngle, vil det betyde endnu flere religiøse fraktioner af kopimi. Kortet vil ikke kunne følge med.

Måske endda mere etablerede religiøse fællesskaber vil blive inspireret og begå nye kætterske tolkninger? Det er ikke en hemmelighed at Jesus bespiste tusinde mennesker, ved at kopiere fisk og brød.