Indlæg i kategorien kopiering
Dxstortion
Ligesom sidste års Distortion-festival er der også dette år en hemmelig afdeling, uden for det officielle program. Man kan se det foreløbige program her, og følge udviklingen lige op til d. 30. maj, hvor det begynder at folde sig ud.
Det mÃ¥ være unødvendigt at sige, men det her lægger ikke op til endnu en række halvkontrollerede “opvarmningsfester” til natklubberne, som var gadefester freemium-versionen af Copenhagen Nightlifeâ„¢.
Normalt plejer det ikke at være sådan med Distortion, men ved de her arrangementer går overskuddet faktisk til undergrunden. Og det er også den, der er på programmet.
2 kommentarer • Dele: 
• Donation
Mystisk kopimi
Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). PÃ¥ den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns rÃ¥b. PÃ¥ den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]
Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.
Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse stÃ¥r “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer ogsÃ¥ hvad de kalder en “værdi i sig selv”:
Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.
Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr nÃ¥r ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb pÃ¥ alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.
Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.
For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.
Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber pÃ¥ ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.
Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmÃ¥ltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.
Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.
Det mystiske element er, pÃ¥ den ene side, at alt bestÃ¥r af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.
På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?
Med spørgsmÃ¥l som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt pÃ¥ sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men ogsÃ¥ til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)
14 kommentarer • Dele: • Donation
Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat
Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.
Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:
“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. ForhÃ¥bentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”
Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:
“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formÃ¥l gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”
Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Mutationer mellem optøjer og marketing
Apropos uforløste ønsker om at smadre det hele.
Under optøjerne i London i august blev en butik ved navn JD Sports Fashion Rioters plyndret for varer til en værdi af £700,000. Alligevel blev denne nyhed budt velkommen af virksomhedens direktør. Lidt overraskende erklærede han, at det indikerede ‘en stærk efterspørgsel efter vores produkter’.[*]
Det er meget muligt at direktøren havde en skrue løs den dag. Men det er ikke umuligt at marketing i fremtiden vil beskæftige sig med at kode optøjer og plyndringer af butikker. Til deres fordel.
Historien er ikke langt fra hvad der faktisk skete efter gadefesten i Hyskenstræde. Orgiet af graffiti, knuste ruder og plyndrede varer fra butikker fik ikke bare en mediestorm i proportionerne af at “vi havde haft en familie i kælderen i 27 Ã¥r, og de lige har fundet ud af, vi havde voldtaget dem og fÃ¥et en masse børn med den”. Gadefesten var, i dagene og ugerne efter, ikke bare inkarnationen af Ondskab. For en af de vandaliserede møbelforretninger var det ogsÃ¥ en lejlighed for markedsføring.
SÃ¥dan sÃ¥ facaden ud pÃ¥ den møbelforretning, der i dagene efter fik god lejlighed til at snakke om deres butik og deres stole til 14.000 kr. som de solgte i butikken. Som en til festen selv efterfølgende sagde: “Før stod der en vase til 2.000 kr. derinde bag ruden, og lige bagefter sÃ¥ stod den herude pÃ¥ gaden”. Der var ingen ende pÃ¥ sympati for møbelforretningen. Man ventede, at den samvittighedsfulde del af venstrefløjen, der læser Politiken og til daglig bekymrer sig om de fattige lande, skulle mobilisere til en indsamling.
En af butikkens sofaer var blevet hevet ud pÃ¥ gaden og sprayet til. Dagen efter stod den der og en eller anden smart marketingfætter tænkte, at det nok lignede noget Kristian von Hornsleth kunne have lavet. Rygtet gik, og den skulle vist være god nok, at møbelforretningen med held fik solgt den sofa pÃ¥ auktion til en højere pris end den ellers havde kostet. Hærværket blev den “added value” som gjorde at den ubrugelige og dyre sofa kunne afsættes.
Paradoxet mÃ¥ hverken forstÃ¥s som en paranoid afvisning af alle former for hærværk, i frygt for rekuperation, og heller ikke for at smadringen bare mÃ¥ blive endnu mere intensiv. Det er en situation, og fra den mÃ¥ man tænke-og-handle efterfølgende. Der er formodentlig ikke nogen grænser for hvad markedsføring kan rekuperere af intensiv modstand. Alt kan i princippet gøres til reklame og “added value”. Og det betyder netop at der ikke er nogen grund til at være paranoid: i stedet for at gÃ¥ og være bange for at de vil forsøge pÃ¥ at vende enhver form for modstand pÃ¥ hovedet, sÃ¥ antag det fra starten. Men tænk sÃ¥ det ind, strategisk. FÃ¥ deres tongue-in-cheek rekuperationer til at eksplodere i deres eget ansigt.
Og sÃ¥ skete det forventelige: Foran alle de store vigtige individer i samtiden, udrÃ¥bte TIME “The Protester” som “Person of the Year”. Ikke protesterne, men individet der protesterer. Formodentlig forstÃ¥r de ikke rigtigt hvad det er der sker omkring dem, derinde pÃ¥ TIME-kontoret, men det gør ikke deres manøvrer mindre skadelige. Ikke bare koder det voldsomme kampe som dem i de arabiske lande og i Grækenland, og nu senest den begyndende intensitet i USA, som “protester”. Vi er ogsÃ¥ nødt til at konkludere, at det var 2011. Nu er det slut. Næste Ã¥r bliver det en bankmand eller programmør pÃ¥ forsiden af TIME igen.
For nylig opdagede en af os at Den kommende opstand bliver gjort til “kunstudstilling” i Dubai. Ja, Dubai. SÃ¥dan her beskriver kuratoren formÃ¥let:
Similar to the book, many of the works touch on aspects of the self, social relations, work, the economy, urbanity, the environment, and civilization, while searching for a social solution to the present. It is our duty as citizens, activists, mentors, monitors and advisors to raise a clamour to change the conditions. By being warned, the insurrection might be prevented. An uprising is one thing, a successful revolution is another. [mine kursiveringer]
For bare et par dage siden stod der faktisk “… can the insurrection be directed”, men altsÃ¥ ikke længere. Tilsyneladende har de ændret teksten, hvem ved hvorfor. MÃ¥ske var det lige en tand for højt spil at dirigere opstanden. Det er svært at sige hvilken af formuleringerne der er værst, eller om de faktisk siger det samme, dvs. at dirigere en opstand er jo ogsÃ¥ at forhindre den. Men altsÃ¥, kunstudstilling skal der blive. Og Banksy er med selvfølgelig. Pointen er, at der ikke er nogen grænser for hvilke politiske handlinger (hvilket ogsÃ¥ gælder bogens talehandlinger) der kan indfanges og bruges til varesamfundets fordel.
Og sÃ¥ kommer vi tilbage til hvor vi startede. I den første artikel, fandt jeg nemlig den omtalte jeans-reklame der mÃ¥tte tages af sendefladen i England, fordi lige dér i august, mens optøjerne spredte sig i London, Manchester og Birmingham, kom den for tæt pÃ¥ virkeligheden. Klippet viser scener af unge der kysser hinanden til vanvid, solnedgange pÃ¥ stranden, skatere der løbende krydser en gade, to piger der uden tvivl er ved at “go crazy”, stræder fyldt med tÃ¥regas og robocop-pansere der stÃ¥r i formation foran en smuk ungdom klædt i skinny jeans. Mens en gammel mand messer Charles Bukowski-digtet The Laughing Heart:
“There’s light somewhere. It may not be much, but it beats the darkness”.
Og for at det ikke er løgn lavede CrimethInc, i sine mest individualistisk-hedonistiske dage, en plakat ud af digtet [pdf]. Men se nu reklamen.
4 kommentarer • Dele: • Donation
Tak for i går!
Har lyst til at sende et shout-out til alle der var der til bogreceptionen i går, og gjorde aftenen til hvad den var. Det var så dejligt at være del af! Det er svært at tænke sig en bedre måde den bog kunne komme til verden på.
Her er hvad indspilningsrummet frembragte i visuel form: monster-eksemplaret, der blev mere og mere orange som aftenen skred frem.
Kommer til at tænke pÃ¥ noget, som vi var nogen der talte om i løbet af aftenen… Apropos den fælles indspilningen af bogen (som i sin natur er en kopiering af bogen, eller “piratkopiering”, som nogen kalder det), skal det blive interessant at se om der vil fremkomme andre kopieringer af bogen den kommende tid. Hvordan vil de blive til? Formodentlig er bogen allerede i gang med at blive kopieret pÃ¥ en mangfoldighed af mÃ¥der – i sÃ¥ fald mÃ¥ man meget gerne cirkulere det herhen af!
Bogen udgives som sagt med opfordring til at blive kopieret. Hvilket altsÃ¥ ikke bare indebærer sÃ¥kaldte “tro kopier” (de findes ikke rigtigt; kopiering indebærer altid forvandling, omend bare ved at flytte noget over i et nyt medium, fx: fra tryksværte pÃ¥ papir, overstreget af tusch, fanget af kameraets objektiv, overført til computerens harddisk som jpg-fil, sendt til webhotellets servere, ind i din browser som skærmbillede, midlertidigt downloadet til din computers RAM, og kopieret til din korttidshukommelse osv osv).
Der kan tænkes et utal af kopieringen af den bog. En mulighed: at scanne sin bog, inkl. alle overstregninger og noter i marginen.
En bog forbliver aldrig den samme efter læsning, hvis ikke bare at æselører og markeringer tegner et form for mønster, der kunne udgøre en kommentar. Den mÃ¥de bogen berører mig mÃ¥ ogsÃ¥ virke tilbage til bogen, eller ud af bogen, sÃ¥ ogsÃ¥ dén affekteres (at brænde bøger er i øvrigt ogsÃ¥ at blive berørt af dem). Kunne man tænke det at kopiere en bog pÃ¥ som en mÃ¥de at undgÃ¥ at med det samme (og en smule uberørt) begynde at “diskutere” den, men kopiere bogen pÃ¥ en sÃ¥dan mÃ¥de at den stadig bliver sat i spil, og stadig sætter den mÃ¥de den berører mig i spil? At kopiere, for at undgÃ¥ at diskutere, er pÃ¥ ingen mÃ¥de at undgÃ¥ konflikt. De bedste kopier (inkl. af denne bog) skaber og udfolder konflikter. Det kunne være et remix af teksten, men ogsÃ¥ af omslaget og bogens form som bog i øvrigt.
Næsten alle eksemplarer vi havde med røg den aften og det er ikke helt sikkert om den findes andre steder i København endnu. Men vist nok snart findes den i Istedgades boghandel, Møllegades boghandel og forskellige distroer rundt omkring (folk der har med bøger at gøre må få bestilt nogen eksemplarer i en fluks – der er ingen grund til at en begivenhed som julen ikke bliver vendt på hovedet for og i stedet bliver brugt til at bygge en sammensværgelse mod varesamfundet). Man kan også bestille den på forlaget hjemmeside, til pristrappen (1 stk = 60 kr. — 3 stk for 2 – 5 stk for 3 – 10 stk for 5). Det fungerer vist sådan at man bare skriver til deres mail: afterhand [snabela] gmail [dot] com
1 kommentar • Dele: • Donation
Lidt kort om oversættelsen af ‘Den kommende opstand’
Den kommende opstand udkommer den 2. december. Lidt kort om bogens tilblivelse, til dem der mÃ¥ske har fulgt den indledende oversættelse, eller nærmere udkast til oversættelse, af de syv kredse* her pÃ¥ commoniser. Som sagt fortsatte arbejdet med teksten i løbet af forÃ¥ret offline. Flere deltog og det blev et fælles projekt, med en deadline der flere gang blev rykket fordi én synes den tekst kunne blive mere præcis eller konsekvent, mere mundret, myrekneppe endnu en etymologisk betydning eller finde et hverdagsudtryk, fremmane musikken og rytmen, konfrontere mandighed med sÃ¥rbarhed og støvsuge for paranoide pronomen, dvs. passager der pÃ¥ misforstÃ¥et vis kun var i stand til at vrænge af magten udenfor (“DEM”), i stedet for at pege pÃ¥ fælles tilbøjeligheder (“MAN”) jeg ogsÃ¥ selv kan falde ind i (“MIG”). Vi besluttede at Toni gjorde arbejdet færdigt, deraf navnet i kolofonen. I en anden verden kunne der mÃ¥ske have stÃ¥et navnet pÃ¥ et diffust fællesskab. Bemærk ogsÃ¥ hvordan oversættelsen stammer fra en mængde kilder, der alle har filtret sig ind i denne dansksprogede bog: fransk, engelsk, svensk (mÃ¥ske burde ogsÃ¥ nævnes tysk, da titlen Der kommende Aufstand, som bogen hedder dér, til dels foranledigede skiftet fra Det kommende oprør til Den kommende opstand. Her kan ogsÃ¥ nævnes Stephane Hessels meget omtalte indignerede pamflet, med den franske titel Indignez -Vouz, der pÃ¥ dansk blev oversat til ‘Gør oprør!‘ Det kun virke som bøger af samme stof, men titelskiftet tyder altsÃ¥ pÃ¥ noget andet).
* At ‘cirklerne’ er blevet ‘kredse’ er bare en af de fÃ¥ større ændringer som er kommet til undervejs og som opstod efter nogle læsninger i Dantes Den guddommelige komedie, som Den kommende opstand tager sin struktur fra. Der kunne skrives flere indlæg om den parallel, men for nu hÃ¥ber jeg bare at det vil inspirere til at gÃ¥ pÃ¥ arkæologisk opdagelse.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Udgivelsesdato for ‘Den kommende opstand’
Den kommende opstand udkommer fredag d. 2. december. Se hele opslaget hos forlaget After Hand. Dér kan man også forudbestille bogen, så den bliver sendt med posten.
Altså, det bliver så afsindigt dejligt at den bog endelig kommer til verden.
Her er omslagets yderside i flad gengivelse:
(Detalje: Omslaget kan ikke gengives helt, da det er trykt i to pantonefarver,
der begge befinder sig udenfor computerskærmens spektrum)
Vil ikke kommentere så meget, så check bare resten ud hos After Hand, hvor man foruden at forudbestille bogen også kan se prisen, eller rettere pristrappen, og info om arrangementet Verbale Pupiller i Århus, hvor bogen også vil blive diskuteret.
Der skal nok blive noget traditionelt receptionshalløj i København også. Men ellers ville det være dejligt hvis den her udgivelse kunne behandles på flere måder, og lade bogen komme i live på en mængde måder.
Bogen udgives med en opfordring til at blive kopieret (kopimi).
9 kommentarer • Dele: • Donation
Klumme i Information: Bogscannere
Har en klumme i Information i dag om studiebøger og scanningen af dem.
Klummen undersøger overfloden af studielitteratur, som studerende forventes købe, selvom en stor del af dem aldrig bliver læst. Vi er tilbage til temaet omkring overproduktion, der før er behandlet ift. mad og mere generelt også overproduktionen af uddannelse.
Det vigtigste ved hele klummen er i øvrigt vejen ud af teksten: linket til diybookscanner.org. Det er en side med en begejstret mængde folk der bygger scannere, laver opskrifter og deler dem med verden. Alle scannerne har dét tilfælles, at de (1) bygger pÃ¥ kamera-objektiver med beslysning, sÃ¥ hvert scanning (der sÃ¥ledes egentlig er et foto) kan tages hurtigt, (2) har konstrueret en eller anden form for hvilepunkt for bogen, en “krybbe” er den mest anvendte metode, sÃ¥ bogen ikke bliver beskadiget og sÃ¥ siderne bliver helt flade. Flere af scannerne kan bygges af materialer som kan skraldes i containere. Nogle af scannerne er utroligt simple og kan transporteres i en taske, andre er enormt avancerede og har LCD-skærme med i opskriften. Der er opskrifter dér, fx The New Standard Build, hvor alle materialer stÃ¥r pÃ¥ en indkøbsliste, sÃ¥ man kan gÃ¥ ned i hvilken som helst større hÃ¥ndværkerbutik og komme derfra med alle materialerne. Derfra burde man kunne bygge selve bogscanneren i løbet af en eller to dage, alt efter hvor ferm man er med værktøjerne.
En lille side-note: Hvorfor altid dette DIY? (do-it-youself). Projekter som de her bogscannere opstår jo netop og helt åbenlyst i et begejstret og vidensdelende fællesskab, og ikke som et ensomt gør-det-selv-projekt, hvor hver enkelt skal genopfinde den dybe tallerken om og om igen. Hvorfor ikke skrotte den individualistiske anarkisme og simpelthen gøre-det-sammen / do-it-together (DIT)!
5 kommentarer • Dele: • Donation
Noter til internetpolitikken i Wikileaks/Cablegate
Det kan være svært at finde proportioner i placeringen af de seneste ugers Wikileaks-relaterede begivenheder. Først og fremmest er lækken i sig selv af en sådan karakter, at vi først om et godt stykke tid vil kunne få en fornemmelse af dens konsekvenser, pt. er kun 0,5% af dokumenterne distribuerede (1200 ud af 260.000 dokumenter) og wikileaks planlægger at udgive resten over de næste par måneder med en hastighed på ca. 80 om dagen. Det betyder, at vi har at gøre med en udstrakt eskalering af en mængde konflikter.
Dernæst er det sandsynligvis første gang internetpolitik er blevet et alment debatemne. Hvem har fx før overvejet aspekter af internettets infrastruktur, som fx DNS, IP-numre, top-level domæner osv. Dernæst kommer der en lang række metoder som at oprette spejlsider eller sabotage-teknikker som LOIC-angrebene, der midlertidigt sænkede diverse virksomheder som enten havde smidt Wikileaks af, eller fryst tilgangen til deres donationer.
Personfiksering: Assange
Dernæst et par ting om Julian Assange, der som bekendt har endt med at blive det holdepunkt hvorom alle historierne knyttes. Lidt uheldigt. Fikseringen på personen Assange pacificerer og delegitimerer på paradoksal vis den bevægelse som Wikileaks er ved katalysere. Og inden folk refleksmæssigt begynder på CIA-konspirationer, bør de overveje et par sager, bl.a. at det rent faktisk er muligt at på den ene side bedrive vigtig informationsaktivisme og samtidigt begå seksuelle overgreb (Assange er anklaget i Sverige for seksuelle overgreb). Verden er ikke sort-hvid og delt op i enten gode eller dårlige personer, som du kan holde med eller mod. At holde hovedet koldt indebærer, at vi ikke immuniserer en person der har fået privilegiet og ansvaret at blive nærmest den eneste repræsentant for en hel organisation der i øvrigt har et ganske stort netværk af informationsaktivister til hjælps. Wikileaks er ikke synonymt Assange.
Vi har ingen indsigt i om han er uskyldig, det er derfor han mÃ¥ gennemgÃ¥ en retslig process. Derimod mÃ¥ vi sikre at han ikke bliver udleveret til USA. Indtil da er det idiotisk med alle disse personfikserede kampagner og “We are all Julian Assanges”.
- Find i stedet på måder at støtte wikileaks på, der går uden om profit-orienterede virksomheder, der blot fryser pengene ind (VISA, PayPal m.fl har som bekendt for nylig gjort netop dette mod Wikileaks)
- Byg flere alternative lækage-sider
- Distribuér de historier og dokumenter der allerede nu cirkulerer
- Grav i dokumenterne, put stykkerne sammen, skriv historierne etc. etc.
Næste trin er således, ikke at protestere og demonstrere, men at bygge.
Protester ikke, byg
EveryDNS, den virksomhed som har ansvaret for at oversætte din web-adresse i browseren til det IP-nummer som websiden ligger pÃ¥, tog som bekendt wikileaks.org af deres liste, sÃ¥ det ikke længere var muligt at gÃ¥ direkte ind pÃ¥ deres side. I stedet mÃ¥tte du kende IP-nummeret, hvilket wikileaks’ twitterprofil forsøgte at sprede. Wikileaks flyttede derefter til et schweizisk top-domæne (.ch), sÃ¥ wikileaks.ch blev den nye hoved-adresse. Sidenhen opstod en mængde sÃ¥ kaldte spejlsider, der, som navnet antyder, spejlede alt indholdet pÃ¥ wikileaks, bare pÃ¥ egne servere.
Men den bedste måde at undgå at Wikileaks bliver taget fra os er ironisk nok ikke at fokusere alle krafterne på at redde siden, men derimod at kopiere dens infrastruktur. Derfor er det heller ikke overraskende, at der nu, mens konflikterne eskalerer, er ved at opstå helt uafhængige alternative lækage-sider.
Multipliceringen af lækage-sider
Snart kan vi derfor byde følgende site velkomment:
- Openleaks, der efter sigende allerede vil gå i luften i næste uge. Openleaks er startet af den tyske wikileaks-afhopper Daniel Domscheit-Berg, som udtaler til Der Freitag (svensk oversættelse af interview), at de vil fokusere mere på at lække dokumenterne uden at diskriminere mellem nyhedsmedier.
Udover er der mere eller mindre færdige lækage-sider i sin vorden, bl.a. Brusselsleaks (der vil fokusere på processerne i EU) og Balkanleaks (navnet siger det vist, en regional lækage-side). Vi kan kun spekulere på hvor mange der ellers sidder og planlægger derude. Spørgsmålet bliver da også: Hvornår vil der opstå en dansksproget lækage-side? Måske er det blot et spørgsmål om tid, indtil informationsaktivister får sat de nødvendige infrastrukturer op. Et andet helt oplagt udvikling er, at dagbladene opretter deres egne infrastrukturer for lækage, formodentlig noget vi vil se mere af i den kommende fremtid. Efter sigende er der desuden i disse dage en ny dansk internetpolitisk organisation under opstart. Timingen er ikke til at klage på.
Dokumentar
Sidst men ikke mindst, en anbefaling af dokumentaren om Wikileaks kaldet “WikiRebels” der sendes pÃ¥ svensk public-service i morgen, men som allerede nu kan ses pÃ¥ i fuld preview pÃ¥ SVTplay:
3 kommentarer • Dele: • Donation
Maximalister, minimalister og vitalister
Henrik Chulus nystartede blog Fri Kultur lancerer nu en temaserie under titlen “Kopikampen“, som skal blive utroligt spændende at følge. Serien vil formodentlig trække pÃ¥ en specialeafhandling af samme navn om “ophavsrettens geopolitik” (PDF). Jeg har ikke læst afhandlingen, men ser frem mod at bliver udsat for den i mindre og afgrænsede bidder. (I øvrigt utroligt at ikke flere er kommet pÃ¥ den gode idé, dvs. at ingen andre opretter en blog og gÃ¥r i gang med at made os med alt det specialestof der ellers gemmes i skuffer og lidt vemodigt tænkes tilbage pÃ¥ som en tid pÃ¥ universitetet hvor man kunne skrive om ting man egentlig havde lyst til – lønarbejdet leder for det meste til middelmÃ¥dige resultater, udmattelse eller apati).
Måske vil jeg kommentere hvert indlæg fra temaserien. Det tyder i hvert fald godt med det første indlæg, der introducerer kopikampens som kampen mellem to typer, maximalisterne & minimalisterne:
Både maksimalister og minimalister er enige om at ophavsretten er i krise, men uenige om krisens årsag og natur. Maksimalisterne mener på den ene side, at den teknologiske udvikling på medieområdet er ude af kontrol og eroderer respekten for ophavsretten, da almindelige mennesker har adgang til for meget information. På den anden side hævder minimalisterne, at ophavsretten i sig selv er problemet, da den står i vejen for teknologisk innovation og gennem sin udvidelse eroderer borgelige frihedsrettigheder.
Typologien fungerer utroligt godt i forhold til maximalisterne – der vil have flere (immaterielle) rettigheder, mere lovgivning og kontrol, større overvÃ¥gning osv. Det kan diskuteres om “minimalisterne” frem for blot at afmontere dele af gældende lovgivning – dvs. at have “færre, mindre, reduceret” ophavsret osv – ogsÃ¥ søger at omvurdere hvad ophavsret overhovedet betyder. Copyleft er et eksempel pÃ¥ dette: et anti-licens der fordrer at alle anvendelser af et værk kun mÃ¥ belægges med copyleft selv (dette umuliggør derved andre former for licenser, fx copyright eller creative commons, der indhegner værket).
Fra den minimalistiske side ses fri adgang til at udveksle information som grundlaget for et frit samfund …
Det er endnu ikke tydeligt helt hvor grænserne gÃ¥r mellem de to typer, men problemet med bÃ¥de maximalisterne og minimalisterne – hvis vi forstÃ¥r “minimalisme” som et mÃ¥l der indebærer en minimal ophavsret der muliggør “fri adgang” og “at udveksle informationer” – lader til at være, at de vil lovgive sige ud af kopikampen. De forsøger begge at konstruere nye rettigheder og licenser, for at beskytte forestillingen om en ophavsmand der skaber “værk” og “indhold” – være det for den private ejendoms skyld eller for den “frie adgang” til kunstnerens “værk” – som havde vores verden et lille Big Bang, et ingenting der foregÃ¥r noget, hver gang dette noget blev skabt.
Problemet med maximalisterne og minimalisterne er, at deres fælles kærlighed for forestillingen om “ophavsmanden” tvinger dem til at begrænse sig til et strikt juridisk og lovgivningsmæssigt niveau. For kopieringen fortsætter jo alligevel – trods alle juridiske tiltag! BÃ¥de maximalister og minimalister overvurderer den juridiske politik i den forstand, at de overser det liv som driver kampen: kopieringen selv, lysten til at kopiere. At gÃ¥ hinsides det juridiske plan indebærer at placere kampen i en forstÃ¥else af, at kopieringen er en slags livskraft, et fundament for at kultur i dets aller bredeste betydning kan fortsætte blive til, at alle “værk” altid allerede er kopier, og “at skabe” altid allerede tapper ind i begæret til at kopiere andre.
Som en tredje typologi, efter maximalisme og minimalisme, bør da mÃ¥ske tillægge en vitalisme. Vitalisterne forlader juraen for en stund, med alle dens megalomaniske licensprojekter (være de maximalistiske eller minimalistiske, begge er de jo udtryk for et enormt juridisk arbejde, der begge forsøger at opretholde en ophavsret i en eller anden form). Vitalisterne forskyder i stedet kampen til kopieringen i sig selv: det liv der allerede skaber, reproducerer og forandrer vores fælles kultur. Til en undersøgelse af, hvad kopiering indebærer. Til en udvidelse og demokratisering af, hvad kopiering indebærer. Til en forstÃ¥else af kopiering som ontologisk kraft. Til en et begær for at modulere kopieringen selv. Til at multiplicere dets eget imperativ (udtrykket “Kopimi!” henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men ogsÃ¥ til imperativet selv: kopiér dette forholdningssæt!)
At ville “stoppe ikke-autoriseret kopiering” – være den maximalistisk konstrueret (copyright) eller minimalistisk konstrueret (creative commons osv) – er en fodlænke om kopieringens skabelsestrang, vores fælles kulturs potentiale til at blive noget mere og større end gentagede henvisninger tilbage til en privilegeret ophavsmand. Men det er et faktum at kopieringen fortsætter – trods alle juridiske tiltag – og at den som kraft i grunden overskrider fordringen om henvisning. Vitalisterne forestiller sig ikke kultur som en samling ophavsmænd der kopierer hinanden, der betaler til hinanden i mønt for brug, der henviser til og klapper hinanden pÃ¥ skulderen som for at betale i social kapital. Dette udelukker ikke henvisning i sig (blogindlægget her starter selv med en henvisning, sÃ¥ du læser kan finde temaserien pÃ¥ Fri Kultur selv), men vitalisterne har dÃ¥rlig tÃ¥lmodighed med krav om henvisning som betalingsform. Vitalisterne har i det hele taget dÃ¥rlig tÃ¥lmodighed med betalingsformer. Vitalisterne indstifter en kultur hvor afgrænsede værk (objekter) og priviligerede kunstnere (subjekter) afløses af kopieringens livskraft selv (processer): en strøm af konstant kopierende tilblivelse.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer