Panere, snushaner og svin

Slangordbøger er både gode og dårlige.

På den ene side sætter de os i stand til at give passende navne til ting, og finde kraft i udtryk der bryder normens bugtaleri.

På den anden side sænker slangordbøger den uigennemsigtighed som er selve indbegrebet af slang. Slang har altid været en udfordring for politiet og dommere, når de gerne ville straffe dem, der har en ’grim mund’. Hvordan afmåler man en straf for et skældsord, man ikke forstår? Eller mennesker der omtaler dem selv og det de laver på så kryptiske måder, at de lige så godt kunne være kirkesangere som indbrudstyve?

Alt dette har jo ændret sig noget, fordi man i dag forventer at Google har svar på det meste og hvor man velvilligt gør hver eneste mystificering forståelig. I April 2013 slog en amerikansk dommer simpelthen op i Urban Dictionary og brugte opslaget til at sende en ”jack boy” i spjældet.

Den eneste måde slang kan forblive lokal, bundet til et fællesskab og uforståelig for magten, er enten ved ikke at dukke op i de centrale ordbøger eller ved simpelthen at udvikle sig så hurtigt, at hver gang et ord ryger ind i ordbogen er det allerede gået af brug på gaden.

Og her er det en blanding af det sidste – ingen brug de her termer længere – samt at dem, der faktisk bliver brugt, er almindeligt kendte. Om ikke andet kender politiet dem alle, for de har hørt dem tusinde gange.

Paner. Fra panser.

Panser. Ordet henviser til den muskulære og kropslige forkrampning som opstår ved at politibetjente systematisk er ude af stand til at handle i overensstemmelse med deres egne værdier – et karaktertræk som den tyske kropsterapeut Wilhelm Reich kaldte kropspanseret. Fra oldfransk pancier, ‘rustning’, opr. fra ‘beskyttelse af maven’, pance, ‘mave’ (jf. undertrykkelse af sårbarhed, ikke at græde, sker via konstant pres til diaphragma, mellemgulvet, og ofte resulterer i kropslige smerter øverst i maven). Danske ordbog giver følgende eksempel: De er stivnede i et panser af indestængte aggressioner, berøringsangst og forsvarspræget renligheds- og ordenstvang. Variation: Panzer.

Svin. Bruges som regel i flertal (‘svinene’) eller som sammensat ord (‘politisvin’). Fra det engelske pigs, der går helt tilbage til 1800-tallet. Husk på at svinene i George Orwells Animal Farm netop var dem, der opførte sig som politi. Siden 2008, hvor svinene skød en femten-årig dreng i Athen, er det især ét slogan som er blevet populært i Grækenland: Cops, pigs, murderers!  Ligeledes betegner vildsvin andre konkurrerende, bevæbnede bander, der ikke har opnået samme legitimitet som det herskende politi. Bandidos eller de mexikanske narkokarteller er vildsvin fx.

Strisser. Populært udtryk i firserne (alle husker første ord i Kim Larsens ”Midt om natten”) og senere i en af de endeløse DR-dramaserier om pansere og deres tilsyneladende helt normale middelklasseliv. Vist nok låneord fra det bayersk-østrigske slangord Striezi/Strizzi (‘drivert, vagabond, tyv, dum karl’), der blev brugt om alle irriterende overordnede, dannet af verbet strizen (‘løbe ørkesløst rundt, stjæle’), der er belslægtet med tysk strotzen, jf. dansk ‘strutte’. Så en strisser er omtrent en dum karl, der strutter rundt og chikanerer folk. Ordet menes hjemført af naverne, de rejsende svende, der havde lært det schweiziske politi at kende. Variationer: strissersvin.

Strømer. Populært omkring ’68. Igen fra tysk strömer (landstryger, vagabond).

Æggeskal. Politi på motorcykel (jf. de hvide hjelme). Opstod formentlig i 60’erne eller 70’erne, eftersom hjelmene dengang mere lignede halvdelen af en æggeskal. En knækket æggeskal siger sig selv.

Salatfad. Større køretøj til mandskabstransport eller at bortføre mennesker i. Efter det franske panier á salade, dvs. de der kurve hvor vandet bliver slynget fra salaten (også kaldet salatslynge), hvilket en eller anden stakkel må have tænkt på mens de blev kørt afsted og slynget rundt i sådan en.

Hollændervogn. Større køretøj med gitter for de pansrede vinduer og plov foran til at bryde menneskemængder med. Opfundet af det hollanske politi for netop at egne sig til at kontrollere opløb og gadekamp. Varevognen (Mercedez Benz Vario) er ombygget for at være så robust og afvisende overfor kasteskyts som muligt; der er vægte i bunden, så det er sværere at vælte dem; dækkene er udstyret med en hård plastikkerne, så de kan køre videre selv om de er punkterede (“run-flat”); udstødningsrøret er udformet sådan, at man ikke kan stoppe ting op i dem. Det danske politi anskaffede de første i 1997, formentlig efter deres forsøg på at ændre taktik efter deres fuck-up 18. maj 1993, hvor banden affyrede 113 skud ind i en menneskemængde.

Transit. Mandskabsvogn der rummer 6-9 panserbasser. Bruges både ved daglig patrulje og til grisetransport ved større operationer. Navnet kommer fra et af mærkerne, Ford Transit. Ikke at forveksle med hollændervogne, der kendes ved deres pansrede ombygning. Internt i banden kalder man dem for LT’er, fra mærket Volkswagen LT.

Idioti. På ét plan er udtrykket selvindlysende, fordi det simpelthen kalder den facon, som mange politibetjente har tendens til, med sit rette navn. Det rimer. Men der hører en langt dybere teori til. En antropolog, der har lavet feltarbejde om idioter, skriver således om dem:

Most human relations – particularly ongoing ones, whether between longstanding friends or longstanding enemies – are extremely complicated, dense with history and meaning. Maintaining them requires a constant and often subtle work of imagina­tion, of endlessly trying to see the world from others’ points of view. This is what I’ve already referred to as “interpretive labor.” Threatening others with physical harm allows the possibility of cutting through all this. It makes possible relations of a far more simple and schematic kind (“cross this line and I will shoot you,” “one more word out of any of you and you’re going to jail”). This is of course why violence is so often the preferred weapon of the stupid. One might even call it the trump card of the stupid, since (and this is surely one of the tragedies of human existence) it is the one form of stupidity to which it is most difficult to come up with an intelligent response.

I do need to introduce one crucial qualification here. Every­ thing, here, depends on the balance of forces. If two parties are engaged in a relatively equal contest of violence-say, generals commanding opposing armies-they have good reason to try to get inside each other’s heads. It is only when one side has an overwhelming advantage in their capacity to cause physi­cal harm that they no longer need to do so. But this has very profound effects, because it means that the most characteristic effect of violence, its ability to obviate the need for “interpre­tive labor,” becomes most salient when. the violence itself is least visible-in fact, where acts of spectacular physical violence are least likely to occur. These are of course precisely what I have just defined as situations of structural violence, systematic inequalities ultimately backed up by the threat of force. For this reason, situations of structural violence invariably produce extreme lopsided structures of imaginative identification.

Basse. Sammenlign det engelske hubby eller big boy, der også hentyder til at visse af dem er småtykke. Eller var. I dag ligner mange pansere typisk en reklame for CrossFit eller en Palæo-kogebog. Variationer: Bassemand, panserbasse.

(Panserbasse, 1936, feat. Ib Schönberg)

Se Lars, en panserbasse!

Små blå, ost (Christianias favorit), politji, blå smølfer, pader, kagerne, høker.

Lidt ældre navne, som måske kunne komme på mode igen: lyner, snushane.

Congratulations, Emmanuel Macron!

Congratulations, Emmanuel! I’m so happy, bravo! The first president who really like the billionaires – my president!

I hope that you can implement your program and we’ll all become billionaires. 7 billion billionaires, it’s possible! It’s the goal of capitalism, isn’t it?

But… I’m scared that something is preventing you to govern, that we’re not a disobedient France [la France insoumise, Mélenchon’s party], but an ungovernable France, by order and under state of exception.

I’m afraid that your program is too clearly hostile for too many people.

I hope you’re going to put the economy everywhere there is still a bit of life. That under the guise of the sharing economy, everyone can finally exploit themselves maximally!

Beware of other people, Emmanuel. I’m afraid that everywhere you economise, they want to communise; that wherever you make something a competition, they want to make it common; that everywhere you dispossess, they will try to make themselves autonomous.

You’re going to have a psychological war to fight, Emmanuel, from today.

I know people on lundimatin who have made the bet that you will not last two years; that, even if your bosses are powerful, eventually you will come crying on prime time television saying that it’s really too horrible to govern, and you want to return to where you came from and finance citizen start-up projects.

I’m with you, Emmanuel. I believe in you.

Long live the economy, long live capital, long live the Republic and long live France.

Teori om politiets opførsel 1. marts 2017

Politikritik skriver om politiets opførsel i går, her befriet fra facebook:

Politiets opførsel til gårsdagens mindedemonstration for Ungdomshusets rydning var umiddelbart som man kunne forvente.

Der blev begået hærværk, provokeret og politiets indsatsledervogn fik malet et stort cirkel-A på sig.

Politiet reagerede ved at erklære demonstrationen for opløst og ved at stille store styrker op ved grunden på Jagtvej 69. Efter nogle korte kampe dér var mængden af demonstranter blevet væsentlig mindre. Mange af demonstranterne (inklusiv politikritiks observatør) valgte at gå resten af vejen på fortorvet. Mange andre gik sikkert også hjem.

Da de resterende demonstranter satte kursen imod det nye Ungdomshus på Dortheavej måtte de gå med politi tæt omkring sig. Der blev ikke begået noget hærværk og politiet kunne ubesværet anholde 1-4 demonstranter på den tur.

Det er ikke noget nyt at der er hærværk eller ballade på Nørrebro. Det er altid sket 1-2 gange året. Nogle gange uden særlig medie-bevågenhed. Andre gange med ekstrem meget.

Politiets normale opførsel er i den situation at afvente til man er sikker på det mest er ballademagerne der er tilbage og derefter rykke tæt på. Anholde dem der bliver genkendt og følge med medmenneskemængden indtil den er opløst eller ikke er på gaden. Det giver politiet rig lejlighed til at skride ind med anholdelser og det skaber dem ikke flere fjender end højest nødvendigt.

Da gårsdagens demonstration nåede frem til Dortheavej skete der noget nyt. I stedet for at lade demonstranterne gå ind i huset og blive og observere valgte politiet at eskalere ved at følge med direkte op til porten ind til huset. Det var en naturlig flaskehals og den spændte stemning og skubben førte til at politiet igen trak stave og slog på folk der ikke havde nogen mulighed for at komme væk. Mange af dem var folk der bare ville ind i huset og deltage i det efterfølgende arrangement.

Dette bliver af aktivisterne i huset (med rette) tolket som et angreb på huset. Og politiet ved udmærket godt at de historisk aldrig har været velkomne i huset. Folk stillede sig derfor klar til at forsvare huset med flasker og andet kasteskyts imens politiet blev ved med at lade store styrker gå rundt imellem flokken udenfor huset. Der foretog de enkelte flere anholdelserne, afviste enhver dialog og opførte sig generelt provokerende med skub og ordre. Denne adfærd giver ingen taktisk mening for politiet med mindre de bevidst forsøgte at provokere en situation.

Der er nu hæftig debat imellem aktivisterne og ihærdige forsøg på dialog hvor aktivister fra huset lovet at trække folk ind i huset hvis politiet lover at trække sig tilbage.

Dette fører til at langt de fleste aktivister trækker ind i huset hvorefter politiet tilsyneladende uprovokeret angriber huset nøjagtig samtidig med at de udtaler til et pressemøde at de vil ind i huset. Det første angreb bliver slået tilbage af en regn af flasker og virkede generelt ikke seriøst da politiet hverken brugte tåregas eller gjorde noget for at beskytte sig selv under angrebet.

Derefter startede forhandlingerne igen og de fleste aktivister forlod huset. Der blev indgået en aftale om at tre aktivister fra huset fik lov at overvære ransagningen imod at der ikke ville blive ydet modstand imod politiet. Man har altid ret til at overvære en ransagning eller få civile uvildige vidner til det under normale omstændigheder.

Dette overholdt politiet dog ikke og efter en times ransagning blev de tilbageværende tre observatører smidt ud.

Politiets opførsel gav taktisk mening i går frem til ankomsten til Dortheavej 61. Derefter virkede det som om politiet først forsøgte bevidst at eskalere og derefter arrangere et angreb for pressen. Alt sammen for at retfærdiggøre en ransagning af huset.

Ransagningen gav politiet det dårligste resultat en ransagning i et autonomt værested nogensinde. Der blev hverken fundet molotov cocktails eller andre alvorlige våben.

En anden interessant ting er at politiet lod folk gå ud af huset uden at kropsvisitere dem hvilket alvorligt underminerer idéen om at politiet rent faktisk ledte efter noget bestemt.

Det er svært at forstå meningen med det hele. Måske tror politiet selv på deres forklaring i pressen? Måske skulle PET’s aflytningsudstyr i huset udskiftes? Måske ville politiet afprøve nyt udstyr eller nye love imod nogle ofre der var lette at provokere? Det er ikke til at vide. Spændende at se hvad konsekvenserne bliver for forholdet mellem politiet og de autonome i fremtiden.