Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod

18.01.2012 • affekt, afmagt, arbejdssamfund, kontrol, mig'et, offentlighed, realliberalisme • 4 kommentarer /

Klumme i Information i dag.

Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.

Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.

Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.

Læs klummen her.

Mutationer mellem optøjer og marketing

20.12.2011 • effervescens, kopiering, mig'et • 4 kommentarer /

Apropos uforløste ønsker om at smadre det hele.

Under optøjerne i London i august blev en butik ved navn JD Sports Fashion Rioters plyndret for varer til en værdi af £700,000. Alligevel blev denne nyhed budt velkommen af virksomhedens direktør. Lidt overraskende erklærede han, at det indikerede ‘en stærk efterspørgsel efter vores produkter’.[*]

Det er meget muligt at direktøren havde en skrue løs den dag. Men det er ikke umuligt at marketing i fremtiden vil beskæftige sig med at kode optøjer og plyndringer af butikker. Til deres fordel.

Historien er ikke langt fra hvad der faktisk skete efter gadefesten i Hyskenstræde. Orgiet af graffiti, knuste ruder og plyndrede varer fra butikker fik ikke bare en mediestorm i proportionerne af at “vi havde haft en familie i kælderen i 27 år, og de lige har fundet ud af, vi havde voldtaget dem og fået en masse børn med den”. Gadefesten var, i dagene og ugerne efter, ikke bare inkarnationen af Ondskab. For en af de vandaliserede møbelforretninger var det også en lejlighed for markedsføring.

Sådan så facaden ud på den møbelforretning, der i dagene efter fik god lejlighed til at snakke om deres butik og deres stole til 14.000 kr. som de solgte i butikken. Som en til festen selv efterfølgende sagde: “Før stod der en vase til 2.000 kr. derinde bag ruden, og lige bagefter så stod den herude på gaden”. Der var ingen ende på sympati for møbelforretningen. Man ventede, at den samvittighedsfulde del af venstrefløjen, der læser Politiken og til daglig bekymrer sig om de fattige lande, skulle mobilisere til en indsamling.

En af butikkens sofaer var blevet hevet ud på gaden og sprayet til. Dagen efter stod den der og en eller anden smart marketingfætter tænkte, at det nok lignede noget Kristian von Hornsleth kunne have lavet. Rygtet gik, og den skulle vist være god nok, at møbelforretningen med held fik solgt den sofa på auktion til en højere pris end den ellers havde kostet. Hærværket blev den “added value” som gjorde at den ubrugelige og dyre sofa kunne afsættes.

Paradoxet må hverken forstås som en paranoid afvisning af alle former for hærværk, i frygt for rekuperation, og heller ikke for at smadringen bare må blive endnu mere intensiv. Det er en situation, og fra den må man tænke-og-handle efterfølgende. Der er formodentlig ikke nogen grænser for hvad markedsføring kan rekuperere af intensiv modstand. Alt kan i princippet gøres til reklame og “added value”. Og det betyder netop at der ikke er nogen grund til at være paranoid: i stedet for at gå og være bange for at de vil forsøge på at vende enhver form for modstand på hovedet, så antag det fra starten. Men tænk så det ind, strategisk. Få deres tongue-in-cheek rekuperationer til at eksplodere i deres eget ansigt.

Og så skete det forventelige: Foran alle de store vigtige individer i samtiden, udråbte TIME “The Protester” som “Person of the Year”. Ikke protesterne, men individet der protesterer. Formodentlig forstår de ikke rigtigt hvad det er der sker omkring dem, derinde på TIME-kontoret, men det gør ikke deres manøvrer mindre skadelige. Ikke bare koder det voldsomme kampe som dem i de arabiske lande og i Grækenland, og nu senest den begyndende intensitet i USA, som “protester”. Vi er også nødt til at konkludere, at det var 2011. Nu er det slut. Næste år bliver det en bankmand eller programmør på forsiden af TIME igen.

For nylig opdagede en af os at Den kommende opstand bliver gjort til “kunstudstilling” i Dubai. Ja, Dubai. Sådan her beskriver kuratoren formålet:

Similar to the book, many of the works touch on aspects of the self, social relations, work, the economy, urbanity, the environment, and civilization, while searching for a social solution to the present. It is our duty as citizens, activists, mentors, monitors and advisors to raise a clamour to change the conditions. By being warned, the insurrection might be prevented. An uprising is one thing, a successful revolution is another. [mine kursiveringer]

For bare et par dage siden stod der faktisk “… can the insurrection be directed”, men altså ikke længere. Tilsyneladende har de ændret teksten, hvem ved hvorfor. Måske var det lige en tand for højt spil at dirigere opstanden. Det er svært at sige hvilken af formuleringerne der er værst, eller om de faktisk siger det samme, dvs. at dirigere en opstand er jo også at forhindre den. Men altså, kunstudstilling skal der blive. Og Banksy er med selvfølgelig. Pointen er, at der ikke er nogen grænser for hvilke politiske handlinger (hvilket også gælder bogens talehandlinger) der kan indfanges og bruges til varesamfundets fordel.

Og så kommer vi tilbage til hvor vi startede. I den første artikel, fandt jeg nemlig den omtalte jeans-reklame der måtte tages af sendefladen i England, fordi lige dér i august, mens optøjerne spredte sig i London, Manchester og Birmingham, kom den for tæt på virkeligheden. Klippet viser scener af unge der kysser hinanden til vanvid, solnedgange på stranden, skatere der løbende krydser en gade, to piger der uden tvivl er ved at “go crazy”, stræder fyldt med tåregas og robocop-pansere der står i formation foran en smuk ungdom klædt i skinny jeans. Mens en gammel mand messer Charles Bukowski-digtet The Laughing Heart:

“There’s light somewhere. It may not be much, but it beats the darkness”.

Og for at det ikke er løgn lavede CrimethInc, i sine mest individualistisk-hedonistiske dage, en plakat ud af digtet [pdf]. Men se nu reklamen.

Helbrede død med kommunisme

02.12.2011 • affekt, afmagt, arbejdssamfund, kærlighed, mig'et, opstand, queer, religion, tilknytning • 6 kommentarer /

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, dø:

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Et u-styrligt angreb på ledelse

22.11.2011 • arbejdssamfund, kontrol, mig'et, offentlighed • 3 kommentarer /

Der er behov for et omfattende og underminerende angreb på ledere og deres ledelse. Rune Lykkeberg formulerer en slags programerklæring til antiledelse i Information:

Nu hvor vi så længe har hørt på ledelsespladderet, må det være på tide med en modbevægelse: Anti-ledelsesbøger, hvor underordnede fortæller andre underordnede om, hvordan man modstår de moderne ledelsesteknikker, og anti-ledelseskurser, hvor arbejdstagerne lærer hinanden at bestemme selv. Vi må gå fra kåringen af månedens medarbejder til dyrkelsen af årets modarbejder.

Man skal være kynisk som en TV-journalist eller selv være en leder, for at allerede her begynde at plabre om nødvendigheden af “samarbejde” og være “sammen” om tingene. Lad os bare slå det fast fra starten: chefen er ikke vores ven, og dine eventuelle “samarbejdsvanskeligheder” er et godt sted at begynde på det projekt vi skal i gang med.

Efter erklæringen følger Lykkeberg, lidt overraskende, tanken om antiledelse til ende. Hvilket betyder at gå til tankens ‘hvordan’: 5 strategier til hvordan ledelse kan undermineres. Her er hans forslag, som en start:

(1) Ros lederen på en måde, som antyder, at lederen har været dårlig
(2) Stjæl lederens forandringsmomentum og forestilling om, at det et er ham, der tør “møde fremtiden”
(3) Grin ikke af lederens vittigheder. Det er lederens privilegium at bestemme, hvornår der skal være alvor og hvornår det skal være sjovt. Fuck det op.
(4) Overtag pessimismen. Se “situationens alvor”, den virkelige situation, i øjnene, og vend på den måde “realismen” på hovedet.
(5) På lang sigt erobre ledelsesbegrebet.

(Rune, jeg undskylder dig al din tidligere vaghed: nu begynder vi at snakke. Det er noget af et fremskridt at kunne skrive om arbejdspladsmodstand og angreb på ledelse i en offentlighed som Information i dag. Rune, du er åbenlyst blevet mere konsistent, og det har potentiale til at få ting til at ske.)

Lykkebergs strategier er et udmærket udgangspunkt, men de er alle sammen af sprogligt art. For er det ikke sådan, at det er den tavse og usynlige underminering af ledelsen, der er den allermest effektive, samtidig som den risikerer mindst at isolere en enkelt medarbejder? Den sidste og femte strategi er der god grund til at have forbehold for, og det vil jeg komme tilbage til. Jeg vil dog anbefale at læse artiklen, og særligt de gode forslag til strategier, for bloggen hér er et svar på den.

Fra kritik til gestus

Lad os kort gøre det klart, hvad Lykkebergs artikel formår at gøre, som meget få indlæg i dansk borgerlig offentlighed formår i dag: skiftet fra kritik til gestus.

Kritik er her idéen om, at hvis vi bare besværger kapitalismen og ledelsesfilosofien nok, så vil den forsvinde. Skrive læserbreve, kronikker, opstemte ledere, bande og svovle mens vi streamer høringer direkte fra folketinget, mobiliserer til protester og demonstrationer, håbe på at ledelsen vil læse vores skilte og høre vores krav om sociale løsninger. Det vil de ikke.

Ingen ledelse vil tage godt imod et angreb på ledelse.

Og forstå mig ret, det er meget vigtigt med kritik. Derimod er kritik ikke bare ligegyldigt uden gestus, dvs. uden at føre den kritiske tanke til ende, det bliver en aktiv medhjælper til tingenes tilstand. Vi bør huske en begivenhed i februar 2003, hvor folk samlede sig i protest på gaderne over hele kloden mod krigen i Irak. Den største demonstration i verdenshistorien. I en større vestlig by møder George W. Bush dem der protesterer. Han siger til dem: “Hvor er det herligt at se så mange praktisere deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det er beviset på at vi lever i et demokrati. Det privilegie har de ikke i Irak og det er lige præcis derfor vi må tage derned og give det samme demokrati, som vi har”. En måned senere invaderede amerikanske tropper Irak.

Pointen er nok tydelig. Kritik kan affejes, hvis ikke lederen føler at den allerede nu kan have konsekvenser. Kritik uden sammenhæng med gestus, kan endda integreres i lederens egen gestus (paradokset: “jeres kritiske protester = den manglende retfærdiggørelse for vores krigeriske gestus”).

Kan vi komme i tanke om lignende ledelsestricks på arbejdspladsen?

For bare at vende kort tilbage til skiftet, altså, fra kritik til gestus. Skiftet kan beskrives således: fra at indigneret tage afstand fra alt det der er galt i samtiden og afmægtigt proklamere “hvad der må gøres”, til at blot notere sig grunden til lidelsen og derfra sætte i gang. At sætte i gang indebærer at tilegne sig midlerne til at allerede nu og her angribe grundene til lidelsen og sprede dem til andre. At i stedet for at udtænke det store program for at svare på spørgsmålet om hvad, så overgå til det praktiske spørgsmål om hvordan vi, i den mængde af forskellige situationer vi befinder os i, kan underminere autoritet.

Ja, autoritet. For det er hvad ledelse består af: autoritet. Hvor tilsløret af Løgstrup-filosofi og kreahumanistiske værdier det end må være: autoritet.

Og det er nu Rune Lykkeberg taber tråden. Vi tager lige hans femte råd i fuld længde:

Det femte råd er langsigtet og for så vidt også foreløbigt: Det må være anti-ledelses-bevægelsens strategiske mål at erobre ledelsesbegrebet. Fremover skal erhvervslederne kaldes for anti-ledere, fordi de bekæmper medarbejdernes ret til at lede sig selv. Anti-ledelsen vil kulminere, når ledelsesfilosofien naturligt handler om at erobre selvbestemmelse fra dem, der vil bestemme over andre.

(Men Rune, du bør gribe det mere ambitiøst an. Formålet med anti-ledelse er ikke at kunne lede sig selv. Dér er ledelsesfilosofiens innovationer allerede nået. Og det gør det ikke bedre at målet er “strategisk” og “for så vidt foreløbigt”, fordi det minder alt i alt om en sovjetunions “overgang til kommunisme”, eller, hvis vi nu skal føre sammenligningen ud, “selvledelsens diktaktur”, der så skulle kunne lære os at underminere ledelse ved at hver dag blive ledt af os selv. Helt ærligt Rune, du må se situationen i øjnene: det eneste værdige angreb på ledelse er et angreb på ledelse som sådan)

Også et angreb på selvledelse

Ledelsesfilosofien har allerede forstået at udnytte kravet om at “lede selv”: ansvaret placeres på den enkelte (“vi må som selvledere, alle tage hvert vores ansvar”), mens rammerne sættes udfra (“det er den økonomiske ramme, vi må forholde os til”) og gevinsterne ryger samme vej.

Vi må ikke angribe ledelse bare for at kunne lede på egen hånd. En sådan ambition underminerer slet ikke ledelse, den forskyder bare ledelsen. Et angreb på ledelse er også et angreb på alt det inde i mig, der ønsker at blive en lille leder (af mig) selv. Hvis vi skal angribe ledelse, så er det ikke for at befrie “selvledelsen”. Det er for at tage selvledelsen med ned i samme omgang.

Alle tilskyndelserne til at “lede mig selv” og “have styr på det”, at “udfolde mig frit indenfor rammerne”, men stadig “være i kontrol”: det er også alle de tilskyndelser der må angribes. Selvledelse er nemlig bare en avanceret måde at tilsløre autoritet, ved at placere den inde i mig selv.

Alle angreb på ledelse tager sit udgangspunkt her, et udgangspunkt der skal tages helt bogstaveligt: at blive u-styrlig, at blive u-regerlig.

Hvor dele strategier?

Artiklen i Information afslutter med invitationen om at dele erfaringer: “Hvordan kæmper du imod? Hvad er din strategi?”

Desværre er Informations kommentarspor ikke stedet. Det domineres af en lille gruppe trolls, de fleste af dem ældre indignerede mænd, der vil gøre alt for at dræbe enhver intensitet, gerne krydret med afmægtige citater af gamle filosoffer (eller endda gå så langt at citere sig selv: “Ja, som jeg plejer at sige…”).

Men altså, der er stadig behov for steder at dele den slags vigtige kneb og strategier. Hvor kan det finde sted?

Nogen må lave et sådant sted. Gerne flere. Et forslag, for at komme i gang: simpelthen at oprette en webside, hvor man gennem en kontaktformular kan indsende midler og strategier for at underminere ledelse. Hvorefter en lille redaktion redigerer indsendelserne og lægger dem ud på siden. Så opstår der gradvis et bibliotek over strategier til at skabe modarbejderkulturer på arbejdspladsen.

Næste trin er helt sikkert mere fælles og kropslige læringssituationer, steder hvor vi kan mødes, udveksle erfaringer. Måske endda gå hele vejen i ledelsesæstetikkens spor og prøve rollespillet? Altså rollespille typiske situationer hvor ledelse frembringes, for på den måde at øve sig i at underminere den: “Nu spiller jeg lederen, der kommer ind til møde, og så prøver I at undergrave min autoritet”.

Men allerede nu er vi langt væk fra de døde fagbevægelser døde taktikker. Vi har bevæget os ind på, i mangel på bedre ord, militansens område. På den anden side af sundet har en svensk side kaldet maska.nu udbredt en lignende arbejdspladsmodstand, der er blevet en decideret rescourceside for strategier i at underminere ledelse. Check den ud.

Individernes bæredygtighed

31.03.2011 • mig'et, overflod • 2 kommentarer /

Sådan lyder samtidens miljøbevidsthed: “Husk at slukke lyset!”.

Hvad der engang var strukturelle økologiske krav er i dag blevet individuelle krav: “Lev med mådehold” – “Husk at lægge pap og papir for sig” – “Lav kun så meget mad du kan spise” – “Find ind til glæden ved det simple liv”. Folk forventer af hinanden at sortere affald og stå i de små hjem for at diskutere om dette nu skal sorteres det ene eller andet sted: “Hvordan er det nu, kan pizzabakker genbruges, når der er madrester på?”

Men det er frem for alt i industrien svineriet sker. Af al den mad der smides ud i fødevaresektoren i USA, står de enkelte hushold for 14% – resten er i produktionen (R. Paulsen, 2010:153). Derfor er det også udenfor hjemmene, at behovet for sorteringen er størst. I England bliver mellem 20-40% af al frugt og grønt afvist før de overhovedet når butikkerne, pga. de høje kosmetiske standarder. Jeg kigger rundt i mit lokale supermarked og funderer på om de “Pink Lady”-æbler jeg kan købe mon har fået den identiske form, fordi procenterne også er identiske i Danmark.

De nuværende løsninger på klimaproblemerne ser altså således ud: Individuelle forbrugere, der skal vælge den rette livsstil, samtidig som de husholder med deres energiforbrug og affald. Resten overlader vi til politiske repræsentanter, der hvert år mødes i store conferencer, som COP15.

“A clear plate means a clear conscience”. Plakat fra 2. verdenskrig, England

Hvor meget indsigt har vi egentlig i industriens affaldssortering og energiforbrug? Nutildags vil alle virksomheder præsentere sig som grønne, “bæredygtige” og øko. Stort set alle produkter kan sælges som grønne, uanset om de indebærer et enormt spild. Stjerneeksemplet er, at bytte sin velfungerende (men dog svinende) benzindrevne bil ud – og således producere affald – og erstatte den med en helt nyproduceret så kaldt “el-bil” (der får sin strøm fra kulkraftværker og fortsat bygger på hele bilismens infrastruktur).

Jo mere vi snakker om at “slukke lyset” derhjemme, jo mere bliver det “den enkeltes ansvar”. Det betyder, at man pludselig bør huske at købe økologisk (hvis man har råd). Det betyder også – fordi denne type løsning nu virker indlysende – at man pludselig bør huske at købe politisk korrekt (hvis man har tid og resourcer til at sætte sig ind i detaljerne: Hvilken bananplantage der skyder sine fagforeningsmedlemmer, etc. etc.).

Den letteste måde, at få ingenting til at ske på er, at få alle og enhver beskæftiget med det hele på én gang i deres egne små liv.

Den her logik ud betyder, at mennesker i vores samtid ængsteligt siger til hinanden: “Husk nu at spise op fra din tallerken. Tænk på børnene i Afrika“, mens supermarkederne, butikkerne, producenterne, og alle de andre der tjener penge de ting vi køber, smider tonsvis og tonsvis af brugbare ting i containeren. For at ikke “mætte markedet”.

“Don’t waste bread!” Plakat fra 1. verdenskrig, England

Hipsterens genoplivning: Arbejde på sig selv

01.03.2011 • afmagt, arbejdssamfund, metropol, mig'et • Ingen kommentarer /

Hipsteren er død, men kun i zombieform

Dette er egentlig en genskrivning af nogle noter, der blev væk i arkiverne, og som jeg skrev som et bidrag til den kreakulturelle pyramide, som den nu twitter-baserede Copenhipster beskrev.

I mellemtiden blev så hipsteren erklæret død. Dette er der dog al god grund til at forholde sig køligt overfor, da det snarere er det sådan, at selve begrebet “hipster” nåede zombiestadiet. Find gerne på et nyt begreb. Men skal vi komme til sagen.

Gråzonen mellem arbejde og forbrug

Den kreakulturelle pyramide er betegnelse for det man også kunne kalde et hipsterhierarki, hvor det rette forbrug, med den rette nydelse, tager dig mod toppen. Hvad indlægget her vil handle om er, at dette arbejde med at forbruge netop indebærer, at grænserne mellem de to bliver mere grå. Og at dette arbejde med at forbruge er noget alle der indgår i hipsterens stofskifte – fra fucking indie-hipt til zombiestadiet – beskæftiger sig med.

Når nogen vender plader gratis til en bekendts fest og deres party-crew bakker op, så arbejder, forbruger og nyder de sandsynligvis på samme tid. Gør du det på den rigtige måde (dette skifter pr. definition med hipsterens stofskifte), så bevæger du dig mod toppen af pyramiden. Hvis du gør det forkert (dette skifter samtidigt), så bevæger du dig nedad i pyramiden. Stofskiftets formål er at opretholde dette hierarki, så de, der bedst formår at tilpasse sig og følge med forandringerne, hele tiden kan være foran, og de der ikke formår det, hele tiden er bagud. Derfor leder hipsterhierarkier også hele tiden til (konstant forandrende) monokultur: Du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem på toppen.

De, der tilsyneladende uden at selv være klar over det pludseligt bliver cutting-edge er ikke nødvendigvis “mønsterbrydere” i dette hierarki. De er først og fremmest første led i det stofskifte, hvor subkulturer og andre obskure kulturelle fænomener af hipster-avantgarden støvsuges for værdi, forbruges og sidenhen smides ud.

Lad os derfor gå lidt tættere på det sted, hvor gråzonen mellem arbejde og forbrug er mest intensiv, metropolen.

Fabrikken uden vægge

I mange samtidige analyser, beskrives metropolen som en ny type fabrik – med et udtryk, “fabrikken uden vægge”.

Men byen adskiller sig fra fabrikken ved at byen ikke kun er et sted for arbejde. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i følelsesfabrikken og oplevelsesfabrikken Metropolen, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. Eller rettere, at gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd, til at føre fabriksmaskinerne.

I byen sidder fabriksmaskineriet i vores hjerner og hjerter, i båndene mellem os, i vores evner til at skabe oplevelser og nyde dem.

Arbejderen må med andre ord have sig selv med på arbejde, ved at arbejde med sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Derfor må arbejderen også arbejde på sig selv dagligt, for at senere kunne udføre sit arbejde ordentligt. Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet.

For at komme med nogle tilfældige eksempler: Når nogen læser en ny bog om selvrealisering eller studerer flow-begrebet for at blive mere kreativ; Når en chef spørger til nogens privatliv og de ender med at droppe kæresten; Når nogen tager til en udstilling eller en koncert, uden rigtigt at have lyst, men for at følge med; Når medarbejderen i supermarkedet lærer at blive ved med at smile, selvom kunderne er nogle svin; De der læser tusinde blogs og klikker sig igennem endnu flere tumblr-strømme; Når nogen går til meditation om onsdagen og øger deres produktivitet om torsdagen.

For at blive mere præcise omkring dette med at arbejde på sig selv, kommer et citat fra den tredje cirkel i Den kommende opstand til hjælp:

At producere sig selv er blevet den dominerende beskæftigelse i et samfund hvor produktionen ikke længere har et objekt: som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv [...] Denne sværmende lille flok der utålmodigt venter på at blive ansatte, medens de gør alt for at virke legitime, er resultatet af et forsøg på at redde arbejdets orden gennem en mobiliseringens etik [...] Mobilitet er denne lille distancering fra sig selv, denne diskrete frakobling fra det der udgør os, det er den besynderlige tilstand hvorigennem selvet nu kan tages op som arbejdsobjekt. Det er nu muligt at sælge sig selv snarere end sin arbejdskraft, at blive aflønnet ikke for hvad man gør men for hvad man er, for vor udsøgte bemestring af sociale koder, for vores talenter i relationer, for vor latter og for vores måde at præsentere os selv på. Dette er den nye type socialisering.

Pointen er nu, at udvikling af arbejderen – arbejderens selvudvikling – som oftest sker gennem forbrug. Forbrug og nydelse af oplevelser, socialitet, fritid. Det er her gråzonen opstår: arbejde og forbrug tjener samme formål, begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.

I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det vigtigt, at gøre alt det ovenstående på en rigtig måde (vælge og nyde den rigtige aktivitet) og på det rigtige tidspunkt (inden det er røget videre i hipstercyklussen og indkasserer lavere status). Det forventes, at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på.

Desuden kræver det, at man også nyder sit forbrug på en vis måde, hvilket indebærer (fordi der er tale om et hierarki af viden), at man forbruger indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Man ved en masse om hvordan øllen er blevet til. Man kender det oprindelige nummer som er samplet til dette nye remix, som DJ’en spiller. Man er nok indsat i schweitzisk typografihistorie til at vide, at også dette logo er sat med Helvetica. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er religiøs omkring Apple.

Til sidst bliver også metropolerne, fabrikkerne uden vægge, selv objekt for forbrug. Og hipsteren spurgte sig selv: Skal man tage til Berlin eller New York? Det er et godt spørgsmål, for svaret ændrer sig hele tiden

Vi lader Den Usynlige Komité slutte af med en passage, denne gang fra den fjerde cirkel, om metropolen:

Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …

BREAKING: Børsen beviser at hierarkier leder til monokultur

26.01.2011 • kontrol, mig'et • 5 kommentarer /

Det er et fantastisk stunt. Lyt lidt til musikken. Og læs så. Tag hele indtrykket ind på én gang.

Dagbladet Børsen har i en markedsføringskampagne lavet deres spin-off på Copenhipsters Kreakulturelle Pyramide. Man ved ikke helt om man skal grine eller græde. Eller blot være forvirret.

Men det er da helt klart en joke…?

Det er det nok ikke, desværre/heldigvis.

Børsen har sandsynligvis blot gang i noget almindelig marketing og vil brande sig selv som hinsides jakkesæt og slips: “Hele 57% af beslutningstagerne indenfor reklamebranchen læser nemlig Børsen”. Altså de vil gerne vise at corporate/business/eliten har skiftet tøjstil. Eller noget.. Samtidig har de jo i sagens natur ansat nogen i reklamebranchen til at brande dem gennem netop at kæde dem sammen med reklamebranchen. Så vi kan også opfatte det som en win-win “vi laver også lige lidt reklame for os selv”-side.

Men det kan da ikke være seriøst? Ham der Morten Bay – hvem er det i øvrigt? – er jo med i 3 kategorier (ham selv, hans wannabees og hans facebookvenner i gradvist lavere hipness-grader). Hvis det er seriøst, så ved jeg virkelig ikke…

Min ven, dit spørgsmål er jo SÅ meget et tegn på at du ikke har fulgt med tiden! Børsen er jo ikke “seriøse”, som du siger. Børsen har “humor”! Børsen læses af alle cheferne i “reklamebranchen”!

!!

Aner ikke hvem ham Morten Bay er i øvrigt. Men han har en hjemmeside og er “social media expert” (ligesom alle andre på twitter).

Men… hvorfor er han så med i tre kategorier?

At Morten Bay er med i tre kategorier er “sjovt”, fordi det gør det hele endnu mere “internt” (hvilket er “hipness” par excellence), og samtidigt understreger det pyramidespil som enhver “hipness”/hipster-cyklus i bund og grund er.

Og det er den virkelige pointe med den her kampagne. Den er udtryk på præcis det verdensbillede som alle de “beslutningstagere” i erhvervslivets “elite” (reklamebranchen eller whatever) løber rundt med.

Hvordan får man succes i et samfund der kan konceptualiseres som et pyramidespil?

Du må bevæge dig mod “toppen”. Og du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem på toppen. Det er derfor hierarkier/ulighed/pyramider altid producerer monokultur. Det er derfor der findes “wannabes”. Og folk som 1453 ikke bare har lyst til at være venner med på Facebook, men identificerer sig som (JEG: “Morten Bays ven på Facebook”).

I kulturer der bygger på bevægelse op og ned af en pyramide, er der pr. definition ulighed (cutting-edge vs. wannabes / elite vs. tabere etc.). Det er en myte at hipster-kulturen nogensinde handlede om unikke udtryk og kreativitet. Men først da Børsen skabte den hierarkiske ramme blev det indlysende, at pyramidespil skaber monokultur. Det gør, at folk bliver totalt ens, fordi der kun er én vej og det er op eller ned. Hvad der skifter er blot summen af alle tegnene der skifter med sæsonen.

Hipsteræraens død er overvurderet

18.11.2010 • afmagt, effervescens, mig'et • 2 kommentarer /

“Hipsteren er måske død, men et eller andet sted er noget nyt i sin vorden, indtil iByen kommer og skriver om det“

Sådan lyder det i kommentarsporet fra Center for Hipsteranalyse, a.k.a. Copenhipster. Er ens kulturelle stofskifte ikke højt nok til at man har opdaget den blog, så hermed en anbefaling om at dykke ned i dens arkiv. Der er masser at hente. Allerede nu har jeg tabt en hel læsergruppe, ved overhovedet tale om arkiv, stofskiftets fjende, men det er okay. Lad os tale om hipsterens formodede død. I indlægget kaldet Hvilken livshistorie skal vi nu opføre?, lød kommentarer som foroven. Copenhipster er tilsyneladende begyndt at bevæge sig væk fra hipsterfiguren – fordi alt i stigende grad betegnes “hipster”, og det er sådan set en rimelig udvikling. Det nye positive projekt, som Copenhipster ser det, er dog ikke at opgive selvrealiseringen, men at forfine den:

Men det er ikke altsammen negativt. Det er jo sjovt at iklæde sig forskellige kostumer og opføre sit liv som folkekær realityrevy i Kødbyen,  indtil den dag rollen har udspillet al relevans og mening. Det positive er måske også, at vi kan planlægge et mere interessant livsforløb på forhånd. Skrive et nøje planlagt manuskript for ens liv. Så bliver det måske også nemmere ikke at lave de samme fejl igen og igen, da vi efterhånden har set tilpas mange film og læst nok bøger til at vide, hvad der skaber en kedelig og irrelevant karakter. Slut med at gifte os med det første og bedst selviscenesatte væsen vi møder, opløse vores smukke kroppe i alkohol eller basere vores liv på selvproklamerede og falske guruer. Det er tid til at føre modige, selvstændige liv baseret på vores egen fiktionelle og selvopdigtede karakter – istedet for at basere livet på delvist fiktionelle kulturelle ikoner. Slut med at lade livet udfolde sig tilfældigt.

Med andre ord, mig mig mig mig selv, men på en mindre tilfældig måde. Selvom hele hipsterens stofskifte indgår i et enormt socialt netværk, og forherliger effervescens, fortryllelse og ritualer, er det samtidig en ekstrem fattigdom på kollektive projekter der har værdi i sig, uanset deres afkast i selvets realisering. Fattigdommen ligger i vores manglende evne til at sætte realiseringer og fortryllelse i bevægelse, der ikke tager udgangspunkt i selvet. Men tilbage til kommentaren for oven. Hipsteren skulle altså efter sigende have sine sidste dage talte. Den er døende kultur, “dens æra er ovre”.

Men hipsterskæbnen er ikke at, på et eller andet tidspunkt dø, som en æra der bliver slut, men at altid dø. Hipsteren er død og dør hver dag. Hipsterisme er pr. definition det, at alle ting der gøres til objekt for hipsters gennemgår et stofskfite af enorm vækst og interesse (mens det er cutting-edge), for derefter at forrådne, når for mange har fået interesse (massehipness), fordi første-bevægerne ikke længere synes det er eksklusivt/unikt/autentisk/selvrealiserende nok for deres personlige varemærke. Copenhipster sat fingeren på det med Copenhipness Cyklussen, og dens sidste stadie zombiestadiet: alle hipstertings endeligt.

Det der er hipster vil ikke være en “ære der er ovre”, bare fordi vi stopper med at sætte dens mærkat på “nye ting, der er i sin vorden”. Det er blot et udtryk for, at selve mærkaten “Hipster” er ved at nå zombiestadiet.

Derfor må analysen være stædig og fortsætte, hvis nødvendigt under nyt navn, men med sine våben i behold. Vi behøver ikke Copenhipster til at gøre det, omend den har gjort arbejdet fantastisk godt indtil nu, men blot at vi først og fremmest husker vores erfaringer og holder opmærksomheden på de kontinuiteter som der uden tvivl vil være. Hipsteren er død og levende.

Første cirkel: Jeg’et der overvåger selvet

01.07.2010 • afmagt, mig'et, tilknytning • 2 kommentarer /

Hvad er jeg? På enhver måde bundet til pladser, smerter, aner, venner, elskere, begivenheder, sprog, minder, til alle mulige ting som tydeligvis ikke er mig. Alt der knytter mig til verden, alle de bånd der konstituerer mig, alle de kræfter der udgør mig former ikke en identitet, en ting der kan vises op på kommando, men en særlig fælles, delt og levet eksistens, hvor ud fra der fremtræder – på visse pladser og tidspunkter – et værende som siger “Jeg”.

Studiecirklen om Det kommende oprør er godt i gang. Første uge, første cirkel: om selvet.

Under betegnelsen “mørk spinozisme” beskriver Copyriot hvordan første cirkels antropologi betoner de affektive forbindelser som mennesker indgår i. Samtidigt som forestillingen om individet definerer sig selv i modsætning til bånd og tilknytning, betyder dette dog ikke at forbindelserne ophører, blot at de virker på andre og mere fremmedgørende måder:

Den Usynlige Komitée stiller ikke jeg’et mod samfundet, men vil i stedet pege på hvordan en vis type fremmedgørende samfund holdes sammen af en vis slags atomiserede selv.

Guldfiske bemærker at første cirkel vender Hobbes’ kontraktteori på hovedet. Ifølge Hobbes består præhistoriske samfund af et alles krig mod alle. Gennem en samfundskontrakt overgiver folket deres magt til en suveræn (“Leviathan”), der kan regere over liv og død, men samtidig ser til at opretholde individernes rettigheder.

Først med samfundskontrakten interpelleres individet, som et retsbærende subjekt og en del af folket, ud af mængden. den usynlige komitée vender op og ned på Hobbes. Det er først med individets indtog på arenaen at alles krig mod alle begynder: ”I det traditionelle samfund’ var isolering det hårdeste straf som et samfundsmedlem kunne rammes af, nu er det et alment vilkår. Resten af katastrofen følger logisk af sig selv”.

Diskussionerne om første cirkel har omhandlet vanskelighederne i at overskride jeg’et og selvet. I den svenske udgave af Det stundande uppror udskiftes al brug af ordet ”the self”, selvet, til ”jag’et”, jeg’et. Omend den engelske skifter frit mellem ”the self” og ”I”, optræder forskellen dog. Har dårligt styr på den franske udgave [pdf] i øvrigt, det er også lige meget. Men, det hjælper os at adskille de to ting fra hinanden, selvet og jeg’et. Så det vil denne blogpost handle om.

Nogle udviste skepsis til opløsningen af jeg’et, med henvisning til Descartes’ dictum: jeg tænker, derfor er jeg. Fortsat må der altså ”altid være nogen der oplever”. Eller, jeg oplever. Dette, at opleve, er måske da forskellen på selvet og jeg’et. Jeg oplever. Selvet oplever ikke. Selvet er objekt for min oplevelse; hvordan jeg ser mig selv, som en afgrænset ting, et individ i verden, som var verden en tør container man kunne befinde sig i uden at opløses. Aldrig et væsen af verden, en substans i en kemisk opløsning, indviklet, sammenviklet, og sammenfiltret med resten af verdens kroppe, kød og ben.

Selvet er ikke nogen ting inden i os der er i konstant krise; det er formen som de vil tvinge os ind i. De vil gøre vores selvopfattelse til noget klart defineret, separat, bestemmeligt i termer av kvaliteter, kontrollerbart, selvom det faktisk er sådan, at vi er væsener blandt væsener, singulariteter blandt lignende, levende kød sammenvævet med verdens kød.

Selvet er det objekt jeg forsøger at reducere min eksistens til. Det objekt som jeg forsøger at præsentere til andre, en beholder af kvaliteter, udtryk og kompetencer. Selvet er forsøget på en fangende historie. Selvet er mig som varemærke, min virksomheds reklamekampagne. Selvet er denne indhegningen af min altid ekspansive eksistens, afklipningen af alle de relationer med verden der udgør mig. Deri ligger amputeringen.

Jeg’et oplever, oplever mit selv. Eller, jeg måske snarere overvåger mig selv: hvordan præsenterer jeg mig selv? Hvordan ser jeg ud? Hvordan fortæller jeg historien om verden som min egen historie? Hvordan ”udtrykker” jeg mig selv? Hvordan kommer denne hændelse til at passe ind, være konsistent, med resten af mig selv?

Ikke blot må jeg hele tiden overvåge jeg mig selv, jeg overvåger også andres oplevelse af mig selv. Denne evne kan fortsætte i 2. 3. 4. 5. og 6. intentionalitet etc: hvad den ene synes om, at den anden har for mening om den fjerdes forhold til at den femte og den sjette oplever mig som det ene eller det andet. Varemærket er intet uden de andres konsumption af det. Intet selv, uden den andens oplevelse. Intet uden en oplevet værdi, hos den anden, der senere kan omvandles til andre former for kapital. Mit selv bliver da til, med alt hvad en sådan tilblivelse til individ indebærer, gennem min overvågning af andres oplevelse. Charles Herbert Cooley kaldte resultatet af denne individueringsprocess for The looking glass self: jeg bliver til som individ, når jeg ser mig selv gennem spejlet af den andens oplevelse. Derfor må jeg stændigt overvåge ikke blot mig selv, men også de andres oplevelse af mit selv. Som den biopolitiske produktion intensiveres, og arbejdet på subjektet – arbejdet med sig selv – underordnes kapitalet, får denne selvovervågning nærmest manisk karakter: et sind der hele tiden spejder efter tegn hos de andre, hele tiden bedømmer og vurderer sig selv, hele tiden kigger indad, som havde øjnene vendt ind mod kraniet for at få ordentligt blik på den indre fabrik.

I Det kommende oprør gives allerede en udmærket idé om, hvad der udgør nogen som helst, nemlig alt det der ikke er mig selv. At ingen blot kan ”være sig selv”, er åbenbart. Ingen kan eksistere som beholder af kvaliteter, som et atom i verden. Alle opstår vi altid af sammenfiltringerne med verden.

Og stadig overvåger jeg mig selv. Men dette frenetisk overvågende jeg – sindets ukontrollerede kontrol af min produktion af mig selv som individ – virker egentlig lige så fremmed, lige instrumentel i sit arbejde for det personlige varemærke, som varemærket selv. Og jeg’et virker mere som en del af min dysfunktionelle krop, helt underordnet en kapitalistisk produktion af mig selv som individ og varemærke. Jeg’et overvåger, holder kontrol med selvet. Det er ikke mig, det er ikke den ting der oplever! Selvom noget i mig vil stoppe, ikke overvåge, ikke kontrollere, ikke regulere, ikke arbejde på præsentationen af mig selv som varemærke, så fortsætter sindet sin frenetiske hyperaktivitet. Aldrig et stille øjeblik, hvor sindet er tyst. Altid overvåge, altid tænke, altid spekulere, lægge strategier. Manisk.

Jeg slutter indlægget lidt tvivlende, eftersom jeg ved at de fleste læsere af bøger som Det kommende oprør, vil brække sig af tendenser til buddhistisk flummelum. Jeg tænker det har noget at gøre med samtidens (forfærdelige) buddhistiske selvhjælps fordringer, der, som første cirkel bemærker har tendens til “Individualisering af alle tilstande” – du skal blot “arbejde” lidt “med dig selv”.

Alligevel, og nu kommer flummelummet, er det tilfældigt at ordet ‘frenetisk’, fra græsk phrēn, betegner denne tilstand, sindet? Stiller vi spørgsmålet lidt anderledes, kan får diskussionerne om opløsningen af selvet og jeg’et en lidt anden vinkel: hvad er det, der overhovedet er opmærksomt på jeg’et, der har opmærksomhed på tankerne, der ser deres frenetiske aktivitet? Who watches the watcher? Er vi opmærksomme længe nok på de frenetiske tanker om os selv, om andre, om fremtiden, bliver svaret overraskende: ingenting. Tak for i dag. Buddhistisk insurrektionisme.

———

Studiecirkelen virker gennem flere kanaler allerede, informelt, på IRC, i åbne skrivedokumenter, på blogs. Andre blogindlæg til første cirkel: Lisa Magnusson, Redunans, Skumrask. Læs også efterordet til den svenske udgave, som redaktionen nu har publiceret online.

Det kommende oprør: Hypotesen om selvet

11.06.2010 • affekt, mig'et • 10 kommentarer /

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.