Archive: offentlighed / Commoniser

Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat

04.01.2012 • bureaukrati, hacking, kopiering, offentlighed, realliberalisme, religion • Ingen kommentarer /

Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

En invitation

05.12.2011 • offentlighed, opstand • 4 kommentarer /

Kære venner af denne blog,

Håber I vil blive venner af den her bog, og blive det til denne komsammen hér.

P.S. Det bliver holdt i et stort hjem som et slags semi-offentligt arrangement. Det kommer ikke til at stå i nogen kalendersteder (og invitationen foroven er endnu uforståelig for google), så I skal være meget velkomne at være med til at sprede budskabet fra neden: på facebogen, emailen og munden til munden. Men allerbedst ville være, at tage en ven eller to med. (Man må selvfølgelig meget gerne komme alene). Og den her kollektive kopiering af bogen i lydform … det bliver virkelig optur at kunne høre bagefter. Som blev bogen oplæst af et mangestemmet monster.

Udgivelsesdato for ‘Den kommende opstand’

26.11.2011 • forskning, kopiering, offentlighed, opstand • 9 kommentarer /

Den kommende opstand udkommer fredag d. 2. december. Se hele opslaget hos forlaget After Hand. Dér kan man også forudbestille bogen, så den bliver sendt med posten.

Altså, det bliver så afsindigt dejligt at den bog endelig kommer til verden.

Her er omslagets yderside i flad gengivelse:

(Detalje: Omslaget kan ikke gengives helt, da det er trykt i to pantonefarver,
der begge befinder sig udenfor computerskærmens spektrum)

Vil ikke kommentere så meget, så check bare resten ud hos After Hand, hvor man foruden at forudbestille bogen også kan se prisen, eller rettere pristrappen, og info om arrangementet Verbale Pupiller i Århus, hvor bogen også vil blive diskuteret.

Der skal nok blive noget traditionelt receptionshalløj i København også. Men ellers ville det være dejligt hvis den her udgivelse kunne behandles på flere måder, og lade bogen komme i live på en mængde måder.

Bogen udgives med en opfordring til at blive kopieret (kopimi).

Et u-styrligt angreb på ledelse

22.11.2011 • arbejdssamfund, kontrol, mig'et, offentlighed • 3 kommentarer /

Der er behov for et omfattende og underminerende angreb på ledere og deres ledelse. Rune Lykkeberg formulerer en slags programerklæring til antiledelse i Information:

Nu hvor vi så længe har hørt på ledelsespladderet, må det være på tide med en modbevægelse: Anti-ledelsesbøger, hvor underordnede fortæller andre underordnede om, hvordan man modstår de moderne ledelsesteknikker, og anti-ledelseskurser, hvor arbejdstagerne lærer hinanden at bestemme selv. Vi må gå fra kåringen af månedens medarbejder til dyrkelsen af årets modarbejder.

Man skal være kynisk som en TV-journalist eller selv være en leder, for at allerede her begynde at plabre om nødvendigheden af “samarbejde” og være “sammen” om tingene. Lad os bare slå det fast fra starten: chefen er ikke vores ven, og dine eventuelle “samarbejdsvanskeligheder” er et godt sted at begynde på det projekt vi skal i gang med.

Efter erklæringen følger Lykkeberg, lidt overraskende, tanken om antiledelse til ende. Hvilket betyder at gå til tankens ‘hvordan’: 5 strategier til hvordan ledelse kan undermineres. Her er hans forslag, som en start:

(1) Ros lederen på en måde, som antyder, at lederen har været dårlig
(2) Stjæl lederens forandringsmomentum og forestilling om, at det et er ham, der tør “møde fremtiden”
(3) Grin ikke af lederens vittigheder. Det er lederens privilegium at bestemme, hvornår der skal være alvor og hvornår det skal være sjovt. Fuck det op.
(4) Overtag pessimismen. Se “situationens alvor”, den virkelige situation, i øjnene, og vend på den måde “realismen” på hovedet.
(5) På lang sigt erobre ledelsesbegrebet.

(Rune, jeg undskylder dig al din tidligere vaghed: nu begynder vi at snakke. Det er noget af et fremskridt at kunne skrive om arbejdspladsmodstand og angreb på ledelse i en offentlighed som Information i dag. Rune, du er åbenlyst blevet mere konsistent, og det har potentiale til at få ting til at ske.)

Lykkebergs strategier er et udmærket udgangspunkt, men de er alle sammen af sprogligt art. For er det ikke sådan, at det er den tavse og usynlige underminering af ledelsen, der er den allermest effektive, samtidig som den risikerer mindst at isolere en enkelt medarbejder? Den sidste og femte strategi er der god grund til at have forbehold for, og det vil jeg komme tilbage til. Jeg vil dog anbefale at læse artiklen, og særligt de gode forslag til strategier, for bloggen hér er et svar på den.

Fra kritik til gestus

Lad os kort gøre det klart, hvad Lykkebergs artikel formår at gøre, som meget få indlæg i dansk borgerlig offentlighed formår i dag: skiftet fra kritik til gestus.

Kritik er her idéen om, at hvis vi bare besværger kapitalismen og ledelsesfilosofien nok, så vil den forsvinde. Skrive læserbreve, kronikker, opstemte ledere, bande og svovle mens vi streamer høringer direkte fra folketinget, mobiliserer til protester og demonstrationer, håbe på at ledelsen vil læse vores skilte og høre vores krav om sociale løsninger. Det vil de ikke.

Ingen ledelse vil tage godt imod et angreb på ledelse.

Og forstå mig ret, det er meget vigtigt med kritik. Derimod er kritik ikke bare ligegyldigt uden gestus, dvs. uden at føre den kritiske tanke til ende, det bliver en aktiv medhjælper til tingenes tilstand. Vi bør huske en begivenhed i februar 2003, hvor folk samlede sig i protest på gaderne over hele kloden mod krigen i Irak. Den største demonstration i verdenshistorien. I en større vestlig by møder George W. Bush dem der protesterer. Han siger til dem: “Hvor er det herligt at se så mange praktisere deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det er beviset på at vi lever i et demokrati. Det privilegie har de ikke i Irak og det er lige præcis derfor vi må tage derned og give det samme demokrati, som vi har”. En måned senere invaderede amerikanske tropper Irak.

Pointen er nok tydelig. Kritik kan affejes, hvis ikke lederen føler at den allerede nu kan have konsekvenser. Kritik uden sammenhæng med gestus, kan endda integreres i lederens egen gestus (paradokset: “jeres kritiske protester = den manglende retfærdiggørelse for vores krigeriske gestus”).

Kan vi komme i tanke om lignende ledelsestricks på arbejdspladsen?

For bare at vende kort tilbage til skiftet, altså, fra kritik til gestus. Skiftet kan beskrives således: fra at indigneret tage afstand fra alt det der er galt i samtiden og afmægtigt proklamere “hvad der må gøres”, til at blot notere sig grunden til lidelsen og derfra sætte i gang. At sætte i gang indebærer at tilegne sig midlerne til at allerede nu og her angribe grundene til lidelsen og sprede dem til andre. At i stedet for at udtænke det store program for at svare på spørgsmålet om hvad, så overgå til det praktiske spørgsmål om hvordan vi, i den mængde af forskellige situationer vi befinder os i, kan underminere autoritet.

Ja, autoritet. For det er hvad ledelse består af: autoritet. Hvor tilsløret af Løgstrup-filosofi og kreahumanistiske værdier det end må være: autoritet.

Og det er nu Rune Lykkeberg taber tråden. Vi tager lige hans femte råd i fuld længde:

Det femte råd er langsigtet og for så vidt også foreløbigt: Det må være anti-ledelses-bevægelsens strategiske mål at erobre ledelsesbegrebet. Fremover skal erhvervslederne kaldes for anti-ledere, fordi de bekæmper medarbejdernes ret til at lede sig selv. Anti-ledelsen vil kulminere, når ledelsesfilosofien naturligt handler om at erobre selvbestemmelse fra dem, der vil bestemme over andre.

(Men Rune, du bør gribe det mere ambitiøst an. Formålet med anti-ledelse er ikke at kunne lede sig selv. Dér er ledelsesfilosofiens innovationer allerede nået. Og det gør det ikke bedre at målet er “strategisk” og “for så vidt foreløbigt”, fordi det minder alt i alt om en sovjetunions “overgang til kommunisme”, eller, hvis vi nu skal føre sammenligningen ud, “selvledelsens diktaktur”, der så skulle kunne lære os at underminere ledelse ved at hver dag blive ledt af os selv. Helt ærligt Rune, du må se situationen i øjnene: det eneste værdige angreb på ledelse er et angreb på ledelse som sådan)

Også et angreb på selvledelse

Ledelsesfilosofien har allerede forstået at udnytte kravet om at “lede selv”: ansvaret placeres på den enkelte (“vi må som selvledere, alle tage hvert vores ansvar”), mens rammerne sættes udfra (“det er den økonomiske ramme, vi må forholde os til”) og gevinsterne ryger samme vej.

Vi må ikke angribe ledelse bare for at kunne lede på egen hånd. En sådan ambition underminerer slet ikke ledelse, den forskyder bare ledelsen. Et angreb på ledelse er også et angreb på alt det inde i mig, der ønsker at blive en lille leder (af mig) selv. Hvis vi skal angribe ledelse, så er det ikke for at befrie “selvledelsen”. Det er for at tage selvledelsen med ned i samme omgang.

Alle tilskyndelserne til at “lede mig selv” og “have styr på det”, at “udfolde mig frit indenfor rammerne”, men stadig “være i kontrol”: det er også alle de tilskyndelser der må angribes. Selvledelse er nemlig bare en avanceret måde at tilsløre autoritet, ved at placere den inde i mig selv.

Alle angreb på ledelse tager sit udgangspunkt her, et udgangspunkt der skal tages helt bogstaveligt: at blive u-styrlig, at blive u-regerlig.

Hvor dele strategier?

Artiklen i Information afslutter med invitationen om at dele erfaringer: “Hvordan kæmper du imod? Hvad er din strategi?”

Desværre er Informations kommentarspor ikke stedet. Det domineres af en lille gruppe trolls, de fleste af dem ældre indignerede mænd, der vil gøre alt for at dræbe enhver intensitet, gerne krydret med afmægtige citater af gamle filosoffer (eller endda gå så langt at citere sig selv: “Ja, som jeg plejer at sige…”).

Men altså, der er stadig behov for steder at dele den slags vigtige kneb og strategier. Hvor kan det finde sted?

Nogen må lave et sådant sted. Gerne flere. Et forslag, for at komme i gang: simpelthen at oprette en webside, hvor man gennem en kontaktformular kan indsende midler og strategier for at underminere ledelse. Hvorefter en lille redaktion redigerer indsendelserne og lægger dem ud på siden. Så opstår der gradvis et bibliotek over strategier til at skabe modarbejderkulturer på arbejdspladsen.

Næste trin er helt sikkert mere fælles og kropslige læringssituationer, steder hvor vi kan mødes, udveksle erfaringer. Måske endda gå hele vejen i ledelsesæstetikkens spor og prøve rollespillet? Altså rollespille typiske situationer hvor ledelse frembringes, for på den måde at øve sig i at underminere den: “Nu spiller jeg lederen, der kommer ind til møde, og så prøver I at undergrave min autoritet”.

Men allerede nu er vi langt væk fra de døde fagbevægelser døde taktikker. Vi har bevæget os ind på, i mangel på bedre ord, militansens område. På den anden side af sundet har en svensk side kaldet maska.nu udbredt en lignende arbejdspladsmodstand, der er blevet en decideret rescourceside for strategier i at underminere ledelse. Check den ud.

Langt efter Utöya, del 3: Tilstedeværelse (hvordan’et)

08.10.2011 • affekt, offentlighed, volapyk • 1 kommentar /

Fortsætter mit forsøg på at gøre vold på stilheden. Har de seneste måneder været fyldt at dystre affekter, hæmning, vrede, nu og da raseri, sorg, og små øjeblikke af næsten komplet hengivelse, mildhed og kærlighed. Har snart famlet omkring andre så længe, at jeg ikke helt ved hvad der er grundlag for venskab og hvad der er grundlag for fjendskab. Får pludselig lyst til at finde et gemmested, folde min tilværelse og alle dens væsener ind som en puppe, og lade den vokse til sommerfugl eller natsværmer eller hvad det nu kunne blive. Men så kommer jeg i tanke om at tilværelsen ikke vokser på den måde. At det er gennem alle de her ambivalenser, som skillelinjer bliver tydelige, ikke ved at besværge dem væk (hvor ubehagelige og frustrerende de end må være).

Det her er en slags ansamling af noter for at bekræfte den proces. Optegnelser, der er ligeså famlende som det de beskriver. Men som på en eller anden måde indgår i den kronologi og sammenhæng som det her sted er, og som arkiv, måske indeholder fragmenterne til noget mere begribeligt senere.

Spørgsmålet, der har optaget mig efter Utöya: Hvordan skal man forholde sig til, på den ene side, en pludselig stilhed, som man endnu ikke helt ved hvad betyder, og på den anden side nødvendigheden af at forsvare sig mod angreb i medier, såvel som lovgivning.

Forsvar manglede, som sagt, men hvad ellers? Eller, spørgsmålet: Hvad handlede den stilhed om. For at svare på det kort: den handlede om nødvendigheden af at blive tilstede. Fordi alt ved siden af manglede den, var det kun gennem tavshed og stilhed, at tilstedeværelse kunne findes.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det her, uden at ramme ind i det paradoks ordene som ord indebærer: ved at behandle og famle efter stilheden på et sprogligt plan, ramme ind i det samme trætte blabla, den samme instrumentalisering som alle automatreaktionerne og selv de gode analyser var fyldt af. Igen, jeg forsøger at skrive om, eller egentlig dokumentere, noget som jeg helst ville udføre i en anden modalitet (øjne, ansigt, hænder – kødverden)

Hvordan skal man starte?

Måske har vi at gøre med noget af det samme som det panafrikanske tidsskrift Chimurenga, da de havde temaet “Conversations with poets who refuse to speak”: om stilhed, om at lade være med at tale (som handling), og at offentlig samtale altid kræver en retfærdiggørelse (temanummeret oversat her i sin fulde længde, af svenske Glänta). Jeg er udemærket klar over at jeg bevæger mig på lidt dybt vand, og der er risiko for at jeg siger noget helt forkert. At jeg på en måde griber det helt forkert an, ved at insistere på at sige (skrive) det.

Et andet sted: Fredrik Edin har som ledemotiv, formodentlig i en helt anden kontekst, brugt udtrykket “Jeg forstår ikke, men vil fortsætte alligevel”. Det synes jeg er en fin ambition. Sagt mere præcist: Jeg ved ikke hvad det er jeg vil, men jeg ved hvordan jeg vil det. Så derfor vil jeg prøve – og fortsætte med det.

Det er ikke udenomssnak. Det er meget det her det handler om. Processen. Hvordan det gøres: hvordan fx stilhed – som paralyse, eller som intens opmærksomhed? Igen, det der manglede, i forsvaret såvel som stilheden: tilstedeværelse. Ikke hvad der gøres, men at blive tilstede i det der gøres.

Et forsvar (et ‘hvad’) er ikke nok – det afhænger af hvordan forsvaret bliver til (dets ‘hvordan’).

Tavsheden (‘hvad’) er ikke nok – det afhænger af hvordan tavsheden bliver til (‘hvordan’). Mao. er det ikke umuligt at stoppe op – blive tavs – uden at blive tilstede. Hvordan det? Her tænker jeg på alt det der blev chokeret af Utöya, men ikke mærkede efter hvad chokket indebar – noget, dvs. det der altid gøres, måtte gøres. Her tænker jeg altså på en tavshed der opstår ved at blive ramt af en begivenhed, men som med det samme trækker sig væk fra begivenheden og derfor har distancen indbygget. En slags brat ubevægelighed. Eller måske mere præcist, paralyse? Paralysen er i så fald tavshed uden tilstedeværelse.

Måske, jeg er ikke sikker, er da ‘opmærksomhed’ ordet på tavshed med tilstedeværelse. Den slags chok, der gør at man bliver helt nærværende og opmærksomme i situationen. Opmærksomheden der følger: biluheldet, politiet der angriber en demonstration, vennen der endelig tager sig mod til at fortælle mig hvad jeg har gjort ved hende, børsmægleren der erklærer krig mellem verdener på globalt TV.

Opmærksom. Aufmerken. At lægge mærke til. Mærke efter. Se forskelle, hvor der ikke var forskelle før.

Hvad jeg mener med tilstedeværelse i stilheden kunne også kaldes en form for nærvær. Et nærvær der efter de første chok og impulser til at handle løs må indeholde en slags opbremsning. Opbremse ved at sige: Hov, vent lidt. Stille spørgsmålene: Hvorfor er vi hér, egentlig? (i dette rum, ikke i dét rum; sammen, alene …). Hvorfor er vi hér og taler om det? Og kunne der være en grund til at vi taler om det på den her måde? (hvorfor disse impulser, automatreaktioner, disse velkendte diskussionsmønstre, for begivenheder der ligner den her begivenhed, men ikke er den samme).

Hvor den paralyserede må anstrenge sig for at bryde sig fri fra tavsheden – for at handle – må man, for at blive nærværende, anstrenge sig for at ikke bare handle så snart chokket er sluppet. Først blive tilstede i chokket, og så handle opmærksomt.

Jeg ved ikke hvordan det ellers skal skrives. Det hele indeholder nødvendigvis en masse ambivalens og uklarheder. Som sagt, måske er nogle af de her ting helt umulige at skrive i ord for at berøre og bevæge andre, men må indfinde sig i mere kødlige omstændigheder, hvor affekterne kan blive mere tydelige. Det var sådan jeg til sidst blev mere tilstede: ved at blive konfronteret med et menneske der, med hvad der virkede som enorm beslutsomhed, forsøgte at indfinde sig i situationen. I den slags møder er det umuligt at ræse videre, reagere, handle automatisk, desperat spørge “hvad skal der gøres?” og alt det andet der følger af mobiliseringens impulser.

I stedet bliver man tilstede sammen med, og til vis del på grund af, den person. I og gennem vores fællesskab.

Jeg er klar over at det er to helt forskellige måder at forholde sig til en sådan begivenhed på (forsvaret indebærer som sagt en vis form for hurtig reaktion; stilheden indebærer i en vis forstand at undgå at bare reagere). Måske er der tale om to forskellige hastigheder. Og egentlig er de begge nødvendige: På den ene side med det samme forsvare sig, og gøre det hurtigt, men på den anden side også indfinde sig i situationen som en særlig situation, for at ikke blive rigid. Den første indstilling indebærer en vis automatik, men stiller samtidig endnu større krav for at blive tilstede mens man gør det. Ellers vil forsvaret blot konsolidere forestillinger om gamle konflikter (der måske i stedet dækker over konflikter mellem os). Der er meget på spil.

Desuden: At jeg ikke formåede at “gøre” noget som helst – eller sådan føles det i hvert fald, hvad det nu end skulle være – for at forsvare mig og andre, fylder mig også med en sorg. Jo, der er noget terapeutisk over alt det her. Men i så fald en terapi med politiske implikationer.

Nu hvor jeg både ser tilbage på den seneste tid og kommer i kontakt med det, der også sker i mig, og mellem dem omkring mig, bliver det tydeligt at noget i mig besluttede sig for den sidste indstilling: tavsheden. Det var ikke nogen “oplyst” beslutning og jeg forsøger ikke at gøre mig til et eller andet særligt disciplineret menneske, ren for instrumentalisering. Det skete sådan: jeg valgte ikke tavsheden (“jeg” undgår helst at tage nogen “valg” ud fra allerede eksisterende valgmuligheder); noget i mig (væmmelsen og vreden måske) tog beslutningen om at blive tavs. Det er derfor beslutninger altid er politiske: de ændrer tilværelsen ved at rette sig mod sager, der ikke forekommer at være valgmulighed.

Men det der tog beslutningen for mig, fyldte mig også med afmagt. Det er derfor det ikke virkede meningsfyldt at træde ind i en eller anden samtale omkring det, selv efter en smule betænkningstid. (Hvilket er grunden til at den her reaktion, de her famlende blogudbrud, er fuldstændigt meta). Men hvilken slags offentlighed ville en sådan samtale overhovedet kunne finde sted? Jeg kan ikke se den nogensteder. Den mest omfattende behandling, også personligt, fandt for mig sted en lang fredag aften med tre andre personer i et meget stille og intenst rum i København. At genfortælle den begivenhed ville være at fuldstændigt misse pointen. Tilstedeværelsen fandt jeg ofte i de små flygtige øjeblikke: glimt af en fælles genkendelse, hvor vi, måske i stilhed, kort indfinder os i den situation som Utöya skabte.

Langt efter Utöya, del 2: Forsvar og intet forsvar umiddelbart efter Utöya

19.09.2011 • affekt, offentlighed • Ingen kommentarer /

For at fortsætte hvor forrige indlæg slap: Følelsen af at være nødt til at skrive-agere om det der skete i Utöya og Oslo, og altså, særligt hvad der sker efter begivenheden. Det blev ikke helt sådan, som sagt. Men hvis nu jeg havde gjort det, og siden andre nu rent faktisk gjorde det: hvorfor så egentlig?

I første omgang som et forsvar. Et forsvar imod mediernes prompte angreb på alle de letgenkendelige fjender af samfundsordenen; helt forudsigelige angreb, der viste en manglende evne i at blive tilstede i den begivenhed som de reagerede på. Hvem er fjenden, hvis ikke salafister? Hvem er fjenden?? Ingen kunne helt begribe svaret, så forvildet omrokerede man fronterne – fra ekstremistiske islamister og den ekstreme venstrefløj – til at gælde ekstremisme som sådan. “Demokratiet mod ekstremismen” er nu blevet den front som anti-demokratiet konsoliderer sig med. Alle de der ikke bakker op om den rådende orden – på kynisk vis kaldet “demokratiet” – vil nu klassificeres i samme kasse som Breivik, som ekstremister. Det er konsekvensen af et forestillet neutralt centrum, der for hver dag bliver mere og mere ekstremt: hvad man kunne kalde en ‘centrumekstremisme’.

Derfor var behovet så utroligt stort for at forsvare os selv (uden at helt vide hvem “vi” er – men hvis du ikke er hverken nynazist, nationalist eller andre slags medparter for Breivik og alligevel følte angrebene komme efter Utöya, så er du måske en del af det diffuse fællesskab).

Et af angrebene foregik på symbolernes niveau, hvilket dog ikke gør det mindre alvorligt. Ledere opfordrede befolkningerne om at “stå sammen som nation”. Selv ikke Breivik var bevis nok på at hele forestilling om “en samlet nation” er fucked. Og alle viste det norske flag på Facebook. Pludselig blev alle bekymret på nationens vegne: “Dette er et angreb på hele Norge”, blev der sagt. “Dette er Norges 9/11″, blev der sagt. Som om ofrene kunne have været hvem som helst – helt tilfældige almindelige norske medborgere. Som om angrebet ikke var rettet mod bestemte mål, som om visse, fremfor andre, ikke var mere sårbare. For sådan er det jo med terror: det rammer “helt tilfældige mennesker”. Det skal ikke forklares, kun fordømmes og mystificeres. Men Breiviks gerninger var ikke tilfældige; han havde planlagt dem i ni år. Alligevel sker dette: En nationalist massemyrder unge fra arbejderbevægelsen, hvorefter vi allesammen viser det norske flag, uden at se hvor malplaceret, og i en vis forstand, skamløst, det er. Uden at se hvordan vores sørgeproces og forsøg på solidarisering kommer til at tjene forestillingen om nationen Norge. Gøre den endnu mere stærk, endnu mere legitim, endnu mere virkelig. Vores evner til at solidarisere med ofrene – som ikke var tilfældige norske unge mennesker, men unge mennesker fra det norske arbejderparti – strækker sig åbenbart til at samle os om det norske flag. Og således kommer kampen til at stå der: om Norges fremtid som “en samlet nation”. I en sådan samlet nation hører nemlig også alle de identitære nationalister som Breivik citerede, førte fuldkommen samme diskurs som og mente han førte samme kamp med, men som skyndte sig at “tage afstand” fra hans “udemokratiske gerninger”, der ikke fulgte “demokratiets spilleregler”. Konflikten ender derfor med at handle om bevarelsen af “demokratiets spilleregler” – ikke om det had til muslimer og venstrefløj der forenede Breivik med hans pacifistiske fæller. For her aner vi en anden måde at solidarisere sig med ofrene: nemlig, at tage parti i den igangværende krig der udspiller sig indenfor nationen, mellem Breiviks parti og det parti han forsøgte at ramme (‘parti’ skal forstås i sin verbumform, ikke dets parlamentariske); ved at tage parti i den krig der gør hele forestillingen om en samlet nation umulig. Men i stedet tog man overalt parti for Norge, for nationen som sådan. Hvem tjener på at solidaritet og sorg tager et sådant udtryk? Den slags spørgsmål er vi nødt til at stille.

Danske politikere var langt mindre symbolske i deres reaktioner: de varslede allerede nye overvågningstiltag, stramninger af retspolitik, mere kontrol, mere orden. De kunne sådan have skrevet og forberedt det meste inden Utöya var sket.

I den slags situationer er der brug for et hurtigt forsvar: egentlig burde det ske lige med det samme, som når en overfaldsperson slår ud efter dig, må du gribe fat og vride hånden rundt på vedkommende. Venter du vil skaden allerede være sket, og her er det først og fremmest på affektivt niveau: Dagene efter består af en kamp om affekter og hvordan de skal kodes (hvor skal vreden rettes hen? hvor skal sorgen rettes hen? hvem eller hvad bliver der taget parti for i processen?).

Anden taktik er mere defensivt: at søge ly efter angrebet for at så finde ud af hvordan man for fremtiden kan underminere angriberens magt. Lade angrebet finde sted – lade affekterne blive kodet på de mest skamløse måder – men så finde ud af hvordan det ikke vil kunne ske næste gang. For det er meget muligt at Søren Krarup har et stykke papir klar i sin skrivebordsskuffe, med en plan for hvad der skal ske, hvis/når en vred ung salafist eller anden letgenkendelig fjende af nationen sprænger en bombe i Danmark. Når dét sker, er vi nødt til at være hurtigere og mere effektive end Søren Krarups skuffeplan. Ellers kommer vi til at være fucked. Der vil ikke være nogen grænser for de symbolske, affektive, lovgivningsmæssige, polisiære og militære indgreb og angreb som en sådan begivenhed vil kunne bruges til.

Krarup kunne ikke hive sit papir op denne gang – hans parti havde selv travlt med at forsvare sig og distancere sig fra Breivik. Men overalt samlede folk sig altså omkring nationen, mens politikere formulerede ny lovgivning der skulle sikre orden og kontrol.

Hvad da med forsvaret, denne gang? For min egen del, formåede jeg ikke at bidrage, hvordan jeg nu end kunne have gjort det, i det mindste ikke på nogen synlig måde. Mere om det, dvs. hvorfor, senere. Men ens evner til at mobilisere et forsvar hænger altid sammen med evnerne i dem omkring en, dem man på en eller anden måde indgår i et fællesskab med – der har taget parti for det, der nu bliver angrebet. Men hvor end jeg selv vendte mig var det samme trætte automatik, og de samme gamle konflikter der udspillede sig på den klassiske politiks område.

Danmark var allerede trådt ind i valgkampen i juli.

… Væmmelsen. (Men også frygten for at blive medskyldig i det væmmelige skuespil).

Selv de analyser jeg ville kunne have været enige i var fyldt med denne malplacerede kynisme: “Hvad var det vi sagde?”. På en måde fuldstændigt uberørt. Som havde de nærmest ønsket at det skulle ske, så deres teorier og pointer skulle blive helt synlige for alle. Og så snart man fik en samtale i gang der måske kunne lede nogle steder faldt man konstant ind i instrumentaliseringens tænkning: “Hvordan kan vi bruge den her begivenhed?” Som skulle Breiviks massemord blive endnu en markedsføringskampagne – ligesom han selv havde tænkt det, bare med omvendt fortegn. En kampagne. Den her følelse af klaustrofobi: at der ingen udgange findes, ingen veje hen til et sted hvor begivenheden ikke indebærer en fucking kampagne.

Næsten alt der blev gjort og sagt omkring den her begivenhed, inkl. min egen deltagelse eller anslag til deltagelse, gav mig kvalme. Fy for helvede.

Så jeg lod helt være. I Sverige virkede det dog som om de faktisk formåede at mønstre et slags forsvar. Måske tager jeg virkelig fejl mht. danske offentligheder og vil i så fald gerne hjælpes derhen. Men indtil da kan jeg kun pege over sundet. Her er nogle bidrag som jeg i al ydmyghed finder vigtige i den forbindelse, bestående af fire indgange til at læse videre:

Mathias Wåg var tidligt ude for at uddybe om Breiviks forbindelser til den etablerede højrefløj såvel som den europæiske “Counterjihad”-bevægelse (oversat til dansk af Projekt Antifa)
Rasmus Fleischer, der også inden var begyndt på at undersøge samtidens fascisme, skrev et par uger efter begivenheden om Europas to ekstreme højrefløje;
Enmansutredningen fulgte kort tid efter med en udredning af den europæiske nyfascisme, eurabien-teorierne og hadet til muslimer og marxister;
Guldfiske tog desuden hul på problematikken omkring udgrænsningen af en almen “ekstremisme” i svensk politi/politik.

Langt efter Utöya

18.09.2011 • affekt, offentlighed • 2 kommentarer /

Der har været stille her.

Og andre steder. For min egen del, i mange sammenhænge.

Så jeg begyndte at mærke efter; hvad handlede den om, stilheden. For det var ikke en tom stilhed, en pludselig energiflugt eller en distraktion. Stilheden bestod i et eller andet.

Den psykodynamiske samtale lærer os, at stilhed aldrig kan være en ikke-begivenhed; der sker altid sager under stilheden, nogen gange endda pga. stilheden. Stilhed kan give plads for intensiteter – hvorfor siges der, hvorfor siger jeg, ingenting? – ud af stilheden vokser en opmærksomhed. Men der er situationer hvor mange ting ønsker at fylde stilheden, som en beskyttelse mod at det endnu-ubevidste kunne ske. Her kan stilheden, dvs. at holde fast i den, blive en modkraft, der holder situationen åben, der holder os fast i den erkendelsesprocess, som kan få det endnu-ubevidste til at ske.

Nogen gange kan stilhed også bare være en stilhed, uden at så meget mere følger med. Men her var der en stilhed på spil som samlede sig, og fyldte mig. Jo mere og mere jeg mærkede efter: en intens stilhed. Måske er stilhed endda et forkert ord.

Jeg følte at jeg var nødt til at bearbejde det der skete i Utöya og Oslo – de fleste kan nok genkende det behov, på forskellige måder – men måske særligt følte jeg at jeg var nødt til at behandle hvad der skete efter begivenheden. Og jeg havde vel tænkt at en del af den bearbejdning skulle bestå i at skrive. Men det var forkert.

Nu har der så i stedet været stille og ud af den her stilhed vil der følge en serie indlæg her, mere eller mindre velordnede, der bl.a. forsøger at finde rundt i stilheden selv, eller hvad vi nu skal kalde den. Jeg ved ikke hvem jeg skriver det til, og helt præcist hvorfor. Måske bare til mig selv. Meget af det har jeg ikke engang selv skrevet og er nærmest transskriberede samtaler omformuleret til en paragraf. Noget af det giver slet ikke mening at formulere som ord, fordi det handler om en vis tilstedeværelse – som ordene nærmest gør mere umulig, fordi man så let ender i abstraktioner, analyser, genkendelige fraser og blabla. Hvis jeg kunne udføre et dokument med øjnene, folderne i ansigtet og hånden der tager fast i en anden, så ville jeg gøre det. Men jeg har ikke kunne finde hverken performance- eller billedkunstneren i mig til at gøre det. Og jeg kan mærke at jeg bliver afmægtig af udsigten til en endnu længere stilhed, så jeg er nødt til at gøre vold på den nu.

Den kommende opstand udkommer snart på dansk

04.07.2011 • forskning, offentlighed • 10 kommentarer /

Pssstt…

Oversættelsesarbejdet af The Coming Insurrection, som man har kunne følge her på bloggen, fortsatte under foråret offline. Foruden at revidere de tidligere oversatte cirkler er resten af teksten nu oversat. Den anden gode nyhed er, at oversættelsen har fundet forlag (eller var det omvendt?). Så i starten af efteråret vil Den kommende opstand blive udgivet i bogform.

Vi vil for så vidt muligt forsøge at tænke udgivelsen som en begivenhed(er), så hvis der er nogen derude der kunne tænke sig at holde åbne eller hemmelige studiecirkler, afskrive hele kapitler på husgavle eller bearbejde bogen på anden vis, så lad høre. Derudover skal jeg nok vende tilbage omkring det hele.

OPDATERING november 2011: Den kommende opstand udkommer på forlaget After Hand den 2. december

Debattens X-factor

11.06.2011 • offentlighed • 3 kommentarer /

De realliberale politikere og deres medier leder med lys og lygte efter ‘unge venstreorienterede’ skribenter. De har svært ved at finde nogen, der vil stille op i deres debatter og talkshows. Men måske er dette i sig selv et tegn på hvor de unge ‘venstreorienterede’ er på vej hen: Væk.

Foretager i øjeblikket et længerevarende besøg ind bag murene, som planlagt. I dag hørte jeg følgende samtale, som jeg tænkte jeg vill tage med ud igen.

E: Fuck, hvor er det tyndt! Punkt 1 gider jeg da ikke deltage i en røvsyg konsensusleg af en debat, som Politiken stiller op. Punkt 2 så er det da ekstremt underbetalt det job der – grunden til at de ‘borgerlige’ debatører, de nævner (som jeg godt nok kun kender ca. halvdelen af) kan deltage i debatten er, at de bliver betalt for det. Ad! Ad! Ad! Jeg tror snart ikke Politiken kan blive værre!

H: … men vil den ikke blive lidt bedre, hvis der blev skrevet bedre i den, selvom det er med dårlig løn?

E: Jo, men det er jo ikke det, der bliver lagt op til. De vil gerne have én, der kan udtale sig ‘venstreorienteret’ – ikke én, der kan sige noget spændende om noget konkret. Det er ikke én, de vil fastansætte – f.eks. i stedet for deres borgerlige debatredaktører eller som fast kommentator. De vil bare gerne lave et stunt – som altid er der ingen ambitioner i det Politiken laver. De skriver lige ud, at de gerne vil katapultere en eller anden ind i underholdningscirkusset af Deadline og TV2 News. Men måske kan de ikke finde en ‘yngre venstreorienteret’ debattør netop på grund af det cirkus – der i øvrigt vist nok heller ikke betaler for deltagelse.

Men måske pisser det mig også bare mest af, at Politikken regner sig selv for så vigtig en platform, at de bare kan skrive en konkurrence ud og så skriver folk praktisk talt gratis for dem. At de ikke beder om et særligt emne, men at de i stedet beder om en særlig politisk positionering. Så forestillingen om en balanceret offentlighed igen kan etableres. Der er for meget X-factor og for lidt egentligt intellektuelt over det.

H: Men Politiken er vel en vigtig platform? Vil det ikke være bedre, hvis du og F og A og andre fik bragt artikler i Politiken (også selvom det er til en skruebrækker løn), end hvis det er de nuværende borgerlige eller de realliberale SFU’ere der helt sikkert skriver ind for at få bragt noget plader om at vi har brug for en stærkere stat?

E: Jeg ved ikke helt, om de er en vigtig platform – vigtig for hvad? Måske har jeg også bare en sortsynsmorgen, hvor jeg ikke tror på offentlig debat. Men jo, hvis de ville ansætte F eller A eller en anden i en ordentlig stilling, så ville det da være fint. Jeg har et lidt ambivalent forhold til det med offentlighed – jeg tror ikke rigtig på den, men alligevel kan jeg ikke lade vær med at have lyst til at sige noget ind i den. Måske er det et tegn på netop hvor fattige på offentligheder vi er.

Men måske har du ret. Det ville sikkert være bedre. Tror jeg vil cykle mig en tur om lidt og så ser jeg måske lidt lysere på idéen om offentlig debat.

D: Hej E og H. God pointe med x-factoren, men det har længe været oppe at der er mangel på nye stemmer fra fløjen, og en efterlysning på samme er ok efter min mening. Har egentlig ikke styr på hvorvidt Mchangama, Lilleør, Godtfredsen mm er fastansatte med deres skriverier men modvægten savnes, også på deres sædvanlige talerør. Der er jo masser af modvægt, men på mindre brede kanaler.

E: Jeg mener ikke nødvendigvis, at de er fastansatte af medierne – men f.eks. Mchangama er ansat af CEPOS netop til at debattere. Min pointe er – lidt arbejderistisk, jeg ved det godt – at de ikke skal gå med post fem dage om ugen eller bruge tid på forskellige aktivistiske projekter og den slags, fordi de har én opgave i verden og det er at debattere. Dér er de fleste ‘yngre venstreorienterede’ debatører, jeg kender, væsentlig dårligere stillede. Og hvis der er masser af modvægt allerede på de mindre brede kanaler, hvorfor spørger Politiken så ikke bare dem, der allerede er der?

E: Okay – efter at have cyklet til Bellevue og tilbage: Jeg synes stadig Politiken er klamme, men kan måske godt se, at der kan være en pointe i at deltage. Man kan godt indimellem få noget godt ud af et elendigt format. Jeg kom i tanke om min store helt, den gode dr. West, og hvordan han i et talkshow faktisk er helt genial. Men de skulle stadig tage at betale folk ordentligt.

N: Hej allesammen. Jeg tror jeg er mest der hvor E er, før hun cyklede sig en tur. Det er ikke uden omkostninger at involvere sig i den type offentlighed som Politiken er heller, det er vi nødt til at huske. Følelsesmæssigt først og fremmest, men også at det hele producerer bestemte samtaler som producerer os som mennesker. På den måde frigøres energi ved at nægte at involvere sig i DEN offentlighed. De trykte borgerlige medier er ikke offentligheden i bestemt ental, men blot én type offentligheder. Synes det langt mere vigtige spørgsmål er: Hvordan kan vi skabe grobund for offentligheder der ikke administreres af fx Politiken? E, dine kommentarer her på Facebook er nogle af de bedste små bemærkninger til løbende politiske begivenheder jeg personligt får. Det her er også en offentlighed… Omend en lidt mere intim og lukket én af slagsen (det er også vigtigt for at udvikle samtaler). Men de er allesammen låst inde her på Facebook… Når jeg en gang forlader denne del af internet, så kan jeg ikke tage del i dem mere. I den forstand er vi ret fattige på offentligheder.

Finder det i øvrigt ekstremt interessant, at alle de realliberale politikere og journalister leder med lys og lygte efter ‘venstreorienterede’ skribenter. Måske er dette i sig selv et tegn på hvor de unge ‘venstreorienterede’ er på vej hen: Væk.

E: Haha, god observation N. Det er i hvert fald en god ting ved det hele – at Politiken må indse, at de ‘unge venstreorienterede’ ikke er ansat hos eller skriver til dem nu.

Indlæg i kategorien offentlighed

Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod

Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat

En invitation

Udgivelsesdato for ‘Den kommende opstand’

Et u-styrligt angreb på ledelse

Fra kritik til gestus

Også et angreb på selvledelse

Hvor dele strategier?

Langt efter Utöya, del 3: Tilstedeværelse (hvordan’et)

Langt efter Utöya, del 2: Forsvar og intet forsvar umiddelbart efter Utöya

Langt efter Utöya

Den kommende opstand udkommer snart på dansk

Debattens X-factor

Seneste syv

Samme dag ...

Kategorier

Archives

Fire seneste kommentarer

Netværen

Sammenfiltret