Indlæg i kategorien offentlighed
Realliberale medier
De seneste dage har der været meget tale om mediebilledet i Danmark, særligt de trykte medier. Er de for borgerlige? SÃ¥dan spørger Henrik Sass Larsen (S), mÃ¥ske kommende finansminister, og lægger op til at tage statslig støtte fra bl.a. Berlingske, Børsen og Jyllands-Posten, som han mener “har satset massivt i forhold til den borgerlige meningsdannelse og ikke giver rum og plads til nogen som helst anden form for tænkning”.
Det har pÃ¥ ironisk vis givet enorme reaktioner i de borgerligt-liberale medievirksomheder, pÃ¥ trods af at det ville overgive medierne yderligere til ‘de frie’ markedskræfter. Hvor det eneste der bliver trykt, er det der kan betale sig.
Men hvordan stÃ¥r det til med fordelingen i det trykte mediebillede? En mÃ¥de at se det pÃ¥ er gennem oplagstallene i de forskellige aviser (igen, vi taler om de trykte medier – og ser altsÃ¥ bort fra civiljournalistikken pÃ¥ blogs, webportaler som Modkraft eller blogportaler som Denfri). Her kan man, som Information har gjort det, ordne de trykte medier efter deres egne udgiver-erklæringer om position, dvs. hvordan aviserne selv beskriver sig. SlÃ¥r vi de borgerligt-liberale sammen (JP, Børsen, BT, Berlingske, Jydske Vestkysten), har de et halvÃ¥rligt oplag pÃ¥ 417.643 – mens de sÃ¥ kaldte ‘uafhængige’ (en mærkelig blanding af EB, Kristeligt Dagblad og Information) har et oplag pÃ¥ 123.142 – Politiken (‘socialliberal’) 102.619 – og sÃ¥ Arbejderen (‘venstreorienteret’), smÃ¥ 2.500.
Det burde nok give en idé om at, i hvert fald efter oplagstal, at den danske trykte presse ret Ã¥benlyst er en blanding af borgerlige, liberale og socialliberale aviser (totalt 520.262). Mao. medier der alle positionerer sig indenfor og opholder sig ved det forrige indlæg definerede som ‘realliberalisme‘, dvs. at opholde sig ved politik der kredser om at forhandle individuelle rettigheder.
De sÃ¥ kaldte ‘uafhængige’ dagblade falder vel ogsÃ¥ stort set ind under det realliberale kompleks. Men det er værd at ogsÃ¥ lige fundere over betegnelsen ‘uafhængig’ i denne sammenhæng, da det virker som om diskussionerne handler mindre om at finde en balance (mellem fx venstre- og højreorienterede medier) end at avle uafhængige medier. ‘Uafhængighed’, som selverklæret position for et dagblad, er samtidig lidt en tom betegner, hvor sÃ¥ meget kan fyldes i. For hvad betyder det at være uafhængig, hvis der er et tavst konsensus om at avisens leder bør sive ned gennem dagbladet til de enkelte journalister. Hvis avisen har gjort sig afhængig af et stort oplag og derfor ikke vil risikere at tabe læsere der pludselig vil ‘tage afstand’ fra nye retninger.
Uafhængig fra hvad? Partipolitik? Statsstøtte? Journalisternes egne tilbøjeligheder?
Afhængig af hvad? Finansiering fra sexannoncer eller en redaktionel linje der har svært at overleve uden enten ‘krimi’ eller ‘kendis’ pÃ¥ forsiden som i EBs tilfælde? Et kulturelt-kristent bagland som i Kristeligt Dagblads tilfælde? Eller den helt nødvendige reklamefinansiering fra virksomheder, der næste dag kan trække sig fra samarbejdet hvis de ikke kan lide hvad de læser, som ogsÃ¥ Information er afhængig af?
Uafhængighed er et andet ord for autonomi, og her bliver andre ting relevante, så som at have en centraliseret offentlighed (være det dagbladet hvor al journalistik udgår fra leder eller blogportalen hvor alle bloggere låses ind i den samme ensformede samtaleøkologi).
2 kommentarer • Dele: 
• Donation
At forlade et betændt samtaledemokrati
Så skete det igen: Jeg formulerede et langt, alt for tænkt, alt for kringlet, malplaceret svar i en eller anden debattråd på internettet. Denne gang, ligesom tidligere gange, valgte jeg at ikke lægge det ind i tråden.
Spildt arbejde? Jo, hvis det kunne havde blive en samtale der kunne lede steder, endsige blot blive en samtale. Derimod må svaret blive nej, så snart det bliver åbenlyst hvilken overflod af tale, skrift, snak, argumenter, udråbstegn, redegørelser, referencer visse offentligheder indeholder. Ingen af os har ubegrænset opmærksomhed, ingen kan læse alt der skrives og siges. Med al overflod kommer problemet om udvalg altid og presser sig på: Hvad vil jeg give mig hen til? Hvem vil lade berøre mig? Hvad vil jeg ignorere?
Overflod, udvalg og fravalg
Det er mest en intuition, men langt de fleste forsøg på samtaler i de omtalte debattråde på internet lider under forestillingen om at mere information, mere skrift, flere argumenter, flere debatter, vil bidrage til samtalen. De lider under forestillingen om, at der ikke behøves foretages udvalg.
Men fravalget er også en måde at foretage udvalg på – at fravælge at øge overfloden. I den sammenhæng er selve fravælgelsen det moment der gør tanken om spildt arbejde mindre relevant. Det relevante bliver først og fremmest udvalget, at sortere mellem indlæg der giver mening i den ene sammenhæng og indlæg der giver mindre eller decideret ingen mening i den anden sammenhæng.
Havde egentlig tænkt mig at jeg ville afholde mig fra at overhovedet engagere mig i sÃ¥ kaldte “debatter” pÃ¥ internettet et godt stykke tid. Mange af dem er sÃ¥ degenerede, nedbrudte, fragmenterede og fjendtlige, at ingenting nogensinde vil kunne frodes i dets syrlige miljø. Alle spirer dør med det samme af den betændte stemning der hersker – med dets a priori indstilling at skulle “overbevise”, “debattere” og “argumentere” modstandere. Dette er særligt tilfældet de steder hvor centraliseringen af samtalerne er stærkest: Blogportaler er uden tvivl de værste, de steder der stadig giver indtrykket af en samtale, og derfor pÃ¥ paradoksal vis øger alt det der ødelægger muligheden for samtale, der øger afmagten og desperationen hos deltagerne – eller den ironiske sÃ¥ vel som den kritiske distance mellem dem – modsat er nyhedssiderne der har en overflod af kommentarer og hvor alle godt ved at det de skriver alligevel drukner i strømmen, sÃ¥ de har ingen forestillinger om at bygge en samtale, men hÃ¥ber blot at sende nogle rÃ¥b ud i ingenting, et par spørgsmÃ¥l der mÃ¥ske besvares af en eller anden, nogle udrÃ¥bstegn, nogle anti- og sympatier.
Holdningsmobilisering
PÃ¥ trods af al denne lede… PÃ¥ trods af alt dette, finder jeg alligevel mig selv, igen og igen, suget ind i disse provokationer, vel en slags automatisk reaktion at ville svare pÃ¥ alle misforstÃ¥elserne os i mellem, at lidt patetisk hÃ¥be pÃ¥ at afstanden i mellem os kunne blive mindre, en imødekommenhed der som besvarelsen skrider frem ofte ender i apatisk og ironisk latterliggørelse af denne anden ansigtløse debattør, en debattør der som udgangspunkt pÃ¥ ingen mÃ¥de er interesseret i at “ændre holdning”.
(En indskydelse: Dette at have som mÃ¥l at “ændre folks holdninger” – som om der ikke allerede er en overflod af holdninger uden nogen konsekvenser – denne endeløse insisteren pÃ¥ at mene noget, have en kritisk holdning osv. Alt sammen for at kunne ændre andre folks holdninger, en holdningsproduktion der har sig selv som mÃ¥l og middel. Perfekt til meningsmÃ¥linger og folketingsvalg. En mobiliseringsetik der fordrer os til konstant mobilisering for en eller anden sag, en eller “uenighed” som kræver at vi “allesammen gør vores del”, som fx slukke lyset under Earth Hour. I princippet, dvs. mobiliseringsetikkens fantasi, at skulle mene noget om alting, uden konsekvenser. SÃ¥ vi kan protestere (gÃ¥ pÃ¥ gaden og give vores holdning til kende), mobiliseres (lave kampagner, missionere, mobilisere andre), aktiveres (i debatter, argumentere, arbejde), “fÃ¥ indflydelse” og “fÃ¥ din stemme hørt”, eller rettere: Vi gives et vakuum at rÃ¥be ind i uden nogen modtager – omtrent som alle de store politikeres kommentarspor pÃ¥ Facebook flyder over med 1250 kommentarer henvendt netop til dem, til “Helle” og “Villy” og – hvad hedder han nu, statsministeren – “Lars”, der gerne ansætter en sÃ¥ kaldt “social medie expert” til at hÃ¥ndtere deres “social medie strategi” – LOL)
En simpel regel for demobilisering
SÃ¥, hvor leder al denne lede hen, hvis ikke flere gentagelser af samme slags reaktioner, malplacerede svar og indlæg? Det leder til en simpel regel for at kunne nægte mobiliseringsetikken, et simpel hjælpemiddel for engagementstrejke, for at kunne nægte at involvere mig. Ikke afgiftsstrejke, men en menneskelig strejke (kommer her ikke blot til at tænke pÃ¥ Tiqqun, som linket henviser til, men ogsÃ¥ et tidligere indlæg om ytringstvang, omend tvangen er mere explicit, hvorimod der her er tale om en konstant fordring om mobilisering og aktivering – den slags “frihed” som al subjektivering indebærer i Foucaults termer). Med et ord: Demobilisering. Givet, jeg kommer til at falde i fælden igen, i troen pÃ¥ at der kan bygges en samtale i mugne samtaleøkologier. Givet, nogen af tilfældene vil jeg have kommet til at have skrevet en forfærdelig masse sager som pÃ¥ ingen mÃ¥de vil lande hos den jeg tænkte skrive til – hvem er de andre overhovedet? hvor kommer de fra? med hvilke affekter skrev de hvad de skrev? – mao. tilbagevendende malplacering. Siden det er umuligt at helt afstÃ¥ fra at involvere mig, fra at komme til at svare og skrive indlæg i en eller anden debat, mÃ¥ dis-involveringen, den bevidste opgivelse af en allerede malplaceret samtale, indfinde sig i det sidst mulige øjeblik: Øjeblikket hvor fingeren burde have trykket “Send”. Den simple regel indebærer blot, at fingeren ikke trykker send.
Opgiv samtalen også i det aller sidste øjeblik, hvor alt er formuleret, skarpt og gennemtænkt – og, endnu engang, også komplet malplaceret og ligegyldigt, endnu et bidrag til overfloden af engagement i internettets mange bobler af betændte generalforsamlinger.
Som en yderligere tilføjelse vil eksperimentet: At afholde mig fra at svare i den internetøkologi der provokerede det malplacerede svar som jeg alligevel endte med at skrive. I stedet rykker jeg teksten et helt andet sted, fx bloggen her, for at gøre lidt nytte af tekstproduktionen, om ikke andet så for mine egne notaters skyld. I andre tilfælde blot slette det hele, og således lade fravalg være komplet fravalg. Glæden ved at slette en masse tekst.
Hvis det ikke allerede er indlysende er dette selvfølgelig lidt en voldtægt af idéen om at vi bør opsøge demokratiske samtaler, men måske var det netop denne dybe og stigende mistro til frekvensen af sådanne samtaler, der fik mig til at overhovedet (forsøge at) afholde mig fra dem i første omgang.
At noget står ubesvaret på internettet betyder ikke, at der ikke opstår samtaler omkring det. Men, forhelvede, vi har også brug for samtaler på og gennem internet, med alle de grænseoverskridende, almengørende og sammenkoblende fordele det har. (Det er helt banalt hvor vigtigt dette problem er, problemet om offentligheder og samtaleøkologier på internettet, egentlig er for enhver seriøs internetpolitik). Spørgsmålet er: Hvor og hvordan kan vi dyrke dem?
4 kommentarer • Dele: • Donation
Spild af tid at komme til tiden
Det siges, at jo mere sydligt på det europæiske kontinent du befinder dig, jo senere dukker folk op til aftalte tidspunkter eller møder. Tranquilo hedder det på de latinske sprog (italiensk, spansk etc.) – på dansk, at tage det stille og roligt. Men hvad betyder det at komme til tiden, når ingen gør det?
Et møde er ikke bare en samling mennesker der til en aftalt tid sætter sig rundt om et bord for at beslutte noget. Et møde er også når en eller anden ringer til en ven for at mødes i en café, for at drikke kaffe og vende tilværelsen. Et møde kan planlægges gennem strenge mødeskemaer i en gruppe, et opkald fra en ven, en invitation med brev, en kædesms til en masse mennesker der ikke kender hinanden, eller et opslag om fest på Facebook.
Indlægget her er en refleksion over mødets logik, og er en omarbejdning af nogle tidligere refleksioner. Det knytter an til diskussionen om hvad projektets logik gør ved vores tilværelse – hvad Anders Fogh Jensen har kaldt projektsamfundet – samtidig som det handler om tid, at finde hinanden, forpligtelse, kontinuitet og tillid.
Facebook har accelereret denne logik, eller måske rettere sat den på spidsen. Indlægget skal derfor også ses i forlængelse af den tidligere forklaring af hvorfor jeg deaktiverede min konto på Facebook. Og hvorfor det intet har at gøre med et selvgodt liberalt livsstilsvalg, men handler om at undersøge hvad Facebook gør ved vores liv (inkl. når vi er udelukkede fra Facebook).
Indlægget er delt op omkring seks punkter:
- Mødets stigende ad hoc-karakter
- MÃ¥ske-svaret som standardsvar og dets udslettelse af ja-eller-nej-svarene.
- Tillid
- Surf
- Usikkerhed
- Hvad betyder det at komme til tiden?
Ad hoc-møder
Det er stigende tendens, at de måder vi mødes på påvirkes af ad-hoc-ændringer i folks planer.
Ad hoc: formet, arrangeret eller gjort til dette specifikke formÃ¥l. Latin for ’til dette formÃ¥l’ eller ‘for dette’. Hænger tidsmæssigt sammen med det pludselige, det uforventede, det midlertidige og kræver derfor en vis spontanitet (hvilket kan trænes).
Ad hoc-mødet betyder, at det planlagte møde er under konstant tidsmæssig forskydning.
Én af os kommer en halv time for sent. En anden får en god idé om at mødes et andet sted, så vi tager derover i stedet. En tredje ringer for at udskyde det hele. En fjerde dukker op uanmeldt. En femte går og henter mad. En sjette påbegynder en aktivitet i vente på de andre, hvilket strækker sig ind i det planlagte møde, efter alle er kommet. En syvende har glemt det hele eftersom han tænkte at nogen alligevel skulle ringe, når det var tid.
I alle disse eksempler er der en tendens til at komme for sent, spildte tiden, men kun i planlægningens forstÃ¥else. Hvorfor kommer du for sent? Fordi du fandt andre aktiviteter at lave i mellemtiden. Som trækker ud …
Du skulle hænge ud med nogen i eftermiddags, men noget kom i vejen. Jeg havde egentlig tænkt mig at komme til det foredrag, men det var også kun måske, og nu havde jeg jo ikke lyst. Du havde godt fulgt med nysgerrigt med i vores rejseplaner, og havde kommet med en masse god idéer, som om du også selv skulle med, og nu pludselig et par dage inden siger du at du at du gerne vil med.
Mængden af ad hoc-ændringer intensiveres desuden af vanen der driver mig til at holde mig opdateret gennem alle mulige kanaler – mobilen, facebogen, twitteren, øret, den fleksible kalender, den halve aftale – for at holde flest mulige valg Ã¥bne. Fordringen om at altid være “Ã¥ben for ændringer” betyder, at vi hele tiden ændrer vores planer.
MÃ¥ske-svaret
At holde sig åben for forandringer indebærer ofte at lave dobbelte aftaler: Eftersom mange planlagte møder forandres, risikerer vi hver især, at de enkelte forandringer af møderne ikke passer til os selv. Derfor har vi ofte flere mere eller mindre halve aftaler.
Antallet tilmeldninger pÃ¥ Facebookarrangementer sammenlignet med hvor mange der rent faktisk dukker op er symptomet pÃ¥ dobbeltaftalens stigning. Mange siger ofte ‘Ja’ til hvilket som helst arrangement der virker interessent, for at støtte dets hype, for at støtte sin egen hype, eller bare for at fÃ¥ arrangementet pÃ¥ sin Facebookkalender.
Derfor må du gange antallet tilmeldte med facebookfaktoren: Træk mellem 50-80% fra til de store arrangementer, så har du en fornemmelse for hvor mange der kommer (de små, særlige de lukkede, arrangementer fordrer en helt anden forpligtelse hos dem der tilmelder sig af åbenlyse intimitetsgrunde. Reglen er, at jo færre der er inviterede, jo mere forpligtelse ligger der i at tilmelde sig).
Men hvad der endnu bedre viser tendensen til at holde sig Ã¥ben for ændringer er at tilmelde sig som ‘mÃ¥ske’, nærmest per automatik, til alle de arrangementer du ikke orker at beslutte dig for om du vil komme til. MÃ¥ske vil du, mÃ¥ske ikke. Styrken i at tilmelde sig som ‘mÃ¥ske’ ligger til dels i at ingen af af dobbeltaftalerne behøver at være sikre, eftersom investeringen og forpligtelsen er lav, og derfor forventer du ikke at nogen bliver kede af det eller skuffede, hvis du mÃ¥ske ikke dukker op. Og sÃ¥ledes svarer flere og flere ‘mÃ¥ske’ til flere og flere slags invitationer.
– Jeg koger et æg, vil du også gerne have et? – Hm, måske. – Okay, men så koger jeg et og så kan du se om du har lyst når det er færdigt.
I de fleste tilfælde er mÃ¥skesvaret en ikke-beslutning. Det betyder, at mÃ¥skesvaret har en logik der gÃ¥r mod, at aldrig opløses i en beslutning, før beslutningens formÃ¥l viser sig (at dukke op til mødet). Derfor udskydes beslutningen om at komme til en fest til selvsamme aften: “Lad os bare høres ved pÃ¥ fredag!”
Alt dette erstatter i stigende grad ‘Ja’ eller ‘Nej’-svarene med mÃ¥ske-svaret. Her var mÃ¥ske noget for nogle kvantitative samfundsvidenskabere at undersøge mÃ¥ske-svaret hyppighed sammenlignet med Ja-eller-Nej? Det kunne være interessant at høre mÃ¥der at undersøge det pÃ¥.
Men en eller anden beslutning mÃ¥ der altid tages – eller mÃ¥ske mere præcist mÃ¥ en beslutning opstÃ¥ - uafhængigt af hvilken fest eller anden slags aktivitet i mødes om. At møde nogen ude i byen kan derfor ordnes sÃ¥dan: “Jeg sidder pÃ¥ Café Undersøen, kom bare forbi”. Man behøver ikke svare. MÃ¥ske kommer man, mÃ¥ske kommer nogen. Beslutningen træder frem gennem ankomsten. Svaret forskydes til ankomsten.
Tillid
At mødes indebærer derfor ikke nødvendigvis en forudbestemt plads eller tidspunkt, da dette altid kan laves om på, og i stedet udspiller mødet sig når dets mulighedsbetingelser er til stede og nogen griber dem. Som i så mange andre sammenhænge bliver det derfor vigtige at kunne gribe, end at kunne planlægge. Eller rettere, at træne sig i at gribe (i en vis forstand planlægge for det uforudsigelige) i stedet for at forsøge at planlægge bestemte og fastlagte pladser og tidspunkter. Det bliver simpelthen sværere og sværere, at regne med noget.
Derfor sættes tilliden konstant pÃ¥ prøve: Har vi samme forestilling om mødets grad af fastlæggelse? Lægger du lige sÃ¥ meget i mit ‘ja’ som jeg gør? Og hvad med mit mÃ¥ske – sÃ¥rer det dig, eller virker det lettende at bare tage det som det kommer? Er vi begge Ã¥bne for ændringer, og hvis ikke, hvem ender med at skulle være Ã¥bne for hvis ændringer?
Forandringerne forårsages af muligheder, der pludselig byder sig. At gribe muligheden fordrer ad hoc-ændringer i planerne.
At surfe mødet
Med andre ord, Hvad handler alt dette om? Surf!
I en artikel om surf, strømme och intuition citeres Gilles Deleuze for følgende observation:
“Bevægelserne, indenfor sport sÃ¥ vel som vaner, forandres. Vi levede længe med en forstÃ¥else af bevægelse der baserede sig pÃ¥ energi, hvor der findes et tydeligt støttepunkt, eller hvor vi selv er bevægelsens oprindelse. Løbning, kulestød, etc: det er anstrengelse, modstand, med et udgangspunkt, en løftestang. Med i dag ser vi at bevægelsen i al mindre udstrækning defineres i relation til et sÃ¥dant punkt. Alle nye typer sport – surf, vindsurfing, air gliding – er af typen: indføjelse i en allerede eksisterende bølge. Der findes ikke længere noget startpunkt, for i stedet gælder det om at sætte ting i omløb. Nøglen ligger i at lade sig drages med i bevægelsen hos en stor bølge, en stigende luftsøjle, at ‘tage sig ind i’ i stedet for at være oprindelsen til anstrengelsen.”
Mødets usikkerhed
De tendenser jeg har beskrevet peger pÃ¥ en generel ad hoc-organisering af vores liv. Med mødets mÃ¥ske-svar, vente-til-det-sidste-forhold og gribende surf-logik følger potentielt set en stor firhed i at kunne vælge fra øjeblik til øjeblik. Men ogsÃ¥ usikkerheden. For hvordan man vide sig sikker pÃ¥ om en aftale vil blive til noget? Og hvordan kan du have tillid til den begejstring som invitationen skaber i ansigtet pÃ¥ den anden? Hvordan fungerer begejstring som beslutning, som et svar – kan begejstringens intensitet kommunikere et ‘Ja’? Og hvad hvis den begejstrede stadig forbeholder sig det standarde mÃ¥ske-svar og derfor alligevel venter til det sidste, til det øjeblik hvor hun kommer?
Commoniser har tidligere beskrevet de samme logikker som de bliver til på arbejdsmarkedet i form af just-in-time-arbejde. På samme måde går de igen i mødets tilfælde, sådan at projektsamfundet bygger på:
- At afkode selvets tillidsvækkende affekter (fx begejstring)
- Rygtets tilbagekomst (den der altid kommer for sent eller altid ændrer sine planer, for et rygte)
- Just-in-time-møder (vi mødes når det passer os bedst eller der pludselig findes tid at slå ihjel. Men: Når det passer hvem af os bedst?)
- Fleksbilitetsøkonomi (venner og bekendte ender med at stå på standby – blive fleksible – for at mødes. Men: Hvem er fleksible – arbejder med at være åben, stå på standby – for hvem?)
Dette projektære diagram bør nu tilføjes til det som Foucault har beskrevet som det disciplinære, da det nu i stigende grad skaber og ordner alle sfærer af livet (arbejde, møder, kærlighed, dans, politi). Udviklingen kan give indtryk af et konstant kaos, som havde spontaniteten intet system og alle møder bare var “flydende” (hvilket er en af vores tids største klichéer, en ikke-forklaring). Men de flydende og spontane møder virker kun mystiske i den disciplinære og planlæggende forstÃ¥else, ikke i den projektære forstÃ¥else. Spontanitet kan trænes og vores liv bestÃ¥r i stigende grad af træning i at fÃ¥ spontane begivenheder til at opstÃ¥. At surfe.
Hvad betyder det at komme til tiden?
Hvad betyder det at komme til tiden? I planlægningens forståelse er mødetidspunktet fastlagt a priori, som et forudbestemt punkt i ugekalenderen. I projektsamfundet kommer denne måde at organisere sig under gevaldigt pres, den lader ikke til at fungere, og dens forventninger om præcise møder, sikre aftaler og forpligtende ja-eller-nej-svar skuffes hele tiden. I det mindste som en generel indstilling virker disciplinær planlægning slet ikke mere, fordi du hele tiden bliver nødt til at kunne gribe pludselige muligheder og være åben for ændringer.
Her har vi så motivationen for mødets nye form, bedst udtryk i standarden om svare måske: Grunden til at så mange svarer måske har at gøre med muligheden for, at noget andet – måske – byder sig, noget bedre, pludseligt, lige inden mødet. Og eftersom alle altid kommer lidt for sent, så har ingen lyst til at komme til tiden. At komme til tiden er lig med at vente, på de andre. At komme for sent er lige med at optimere sin egen tid, at kunne trække aktiviteter ud – ikke til deres planlagte slutning, men til de taber deres energi – at have backup-planer, at være åben og klar til at gribe, at have dobbelte aftaler.
Alt dette er individets Lean Management af mødeformen, et fokus på at eliminere individuel spildtid. Måske går omkvædet da således: Det er spild af tid at komme til tiden.
EDIT [Fandt Deleuze-citatet i en udgivet dansk oversættelse]: Hvad angÃ¥r sportsgrene og skikke, forandrer bevægelsestyperne sig. Vi har i lang tid levet under en energetisk bevægelsesopfattelse, hvor der findes et støttepunkt for bevægelsen, eller vi udgør dens kilde. Løb, kuglestød etc. udgør alle anstrengelse eller en modstand, med et udgangspunkt, en løftestang. Imidlertid ser man i dag, at bevægelsen mindre og mindre bestemmes ud fra indsættelsen af et løftepunkt. Alle nye sportsgrene – surfing, windsurfing, drageflyvning … – er af en anden type, hvor man sætter sig ind pÃ¥ en allerede eksisterende bølge. Det drejer sig ikke længere om en oprindelse som udgangspunkt, men derimod om en mÃ¥de at sætte i omløb pÃ¥. Det grundlæggende er, hvordan man bliver indoptaget i den bevægelse, som udføres af en stor bølge eller en opadstigende luftstrøm – hvordan man “kommer ind i” snarere end at være udgangspunktet for anstrengelse. (Deleuze, “Talsmænd” i Forhandlinger: 147)
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Om den kritiske distance
Det siges ofte, at for kunne blive taget seriøst, er det nødvendigt at have kritisk distance.
Det siges i mange sammenhænge, men kræves særligt af kommentatorer, journalister, eksperter, anmeldere, intellektuelle og videnskabsfolk. Jeg ønsker ikke at give grunde for at man, på paradoksal vis, bør få en kritisk distance til denne forestilling, men drives til at undersøge den kritiske distance, fordi jeg undres over den. Ofte forstår jeg ikke hvad den skal til for. I visse tilfælde decideret irriterer den mig.
Kritikken af den kritiske distance bedriver jeg således med hvad vi i stedet kunne kalde kritisk nærhed: Hvordan den kritiske distance og dens krav berører mig, for at komme tæt på de gnidningspunkter den kritiske distance skaber. Motivationen er lignende et tidligere svensk indlæg på commoniser om at undersøge en ny rolle for den intellektuelle.
Lad os tage grupperne en for en, da de hver især bidrager med aspekter til at forstå hvad der menes med den kritiske distance. Udtrykket indebærer tydeligvis et rumsligt forhold – en distance – således at kritikeren altid er på afstand fra, aldrig kommer tæt på, objektet for kritik. Kritik skal her forstås i en bred betydning: som at beskrive noget, udskille ting fra hinanden, bedømme, vurdere. Med objektet for kritik mener jeg det, der kritiseres.
Kommentatorer står, som til en fodboldkamp, på sidelinjen, for at kunne have overblik og køligt betragte begivenhederne. I fodbold ville det være komplet latterligt, hvis de pludselig rendte ind på banen for at tackle en angriber der var på vej mod målet. Det ville afbryde spillet. Den politiske kommentator analyserer og afkoder det politiske spin, men ønsker ikke at komme hinsides spin, da det ville bryde spillereglerne (politiske kommentatorer lever ikke blot af at reproducere relevansen af disse spilleregler, de skifter roller fra kommentator af spin til spindoktor, skaber af spin, i løbet af en halvleg).
Journalisten rapporterer om begivenheder og fænomener, men vil aldrig blandes ind i sagerne – hvilket kan være overordentligt vanskeligt, fx under de arabiske opstande – men vil altid bestræbe at forblive neutral. Når journalisten skriver om kulturelle fænomener, som nødvendigvis må påvirke journalisten selv, foretages distancen på journalisten selv – med den ironiske distance. Fotojournalisten skal dokumentere og iscenesætte det, der udspiller sig, sætte det i perspektiv og ramme, men afholder sig fra at selv blive en del af billedet.
Politi banker en mand under plyndringer efter jordskælvet i Haiti 2010, mens en fotograf dokumenterer scenen. Og en anden fotograf sætter det i perspektiv.
Eksperten. Eksperten forventes have enorm viden om sit felt, men bør samtidig indsamle alt sammen uden at selv blive involveret i det (tænk blot pÃ¥ alle de sÃ¥ kaldte “terroreksperter”, som det myldrer med for tiden!). Der findes eksperter om stort set alt, og alle er de i berøring med sit felt, men aldrig vil de berøres af sit felt. Kun pÃ¥ den mÃ¥de kan eksperten tages seriøst, tænkes det. Og inviteres til DR2 Deadline, for at nøgternt udtale sig og oplyse seerne pÃ¥ distancen – seere der sÃ¥ledes fordobler deres distance til objektet.
Intellektuelle. Stereotypen på den intellektuelle er manden (ja, manden), der sidder i sit hjemmebibliotek og fordyber sig i teori. Der bevidst undgår at blive grebet af samtidens omskiftelige moder. Lænestolsfilosoffen, der forsøger at samle alle verdens detaljer i et omsiggribende system, men netop derfor mister sans for detaljen. Den radikale intellektuelle, der sidder på fortovscaféen og agiterer for revolution, mens husbesættere åbner en tom bygning på den anden side af gaden.
Videnskabsfolket. (Her bør jeg være tro mod feministisk videnskabsteori der har pioneret kritikken af den kritisk distance og dets maskuline vidensideal, lad os sige videnskabsmændene). Videnskabsmændene ønsker at kunne se uden at pille, forstÃ¥ uden at ændre, som var de en fritsvævende krop der kunne betragte verden uden at blive berørt selv – et øje i det høje (Donna Haraway har beskrevet synsvinklen i denne type videnskab for “a god’s eye view”). Mere præcist: Den kritiske distance hos videnskabsmændene indebærer, at kunne undersøge et objekt uden at intervenere i det. Neurologen mÃ¥ler pÃ¥ hjernen og fortæller patienten, at der “ikke er noget”. Patienten – og dennes hjerne – forbliver uberørt. Sociologen undersøger befolkningens holdninger med spørgeskemaer og kan fortælle dem, at de aldrig har været lykkeligere, end de er nu.
Anmeldere, eller i ordets ældre variant ‘recenserere’ (re- ‘igen’ + censere ‘at se’). Anmeldere “bedømmer igen”. De foretager bedømmelsen efter andre, dvs. de andre, der har forÃ¥rsaget det, der skal bedømmes. Samme sproglige betydning som re-censere, og med vægten pÃ¥ synet som sans, har det engelske ogsÃ¥: re-viewer. Anmelderen forholder sig sÃ¥ledes ikke blot med en tidslig distance (efter de andre), men ogsÃ¥ med synets distance: Betragtende.
Det er dog ikke kun fagfolk der forventes, at have en kritisk distance til det, de kritiserer. Selvet kan blive et objekt kritik – og således opstår det vi kalder for selvkritik. Den kritiske distance sætter sig igennem her, som en distance til selvet. At have en kritisk distance til sig selv indebærer, at kunne se sig selv udefra, foretage den lille adskillelse mellem jeget og selvet, der gør det muligt, at arbejde på sig selv.
Hvad der går igen i den kritiske distance er en vægt på synet som sans (at betragte, at vurdere på afstand). Kun med synet kan man stå på sidelinjen. Distancens ideologi bygger på mange ting vil jeg tro, bl.a. en grundlæggende idé om neutralitetens mulighed. Men langt vigtigere er hvor belejlig den er: På distancen får du aldrig beskidte hænder.
Vi skal ikke gå videre ind i de videnskabsteoretiske problemer med den kritiske distance, som let kan gribe om sig. Men der er ingen grund til at slutte kritikken af den kritiske distance på distancen. Jeg vender nok tilbage til emnet, særligt hvad distancens modsats – en kritisk nærhed – kan indebære. Men det er værd inden da at nævne nærhedens ontologiske udgangspunkt: at undersøgelser altid også intervenerer i sit objekt, at den der kigger også altid i en vis udstrækning piller ved det der kigges på, at der ikke findes fritsvævende kroppe, at betragtere – selvom de med synets afstand opholder sig uden for berøringssansens rækkevide – altid også berøres og affekteres.
Det er pÃ¥ tide at glemme gudeøjet. Eller, “pÃ¥ tide”. Det er atter pÃ¥ tide, og det er værd at fortsætte med, at glemme gudeøjet. I det 20. Ã¥rhundrede fandt to vidt forskellige personer frem til samme konklusion: Michel Foucault og Niels Bohr.
Michel Foucault, da han beskrev panoptikon – tårnet i fængslet, hvor alle fanger kunne overvåges, men hvor fangerne aldrig kunne vide om de blev det. Derfor måtte fangerne konstant gå rundt som hvis de blev overvåget, således at de i praksis udførte overvågningen selv, på sig selv. Panoptikon viser os, hvordan evnen til at se påvirker det, der bliver set.
Niels Bohr, da han som løsning til lysets bølge-partikel-dualitet (dvs. at lys både kan måles som bølger og partikler), foreslog, at inkludere de apparater der måler, som konstituerende for at lys bliver til. Lyset er ikke det, der undersøges. Det er lyset + måleapparatet, der undersøges: Ét måleapparat får lys til at blive til som bølger, et andet får lys til at blive til som partikler. (Forklaringen er kendt som komplimentaritetsprincippet).
I forlængelse af Bohr er den kritiske distance ikke bare umulig, den ville – hvis vi nu abstrakt kunne forestille os den – få intet til at blive til.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Psssst… Kommer snart: Bitbureauet, ny internetpolitisk organisation
Psssst…
Vil blot tippe om at holde øje med en internetpolitisk organisation, der snart sætter i gang, ved navn Bitbureauet.
I det seneste Ã¥r forløb en række begivenheder, vel nok først og fremmest de hændelser der fulgte Wikileaks’ Embassy Cables, der bragte internetpolitik ind i mainstreamen – dvs. at internet overhovedet kan blive objekt for politik (da Mubarak lukkede internet i Egypten, gav det atter anledning at diskutere amerikanske lovforslag om en “internet kill switch” og ligesÃ¥ den sÃ¥ kaldte neutralitet i de europæiske internet). Men hvad der blev mainstream var i lige sÃ¥ høj grad erkendelsen af, at internettet er en økologi med sin egen type agens, hvilket fx Anonymous og Telecomix’ kaotiske aktiviteter vidner om.
Dette ord, internetpolitik, har alligevel ikke fået en helt etableret betydning. Pt. lader det mest af alt betegne virksomheders retningslinjer om hvorvidt medarbejdere må gå på Facebook. Men internet er mere end ansatte der fordriver meningsløs arbejdstid med cyberslacking. Så, det er en af de sager en aktør som Bitbureauet ville kunne beskæftige sig med: At politisere internet.
Googler man “internetpolitisk organisation” (eller andre variationer, fx “internetpolitisk tænketank”) kommer der pt. ingen søgeresultater op, foruden et relateret blogindlæg pÃ¥ commoniser tilbage i december. Initiativet har sÃ¥ledes været under opsejling et stykke tid i forskellige konstellationer, samtaler og mindre byggeprojekter, men med internetpolitik som fællesnævner.
Hvad der under opstarten har udgjort Bitbureauet, er et lille netværk på omkring 10-15 personer. Aktiviteten har kredset om et par kernegrupper, der arbejder med og samtaler om forskellige sager, fra anonymiseringsteknologi til læsninger om bl.a. p2p-kommunisme og det postdigitale. Folk har vidt forskellige baggrunde og er et væv af hackers (fra den hardcore slags til den overfladiske, grænsende til den lidt opportunistiske hipster-udgave, hvad vi kunne kalde hacksters), lommefilosoffer, IT-fagforeningsaktive, geek girls og -boys i almindelighed, utopiske teknikpessimister, kopieringsfetichister, medieøkologer, designere, pirater der er trætte af fastlåste diskussioner om fildeling, og så at nogle ved en masse om tekniske sager mens andre ikke ved så meget om ting der står i <kode>.
Det sidste er en vigtig pointe. For at en organisation som Bitbureauet skal kunne have relevans, mÃ¥ dét at kunne programmere og forstÃ¥ kode ikke blive det eneste priviligerede udgangspunkt for internetpolitiske samtaler og handlinger. Internet er ikke blot et teknisk fænomen, “a series of tubes“, en masse serverhaller og kabler. Som vi bruger mere og mere tid pÃ¥ internet – eller mÃ¥ske mere præcist, som vi i stigende grad bliver internet, ved at hele tiden koble os pÃ¥, digitalisere vores analoge adfærd, knytte bÃ¥nd og kommunikationskanaler gennem internet, der siden vender tilbage i kødverden – jo oftere og mere dette sker, desto tydeligere bliver det, at internet ikke blot nu, men altid har været de aktører der befolker det (mennesker som maskiner, fra drive-by-defacing-scripts til robotforfattere som Heinz Duthel). Vi er allesammen internet. Samtidig kræver det ogsÃ¥, at vi lærer hinanden at beherske det (hvilket bl.a. indebærer at lære <kode>). Alternativet er, at vi under “brugervenlighedens” banner fastlÃ¥ses i et klient-server-baseret internet, hvor alt er kontrolleret, hvor nogen fÃ¥r freemium og nogen fÃ¥r premium, hvor (den immaterielle) ejendomsret indfanger al den værdi internettets befolkning skaber, for at siden udøve sin distancerede kontrol og gøre det umuligt for ting at forblive fælles, hvor du altid skal spørge en priviligeret web 2.0-virksomhed om lov før du ændrer noget, hvor alt logges, hvor reklamerne hele tiden trænger sig pÃ¥ uden at du lægger mærke til det, hvor informationer pludselig bliver væk og brugere slettet, hvor vi konstant befinder os i enorme gatede communities som Facebook, lÃ¥ste internet i internet, hvor vi mÃ¥ finde flugtlinjer i stedet for at bestemme udviklingslinjer for internettets fremtid.
Allerede nu kan du følge Bitbureauets twitter og få besked når det går i gang, formodentlig i slutningen af den kommende uge. Vi får det internet vi vil have, ved at begynde at tale om det og bygge det. Derfor følger der også lidt netanarkitektur med fra start, til fri afbenyttelse.
1 kommentar • Dele: • Donation
Den lange flugt fra Facebook
For et par uger siden deaktiverede jeg min Facebook-konto.
Det var ikke uden tvivl og overvejelser, da jeg gennem lang tid, fra omkring efteråret 2007, har været storforbruger og -producent af links, statusser, begivenheder, grupper, kommentarer, likes (en masse), interventioner, flere identiteter og kontoer. Nogen vil måske mene, at aktiviteten grænsede til spam. Men på trods af de mange daglige ophold, fyldte Facebook mig også med en lede.
Så: Klik klik klik, og fri fra dét.
Allerede nu tænker du, at ja, denne sætning – “Jeg har ikke nogen Facebook” – er godt pÃ¥ vej til at blive den nye “Jeg har ikke noget TV” og det er præcis det modsatte af pointen med dette blogindlæg.
Og ja, hipsters pÃ¥ New York Times skrev allerede om et kommende Facebook Exodus i 2009 (hipsters er systematisk for tidligere med deres prognoser, forudsigeligheden er næsten sÃ¥ præcis, at prognosen kan udledes netop af den systematisk dÃ¥rlige fornemmelse for “hvornÃ¥r noget er dødt”). Sandsynligvis vil antallet brugere pÃ¥ Facebook stige ogsÃ¥ de næste kommende Ã¥r (en hel generation af ældre er først rigtigt ved at finde alle deres gamle klassekammerater fx). Mange vil ogsÃ¥ sidde helt fast pÃ¥ Facebook, investeret for meget i netværket til at uden videre migrere det videre (hvilket Facebook pÃ¥ ingen mÃ¥der hjælper dig med heller, det vil gøre alt for at det bliver besværligt at tage dine informationer, billeder og venner med ud). Der er fÃ¥ alternativer ogsÃ¥, eftersom Facebook har formÃ¥et at skabe – og fortsat holde – et monopol.
Biopolitik, ikke livsstil
Da jeg deaktiverede kontoen var det ikke som en selvgod liberal, der vælger ny livsstil. Det var og bliver derimod et eksperiment, med et antal formål og en intention om at også vende tilbage på senere tidspunkt (det sidste indeholder en øvelse og er lidt kompliceret, måske vender jeg tilbage til det, forklare øvelsen altså). I stedet for et livsstilvalg (der altid retter sig mod selvet) er det en undersøgelse af livsformer (som retter sig mod tilblivelsen af andre former for liv, eller med et præcist ord, biopolitik). En slags forskning. Vi kunne også sige, at det er undersøgelsen af forskellige former for internetværen, dvs. væren på og gennem internet.
Der kan siges mange ting om Facebook: at det er profitorienteret, lukket kode, dårligt interface, hierarkisk organisation, at det er det største arkiv over personlige oplysninger i menneskets historie, men kontrolleret af en virksomhed. Men hvad der er langt mere nærværende for Facebooks befolkning (hvis vi nu skal betragte det som en slags kontrolleret nationalstat på internet) er hvad Facebook gør ved vores hverdagsliv.
Facebook owns u
Facebook ejer og kontrollerer store dele af vores liv: Bogstaveligt talt, som i overført betydning; den konstante strøm hvor vi holder hinanden opdateret på hvad der sker; invitationerne til festerne, til arrangementerne, til middagene, til de uformelle og de formelle møder, til studiegrupper, stort set alle begivenheder der kan sættes i en kalender ender på og bliver fanget i Facebook; De hastigt oprettede Facebookgrupper og -sider, hvor initiativer og begivenheder kan organiseres; Den daglige slacktivisme / clicktivisme / like-tivisme; de mange samtaler i kommentarsporene; de lidt distancerede, men dog også nærværende små pip, man tør give til sine halvbekendte; følelsen af, at for fremtiden kunne være lige præcis nok i kontakt med alle, til at de ikke glemmer én, at en virkelig kontakt kan optages, hvis det bliver relevant.
Og så kommer andre ganske radikale forandringer snigende: Facebook er godt i gang med at kolonialisere email-funktionen. Facebook er pt. det sted på internet, måske bortset fra Google, hvor den nye panspektriske overvågning bliver innoveret og udviklet. Men måske først og fremmest er det det samlede indtryk af, at kunne overskue alle (alle?) i ens netværk – alle de andre, alle små glimt fra deres liv, alle billederne, kontaktoplysningerne, at de er umiddelbart indenfor rækkevidde; samlet på ét sted.
Spørgsmålene, der begyndte melde sig, efter kort tid: Hvad sker der når båndene til et monopol-lignende socialt netværk bliver klippet? Hvilke informationsstrømme vil jeg mangle? Hvilke nye strømme vil træde i dets sted? Hvem vil opdage at jeg er væk? Og hvem vil savne min tilstedeværelse i deres Facebook-feeds? Hvem vil tro – paranoidt – at jeg ikke har deaktiveret hele min konto, men specifikt slettet og blokeret dem? Hvem vil se min flugt og følge mig deri?
Og så genopdager man pludselig Twitter, motiveres til at fortsætte alpha-testen af Diaspora, hænger mere på IRC-kanaler, forvilder sig ind i obskure mikroblogging-økologier og begejstres af nye projekter der lader til at være drevet af en helt anden slags følelse af nødvendighed.
At finde hinanden postdigitalt
Den metodiske pointe er her, at i stedet for ty til liberale boykots og livsstilsændringer, bør vi iværksætte eksperimenter og undersøgelser. Flyt ind og ud af Facebook, bliv promiskuøs med de sociale netværk (men søg ogsÃ¥ stabiliteten i de økologier der fungerer pÃ¥ daglig basis), tag midlertidige eksil (ikke for “detoxe”, men for at undersøge hvilke livsformer detoxet skaber).
Lukket ude fra Facebook fremprovokerede først og fremmest spørgsmålet: Hvordan kan vi finde hinanden, uden Facebook?
Bemærk, at spørgsmålet ikke handler om vi kan finde hinanden uden Facebook. Selvfølgelig kan vi det og gør det hele tiden. Men det er værd at lægge vægt på metoderne til det, hvordan vi rent faktisk gør. Hvad er mulighedsbetingelserne for postdigitale møder overhovedet?
For et par uger siden fandt 139 mennesker hinanden i en tom forladt bygning uden brug af hverken internet og mobiltelefoner. Effervescente møder som den lørdag aften plejer ellers at blive til gennem opslag pÃ¥ netop Facebook (uspecificeret) og senere pÃ¥ aftenen gennem kædesms’er (specificeret). At begrænse den metode er ikke bare en asketisk gestus eller politisk korrekt boykot af teknologi, men derimod undersøgelsen af mulighedsbetingelserne for postdigital kommunikation, at finde hinanden med kødverdens metoder: hvisken i øret, skriften pÃ¥ væggen, rygtet pÃ¥ den lokale bar, den hemmelige lap i hÃ¥ndfladen.
18 kommentarer • Dele: • Donation
Det Store Vi
Et par noter om at tale bedre.
Mindes igen Susanne Brøggers artikel i Information før nytÃ¥r, hvor hun sÃ¥ tilbage pÃ¥ 00′erne som “Ã¥rtiet hvor alle blev omklamret af det store vi”. Det Store Vi, et ganske rammende udtryk.
De fleste kender nok de typiske overskrifter i dagbladene, fra Politiken til Ekstra Bladet (hvilke forekommer mig være de fremmeste eksponenter for brugen af Det Store Vi). “Vi køber løs pÃ¥ trods af krisen” (Politiken) eller “Vi vil pÃ¥ krydstogt” (Ekstra Bladet) er eksempler tendensen. Det er bare søge efter mere eller mindre vilkÃ¥rlige Ã¥bninger der starter med ‘vi’ for at finde flere eksempler.
Med et ‘Vi’ hentydes der til et kollektiv, en samling mennesker – “os” – der agerer sammen. Hvilket jo ikke nødvendigvis er en dÃ¥rlig ting. OgsÃ¥ tekstgenrer som manifestet bruger vi’et flittigt, for at hjælpe mennesker med at blive opmærksomme pÃ¥ deres fælles begær, for at de kan finde hinanden, for at mane det kollektiv af mennesker til kamp. MÃ¥ske er det netop sÃ¥dan, at vi først finder hinanden i det fællesskabende vi.
Men vi’et er et pronomen der altid har en vis ambivalens. For hvem henvises der til? Hvem er dette ‘vi’, der omtales? Hvem er det der kan og vil købe og derfor køber løs pÃ¥ trods af krisen? Hvem er det, der vil pÃ¥ krydstogt?
Men Det Store Vi er anderledes. Her henvises der ikke bare til et afgrænset vi, men “os allesammen”. Et totalitært vi, med andre ord – den totale sum af alle ‘vi’. Men den slags mystificeringer – at der henvises til “os allesammen” – mudrer blot det faktum, at der altid være personer der afviger fra hvad “vi” pÃ¥stÃ¥s gøre. Ikke alle (har rÃ¥d til at) købe løs pÃ¥ trods af krisen, ikke alle (har rÃ¥d til at) tage pÃ¥ krydstogt.
Det er mÃ¥ske en banal konstatering, som selv brugerne af Det Store Vi vil indrømme. Værd at notere er ogsÃ¥, at bÃ¥de Politiken og Ekstra Bladets har tendens til at bruge “Vi” synonymt med udtrykket “Danskerne” (“Danskerne synes …”). SÃ¥, hvad der er mere interessant i videre tænkning af Det Store Vi er mÃ¥ske, hvad Det Store Vi forventer af afvigerne. Ved at systematisk usynliggøre afvigelserne gennem at mudre forskelle sammen, presses afvigelserne til at med tiden indpasse sig. Hvilket er en process, en tilblivelse: At blive til Det Store Vi. MÃ¥ske en af de vigtigste processer i den mere generelle process der af andre er blevet kaldt fascistisering. Det er i øvrigt den almene udlægning i queer – bredt forstÃ¥et og ikke blot omhandlende køn og sexualitet – , mÃ¥ske selve motivation til queer, at totaliserende benævnelser hele tiden mÃ¥ “afnaturaliseres” og “queeres” (ved at synliggøre og oppuste afvigelserne).
Vi (!) fÃ¥r svært ved at undvære pronomet ‘vi’. Som det fremgÃ¥r for oven har det gode og dÃ¥rlige egenskaber. Det kan hjælpe mennesker med at finde hinanden, men det kan ogsÃ¥ mudre og udviske forskelle, der potentielt indeholder konflikter om hvad “Vi” vil eller gør. En bedre brug af vi’et inviterer derfor til, at disse forskelle og konflikter bliver synlige. SÃ¥ nÃ¥r der tales om hvad “vi” gør eller vil, og de grunde “vi” mÃ¥ have for det, at der samtidig vises hvem eller hvad der ikke gør eller vil dette, og de grunde “vi andre” mÃ¥ have dét.
1 kommentar • Dele: • Donation
Ytringstvang
Faldt over denne artikel fra Information, der publiceredes i sommers: “Ytringsfrihed … og retten til at tie“, skrevet af Zubair Butt Hussain. Hussain er taleperson for foreningen Muslimer i Dialog, og oplever i kraft af den position en udbredt forventning om, at skulle tage stilling til og særligt tage afstand til en lang række hændelser og personer, han ikke nødvendigvis kender til, men alene i kraft af at de er muslimer, særligt den slags muslimer – eller muslimlignende personer – der begÃ¥r forbrydelser eller sprænger sig selv og andre i luften.
“Vi bliver som danskere med muslimsk baggrund til stadighed bedt om at stÃ¥ skoleret offentligt og udtale os for og imod alverdens uhyrligheder.”
Jeg vil ikke gå ind den eskalerende hetz mod muslimer i Europa her, men blot bruge dette eksempel til en mere generel pointe omkring ytringsfrihed, liberalisme og individualisme.
Sagen er nemlig, hvis vi skal følge Hussain, at det i Europa ikke er muligt at være et muslimsk individ. Dette skal forstås i liberalismens forstand som, at man alene skal stå til ansvar for det, man selv gør. Men muslimer afkræves også, at stå til ansvar for det som også andre muslimer gør. Når man er muslim, og særligt når man er talesperson i en muslimsk forening, forventes man, at repræsentere alle andre muslimer.
Sat lidt på spidsen: I den liberale demokratiform, er opdelingen mellem det private og det offentlige, og ens status som individ, ikke givet. Det er et privilegium, som muslimer tilsyneladende ikke kan forvente at indkassere, og andre i mere eller mindre grad kan nyde. Hvor afkræves blonde svenskere at udtale sig om og tage afstand fra den svenske terrorist Lasermanden, der skød ind gennem vinduerne i boligkompleks i Malmö?
Hussains artikel tager udgangspunkt i det klassiske spørgsmÃ¥l om ytringsfrihed – retten til at ytre sig – men ogsÃ¥ den bagside, som dette ideal kan have som konsekvens: NÃ¥r man tvinges til ytring. Bliver man tvunget til at ytre sig pÃ¥ andres vegne, alene fordi man anses repræsentere dem, handler det ifølge Hussain om, at man “fÃ¥r dikteret sin ytringsfrihed”.
Det siges ofte, at “den der tier, samtykker”. Men der er forskel i hvem, der anses “tie”. Hvis muslimer ikke udtaler sig, sÃ¥ anses de “tie”. Hvis ikke-muslimer ikke udtaler sig, eller fortsætter deres dag uden at tage afstand, anses det ikke som at “tie”. De forventes ikke og afkræves derfor ikke at tage afstand, at ytre sig imod sagen.
“Af og til føles det som om, der for danske muslimer kan gælde en ytringstvang og ikke en ytringsfrihed.”
Måske bør vi derfor i stedet diskutere, spørger Hussain, om ytringsfriheden også bør rumme retten til at tie?
1 kommentar • Dele: • Donation
Journalister og politikere
Bertel Haarder: “Du skulle have snakket med min spindoktor”
Journalist fra DR: “Det’ sgu da dig der skulle ha’ gjort det”
Bertel Haarder: “Pis mig i øret.”
Dokumentationen af Bertel Haarder der raser på en journalist fra DR cirkulerer nu rundt på nettet. Det spekuleres hvorvidt, det allerede gik galt, da Bertel forlod sin kones risengrød, men på klippet for neden går det ligesom rigtig galt efter omkring 7 minutter inde i interviewet. Det er nu meget interessant at se hele interviewet, antageligvis et råklip der skulle have blevet klippet i stykker for at passe til TV-avisens hyperhastighed, så anbefalet det i øvrigt.
Reaktionerne på klippet følger samme mønster: Man bruger en masse tid på at placere ansvaret på en af de to, i stedet for at se hele klippet som et pragteksemplar på det afhængighedsforhold og ligefrem (omend til tider turbulent) venskab der er, mellem politikere og journalister.
De laver aftaler om, hvad de skal snakke om på forhånd. De laver aftaler om spørgsmål og svar. Politikerne ved ikke selv hvad der foregår i de udvalg de har nedsat, men alligevel skal et interview give indtrykket af det. Derfor skal journalisterne fortælle deres spørgsmål inden, så politikerne kan spørge i deres medarbejderstab og få de rigtige svar. Politikerne giver kun interviews, hvis journalisterne opfører sig pænt, og journalisterne er med på de præmisser. Derfor bliver Bertel utroligt vred, fordi der meget sjældent er grund til at blive vred. Det er et stort skuespil.
“Det er din fejl, at jeg ikke kan svare pÃ¥ det”
P.S. Læs i øvrigt Bertel Haarders brev (PDF), som han skrev til journalisten bagefter. Han er tydeligvis en presset mand. MÃ¥ske har de politikere for mange ting at styre, bestemme og kontrollere i samfundet? MÃ¥ske burde slappe lidt af. Brevet, og interviewets omstændigheder som sÃ¥dan, giver et godt eksempel pÃ¥ det Carsten Jensen for nylig i sin opsang til den danske journaliststab refererede i termer af, at “dansk journalistik handler om hygge”, dvs. for alt i verden opretholde hyggen.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Reklamerne: De forstår kun et nej, hvis man skilter med det
Der er nu kommet forslag i folketinget om et “Ja tak til reklamer-skilt” i stedet for det gamle “Nej tak til reklamer”.
Hvorfor dog det? Gå ned i din opgang og du vil finde, at langt de fleste ikke har lyst til at modtage reklamer: Overalt på postkasserne skilter de med det.
Alligevel udgÃ¥r staten fra at du som udgangspunkt gerne vil, sÃ¥ alle virksomhederne kan sende dig reklamer, lige indtil du aktivt beder om at de skal lade være. Og nej, det er ikke sÃ¥ simpelt at man bare sætter et skilt op. Det skal være et officielt skilt, som du skal bestille. Hvis det ikke er staten og virksomhedernes officielle skilt, hvis der bare stÃ¥r med store blokbogstaver “NEJ TAK TIL REKLAMER”, sÃ¥ bliver du dumpet med reklamer alligevel. Efter en flytning virker dit klistermærke først efter et par uger, fordi staten skal nÃ¥ at registrere det. SÃ¥ der er du tvunget til at modtage kilovis af reklamer alligevel. Registrerer du et firma, sÃ¥ udgÃ¥r Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fra, at du gerne vil modtage reklamer fra Jagtkroen om deres fantastiske tilbud for at holde julefrokost med resten af din virksomhed – og det modtager du, selvom der ikke er andre end dig selv i din virksomhed.
Kampagnen “Reklamer – ja tak” har sandsynligvis hjulpet til at skynde pÃ¥ forslaget, gennem den øgede modvilje til reklamer.
Det er forholdsvis klart: 3/4 af den danske befolkning gider ikke modtage reklamer. Det betyder i øvrigt ikke, at den resterende del nødvendigvis gerne vil – det er muligt at ogsÃ¥ være ligeglad med reklamer – ligesom der findes troende religiøse (der vil sin gud) og der findes troende ateister (der ikke vil deres gud) og der findes ligeglade ateister (der er ligeglade). Pointen er, at ikke-interessen i reklamer burde være udgangspunktet. Men sÃ¥dan er det ikke. Staten ønsker at virksomhederne skal have “frit spil” og ikke “unødigt begrænses”, dvs. af befolkningen.
Jeg tænker nu og da at vi oplever tendenser på samme bizarre scenarier der har ledt til andre samfundsorganiseringers endeligt. Hvor det hele bare bliver for mærkeligt. De sidste tider under en bestemt måde at ordne samfundet på – for os under det liberale markedsdemokrati – hvor alt skal privatiseres, hvor alt skal retfærdiggøres over konkurrenceevnen og virksomhedernes råderum, hvor modsætningsforholdene bliver så mærkelige, at man enten ler i en slags galgenhumor eller også bliver dybt afmægtig over hvor svært det kan være, at indføre små ændringer i systemet, ændringer der for de almindelige mennesker det har konsekvenser for, virker helt enkle og fornuftige.
Er reklamerne og deres virksomheder lidt som de mænd i byen, der altid går ud fra at kvinder er interesserede, indtil de får et nej? (Og nogle gange kræver endnu et nej? Og nogle gange er de ligeglade om de får skreget nej op i ansigtet?). Reklamerne i S-togene er ligeglade om vi skriger nej til dem. De skruer højest lidt ned for volumen, men stadig visker de deres budskaber til os og lyser med deres skærme. De er ligeglade med at vi helst ville være fri, de er udmærket klar over, at vi alligevel ender med at sidde og kigge på dem.
Eller måske er reklamerne og deres virksomheder ligesom de, der til en generalforsamling altid skal udtale sig om alting og fra starten antager, at andre vil finde det som relevante budskaber? Den type mennesker kan virke helt malplacerede, så vi næsten får ondt af dem, samtidig som vi også kan blive irriterede. Men der er virkelig ingen grund til at have ondt af de malplacerede reklamer. De er ude på at tvinge deres salgstaler ned i halsen på dig.
Husk, reklamer er ikke forenelige med de såkaldte frie markeder. Reklamer skaber anti-markeder af den enkle grund, at du først kan sælge (de bedre) produkter, når du allerede har mange penge (ved at fx have solgt en masse produkter).
Men lad os ikke blive afmægtige og kynisme. Hvis vi kan tænke os en verden uden reklamer, sÃ¥ bør vi starte med at fÃ¥ det til at ske i vores hverdag: For at fÃ¥ det til at ske, og fordi det er vores hverdag. Ligegyldigt hvad der sidenhen vil ske, bliver din dag bedre af det allerede nu, mens du fjerner dem. Der er masser af andre reklamer at fjerne: I S-togene, i gaderummet, i offentlige institutioner og de skjulte reklamer pÃ¥ public service (som nÃ¥r DR kun laver apps til Apples lÃ¥ste iPhone eller kun vil snakke med dig i Facebooks lukkede miljø). Hvis afskaffelsen af de fysiske reklamer betyder at der kommer flere “reklamer pÃ¥ internet”, som de konservative skræmte advarer os om, sÃ¥ frygt ej: Vi bygger os rundt om dem. Der findes allerede nu programmer, der hjælper os til at fjerne og frasortere mange af de reklamer vi ikke gider have. Fordi ingen skal tvinges til at se pÃ¥ reklamer. NÃ¥r du surfer er det ret enkelt: Skift til Firefox-browseren (den er ogsÃ¥ fri og Ã¥ben software, og ejes af alle, i stedet for en profitorienteret virksomhed). Installér derefter tilføjelsen AdBlock, der fjerner alle reklamer pÃ¥ nettet (tryk pÃ¥ den store grønne knap, sÃ¥ tager det 10 sekunder). Hvor der før var reklame, er der nu hvid baggrund, sÃ¥ du trygt kan surfe videre og koncentrere dig om vigtige sager. Smukt.
Det er meget muligt, at virksomhederne bliver endnu mere sofistikerede og skjulte i deres reklamekampagner i fremtiden, som modstanden mod dem stiger. Viral markedsføring er et kendt nutidigt eksempel, hvor spredningen af reklamerne out-sources til kunderne selv, og logoet er begrænset til et lille halvsekund i slutningen af videoen eller placeret underspillet nede i hjørnet af billedet. Det er indoptagelsen af No Logo-tankegangen, bare på virksomhedernes præmisser. Reklamerne er allerede ved at fatte, at vi hader dem. Derfor er de begyndt at opfører sig som alt andet end reklamer: Sjove amatørvideoer med kæledyr sælger mobiltelefoner, Jackass-agtige påfund fra nogle unges seneste bytur sælger denim-bukser, og du har helt vildt meget lyst til at redde klimaet i en Facebook-gruppe som tilsyneladende er drevet af et selskab der producerer energi, etc.
Vi har brug for AdBlocks i den kødlige verden også. Og de også skal kunne hjælpe os med at opsnappe den skjulte reklame. Det handler bare om blive kreativ i vores mentale husholdningsarbejde. Men hvordan skal vi gøre det?
1 kommentar • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer