Spørgsmålet om kommunisme

Oven på det europæiske socialdemokratis kollaps i kølvandet på første verdenskrig besluttede Lenin at give den gamle socialismes smuldrende facade en makeover ved at overmale den med det smukke ord ‘kommunisme’. Altså låner han komisk nok fra anarkisterne, der i mellemtiden havde gjort det til deres banner. Denne bekvemme forvirring omkring socialisme og kommunisme har gennem det sidste århundrede i høj grad været skyld i, at ordet blev synonymt med katastrofe, massakre, diktatur og folkemord. Siden da har anarkister og marxister spillet pingpong rundt om modsætningsparret individ-samfund uden at bekymre sig om, at denne falske antinomi er formet af den økonomiske tænkning. Hvis man gør oprør mod samfundet i individets navn, eller mod individualismen i socialismens navn, så har man på forhånd spærret vejen. I mindst tre århundreder har individ og samfund hver især hævdet sig selv på bekostning af den anden, og det er denne dristige og vaklende tendens, der år efter år får det charmerende hjul, vi kender som ‘økonomien’, til at dreje.

Magasinet Eftertryk har publiceret nogle uddrag fra sidste kapitel i Den usynlige komités seneste bog, Maintenant [‘Nu’], smukt oversat af Anna Cornelia Ploug og Serena Hebsgaard.

Mens vi venter på at hele bogen udkommer på dansk, læs her: For den verden, der følger.

Verdens ende, del 6: Traumologi

Oplevelsen af trauma er at miste ens fornemmelse af en tryg verden at leve i.

En verden er den relativt stabile ramme, der holder mig og giver en kontekst, en naturlighed og en selvfølgelighed til den måde, jeg lever på. Verden er ’mit sted’, baggrunden hvor på mit liv udspiller sig og et sted jeg kan søge ly, når jeg har søgt langt væk fra, hvad der føles hjemligt.

Den mest grundlæggende træk ved traumer er at denne relative tryghed ved at kunne tage sin verden for givet, er blevet mig frataget.

I stedet er der noget ved mine omgivelser der føles grundlæggende truende og angstprovokerende.

I de klimatiske skred er det visheden om ’naturens gang’ der forrådes – at det jordlige liv, som vi kender og som vores eget liv er forbundet af, ikke længere føles som en konstant, der kan regnes med.

Verdens stabilitet undermineres. Det er som at prøve at få fodfæste i et jordskred.

Vi er vant til at tænke på traumer som noget ekstraordinært og noget der kun rammer et ulykkeligt mindretal.

Der er stadig spørgsmålet om intensitet – at have været udsat for tortur og indespærring eller blive mishandlet som spædbarn, i sin mest uskyldige fase af livet, det er stadig eksempler på sår, der kræver sin egen tilgang for at heles.

Men i dag må selv de mest privilegerede leve med konsekvenserne af, at de klimatiske skred har frataget os fornemmelsen af en relativt tryg og selvfølgelig verden. Vi har brug for en mindre specialiseret traumologi for at forstå denne underminering af verdens stabilitet.

I sine reflektioner over koncentrationslejrene, beskriver Bruno Bettelheim den så kaldte “ekstreme og håbløse situation” med følgende træk:  (1) dens knusende påvirkning, som man var fuldkommen uforberedt på; (2) dens uundgåelighed, altså at man ikke kunne slippe for situationen; (3) forventningen om at situationen ville kunne fortsætte på ubestemt tid, muligvis en hel levetid; (4) det forhold ved situationens udstrakthed, der gjorde at ens liv kunne være i fare hvert øjeblik; og (5) at man er fuldkommen magtesløs i situationen ift. at beskytte sig selv.

*

Når traumer underminerer vores fornemmelse af en stabil og pålidelig verden, der kan rumme og støtte vores erfaringer og smerter, så bliver vi også selv ude af stand til at erfare og fordøje denne smerte.

Der findes ikke nogen verden, som er ’min’ – verdner er altid et produkt af fællesskab. Selv skizoer, som man nogen gange siger ’lever i sin egen verden’, bruger og approprierer sprog og gestik fra andre omkring dem. Så tabet af en verden og evnen til at blive støttet i sine erfaringer er egentlig et andet ord for tabet af fællesskab.

Det er vildt vigtigt, hvis vi gerne vil sørge den død, der allerede er fundet sted omkring os og som bliver ved med at finde sted omkring os, og i vores egne liv – alle de mange aflivninger og afkald på det ene liv vi har.

En af effekterne af trauma er, at verden skrumper: den verden af væsner, som jeg orienterer mig imod, som jeg sætter min lid til at ville støtte mig, og som også jeg har omsorg for.

For den traumatiserede kan verden ikke så let strække sig til endnu ukendte væsner, til brede fællesskaber og steder, men skrumper til mine tætteste venner, eller måske bare mig selv.

Terapi som politisk praksis, del II: Tre behandlingsstrategier

I indledningen til Terapi som politisk praksis, beskriver Birgitte Diderichsen tre måder at forholde sig til samfundet i psykoterapien.

Den første er den bekræftende strategi, dvs. “bekræftende” af samfundet, som det består, ikke bekræftende af personen, der går i terapi. Formålet med terapien er, at personen skal tilpasses samfundet, som det er. Fx hvis et menneske bryder sammen pga. stress eller meningsløshed, handler det om at blive arbejdsdygtig igen: at håndtere sin stress og finde mening i sit arbejde eller skifte til et mere passende arbejde. I dag ville man sige, med en uskøn anglicisme, at den bekræftende strategi “reproducerer magtstrukturerne”.

Den anden strategi er den progressive strategi, som ikke tager samfundet, som det er, for giver. Den progressive ønsker “nytænkning” og “fremskridt”. Samfundet “kan godt blive bedre”, tænker den progressive. Men nytænkningen kan være lige så farlig, som den er opfindsom, fordi den fremmer (nye) tendenser, der let integreres med arbejdssamfundet, som således “indhenter” og “indfanger” det progressive.

Den sidste strategi kalder forfatterne for den overskridende. Her er det vanskeligt, med nutidens øjne, bare at fortsætte at referere videre. De sidste fyrre årtier, lad os bare sige siden 68 (som denne bog var et produkt af), har fetisheret overskridelsen, dyrket den som universalmiddel eller mål i sig selv. Overskridelsen er ikke mindst ‘indhentet og indfanget’ af arbejdssamfundet og gjort til varer fra edgy kunst-events til en havremælk, der ikke vil være som de andre: Rebel™

Sagt med bogens terminologi er det et godt eksempel på, at mange af overskridelserne faktisk var progressive derved at de let kunne integreres i varesamfundet igen.

Hvis vi skal holde fast i idéen om en egentlig og tilbundsgående overskridelse, der “bryder med det bestående” (for nu at bruge en af de fortærskede klichéer, som også står i bogen), så vil jeg vove at begrænse overskridelsen til én ting: arbejdet. Ikke fordi arbejdet (eller “arbejdssamfundet”) skal være erstatning for store afguder som kapitalisme, samfundet, civilisationen osv. men fordi netop psykiatri og psykoterapi har haft et helt særligt forhold til deres patienters arbejdsdygtighed. Psykologisk behandling har, gennem tiderne, i vid udstrækning handlet om at arbejde med patienterne, så de kunne arbejde med sig selv, så de kunne komme ud og arbejde igen.

At bryde med “arbejdsdygtig” som formål for psykoterapi kunne være et værdigt alternativ som den tredje strategi, som hverken er bekræftende af arbejdssamfundet eller dens opfindsomme, progressive og overskridende avant-garde.

Terapi som politisk praksis: Læsenoter

Læsenoter til antologien Terapi som politisk praksis, udgivet på Hans Reitzels forlag i 1977. Teksterne er resultatet af et seminar organiseret af studerende i 1975/76, som ønskede flere politiske og kritiske perspektiver på psykologien.

Det er nok de færreste der vil finde de her optegnelser spændende, men som så meget andet her er det en flaskepost, der måske bliver samlet op af nogen.

Bogen består af fire dele: en længere indledning og så tre afsnit om konkrete politiske tilgange til terapi fra den tid (Radical Therapy fra USA, Gorizia fra Italien og Socialistische Patienten Kollektiv A.K.A. SPK fra Tyskland). Jeg læser kronologisk og noterer undervejs. Stilen bærer en smule præg af at forfatterne har akademisk savsmuld i munden: Det er tørt skrevet. Noterne består derfor af en del parafrasering af bogen, en del associationer, en del flugtlinjer ud af bogen, en del omskrevede citater, og en del idealiseringer og fantasier om hvad der ikke står, men kunne stå i bogen.

En handlingslammelse er udbredt blandt socialrådgivere, pædagoger, psykologer og læger, erklærer forfatterne i forordet. Handlingslammelsen har at gøre med et paradoksalt spørgsmål: Hvordan kan jeg handle psykoterapeutisk, også når jeg har erkendt, at “menneskelig lidelse i sidste instans er samfundsmæssig”?

Bogens udgangspunkt er den banale sandhed, at menneskelig lidelse ikke bare har sin oprindelse i individet. Ikke desto mindre er det en afgørende banalitet, fordi det betyder at lidelse har at gøre med menneskene vi omgiver os og konfronteres med i dagligdagen, nabolagene vi bor i, arbejdet vi er nødt til at udføre, bossen der skærer i lønnen, meningen der ikke findes dér, vores frygt for en fremtid der bliver mere af det samme lort og drømmene om at de små glimt af liv, der bryder trædemøllen kunne komme til at fylde livet. Det er blik man kan finde mange steder, uden at skulle lede særligt længe, men et blik der sjældent er tilstede i psykologien.

(En undtagelse er Kritisk psykologi, en tradition der primært er udviklet i Tyskland og Danmark og som nu lader til at holde sin sidste bastion på Institut for Psykologi på KU. Det er en skole med rødder i Marx, kritik af amerikansk eksperimentel psykologi og fokus på ‘daglig livsførelse’, men meget mere er jeg ikke bekendt med det, trods at jeg studerede på instituttet omkring fire år.)

I forordet sagde forfatterne, at en handlingslammelse var udbredt blandt omsorgsarbejderne. Det er forståeligt hvorfor psykologer lammes af førnævnte sandhed om lidelsens oprindelse, fordi psykoterapi jo ikke umiddelbart handler om at ændre samfundet, men ironisk nok handler om at ændre den person, der lider af det. Lammelsen kunne gøre mig tilbøjelig til at glemme erkendelsen, eller alternativt leve med erkendelsen som en ren intellektuel erkendelse, et ‘kritisk’ aber dabei, noget jeg kan ironisere over ved private sammenkomster. Andre vil vende lammelsen til et ‘samfundsmæssigt engagement’ og projicere den psykoterapeutiske lammelse over i en kompenserende aktivitet som fx en interesseorganisation for psykiske lidelser, skrive læsebreve eller blive rådgivere for politikere.

Men det “samfundsmæssige” findes også i terapien. Forordet tl Terapi som politisk praksis ender i en programmatisk tone:

“Politisk handling er også det, vi gør på det mellemmenneskelige niveau og i enkeltterapien af mennesker, i børneopdragelsen o.s.v. – i hele vores samliv med andre mennesker. Derfor skal vi også sætte ind på disse niveauer.”

Terapi som politisk praksis indebærer ikke bare at have sin “politiske bevidsthed” med sig ind i terapirummet, men at også sætte ind på de niveauer. Hvordan finde en “psykoterapeutisk” metode for at handle politisk, i lokale sammenhænge, på gaden, i grupper, i kollektiver og bevægelser?

Crazy Mind Blog

Recovery was a total freestyle.  Like for many sufferers conventional wisdom and treatment felt to a certain extent both illegitimate and dishonest to me.  Yet to argue with a sane person about the premise of craziness, whilst still in crisis, is like trying to pick up rice with chopsticks whilst drunk.  Or something like that.  Even if you could do it whilst sober, whilst unstable you lack the mental capacity and skills required to argue your position. Although they offered me a place to share how I felt, they could not support me in the way that I wanted to heal, in the way that felt right for me.  So I winged it. Totally winged it.  And some how, I flew somewhere that felt closer to home.

Crazy Mind Blog introduction