Pierre Clastres: Society against the State

20.06.2012 • kontrol, opstand, [English] • 3 kommentarer /

How does power work in societies that have no state?

Anthropologists have tried to answer the question of power in non-state societies ever since structural functionalism, but it seems to me that it never got us beyond the negative perspective: absence of state, lack of political institutions etc. I think this perspective can be overcome by a line of thought developed by the political anthropologist Pierre Clastres. I’m esp. thinking about the main work Society against the State and the article “Power in Primitive Societies” found in the Clastres-anthology called Archaeology of Violence.

I will give a brief overview of Clastres’ thesis, then some associations, and end with a practical question.

The basic idea, beyond all negative descriptions of so called non-state societies, is that there is actually a highly developed political thought in archaic societies. What might this political thought consist of? Simply, society constantly struggles to ward off the emergence of the State. In other words, archaic societies are not merely non-state societies, but anti-state societies. Warding off or subverting power is not a lack, but a political positivity, and it is something that can be thought and described. This might have tremendous consequences for a contemporary theory of the State and how to struggle with it.

The principle of the subversive efforts of the tribe is to never make it possible for an external power to emerge, dividing society into rulers and ruled. As an example we might take the chief, whom colonial anthropologists thought was an embryonic form of authority. According to Clastres, the chief is actually a self-subverting authority who is constantly rendered powerless by the tribe. This might happen through forced generosity (i.e. a kind of blackmail – thus, the chief is usually the most poor person of the tribe) or the duty to speak, even though the tribe does not care to listen, or other mechanisms. If the chief abuses his power (that is, uses power), the tribe abandons him, or even kills him, replacing him with a new chief.

This brings up a whole range of questions concerning power and violence. I have the impression that not many anthropologists have drawn the necessary conclusions from Clastres’ thesis on anti-state societies and have definately not followed this path to the end. A more contemporary example of someone using insights of Clastres and the tribes he studied is Raúl Zibechi in his recent book on the Bolivian movements called Dispersing Power. He describes how the movement of former peasants – now migrated to the metropolis El Alto, La Paz – succesfully managed to disperse state-powers as well as resisting to be co-opted by the newly elected left party.

For Clastres, “Western” political thought (ie. all philosophy of the state) can not conceive of power without social division. I presume this is why the whole discussion of power in primitive society gets so confused. Could one say, perhaps polemically, that modern anthropologists seem to insist in looking for something which is not there? Power in primitive society is fundamentally different, as the example of chiefdom teaches us. The chief continues his chiefdom because of a taste for ‘prestige’ (in the language of Clastres), but is thus entirely dependent on the community which grants him the prestige. At any time, society may forget his former actions of glory. If we want to understand power, it seems crucial to analyze and elaborate on how prestige (or ‘the logic of prestige’) is not the same as power (or the logic of power).

What I find important is not only how this opens a way of thinking archaic societies differently from the evolutionists (incl. the marxist evolutionists), who could only speak of non-state societies in negative terms, ie. in terms of their lack, absence and history-to-come. The astonishing thing is that societies against the state teaches us how the State is neither a necessary historical outcome and that there exists political mechanisms to ward off, refuse and subvert its appearance.

With Gramsci, we get an idea how the State works as both a separate organ of power (coercion–police) and through mobilizing civil society for a hegemonic project (“private” institutions, citizen guards, mundane law-abiding behavior and so on). But it seems that Gramsci’s project is usually understood in such a way that counter-hegemonic movements should merely seek to take over the state, replacing one hegemony with another, one police with another, one law with another and so on. Even with Foucault, who is not particularly interested in taking over the state, we don’t get a line of thought of how to ward it off.

My question is, using Clastres, is it possible to understand, at least as preliminary material, an abstract method for subverting the emergence of State power?

The question assumes that primitive society is actually the privileged site to understand the State and, more importantly, how to subvert it. Why did the State never appear in certain societies? We can either answer negatively, referring to some inherent lack of intelligence, or we may begin to understand this persistent refusal of the State as genuine political thought. Their entire history is, in the latter perspective, a history of avoiding the state. The political thought of anti-state societies reveals an intimate knowledge of state power, through the always-present risk of a state appearing. The chief may separate himself from society, confusing the taste for prestige with a desire for power, dividing society into dominating and dominated etc. Thus, Clastres proposes that archaic societies actually has intimate knowledge of the State. This means that the State in some way must always have existed, at least as a spectre, as all the anti-state mechanisms reveals. The State is not a recent invention, but a risk, a ghastly possiblity which archaic societies have always known.

This makes it easier to pose the question more practically: is it possible to imagine means of “transition” (understood in an anti-evolutionary sense) from various contemporary forms of the state to societies against the state?

En invitation

05.12.2011 • offentlighed, opstand • 4 kommentarer /

Kære venner af denne blog,

Håber I vil blive venner af den her bog, og blive det til denne komsammen hér.

P.S. Det bliver holdt i et stort hjem som et slags semi-offentligt arrangement. Det kommer ikke til at stå i nogen kalendersteder (og invitationen foroven er endnu uforståelig for google), så I skal være meget velkomne at være med til at sprede budskabet fra neden: på facebogen, emailen og munden til munden. Men allerbedst ville være, at tage en ven eller to med. (Man må selvfølgelig meget gerne komme alene). Og den her kollektive kopiering af bogen i lydform … det bliver virkelig optur at kunne høre bagefter. Som blev bogen oplæst af et mangestemmet monster.

Helbrede død med kommunisme

02.12.2011 • affekt, afmagt, arbejdssamfund, kærlighed, mig'et, opstand, queer, religion, tilknytning • 6 kommentarer /

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, dø:

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Lidt kort om oversættelsen af ‘Den kommende opstand’

27.11.2011 • forskning, kopiering, opstand • 3 kommentarer /

Den kommende opstand udkommer den 2. december. Lidt kort om bogens tilblivelse, til dem der måske har fulgt den indledende oversættelse, eller nærmere udkast til oversættelse, af de syv kredse* her på commoniser. Som sagt fortsatte arbejdet med teksten i løbet af foråret offline. Flere deltog og det blev et fælles projekt, med en deadline der flere gang blev rykket fordi én synes den tekst kunne blive mere præcis eller konsekvent, mere mundret, myrekneppe endnu en etymologisk betydning eller finde et hverdagsudtryk, fremmane musikken og rytmen, konfrontere mandighed med sårbarhed og støvsuge for paranoide pronomen, dvs. passager der på misforstået vis kun var i stand til at vrænge af magten udenfor (“DEM”), i stedet for at pege på fælles tilbøjeligheder (“MAN”) jeg også selv kan falde ind i (“MIG”). Vi besluttede at Toni gjorde arbejdet færdigt, deraf navnet i kolofonen. I en anden verden kunne der måske have stået navnet på et diffust fællesskab. Bemærk også hvordan oversættelsen stammer fra en mængde kilder, der alle har filtret sig ind i denne dansksprogede bog: fransk, engelsk, svensk (måske burde også nævnes tysk, da titlen Der kommende Aufstand, som bogen hedder dér, til dels foranledigede skiftet fra Det kommende oprør til Den kommende opstand. Her kan også nævnes Stephane Hessels meget omtalte indignerede pamflet, med den franske titel Indignez -Vouz, der på dansk blev oversat til ‘Gør oprør!‘ Det kun virke som bøger af samme stof, men titelskiftet tyder altså på noget andet).

* At ‘cirklerne’ er blevet ‘kredse’ er bare en af de få større ændringer som er kommet til undervejs og som opstod efter nogle læsninger i Dantes Den guddommelige komedie, som Den kommende opstand tager sin struktur fra. Der kunne skrives flere indlæg om den parallel, men for nu håber jeg bare at det vil inspirere til at gå på arkæologisk opdagelse.

Udgivelsesdato for ‘Den kommende opstand’

26.11.2011 • forskning, kopiering, offentlighed, opstand • 9 kommentarer /

Den kommende opstand udkommer fredag d. 2. december. Se hele opslaget hos forlaget After Hand. Dér kan man også forudbestille bogen, så den bliver sendt med posten.

Altså, det bliver så afsindigt dejligt at den bog endelig kommer til verden.

Her er omslagets yderside i flad gengivelse:

(Detalje: Omslaget kan ikke gengives helt, da det er trykt i to pantonefarver,
der begge befinder sig udenfor computerskærmens spektrum)

Vil ikke kommentere så meget, så check bare resten ud hos After Hand, hvor man foruden at forudbestille bogen også kan se prisen, eller rettere pristrappen, og info om arrangementet Verbale Pupiller i Århus, hvor bogen også vil blive diskuteret.

Der skal nok blive noget traditionelt receptionshalløj i København også. Men ellers ville det være dejligt hvis den her udgivelse kunne behandles på flere måder, og lade bogen komme i live på en mængde måder.

Bogen udgives med en opfordring til at blive kopieret (kopimi).

Hvorfor vi hurtigst muligt må finde måder at lade være med at betale vores regninger

09.11.2011 • kontrol, opstand • 2 kommentarer /

Hvis vi skal begynde at begribe krisen, så er vi nødt til at starte med gælden. Hvem skulle have troet at det var en filosof fra Handelsskolen der skulle sige det, der skulle siges på dansk?

Ole Bjerg skriver om skyldnere og kreditorer i en artikel i Information, som det er værd at citere længere bidder fra:

Den finans- og gældskrise, der i løbet af de seneste tre til fire år har bredt sig til flere og flere områder af samfundet, er ikke en midlertidig forstyrrelse af vores økonomiske system. Det er kulminationen på en finansiel og monetær udbytning, der har stået på i de seneste tre til fire årtier. For så vidt som hele vores økonomi efterhånden er organiseret omkring cirkulationen af kreditpenge, forplanter disse fluktuationer sig næsten øjeblikkeligt til almindelige menneskers privatøkonomi.

Visse forhold har ændret sig. Hvilket også gør sig gældende for hvilke midler vi kan gøre modstand med.

Industrisamfundets arbejderklasse havde arbejdsnedlæggelsen (strejker på arbejdet) som våben. I dag er 20% af os alle uden arbejde og kapitalismen har vænnet sig til konstant arbejdsløshed.

En lille kommentar omkring strejker: I den udstrækning at strejker er et brugbart våben i dag, må de derfor være (1) vilde, dvs. uden advarsel til arbejdskøberen, og (2) rettet mod at blokere cirkulationen af varer, for når produktionen kører efter just-in-time-logik, er det at blokere cirkulationen også at blokere produktionen (og omvendt). Men det er altså ikke Ole Bjergs ærinde, og konklusionen peger mod en anden type strejke.

For så vidt som vi ikke lever i den industrielle kapitalisme, og skyldnerklassen netop ikke er sammenfaldende med arbejderklassen, giver det ikke mening at bruge strejken som våben. En stor del af skyldnerklassen er præcis karakteriseret ved ikke at have et arbejde, som de kan true med at nedlægge. Og en endnu større del risikerer blot, at en strejke er netop den undskyldning deres arbejdsgiver behøver for at flytte arbejdet til Kina.

Det er en lignende pointe David Graeber laver i bogen Debt, som jeg kort har omtalt. Pointen lyder som følgende: Det forhold at vi allesammen er mere eller mindre forgældede, giver kraft til et særligt våben: gældsforsømmelsen. Strejker mod gælden med andre ord, eller hvad vi med et kortere ord kunne kalde gældsstrejke.

Selvom det kan virke en smule fremmed, er det faktisk en strategi med mange år på bagen. David Graeber mener faktisk at konflikter omkring gæld er en af de hyppigste temaer for revolutionære situationer gennem tiderne.

Et af eksempler nærmest vores tid, og på stor skala, må være Italien i årene omkring ’77.  På alle mulige områder, fra bolig og offentlig transport til fødevarer og andre hverdagsudgifter, strejkede folk på gæld og afgifter. Slagordet var enkelt: “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!”. Strejkeformen kaldte de selvreduktion, på italiensk autoridizione. I visse tilfælde nægtede de helt at betale, i andre tilfælde besluttede de sig, gennem såkaldte selvreduktionskomitéer, for en lavere pris. Det betød fx at trykke “nye billetter” for at rejse med togene.

Ole Bjerg igen:

Den globale finans- og bankelite kan mageligt tillade sig at overhøre alverdens protester, som udtrykkes vha. skilte, bannere, taler, blogs, sange, Facebook, Youtube-klip, tweets, osv. Men hvis betydelige dele af under- og middelklassen i USA, Europa og andre steder i verden omsider fik nok af at sidde og vente på, at de hver for sig gik fallit og i stedet bestemte sig for kollektivt at holde op med at betale af på deres gæld, ville det være svært for selv den mest kyniske hedgefund manager at ignorere.

Det er klart, at den her måde at indramme gældsforsømmelse på – som en invitation til forhandling, som finanskapitalen ikke kan ignorere – går i samme fælde som arbejderbevægelsen historisk har haft tendens til med arbejdsnedlæggelser. Forhandlinger er i stor udstrækning den slags begivenheder der redder magten ved at give den en ny retfærdiggørelse: “De nye omstændigheder er et resultat af en demokratisk proces” osv. Og pludselig virker magten, omend lidt svækket, naturlig igen.

Ole Bjergs ærinde har i den forstand meget få ambitioner. Vi er på socialdemokratismens niveau, velfærdsstatens nvieau, men det er måske nødvendigt at begynde dér.

Hvis vi vil gøre os forhåbninger om undgå en total fuldendelse af finanskapitalens sidste fire årtiers togt og hostile takeover, hvor 147 transnationale koncerner nu sidder på 40% af klodens indtægter, så må vi hurtigst muligt finde måder at lade være med at betale vores regninger. Hvilket i sig selv vil give aneldning til en mængde andre former for modstand, for kreditorerne kommer ikke til at lade os slippe let med det.

Nogle retoriske greb kunne lyde: At viske tavlen blank, vende bankpakkerne på hovedet, eller mere katolsk, indføre jubelår. Bliver det år 2012?

Tiqqun: Borgerkrig, livsformer

04.07.2011 • affekt, fremmed, opstand • 2 kommentarer /

Spredte noter og afskrivninger fra Tiqqun-læsning. Ekstremt fragmenteret, men det hjælper bare at sætte det ned på skrift.

Introduction to Civil War består af 85 teser, nogle korte, ned til blot en linje, andre lange, op til et par sider. Teksten forsøger at erstatte den positive antropologi og dens præventive pacificering. Denne positive antropologi er ikke først og fremmest positiv fordi den er ovenud optimistisk, men fordi den hele tiden kredser om kvaliteter, mærkater, karakteristika, essenser og andre glatte betegnelser om hvad “mennesket er”. Introduction to Civil War er et forsøg på at skrive en “radikalt negativ antropologi” med et par abstraktioner …

“… that are just empty enough, just transparent enough to prevent our usual prejudices, a physics that holds in store, for each being, its disposition toward the miraculous. Som concepts that crack the ice in order to attain, or give rise to, experience. To make ourselves handle it.”

I dette indlæg vil jeg lave nogle nedslag i de første 31 teser, der først og fremmest omhandler begreberne borgerkrig og livsformer.

Livsform. Den elementære menneskelige enhed er ikke kroppen – individet – men livsformen (§1). En livsform er det, der til enhver tid animerer og affekterer en krop, og trækker den mod visse ting frem for andre. Som en tilbøjelighed eller smag for noget. En tendens eller impuls. En livsform handler derfor mindre om “hvad jeg er” og mere om den måde, den facon eller proces hvormed jeg bliver det jeg bliver – “hvordan jeg er hvad jeg er” (§5). Det er en vigtig forskel mellem alle karakteristika, identiteter og mærkater man ønsker at beskrive sig selv og hinanden med – og så alle de tendenser, der hele tiden overskrider de karakteristika. At tage en livsform på sig indebærer, at være mere tro til sine tilbøjeligheder i en given situation end til sine mærkater og “karakteristika”.

Tænkning. Tilbøjeligheder kan enten afværges eller omfavnes (§4). At tage en livsform på sig indebærer at tænke den. Tænkning er det, der omsætter en livsforms tilbøjeligheder til en styrke, til en mærkbar effektivitet. I enhver situation findes der en linje der står ud blandt de andre, en linje hvormed langs magten vokser. Tænkning er denne evne til at udskille og følge denne linje. Bemærk hvordan tænkning i denne forstand altid indebærer handling. Vi kunne kalde dette tænke-og-handle.

§6, gloss ß: The most Bloomesque notion of freedom is the freedom of choice, understood as a methodological abstraction from every situation. This concept of freedom froms the most effective antidote against every real freedom. The only substantial freedom is to follow right to the end, to the point where it vanishes, the line along which power grows for a certain form-of-life. This raises our capacity to then be affected by other forms-of-life.

Borgerkrig. Begrebet om borgerkrig er helt centralt her. Det er ikke en historisk eller fremtidigt scenarie, men et fundamentalt forhold ved verden. Tiqqun definerer borgerkrig som “livsformernes frie leg; det er princippet om deres sameksistens” (§1). Jeg forstår her leg som alle tænkelige møder, sammenstød, interaktioner mellem kroppe, og måder kroppe kan berøre hinanden på.

“§12. The point of view of civil war is the point of view of the political.”

Men hvorfor krig? Og hvorfor mellem borgere?

Borgerkrig, fordi i en hvilken som helst leg mellem livsformer kan muligheden for heftige konfrontationer – muligheden for vold – aldrig ignoreres.

Her er brug for et sidespor, omkring vold, som Tiqqun ikke selv bekymrer sig om at uddybe: Vold skal nemlig her forstås i sin brede mening og ikke bare i sin mest synlige form (den type vold du ser på nyhederne eller fantaserer om, når du tænker på en voldsforbryder). Vold kan også være strukturel vold, dvs. al den lidelse og elendighed som folk daglig kæmper med, men som bare er blevet normalt. Strukturel vold er på mange måder usynlig vold. Strukturel vold er fx, at den fattige ikke kan bespise sig selv, mens supermarkederne smider al overfloden af mad ud i skraldespanden. Vold kan også være en symbolsk vold, dvs. alle de talehandlinger, navngivninger og kategoriseringer, der muliggør både den mere synlige vold og den strukturelle vold. En symbolsk vold der muliggør synlig vold er fx når palæstinensisk modstand mod den israelske besættelsesmagt navngives som “terrorisme”, hæmmer det vores evner til solidaritet og retfærdiggører død og ødelæggelse som i Gaza 2008. Volden udgår både fra kamphelikopteren der skyder hvid fosfor over en befolkning, ligesom volden udgår fra alle de tunger der konstant kalder dem terrorister og derfor gør massakren mulig). En symbolsk vold der muliggør strukturel vold er fx den overdrevne så kaldte “islamkritik” der giver regeringen grundlag for at lave kringlede udlændingelove, for at forhindre muslimer i at komme ind i landet.

Borgerkrig, fordi konfrontationen mellem livsformer ikke ligesom krig mellem stater, men ligesom konfrontationen mellem parter. (Eller endda konfrontationen mellem “partier” i samme forståelse, dvs. i den forståelse “parti” havde før fremkomsten af den moderne stat). I den igangværende borgerkrig er den neutrale også en part.

Pagt og fællesskab (§13-16). Når der, på et bestemt sted og tidspunkt, opstår et møde mellem to kroppe, der affekteres af den samme livsform, erfarer de en form for pagt. Det er en pagt der går forud enhver slags beslutning, og snarere opstår end aftales. Sammenstødet sætter mig i kontakt med mine egne krafter. Denne type pagt kan også kaldes fællesskab. Der findes ikke noget Fællesskab med stort F, eller fællesskabet i bestemt form. Der findes kun fællesskab der spreder sig. På samme måde er fællesskab ikke en samling af kroppe (“dette fællesskab”) abstraheret fra verden, men snarere fællesskab opfattet som en særlig relation mellem kroppe. Dét, at sammen erfare og blive animeret af fællesskab – det er alt der menes, med begrebet fællesskab. Så snart fællesskaber forsøger at inkarnere sig som et adskilt subjekt, det øjeblik de forsøger at afgøre hvad der skal være indenfor og udenfor det, taber de fællesskabsfølelsen i de enkelte relationer. De bliver i stedet til Organisationer.

Hostility (§18-23). Når to kroppe, der affekteres af livsforme som er fuldstændigt fremmede for hinanden, mødes på en bestemt plads og øjeblik, erfarer de fjendtlighed [hostility].

Og med det samme løber jeg så ind i oversættelsesproblemer, for her er det vigtigt hvordan Tiqqun skelner mellem hostility og enmity – eller mellem hostis og enemy.

En hostis – den anden krop, der animeres af en fremmed livsform – er et forhold der er radikalt anderledes end med en fjende [enemy]. En hostis kan identificeres og dens situation kan kendes, men den selv kan ikke kendes for hvad den er. Hostility] er denne umulighed for kroppe der ikke går sammen at kende hinanden. Så snart en ting læres at kende forlader den fjendtlighedens sfære [the sphere of hostility] og bliver til en ven – eller fjende [enemy].

På dansk kunne man måske oversætte hostility til ‘fjendtlighed’, mens enmity bliver ‘fjendskab’. Men det skaber problemer i forskellen mellem hostis og enemy – her lader det danske sprog kun til at have ét ord: ‘fjende’. Indtil bedre bud kommer på banen, holder vi os til de engelske.

Hostility er det, der kobler fremmede sammen som fremmede: Varen, pengene, den juridiske kontrakt, bagtalelse, voldtægt, fornærmelse, ren og simpel ødelæggelse. Alle disse handlinger virker ved at reducere den anden. Så den anden forbliver fremmed, ukendt. Men også mere subtile former for hostility findes, som fx i visse typer gavegiveri (når gaven har indbygget en tvang til reciprocitet). Gavegiveri der animeres af hostility kan endda være overhøflige komplimenter, visse typer gæstfrihed, hyldest, overforsigtighed m.m. At forlade hostility indebærer at tage de potentielle konflikter på sig, som reduktionerne dæmper, og således tvinge etiske skillelinjer frem mellem fremmede livsformer.

“§27. All differences among forms-of-life are ethical differences. These differences authorize play, in all its forms. These kinds of play are not political in themselves, but become political at a certain level of intensity, that is, when they have been elaborated to a certain degree.”

Hvad der er på spil når en enemy konfronteres er aldrig at tilintetgøre dens eksistens, men at i stedet tilintetgøre dens  magt, dens potentialitet.

At forlade hostility ved at finde fælles livsformer, betyder som sagt venskab. At være bundet som venner gennem en forståelse eller beslutning indebærer, at som i takt med at vennens magt vokser, vokser min egen. Ligeledes er jeg bundet til min enemy gennem uoverensstemmelse, således, at for at min magt skal vokse, må jeg konfrontere the enemy og underminere dens krafter.

Mafia K’1 Fry – Krig

06.06.2011 • opstand • Ingen kommentarer /

“Samtidens blindgyde, alle steder åbenlys, men samtidigt alle steder benægtet. Der findes ingen ende på psykologerne, sociologerne og de litterære amatører der arbejder med sagen, hver eneste af dem med en specialiseret jargon hvorudfra de mislykkes i at drage konklusioner. Det er tilstrækkeligt at lytte til samtidens musik – den troskyldige ”alternative folk” hvor småborgerligheden dissekerer sin sjælslige status, ved siden af krigserklæringerne fra rapgruppen Mafia K1 Fry – for at vide, at sameksistensen kommer til at ophøre snart, at et valg er nært forestående.”

Klumme i Information: Afgiftsstrejke og velfærdsslommer

13.04.2011 • hacking, opstand, velfærd • Ingen kommentarer /

Har en kommentar i Information i dag. Den handler om protestformen (apropos studerende på de humanistiske uddannelser på KU der i øjeblikket protesterer mod nedskæringer og brugerbetaling). Den introducerer også en anden måde hvorpå man kan strejke i uddannelsesfabrikkerne (afgiftsstrejke). Til sidst om – hvad korrekturlæseren så fint satte som rubrik – så kaldte ‘velfærdslommer’.

Kommentaren åbner nok langt flere spørgsmål end den svarer på, så jeg vil skitsere et par ting her. Er meget åben for diskussion, så kommentér gerne her på bloggen.

Post-protest

Et par uddybninger omkring protestformen.

Humanistiske akademikere ynder at opfinde ord med præfixet post- foran alle mulige begreber. Siden det nu er netop humanistiske studerende, der protester, så lad os anvende samme fremgangsmåde, for at betegne det brud vi har brug for: post-protest. Som alle post-betegnelser indebærer det en fremgangsmåde der både bygger ovenpå protesten, men samtidigt forsøger at bevæge sig hinsides protesten.

Protesten kan være et afsæt for andre typer af aktiviteter, fordi protesterne typisk bliver de mest umiddelbare udtryk for vores utilfredshed, der hvor vi lettest kan finde hinanden. Når en demonstration samler 100.000 mennesker på gaden bliver det i denne forstand ikke vigtigt om politikerne lytter (det gør de ikke: I 2003 gik mennesker over hele verden på gaden den samme dag til den største koordinerede demonstration nogensinde i historien. Et par uger efter gik De Villiges Koalition i krig i Irak).

I post-betegnelsen kan der betegnes to tidslige brud.

For det første handler det om, hvad der sker efter protesterne, hvor mennesker går hen bagefter demonstrationen (deraf, ”post-protest”). Det vigtige bliver hvad de, der har protesteret, bagefter snakker og konspirerer om, når de tager den rituelle øl på en bar i nærheden, fyldte af de affekter som demonstrationen har frembragt. Hvad sætter protesterne os i stand til? – i stand til at finde hinanden, i stand til forstå konflikten (flyveblade til demonstration etc), i stand til at frembringe nye gnidningspunkter, der accelererer konflikten og skruer op for volumen.

Post-betegnelsen kunne også betegne et tidsligt brud modstandshistorisk: Vi behøver nutildags at udvikle nye metoder, end vi har gjort brug af tidligere. Vi har brug for mere end protester. Protesten er altså ikke ligegyldig, men står den alene, degenererer den til en afmagtsmaskine.

Forsikringsfonde / Planka.nu

De norske og svenske forsikringsfonde for passagere uden billet henviser til tidligere omtalte Planka.nu (se også dansk wikipedia-artikel). Også dér steg billetpriserne nemlig under 90′erne og 00′erne (grønne er billetprisen i Stockholm, blå er inflation, gul er medlemsgebyr i Planka.nu):

Commoniser tidligere har skrevet og holdt oplæg om Planka.nu, der har eksisteret siden 2001 og de seneste år har formået at nærmest blive en interesseorganisation for passagere i den offentlige transport. Der findes ikke andre aktører i Sverige, måske hele skandinavien, der laver så mange undersøgelser, kampagner og tænketanks-lignende rapporter om kollektivtrafikken. Argumenterne er: at rejsen til jobbet er en del af jobbet; ligesom at den afgiftsbelagte rejse til din gratis uddannelse gør at uddannelsen ikke er gratis; at kollektivtrafikken prioritering over bilsamfundet (pga. klima- såvel som byplanlægningsgrunde) skal afspejles i priserne, at det at kunne bevæge sig rundt i en by er en urban allemansrätt (i Stockholm er du tvunget at transportere dig med metroen, med mindre du har råd til bil).

Forsikringsvirksomheden, hvor gratister betaler for hinandens bøder, befinder sig i den trygge gråzone af hvad der er lovligt (tryg, fordi der har været adskillige forsøg på at lukke planka.nu juridisk, men de har alle fejlet). Det er fordi, at der lovligt set ikke er tale om bøder, men derimod tillægsafgifter. Altså en meget dyr billet (i Stockholm så høj som 1200 kr.). Planka.nu er derfor et meget godt eksempel på hacking, derved at deres virksomhed befinder sig i gråzonen af det mulige, for at omkanalisere strømme og resourcer, og på den måde forandre systemet direkte.

Så vidt jeg ved, gælder samme lovgivning i Danmark. Det overordnede hack gælder altså, men kontrolapparatet (“lørerne”) fungerer altid anderledes fra by til by. Derfor må eventuelle RUC-studerende, eller andre der ønsker at betale hinandens bøder, komme tæt på systemet, undersøge det, finde dets svagheder, for at siden omgå kontrollen.

I øvrigt, til de interesserede: Den omtalte historie fra Italien 1974, hvor arbejdere nægter at betale for at blive transporteret til fabrikken, er bl.a. dramatiseret af Dario Fo i stykket “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!” (manuskriptet kan lånes på biblioteket). Svenske Planka.nu har i den forbindelse en analyse af afgiftsstrejken plus et oversat interview med Dario Fo. Faktisk satte Gladsaxe Teater stykket op i 2009, under en mindre omskrivning af titlen til “De betaler ikke! Vi betaler ikke!” (kan egentlig meget godt lide den titel, så giver absurditeten i de høje priser endnu mere mening).

Velfærdslommer

Hele spørgsmålet omkring velfærdsstatens afvikling virker ret uklart, men jeg ser umiddelbart to spørgsmål at diskutere. Ikke spørgsmål for at afgøre om det sker (det virker ret åbenlyst). Heller ikke for at afgøre om vi skal gøre det ene eller andet, men derimod hvordan vi skal gøre både det ene og det andet. På den ene side, hvordan bevarer vi institutioner i velfærdssaten, i den udstrækning at vi stadig er forholdsvis afhængige af dem? (2) Hvordan bygger vi nye lommer af velfærd i statens skal, små sikkerhedsnet, der kan give umiddelbar tryghed, men som med tiden kan strækkes ud og gøre staten unødvendig?

Jubelpessimisme

12.02.2011 • affekt, opstand • 4 kommentarer /

Føler i dag, at der er grund til at være jubelpessimist.

Jubelpessimisme indebærer, at vi kan holde flere ting i hovedet på samme tid, at vi kan glædes og fejre og spekulere og konspirere, at være både optimist og pessimist på samme tid (de er ikke hinandens modsætning, det er derimod defaitismen, den opgivende følelse, accepten og overgivelsen af fremtiden). At være ambivalent, helt enkelt.

Omkring 30 sekunder. Så lang tid tog det Suleiman, at annoncere på det egyptiske stats-TV, at Mubaraks 30 årige lange ledelse var slut.

At Mubarak gik af sin præsidentpost i Egypten og overlod den formelle ledelse til militæret, anerkendes af selv de mest kyniske kommentatorer som et vendepunkt – revolutionens første store bedrift – men i den arabiske region som sådan. Der er seriøse potentialer for domino-effekter nu. Det hele er første begyndt. Hæv blikket.

Oprøret har allerede bygget grundstenene til demokrati

Og det er vildt! Magtdynamikken mellem befolkningen og regeringen i Egypten vil for altid være forandret efter i går.

De seneste par uger har befolkningen fået den altid omnævnte “smag for frihed”. Hvad betyder det egentlig? Det betyder bl.a. at have fået fornemmelse for og forfinet sin politiske bevidsthed og krop, tale magten imod, lært at forsvare sig mod politiet, øvet sig i det sociale samarbejde som det kræver at holde et oprør i gang, og mens statens apparater falder sammen (hvilket nogle absurde vestlige kommentarer satte synonymt med “samfundet”), bygger man et samfund i skallen af det gamle, med alternative infrastrukturer; overtager fabrikker, starter arbejdskooperativer, kvindegrupper, selvforsvarsgrupper i nabolaget, der distribuerer mad ud til hjemmene når området er roligt; udviklingen af et helt nyt sprog, nye slogans, nye sandheder; at lære at producere og distribuere undergravende løbesedler, opdage værdien af timing (modstandens kairos), finde undetrykkerens svage punkter, finde hinanden på gaderne, på tværs af kulturelle og religiøse skel (her viser oprøret sig som en langt mere ægte multikulturalisme end i vores liberale demokratier), hvor kristne vogter for sine muslimske kammerater, mens de beder midt under gadekampe

Og så vandt de oven i købet. For tilfældet, den første kamp. Det forstærker blot sandheden i alt det, de seneste uger har lært kroppen, alle de bånd der er blevet knyttet mellem mennesker. Det har haft mange omkostninger: Hundrede er døde og tusinder sårede. Vi bør have den dybeste respekt for de modige mennesker, der kastede sig ud i deres lederløse oprør. Ikke ved at blot konstatere respekten, men ved at fortsætte med at have vores opmærksomhed på Egypten, når de nu går ind i en post-Mubarak-fase. Revolutionen er først lige begyndt.

Kvinder og mænd tager hånd om gaderne. Hvem har brug for en regering?

Risiko for jubeloptimisme

Faren er derfor, at reaktionerne læner sig mod jubeloptimisme: Over at “revolutionen har nået sit mål” og “det egyptiske folk har sejret”. Resten er blot et “teknisk spørgsmål”.

Hvad jeg fisker efter her, er en kritik af,

• at Omar Suleiman, chef for det sikkerhedspoliti, der de seneste uger har skudt og slået på demonstranterne, er stadig ikke er smidt ud. Men også før oprøret stod Suleimans sikkerhedspoliti for daglig politibrutalitet og tortur i Egypten.
• at militæret nu har den formelle magt over landet, et militær der – trods alle forestillinger om deres “neutralitet” – stadig er en del af regimet. Hvilke aktiver og interessenter er der at finde her?
• at en “overgangsfase” ikke er nogen entydig størrelse, men derimod kan have vidt forskellige meninger, indhold og tidslængder. Skal overgangsfasen blot lede op til parlamentariske valg? Hvem skal organisere dette i så fald? Er demonstranterne på Tahrir-pladsen direkte repræsenterede? Og hvem skal gøre det? Og hvornår?

Det er her, hvad jeg i det forrige indlæg beskrev som en affektbaseret politik, må forsøge, at forhandle mellem modstridende affekter, for at opretholde ambivalens.

Faren ved jubeloptimismen – modsat jubelpessimismen – er, at det er en jubel, der har tendens til at slette og overskrive den underliggende vrede og modstand, der har drevet hele oprøret. Vrede, håb og modstandsfølelse som også på meningsfuldt vis har været tilstede i resten af verden, der har fulgt med og haft en ikke ligegyldig rolle at spille, ved at forsøge at lægge pres på egne liberale støtter til regimet, og udøve direkte solidaritet gennem fx netaktivisme. Men revolutionen er først lige begyndt. Derfor må en ambivalens råde, så ikke jubelen skyller al vreden ud. For der vil komme flere og nye lejligheder til at gøre brug af vreden og gøre modstand. Ellers kommer en næste dag hvor militæret i stilhed plyndrer den egyptiske stat, og kroppen ikke er beredt på en meningsfuld reaktion til det – ikke opmærksom nok. Og den kognitive dissonans er for stor, så man vil have tendens til at ignorere eller glemme.

Jeg tror vi kan gøre meget ved at støtte egypterne og de andre arabiske folk der vil lave oprør. Men begivenhederne kan også forfine og træne vores egne fornemmelser for politisk bevidsthed. Lige nu er Egypten et af de mest inspirerende udtryk for demokratisk bevidsthed, og vi har meget at lære fra dem – ikke omvendt (det er ikke os der skal ned og fortælle dem hvordan det – liberale borgerlige – demokrati fungerer, de skal have tid og støtte til at gå deres egne nye veje). Vi kan støtte egyptiske og andre arabiske revolutionære ved at lægge pres på de kræfter herhjemme, der er tavse eller decideret understøtter regimerne – endnu mere vigtigt under kommende “overgangsfaser”. Hvor meget når regimet at tilrane sig, mens det smuldrer? Et rygte siger, at Mubarak er god for helt op til 200-400 milliarder kroner. Kan nogen bekræfte den slags bizarre tal?

Tror her det er tid til at læse lidt op på hvad der skete i Sydafrika efter frigørelseskampen far Apartheid-styret og efter Nelson Mandela og ANC kom til “magten”. Apartheid-styret nåede kun uger inden at sælge ud af hele butikken, til tidligere apartheid-ledere, så der ingen økonomisk magt var tilbage i statsapparatet. Det var en tomt og symbolsk overdragelse af den politiske indflydelse. Naomi Klein skriver om det i kapitlet om Sydafrika i Chokdoktrinen: “They had acquired the keys to the house but not the combination to the safe”, som Klein udtrykker det.

Jubelpessimismen jubler derfor over den virkelige bedrift det er, at Mubarak er gået af, men er samtidig pessimistisk, dvs. varsom omkring hvor meget af resterne af hans regime har smuldret. Det er kun toppen af regimet der røget. Resten må også afinstalleres og fortsætte med at krakellere. Optimister og pessimister på en og samme gang, for at forvise opgivelsen og trætheden.

Spørgsmål

Dagens spørgsmål, for at opsummere, og jeg vil meget gerne have nogle bud: Hvad sker der i Egypten nu efter der er blevet fejret hele natten i går? Er Suleiman, chefen for sikkerhedspolitiet, stadig siddende? Hvor mange tyvekoster har Mubarak taget med sig til sin badeferie på Sham-el-Sheik? Hvilke forhandlinger hørte vi ikke om bag kulisserne i går inden Mubarak trådte af? Hvad betyder det, at militæret, der trods al “neutralitet” stadig er en del af regimet, har den formelle ledelse af landet? Hvad sker der for de arbejderkooperativer og nye infrastrukturer som oprøret har nået at bygge? Hvad sker der med den arabiske region nu? Giv gerne svar og find på flere spørgsmål.

Den virkelige overgang: At føle at man lever for første gang

Angående det her med at vente og at ikke gå til forhastede beslutninger, skynde sig at fylde det “vakuum af magt” som Mubarak efterlader sig. Det er rigtigt, at fx i Afghanistan at det var en fejl at hurtigt indsætte en vestligt-orienteret centraliseret statsmagt, i stedet for at lade demokrati vokse op for neden. Men nu var det jo også en vestlig invasion og besættelse af et land. I Egypten var det helt omvendt: Befolkningen gjorde oprør og forsvarede sig mod politistyrker der skød dem ned med amerikansk producerede våben. Ironisk.

Når visse maner til “en stabil overgang” osv. så husk også at det er præcis samme fremgangsmåde som regimet selv opfordrer til. Det er gode grunde til at de ønsker en “stabil” overgang, for således kan de fortsætte med at rage til sig inden en ny magt er kommet til og legitimere at slå ned på evt. gentagelser af oprør (for “nu får I jo det i ønsker”).

Zizek skrev meget præcist om det her i Guardian:

“One of the cruellest ironies of the current situation is the west’s concern that the transition should proceed in a “lawful” way – as if Egypt had the rule of law until now. Are we already forgetting that, for many long years, Egypt was in a permanent state of emergency? Mubarak suspended the rule of law, keeping the entire country in a state of political immobility, stifling genuine political life. It makes sense that so many people on the streets of Cairo claim that they now feel alive for the first time in their lives. Whatever happens next, what is crucial is that this sense of “feeling alive” is not buried by cynical realpolitik.”

De store billeder i dette indlæg er taget af Hossam el-Hamalawy. Billede to og tre er fundet og samlet af Leil-Zahra Mortada i Facebook-albummet “Women of Egypt”. Det øverste jubelpessimistiske billede er fra Al-Jazeera.

I morgen søndag befolkes Café Under Konstruktion af en masse egyptiske danskere og andre der vil fejre den første sejr sammen. Der bliver vist en dokumentarfilm og nogle vil spille egyptisk musik. Der er ikke noget program, men velkommen ned i Folkets Hus, stueetagen, Stengade 50 på Nørrebro om eftermiddagen.