Adblock AFK

16.01.2012 • metropol, overflod • Ingen kommentarer /

Metropolen er en strøm der gerne vil trække alting med sig i sin fortvivlede mobilitet, der gerne vil mobilisere hver og en af os. Hvor informationer overfalder os som fjendtlige tropper … (Den usynlige komité)

I kender sikkert Adblock, den Firefox-plugin der fjerner reklamer på internettet. (Hvis I ikke gør, så hermed anbefalet: det er en helt essentiel ting for at luge ud i den mentale økologi).

I bus og tog sidder vi lidt i samme situation: fra alle sider ønsker virksomheder og myndigheder at meddele os ting, lokke med underspillet eller endda spille på en anti-kommerciel æstetik, som virker netop pga. en udbredt lede mod reklamer. Uanset hvor meget du beder om at blive fri: reklamerne forstår ikke et nej. Vigtigst af alt: der findes ikke nogen plugin (som på internet) eller fjernkontrol (som ved TV eller radio), så man kan slukke for det. Kigge væk? Det går ikke. Og slet ikke med indførelsen af lydreklamer.

Venner af reklamerne vil måske sige, at de finansierer store dele af de goder som vi gør brug af, fx den kollektive trafik, hvor folk udsættes for flest mængde reklamer. Problemet med dette argument er, at det simpelthen ikke passer. I Stockholm finansierer reklamerne 1,7% af omkostningerne for den offentlige trafik. Lignende proportioner vil sikkert kunne findes i Danmark. Spørgsmålet, for politikerne, er om det er det værd. Vi vil skulle betale en vældigt lav pris for at afskaffe dem gennem skattefinansiering, men i stedet betaler vi en høj pris for at beholde dem.

Under alle omstændigheder, hvor kommer pengene ellers fra, hvis ikke fra virksomhedernes kunder? Hver gang vi køber hvilken som helst vare fra en virksomhed, der også budgetterer med reklamekampagner, betaler vi den ekstra pris for at senere blive spammet i bussen og toget. Vi betaler for vores egen mentale uhygiejne.

Der er brug for flere midler, som kunne kaldes Adblock AFK (internetsprog for ‘Away From Keyboard’). OgsÃ¥ taktikker der ikke kræver boltsaks og værktøj, menneskelige taktikker, taktikker der skaber en almen fjendtlig indstilling overfor de fjendtlige informationstropper.

Mystisk kopimi

05.01.2012 • effervescens, kontrol, kopiering, overflod, religion • 14 kommentarer /

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). PÃ¥ den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns rÃ¥b. PÃ¥ den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse stÃ¥r “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer ogsÃ¥ hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr nÃ¥r ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb pÃ¥ alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber pÃ¥ ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmÃ¥ltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, pÃ¥ den ene side, at alt bestÃ¥r af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmÃ¥l som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt pÃ¥ sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men ogsÃ¥ til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Grundkommunisme

04.01.2012 • effervescens, fremmed, overflod • 1 kommentar /

Har brugt dagen på en grov oversættelse af otte sider fra David Graebers tidligere omtalte bog Debt. Det er afsnittet der handler om kommunisme (s. 94-102).

Den grove oversættelse findes på en etherpad. Læs med og deltag gerne, alskens bidrag er velkomne. Hvis den bliver ordentligt redigeret kan den måske genoplive fordanskningsmaskinen?

Her er nogle udpluk.

Jeg vil definere kommunisme som enhver relation mellem mennesker der virker efter princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov”.

Jeg indrømmer at sprogbrugen er en smule provokerende her. “Kommunisme” er et ord der kan vække stærke følelsesmæssige reaktioner – hovedsageligt fordi vi er plejer at forbinde det til “kommunistiske” regimer. Det er ironisk, eftersom de Kommunistiske Partier der regerede over Sovjetunionen og dens satelitter, og som stadig regerer over Kina og Cuba, aldrig beskrev deres egne systemer som “kommunistiske”. De beskrev dem som “socialistiske”. “Kommunisme” var altid et fjernt, noget uklart utopisk ideal, som regel ledsaget af statens visnen væk – hvilket skulle opnÃ¥s engang i en fjern fremtid.

Vores tanker om kommunisme har været domineret af en myte. Engang for længe siden, ejede menneskene alle ting i fællesskab – i Paradisets have, under Saturns Gyldne Tidsalder, i stenaldertidens jæger-samler-flokke. Derefter kom EfterÃ¥ret, hvorpÃ¥ vi som resultat nu er forbandede af magtdelinger og privat ejendom. Drømmer var, at en dag, med teknologiske fremskridt og generel velstand, med social revolution eller Partiets vejledning, ville vi endelig være i en position til at vende tilbage, til at genindføre fælles ejendomsret og fælles styring af de kollektive rescourcer. Gennem de sidste to Ã¥rhundreder har Kommunister og anti-Kommunister skændtes over hvor sandsynligt dette billede var og hvorvidt det ville være en velsignelse eller et mareridt. Men de var allesammen enige om den grundlæggende ramme; “primitiv kommunisme” eksisterede virkelig i en fjern fortid, og en eller anden dag vil den mÃ¥ske vende tilbage.

Paragraffen foroven har meget at gøre med tidslighed. Graeber beskriver altsÃ¥ “primitiv kommunisme”, eller “mytisk kommunisme” som det ogsÃ¥ hedder, som en slags forestillet fortidig tilstand af kommunistisme. Senere omtaler han ogsÃ¥ en tilsvarende “episk kommunisme”, dvs. en slags forestillet fremtidig tilstand af kommunisme (efter Revolutionen, efter Ã¥revis af proletariatets diktatur osv. – den dag som aldrig kommer). Til dette mÃ¥ lægges en kommunisme der udbredes og fordybes i nuet, dvs. kommunisering.

Graeber er ogsÃ¥ ude efter noget lignende altid-allerede eksisterende kommunisme (“faktisk eksisterende kommunisme”, hvis det skal blive helt polemisk).

At starte, som jeg siger, fra princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov” tillader os at se ud over spørgsmÃ¥let om individuel eller privat ejendomsret (der ofte ikke er meget mere end formel lovlighed alligevel) og til langt mere presserende og praktiske spørgsmÃ¥l om hvem der har adgang til hvilke slags ting og under hvilke betingelser. Hver gang det er det afgørende princip, selv hvis det bare er to personer der interagerer, kan vi sige at vi er nærværet af en slags kommunisme.

Næsten alle følger dette princip hvis de samarbejder om et eller andet fælles projekt. Hvis en der reparerer et brækket vandrør siger, “Stik mig skruenøglen”, vil hendes medarbejder almindeligvis ikke sige, “Og hvad fÃ¥r jeg for det?” – selv hvis de arbejder for Exxon-Mobil, Burger King eller Goldman Sachs. Det er i grunden simpel effektivitet (ironisk nok, i betragtning af den gængse opfattelse af at “kommunisme bare ikke virker”): hvis du virkelig ønsker at fÃ¥ noget gjort er den mest effektive fremgangsmÃ¥de selvfølgelig at fordele opgaver efter evne og give hinanden hvad end vi har brug for at gøre det.

Graeber taler om dette som “baseline communisme”, hvilket her oversættes som grundkommunisme. Det er det minimum af kommunisme der mÃ¥ findes i hvilken som helst sammenhæng, hvis mennesker ikke skal slÃ¥ hinanden ihjel (denne pointe fremgÃ¥r ogsÃ¥ af bogen). Det er ikke forkert at sige, at en af kapitalismens skandaler er, at ogsÃ¥ den er afhængig af et grundfjeld af kommunistiske relationer. Dagligdagen er fyldt med smÃ¥ kommunistiske gestusser, selv blandt fremmede: vise vej, dele en smøg, lÃ¥ne en mobil, lytte til en anden nÃ¥r hun taler osv.

Jeg vil kalde dette “grundkommunisme”: forstÃ¥elsen af at, med mindre mennesker betragter hinanden som fjender, hvis behovet anses stort nok, eller omkostningen anses være rimelig nok, vil princippet om “yde efter evne, nyde efter behov” forventes at gælde.

Det kunne alternativt være “basiskommunisme”, men det har for meget klang af basis/overbygning, basisgruppe osv. ‘Baseline’ henviser til et slags fundament, et grundlag: grundlagskommunisme evt. hvis det skal være helt stringent.

Det næste udpluk mÃ¥ fremhæves i særdeleshed pga. vendingen “sansernes kommunisme”. Der er meget at tænke videre pÃ¥ her.

Det hjælper også at fremhæve at det at dele ikke bare handler om moral, men også om nydelse. Ensom nydelse vil altid findes, men for de fleste mennesker består de mest nydelsesfulde aktiviteter næsten altid i at dele noget: musik, mad, spiritus, stoffer, sladder, drama, senge. Der findes en vis sansernes kommunisme som roden til de fleste af de ting vi anser for sjove.

Den sikreste måde at vide at man er i nærværet af kommunistiske relationer er at, ikke bare holdes der ikke regnskab, men det ville anses uforskammet eller simpelthen bizart at overhovedet overveje at gøre det.

Endnu en pointe, der fremgår af afsnittet. Hvis mennesker ikke delte med hinanden, uden at holde regnskab, ville vi ikke bare dø af følelsesmæssig forarmelse, men bogstaveligt talt intet have med hinanden at gøre. De eneste relationer der er fuldkomment blottede for kommunisme er relationer mellem fjender, relationer hvor parterne omgås med fare for at slå hinanden ihjel.

Grundkommunisme, altså. Det burde være tydeligt at vi har at gøre med et fundamentalt moralsk påbud, dvs. noget der forventes af hvem som helst i visse omstændigheder. Med mindre der er et komplet fravær af socialitet, gør princippet sig gældende når enten behovene (fx alvorlig fattigdom) eller evnerne (fx velstand der overgår fantasien) er tilstrækkeligt dramatiske.

(Det er i øvrigt ikke helt klart for mig hvordan kommunisme som etisk disposition adskiller sig fra dette, men det gør det givetvis. Formodentlig fordi etiske dispositioner udbredes og fordybes, modsat moral der fungerer gennem forventninger og idealer)

Vi slutter af med et tyrkisk folkesagn om den middelalderlige sufimystiker Nasreddin Hodja. Det illustrerer meget fint princippet foroven og de kompleksiteter som grundkommunisme introducerer i selve begrebet om udbud og efterspørgsel:

En dag da Nasruddin var overladt til at bestyre det lokale tehus kom kongen og nogle medlemmer af hans følge, der havde været på jagt i omegnen, forbi for at spise morgenmad.

“Har du vagtelæg?”, spurgte kongen.

“Jeg er sikker pÃ¥ at jeg kan finde nogle”, svarede Nasruddin.

Kongen bestilte en omelet med et dusin vagtelæg og Nasruddin skyndte sig ud for at lede efter dem. Efter kongen og hans følge havde spist, forlangte han hundrede stykker guld.

Kongen var forbløffet. “Er vagtelæg virkelig sÃ¥ sjældne heromkring?”

“Det er ikke sÃ¥ meget vagtelæg der er sjældne heromkring”, svarede Nasruddin. “Det er mest besøg fra konger.”

Som sagt, læs hele den grove oversættelse her og bidrag gerne med rettelser eller udvidelser.

Klumme i Information: Bogscannere

16.11.2011 • kopiering, overflod • 5 kommentarer /

Har en klumme i Information i dag om studiebøger og scanningen af dem.

Klummen undersøger overfloden af studielitteratur, som studerende forventes købe, selvom en stor del af dem aldrig bliver læst. Vi er tilbage til temaet omkring overproduktion, der før er behandlet ift. mad og mere generelt også overproduktionen af uddannelse.

Det vigtigste ved hele klummen er i øvrigt vejen ud af teksten: linket til diybookscanner.org. Det er en side med en begejstret mængde folk der bygger scannere, laver opskrifter og deler dem med verden. Alle scannerne har dét tilfælles, at de (1) bygger pÃ¥ kamera-objektiver med beslysning, sÃ¥ hvert scanning (der sÃ¥ledes egentlig er et foto) kan tages hurtigt, (2) har konstrueret en eller anden form for hvilepunkt for bogen, en “krybbe” er den mest anvendte metode, sÃ¥ bogen ikke bliver beskadiget og sÃ¥ siderne bliver helt flade. Flere af scannerne kan bygges af materialer som kan skraldes i containere. Nogle af scannerne er utroligt simple og kan transporteres i en taske, andre er enormt avancerede og har LCD-skærme med i opskriften. Der er opskrifter dér, fx The New Standard Build, hvor alle materialer stÃ¥r pÃ¥ en indkøbsliste, sÃ¥ man kan gÃ¥ ned i hvilken som helst større hÃ¥ndværkerbutik og komme derfra med alle materialerne. Derfra burde man kunne bygge selve bogscanneren i løbet af en eller to dage, alt efter hvor ferm man er med værktøjerne.

En lille side-note: Hvorfor altid dette DIY? (do-it-youself). Projekter som de her bogscannere opstår jo netop og helt åbenlyst i et begejstret og vidensdelende fællesskab, og ikke som et ensomt gør-det-selv-projekt, hvor hver enkelt skal genopfinde den dybe tallerken om og om igen. Hvorfor ikke skrotte den individualistiske anarkisme og simpelthen gøre-det-sammen / do-it-together (DIT)!

Læs hele klummen her.

Den lange apokalypse

07.07.2011 • effervescens, overflod, religion, tilknytning • 2 kommentarer /

Vi har altid forestillet os verdens undergang som en brat hændelse. En atomkrig. En invasion af rumvæsener. Himmelen – eller i en moderne udgave, ozonlaget – der åbner sig og kaster ild ned på menneskene. I film og romaner er de store utænkelige katastrofer altid pludselige. Katastrofen overtager og bryder ind i hverdagen. Katastrofen er altid malplaceret, unormal. I Hollywoods verden kommer katastrofen altid som en overraskelse. Selv i Lars von Triers ellers uortodokse katastrofefilm Melancholia kan verdens undergang tælles på et par dage – mens en meteor nærmer sig planeten. Det passer bedre til film.

Men vores verden er ikke som Hollywood.

Katastrofen er ikke på vej – som en meteor der nærmer sig planeten og som vi kan vente nervøst over, mens vi bider negle i spænding. Katastrofen er ikke på vej, den er her allerede.

For nogen var skybruddet den 2. juli tegnet på at vi virkelig går nye tider i møde. Følelsen af at regnen bare kunne fortsætte og vandmasserne stige. Hvornår ville det stoppe? Følelsen af at de overdrevede vejrfænomener er ved at blive almindelige.

Vestlige religioner har altid forestillet sig dommedagen som en adskilt begivenhed, som en dato man kunne fastsætte. SÃ¥ kunne man tælle ned. SÃ¥ vidste man hvor lang tid “der var igen”. Det passer bedre til dommedagsprofeternes konkurrerende odds og det klimaks deres kulter hver især er afhængige af. Kun hvis der er en klar skelnen mellem denne verden og verden efter dommedag, giver deres totale hengivelse til “efterlivet” mening.

Men vores verden er ikke som Jehovas vidner eller nogen af de andre dommedags-religioner fortæller.

Hvis dommedagen som begreb har nogen mening bør forestillingen om den ene dag – i bestemt ental, dagen – afvises. Hvad vi snarere har at gøre med er en æra – en dommeæra, kunne vi kalde det.

Apokalypsen bliver ikke det øjeblik hvor vi alle udraderes fra jordens overflade på en gang. Det bliver en verden vi må gennemleve: En lang apokalypse. En verden hvor kloakerne regelmæssigt oversvømmes og tager alt det beskidte lort vi havde gemt væk op til overfladen. En verden hvor den nuværende biodiversitet erstattes af en biodiversitet af insekter: utallige nye arter af fluer, flåter og myg, der med deres korte reproduktionstid tilpasser enhver ny situation ved at mutere. Og al den mad vi må producere i laboratorier, fordi fiskene er uddøde og landbruget er udtørret. Listen fortsætter.

Men der er også noget mærkeligt glædeligt ved en verden, der vender vrangen ud på sig selv. Her taler jeg ikke om den stille skadefro, der måske følger når oversvømmelserne destruerer overfloden af inventar i villaboernes kældre. Noget langt mere gennemgribende er på spil og egentlig er det svært at beskrive, fordi det handler om noget meget kropsligt, nemlig: At komme i kontakt med verden. At befinde sig i situation hvor verden vender vrangen ud af sig selv betyder at igen blive tilstede i verden – en verden der ikke længere blot omgiver dig, men udgør dig. Gaderne der oversvømmes; familien i pizzariet der kæmper med at feje vandmasserne ud og bygge dæmninger foran døren; cyklisten der kæmper sig over til caféen hvor de andre har samlet sig, floden der strømmer helt oppe fra Gentofte og lægger Lyngbymotorvejen under vej og kortslutter bilernes evindelige mobilitet. Mennesket jeg pludselig har en animeret samtale med – og bagefter samarbejde med. Møblerne der står overalt på fortovene og stemningen af livlig anarki når byens gribe cykler rundt og ser guld – alle de ting vi behøver for vores nye fælles lokaler – hvor andre så skrald.

Egentlig er det bare at se ansigtsudtrykket på mennesket, der pludselig forlader hjemmets fire fugtige vægge, bevæger sig udenfor og finder sig selv midt i kaoset.

Grunden til at vi bør fortsætte med at beskrive aspekter som foroven er, at det indeholder spørgsmålet om hvad katastrofen gør for vores tilstedeværelse i verden. Hvordan vi på ny bliver nærværende. Og hvad det betyder for at kunne finde hinanden, at kunne samarbejde, at kunne lære ellers glemte færdigheder, at elske og have det muntert, at udnytte bruddene og deres kriser til at tage så meget som muligt tilbage af det vi er blevet berøvet. På en mærkelig måde komme til live, midt i katastrofen. Som var denne katastrofale tidsalder blevet second nature for os – vores anden natur.

Hvad vi er dømt til at gÃ¥ i møde er ikke verdens abrupte undergang, men en katastrofe der gradvist udfolder sig: en langstrakt proces, hvor ekstreme vejrfænomener og andre klimaændringer vil blive hyppigere – og frem for alt mere intensive.

Men vi må huske, at katastrofen først og fremmest består af et katastrofalt forhold til verden.

Blot fÃ¥ dage efter skybruddet udbryder en overvismand kækt, at de massive skader som oversvømmelserne forÃ¥rsagede er godt for “dansk økonomi”. Du gættede nok allerede svaret: Fordi “det skaber aktivitet i samfundet” (læs: det skaber lønarbejde). NÃ¥r en person bliver kørt ned i trafikken og brækker benet, sÃ¥ stiger BNP. Da tsunamien i 2004 skyllede alle fiskerne og de lokale væk fra strandene i det indiske ocean, og alle pengene som pligtopfyldende vesterlændinge havde doneret blev brugt til at bygge badehoteller til dem selv, sÃ¥ steg BNP. NÃ¥r vesten invaderer et land, for at først bombe det og siden ‘genopbygge’ det, sÃ¥ stiger BNP. Der er ingen tvivl om at der er masser af aktører derude, der ikke kan vente pÃ¥ at profitere pÃ¥ den lange apokalypse. SpørgsmÃ¥let er: Hvordan slipper vi af med dem?

At forlade et betændt samtaledemokrati

15.05.2011 • internet, offentlighed, overflod • 4 kommentarer /

Så skete det igen: Jeg formulerede et langt, alt for tænkt, alt for kringlet, malplaceret svar i en eller anden debattråd på internettet. Denne gang, ligesom tidligere gange, valgte jeg at ikke lægge det ind i tråden.

Spildt arbejde? Jo, hvis det kunne havde blive en samtale der kunne lede steder, endsige blot blive en samtale. Derimod må svaret blive nej, så snart det bliver åbenlyst hvilken overflod af tale, skrift, snak, argumenter, udråbstegn, redegørelser, referencer visse offentligheder indeholder. Ingen af os har ubegrænset opmærksomhed, ingen kan læse alt der skrives og siges. Med al overflod kommer problemet om udvalg altid og presser sig på: Hvad vil jeg give mig hen til? Hvem vil lade berøre mig? Hvad vil jeg ignorere?

Overflod, udvalg og fravalg

Det er mest en intuition, men langt de fleste forsøg på samtaler i de omtalte debattråde på internet lider under forestillingen om at mere information, mere skrift, flere argumenter, flere debatter, vil bidrage til samtalen. De lider under forestillingen om, at der ikke behøves foretages udvalg.

Men fravalget er også en måde at foretage udvalg på – at fravælge at øge overfloden. I den sammenhæng er selve fravælgelsen det moment der gør tanken om spildt arbejde mindre relevant. Det relevante bliver først og fremmest udvalget, at sortere mellem indlæg der giver mening i den ene sammenhæng og indlæg der giver mindre eller decideret ingen mening i den anden sammenhæng.

Havde egentlig tænkt mig at jeg ville afholde mig fra at overhovedet engagere mig i sÃ¥ kaldte “debatter” pÃ¥ internettet et godt stykke tid. Mange af dem er sÃ¥ degenerede, nedbrudte, fragmenterede og fjendtlige, at ingenting nogensinde vil kunne frodes i dets syrlige miljø. Alle spirer dør med det samme af den betændte stemning der hersker – med dets a priori indstilling at skulle “overbevise”, “debattere” og “argumentere” modstandere. Dette er særligt tilfældet de steder hvor centraliseringen af samtalerne er stærkest: Blogportaler er uden tvivl de værste, de steder der stadig giver indtrykket af en samtale, og derfor pÃ¥ paradoksal vis øger alt det der ødelægger muligheden for samtale, der øger afmagten og desperationen hos deltagerne – eller den ironiske sÃ¥ vel som den kritiske distance mellem dem – modsat er nyhedssiderne der har en overflod af kommentarer og hvor alle godt ved at det de skriver alligevel drukner i strømmen, sÃ¥ de har ingen forestillinger om at bygge en samtale, men hÃ¥ber blot at sende nogle rÃ¥b ud i ingenting, et par spørgsmÃ¥l der mÃ¥ske besvares af en eller anden, nogle udrÃ¥bstegn, nogle anti- og sympatier.

Holdningsmobilisering

PÃ¥ trods af al denne lede… PÃ¥ trods af alt dette, finder jeg alligevel mig selv, igen og igen, suget ind i disse provokationer, vel en slags automatisk reaktion at ville svare pÃ¥ alle misforstÃ¥elserne os i mellem, at lidt patetisk hÃ¥be pÃ¥ at afstanden i mellem os kunne blive mindre, en imødekommenhed der som besvarelsen skrider frem ofte ender i apatisk og ironisk latterliggørelse af denne anden ansigtløse debattør, en debattør der som udgangspunkt pÃ¥ ingen mÃ¥de er interesseret i at “ændre holdning”.

(En indskydelse: Dette at have som mÃ¥l at “ændre folks holdninger” – som om der ikke allerede er en overflod af holdninger uden nogen konsekvenser – denne endeløse insisteren pÃ¥ at mene noget, have en kritisk holdning osv. Alt sammen for at kunne ændre andre folks holdninger, en holdningsproduktion der har sig selv som mÃ¥l og middel. Perfekt til meningsmÃ¥linger og folketingsvalg. En mobiliseringsetik der fordrer os til konstant mobilisering for en eller anden sag, en eller “uenighed” som kræver at vi “allesammen gør vores del”, som fx slukke lyset under Earth Hour. I princippet, dvs. mobiliseringsetikkens fantasi, at skulle mene noget om alting, uden konsekvenser. SÃ¥ vi kan protestere (gÃ¥ pÃ¥ gaden og give vores holdning til kende), mobiliseres (lave kampagner, missionere, mobilisere andre), aktiveres (i debatter, argumentere, arbejde), “fÃ¥ indflydelse” og “fÃ¥ din stemme hørt”, eller rettere: Vi gives et vakuum at rÃ¥be ind i uden nogen modtager – omtrent som alle de store politikeres kommentarspor pÃ¥ Facebook flyder over med 1250 kommentarer henvendt netop til dem, til “Helle” og “Villy” og – hvad hedder han nu, statsministeren – “Lars”, der gerne ansætter en sÃ¥ kaldt “social medie expert” til at hÃ¥ndtere deres “social medie strategi” – LOL)

En simpel regel for demobilisering

SÃ¥, hvor leder al denne lede hen, hvis ikke flere gentagelser af samme slags reaktioner, malplacerede svar og indlæg? Det leder til en simpel regel for at kunne nægte mobiliseringsetikken, et simpel hjælpemiddel for engagementstrejke, for at kunne nægte at involvere mig. Ikke afgiftsstrejke, men en menneskelig strejke (kommer her ikke blot til at tænke pÃ¥ Tiqqun, som linket henviser til, men ogsÃ¥ et tidligere indlæg om ytringstvang, omend tvangen er mere explicit, hvorimod der her er tale om en konstant fordring om mobilisering og aktivering – den slags “frihed” som al subjektivering indebærer i Foucaults termer). Med et ord: Demobilisering. Givet, jeg kommer til at falde i fælden igen, i troen pÃ¥ at der kan bygges en samtale i mugne samtaleøkologier. Givet, nogen af tilfældene vil jeg have kommet til at have skrevet en forfærdelig masse sager som pÃ¥ ingen mÃ¥de vil lande hos den jeg tænkte skrive til – hvem er de andre overhovedet? hvor kommer de fra? med hvilke affekter skrev de hvad de skrev? – mao. tilbagevendende malplacering.  Siden det er umuligt at helt afstÃ¥ fra at involvere mig, fra at komme til at svare og skrive indlæg i en eller anden debat, mÃ¥ dis-involveringen, den bevidste opgivelse af en allerede malplaceret samtale, indfinde sig i det sidst mulige øjeblik: Øjeblikket hvor fingeren burde have trykket “Send”. Den simple regel indebærer blot, at fingeren ikke trykker send.

Opgiv samtalen også i det aller sidste øjeblik, hvor alt er formuleret, skarpt og gennemtænkt – og, endnu engang, også komplet malplaceret og ligegyldigt, endnu et bidrag til overfloden af engagement i internettets mange bobler af betændte generalforsamlinger.

Som en yderligere tilføjelse vil eksperimentet: At afholde mig fra at svare i den internetøkologi der provokerede det malplacerede svar som jeg alligevel endte med at skrive. I stedet rykker jeg teksten et helt andet sted, fx bloggen her, for at gøre lidt nytte af tekstproduktionen, om ikke andet så for mine egne notaters skyld. I andre tilfælde blot slette det hele, og således lade fravalg være komplet fravalg. Glæden ved at slette en masse tekst.

Hvis det ikke allerede er indlysende er dette selvfølgelig lidt en voldtægt af idéen om at vi bør opsøge demokratiske samtaler, men måske var det netop denne dybe og stigende mistro til frekvensen af sådanne samtaler, der fik mig til at overhovedet (forsøge at) afholde mig fra dem i første omgang.

At noget står ubesvaret på internettet betyder ikke, at der ikke opstår samtaler omkring det. Men, forhelvede, vi har også brug for samtaler på og gennem internet, med alle de grænseoverskridende, almengørende og sammenkoblende fordele det har. (Det er helt banalt hvor vigtigt dette problem er, problemet om offentligheder og samtaleøkologier på internettet, egentlig er for enhver seriøs internetpolitik). Spørgsmålet er: Hvor og hvordan kan vi dyrke dem?

Individernes bæredygtighed

31.03.2011 • mig'et, overflod • 2 kommentarer /

SÃ¥dan lyder samtidens miljøbevidsthed: “Husk at slukke lyset!”.

Hvad der engang var strukturelle økologiske krav er i dag blevet individuelle krav: “Lev med mÃ¥dehold” – “Husk at lægge pap og papir for sig” – “Lav kun sÃ¥ meget mad du kan spise” – “Find ind til glæden ved det simple liv”. Folk forventer af hinanden at sortere affald og stÃ¥ i de smÃ¥ hjem for at diskutere om dette nu skal sorteres det ene eller andet sted: “Hvordan er det nu, kan pizzabakker genbruges, nÃ¥r der er madrester pÃ¥?”

Men det er frem for alt i industrien svineriet sker. Af al den mad der smides ud i fødevaresektoren i USA, stÃ¥r de enkelte hushold for 14% – resten er i produktionen (R. Paulsen, 2010:153). Derfor er det ogsÃ¥ udenfor hjemmene, at behovet for sorteringen er størst. I England bliver mellem 20-40% af al frugt og grønt afvist før de overhovedet nÃ¥r butikkerne, pga. de høje kosmetiske standarder. Jeg kigger rundt i mit lokale supermarked og funderer pÃ¥ om de “Pink Lady”-æbler jeg kan købe mon har fÃ¥et den identiske form, fordi procenterne ogsÃ¥ er identiske i Danmark.

De nuværende løsninger på klimaproblemerne ser altså således ud: Individuelle forbrugere, der skal vælge den rette livsstil, samtidig som de husholder med deres energiforbrug og affald. Resten overlader vi til politiske repræsentanter, der hvert år mødes i store conferencer, som COP15.

“A clear plate means a clear conscience”. Plakat fra 2. verdenskrig, England

Hvor meget indsigt har vi egentlig i industriens affaldssortering og energiforbrug? Nutildags vil alle virksomheder præsentere sig som grønne, “bæredygtige” og øko. Stort set alle produkter kan sælges som grønne, uanset om de indebærer et enormt spild. Stjerneeksemplet er, at bytte sin velfungerende (men dog svinende) benzindrevne bil ud – og sÃ¥ledes producere affald – og erstatte den med en helt nyproduceret sÃ¥ kaldt “el-bil” (der fÃ¥r sin strøm fra kulkraftværker og fortsat bygger pÃ¥ hele bilismens infrastruktur).

Jo mere vi snakker om at “slukke lyset” derhjemme, jo mere bliver det “den enkeltes ansvar”. Det betyder, at man pludselig bør huske at købe økologisk (hvis man har rÃ¥d). Det betyder ogsÃ¥ – fordi denne type løsning nu virker indlysende – at man pludselig bør huske at købe politisk korrekt (hvis man har tid og resourcer til at sætte sig ind i detaljerne: Hvilken bananplantage der skyder sine fagforeningsmedlemmer, etc. etc.).

Den letteste måde, at få ingenting til at ske på er, at få alle og enhver beskæftiget med det hele på én gang i deres egne små liv.

Den her logik ud betyder, at mennesker i vores samtid ængsteligt siger til hinanden: “Husk nu at spise op fra din tallerken. Tænk pÃ¥ børnene i Afrika“, mens supermarkederne, butikkerne, producenterne, og alle de andre der tjener penge de ting vi køber, smider tonsvis og tonsvis af brugbare ting i containeren. For at ikke “mætte markedet”.

“Don’t waste bread!” Plakat fra 1. verdenskrig, England

Nyt innovativt supermarked med 100% rabat på al mad

20.02.2011 • overflod • 4 kommentarer /

Nyt innovativt supermarked med 100% rabat på al mad (video-link, fixed).

OBS: GRATIS MAD – FARE FOR KOMMUNISME.

Bolsjefabrikken har Ã¥bnet et midlertidigt supermarked hvor al mad er gratis. Maden har de skaffet fra de andre supermarkeder, dvs. de supermarkeder der tjener penge pÃ¥, at sælge os mad og derfor helst vil smide halvdelen af den ud. Maden er nemlig fisket op fra de andre supermarkeders containere. Løb ikke skrigende væk: Maden er fuldt spiselig. Og Camilla Plum stÃ¥r og skærer i en avocado, som er først nu er blevet rigtig moden. “Taste the Waste“, som det nye innovative supermarked hedder, er sÃ¥ledes en udstilling af noget af al den mad vi allerede kunne fÃ¥ gratis.