Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod

18.01.2012 • affekt, afmagt, arbejdssamfund, kontrol, mig'et, offentlighed, realliberalisme • 4 kommentarer /

Klumme i Information i dag.

Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.

Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.

Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.

Læs klummen her.

Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat

04.01.2012 • bureaukrati, hacking, kopiering, offentlighed, realliberalisme, religion • Ingen kommentarer /

Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

Det store demokratispil

12.11.2011 • internet, kontrol, realliberalisme • 1 kommentar /

I kender historien. En kold decemberdag i 2009 frihedsberøver politiet omkring 1.000 mennesker, der demonstrerer mod et COP15 som de ikke stoler på. Efterfølgende dømmes politiet i byretten: det, politiet havde gjort, var ulovligt. COP15 bliver et flop og Coca Cola såvel som Wonderful Copenhagens drøm om “Hopenhagen” bliver Nopenhagen, lige som demonstranterne havde sagt, så længe parnasset inde på Bella Center skulle holde 50-års-planerne for klodens fremtid for sig selv.

Der går lidt tid. Politiet kan ikke holde tanken ud om det hele, alle beskyldningerne under topmødet – fra indland og udland – om politistat, kritikken af de ekstraordinære love og “forebyggende frihedsberøvelser”, hvor personer bliver straffet for ting de “potentielt” kunne have gjort. Det er en kedelig situation for politiet. Så de anker sagen. Nu må de renses for alle beskyldningerne. For at hjælpe sagen, surfer politiet i mellemtiden rundt på Facebook for at indsamle data om demonstranternes liv – er de “venstreorienterede”, har de før været involveret i “demonstrationer” og andre “protester”, har de pisset i en port engang osv – med andre ord, en masse detaljer der intet har med sagen at gøre, dvs. hvorvidt frihedsberøvelsen var ulovlig eller ej, men kunne stille de frihedsberøvede i dårligt lys. Samtlige 944 der blev frihedsberøvet den dag har fået sit liv på Facebook og andre steder endevendt.

En kommunikationsrådgiver skriver i et dagblad:

Hvad er det i politiets forfængelighed, der gør denne sag så ubærlig, at man griber til DDR-metoder for at få skovlen under demonstranterne? … Verdens klima bevæger sig med stadig sikrere kurs mod sammenbrud. Og vi bliver ved at tæske på budbringerne, i håb om at de dårlige nyheder forsvinder.

Andre journalister skriver om sagen. Man læser det måske. Man tænker at det er helt normalt, og at “politiet bare gør deres arbejde”, men at det er dejligt at “der er nogen der går på gaden og råber magthaverne op” (så længe det ikke er en selv).

Siden kom det frem at politiet havde foretaget en yderligere registrering af 1300 bekendte til de frihedsberøvede. Plus de 944 er der altså nu over 2200 mennesker der er omfattet af politiets ekstraordinære registreringsarbejde. Materialet udgør omkring 1000 sider.

Men den gik ikke: registreringerne er uden betydning for sagen, siger landsretten. De 1000 sider kan ikke bruges i retten. Spørgsmålet er nu, hvad der sker med al det efterretningsarbejde. Politiet bliver meldt til Datatilsynet for ulovlig registrering. Hvis registreringerne kendes for ulovlige, “skal det væk”, som det hedder. Men faktum er, at registreringer allerede er lavet. Vil de 2200 registrede få besked om og hvor meget politiet har undersøgt om deres liv? I øvrigt, hvordan destruerer man digitale registre permanent? Det sidste spørgsmål er ikke for sjov – jeg spørger, fordi jeg er oprigtigt nysgerrig. En pdf på 1000 sider fylder ikke mange megabytes og kan kopieres, bliver nødvendigvis kopieret, på en mængde måder.

Apropos det her med “professionelle demonstranter” … Er der nogen der kender dem? Vil gerne høre mere om dem, synes det lyder enorm spændende. Har det i øvrigt at gøre med det her EU-forslag om at lønne folk for “demokratifremmende aktiviteter”, dvs. gøre demonstrationer til et arbejde? Hey, måske er det løsningen på den der stigende arbejdsløshed. Og det indsigt at behovet for arbejde aldrig har været mindre, hvilket er hvorfor man ønsker at “skabe mere arbejde”, som det så grotesk hedder. Og S og SFs Fair Løsning der jo, trods at det var deres store sats for at vinde taburetterne, floppede, og blev udskudt til næste valgperiode, fordi de ikke kunne finde på nogen måder at gøre det på. Sådan kunne det altså se ud: staten og andre velvillige aktører (Starbucks, Goldman Sachs, Mellemfolkeligt Samvirke, Bono) finansierer både protesterne og det politi der skal håndtere protesterne. Se, det er “Participatory democracy” – deltagerdemokrati. Ingen skal holdes ude, alle er garanteret en rolle i Imperiets store demokratispil!

Demokrati i anti-demokratins namn

29.07.2011 • kontrol, realliberalisme, [svensk] • 4 kommentarer /

Den senaste vecka efter Utöya. Så förvirrande. Så svårt att hitta en meningsfull ingång till att skapa ett sammanhängande sätt att tänka vad händelsen betyder. Jag har läst många bra analyser, särskild på svensk. Det får bli en ingång.

(Note til danske læsere: Det er også af ovenstående grund at det falder mest naturligt at skrive på svensk – fordi det pt. er her de skrevede samtaler florerer og derfor lettest kan gribes. Jeg synes der har manglet veltænkte reaktioner på dansk over begivenheden. Der har været et par stykker men jeg finder mig hele tiden sidde og læse ting på svensk. Det virker endnu en gang som en konsekvens af en fattigdom af dansksprogede højhastigheds-offentligheder. Måske tager jeg fejl og vil være taknemmelig for at blive ledt derhen hvor det i så fald sker).

Det enda sätt att börja gå in i den här händelse verkar vara indirekt. Kanske uppstår då konturerna till linjer som tänkandet kan följa, där det blir klarare hur vi ska göra de saker vi ska göra i situationen.

Som svar på en rad blogpostar efter Utöya av Erik Berg (inlägg jag ännu inte har hunnit läsa) skriver Alex om demokratiförståelse. ‘Demokrati’ har blivit en ting (Demokrati) som man måste bekänna sig till, som måste försvaras från främmande elementer (som önskar att förändra ‘demokratin’). Demokratin har blivit en ting, i stället för en process (demokratisering), dvs. ett ständigt utbyggande av vad demokrati innebär. Som Alex beskriver det:

Denna syn på demokratin, den statiska värderingssynen, leder självfallet till att dess anhängare ser förändring som problematisk. Eftersom vi lever i historiens slut, i en inte perfekt, men ändå den bästa av världar så blir högerns assimileringsvurm ganska logisk. Här har vi demokrati, det är som det är, alltså bäst, så om någon ska komma hit (helst ska de ju inte det heller) så ska de anpassas.

Denna bild på en ny demokratiförståelse hämtar han i danska Rune Lykkebergs bok Kampen om sandhederne. En bok som skriver historian om det så kallade “systemskifte” i dansk politik i 2001 när Dansk Folkeparti blev premissen för en ny borgerlig regering. Och om de förskjutning i en den politiska debat – pratet om “smagsdommere”, “kulturelit”, “politisk korrekthet” osv. – som gjorde detta skifte möjligt. En bok som jag har rekommenderat svenskare att läsa varje gång pratet faller på Sverigedemokraterne. Trots många referenser till dansk skönlitteratur (Lykkeberg har en bakgrund i litteraturvetenskap), film och annan populärkultur, tror jag perspektiver är lätta att överföre till en svensk kontext. Om något svensk förlag skulle vilja översätta boken vore det ett oerhört viktigt bidrag till en förståelse av vad som nu händer i Sverige (och Finland …och Norge).

Lykkeberg menar att denna förskjutning i demokratibegreppet hänger ihop med det skifte som skett i synen på välfärdspolitikens och det offentligas roll i samhället [...] Förskjutningen manifesterar sig i indragen a-kassa, försäkringskassans haveri, FAS3 och liknande, men kanske framförallt i den förändrade synen på det offentligas roll i samhället. Lykkeberg illustrerar detta med den danska välfärdskommissionen som tillsattes 2003 och enbart berörde ekonomiska frågor. [...] Men, trots att det offentliga inte ska ha någon demokratiserande roll så ska det självklart lära ut respekt för demokratin. Här uppenbarar sig återigen skillnaden mellan demokrati som värdering och som process. Skolan ska lära ut demokratiska värderingar – alltså att vi lever i ett jämställt land där alla har lika förutsättningar – samt respekt för demokratin. [*]

Det är klart att en sådan demokratiförståelse – där ‘demokrati’ är något som vi redan har och som därför ska konserveras – kommer i konflikt med alla som önskar att förändra just vår inställning till vad demokrati innebär (vem som ska få inflytande, hur de ska få det osv).

Samma år som Rune Lykkebergs bok utkom (2008) blev en arbetsgrupp under Undervisningsministeriet färdiga med deras så kallade “Demokratikanon“: En lista som kanoniserar särskild ‘demokratiska’ personer, historiska händelser och institutioner.

Demokratikanonen hade som föremål “at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på”. Med andra ord: Att styrka de principer som råder i den nuvarande situation – emot andra principer som skulle kunna förändra den nuvarande situation. Det är tydligt då att vilken som helst demokratikanon – även om den inte blev formulerad av högerintellektuella som just denna – alltid kommer vara konservativ.

Och kanske är det nyckeln till att förstå varför alla ledare, affärsmän och poliser vurmar för ‘demokrati’ i dag. Vad som har hänt är att partikonservatismen har lämnat fascismen för att bli ‘demokrater’. Men i samma process blev ‘demokratin’ också konservativ.

Detta borde hjälpa oss att första varför nutidens politik har blivit ett stort neutralt centrum med bara varierande skillnader mellan en stor samling mera eller mindre borgerliga partier (alla är i princip eniga om hur ‘demokratin’ ska förvaltas, det är bara en fråga om vem som kan leda oss dit mest effektivt). Det finns inte längre några fundamentala skillnader, någon sorts etisk polarisering som skulle kunna dra in det politiska i politiken.

Där den liberala synen på demokrati som något fast har vunnit hegemoni så utpekas den som vill påbörja nya, och fördjupa redan existerande, demokratiseringsprocesser som extremist. [*]

Denna typ av hegemoni, som Alex kallar det skulle lika väl kunna beskrivas som en radikalisering av föreställningen om ett neutralt centrum (i ‘demokratins’ namn). Med andra ord: centrumextremism.

Detta får konsekvenser för hur vi måste göra de saker vi gör. Demokratiska kamper har förskjutits. Att i demokratins namn innerligt begära förändringar och revolutioner av tillvaron – emot auktoritet – har blivit en paradox. ‘Demokrati’ – i dennes konservativa förståelse – har blivit den själv samma auktoritet som vi oftare och oftare clashar med. ‘Demokratin’ har blivit en auktoritet.

Vissa som Hardt & Negri försöker att formulera nya demokratibegrepp (med Spinoza, ‘absolut demokrati’), och på det sättet problematisera den demokratiform vi har just nu. Att som minimum få fram att detta demokrati bara är en version av många möjliga demokratiformer. På samma sätt insisterar jag att sätta ett adjektiv på varje gång någon använder ordet demokrati – “hvilken typ av demokrati?”, frågar jag. Tvinga ‘demokrater’ definiera sig i termer av “representativ demokrati” eller “parlamentarisk demokrati” eller “liberal demokrati” osv  – och därmed av-naturalisera, av-neutralisera deras positioner.

Jag tror denna gestus är viktig att fortsätta med. Men vi måste ta till andra metoder också.

Vissa ord är kampplatser – att bemäktiga sig ordet ‘kommunism’ från fascisterna i Sovjet såväl som deras välfärdssocialistiska arvtagare är en seger varje gång. Men just i tillfället ‘demokrati’ har det kanske blivit omöjligt – ordet används av alla världens statsledare, det står på bomberna när västen invaderar ett land, och det definierar alla de som är ett problem för det parlamentariska demokrati som ‘anti-demokratiska’.

Kanske ska man då, som Badiou, börja fundera på om det är värt att lägga alla sina krafter på att kämpa för ordet. Kanske måste man i stället fråga: Är den ända verkligt demokratiska positionen i dag – den enda verkligt politiska positionen i dag – egentligen att kalla sig anti-demokratisk?

Fascister kan kalla sig ‘demokrater’. Kom ihåg också att även innan 1989, där världen på manikeisk sätt främst var uppdelad mellan en kapitalistisk sfär och en statskommunistisk sfär (i stället för nutiden där världen kanske snarare delas mellan en ‘demokratisk’ sfär och en ‘icke-demokratisk’ sfär), att också då hade ordet ‘demokrati’ en liknande mytisk status. Även DDR var en förkortning för Deutsche Demokratische Republik.

Realliberale medier

29.05.2011 • offentlighed, realliberalisme • 2 kommentarer /

De seneste dage har der været meget tale om mediebilledet i Danmark, særligt de trykte medier. Er de for borgerlige? Sådan spørger Henrik Sass Larsen (S), måske kommende finansminister, og lægger op til at tage statslig støtte fra bl.a. Berlingske, Børsen og Jyllands-Posten, som han mener “har satset massivt i forhold til den borgerlige meningsdannelse og ikke giver rum og plads til nogen som helst anden form for tænkning”.

Det har på ironisk vis givet enorme reaktioner i de borgerligt-liberale medievirksomheder, på trods af at det ville overgive medierne yderligere til ‘de frie’ markedskræfter. Hvor det eneste der bliver trykt, er det der kan betale sig.

Men hvordan står det til med fordelingen i det trykte mediebillede? En måde at se det på er gennem oplagstallene i de forskellige aviser (igen, vi taler om de trykte medier – og ser altså bort fra civiljournalistikken på blogs, webportaler som Modkraft eller blogportaler som Denfri). Her kan man, som Information har gjort det, ordne de trykte medier efter deres egne udgiver-erklæringer om position, dvs. hvordan aviserne selv beskriver sig. Slår vi de borgerligt-liberale sammen (JP, Børsen, BT, Berlingske, Jydske Vestkysten), har de et halvårligt oplag på 417.643 – mens de så kaldte ‘uafhængige’ (en mærkelig blanding af EB, Kristeligt Dagblad og Information) har et oplag på 123.142 – Politiken (‘socialliberal’) 102.619 – og så Arbejderen (‘venstreorienteret’), små 2.500.

Det burde nok give en idé om at, i hvert fald efter oplagstal, at den danske trykte presse ret åbenlyst er en blanding af borgerlige, liberale og socialliberale aviser (totalt 520.262). Mao. medier der alle positionerer sig indenfor og opholder sig ved det forrige indlæg definerede som ‘realliberalisme‘, dvs. at opholde sig ved politik der kredser om at forhandle individuelle rettigheder.

De så kaldte ‘uafhængige’ dagblade falder vel også stort set ind under det realliberale kompleks. Men det er værd at også lige fundere over betegnelsen ‘uafhængig’ i denne sammenhæng, da det virker som om diskussionerne handler mindre om at finde en balance (mellem fx venstre- og højreorienterede medier) end at avle uafhængige medier. ‘Uafhængighed’, som selverklæret position for et dagblad, er samtidig lidt en tom betegner, hvor så meget kan fyldes i. For hvad betyder det at være uafhængig, hvis der er et tavst konsensus om at avisens leder bør sive ned gennem dagbladet til de enkelte journalister. Hvis avisen har gjort sig afhængig af et stort oplag og derfor ikke vil risikere at tabe læsere der pludselig vil ‘tage afstand’ fra nye retninger.

Uafhængig fra hvad? Partipolitik? Statsstøtte? Journalisternes egne tilbøjeligheder?

Afhængig af hvad? Finansiering fra sexannoncer eller en redaktionel linje der har svært at overleve uden enten ‘krimi’ eller ‘kendis’ på forsiden som i EBs tilfælde? Et kulturelt-kristent bagland som i Kristeligt Dagblads tilfælde? Eller den helt nødvendige reklamefinansiering fra virksomheder, der næste dag kan trække sig fra samarbejdet hvis de ikke kan lide hvad de læser, som også Information er afhængig af?

Uafhængighed er et andet ord for autonomi, og her bliver andre ting relevante, så som at have en centraliseret offentlighed (være det dagbladet hvor al journalistik udgår fra leder eller blogportalen hvor alle bloggere låses ind i den samme ensformede samtaleøkologi).

Realliberalismen

29.05.2011 • realliberalisme • 3 kommentarer /

I samtidens politiske diskussioner navigerer vi ofte mellem forskellige betegnelser så som ‘borgerlig’, ‘liberal’ og ‘socialliberal’.

I denne blog vil jeg gerne slå et slag for at samle alle de fire og flere lignende under en samlet betegnelse, hvad vi kunne kalde ‘realliberalisme‘.

Kort forklaret består realliberalismen i at forhandle individuelle rettigheder. Selvom tilføjelsen -liberalisme kunne give indtrykket af det, retter betegnelsen sig ikke mod noget specifikt højreorienteret. Realliberalismen spænder hele spektrummet i den parlamentariske politik, der jo er en type politik der pr. definition beskæftiger sig med at formulere og justere individuelle rettigheder.

Som det fremgår består realliberalismen i to led, noget realt (eller realistisk) og noget liberalt. Vi tager dem i omvendt rækkefølge:

Det liberale beskæftiger sig med at formulere den overflod af individuelle rettigheder, som vores retsstat består af – fra velfærdssystemet til menneskerettighederne. Det er en overflod, fordi ingen kan kende, endsige hævde, alle sine individuelle rettigheder. Der er derfor hele tiden et overskud, som ikke kan indkasseres: Man kan fx miste sit job uden at have fået kendskab til sin fratrædelsesordning, ligesom at man kan blive passet op på gaden og forhørt af politiet uden at kende sin ret til at holde kæft, ligesom at man udmærket kan være klar over sin ytringsfrihed på arbejdspladsen, men stadig være bange for at give en kritik af sin chef.

Det reale (eller rettere, ‘realpolitikken i liberalismen’) består i at forholde sig til denne overflod. At forholde sig til, at et individs rettigheder aldrig kan kendes eller hævdes allesammen. Derfor må det liberale hele tiden forholde sig ‘realistisk’ – føre ‘realpolitik’ – og forhandle mellem individuelle rettigheder, hvilket indebærer at prioritere visse på bekostning af andre. Som når ‘retten til privatliv’ ryger til fordel for ‘ophavsretten’. Eller når flygtninges ‘menneskerettigheder’ ryger under dække af at værne om hvide danskeres ‘ret til folkepension’.

Denne forhandling mellem individuelle rettigheder er stort set kernen i realliberalismen. Heraf følger flere andre forhold, hvad vi kunne kalde realliberalismens kanon:

• En forestilling om ‘Offentligheden’, dvs. at alle mulige offentligheder ignoreres og i stedet skrives med stort ‘O’ i bestemt ental: Offentligheden. Det betyder, at de trykte realliberale medier indtager en priviligeret position som stedet hvor Offentligheden udspiller sig. Og hvor Det Store Vi hele tiden taler til os.
• Hvor livets gråzoner af intimitet og tillid bliver delt op i en privat og en offentlig sfære.
• På samme måde behandles ‘økonomi’ og ‘politik’ som forskellige sager – på trods af, at alle er klar over at økonomien altid har politiske konsekvenser, at økonomien i visse tilfælde er en politik (som når partier forklarer deres ‘økonomiske politik’ eller økonomer helt vil fjerne politik og reducere alt til udveksling af penge mellem enkelte aktører).
• Forskellen mellem de socialliberale, der vil have flere positive rettigheder (“ret til …”), og hvad man kunne kalde de minimalliberale, der vil begrænse sig til negative rettigheder (“ret til at ikke …”).

Eftersom det at forhandle individuelle rettigheder på en måde bliver en styrkeprøve – om hvilke rettigheder der kommer til at veje tungest – bliver spørgsmålet om privilegier relevant. Men det ønsker realliberalisten som regel ikke at tale om.

Hinsides realliberalismen

Mere overordnet: Når rettigheder træder i forgrunden træder mulighedsbetingelserne, dvs. hvorvidt man er i stand til at hævde og gøre brug af sin ret, naturligt i baggrunden. Det betyder at en formel frihed råder frem for en praktisk frihed. Hvor man har nok har muligheder for at gøre, ret til at gøre og formelt set er fri til at gøre, men ikke kan være sikker på om man er i stand til det.

Her, hinsides realliberalismens individuelle rettigheder, kan vi skimte helt andre skillelinjer, helt andre spørgsmål og helt andre typer politik. Hinsides realliberalismen finder vi nemlig på den ene side fascisme og på den anden side anarki og kommunisme.

Fascismen ønsker at med ét hug annullere alle individuelle rettigheder. Fascismen er udtalt anti-liberal: Den foragter menneskerettigheder så vel som retsstatens beskyttelse af mindretal. Alt må væk, for at åbne op for den totale forandring. Fascismen foragter individuelle rettigheder, da de forhindrer den i at udviske alle forskelle og gøre befolkningen til Folket.

På den anden side, hinsides realliberalismen, finder vi på samme sted anarki og kommunisme (de er i den her forbindelse en og samme sag). Her er ingen ambitioner om at annullere realliberalismen og dens individuelle rettigheder – ikke fordi rettighederne anses som værdifulde og bevarelsesværdige, men fordi de forekommer ligegyldige. Anarki og kommunisme er derfor udtalt ikke-liberalt – begge forholder sig indifferent og agnostisk overfor det liberale. Menneskerettigheder har altid været brugt til at producere undermennesket – den krop der ikke kan gøre sig fortjent til dem. Velfærdsstaten og dens mange rettigheder har med dens tvang til arbejde og økonomiske administration af sine borgere altid været en udhuling af velfærdssamfundet. Retsstatens formelle rettigheder til mindretal har altid dækket over den faktiske vold i dagligdagen og dens beskyttelse har aldrig virket lige så godt som at forsvare sig sammen. Jobcentrenes kafkaske administration af vores ‘ret til arbejde’ vil ingen savne, når størstedelen af det tomme arbejdstid forsvinder og arbejde ophører med at være lig med forsørgelse. Alle de liberale rettigheder vil blot forekomme mindre og mindre nødvendige, i takt med at forandringerne vokser frem, de virkelige forudsætninger for at vi faktisk kan garantere hinandens ve og vel. Grunden til at folk frygter velfærdsstatens kollaps – der netop nu udfolder sig – har at gøre med, at vi endnu ikke har opbygget tilstrækkelige infrastrukturer fra neden – fra lægeklinikker, venskabsforeninger, kooperativer, fødevarefællesskaber etc. – der kan sikre vores fælles tryghed.

Berøvelse og elefantordener

13.02.2011 • realliberalisme • Ingen kommentarer /

Rygtet siger, at Mubarak er god for op til 250-420 milliarder kroner. En enorm velstand, som ikke blot de 20% der har levet under fattigdomsgrænsen, men også alle de midt i mellem, er blevet berøvet for og nægtet del i. Spørgsmålet er derfor, hvor meget af det han har nået at tage med sig i løbet af de 18 dage inden han tog på badeferie i Sham-el Sheik. Aktivister er nu begyndt at spore alle Mubaraks aktiver i et spreadsheet. Hvis du vil sætte tid af til at researche, eller allerede ved noget, så kan du hjælpe egypterne ved at bidrage her. En umiddelbar fremgangsmåde er simpelthen, at støvsuge internet efter avisartikler og andre kilder, der nævner Mubaraks og hans oligarkers rigdomme. En alternativ måde, at bidrage til viden om den velstand han har kumuleret, er ved at uddybe den relevante Wikipedia-artikel.

Senere vil der formodentlig komme en decideret webside, hvor beviserne og researchen kan samles. Men start hvor vi kan starte. Det er også nu, mens forvirringen stadig råder og jubelen risikerer at udviske vreden, at berøvelsen kan fortsætte med at finde sted.

Og så dagens vidste-du-også: Det er ingen hemmelig, at Mubarak havde elefantordenen i Danmark. Den fik han i 1986, kun fem år efter han uden parlamentarisk valg overtog præsidentposten fra Sadat og indførte den nationale undtagelsestilstand, som skulle gælde uafbrudt i hele hans 30 år lange styre. Men vi lever faktisk i et endnu mere bizart land: Mens demonstranterne fyldte Kairos gader udleverede Danmarks officielle repræsentant, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, endnu engang en elefantorden til en diktator, denne gang kaliffen i Bahrain.

Og straks bør vi så forvente, at høre de liberale støtter af regimerne beklage sig: Om urimeligheden i at opgive samarbejdet og legitimeringen af diktaturer – skulle vi måske standse al handel med Kina? Rusland? Alle afrikanske stater? For det er nemlig den eneste må, at vestens liberale kan se en god rolle for sig selv: Ved at intervenere militært eller skabe handel for dets virksomheder. Og det kan godt være at man “ikke er tilfreds med de demokratiske processer lederen er valgt efter”. I det liberale verdensbillede er økonomien og politikken to separate sfærer. Under alle omstændigheder bør man ikke opgive den legitimering og det samarbejde med arabiske landes “den slags idealisme er komplet urealistisk på nuværende tidspunkt”. Den liberale har altid grund til at vente. For den liberale, er tiden aldrig moden for andre folk at gøre oprør mod deres herskere. Det skal nemlig gå “fredeligt til” – gennem diplomatiets ærlige arbejde, protester der går lovens vej, entreprenørens rebelske modstandsform. Og i mellemtiden er der vel ingen grund til at ikke lave lidt business med dem, der nu måtte sidde som ledere af landet?

Egypten, regimets liberale støtter og hvad vi kan gøre for at hjælpe oprøret

29.01.2011 • internet, kontrol, opstand, realliberalisme • 8 kommentarer /

Tænkte det var værd at samle nogle af de indtryk og indsigter der kan drages af det oprør der er i fuld blus i Egypten lige nu. Og samtidigt begynde at diskutere nogle af de steder hvor vi kan presse de støtter herhjemme og i vesten, der er med til at opretholde regimet. For til sidst at pege på nogle af de metoder der allerede findes og kan udvikles for at udøve direkte solidarisk hjælp med oprørerne på gaden. Sæt desuden et kryds i kalenderen d. 7. februar, hvor Under Indlæring #3 sætter spot på oprøret i Nordafrika gennem tre korte oplæg – der vil blive givet en langt bedre indsigt i bevægelserne end her.

Disclaimer: Jeg påstår ikke at have nogen slags privilegeret indsigt i oprøret i Egypten, men har blot forsøgt så godt som muligt at følge med i begivenhederne gennem det virvar af kommunikation der strømmer ud gennem censurens mure fra twitter, Al-Jazeera-reportere, kommentatorer, og taler fra dagens demonstration ved den egyptiske ambassade. Hvad jeg har samlet er blot hvad jeg har nået at fordøje selv og reflekteret over gennem samtaler her og der. Det er med dyb ydmyghed og inspiration jeg forsøger at omdanne mine indtryk af hvad der sker til en slags sammenhæng. Uddyb endelig eller giv kritik hvor det behøves, det hele går lidt hurtigt.

En slags opsummering

Visse ønsker at skelne mellem hvorvidt der er tale om et oprør eller en revolution. Det er måske underordnet, så længe vi præciserer hvad vi mener med det. Intensive og pludselige brud i den politiske virkelig er noget der kan ske over en dag – de dage, hvor (oftest voldsomme) begivenheder griber ind og for altid omformer menneskers forhold til deres herskere og frem for alt til hinanden. Det er værd at notere de mest tydelige tegn på hvor langt folk er villige til at gå i Egypten ud fra blot det seneste døgn: Hundrede tusinder på gaden i de største protester i Egypten i tredive år; protester der oversvømmede politiet, der først reagerede ved at afmægtigt køre i cirkler i deres pansrede vogne; timelange sammenstød og pt. rapporter om over 100 demonstranter døde; internet der blev lukket og således for første gang i verden forsøgte gøre brug af konceptet om en “internet killswitch”; et udgangsforbud der stort set blev ignoreret; politistationer der blev sat i brand, TV-stationer og udenrigsministeriet stormet, hovedkvarteret for Mubaraks NDP-parti sat i brand og et brandvæsen der ikke dukker op for at slukke flammerne; soldater der tilsyneladende lader protesterne fortsætte, lader anti-Mubarak slogans blive sprayet på deres tanks, vis kanonrør ikke er ladt med normal tung ammunitation, og soldater der ifølge flygtige rapporter selv har været i sammenstød med politiet.

Organiseringen af oprøret viser tegn på imponerende planlægning nedefra på gadeplan: En pamflet med titlen “How to protest intelligently” guider demonstranter til mulige ruter gennem byen, måder at mobilisere sine naboer sit at slå følge med oprøret, tips til at undgå tåregas, metoder til at sabotere politiets arbejde m.m.

Og endnu mere overraskende: Oprøret ser indtil videre ganske hovedløst ud, dvs. uden tydelig styring eller ledelse – hverken af et liberal eller islamisk parti, der tror sig kunne repræsentere befolkningens ønsker. Den eneste der nævnes er Mohammed ElBaradei, men det lader til at være sådan, at det nærmere er ham der støtter protesterne end omvendt. I stedet lader politikken for os udenfor til at manifesteres umiddelbart gennem mængden af råb mod regimet. Det er naturligt efter så mange år under et hårdt regime at frem for alt mødes mod det, der forhindrer befolkningens frihed, frem for et hastigt formuleret partiprogram. Samfundet falder ikke pr. automatik sammen i tomrummet efter Mubarak, blot fordi det mangler en leder. Mens alt dette sker, finder folk også hinanden på gaderne – at holde et oprør i gang er i sig selv en øvelse i demokratisk organisering. Derfor handler enhver revolution også om, at holde den slags brud åbne, ved at fortsætte med at omvælte relationerne mellem mennesker, ved at aflære de hierarkier og uligheder der også eksisterer oprørerne imellem, ved at hælde mere benzin på bålet når regimet trues og forsøger at dæmpe konflikter, men også ved at fortsætte med at skabe nye usandsynlige alliancer, få betjente på oprørernes side, indtage statens gamle regeringsbygninger, befri territorier fra regimets indflydelse etc.

Det er mao. kynisk at “mane til ro” mens demonstranter forsøger at forsvare sig i gaderne mod sikkerhedsstyrkerne. Det er udtryk for arrogance når der fra vesten udtrykkes ønsker om diplomatiske indsatser for at “stabilisere situationen” i Egypten. Egypten har haft deres “stabilitet” i endeløse 28 år. Under alle disse år har Hosni Mubarak regeret under statslig undtagelsestilstand. For at opretholde “stabilitet”. Sandsynligvis har egypterne i første omgang ikke brug for fortsat stabilitet. Hvad de derimod har brug for er, at vi i vesten med det samme ophører med at fungere som regimets liberale støtter.

Den liberale reaktion på oprør

Fra liberal side høres der gentagende ønsker om “fredelige protester” og der kommenteres ængsteligt på den “uro” der råder i de oprørende lande. Den liberale reaktion er udbredt på venstre- så vel som højrefløjen, men er måske med nærværende hos de liberale der lægger al tillid til lovgivning og retsprincipper (som under oprøret mister betydelig legitimitet), men frem for alt de ledende liberale, der har beskidte hænder og noget investeret i det regime som oprøret udfordrer.

Hilary Clinton forklarede således i sin timer-for-sene-tale, at hun var “bekymret” for udviklingen i Egypten, og bedte på typisk samtaledemokratisk facon Mubaraks styre om at “mødes” med sit folk, for at komme til løsninger. Den amerikanske regering venter helst med at se hvem der er den vindende part i denne konflikt, og først der vil de tage side. Hvis Mubaraks regime skulle slå oprøret brutalt ned, ville Clinton og den amerikanske regering fortsætte støtten til regimet.

Samtidig er Clinton et godt eksempel på den almene liberale reaktion på oprør: At når der opstår brud, bekymrer de liberale sig ængsteligt over den manglende “stabilitet” og “orden”.

Endnu mere “bekymrende” for de liberale er oprør der virker hovedløse og diffuse – dette reduceres følgeligt til “kaos”. De liberale bliver urolige, så de liberale medier indrammer lande i oprør som lande “ramt” af “uroligheder”, som om det var en kraft der kom udefra og forstyrrede befolkningen. Begrebet “uro” forklarer ikke begivenhedernes politiske karakter, da det ikke peger på de konflikter oprøret nødvendigvis indeholder. Også plyndringer af supermarkeder, banker og paladser mystificeres og bortforklares som “uro”. Således ignoreres det faktum, at plyndringer også er udtryk for, at folk tager for sig af de goder, som de gennem lang tid har været nægtet. Det er en direkte omfordeling af velstanden, som altid finder sted under optøjer, som er et forståeligt svar på et politisk regime der har opretholdt en enorm ulighed i befolkningen (20% under fattigdomsgrænsen). Men samtidig er demonstranternes beskyttelse af den kulturelle arv i museumerne talende for, at der ikke blot er tale om “kaos” og “uro, men derimod handlinger af mange intelligente mennesker med overlappende ønsker om hvordan deres samfund skal se ud.

Men i stedet ser de liberale blot i venteposition på at “uroen” skal dæmpe af – være det gennem en regulær overvindelse af statens politi og militær, eller omvendt. For liberale er der nemlig altid en grund til at vente. Først når der er en tydelig vindende part, ønsker man at tage stilling. På den måde risikerer man ikke at komme i konflikt med nogen. Men de liberale kan ikke løbe fra, at de borgerlige (venstre- som højreorienterede) revolutioner af samfund altid kommer efter succesfulde optøjer: Når den herskende magt er tilpas truet på gaden og svækket nok i sin legitimitet til, at den ikke udgør en trussel for de liberale. Også vore egne demokratiers udvikling bygger på gentagende optøjer. Men undervejs vil de liberale hele tiden gentage sine bekymringer om den manglende “stabilitet” og “orden” og “faren for magtens tomrum”, der følger et fald af et regime. Dette tomrum tolkes som et problem snarere end som en mulighed der varsler nye samfundsformationer.

Det liberale svar er altid nej.

Hvordan du kan hjælpe, I: Læg pres på de liberale støtter af det egyptiske regime

Et par hovedaktører der må lægges pres på, direkte eller indirekte (ved at lægge pres på danske aktører til at lægge pres på dem).

USA

Det er velkendt at USA har forsynet Mubaraks regime med årlige beløb på op til 1,5 mia. dollar hvert år. Regimet har således været den næststørste modtager af amerikanske økonomisk støtte i verden, en støtte der er primært militær, brugt til opretholde “sikkerhed” i landet. Det er altså amerikansk betalte og amerikanske producere våben der i disse dage nedskyder og dræber demokratiaktivister.

“MADE IN U.S.A.” – demonstrant fremviser afskudt tåregasgranat

USA udtrykker i disse dage bedst den liberale støtte til fortsættelsen af undertrykkende regimer. Vi kunne allerede bevidne hvordan Obamas administration brugte sine imponerende web 2.0-skills på twitter og facebook, mens begivenhederne udfoldede sig, til at være komplet tavs, som internetkritikeren Evgeny Morozov udtrykte det. Og når Obama eller Clinton så endelig troner frem på skærmen, som for at understrege at vi alle havde ventet på deres beslutning, er der blot vage og “bekymrede” udtalelser om “tiden for reformer” osv. – det er ligesom for sent med reformer, vilkårlige ministerrokader og et “fredelige møder mellem regeringen og befolkningen”. Befolkningen er i oprør mod regimet, ikke bare dets nuværende konstellation.

Mest ærlig var måske Joe Biden, der ikke mente at det var tid til at Mubarak skulle gå af, der omtalte ham som “en af vores allierede” og at han “ikke ville referere til ham som en diktator”. Nej, Egypten er jo som bekendt det eneste liberale demokrati i mellemøsten, der samtidig på belejlig vis er nogenlunde USA-venligt. Og de så kaldt demokratiske forhold har Mubarak så gennem årene fejret ved at blive genvalgt 28 år i træk, opretholdt med normaliseret vold og tortur udøvet af politiets sikkerhedsstyrker.

Israel

Den israelske regering fortæller at den har tillid til, at deres egyptiske partner formår at standse demonstrationerne, der truer Mubaraks styre. Den israelske stat er om nogen afhængige af fortsat diktatorisk styre i Egypten og premiæreminister Benjamin Netanyahus svar er den klassiske liberale venteposition:

“I’m not sure the time is right for the Arab region to go through the democratic process.”

Samtidig påpeger visse overvågne kommentatorer risikoen for, at Israel – som de tidligere har haft succes med at gøre – udnytter de globale mediers fokus konflikter andre steder end i Israel-Palestina. Som i 1982, hvor alle øjne var på Falklandskrigen, samtidigt som israelske styrker invaderede Libanon. I går, mens de største protester i Egypten udfoldede sig, kom det til sammenstød mellem bevæbnede israelere på uautoriseret “hiking trip”, der havde rute gennem en palæstinensisk landsby, og palæstinensere der mødte dem med stenkast. En palæstinensisk teenager er nu hjernedød efter at have blevet skudt i hoved. Værd at holde et øje på den konflikt nu.

Storbritannien

Tony Blair viser typisk liberal kynisme i sin frygt for “tomrummet af magt” som Mubarak tænkes efterlade sig og kalder for stabilisering og orden i gaderne: “The danger is [that] if you open up a vacuum, anything can happen”. Hvilket er præcis indbegrebet af revolution – at alting kan ske – men alligevel opfordres egypterne altså af ængstelige vestlige ledere, at ikke afsætte deres hersker for tidligt. Til dette har den britiske blogger Leninology at sige:

“Egyptians, long-suffering under a dictator and his torturing, murdering security apparatus, should not have to listen to this contemptible shit. It will be a deliverance when these wretched monsters [i Mubaraks regime] have to sit and sweat and squirm and bark out fake wisdom as that outpost of US imperialism is overthrown [...] It’s not easy to see Mubarak get overthrown as quickly as Ben Ali was [in Tunesia]. Mubarak is much more entrenched, and (I am led to believe) his social base is much wider. As a result, his security forces may feel more at ease with butchering a few dozens or hundreds of protesters. But there doesn’t seem to be any turning back either. Perhaps the only thing, the last thing, that could save Mubarak and the comprador regime that supports him is a platoon of US troops. And the final barrier to that would ultimately be unrest in the imperialist countries.

Lidt at tygge på til den politiske situation herhjemme. De nordafrikanske oprør – skulle de fortsætte med at resonere i nabolandende – er måske begyndelsen på en omvæltning af globale politiske forhold. Vi kan kun spekulere, men flere gange får man fornemmelsen af, at det er stor vidtrækkende historie der er ved at udfolde sig lige nu.

Danmark

Mens den egyptiske stat slår ned på demonstranterne, er der relativt tavst hos de danske politikere. Jeg er ikke særligt godt klar over de afhængighedsforhold vi må have med Egypten. Måske kan nogen give indsigt her? Særligt foruroligende er det dog med Socialdemokraterne, der er medlem af samme internationale som Mubaraks parti NPD er fuldværdigt medlem af. Hvad sker der for det Socialdemokrater?

En interessant note omkring mediedækningen af oprøret, der belyser et ironisk forhold herhjemme: At vi overhovedet kunne følge med og vidne så mange af dagens begivenheder er i stor del takket være det arabiske medie Al-Jazeera og deres live-stream, der leverede mere afslørende billedmateriale og skarpere analyser end noget andet vestligt medie. Her er altså journalister som Rawia Rageh der i Alexandria er midt i optøjerne og indånder samme tåregas som demonstranterne. Al-Jazeeras kontor i Kairo, hvorfra de kun meter væk kunne filme sammenstød mellem politi og demonstranter, fik senere besøg af egyptisk politi der beordrede dem til at slukke for kameraerne. De formåede således at censurere måske den sidste vigtigste nyhedskilde fra de igangværende begivenheder. Ironien er ikke til at tage fejl af: Dette er selvsamme kanal som ytringsfrihedskæmperne i Dansk Folkeparti foreslog at censurere i oktober. Hvad sker der for det?

Hvordan du kan hjælpe, II: Internettets direkte solidaritet

Som sagt, lukkede det egyptiske regime internet – en helt uhørt begivenhed, som kun de mest kyniske internetmodstandere i Washington har konspireret omkring under hvad der er blevet kaldt en “internet killswitch”. Nu kan de så inspireres af Mubarak, der også gjorde brug af alskens overvågning sin befolknings kommunikation. Interessant hvordan verdens ledere, på tværs af tilsyneladende politiske forskelle, ønsker at gøre brug af samme censurteknikker.

Når internet lukkes, så går aktivismen offline. Det er her værd at diskutere om internet som faktor i oprør har tendens til at overvurderes. Der ér et kvalitativt skift i hvordan begivenhederne kan forløbe, når protesterne kan mobiliseres over internet og informationen spredes i real-tid over landegrænser. At staten tvang internetudbyderne til at lukke for adgangen til internet er i sig selv et tegn på den kraft. Men det står og falder ikke med internetadgangen. Vi må heller ikke undervurdere kvaliteten i analog kommunikation: Båndbredden er højere (et ansigtsudtryk eller et skrig på gaden har langt flere “bits” end tusinde tweets, ved at de berører dig langt mere), det analoge medium er faktisk i visse fald hurtigere, og statens analoge overvågningsapparater mindre udviklede. Det er styrken ved visken og tisken, løbesedlerne og konspirering udenfor kirkerne og moskéerne. Ingen i Egypten var i tvivl om hvad de skulle ske efter fredagsbønnen.

Men den globale internetaktivisme går ikke i stå blot fordi internet lukkes – den bliver blot old-school. Twitter-kontoen Jan25voices er et eksempel på at opsamle telefonopkald for at digitalisere og sprede dem. Og fordrer også eksperimenter: Bl.a. gennem piratradio, eller såkaldt Hamradio, hvor aktivister sender ultrakorte beskeder (mini-tweets?) gennem morsekode.

Det er vores ansvar, at holde den information, der kommer ud gennem censuren i cirkulation og bruge den: Til at lægge pres på de interne forhold i vores egne lande, der opretholder en tavs støtte, udtalt støtte eller endda direkte samarbejde med regimet.

For at bygge mere demokratisk infrastruktur, som flere kan bidrage til, forsøger bl.a. netværket Telecomix at etablere et nyt internet gennem modem-forbindelser. Hvis du har et modem selv, kan du også forsøge at hjælpe til – se en guide her – derefter er det bare at rapportere din deltagelse i Telecomix’ chat-kanal. Se WeRebuilds rescourceside for flere metoder til at hjælpe protesterne gennem direkte internetbyggende solidaritet. Det er ikke lette sager, jeg har ikke selv taget mig tiden til at lære det endnu. Det bliver ikke sidste gang ledere vil forsøge at lukke internet, derfor er der masser af færdigheder vi må udvikle, for at kunne gøre modstand også under fremtidige oprør.

Svensk TV har haft langt større anledning til at rapportere om denne slags solidaritet, bl.a. fordi der er en langt stærkere kultur for internetaktivisme i Sverige. Bør vi måske komme videre end begejstring og håb gennem TV-skærmen og tage af lære fra vores naboer? Her er et kort indslag fra SVT:

————

Solidaritet med det egyptiske folk! Kefaya! Ned med Mubarak! Al støtte til jeres inspirerende og hovedløse oprør!

Ytringstvang

21.12.2010 • kritik, offentlighed, realliberalisme • 1 kommentar /

Faldt over denne artikel fra Information, der publiceredes i sommers: “Ytringsfrihed … og retten til at tie“, skrevet af Zubair Butt Hussain. Hussain er taleperson for foreningen Muslimer i Dialog, og oplever i kraft af den position en udbredt forventning om, at skulle tage stilling til og særligt tage afstand til en lang række hændelser og personer, han ikke nødvendigvis kender til, men alene i kraft af at de er muslimer, særligt den slags muslimer – eller muslimlignende personer – der begår forbrydelser eller sprænger sig selv og andre i luften.

“Vi bliver som danskere med muslimsk baggrund til stadighed bedt om at stå skoleret offentligt og udtale os for og imod alverdens uhyrligheder.”

Jeg vil ikke gå ind den eskalerende hetz mod muslimer i Europa her, men blot bruge dette eksempel til en mere generel pointe omkring ytringsfrihed, liberalisme og individualisme.

Sagen er nemlig, hvis vi skal følge Hussain, at det i Europa ikke er muligt at være et muslimsk individ. Dette skal forstås i liberalismens forstand som, at man alene skal stå til ansvar for det, man selv gør. Men muslimer afkræves også, at stå til ansvar for det som også andre muslimer gør. Når man er muslim, og særligt når man er talesperson i en muslimsk forening, forventes man, at repræsentere alle andre muslimer.

Sat lidt på spidsen: I den liberale demokratiform, er opdelingen mellem det private og det offentlige, og ens status som individ, ikke givet. Det er et privilegium, som muslimer tilsyneladende ikke kan forvente at indkassere, og andre i mere eller mindre grad kan nyde. Hvor afkræves blonde svenskere at udtale sig om og tage afstand fra den svenske terrorist Lasermanden, der skød ind gennem vinduerne i boligkompleks i Malmö?

Hussains artikel tager udgangspunkt i det klassiske spørgsmål om ytringsfrihed – retten til at ytre sig – men også den bagside, som dette ideal kan have som konsekvens: Når man tvinges til ytring. Bliver man tvunget til at ytre sig på andres vegne, alene fordi man anses repræsentere dem, handler det ifølge Hussain om, at man “får dikteret sin ytringsfrihed”.

Det siges ofte, at “den der tier, samtykker”. Men der er forskel i hvem, der anses “tie”. Hvis muslimer ikke udtaler sig, så anses de “tie”. Hvis ikke-muslimer ikke udtaler sig, eller fortsætter deres dag uden at tage afstand, anses det ikke som at “tie”. De forventes ikke og afkræves derfor ikke at tage afstand, at ytre sig imod sagen.

“Af og til føles det som om, der for danske muslimer kan gælde en ytringstvang og ikke en ytringsfrihed.”

Måske bør vi derfor i stedet diskutere, spørger Hussain, om ytringsfriheden også bør rumme retten til at tie?

Biopolitik: Kommunism och livsstil

16.11.2010 • realliberalisme, [svensk] • 5 kommentarer /

Det verkar kanske konstigt att diskutera kommunism och livsstil. I kontexten av den tidigare nämnda analys av liberalism, öppnar det dock plötsligt intressanta perspektiv. Copyriot skriver:

Om kommunismen är ickeliberal så borde detta innebära en grundläggande främlingsskap till begreppet livsstil. Dels för att kommunismen inte opererar med idén om en privatsfär, dels för att livsstil kan sägas ha blivit till en vara (eller en fetisch). Frågan är bara vilka alternativ som produceras.
Här kam jag bara associera till Giorgio Agamben med sitt inte helt lättföreståeliga begrepp “form of life” som alltså inte är detsamma som “livsstil”.

Kommer att tänka på Michael Hardt & Toni Negris Commonwealth (PDF; sista, och efter min mening den bästa, delen av Imperiet-trilogin). Det viktiga begreppet är här “biopolitik”, dvs. produktionen och subjektiveringen av livets former (‘bios’ = liv).

Inte så konstigt, att Copyriot nämner Agambens “former av liv”, som möjlig kommunistisk alternativ till livsstilar: Som en del av tre andra “streams of interpretation of biopolitics” nämner de Giorgio Agamben (s. 57-58 i engelska hardback).

Jag ser åtminstone en skillnad mellan liberalistisk livsstil och kommunistisk biopolitik. Det är en skillnad som verkar upprepa sig i relationen mellan liberalism och icke-liberalism: Fokuset på blivande i stället på varande.

Den liberala livsstilen har man, så att säga. Den är privat och bör inte bli objekt för offentlig politik (förändring). Individen har själv valt livsstilen utifrån rationella bedömningar av andra livsstilar (överfloden). Därför kan liberal vetenskap utveckla teorier som “rational choice”. Beslutet om livsstilen är kanske inte det sista, det kan så klart hända saker, men utgångspunkten är, att livsstilen representerar eller speglar “hur jag är”.

Den icke-liberala biopolitik får helt andra konsekvenser. Eftersom det inte finns någon a priori privatsfär, är alla livets former i princip giltiga objekt för politik (förändring). “Det personliga är politisk”, säger ett icke-liberalt slagord. Eftersom livets former redan är mångfaldiga (i överflod), förväntas någon enskild person inte att kunna navigera ensam. “Dina val” måste bli objekt för andras politik (förändringar), för att du ska ta del av någon sorts (kollektiv) intelligens som räcker utöver dina egna fattiga insikter. Ett sätt att kommunisera biopolitiken är genom den transformativa kärlek till det främmande och det annorlunda. Eftersom livets möjliga potentiella former är mycket fler än de aktuella – bara kombinationen, mötet mellan olika aktualiteter, skulle kunna fördubbla mångfaldet – därför sätter den icke-liberala också ett fokus på blivande: blivandet av nya former av liv.

Biopolitik är samtidigt produktionen av kroppar av motstånd och de-subjektifiering. För att bli något nytt, vill det ofta uppstå motstånd mot den delen av det varande som hämmar det blivande. I kanske det starkaste kapitlet i Commonwealth, kapitel 6.1 “Revolutionary Parallelism”, diskuterar Hardt & Negri hur emancipationen av en identitet (t.ex. kvinnors emancipation som kvinnor) kan fortsätta sin biopolitik, och i en viss mening alltid måste göra detta parallellt, nämligenfrigöra sig från identitet (t.ex. kvinnors frigörelse från att vara kvinnor, för att kunna bli något annat).

Identitetspolitik måste komma i purgatorium, skärselden:

“You have to lose what you are, to discover what you can become” (s. 340)