Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat

Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

Helbrede død med kommunisme

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, :

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Den lange apokalypse

Vi har altid forestillet os verdens undergang som en brat hændelse. En atomkrig. En invasion af rumvæsener. Himmelen – eller i en moderne udgave, ozonlaget – der åbner sig og kaster ild ned på menneskene. I film og romaner er de store utænkelige katastrofer altid pludselige. Katastrofen overtager og bryder ind i hverdagen. Katastrofen er altid malplaceret, unormal. I Hollywoods verden kommer katastrofen altid som en overraskelse. Selv i Lars von Triers ellers uortodokse katastrofefilm Melancholia kan verdens undergang tælles på et par dage – mens en meteor nærmer sig planeten. Det passer bedre til film.

Men vores verden er ikke som Hollywood.

Katastrofen er ikke på vej – som en meteor der nærmer sig planeten og som vi kan vente nervøst over, mens vi bider negle i spænding. Katastrofen er ikke på vej, den er her allerede.

For nogen var skybruddet den 2. juli tegnet på at vi virkelig går nye tider i møde. Følelsen af at regnen bare kunne fortsætte og vandmasserne stige. Hvornår ville det stoppe? Følelsen af at de overdrevede vejrfænomener er ved at blive almindelige.

Vestlige religioner har altid forestillet sig dommedagen som en adskilt begivenhed, som en dato man kunne fastsætte. Så kunne man tælle ned. Så vidste man hvor lang tid “der var igen”. Det passer bedre til dommedagsprofeternes konkurrerende odds og det klimaks deres kulter hver især er afhængige af. Kun hvis der er en klar skelnen mellem denne verden og verden efter dommedag, giver deres totale hengivelse til “efterlivet” mening.

Men vores verden er ikke som Jehovas vidner eller nogen af de andre dommedags-religioner fortæller.

Hvis dommedagen som begreb har nogen mening bør forestillingen om den ene dag – i bestemt ental, dagen – afvises. Hvad vi snarere har at gøre med er en æra – en dommeæra, kunne vi kalde det.

Apokalypsen bliver ikke det øjeblik hvor vi alle udraderes fra jordens overflade på en gang. Det bliver en verden vi må gennemleve: En lang apokalypse. En verden hvor kloakerne regelmæssigt oversvømmes og tager alt det beskidte lort vi havde gemt væk op til overfladen. En verden hvor den nuværende biodiversitet erstattes af en biodiversitet af insekter: utallige nye arter af fluer, flåter og myg, der med deres korte reproduktionstid tilpasser enhver ny situation ved at mutere. Og al den mad vi må producere i laboratorier, fordi fiskene er uddøde og landbruget er udtørret. Listen fortsætter.

Men der er også noget mærkeligt glædeligt ved en verden, der vender vrangen ud på sig selv. Her taler jeg ikke om den stille skadefro, der måske følger når oversvømmelserne destruerer overfloden af inventar i villaboernes kældre. Noget langt mere gennemgribende er på spil og egentlig er det svært at beskrive, fordi det handler om noget meget kropsligt, nemlig: At komme i kontakt med verden. At befinde sig i situation hvor verden vender vrangen ud af sig selv betyder at igen blive tilstede i verden – en verden der ikke længere blot omgiver dig, men udgør dig. Gaderne der oversvømmes; familien i pizzariet der kæmper med at feje vandmasserne ud og bygge dæmninger foran døren; cyklisten der kæmper sig over til caféen hvor de andre har samlet sig, floden der strømmer helt oppe fra Gentofte og lægger Lyngbymotorvejen under vej og kortslutter bilernes evindelige mobilitet. Mennesket jeg pludselig har en animeret samtale med – og bagefter samarbejde med. Møblerne der står overalt på fortovene og stemningen af livlig anarki når byens gribe cykler rundt og ser guld – alle de ting vi behøver for vores nye fælles lokaler – hvor andre så skrald.

Egentlig er det bare at se ansigtsudtrykket på mennesket, der pludselig forlader hjemmets fire fugtige vægge, bevæger sig udenfor og finder sig selv midt i kaoset.

Grunden til at vi bør fortsætte med at beskrive aspekter som foroven er, at det indeholder spørgsmålet om hvad katastrofen gør for vores tilstedeværelse i verden. Hvordan vi på ny bliver nærværende. Og hvad det betyder for at kunne finde hinanden, at kunne samarbejde, at kunne lære ellers glemte færdigheder, at elske og have det muntert, at udnytte bruddene og deres kriser til at tage så meget som muligt tilbage af det vi er blevet berøvet. På en mærkelig måde komme til live, midt i katastrofen. Som var denne katastrofale tidsalder blevet second nature for os – vores anden natur.

Hvad vi er dømt til at gå i møde er ikke verdens abrupte undergang, men en katastrofe der gradvist udfolder sig: en langstrakt proces, hvor ekstreme vejrfænomener og andre klimaændringer vil blive hyppigere – og frem for alt mere intensive.

Men vi må huske, at katastrofen først og fremmest består af et katastrofalt forhold til verden.

Blot få dage efter skybruddet udbryder en overvismand kækt, at de massive skader som oversvømmelserne forårsagede er godt for “dansk økonomi”. Du gættede nok allerede svaret: Fordi “det skaber aktivitet i samfundet” (læs: det skaber lønarbejde). Når en person bliver kørt ned i trafikken og brækker benet, så stiger BNP. Da tsunamien i 2004 skyllede alle fiskerne og de lokale væk fra strandene i det indiske ocean, og alle pengene som pligtopfyldende vesterlændinge havde doneret blev brugt til at bygge badehoteller til dem selv, så steg BNP. Når vesten invaderer et land, for at først bombe det og siden ‘genopbygge’ det, så stiger BNP. Der er ingen tvivl om at der er masser af aktører derude, der ikke kan vente på at profitere på den lange apokalypse. Spørgsmålet er: Hvordan slipper vi af med dem?

Til forsvar for en religiøs jul

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)

For en genfortryllelse af verden

Hvordan genfinder vi den kollektive magi? Hvad der her følger er en kritik af samtidens affortryllelse af verden, samtidig som vi forsøger at genfortrylle den. Det er et par mere eller mindre vilkårlige nedslag, der kunne sikkert nævnes en mængde andre.

Teksten er bygget op over fire elementer, der alle trækker på “stammens” objekter. Det starter med dansegulvets cirkler og totempæle, dernæst stammens brug af tatoveringen (tribalen), så den regionale tilknytning til plads og til sidst helbredelsens overgange og ritualer. Hvad vi forsøger bygge kunne altså kaldes en slags urban stamme (og her betegnes ikke de ellers sikkert udmærkede samtidsdiagnoser, der forsøger at beskrive at vestens unge ikke bygger kernefamilier så tidligt som tidligere).

Dansegulvet

Dansegulvet består mange steder i byen af en stor mængde personer, der på samme tid danser med alle og ingen. Man står med lukkede øjne, udstrålende nydelse, kigger en gang i mellem op, for at fange et andet blik, et flygtigt øjeblik hvor man danser med en anden, så længe energien holder, smilene, blikkene, så længe nydelsen virker autentisk, indtil man igen skilles fra hinanden, og søger, et nyt projekt. Der er intet andet end energien der binder individerne til hinanden. I øvrigt går man i byen med sine bedste venner, for dem er man nogenlunde sikre på ikke skrider igen, lukker øjnene og vender sig om for at kigge efter nye dansepartnere. Samtidens dansegulve er karakteriseret af, at ingen vil gøre sig afhængige og forpligte sig (på en danse-, samtale- eller kærlighedspartner). Det er projektsamfundets dans.

Fra dette tomrum vokser fælles cirkler på dansegulvene, hvor man kommer til at tænke på gamle dage i ungdomsklubben. Det er et af stammens svar på dansegulvets ensomhed og mangel på forpligtelse. I midten af dansecirklen smider stammen sine beklædningsdele, så der danner sig en tøjbunke: den fælles totempæl, hvorom stammen danser videre. At kaste sit tøj i midten af en cirkel hvorom andre danser er en direkte investering i cirklens dansefællesskab. For at forlade cirklen, kan man ikke blot lukke øjnene igen, eller vende sig mod en ny dansepartner. Man tvinges tage sit tøjstykke i midten af cirklen, bryde den sociale lim hvormed cirklen fastholder de dansende kroppe vendt mod hinanden. Man bliver med andre ord nødt til at være tydelig: indenfor eller udenfor cirklen? Cirklens form inviterer til at kigge andre i øjnene, hvilket øger nødvendigheden af, at være tydelig: danser vi sammen? Det forlænger midlertidigheden som dansegulvet er præget af: du bliver stående, dansende, du holder pauser i cirklen. Det forstærker forpligtelsen, fordi et tøjstykke kastet i midten også skal hentes igen. Cirklen og dens totempæl af tøj giver stammen en sikkerhed i at vide, at der hele tiden er nogen at vende tilbage og danse med. Ugh!

Tatoveringen

Tatoveringen er det paradigmatiske udtryk for individualisme: et udtryk for smag, æstetik, og hvor langt fremme i moden man befinder sig. Det er derfor så mange får dem slettet igen med laserbehandling. De blev aldrig tatoveret dybt nok, for der var ingen bånd der bandt tatoveringen til andre. Men tatoveringen er ikke noget jeg gør fordi “det er lige mig”, noget jeg får lavet fordi det symboliserer hvordan jeg skiller mig ud fra andre. Den handler ikke bare om mig selv: mig mig mig mig. Tatoveringen binder mig til andre, til pladser, til oplevelser, fællesskaber og stammer. Tatoveringen betegner et tilhørsforhold, en skæbne jeg ikke længere kan eller vil flygte fra, og som derfor må gøres permanent på kroppen. Tatoveringen bliver i bogstaveligt forstand en tribal (‘tribe’ = stamme). Tatoveringen betegner ikke blot et fællesskab, dens form kan også opstå derigennem, som et fælles eksperiment, ved at bekræfte en fælles æstetik, som en kommentar eller kritik af min stamme. Tatoveringen kan også “gives” til mig, som når en ven eller vennekreds foreslår at vi bekræfter vores bånd til hinanden. Tatoveringen kan udføres af selv samme personer, med blot nål og blæk.

Tilknytningen til plads

Regionalisme afløser nationalisme. Fattigheden ved nationalister er, at de kun anerkender tilknytninger til nationalstaten og dens konstruktion af et nationalt Folk. Folket (med stort F) reagerer mistænksomt på al indblanding af nye folkeslag. Mod dette stilles som regel et passioneret had til nationalstatens grænser. Det fattige ved det så kaldte No-Borders perspektiv er dog, at det – måske for at distancere sig så meget som muligt fra nationalisternes nostalgiske og insisterende fremhævelse af deres område – at det ikke anerkender tilknytningen til plads. Men vi binder os til de regioner vi kommer fra, dets historie, dets tegn, dets natur, dets klima, dets tempo. Det opgør os, kun den pladsløse kan flytte til nye steder, som skulle den ingen rødder rive op. Kun den pladsløse kan glemme sin fortid, som havde den ingen historie. En regional tilknytning anerkender vigtigheden af den historie og de rødder som man måtte have – ved at være født i et område, ved at vokse op et andet sted, ved at have flyttet til et helt tredje. Det er derfor det ville give mening, jf. foroven, at samtidigt som man får tatoveret kurbitsmønster i dala-färger (“en svensk tribal”) også konverterer til sufi-islam eller laver No-Borders politik. Det er ikke schizofrent, i det mindste ikke i dets platte betydning som vilkårlig forbrug af tegn og praksisser. Det er kun vilkårligt så længe man ikke selv har tilknytningerne. Det er kun forbrug så længe man ikke er dybt begravet i at producere fænomenet (svenskhed, sufi-islam, nationalstatens sammenbrud).

Ved at gennemskære nationalstatens grænser, må regional tilknytning indebære det faktum, at områder til alle tider har været præget af at folk flytter. At der aldrig har eksisteret noget oprindeligt folk nogen steder, men at migration af alle mulige grunde fortsat er en del af et hvilket som helst områdes historie. Det fremmede der genfortryller hverdagen. Her må vi være på vagt overfor svagheden ved samtidens multikulturalisme, nemlig at man forventer af den anden, af den fremmede, at den skal fortsætte med at være fremmed, anderledes og eksotisk. Multikulturalisten har mistet sin evne til at genfortrylle verden gennem varige opfindelser og er derfor afhængig af den anden til at fortsat levere det eksotiske, at den anden ikke blander sig alt for meget sammen med os: “Det er så herligt med andre kulturer, så længe de bare bliver ved at være sådan og ikke ændrer på sig”. Til det betragter regionalisten i stedet den fremmede som blivende noget nyt og andet, i mødet med os – vice versa – i kraft af at vi nu opholder os og lever i samme regionale verden.

Ritualet & helbredelsen

Helbredelse består i vor samtid af professionelle læger, så resten af befolkningen gradvist mister almen viden om helbred. Når man er syg, kan der findes en fysiologisk forklaring. Hvis man er “deprimeret” eller “føler sig nede” og “er stresset”, skal man gå i psykoterapi eller tage medicin fra psykiateren. Vi er holdt op med at helbrede hinanden. Vi stiller os ikke længere tilfredse med at mennesker kan helbredes af kaotiske og tilsyneladende mærkelige hændelser, følelsesmæssigt diffuse oplevelser, og alternativ medicin der mest af alt virker som mumbojumbo. Derfor bruger vi automatforklaringer som placebo-effekt og prøver at se bagom den alternative medicin, for at finde en rationel forklaring. Det vigtigste er ikke, at mennesker helbredes, at de får en fornemmelse af frihed og forløsning. Det vigtigste er, at vi finder en forklaring på hvorfor det skette.

Til dette svarer de urbane stammer med en ny shamanisme, der betoner livets overgange og den smerte der er forbundet med at komme over på den anden side; nødvendigheden af ritualer, for at markere grænser og forskelle; det kaotiske og uforklarlige; at gøre sig tilfreds med at nogen gange tale i tunger, for at finde nye ord; at der findes en helbredelse, som kun et fællesskab eller en stamme kan give; at helbredelsen bør behandles i sig selv, at den ikke bare handler om hvor virkningsfuld medicinen er, men skal fejres. Her fungerer tatoveringen endnu en gang som betegner for overgang og grænsedragning (“Da jeg blev frisk” / “Da vi blev bror & søster”). Her fungerer også festen og den kollektive dans.