For en genfortryllelse af verden

Hvordan genfinder vi den kollektive magi? Hvad der her følger er en kritik af samtidens affortryllelse af verden, samtidig som vi forsøger at genfortrylle den. Det er et par mere eller mindre vilkårlige nedslag, der kunne sikkert nævnes en mængde andre.

Teksten er bygget op over fire elementer, der alle trækker på “stammens” objekter. Det starter med dansegulvets cirkler og totempæle, dernæst stammens brug af tatoveringen (tribalen), så den regionale tilknytning til plads og til sidst helbredelsens overgange og ritualer. Hvad vi forsøger bygge kunne altså kaldes en slags urban stamme (og her betegnes ikke de ellers sikkert udmærkede samtidsdiagnoser, der forsøger at beskrive at vestens unge ikke bygger kernefamilier så tidligt som tidligere).

Dansegulvet

Dansegulvet består mange steder i byen af en stor mængde personer, der på samme tid danser med alle og ingen. Man står med lukkede øjne, udstrålende nydelse, kigger en gang i mellem op, for at fange et andet blik, et flygtigt øjeblik hvor man danser med en anden, så længe energien holder, smilene, blikkene, så længe nydelsen virker autentisk, indtil man igen skilles fra hinanden, og søger, et nyt projekt. Der er intet andet end energien der binder individerne til hinanden. I øvrigt går man i byen med sine bedste venner, for dem er man nogenlunde sikre på ikke skrider igen, lukker øjnene og vender sig om for at kigge efter nye dansepartnere. Samtidens dansegulve er karakteriseret af, at ingen vil gøre sig afhængige og forpligte sig (på en danse-, samtale- eller kærlighedspartner). Det er projektsamfundets dans.

Fra dette tomrum vokser fælles cirkler på dansegulvene, hvor man kommer til at tænke på gamle dage i ungdomsklubben. Det er et af stammens svar på dansegulvets ensomhed og mangel på forpligtelse. I midten af dansecirklen smider stammen sine beklædningsdele, så der danner sig en tøjbunke: den fælles totempæl, hvorom stammen danser videre. At kaste sit tøj i midten af en cirkel hvorom andre danser er en direkte investering i cirklens dansefællesskab. For at forlade cirklen, kan man ikke blot lukke øjnene igen, eller vende sig mod en ny dansepartner. Man tvinges tage sit tøjstykke i midten af cirklen, bryde den sociale lim hvormed cirklen fastholder de dansende kroppe vendt mod hinanden. Man bliver med andre ord nødt til at være tydelig: indenfor eller udenfor cirklen? Cirklens form inviterer til at kigge andre i øjnene, hvilket øger nødvendigheden af, at være tydelig: danser vi sammen? Det forlænger midlertidigheden som dansegulvet er præget af: du bliver stående, dansende, du holder pauser i cirklen. Det forstærker forpligtelsen, fordi et tøjstykke kastet i midten også skal hentes igen. Cirklen og dens totempæl af tøj giver stammen en sikkerhed i at vide, at der hele tiden er nogen at vende tilbage og danse med. Ugh!

Tatoveringen

Tatoveringen er det paradigmatiske udtryk for individualisme: et udtryk for smag, æstetik, og hvor langt fremme i moden man befinder sig. Det er derfor så mange får dem slettet igen med laserbehandling. De blev aldrig tatoveret dybt nok, for der var ingen bånd der bandt tatoveringen til andre. Men tatoveringen er ikke noget jeg gør fordi “det er lige mig”, noget jeg får lavet fordi det symboliserer hvordan jeg skiller mig ud fra andre. Den handler ikke bare om mig selv: mig mig mig mig. Tatoveringen binder mig til andre, til pladser, til oplevelser, fællesskaber og stammer. Tatoveringen betegner et tilhørsforhold, en skæbne jeg ikke længere kan eller vil flygte fra, og som derfor må gøres permanent på kroppen. Tatoveringen bliver i bogstaveligt forstand en tribal (‘tribe’ = stamme). Tatoveringen betegner ikke blot et fællesskab, dens form kan også opstå derigennem, som et fælles eksperiment, ved at bekræfte en fælles æstetik, som en kommentar eller kritik af min stamme. Tatoveringen kan også “gives” til mig, som når en ven eller vennekreds foreslår at vi bekræfter vores bånd til hinanden. Tatoveringen kan udføres af selv samme personer, med blot nål og blæk.

Tilknytningen til plads

Regionalisme afløser nationalisme. Fattigheden ved nationalister er, at de kun anerkender tilknytninger til nationalstaten og dens konstruktion af et nationalt Folk. Folket (med stort F) reagerer mistænksomt på al indblanding af nye folkeslag. Mod dette stilles som regel et passioneret had til nationalstatens grænser. Det fattige ved det så kaldte No-Borders perspektiv er dog, at det – måske for at distancere sig så meget som muligt fra nationalisternes nostalgiske og insisterende fremhævelse af deres område – at det ikke anerkender tilknytningen til plads. Men vi binder os til de regioner vi kommer fra, dets historie, dets tegn, dets natur, dets klima, dets tempo. Det opgør os, kun den pladsløse kan flytte til nye steder, som skulle den ingen rødder rive op. Kun den pladsløse kan glemme sin fortid, som havde den ingen historie. En regional tilknytning anerkender vigtigheden af den historie og de rødder som man måtte have – ved at være født i et område, ved at vokse op et andet sted, ved at have flyttet til et helt tredje. Det er derfor det ville give mening, jf. foroven, at samtidigt som man får tatoveret kurbitsmønster i dala-färger (“en svensk tribal”) også konverterer til sufi-islam eller laver No-Borders politik. Det er ikke schizofrent, i det mindste ikke i dets platte betydning som vilkårlig forbrug af tegn og praksisser. Det er kun vilkårligt så længe man ikke selv har tilknytningerne. Det er kun forbrug så længe man ikke er dybt begravet i at producere fænomenet (svenskhed, sufi-islam, nationalstatens sammenbrud).

Ved at gennemskære nationalstatens grænser, må regional tilknytning indebære det faktum, at områder til alle tider har været præget af at folk flytter. At der aldrig har eksisteret noget oprindeligt folk nogen steder, men at migration af alle mulige grunde fortsat er en del af et hvilket som helst områdes historie. Det fremmede der genfortryller hverdagen. Her må vi være på vagt overfor svagheden ved samtidens multikulturalisme, nemlig at man forventer af den anden, af den fremmede, at den skal fortsætte med at være fremmed, anderledes og eksotisk. Multikulturalisten har mistet sin evne til at genfortrylle verden gennem varige opfindelser og er derfor afhængig af den anden til at fortsat levere det eksotiske, at den anden ikke blander sig alt for meget sammen med os: “Det er så herligt med andre kulturer, så længe de bare bliver ved at være sådan og ikke ændrer på sig”. Til det betragter regionalisten i stedet den fremmede som blivende noget nyt og andet, i mødet med os – vice versa – i kraft af at vi nu opholder os og lever i samme regionale verden.

Ritualet & helbredelsen

Helbredelse består i vor samtid af professionelle læger, så resten af befolkningen gradvist mister almen viden om helbred. Når man er syg, kan der findes en fysiologisk forklaring. Hvis man er “deprimeret” eller “føler sig nede” og “er stresset”, skal man gå i psykoterapi eller tage medicin fra psykiateren. Vi er holdt op med at helbrede hinanden. Vi stiller os ikke længere tilfredse med at mennesker kan helbredes af kaotiske og tilsyneladende mærkelige hændelser, følelsesmæssigt diffuse oplevelser, og alternativ medicin der mest af alt virker som mumbojumbo. Derfor bruger vi automatforklaringer som placebo-effekt og prøver at se bagom den alternative medicin, for at finde en rationel forklaring. Det vigtigste er ikke, at mennesker helbredes, at de får en fornemmelse af frihed og forløsning. Det vigtigste er, at vi finder en forklaring på hvorfor det skette.

Til dette svarer de urbane stammer med en ny shamanisme, der betoner livets overgange og den smerte der er forbundet med at komme over på den anden side; nødvendigheden af ritualer, for at markere grænser og forskelle; det kaotiske og uforklarlige; at gøre sig tilfreds med at nogen gange tale i tunger, for at finde nye ord; at der findes en helbredelse, som kun et fællesskab eller en stamme kan give; at helbredelsen bør behandles i sig selv, at den ikke bare handler om hvor virkningsfuld medicinen er, men skal fejres. Her fungerer tatoveringen endnu en gang som betegner for overgang og grænsedragning (“Da jeg blev frisk” / “Da vi blev bror & søster”). Her fungerer også festen og den kollektive dans.