Indlæg i kategorien tilknytning
Helbrede død med kommunisme
Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)
Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.
Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.
(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).
Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.
Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.
Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.
Det er at dø en lille smule indeni.
Ja, dø:
80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])
Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.
Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.
Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.
Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.
Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.
Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.
78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.
Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.
Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.
Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.
6 kommentarer • Dele: 
• Donation
Den lange apokalypse
Vi har altid forestillet os verdens undergang som en brat hændelse. En atomkrig. En invasion af rumvæsener. Himmelen – eller i en moderne udgave, ozonlaget – der åbner sig og kaster ild ned på menneskene. I film og romaner er de store utænkelige katastrofer altid pludselige. Katastrofen overtager og bryder ind i hverdagen. Katastrofen er altid malplaceret, unormal. I Hollywoods verden kommer katastrofen altid som en overraskelse. Selv i Lars von Triers ellers uortodokse katastrofefilm Melancholia kan verdens undergang tælles på et par dage – mens en meteor nærmer sig planeten. Det passer bedre til film.
Men vores verden er ikke som Hollywood.
Katastrofen er ikke på vej – som en meteor der nærmer sig planeten og som vi kan vente nervøst over, mens vi bider negle i spænding. Katastrofen er ikke på vej, den er her allerede.
For nogen var skybruddet den 2. juli tegnet på at vi virkelig går nye tider i møde. Følelsen af at regnen bare kunne fortsætte og vandmasserne stige. Hvornår ville det stoppe? Følelsen af at de overdrevede vejrfænomener er ved at blive almindelige.
Vestlige religioner har altid forestillet sig dommedagen som en adskilt begivenhed, som en dato man kunne fastsætte. Så kunne man tælle ned. Så vidste man hvor lang tid “der var igen”. Det passer bedre til dommedagsprofeternes konkurrerende odds og det klimaks deres kulter hver især er afhængige af. Kun hvis der er en klar skelnen mellem denne verden og verden efter dommedag, giver deres totale hengivelse til “efterlivet” mening.
Men vores verden er ikke som Jehovas vidner eller nogen af de andre dommedags-religioner fortæller.
Hvis dommedagen som begreb har nogen mening bør forestillingen om den ene dag – i bestemt ental, dagen – afvises. Hvad vi snarere har at gøre med er en æra – en dommeæra, kunne vi kalde det.
Apokalypsen bliver ikke det øjeblik hvor vi alle udraderes fra jordens overflade på en gang. Det bliver en verden vi må gennemleve: En lang apokalypse. En verden hvor kloakerne regelmæssigt oversvømmes og tager alt det beskidte lort vi havde gemt væk op til overfladen. En verden hvor den nuværende biodiversitet erstattes af en biodiversitet af insekter: utallige nye arter af fluer, flåter og myg, der med deres korte reproduktionstid tilpasser enhver ny situation ved at mutere. Og al den mad vi må producere i laboratorier, fordi fiskene er uddøde og landbruget er udtørret. Listen fortsætter.
Men der er også noget mærkeligt glædeligt ved en verden, der vender vrangen ud på sig selv. Her taler jeg ikke om den stille skadefro, der måske følger når oversvømmelserne destruerer overfloden af inventar i villaboernes kældre. Noget langt mere gennemgribende er på spil og egentlig er det svært at beskrive, fordi det handler om noget meget kropsligt, nemlig: At komme i kontakt med verden. At befinde sig i situation hvor verden vender vrangen ud af sig selv betyder at igen blive tilstede i verden – en verden der ikke længere blot omgiver dig, men udgør dig. Gaderne der oversvømmes; familien i pizzariet der kæmper med at feje vandmasserne ud og bygge dæmninger foran døren; cyklisten der kæmper sig over til caféen hvor de andre har samlet sig, floden der strømmer helt oppe fra Gentofte og lægger Lyngbymotorvejen under vej og kortslutter bilernes evindelige mobilitet. Mennesket jeg pludselig har en animeret samtale med – og bagefter samarbejde med. Møblerne der står overalt på fortovene og stemningen af livlig anarki når byens gribe cykler rundt og ser guld – alle de ting vi behøver for vores nye fælles lokaler – hvor andre så skrald.
Egentlig er det bare at se ansigtsudtrykket på mennesket, der pludselig forlader hjemmets fire fugtige vægge, bevæger sig udenfor og finder sig selv midt i kaoset.
Grunden til at vi bør fortsætte med at beskrive aspekter som foroven er, at det indeholder spørgsmålet om hvad katastrofen gør for vores tilstedeværelse i verden. Hvordan vi på ny bliver nærværende. Og hvad det betyder for at kunne finde hinanden, at kunne samarbejde, at kunne lære ellers glemte færdigheder, at elske og have det muntert, at udnytte bruddene og deres kriser til at tage så meget som muligt tilbage af det vi er blevet berøvet. På en mærkelig måde komme til live, midt i katastrofen. Som var denne katastrofale tidsalder blevet second nature for os – vores anden natur.
Hvad vi er dømt til at gå i møde er ikke verdens abrupte undergang, men en katastrofe der gradvist udfolder sig: en langstrakt proces, hvor ekstreme vejrfænomener og andre klimaændringer vil blive hyppigere – og frem for alt mere intensive.
Men vi må huske, at katastrofen først og fremmest består af et katastrofalt forhold til verden.
Blot få dage efter skybruddet udbryder en overvismand kækt, at de massive skader som oversvømmelserne forårsagede er godt for “dansk økonomi”. Du gættede nok allerede svaret: Fordi “det skaber aktivitet i samfundet” (læs: det skaber lønarbejde). Når en person bliver kørt ned i trafikken og brækker benet, så stiger BNP. Da tsunamien i 2004 skyllede alle fiskerne og de lokale væk fra strandene i det indiske ocean, og alle pengene som pligtopfyldende vesterlændinge havde doneret blev brugt til at bygge badehoteller til dem selv, så steg BNP. Når vesten invaderer et land, for at først bombe det og siden ‘genopbygge’ det, så stiger BNP. Der er ingen tvivl om at der er masser af aktører derude, der ikke kan vente på at profitere på den lange apokalypse. Spørgsmålet er: Hvordan slipper vi af med dem?
2 kommentarer • Dele: • Donation
Instead of security, instead of privacy: Secrecy, intimacy and trust
Brist made the suggestion that we should stop talking about ‘security’ and instead start building a language around ‘secrecy’.
I think it sounds like a very good suggestion, so I here give my comments in a debate I would hope to see more contributions to. My problem with ‘security thinking’ especially stems from the expert bias it brings with it: the overly focus on learning complicated technologies and tools even before finding out what you want to secure, ie. keep secret. It’s like the security paradigm just breeds security consultants, eager to give their expert advice and still you have no clue why you would want to learn to encrypt your email or install plugins that makes your browser less vulnerable to so called man-in-the-middle attacks. Over and over, the same response: “Why would I want to put down time on all that crap, It’s not because I’m some kind of wanted person or politician”. The thing is: ‘Security’ seems completely irrelevant for most people.
So maybe not ‘secrecy’ … After all, everyone has secrets. Necessary secrets, secrets between friends, secrets between colleagues, large secrets and smaller secrets, silly secrets and dangerous secrets.
Before we continue, a disclaimer: Why do we even find it necessary to discuss replacing one word for the other? Is this not just silly semantics? To that I would answer: When we would like to replace one way of talking about things with another, we are messing with things other than language. So no, not ‘just’ semantics. More appropriately, we are negotiating a paradigm: Which means we are also always building the components for how we would want technology, tools, social contexts, law etc. to come into being. In short, certain words make certain things matter in a certain way. Similar to how all the fuss about ‘cloud computing’ easily comes to matter as a corporate rule of cyberspace. We think ‘the cloud’ is just ‘up there’ floating around freely in the sky, while all our data are being placed in the same few servers managed by the same few corporations, leaving us very dependent on these few central actors. Essentially losing control of how we want to communicate, share stuff, find each other etc. Then, instead of ‘the cloud’ we might speak about ‘the mountain’ – where the internet gods keep our digital offerings, or something. You get the point.
Given that the words we use matters, let’s continue to build on Brist’s suggestion to replace ‘security’ with ‘secrecy’. To frame it, here’s a long quote.
What I find really important about moving from security to secrecy is that it allows us to think about what we actually want to keep secret, and from whom. Because of this, thinking about secrecy is just as valuable for people like me who do most of what I do more or less openly as for the aforementioned people who are hunted by intelligence agencies. While security is often an all-or-nothing affair, since a weak spot can crack the whole system open, secrecy is about managing what information someone can gather about you. [...] You have to ask yourself what secrets you want to keep. Your name? Your political affiliations? Your online habits, or your network of friends? Once you have those answers you can begin looking at tools and practices. Not the other way around — that’s for server admins and programmers.
There are several points to comment on, but let me start with the notion of ‘security as an all-or-nothing affair’. Security certainly invites people into a mode of thinking that can become dominated by paranoia. Either you’ve decided to be careful about it or you rather not care. And yes, paranoia does not mean that you are not followed and surveilled etc. A small dose of generalized paranoia can even be a good motivator to learn skills, as a way of remembering to do certain stuff.
But paranoia lacks heavily in what secrecy could be better in growing: Intimacy.
This is where it gets interesting for me. Parallel to the problems and ambivalences in security thinking is all the talk about ‘privacy’ in so called information activist circles. I say, liberal information activist circles. I’m not so sure I would want to fight and struggle to defend privacy. I’m just dropping examples from the top of my head – drawing from the feminist critique of the public/private division – but we have to remember that this division between the public and the private is the same thing that gave us the idea of a single bourgeous public (thereby ignoring minor voices and naturalizing their silence); it is the same division that have forced queers of all types behind closed (private) doors under the pretension of ‘tolerance’ (like you treat a guest in his house); it was the same division that sustained patriarchy in (private) homes; and so on … (let me know more examples and maybe we can list a bunch of problems with the division in order to find fitting replacements for them)
Intimacy seems to be intimately entangled with secrecy. Intimacy, pushing the questions Brist mentioned about what to keep secret, and to whom? Security, on the other hand, is most often something you want to do by yourself – conjuring passwords, keeping your valuables in your safe, hiring a private security firm to guard your solitary house. Security easily produces the kind of paranoid affect that makes you suspicious – to other people, people you might otherwise want to build trust with, your complicities, your friends …
So yes, this makes us introduce another concept that fits into the secrecy-intimacy-pair: Trust. Trust is always a social relation, something you build between each other, something to be shared and extended. Trust might just be the single most important affect when sharing secrets.
You can certainly try to build a secure world all by yourself, but you can never build trust all by ourself. Unless, you might not be trusting yourself? But then, this is only a problem for the extremely paranoid liberal, excessively focused on security and the idea of the self.
A good practical example is already existing terminology: When encrypting mails with GPG you can verify each other’s keys, gradually building a web of trust – enabling other people that trust those of us who verified the keys to trust them as well. As a contrary way of delegating trust, you have the hierarchical ‘tree of trust’ – here, all trust is placed on one single actor, instead of being built up through the trust-glue between all your trustworthy friends.
—————
On a side note: I’m reminded by Tiqqun’s concept of zones of offensive opacity (ZOO, in short), a concept that specifically builds on secrecy and trust: diffuse overlapping territories (not occupying the territory, but “being the territory”), dim grey zones of friend circles on dim grey zones of others who trust each other, a communist geography beneath the state’s cartography, spaces impenetrable in their composition and meaning to authority. A secret communism:
The advantage of the ZOO is that it establishes and expands a base for autonomy. Specifically, it looks to communism as a qualitative guide. At every moment when one might be tempted to engage in the social, for whatever resources it may offer, the ZOO suggests constructing a parallel space of communism.
For de danske / svenske optegnelser: Vi behøver at forhandle en erstatning af sikkerheds-privatlivs-paradigmet med en anden klynge koncepter omkring hemmelighed, intimitet og tillid.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Til forsvar for en religiøs jul
(engle i Betlehemskirken i Göteborg)
Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.
Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.
Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?
Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.
I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.
I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:
Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)
Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.
Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.
Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.
Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.
————
(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)
(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)
10 kommentarer • Dele: • Donation
Den kommende opstand: Miljøet
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
6 kommentarer • Dele: • Donation
For en genfortryllelse af verden
Hvordan genfinder vi den kollektive magi? Hvad der her følger er en kritik af samtidens affortryllelse af verden, samtidig som vi forsøger at genfortrylle den. Det er et par mere eller mindre vilkårlige nedslag, der kunne sikkert nævnes en mængde andre.
Teksten er bygget op over fire elementer, der alle trækker på “stammens” objekter. Det starter med dansegulvets cirkler og totempæle, dernæst stammens brug af tatoveringen (tribalen), så den regionale tilknytning til plads og til sidst helbredelsens overgange og ritualer. Hvad vi forsøger bygge kunne altså kaldes en slags urban stamme (og her betegnes ikke de ellers sikkert udmærkede samtidsdiagnoser, der forsøger at beskrive at vestens unge ikke bygger kernefamilier så tidligt som tidligere).
Dansegulvet
Dansegulvet består mange steder i byen af en stor mængde personer, der på samme tid danser med alle og ingen. Man står med lukkede øjne, udstrålende nydelse, kigger en gang i mellem op, for at fange et andet blik, et flygtigt øjeblik hvor man danser med en anden, så længe energien holder, smilene, blikkene, så længe nydelsen virker autentisk, indtil man igen skilles fra hinanden, og søger, et nyt projekt. Der er intet andet end energien der binder individerne til hinanden. I øvrigt går man i byen med sine bedste venner, for dem er man nogenlunde sikre på ikke skrider igen, lukker øjnene og vender sig om for at kigge efter nye dansepartnere. Samtidens dansegulve er karakteriseret af, at ingen vil gøre sig afhængige og forpligte sig (på en danse-, samtale- eller kærlighedspartner). Det er projektsamfundets dans.
Fra dette tomrum vokser fælles cirkler på dansegulvene, hvor man kommer til at tænke på gamle dage i ungdomsklubben. Det er et af stammens svar på dansegulvets ensomhed og mangel på forpligtelse. I midten af dansecirklen smider stammen sine beklædningsdele, så der danner sig en tøjbunke: den fælles totempæl, hvorom stammen danser videre. At kaste sit tøj i midten af en cirkel hvorom andre danser er en direkte investering i cirklens dansefællesskab. For at forlade cirklen, kan man ikke blot lukke øjnene igen, eller vende sig mod en ny dansepartner. Man tvinges tage sit tøjstykke i midten af cirklen, bryde den sociale lim hvormed cirklen fastholder de dansende kroppe vendt mod hinanden. Man bliver med andre ord nødt til at være tydelig: indenfor eller udenfor cirklen? Cirklens form inviterer til at kigge andre i øjnene, hvilket øger nødvendigheden af, at være tydelig: danser vi sammen? Det forlænger midlertidigheden som dansegulvet er præget af: du bliver stående, dansende, du holder pauser i cirklen. Det forstærker forpligtelsen, fordi et tøjstykke kastet i midten også skal hentes igen. Cirklen og dens totempæl af tøj giver stammen en sikkerhed i at vide, at der hele tiden er nogen at vende tilbage og danse med. Ugh!
Tatoveringen
Tatoveringen er det paradigmatiske udtryk for individualisme: et udtryk for smag, æstetik, og hvor langt fremme i moden man befinder sig. Det er derfor så mange får dem slettet igen med laserbehandling. De blev aldrig tatoveret dybt nok, for der var ingen bånd der bandt tatoveringen til andre. Men tatoveringen er ikke noget jeg gør fordi “det er lige mig”, noget jeg får lavet fordi det symboliserer hvordan jeg skiller mig ud fra andre. Den handler ikke bare om mig selv: mig mig mig mig. Tatoveringen binder mig til andre, til pladser, til oplevelser, fællesskaber og stammer. Tatoveringen betegner et tilhørsforhold, en skæbne jeg ikke længere kan eller vil flygte fra, og som derfor må gøres permanent på kroppen. Tatoveringen bliver i bogstaveligt forstand en tribal (‘tribe’ = stamme). Tatoveringen betegner ikke blot et fællesskab, dens form kan også opstå derigennem, som et fælles eksperiment, ved at bekræfte en fælles æstetik, som en kommentar eller kritik af min stamme. Tatoveringen kan også “gives” til mig, som når en ven eller vennekreds foreslår at vi bekræfter vores bånd til hinanden. Tatoveringen kan udføres af selv samme personer, med blot nål og blæk.
Tilknytningen til plads
Regionalisme afløser nationalisme. Fattigheden ved nationalister er, at de kun anerkender tilknytninger til nationalstaten og dens konstruktion af et nationalt Folk. Folket (med stort F) reagerer mistænksomt på al indblanding af nye folkeslag. Mod dette stilles som regel et passioneret had til nationalstatens grænser. Det fattige ved det så kaldte No-Borders perspektiv er dog, at det – måske for at distancere sig så meget som muligt fra nationalisternes nostalgiske og insisterende fremhævelse af deres område – at det ikke anerkender tilknytningen til plads. Men vi binder os til de regioner vi kommer fra, dets historie, dets tegn, dets natur, dets klima, dets tempo. Det opgør os, kun den pladsløse kan flytte til nye steder, som skulle den ingen rødder rive op. Kun den pladsløse kan glemme sin fortid, som havde den ingen historie. En regional tilknytning anerkender vigtigheden af den historie og de rødder som man måtte have – ved at være født i et område, ved at vokse op et andet sted, ved at have flyttet til et helt tredje. Det er derfor det ville give mening, jf. foroven, at samtidigt som man får tatoveret kurbitsmønster i dala-färger (“en svensk tribal”) også konverterer til sufi-islam eller laver No-Borders politik. Det er ikke schizofrent, i det mindste ikke i dets platte betydning som vilkårlig forbrug af tegn og praksisser. Det er kun vilkårligt så længe man ikke selv har tilknytningerne. Det er kun forbrug så længe man ikke er dybt begravet i at producere fænomenet (svenskhed, sufi-islam, nationalstatens sammenbrud).
Ved at gennemskære nationalstatens grænser, må regional tilknytning indebære det faktum, at områder til alle tider har været præget af at folk flytter. At der aldrig har eksisteret noget oprindeligt folk nogen steder, men at migration af alle mulige grunde fortsat er en del af et hvilket som helst områdes historie. Det fremmede der genfortryller hverdagen. Her må vi være på vagt overfor svagheden ved samtidens multikulturalisme, nemlig at man forventer af den anden, af den fremmede, at den skal fortsætte med at være fremmed, anderledes og eksotisk. Multikulturalisten har mistet sin evne til at genfortrylle verden gennem varige opfindelser og er derfor afhængig af den anden til at fortsat levere det eksotiske, at den anden ikke blander sig alt for meget sammen med os: “Det er så herligt med andre kulturer, så længe de bare bliver ved at være sådan og ikke ændrer på sig”. Til det betragter regionalisten i stedet den fremmede som blivende noget nyt og andet, i mødet med os – vice versa – i kraft af at vi nu opholder os og lever i samme regionale verden.
Ritualet & helbredelsen
Helbredelse består i vor samtid af professionelle læger, så resten af befolkningen gradvist mister almen viden om helbred. Når man er syg, kan der findes en fysiologisk forklaring. Hvis man er “deprimeret” eller “føler sig nede” og “er stresset”, skal man gå i psykoterapi eller tage medicin fra psykiateren. Vi er holdt op med at helbrede hinanden. Vi stiller os ikke længere tilfredse med at mennesker kan helbredes af kaotiske og tilsyneladende mærkelige hændelser, følelsesmæssigt diffuse oplevelser, og alternativ medicin der mest af alt virker som mumbojumbo. Derfor bruger vi automatforklaringer som placebo-effekt og prøver at se bagom den alternative medicin, for at finde en rationel forklaring. Det vigtigste er ikke, at mennesker helbredes, at de får en fornemmelse af frihed og forløsning. Det vigtigste er, at vi finder en forklaring på hvorfor det skette.
Til dette svarer de urbane stammer med en ny shamanisme, der betoner livets overgange og den smerte der er forbundet med at komme over på den anden side; nødvendigheden af ritualer, for at markere grænser og forskelle; det kaotiske og uforklarlige; at gøre sig tilfreds med at nogen gange tale i tunger, for at finde nye ord; at der findes en helbredelse, som kun et fællesskab eller en stamme kan give; at helbredelsen bør behandles i sig selv, at den ikke bare handler om hvor virkningsfuld medicinen er, men skal fejres. Her fungerer tatoveringen endnu en gang som betegner for overgang og grænsedragning (“Da jeg blev frisk” / “Da vi blev bror & søster”). Her fungerer også festen og den kollektive dans.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Det kommende oprør: Sammenhæng
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
4 kommentarer • Dele: • Donation
Første cirkel: Jeg’et der overvåger selvet
Hvad er jeg? På enhver måde bundet til pladser, smerter, aner, venner, elskere, begivenheder, sprog, minder, til alle mulige ting som tydeligvis ikke er mig. Alt der knytter mig til verden, alle de bånd der konstituerer mig, alle de kræfter der udgør mig former ikke en identitet, en ting der kan vises op på kommando, men en særlig fælles, delt og levet eksistens, hvor ud fra der fremtræder – på visse pladser og tidspunkter – et værende som siger “Jeg”.
Studiecirklen om Det kommende oprør er godt i gang. Første uge, første cirkel: om selvet.
Under betegnelsen “mørk spinozisme” beskriver Copyriot hvordan første cirkels antropologi betoner de affektive forbindelser som mennesker indgår i. Samtidigt som forestillingen om individet definerer sig selv i modsætning til bånd og tilknytning, betyder dette dog ikke at forbindelserne ophører, blot at de virker på andre og mere fremmedgørende måder:
Den Usynlige Komitée stiller ikke jeg’et mod samfundet, men vil i stedet pege på hvordan en vis type fremmedgørende samfund holdes sammen af en vis slags atomiserede selv.
Guldfiske bemærker at første cirkel vender Hobbes’ kontraktteori på hovedet. Ifølge Hobbes består præhistoriske samfund af et alles krig mod alle. Gennem en samfundskontrakt overgiver folket deres magt til en suveræn (“Leviathan”), der kan regere over liv og død, men samtidig ser til at opretholde individernes rettigheder.
Først med samfundskontrakten interpelleres individet, som et retsbærende subjekt og en del af folket, ud af mængden. den usynlige komitée vender op og ned på Hobbes. Det er først med individets indtog på arenaen at alles krig mod alle begynder: ”I det traditionelle samfund’ var isolering det hårdeste straf som et samfundsmedlem kunne rammes af, nu er det et alment vilkår. Resten af katastrofen følger logisk af sig selv”.
Diskussionerne om første cirkel har omhandlet vanskelighederne i at overskride jeg’et og selvet. I den svenske udgave af Det stundande uppror udskiftes al brug af ordet ”the self”, selvet, til ”jag’et”, jeg’et. Omend den engelske skifter frit mellem ”the self” og ”I”, optræder forskellen dog. Har dårligt styr på den franske udgave [pdf] i øvrigt, det er også lige meget. Men, det hjælper os at adskille de to ting fra hinanden, selvet og jeg’et. Så det vil denne blogpost handle om.
Nogle udviste skepsis til opløsningen af jeg’et, med henvisning til Descartes’ dictum: jeg tænker, derfor er jeg. Fortsat må der altså ”altid være nogen der oplever”. Eller, jeg oplever. Dette, at opleve, er måske da forskellen på selvet og jeg’et. Jeg oplever. Selvet oplever ikke. Selvet er objekt for min oplevelse; hvordan jeg ser mig selv, som en afgrænset ting, et individ i verden, som var verden en tør container man kunne befinde sig i uden at opløses. Aldrig et væsen af verden, en substans i en kemisk opløsning, indviklet, sammenviklet, og sammenfiltret med resten af verdens kroppe, kød og ben.
Selvet er ikke nogen ting inden i os der er i konstant krise; det er formen som de vil tvinge os ind i. De vil gøre vores selvopfattelse til noget klart defineret, separat, bestemmeligt i termer av kvaliteter, kontrollerbart, selvom det faktisk er sådan, at vi er væsener blandt væsener, singulariteter blandt lignende, levende kød sammenvævet med verdens kød.
Selvet er det objekt jeg forsøger at reducere min eksistens til. Det objekt som jeg forsøger at præsentere til andre, en beholder af kvaliteter, udtryk og kompetencer. Selvet er forsøget på en fangende historie. Selvet er mig som varemærke, min virksomheds reklamekampagne. Selvet er denne indhegningen af min altid ekspansive eksistens, afklipningen af alle de relationer med verden der udgør mig. Deri ligger amputeringen.
Jeg’et oplever, oplever mit selv. Eller, jeg måske snarere overvåger mig selv: hvordan præsenterer jeg mig selv? Hvordan ser jeg ud? Hvordan fortæller jeg historien om verden som min egen historie? Hvordan ”udtrykker” jeg mig selv? Hvordan kommer denne hændelse til at passe ind, være konsistent, med resten af mig selv?
Ikke blot må jeg hele tiden overvåge jeg mig selv, jeg overvåger også andres oplevelse af mig selv. Denne evne kan fortsætte i 2. 3. 4. 5. og 6. intentionalitet etc: hvad den ene synes om, at den anden har for mening om den fjerdes forhold til at den femte og den sjette oplever mig som det ene eller det andet. Varemærket er intet uden de andres konsumption af det. Intet selv, uden den andens oplevelse. Intet uden en oplevet værdi, hos den anden, der senere kan omvandles til andre former for kapital. Mit selv bliver da til, med alt hvad en sådan tilblivelse til individ indebærer, gennem min overvågning af andres oplevelse. Charles Herbert Cooley kaldte resultatet af denne individueringsprocess for The looking glass self: jeg bliver til som individ, når jeg ser mig selv gennem spejlet af den andens oplevelse. Derfor må jeg stændigt overvåge ikke blot mig selv, men også de andres oplevelse af mit selv. Som den biopolitiske produktion intensiveres, og arbejdet på subjektet – arbejdet med sig selv – underordnes kapitalet, får denne selvovervågning nærmest manisk karakter: et sind der hele tiden spejder efter tegn hos de andre, hele tiden bedømmer og vurderer sig selv, hele tiden kigger indad, som havde øjnene vendt ind mod kraniet for at få ordentligt blik på den indre fabrik.
I Det kommende oprør gives allerede en udmærket idé om, hvad der udgør nogen som helst, nemlig alt det der ikke er mig selv. At ingen blot kan ”være sig selv”, er åbenbart. Ingen kan eksistere som beholder af kvaliteter, som et atom i verden. Alle opstår vi altid af sammenfiltringerne med verden.
Og stadig overvåger jeg mig selv. Men dette frenetisk overvågende jeg – sindets ukontrollerede kontrol af min produktion af mig selv som individ – virker egentlig lige så fremmed, lige instrumentel i sit arbejde for det personlige varemærke, som varemærket selv. Og jeg’et virker mere som en del af min dysfunktionelle krop, helt underordnet en kapitalistisk produktion af mig selv som individ og varemærke. Jeg’et overvåger, holder kontrol med selvet. Det er ikke mig, det er ikke den ting der oplever! Selvom noget i mig vil stoppe, ikke overvåge, ikke kontrollere, ikke regulere, ikke arbejde på præsentationen af mig selv som varemærke, så fortsætter sindet sin frenetiske hyperaktivitet. Aldrig et stille øjeblik, hvor sindet er tyst. Altid overvåge, altid tænke, altid spekulere, lægge strategier. Manisk.
Jeg slutter indlægget lidt tvivlende, eftersom jeg ved at de fleste læsere af bøger som Det kommende oprør, vil brække sig af tendenser til buddhistisk flummelum. Jeg tænker det har noget at gøre med samtidens (forfærdelige) buddhistiske selvhjælps fordringer, der, som første cirkel bemærker har tendens til “Individualisering af alle tilstande” – du skal blot “arbejde” lidt “med dig selv”.
Alligevel, og nu kommer flummelummet, er det tilfældigt at ordet ‘frenetisk’, fra græsk phrēn, betegner denne tilstand, sindet? Stiller vi spørgsmålet lidt anderledes, kan får diskussionerne om opløsningen af selvet og jeg’et en lidt anden vinkel: hvad er det, der overhovedet er opmærksomt på jeg’et, der har opmærksomhed på tankerne, der ser deres frenetiske aktivitet? Who watches the watcher? Er vi opmærksomme længe nok på de frenetiske tanker om os selv, om andre, om fremtiden, bliver svaret overraskende: ingenting. Tak for i dag. Buddhistisk insurrektionisme.
———
Studiecirkelen virker gennem flere kanaler allerede, informelt, på IRC, i åbne skrivedokumenter, på blogs. Andre blogindlæg til første cirkel: Lisa Magnusson, Redunans, Skumrask. Læs også efterordet til den svenske udgave, som redaktionen nu har publiceret online.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Spill av tid att komma till tiden
Det sägs att ju närmre en befinner sig kontinenten, ju senare dyker folk upp till avtalade tidpunkter eller möten. Tranquilo heter det på de latinska språken. På danska, att tage det stille og roligt. Eller imperativt, om någon hetsar på tiden, slap nu af. Att integrera sig i planeringens huvudstad Stockholm var något av en chock för mig. Folk förväntar sig stort set att en kommer till tiden. Det gäller inte bara för mötesformen i dess traditionella betydelse, som när en grupp sitter runt ett bord och har en dagordning, men i vidare bemärkelse, när två eller flera människor beslutar sig för att träffas. Hur ett uppstår möte uppstår helt enkelt. Följande observationer ska då ses genom filtret att ha upplevd dessa tendenser i långt mer stabil form än hur de verkar ta ut sig i Sverige. Men det kommer nog, bare rolig, så läs texten lite profetisk också.
Ad hoc-möten
Observerar mönster i vi hur vi träffas och mötas, i stigande grad under ad hoc-aktiga ändringar av planerna. En kommer för sent. En annan får en bra idé om att träffas annanstans, så vi drar dit i stället. En tredje ringer för att skjuta upp det hela. En fjärde dyker upp oanmäld. En femte går och hämtar mat. En sjätte påbörjade en aktivitet i väntan på något annat vilket sträcker sig in i det planerade mötet. En sjunde har glömt det hela eftersom den tänkte att någon ändå skulle ringa när det var tid. Och så vidare, det går säkert att känna igen sig och komma på flera exempel. Innefattad i alla dessa exempel är en tendens till att alltid komma “för sent” i planeringens förståelse. Varför kommer en för sent? För att den hittade andra aktiviteter att göra i mellantiden. Som drar ut. Mängden av ad hoc-ändringar intensifieras dessutom av vanan att försöka hålla sig uppdaterad genom alla möjliga kanaler – mobilen, faceboken, twittern, örat, den flexibla kalendern, det halva avtalet – för att hålla flest möjliga val öppna. Samtidens ton låter, att vi ska vara “öppna för ändringar” och därför ändrar vi våra planer jämt.
Kanskande
Att hålla sig öppen för förändringar innebär ofta att göra dubbla avtal, eftersom många planerade möten förändras, och riskerar att inte passa till en. Anmälan på Facebook-events visar symtomen på dubbelavtalets stigning. Många säger ofta “Ja” till vilket som helst arrangemeng som verkar intressant, för att stötta dennes hype, för att stötta sin egen hype, eller bara för att få arrangemengen på sin Facebokkalender. Men vad visar bättre på tendensen än att anmäla sig som ‘kanske’, nästan per automatik för alla de arrangemeng en inte pallar besluta sig för. Styrkan i att anmäla sig som ‘kanske’ ligger till dels i att ingen av dubbelavtalen behöver veta sig säker, investeringen och förpliktelsen är låg, så ingen blir ledsna eller besvikna. Och således svarar fler och fler ‘kanske’ till fler och fler sorters inbjudningar. Att säga ‘kanske’ verkar ha blivit en så viktig aktivitet att det borde ha sitt eget verbum, att kanska, och substantiv, kanskande. I de flesta fall är kanskandet ett icke-beslut. Beslut om att komma till en fest skjuts upp till samma kväll: “Vi kan väl höras av på Fredag helt enkelt”. Men något beslut måste göras – eller kanske mer precist uppstå – oberoende av vilken fest eller annan sorts aktivitet personen då gör. Att träffa någon på stan kan låta: “Jag sitter på Kafé Tjärhovs, kom förbi bara”. Beslutet träder fram genom ankomsten. Anmälan förskjuts till ankomsten.
Möten som projekt
Att mötas och träffas blir här projekt: De har inte nödvändigtvis någon förutbestämd plats eller tidpunkt att hända, men utspelar sig i stället när deras möjlighetsförutsättningar finns, och någon griper dem. Som i så många andra sammanhäng i projektsamhället blir det då viktigare att kunna gripa än att kunna planera. När möjligheterna uppstår ad hoc, och planerade möten förändras, påminner mötesformen mer och mer om surfing. I sin artikel om surf, flöden och intution citerar Karl Palmås Gilles Deleuze för följande observation:
“Rörelserna, inom sport såväl som vanor, förändras. Vi levde länge med en förståelse av rörelse som baserades på energi, där det finns en tydlig stödpunkt, eller där vi själva är rörelsens ursprung. Löpning, kulstötning, etc; det är ansträngning, motstånd, med en utgångspunkt, en hävstång. Men idag ser vi att rörelsen i allt mindre utsträckning definieras i relation till en sådan punkt. Alla nya sporter – surfing, vindsurfing, hängflygning – är av typen: infogning i en redan förefintlig våg. Det finns inte längre någon startpunkt, utan det gäller att sätta något i omlopp. Nyckelmomentet ligger i att låta sig dras med i rörelsen hos en stor våg, en stigande luftpelare, att ‘ta sig in i’ istället för vara ursprunget till ansträngningen.”
Tendenserna som beskrivits här pekar på en generell ad hoc-organisering av våra liv. Med mötets kanskande, inväntande och gripande surf-logik följer potentiellt set en stor frihet i att kunna välja från ögonblick till ögonblick. Men också osäkerheten. För hur ska man veta sig säker på om avtal kommer att bli av, bli till något? Och hur kan en ha förtroende för den begeistring som en inbjudning skapar hos en annan? Hur fungerar begeistring som beslut, som ett svar – kan begeistringens intensitet kommunicera “Ja”, även om den begeistrade fortfarande håller sig kanskande och inväntande till det sista? Som tidigare beskrivit genom arbetsmarknad, bygger projektsamhället på:
- Att avkoda självets förtroendeskapande affekter (begeistring),
- Ryktets återkomst (den som alltid kommer för sent, eller alltid ändrar sina planer),
- Just-in-time möten (när det passar som bäst eller plötsligt finns tid att slå ihjäl),
- Och flexibiliteten (vänner och bekanta som står standby – är flexibla – för möten).
Det projektära diagram har ersätt det Foucault beskrev som det disciplinära, och som nu skapar och ordnar alla sfärer av livet. Utvecklingen kan ge ett intryck av konstant kaos, som hade spontaniteten inget system och alla möten bara “flytande” (vår tids värsta klyscha, en icke-förklaring). Men de flytande och spontana möten verkar bara mystiska i den disciplinära och planerande förståelse, inte i den projektära förståelse. Spontanitet kan tränas, och våra liv består i högre och högre grad av en träning i att få spontana händelser att uppstå. Att surfa. Bizniz har som vanligt har hakat på sådana tendenser och intensifierat dem.
Att komma till tiden
Vad betyder det att komma till tiden egentligen? I planeringens förståelse är mötestidpunkten fastlagd a priori, som ett förutbestämd inlägg i veckokalendern. I projektsamhället funkar detta inte, åtminstone inte som en generell regel, då en måste kunna gripa plötsliga möjligheter, och vara öppen för ändringar. Här har vi då motivationen till kanskandet: grunden till att så många kanskar har att göra med möjligheten för att något annat – kanske – dyker upp, något bättre, plötsligt, just innan. Och eftersom alla därför alltid kommer lite för sent, så har ingen lust att komma till tiden. Att komma till tiden betyder att vänta. Att komma för sent betyder att optimera sin egen tid, att dra ut aktiviteter inte till deras planerade slut men till de tappar energi, att ha backup-planer, att vara öppen och redo att gripa, att ha dubbla halva avtal. Detta är individens Lean Management av mötesformen, ett fokus på att eliminera (individuell) spilltid. Refrängen låter då kanske: det är spill av tid att komma till tiden.
1 kommentar • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer