Det må være unødvendigt at sige, men det her lægger ikke op til endnu en række halvkontrollerede “opvarmningsfester” til natklubberne, som var gadefester freemium-versionen af Copenhagen Nightlife™.

Normalt plejer det ikke at være sådan med Distortion, men ved de her arrangementer går overskuddet faktisk til undergrunden. Og det er også den, der er på programmet.

Det er ikke fordi der findes love eller fordi jeg har rettigheder at jeg er berettiget til at forsvare mig; det er for så vidt at jeg forsvarer mig at mine rettigheder findes og at loven respekterer mig.

Tony Bashy, der var medoversætter til Den kommende opstand, har oversat en kort tekst af Michel Foucault: At forsvare sig.

Det er i anledning af Out of The Camps, en kampagne for en bedre tilværelse for asylsøgere og andre migranter.

Den her blog døde næsten. Hver gang et nyt indlæg udgives, skriver wordpress-softwaren det ned på en “tabel” i kodesproget php (som jeg ikke fatter noget af). En af de tabeller var ødelagt. Jeg tænkte, at det måske var tegn på at slutte: ingen sikkerhedskopi fandtes, fordi jeg er alt for dårlig arkivar og teknisk mindre begavet. Blank tavle-situation?

Så i dag gjorde jeg det, som man altid skal gøre i den slags situationer: problemsøgning. (Googlede wordpress + table + “in use” og da jeg fandt ud af, at tabellen blot skulle repareres: table + repair + phpmyadmin). Alt skulle gerne virke nu.

En god ven kunne meddele, at hun havde kopier af alle indlæg siden foråret 2010 i sin bloglæser. Hvis tabellen var ødelagt for bestandig, havde det været en redning af arkivet, i det mindste. Dét lærer os en lektie omkring styrken af kopiering: arkiver er mere levedygtige, jo mere de kopieres.

En almindelig internet-rutine er, at blot besøge sider gennem ens browser, fx checke ind på commoniser for at se om der er kommet et nyt indlæg. Hvor mange gør sådan her? Jeg er lidt nysgerrig. Min fornemmelse er, at det er den mest udbredte. Besøge sider manuelt betyder ikke, at siderne ikke kopieres. Alt du ser og hører på en computer kopieres til en midlertidig del af harddisken kaldet working memory (det er også derfor alt læsbart/lytbart i princippet kan lagres permanent, blot ved at flytte det fra det midlertidige sted til det permanente). Men uden bevidst transport forsvinder sagerne, så snart den midlertidige hukommelse renses ved genstart.

Anderledes er RSS-feedere, som min gode ven bruger. Programmet giver automatisk besked, når et nyt indlæg publiceres. Det gør det let, at følge sider, der kun udgiver noget med fx halve års mellemrum. De der bruger RSS-læsere, vil være de første til at opdage, at den her side er genoplivet. Mange ting på internet, kan tilføres en RSS-læser: blogs, nyhedssider, aviser, emnedefinerede indlæg på arkivsider, kommentarspor, podcasts osv. Den anden styrke er, at programmet lagrer alle indlæg lokalt (for hver RSS-abonnent, findes der altså en kopi af commoniser). Det er også brugbart til at fastholde beviser omkring sider, der pludselig skulle trække noget tilbage – har de først publiceret det en gang, så findes det i en eller andens RSS-program. Givet at vi bruger teknologien.

Kommentarsporet her er åbent for dumme spørgsmål om at installere en RSS-læser. Jeg hjælper gerne alle, der ønsker at lære det. Selv bruger jeg Bamboo, en plugin til browseren Firefox.

Klumme i Information i dag.

Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.

Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.

Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.

Læs klummen her.

Metropolen er en strøm der gerne vil trække alting med sig i sin fortvivlede mobilitet, der gerne vil mobilisere hver og en af os. Hvor informationer overfalder os som fjendtlige tropper … (Den usynlige komité)

I kender sikkert Adblock, den Firefox-plugin der fjerner reklamer på internettet. (Hvis I ikke gør, så hermed anbefalet: det er en helt essentiel ting for at luge ud i den mentale økologi).

I bus og tog sidder vi lidt i samme situation: fra alle sider ønsker virksomheder og myndigheder at meddele os ting, lokke med underspillet eller endda spille på en anti-kommerciel æstetik, som virker netop pga. en udbredt lede mod reklamer. Uanset hvor meget du beder om at blive fri: reklamerne forstår ikke et nej. Vigtigst af alt: der findes ikke nogen plugin (som på internet) eller fjernkontrol (som ved TV eller radio), så man kan slukke for det. Kigge væk? Det går ikke. Og slet ikke med indførelsen af lydreklamer.

Venner af reklamerne vil måske sige, at de finansierer store dele af de goder som vi gør brug af, fx den kollektive trafik, hvor folk udsættes for flest mængde reklamer. Problemet med dette argument er, at det simpelthen ikke passer. I Stockholm finansierer reklamerne 1,7% af omkostningerne for den offentlige trafik. Lignende proportioner vil sikkert kunne findes i Danmark. Spørgsmålet, for politikerne, er om det er det værd. Vi vil skulle betale en vældigt lav pris for at afskaffe dem gennem skattefinansiering, men i stedet betaler vi en høj pris for at beholde dem.

Under alle omstændigheder, hvor kommer pengene ellers fra, hvis ikke fra virksomhedernes kunder? Hver gang vi køber hvilken som helst vare fra en virksomhed, der også budgetterer med reklamekampagner, betaler vi den ekstra pris for at senere blive spammet i bussen og toget. Vi betaler for vores egen mentale uhygiejne.

Der er brug for flere midler, som kunne kaldes Adblock AFK (internetsprog for ‘Away From Keyboard’). Også taktikker der ikke kræver boltsaks og værktøj, menneskelige taktikker, taktikker der skaber en almen fjendtlig indstilling overfor de fjendtlige informationstropper.

A quick comment on the translation of the term ‘nysaklig’ into ‘new-thingly’ …

It seems to me that ‘thingly’ loses one aspect of the dual nature in ‘saklig’. A ‘sak’ can actually refer to two things: First, a thing or an object in the most concrete way; crystals, ants, computers, gay bath houses or supernovas; the second aspect of the word ‘sak’ is more relational and refers to an affair or a controversy, the fact that something matters and have become important or crucial in some sense to certain actors; a quarrel between friends, a scholarly disagreement or the scandals of classical politics. ‘Sak’ can even refer to a cause, as in fighting for a cause etc.

I’m not sure that Rasmus Fleischer intended this, but then again that’s not the point.

What I like about the second aspect, which seems to me to have been lost in the translation, is that it places relationality by way of controversy, confrontation and affairs at the center of how to study objects. This does not mean that objects are merely reduced to their relations, that relationality “undermines” the independent being of things, as Graham Harman likes to say it. Rather, it brings forth the idea that to know, study or encounter a thing (a parrot, boulder or para-military group) is always in some way dramatic, or at least political (in the cosmopolitical sense of Isabelle Stengers, whom I haven’t read, but at least in the way Latour has made sense of it [pdf]).

In danish, this aspect becomes even more clear, as the corresponding word ‘sag’ specifically is used to refer to law suits or other legal disputes between parties. Also, the news media are especially obsessed about ‘sager’, ie. affairs, that are scandalous or revealing.

Curiously, ‘saklig’ (or in danish, ‘saglig’) also refers to a manner of discussing focused on facts – for some people this even implies so called “neutrality”, but I guess that sense comes from the party of dusty scientism. In a broader sense ‘saklig’ refers to an attitude of being to-the-point. But most interestingly, ‘saklig’ is usually used synonymously with being objective, which should be understood very literally in the OOO-sense: oriented towards the objective, ie. the involved objects and what concerns them. Similarly, ‘saklig’ is also usually used synonymously with the expression ‘matter-of-fact’ (which is similar with to-the-point, but at least makes a for me still unclear reference to Latour in the article ‘Why has critique run out of steam? From matter-of-fact to matter-of-concern’)

This should be enough to give an idea of some of the richness that the term ‘saklig’ could reveal. To sum up the dual sense of the term that I have outlined above: ‘saklig’ implies both an object-orientation, but also an orientation towards confrontation, dispute and drama. If anyone was ever uncertain of the political implications of OOO and might have thought that it implied static or reactionary conservatism, where the subterranean qualities of object are always preserved and all the shallow entanglements and collisions between them are merely fleeting changes in a hard-as-diamond state-of-things, then the scandinavian expression might evoke a quite different idea of the object-orientation, of sakligheten.

To make a closing association (and I’m aware that this post has been almost entirely associating), we might consult Karen Barad and her agential realism in Meeting the Universe Halfway. Barad is certainly a philosopher of the speculative sort – in one occurence calling for a “weird materialism” – by audaciously launching her grand metaphysics by merging the micro-physics of Michel Foucault with the quantum physics of Niels Bohr. There are important differences between her and OOO though, and I feel that the concepts of apparatus, entanglements, intra-action and especially the Bohrian term phenomena bring up crucial problems (Instead of objects, at least in the non-entangled sense, Barad argues that ‘phenomena’ should be the real objective referents; a term that could also fruitfully be named situation). Nonetheless – or maybe exactly for that reason – Barad can help us grasp the dual sense of ‘saklighet’ in her discussion of “onto-epistemology”. The argument is fairly simple, because of an elegant wordplay, that she borrows from Judith Butler. Barad’s metaphysics can be summed up in a sentence: the universe comes to matter. Every thing comes to matter in two ways: comes to matter as in materialize; comes to matter as in having meaning, or making sense. It is in this way that epistemology always has ontological consequences (and vice versa). Every process of mattering (e.g. an experiment on the behavior of light) involves what Barad calls an ‘agential cut’ in the object (e.g. light), that makes certain aspects of the object come to matter (e.g. its particle-quality) and certain others not come to matter (e.g. its wave-quality). Agential cuts make certain things appear and other certain things disappear. It’s in this way that the ontoepistemological process in a profound way always implies ethics: in an almost literal sense to ‘take sides’ when making agential cuts, in a particular controversy between objects (where the ethical actor in question naturally becomes one of these objects).

—Glemt hvor du var i går? Bare rolig, vi gemmer al din færden. Lige til at gemme i din online profil. Så kan du – og dine venner – til enhver tid se, hvor du har været. Du bliver fri fra at huske!

—Urolig over hvor din partner befinder sig? Bare rolig, vi gemmer al hendes færden. Lige til at checke, mens du er på farten eller til et møde. Du bliver fri fra at bekymre dig!

—Tag ‘n’ track. Smart, simpelt og sikkert.

Download → rhizomskema (.odt)

Håndgengivet

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.