Klumme i Information i dag.

Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.

Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.

Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.

Læs klummen her.

Metropolen er en strøm der gerne vil trække alting med sig i sin fortvivlede mobilitet, der gerne vil mobilisere hver og en af os. Hvor informationer overfalder os som fjendtlige tropper … (Den usynlige komité)

I kender sikkert Adblock, den Firefox-plugin der fjerner reklamer på internettet. (Hvis I ikke gør, så hermed anbefalet: det er en helt essentiel ting for at luge ud i den mentale økologi).

I bus og tog sidder vi lidt i samme situation: fra alle sider ønsker virksomheder og myndigheder at meddele os ting, lokke med underspillet eller endda spille på en anti-kommerciel æstetik, som virker netop pga. en udbredt lede mod reklamer. Uanset hvor meget du beder om at blive fri: reklamerne forstår ikke et nej. Vigtigst af alt: der findes ikke nogen plugin (som på internet) eller fjernkontrol (som ved TV eller radio), så man kan slukke for det. Kigge væk? Det går ikke. Og slet ikke med indførelsen af lydreklamer.

Venner af reklamerne vil måske sige, at de finansierer store dele af de goder som vi gør brug af, fx den kollektive trafik, hvor folk udsættes for flest mængde reklamer. Problemet med dette argument er, at det simpelthen ikke passer. I Stockholm finansierer reklamerne 1,7% af omkostningerne for den offentlige trafik. Lignende proportioner vil sikkert kunne findes i Danmark. Spørgsmålet, for politikerne, er om det er det værd. Vi vil skulle betale en vældigt lav pris for at afskaffe dem gennem skattefinansiering, men i stedet betaler vi en høj pris for at beholde dem.

Under alle omstændigheder, hvor kommer pengene ellers fra, hvis ikke fra virksomhedernes kunder? Hver gang vi køber hvilken som helst vare fra en virksomhed, der også budgetterer med reklamekampagner, betaler vi den ekstra pris for at senere blive spammet i bussen og toget. Vi betaler for vores egen mentale uhygiejne.

Der er brug for flere midler, som kunne kaldes Adblock AFK (internetsprog for ‘Away From Keyboard’). Også taktikker der ikke kræver boltsaks og værktøj, menneskelige taktikker, taktikker der skaber en almen fjendtlig indstilling overfor de fjendtlige informationstropper.

A quick comment on the translation of the term ‘nysaklig’ into ‘new-thingly’ …

It seems to me that ‘thingly’ loses one aspect of the dual nature in ‘saklig’. A ‘sak’ can actually refer to two things: First, a thing or an object in the most concrete way; crystals, ants, computers, gay bath houses or supernovas; the second aspect of the word ‘sak’ is more relational and refers to an affair or a controversy, the fact that something matters and have become important or crucial in some sense to certain actors; a quarrel between friends, a scholarly disagreement or the scandals of classical politics. ‘Sak’ can even refer to a cause, as in fighting for a cause etc.

I’m not sure that Rasmus Fleischer intended this, but then again that’s not the point.

What I like about the second aspect, which seems to me to have been lost in the translation, is that it places relationality by way of controversy, confrontation and affairs at the center of how to study objects. This does not mean that objects are merely reduced to their relations, that relationality “undermines” the independent being of things, as Graham Harman likes to say it. Rather, it brings forth the idea that to know, study or encounter a thing (a parrot, boulder or para-military group) is always in some way dramatic, or at least political (in the cosmopolitical sense of Isabelle Stengers, whom I haven’t read, but at least in the way Latour has made sense of it [pdf]).

In danish, this aspect becomes even more clear, as the corresponding word ‘sag’ specifically is used to refer to law suits or other legal disputes between parties. Also, the news media are especially obsessed about ‘sager’, ie. affairs, that are scandalous or revealing.

Curiously, ‘saklig’ (or in danish, ‘saglig’) also refers to a manner of discussing focused on facts – for some people this even implies so called “neutrality”, but I guess that sense comes from the party of dusty scientism. In a broader sense ‘saklig’ refers to an attitude of being to-the-point. But most interestingly, ‘saklig’ is usually used synonymously with being objective, which should be understood very literally in the OOO-sense: oriented towards the objective, ie. the involved objects and what concerns them. Similarly, ‘saklig’ is also usually used synonymously with the expression ‘matter-of-fact’ (which is similar with to-the-point, but at least makes a for me still unclear reference to Latour in the article ‘Why has critique run out of steam? From matter-of-fact to matter-of-concern’)

This should be enough to give an idea of some of the richness that the term ‘saklig’ could reveal. To sum up the dual sense of the term that I have outlined above: ‘saklig’ implies both an object-orientation, but also an orientation towards confrontation, dispute and drama. If anyone was ever uncertain of the political implications of OOO and might have thought that it implied static or reactionary conservatism, where the subterranean qualities of object are always preserved and all the shallow entanglements and collisions between them are merely fleeting changes in a hard-as-diamond state-of-things, then the scandinavian expression might evoke a quite different idea of the object-orientation, of sakligheten.

To make a closing association (and I’m aware that this post has been almost entirely associating), we might consult Karen Barad and her agential realism in Meeting the Universe Halfway. Barad is certainly a philosopher of the speculative sort – in one occurence calling for a “weird materialism” – by audaciously launching her grand metaphysics by merging the micro-physics of Michel Foucault with the quantum physics of Niels Bohr. There are important differences between her and OOO though, and I feel that the concepts of apparatus, entanglements, intra-action and especially the Bohrian term phenomena bring up crucial problems (Instead of objects, at least in the non-entangled sense, Barad argues that ‘phenomena’ should be the real objective referents; a term that could also fruitfully be named situation). Nonetheless – or maybe exactly for that reason – Barad can help us grasp the dual sense of ‘saklighet’ in her discussion of “onto-epistemology”. The argument is fairly simple, because of an elegant wordplay, that she borrows from Judith Butler. Barad’s metaphysics can be summed up in a sentence: the universe comes to matter. Every thing comes to matter in two ways: comes to matter as in materialize; comes to matter as in having meaning, or making sense. It is in this way that epistemology always has ontological consequences (and vice versa). Every process of mattering (e.g. an experiment on the behavior of light) involves what Barad calls an ‘agential cut’ in the object (e.g. light), that makes certain aspects of the object come to matter (e.g. its particle-quality) and certain others not come to matter (e.g. its wave-quality). Agential cuts make certain things appear and other certain things disappear. It’s in this way that the ontoepistemological process in a profound way always implies ethics: in an almost literal sense to ‘take sides’ when making agential cuts, in a particular controversy between objects (where the ethical actor in question naturally becomes one of these objects).

—Glemt hvor du var i går? Bare rolig, vi gemmer al din færden. Lige til at gemme i din online profil. Så kan du – og dine venner – til enhver tid se, hvor du har været. Du bliver fri fra at huske!

—Urolig over hvor din partner befinder sig? Bare rolig, vi gemmer al hendes færden. Lige til at checke, mens du er på farten eller til et møde. Du bliver fri fra at bekymre dig!

—Tag ‘n’ track. Smart, simpelt og sikkert.

Download → rhizomskema (.odt)

Håndgengivet

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

Den grove oversættelse findes på en etherpad. Læs med og deltag gerne, alskens bidrag er velkomne. Hvis den bliver ordentligt redigeret kan den måske genoplive fordanskningsmaskinen?

Her er nogle udpluk.

Jeg vil definere kommunisme som enhver relation mellem mennesker der virker efter princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov”.

Jeg indrømmer at sprogbrugen er en smule provokerende her. “Kommunisme” er et ord der kan vække stærke følelsesmæssige reaktioner – hovedsageligt fordi vi er plejer at forbinde det til “kommunistiske” regimer. Det er ironisk, eftersom de Kommunistiske Partier der regerede over Sovjetunionen og dens satelitter, og som stadig regerer over Kina og Cuba, aldrig beskrev deres egne systemer som “kommunistiske”. De beskrev dem som “socialistiske”. “Kommunisme” var altid et fjernt, noget uklart utopisk ideal, som regel ledsaget af statens visnen væk – hvilket skulle opnås engang i en fjern fremtid.

Vores tanker om kommunisme har været domineret af en myte. Engang for længe siden, ejede menneskene alle ting i fællesskab – i Paradisets have, under Saturns Gyldne Tidsalder, i stenaldertidens jæger-samler-flokke. Derefter kom Efteråret, hvorpå vi som resultat nu er forbandede af magtdelinger og privat ejendom. Drømmer var, at en dag, med teknologiske fremskridt og generel velstand, med social revolution eller Partiets vejledning, ville vi endelig være i en position til at vende tilbage, til at genindføre fælles ejendomsret og fælles styring af de kollektive rescourcer. Gennem de sidste to århundreder har Kommunister og anti-Kommunister skændtes over hvor sandsynligt dette billede var og hvorvidt det ville være en velsignelse eller et mareridt. Men de var allesammen enige om den grundlæggende ramme; “primitiv kommunisme” eksisterede virkelig i en fjern fortid, og en eller anden dag vil den måske vende tilbage.

Paragraffen foroven har meget at gøre med tidslighed. Graeber beskriver altså “primitiv kommunisme”, eller “mytisk kommunisme” som det også hedder, som en slags forestillet fortidig tilstand af kommunistisme. Senere omtaler han også en tilsvarende “episk kommunisme”, dvs. en slags forestillet fremtidig tilstand af kommunisme (efter Revolutionen, efter årevis af proletariatets diktatur osv. – den dag som aldrig kommer). Til dette må lægges en kommunisme der udbredes og fordybes i nuet, dvs. kommunisering.

Graeber er også ude efter noget lignende altid-allerede eksisterende kommunisme (“faktisk eksisterende kommunisme”, hvis det skal blive helt polemisk).

At starte, som jeg siger, fra princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov” tillader os at se ud over spørgsmålet om individuel eller privat ejendomsret (der ofte ikke er meget mere end formel lovlighed alligevel) og til langt mere presserende og praktiske spørgsmål om hvem der har adgang til hvilke slags ting og under hvilke betingelser. Hver gang det er det afgørende princip, selv hvis det bare er to personer der interagerer, kan vi sige at vi er nærværet af en slags kommunisme.

Næsten alle følger dette princip hvis de samarbejder om et eller andet fælles projekt. Hvis en der reparerer et brækket vandrør siger, “Stik mig skruenøglen”, vil hendes medarbejder almindeligvis ikke sige, “Og hvad får jeg for det?” – selv hvis de arbejder for Exxon-Mobil, Burger King eller Goldman Sachs. Det er i grunden simpel effektivitet (ironisk nok, i betragtning af den gængse opfattelse af at “kommunisme bare ikke virker”): hvis du virkelig ønsker at få noget gjort er den mest effektive fremgangsmåde selvfølgelig at fordele opgaver efter evne og give hinanden hvad end vi har brug for at gøre det.

Graeber taler om dette som “baseline communisme”, hvilket her oversættes som grundkommunisme. Det er det minimum af kommunisme der må findes i hvilken som helst sammenhæng, hvis mennesker ikke skal slå hinanden ihjel (denne pointe fremgår også af bogen). Det er ikke forkert at sige, at en af kapitalismens skandaler er, at også den er afhængig af et grundfjeld af kommunistiske relationer. Dagligdagen er fyldt med små kommunistiske gestusser, selv blandt fremmede: vise vej, dele en smøg, låne en mobil, lytte til en anden når hun taler osv.

Jeg vil kalde dette “grundkommunisme”: forståelsen af at, med mindre mennesker betragter hinanden som fjender, hvis behovet anses stort nok, eller omkostningen anses være rimelig nok, vil princippet om “yde efter evne, nyde efter behov” forventes at gælde.

Det kunne alternativt være “basiskommunisme”, men det har for meget klang af basis/overbygning, basisgruppe osv. ‘Baseline’ henviser til et slags fundament, et grundlag: grundlagskommunisme evt. hvis det skal være helt stringent.

Det næste udpluk må fremhæves i særdeleshed pga. vendingen “sansernes kommunisme”. Der er meget at tænke videre på her.

Det hjælper også at fremhæve at det at dele ikke bare handler om moral, men også om nydelse. Ensom nydelse vil altid findes, men for de fleste mennesker består de mest nydelsesfulde aktiviteter næsten altid i at dele noget: musik, mad, spiritus, stoffer, sladder, drama, senge. Der findes en vis sansernes kommunisme som roden til de fleste af de ting vi anser for sjove.

Den sikreste måde at vide at man er i nærværet af kommunistiske relationer er at, ikke bare holdes der ikke regnskab, men det ville anses uforskammet eller simpelthen bizart at overhovedet overveje at gøre det.

Endnu en pointe, der fremgår af afsnittet. Hvis mennesker ikke delte med hinanden, uden at holde regnskab, ville vi ikke bare dø af følelsesmæssig forarmelse, men bogstaveligt talt intet have med hinanden at gøre. De eneste relationer der er fuldkomment blottede for kommunisme er relationer mellem fjender, relationer hvor parterne omgås med fare for at slå hinanden ihjel.

Grundkommunisme, altså. Det burde være tydeligt at vi har at gøre med et fundamentalt moralsk påbud, dvs. noget der forventes af hvem som helst i visse omstændigheder. Med mindre der er et komplet fravær af socialitet, gør princippet sig gældende når enten behovene (fx alvorlig fattigdom) eller evnerne (fx velstand der overgår fantasien) er tilstrækkeligt dramatiske.

(Det er i øvrigt ikke helt klart for mig hvordan kommunisme som etisk disposition adskiller sig fra dette, men det gør det givetvis. Formodentlig fordi etiske dispositioner udbredes og fordybes, modsat moral der fungerer gennem forventninger og idealer)

Vi slutter af med et tyrkisk folkesagn om den middelalderlige sufimystiker Nasreddin Hodja. Det illustrerer meget fint princippet foroven og de kompleksiteter som grundkommunisme introducerer i selve begrebet om udbud og efterspørgsel:

En dag da Nasruddin var overladt til at bestyre det lokale tehus kom kongen og nogle medlemmer af hans følge, der havde været på jagt i omegnen, forbi for at spise morgenmad.

“Har du vagtelæg?”, spurgte kongen.

“Jeg er sikker på at jeg kan finde nogle”, svarede Nasruddin.

Kongen bestilte en omelet med et dusin vagtelæg og Nasruddin skyndte sig ud for at lede efter dem. Efter kongen og hans følge havde spist, forlangte han hundrede stykker guld.

Kongen var forbløffet. “Er vagtelæg virkelig så sjældne heromkring?”

“Det er ikke så meget vagtelæg der er sjældne heromkring”, svarede Nasruddin. “Det er mest besøg fra konger.”

Som sagt, læs hele den grove oversættelse her og bidrag gerne med rettelser eller udvidelser.

Det er velkendt at gaderne flyder med modstridende situationer: uhøfligheder, flirt, ligegyldighed. At blive objekt for en andens gestus – at blive anråbt, kærtegnet eller ignoreret – konstituerer mig altid som noget særligt, noget andet end “mig selv”. Jeg bliver hele tiden til som disse andre ting gennem andres gestusser. De er apparater.

Et apparat i denne forstand kan ikke reduceres til maskiner. Et apparat kan tage mange former: partikler, svaner, overvågningskameraer, hipstere, døde rotter, transnationale motorvejsnet og parmiddage. Fælles for dem alle er, at de i deres møde med verden, får visse ting til at blive til og andre til ikke at blive til. De opstiller snit, gør noget muligt og andet umuligt. Hipsteren opsnuser en undergrundsbar, får den til at blive trendy og siden til at dø. Det giver baren berømmelse, men også kort levetid. Døde rotter kan på godt og ondt bremse en sådan udvikling. Parmiddage gør visse overfladiske samtaler mulige, mens stilhed virker umuligt. Overvågningskameraet er ligeglad med samtaler: det registrerer kun fysiologiske overflader, skaber på en og samme tid forestillet tryghed og diffus mistænksomhed. Jeg skal ikke gå ind i en diskussion for at afgrænse hvad der er og hvad der ikke er et apparat, men bare konstatere at subjektivitet kan spores til mange oprindelsessteder.

Når et apparat måler og mærker et objekt opstår et samlet fænomen: apparat-objektet, der får objektet til at blive til på en særlig måde. Karen Barad ville kalde denne totalitet for et fænomen, men jeg vil almengøre det begreb en smule ved at sige, at vi alle steder, til alle tidspunkter, befinder os i en situation. Det værende er situationen, og således ankommer vil til denne obskure neologisme: situationtologi (situation + ontologi). Subjektivitet virker i den udstrækning, at vi ikke bliver tilstede i situationen, at apparaterne bare fortsætter med at virke i baggrunden. Vi flyder med og gør, som man gør.

Metropolen er denne ophobning af apparater, der hele tiden får os til at blive til på bestemte måder: de lange fortove uden anden plads til at gå, der får os til at fortsætte med at gå; overvågningskameraerne i supermarkedet der får den sultne til at betale. Apparaterne er ikke utvetydigt bundne til bestemte subjektpositioner, det er måder vi konstituerer hinanden på, som kan gøre sig gældende i forskellige situationer. Det kræver ikke en politibetjent for at få mig til at føle mig kriminel, så længe der bliver råbt “stop lige dér!” med en vis autoritet, volume og dialekt.

Tänk om inga nya möjligheter till reell värdetillväxt går att finna.

Det kan finnas grund att vara skeptisk här, men det är onekligen en intressant tanke. I så fall går det inte för någon liberal ekonom att bara invänta kapitalets “renande” kris, till en ny och arbetsintensiv produktionsordning etableras (för en sådan finns ingalunda i sikte). Scenariot är värd att spekulera vidare på. Men hur? Här bara ett par av de skeptiska kommentarer, som måste vara med i bagaget för att börja spekulera på en värdetillväxtens inre gräns.

Roland Paulsen tar ju den mer dystra positionen (inte något “renande”, inte heller någon inre gräns): kapitalet kan fortsätta växa genom “arbetets värde”, dvs. arbetets fortsatta expansion (skapa mer meningslösa job).

Att EU utnämnde 2011 till att vara “frivillighetens år” (European Year of Voluntary Activities Promoting Active Citizenship) kanske ger ett tecken på att det finns vissa som har bestämt sig för att fortsätta arbetets ordning även efter arbetets formella försvinnande.

Vänsterpartier i Danmark försöker etablera en “motdiskurs” vs. tillväxt-diskursen. Då pratar de om “demokratisk tillväxt”, vilket jag inte helt fattar vad det innebär, men jag är inte säker på att det är något bra. Faktisk kan det mycket väl bli just den sortens reform av kapitalet som det krävs för att hantera* denna kris.

Framtidens tillväxt kan mycket väl bli en tillväxt av “aktivt medborgarskap”, a.k.a. vänsterns gamla klyscha om “partipatory democracy”. Vi vet ju vad det skulle kunna vara: Fler föreningar (relationer baserat på kontrakt och stadgar; icke-gemenskaper), fler medborgarinitiativ (för att bevara “demokrati” och viktiga “funktioner i samhället”), mera frivilligt arbete (chefen behöver inte längre betala), ett par medborgargarder (städa lokalsamhället för brottslingar och annat smuts) och kanske även en medborgarlön (ordet säger allt: få lön för att vara en god medborgare). Ett enormt bureaukratisk väsen måste etableras för att kunna kontrollera en sådan mobilisering och det behöver inte vara centralt som under statssocialismen i Sovjet: så länge varje miljö, verksamhet eller autonoma samhälle är “självstyrande”. Så länge alla styr sig själva, behövs det ingen central aktör för att göra det

Utvecklingen kan summeras såhär: Ökad mobilisering går hand i hand med ökad övervakning. Inte bara för att ökad medborgarskap innebär ökad polisvaro (matematisk uttryckt i “cititzen = cop”), men också p.g.a. kybernetiska processer: ökad transparens, synlighet, digitalisering, formalisering (kontrakter osv). Vi kommer helt enkelt få bra hjälp av en svensk översättning av den kybernetiska hypotesen, om en sådan kommer.

* Rasmus, är det inte synd att översätta ‘bewältigt’ till ‘hantera’? Det skulle kunna vara ‘övervinna’ t.ex. (engelskan tog ungefär den också), även om jag inte vet om det helt är vad som behövs. Kanske sista mening inte går att rädda, för hur som hälst ska det som kommer hända vara på “civilisatorisk vis”. Åh helvete …