Alting falder (endelig) fra hinanden

Hvad sker der, når katastrofen danner ramme for hverdagslivet? Hvad gør man, når ængsteligheden bliver så stor, at fornægtelse på paradoksal og bedragerisk vis synes den mest betryggende strategi – eller eneste mulighed? Og når man så bevæger sig ud på gaden, står mit i demonstrationen, blokaden eller protesten og heller ikke dér formår at forbinde sig til de politiske slogans selvsikre retorik? Hvordan er modstand mulig?

“Alting falder (endelig) fra hinanden” er titlen på Mo/Maja Moesgaard og Lone Aburas udstilling på Danske Grafikeres Hus 4.-25.- marts. Der er åbent torsdag – søndag 13:00 – 17:00 og gratis adgang

Teori om politiets opførsel 1. marts 2017

Politikritik skriver om politiets opførsel i går, her befriet fra facebook:

Politiets opførsel til gårsdagens mindedemonstration for Ungdomshusets rydning var umiddelbart som man kunne forvente.

Der blev begået hærværk, provokeret og politiets indsatsledervogn fik malet et stort cirkel-A på sig.

Politiet reagerede ved at erklære demonstrationen for opløst og ved at stille store styrker op ved grunden på Jagtvej 69. Efter nogle korte kampe dér var mængden af demonstranter blevet væsentlig mindre. Mange af demonstranterne (inklusiv politikritiks observatør) valgte at gå resten af vejen på fortorvet. Mange andre gik sikkert også hjem.

Da de resterende demonstranter satte kursen imod det nye Ungdomshus på Dortheavej måtte de gå med politi tæt omkring sig. Der blev ikke begået noget hærværk og politiet kunne ubesværet anholde 1-4 demonstranter på den tur.

Det er ikke noget nyt at der er hærværk eller ballade på Nørrebro. Det er altid sket 1-2 gange året. Nogle gange uden særlig medie-bevågenhed. Andre gange med ekstrem meget.

Politiets normale opførsel er i den situation at afvente til man er sikker på det mest er ballademagerne der er tilbage og derefter rykke tæt på. Anholde dem der bliver genkendt og følge med medmenneskemængden indtil den er opløst eller ikke er på gaden. Det giver politiet rig lejlighed til at skride ind med anholdelser og det skaber dem ikke flere fjender end højest nødvendigt.

Da gårsdagens demonstration nåede frem til Dortheavej skete der noget nyt. I stedet for at lade demonstranterne gå ind i huset og blive og observere valgte politiet at eskalere ved at følge med direkte op til porten ind til huset. Det var en naturlig flaskehals og den spændte stemning og skubben førte til at politiet igen trak stave og slog på folk der ikke havde nogen mulighed for at komme væk. Mange af dem var folk der bare ville ind i huset og deltage i det efterfølgende arrangement.

Dette bliver af aktivisterne i huset (med rette) tolket som et angreb på huset. Og politiet ved udmærket godt at de historisk aldrig har været velkomne i huset. Folk stillede sig derfor klar til at forsvare huset med flasker og andet kasteskyts imens politiet blev ved med at lade store styrker gå rundt imellem flokken udenfor huset. Der foretog de enkelte flere anholdelserne, afviste enhver dialog og opførte sig generelt provokerende med skub og ordre. Denne adfærd giver ingen taktisk mening for politiet med mindre de bevidst forsøgte at provokere en situation.

Der er nu hæftig debat imellem aktivisterne og ihærdige forsøg på dialog hvor aktivister fra huset lovet at trække folk ind i huset hvis politiet lover at trække sig tilbage.

Dette fører til at langt de fleste aktivister trækker ind i huset hvorefter politiet tilsyneladende uprovokeret angriber huset nøjagtig samtidig med at de udtaler til et pressemøde at de vil ind i huset. Det første angreb bliver slået tilbage af en regn af flasker og virkede generelt ikke seriøst da politiet hverken brugte tåregas eller gjorde noget for at beskytte sig selv under angrebet.

Derefter startede forhandlingerne igen og de fleste aktivister forlod huset. Der blev indgået en aftale om at tre aktivister fra huset fik lov at overvære ransagningen imod at der ikke ville blive ydet modstand imod politiet. Man har altid ret til at overvære en ransagning eller få civile uvildige vidner til det under normale omstændigheder.

Dette overholdt politiet dog ikke og efter en times ransagning blev de tilbageværende tre observatører smidt ud.

Politiets opførsel gav taktisk mening i går frem til ankomsten til Dortheavej 61. Derefter virkede det som om politiet først forsøgte bevidst at eskalere og derefter arrangere et angreb for pressen. Alt sammen for at retfærdiggøre en ransagning af huset.

Ransagningen gav politiet det dårligste resultat en ransagning i et autonomt værested nogensinde. Der blev hverken fundet molotov cocktails eller andre alvorlige våben.

En anden interessant ting er at politiet lod folk gå ud af huset uden at kropsvisitere dem hvilket alvorligt underminerer idéen om at politiet rent faktisk ledte efter noget bestemt.

Det er svært at forstå meningen med det hele. Måske tror politiet selv på deres forklaring i pressen? Måske skulle PET’s aflytningsudstyr i huset udskiftes? Måske ville politiet afprøve nyt udstyr eller nye love imod nogle ofre der var lette at provokere? Det er ikke til at vide. Spændende at se hvad konsekvenserne bliver for forholdet mellem politiet og de autonome i fremtiden.

Ingen Swish, bare kontanter

Träffar en musht om para ska fixas
Shuno frågar ‘Kan jag swisha?’
Säg lakk idiot lyssna
Mannen, ingen Swish
Bara kontanter
Bara kontanter
Bara kontanter

Staten dom vet ingen Swish kommer in
Lakk det ba’ cash, bara svarta som finns

I en tid hvor stater drømmer om et så kaldt “kontantløst samfund“, med dets muligheder for at overvåge, kontrollere og beskatte os, bliver det så meget desto vigtigere at lytte til fornuftige stemmer som Kari og Faaraz her.

Det er ikke første gang der har eksisteret kontantløse økonomier.

De første former for penge var ikke kontanter, men virtuelle kreditpenge i Mesopotamien og Middelalderens økonomi var også primært virtuel. Ædelmetallet endte i kirker og templer som pragt og pomp, mens hverdagsøkonomien brugte checks, karvestokke og papirsedler, hvor der stod hvem der skyldte hvad.

Middelalderens virtuelle økonomi blev så igen afløst engang omkring 1450 af en massiv global tilbagevenden til guld og sølv. Den begivenhed var i øvrigt sammenfaldende med begyndelsen på den periode vi plejer at kalde ‘kapitalismen’ og som måske begyndte at ændre sig engang omkring 1971. Det var året hvor Richard Nixon meddelte, at den amerikanske dollar ikke længere ville kunne indløses i guld.

Siden da har kontanterne spillet en i stigende grad marginal rolle. Forskellen mellem middelalderen og i dag er at kreditpengene kun sjældent veksles direkte mellem folk, men bliver formidlet via MobilePay, Swish og banker. Det er en ny periode i gældens historie, som vi endnu kun kender konturerne af.

Tage julemanden alvorligt

Teatergruppen Solvognens opførsel af Julemandshæren fra 1974 er stadig et benchmark for politiske aktioner, som det kan være værd at komme i hu i dag.

En af de ting der er værd at bemærke i dag er at fascisterne har en smule succes med en lignende form. Nationalt drejer det sig om PEGIDA, en ved første øjekast lidt mærkelig gruppe af forstyrrede, youtube-afhængige pensionister og muskuløse nynazister. I begyndelsen havde gruppen ambitioner om massemobilisering, med inspiration fra Dresden, der kunne samle op til 30.000 personer om at flage med den tyske fane. Det skete aldrig. Og efterhånden som danske PEGIDA mødte modstand opgav de håbet om at blive en massebevægelse og er nu mere blevet en form for aktionsgruppe. Det betyder dette: at hvis modstanden behandler PEGIDA som et forsøg på at skabe en “platform for rekruttering”, så misser man et aspekt af hvorfor de til dels lykkes med noget andet, hvad der i dag kunne kaldes perception management.

PEGIDAs anti-islamiske march gennem Nørrebro, i en tynd forklædning af at være et “juleoptog” med Jesus-skilte og småkager, lykkedes faktisk i det store og hele med at gentage den samme logik, som fik julemandshæren til at virke. På lignende måde har medlemmer af gruppen ved flere tilfælde forsøgt provokere konfrontationer ved Folkets Hus, i en tynd forklædning af at ville lave lidt borgerjournalistik (med kamera op i ansigtet på folk). Det er på ingen måde lige så effektivt, bl.a. fordi deres sørgelighed skinner for let igennem – de fleste kan se hvor frygteligt et fællesskab de udgør – men det er tydeligt at samme teaterlogik gør sig gældende.

Aktionsformen i Julemandshæren må ihukommes, genoplives og besjæles med vores egne værdier.

Det virkende princip her er kognitiv dissonans. Som speakeren siger: “Julemanden forsøger at være god, men bliver hele tiden slæbt væk af politiet.”

Det ubehag, der følger en frihedsberøvet julemand er ikke til at tage fejl af, til en sådan grad at børn skriger “Nej nej, det må han ikke!” (altså politibetjenten). Knebet er simpelt: påføre sig en autoritets dragt (julemanden) og så tage dens etiske fordringer alvorligt (generøsitet, gaver til alle osv). Selv uden humoren er aktionen ikke langt fra den teologiske sandhed om Sankt Nikolaus, der som bekendt også var helgen for tyvene og de falsk anklagede.

Det havde dramaturgen i klippet måske overset. På et tidspunkt siger hun noget, der – set med nutidens øjne – er så utidssvarende, at det må gengives i sin fulde længde her. Bare for at mindes os selv om, hvordan det var muligt at snakke i halvfemserne, efter historiens afslutning eller før den kom igen:

“Solvognen er født ud af 70’erne og den politiske tid, som en teatergruppe, der ville eh, der ville pege på vores og nedbryde vores borgerlige livsformer. Pege på den onde kapitalisme, der udbyttede arbejderen og øh … havde på den måde en … set med nutidens øjne, måske lidt naiv og romantisk dagsorden. [smiler overbærende]”

Samme logik som Julemandshæren i en anden form kunne være, at påføre sig regeringens dragt. En dragt kan også være en sproglig dragt: at fx give løfter om “gratis offentlig transport”, ville være at tale som en regering. Derefter tage autoriteten alvorligt (den tager ikke sig selv alvorligt: da venstrefløjsregeringen kom til magten i 2011 bl.a. på løftet om at sænke priserne på offentlig transport, gik der kun et par uger før de satte priserne op).

Der findes også materiale nok i populærkulturen, myterne, politikeres ‘kommunikationsudspil’ og ‘visioner’ til andre lignende skuespil. Det ville handle om bare at tage løfterne alvorligt i den dominerende kultur. Hvis fx ikke politikerne selv gør noget ved deres løfter – eller i lidt mindre eufemistiske termer, hvis de lyver – så sørg for at deres løfter bliver overholdt.  Bliv ‘den udøvende magt’. Insistér på at valgflæsk ikke eksisterer: “En aftale er en aftale”.

Logikken er ikke  så langt fra den måde uforløste ønsker i popmusik om at smadre det hele, “tear shit up” og “go hard”, nogle gange faktisk ender i at tingene bliver tearet up i optøjer (fashionista-optøjerne i London 2011 er et eksempel her).

For at skære logikken ud i pap: Julemandshæren er officielt optaget i Kulturministeriets Kulturkanon. Det betyder at julemands-autoriteten er fordoblet af endnu en autoritet (statens kutlurelle smagsdommere). Hvilken bedre måde at tage den dominerende kultur alvorligt end at genopføre et af dens kanoniske værker? (I udlandet tror visse at det faktisk er en juletradition på staden hvert år at lave aktionen).

For mere om Julemandshæren se  dokumentaren “Dejlig er den himmel blå” fra 1975, tilgængelig på filmcentralen.