Oversætternote til Hvilken som helst

Fire små kapitler fra Agambens Det kommende fællesskab findes oversat af Mads N. Outzen i bogen Fællesskabsfølelser, udgivet på Klim 2009. Her følger nogle løse noter om den ene tekst, “Hvilken som helst”, som samtidig er en øvelse i at tilegne mig en tænkning med måde.

Først lidt om den den korte tekst, der indleder Agambens bog. Titlen “Hvilken som helst” henviser til en måde hvorpå en sag undslipper sine prædikater. Et prædikat er ifølge den danske ordbog noget som man “påhæfter nogen eller noget”, dvs. karakteristika, kvaliteter, værdier og egenskaber: denne skuespillerinde er smuk, denne slovenske mand er en filosofisk rockstjerne, ham der er et dumt svin, vi er rigtige danskere, jeg ville ønske jeg ikke var så deprimeret, du er sikkert akademiker, jeg er revolutionær. Pisse irriterende, med andre ord.

Det er værd at bemærke at ordet prædikat har samme rod som verbet prædike. “Hvilken som helst” giver os således omridset til en måde hvorpå vi kan bekæmpe dem, der prædiker.

Lad os citere fra begyndelsen af bogen:

Den kommende væren er hvilken som helst væren. I skolastikernes opregning af transcendentalerne (quodlibet ens est unum, verum, bonum seu perfectum [en hvilken som helst størrelse er een, sand, god eller perfekt]) er den term, der – idet den forbliver utænkt i hver eneste – betinger betydningen af alle de andre, adjektivet quodlibet. Den gængse oversættelse i betydningen “lige meget hvilken, ligegyldigt” er ganske givet korrekt, men hvad formen angår, siger den nøjagtigt det modsatte af den latinske tekst: Quodlibet ens er ikke ‘væren, lige meget hvilken’, men ‘væren, således at det altid har betydning’.

“Hvilken som helst” er altså ikke en tomhed eller ensartethed i ting*, sådan at det ene kunne erstattes af det andet. Hvilken som helst ting er uerstattelig. Men når der belæres og snakkes fra prædikestolen om hvad den og den ting er, hvad jeg er, mao. min identitet, så er det – for hvilken som helst – bogstaveligt talt lige gyldigt.

*For at være saglig prøver jeg forsøgsvis at erstatte ordet ‘væren’ med ‘ting’, forstået i dets mest omfattende mening, eller netop sag. Alarmklokkerne ringer allerede. For visse skolede i filosofien ville dette være helt forbudt: undersøgelsen af væren kaldes jo traditionelt for “den første filosofi”, men mon dog det er blasfemisk at nu og da erstatte dette ord, ‘væren’, som filosofferne fetisherer og omgærder af så overdreven ærefrygt, med et lidt mindre kikset et, der måske endda påminder os om at væren (eller saglighed) også altid handler om noget bestemt (fx denne sag: denne livsform, morgenmaden, skovbrynet, harddisken, mig, dette fællesskab). For mere om saglighed, se nogle fragmentariske noter her).

“Kvinden er mere i kontakt med sine følelser”, siger man. Og man siger også, at “kvinder er for svage til at hugge brænde” osv. Således belærer man dig om at du (først) hører til identiteten kvinde, og (derfor) må påhæftes denne svaghed, eller denne evne til at være i kontakt med sine følelser (så du bedre kan tage ansvar for de emotionelle analfabeter, der pådutter dig styrken) osv.

Men i sidste ende bukker alle identiteter under for det faktum, at forskellene mellem identiteter (mellem mænd og kvinder fx) altid overgås af forskellene indenfor identiteterne selv (mellem disse kvinder). Og det forekommer mig, at jo mere mikroskopisk identiteten bliver, jo mere specifik, jo mere gør denne identiteternes skandale sig gældende.

Bekæmpelsen foregår ikke ved at protestere over prædikenen, men i stedet ved at undslippe den. Ifølge Agamben handler dette ikke om at på mere ‘korrekt’ vis beskrive eller bekendtgøre sagens egentlige væren, men ved slet ikke at beskrive, ikke bekendtgøre eller belære om hvad det særlige er ved den eller den ting. Det handler ikke “hvad” jeg er (det er nemlig lige gyldigt), men “hvordan” jeg er, det er jeg.

At være træt og morgensur, således at jeg ikke hører hvad du siger. Ikke uberørt af mine egenskaber, men således som jeg er det. Måden jeg er det på. —Hvad er det? Sådan dér.

Den følgende note må grænse til det tendentiøse, men det bunder i min egen uklarhed omkring forskellen mellem to begreber: lyst og begær. Sætning umiddelbart efter i teksten lyder nemlig:

 Den latinske tekst indeholder altså altid allerede en henvisning til vilje (libet); hvilket som helst væsen står i et oprindeligt forhold til lysten.

Vi er nødt til at læse det på italiensk også:

esso contiene, cioè, già sempre un rimando alla volontà (libet), l’essere qual-si-voglia è in relazione originale col desiderio.

Jeg taler ikke italiensk, men jeg er ret overbevist om at ordet desiderio kan oversættes som ‘begær’. Jeg skriver ikke denne tendentiøse note fordi det er sådan det er, men fordi det er sådan jeg kunne ønske det var (potentialet som fremgangsmåde for at læse og oversætte).

Lyst er også en slags begær, som i lyst til at eller et ønske (og således noget jeg håber på), men jeg tænker begær som mere overordnet, hvori lysten er en særlig slags begær. Det er ikke nu vi skal gå ind i et længere studie af lyst og begær. Egentlig er de sikkert mere synonyme eller uafhængige af mine konnotationer, men indtil da vil jeg gerne beholde muligheden for at hvilken som helst væsen i stedet “står i et oprindeligt forhold til begæret”.

Særligheden fremvist som sådan er, som du begærer, altså elskelig.