Største offentlige investering = mindst diskuterede politiske beslutning

Staten vil gerne købe kampfly for 150 mia. Det er den største offentlige investering i det nye årtusinde. Det er samtidig den mindst diskuterede politiske beslutning.

Engang til: Den største offentlige investering er den mindst diskuterede politiske beslutning.

Hvert kampfly koster 30 mia. kroner. Det er ca. 4,5 mio. besøg fra hjemmeplejen for hvert kampfly, ifølge Nikolaj Willumsen. Jeg ved ikke om de tal stemmer, men hvorfor diskuterer ingen om de gør?

Spørgsmålet er hvad det siger om offentligheden. Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg tænker at selve mængden af informationer som i dag er tilgængelige tydeligvis ikke i sig selv er en styrke.

Ingeniøren, der har dækket indkøbet af kampfly på en måde der bedst kan betegnes som teknikporno, har en tidslinje over forløbet, som giver et vist overblik. To ting at bemærke:

1. Indkøbet af kampfly går helt tilbage til en beslutning under den socialdemokratiske regering i 1997. Her trådte Danmark ind i ‘Joint Strike Fighter’-programmet (JSF), et militært program der skulle finde en afløser af F-16-modellen. Som jeg forstår det er F-16, trods alle teknikfetischisternes snak om at den er “afdanket”, stadig dominerende i luftbåren krig. Der findes ikke noget militært isenkram der kan hamle op med dem, altså indtil JSF-programmet satte sig for at overgå den. Det kalder på spørgsmålet: Hvem er det lige præcis JSF-parterne forestiller sig de skal bruge de nye semi-usynlige F-35 jetjægere mod? Jo, altså fjender der kunne have overlegne jetjægere. Som altså ikke eksisterer.  Samtidig er alle landene i JSF-programmet begravet i krige, der næsten udelukkende udkæmpes på jorden, mod arabere med AK-47 og den altid nærværende trussel om “terrorisme” i egen baggård.

2. Direktøren for det programkontor, der skal udvælge hvilken type af kampfly som Danmark skal købe, er tidligere koncerndirektør for DSB. Måske uvigtigt, men jeg kan ikke lade være med at få pludselige associationer til IC4-toge.

Hvis alt bare går sin gang så kommer staten altså til at bruge 150 mia. kroner – ækvivalenten til 4,5 mio. besøg fra hjemmeplejen – på våben. Hvis ikke man selv er politiker, oberst eller tidligere koncerndirektør for DSB, hvordan er det så muligt at sørge for at det ikke sker? Jeg er oprigtigt nysgerrig for det er den her slags beslutninger der sker så langt væk fra offentligheden – helst så politikere og militærchefer at offentligheden slet ikke blev inddraget i det her – at det er næsten umuligt at få indflydelse på. Sammenlign det med et stort prestigebyggeri på en grund hvor der før var en park i en dansk storby. Man går derhen og sørger for at det ikke sker: Snakker med anlægsarbejderne, støtter dem i at strejke, organiserer en gadefest på byggepladsen, hælder cement i byggepladslederens toilet osv. Men hvordan organisere sig mod at en lille gruppe mennesker bruger alle vores penge på våben, der bliver produceret på militærbaser på den anden side af kloden?