Terapi som politisk praksis, del II: Tre behandlingsstrategier

I indledningen til Terapi som politisk praksis, beskriver Birgitte Diderichsen tre måder at forholde sig til samfundet i psykoterapien.

Den første er den bekræftende strategi, dvs. “bekræftende” af samfundet, som det består, ikke bekræftende af personen, der går i terapi. Formålet med terapien er, at personen skal tilpasses samfundet, som det er. Fx hvis et menneske bryder sammen pga. stress eller meningsløshed, handler det om at blive arbejdsdygtig igen: at håndtere sin stress og finde mening i sit arbejde eller skifte til et mere passende arbejde. I dag ville man sige, med en uskøn anglicisme, at den bekræftende strategi “reproducerer magtstrukturerne”.

Den anden strategi er den progressive strategi, som ikke tager samfundet, som det er, for giver. Den progressive ønsker “nytænkning” og “fremskridt”. Samfundet “kan godt blive bedre”, tænker den progressive. Men nytænkningen kan være lige så farlig, som den er opfindsom, fordi den fremmer (nye) tendenser, der let integreres med arbejdssamfundet, som således “indhenter” og “indfanger” det progressive.

Den sidste strategi kalder forfatterne for den overskridende. Her er det vanskeligt, med nutidens øjne, bare at fortsætte at referere videre. De sidste fyrre årtier, lad os bare sige siden 68 (som denne bog var et produkt af), har fetisheret overskridelsen, dyrket den som universalmiddel eller mål i sig selv. Overskridelsen er ikke mindst ‘indhentet og indfanget’ af arbejdssamfundet og gjort til varer fra edgy kunst-events til en havremælk, der ikke vil være som de andre: Rebel™

Sagt med bogens terminologi er det et godt eksempel på, at mange af overskridelserne faktisk var progressive derved at de let kunne integreres i varesamfundet igen.

Hvis vi skal holde fast i idéen om en egentlig og tilbundsgående overskridelse, der “bryder med det bestående” (for nu at bruge en af de fortærskede klichéer, som også står i bogen), så vil jeg vove at begrænse overskridelsen til én ting: arbejdet. Ikke fordi arbejdet (eller “arbejdssamfundet”) skal være erstatning for store afguder som kapitalisme, samfundet, civilisationen osv. men fordi netop psykiatri og psykoterapi har haft et helt særligt forhold til deres patienters arbejdsdygtighed. Psykologisk behandling har, gennem tiderne, i vid udstrækning handlet om at arbejde med patienterne, så de kunne arbejde med sig selv, så de kunne komme ud og arbejde igen.

At bryde med “arbejdsdygtig” som formål for psykoterapi kunne være et værdigt alternativ som den tredje strategi, som hverken er bekræftende af arbejdssamfundet eller dens opfindsomme, progressive og overskridende avant-garde.

Terapi som politisk praksis: Læsenoter

Læsenoter til antologien Terapi som politisk praksis, udgivet på Hans Reitzels forlag i 1977. Teksterne er resultatet af et seminar organiseret af studerende i 1975/76, som ønskede flere politiske og kritiske perspektiver på psykologien.

Det er nok de færreste der vil finde de her optegnelser spændende, men som så meget andet her er det en flaskepost, der måske bliver samlet op af nogen.

Bogen består af fire dele: en længere indledning og så tre afsnit om konkrete politiske tilgange til terapi fra den tid (Radical Therapy fra USA, Gorizia fra Italien og Socialistische Patienten Kollektiv A.K.A. SPK fra Tyskland). Jeg læser kronologisk og noterer undervejs. Stilen bærer en smule præg af at forfatterne har akademisk savsmuld i munden: Det er tørt skrevet. Noterne består derfor af en del parafrasering af bogen, en del associationer, en del flugtlinjer ud af bogen, en del omskrevede citater, og en del idealiseringer og fantasier om hvad der ikke står, men kunne stå i bogen.

En handlingslammelse er udbredt blandt socialrådgivere, pædagoger, psykologer og læger, erklærer forfatterne i forordet. Handlingslammelsen har at gøre med et paradoksalt spørgsmål: Hvordan kan jeg handle psykoterapeutisk, også når jeg har erkendt, at “menneskelig lidelse i sidste instans er samfundsmæssig”?

Bogens udgangspunkt er den banale sandhed, at menneskelig lidelse ikke bare har sin oprindelse i individet. Ikke desto mindre er det en afgørende banalitet, fordi det betyder at lidelse har at gøre med menneskene vi omgiver os og konfronteres med i dagligdagen, nabolagene vi bor i, arbejdet vi er nødt til at udføre, bossen der skærer i lønnen, meningen der ikke findes dér, vores frygt for en fremtid der bliver mere af det samme lort og drømmene om at de små glimt af liv, der bryder trædemøllen kunne komme til at fylde livet. Det er blik man kan finde mange steder, uden at skulle lede særligt længe, men et blik der sjældent er tilstede i psykologien.

(En undtagelse er Kritisk psykologi, en tradition der primært er udviklet i Tyskland og Danmark og som nu lader til at holde sin sidste bastion på Institut for Psykologi på KU. Det er en skole med rødder i Marx, kritik af amerikansk eksperimentel psykologi og fokus på ‘daglig livsførelse’, men meget mere er jeg ikke bekendt med det, trods at jeg studerede på instituttet omkring fire år.)

I forordet sagde forfatterne, at en handlingslammelse var udbredt blandt omsorgsarbejderne. Det er forståeligt hvorfor psykologer lammes af førnævnte sandhed om lidelsens oprindelse, fordi psykoterapi jo ikke umiddelbart handler om at ændre samfundet, men ironisk nok handler om at ændre den person, der lider af det. Lammelsen kunne gøre mig tilbøjelig til at glemme erkendelsen, eller alternativt leve med erkendelsen som en ren intellektuel erkendelse, et ‘kritisk’ aber dabei, noget jeg kan ironisere over ved private sammenkomster. Andre vil vende lammelsen til et ‘samfundsmæssigt engagement’ og projicere den psykoterapeutiske lammelse over i en kompenserende aktivitet som fx en interesseorganisation for psykiske lidelser, skrive læsebreve eller blive rådgivere for politikere.

Men det “samfundsmæssige” findes også i terapien. Forordet tl Terapi som politisk praksis ender i en programmatisk tone:

“Politisk handling er også det, vi gør på det mellemmenneskelige niveau og i enkeltterapien af mennesker, i børneopdragelsen o.s.v. – i hele vores samliv med andre mennesker. Derfor skal vi også sætte ind på disse niveauer.”

Terapi som politisk praksis indebærer ikke bare at have sin “politiske bevidsthed” med sig ind i terapirummet, men at også sætte ind på de niveauer. Hvordan finde en “psykoterapeutisk” metode for at handle politisk, i lokale sammenhænge, på gaden, i grupper, i kollektiver og bevægelser?

Tyngden og nåden, 1947

Den menneskelige elendighed ville være utålelig, hvis ikke den var fortyndet i tid. Vi må forhindre den fra at fortyndes, så at den vil blive utålelig.

[La misère humaine serait intolérable si elle n’était diluée dans le temps. Empêcher qu’elle se dilue pour qu’elle soit intolérable.]

— Simone Weil, Tyngden og nåden [“La pesanteur et la grâce”, 1947]

 

Hvorfor tid er et feministisk spørgsmål

I came to learn that women have never had a history or culture of leisure. (Unless you were a nun, one researcher later told me.) That from the dawn of humanity, high status men, removed from the drudge work of life, have enjoyed long, uninterrupted hours of leisure. And in that time, they created art, philosophy, literature, they made scientific discoveries and sank into what psychologists call the peak human experience of flow. Women aren’t expected to flow. I read feminist leisure research (who knew such a thing existed?) and international studies that found women around the globe felt that they didn’t deserve leisure time. It felt too selfish. Instead, they felt they had to earn time to themselves by getting to the end of a very long To Do list. Which, let’s face it, never ends.

Brigid Schulte: Why time is a feminist issue