Love for the biopolitical economy: Wasps & Orchids

This blog will talk about love. Yes, love! But first…

A DISCLAIMER FOR THE THICK-SKINNED AND THE HARD-BOILED

Love is not just a matter for the sentimental fool. Love produces subjectivities, affective networks, and schemes of cooperation. In this sense, love is an economic and political power. Love is not just a matter for the romantic either. Love is not merely, as it is often characterized, spontaneous or passive. It does not simply happen to us, as if it were an event that mystically arrives from nowhere. Instead it is an action, a biopolitical event, which, in order to be created in its benign form, also requires training. A boot camp of love for everyday life.

Love can fascinate us, but it should also interest us, since love provides a path for investigating the power and productivity of the common.

Corrupt forms of love

We often think of love as a means to escape the solitude and isolation of individualism. But in our contemporary ideology we end up getting isolated again in the private life of the couple or the family. To arrive at a political concept of love that recognizes it as centered on the production of common life, we have to break free from the contemporary corruptions of the term. After that, we’ll explore their antidotes.

  1. Identitarian love, or “love of the same”. Identitarian love can be based, for example, on a narrow interpretation of the mandate to love thy neighbor, understanding it as a call to love those most proximate, those most like you. Family love, race love, nation love or patriotism, all exemplify the pressure to love most those most like you and hence less those who are different. From this perspective we might way that populisms, nationalisms, fascisms, and various religious fundamentalisms are based not so much on hatred as on love – but a horribly corrupted form of identitarian love. Love of the stranger, love of the farthest, and love of alterity can function as an antidote against the poison of identitarian love, which hinders and distorts love’s productivity by forcing it constantly to repeat the same.
  2. Unifying love, or “love of becoming the same”. The contemporary dominant notion of romantic love in our culture, which Hollywood sells every day, its stock in trade, requires that the couple merge in unity. Individuals thus find each other with the promise of becoming the same. The mandatory sequence of this corrupted romantic love – couple–marriage–family – imagines people finding their match, like lost puzzle pieces, that now together make (or restore) a whole. Of course, no single other makes anyone whole. Contrary to this, some say that “you are already whole”. While this notion rings more true, it is also too simple. Rather, wholeness emerges from the inside as an internalized secure base, only through love’s inclusion of others. Discovering the uniqueness and singularity of our encounters and relations, can function as an antidote against the poison of unifying love, which handicaps and encloses love’s expansion by forcing it to merge into the one.

To summarize, these corrupt forms of love aim at the same goal: making the many into one, making the different into the same. Sameness and unity involve no creation but mere repetition without difference. Similarly, various forms of patriotism, nationalism or loyalty to the party, share this notion of setting (or pushing) aside differences and alterity in order to form a united people, a united identity.

Wasps & orchids

To discover a way out of the corruptions of live, let’s turn to the classic metaphor of insects and flowers. Certain orchids give off the odour of the sex pheromone of female wasps, and their flowers are shaped like the female wasp sex organs. Pollination is thus achieved by pseudocopulation as male wasps move from one orchid to the next, sinking their genital members into each flower and rubbing off pollen on their bodies in the process.

So wasps fuck flowers! Wasps do their work just like that, for nothing, but for the fun of it. Our delight at this example is due in part to the fact that it undercuts the industriousness and “productivism” usually attributed to nature. These wasps aren’t your dutiful worker bees; on the surface they aren’t driven to produce anything, at least not in the traditional sense. Seemingly, they just want to have fun.

A second point of interest is undoubtedly the way this pollination story reinforces the diatribe against the corruptions of love in the monogamous couple and the family, as told above. Wasps and orchids do not suggest any morality tale of marriage and stable union, as bees and flowers do, but rather evoke scenarios of cruising and serial sex common to some gay male practices and communities of non-monogamy.

This is not to say that cruising and anonymous sex serve as a model of love to emulate, but rather that they provide an antidote to the corruptions of love in the couple and the family, opening love up to the encounter of singularities.

Training in love of becoming-other

We should be careful to not just see the orchid as imitating the wasp or trying to deceive it, as botanists often do. Rather, the orchid is a becoming-wasp (becoming the wasp’s sexual organ) and the wasp is a becoming-orchid (becoming part of the orchid’s system of reproduction). What is central is the encounter and interaction between these two becomings, which together form a new assemblage, a wasp-orchid machine. The fable is devoid of intentions and interests: the wasps and orchids are not paragons of virtue in their mutual aid, nor are they models of egoistic self-love. We should avoid reducing the activities through questions like “What does it really mean?” or “What do they really want?”. Instead, this machinic language allows one to ask questions like “How does it work?”, “What happens in the process?” or “What comes to matter?”

The fable thus tells the story of wasp-orchid love, a love based on the encounter of alterity but also on a process of becoming different. The conspicuous variety of orchids, with their fascinating shapes and colours, tells us something of the power of wasp-orchid-love. A truly polymorphous love! Furthermore, beyond the serial and anonymous quality of cruising love, these becomings seem to continue their encounters, and thereby instituting lasting relations of becoming-other. By turning wasps and orchids into machines of becomings, we discover the parallel and open relationships of polyamorus love, where both serial encounters and relations of continuity can take place. Love does not just happen spontaneously, so a process of training in love becomes necessary in maintaining these forms of polyamorus love. Training in love does not reduce the multiplicity of singularities, making everyone the same or merging the many into one. In avoiding the corrupt forms of love and enhancing the benign ones, training in love creates contexts for the singularities to manage their encounters and relations: to avoid the negative encounters and relations, which diminish their strength, and prolong and repeat the joyful ones, which increase it.

The biopolitical production of love

Wasps who loves orchids point toward the conditions of the biopolitical economy. But how could these wasps be a model for economic production, you might ask, when they don’t produce anything? The bees and the flowers produce honey and fruit, but the wasps and orchids are just hedonists and aesthetes, merely creating pleasure and beauty! It is true that the interaction of wasps and orchids does not result primarily in goods, but one should not discount their biopolitical production, ie. the making of forms of life. In the encounter of singularities of their love, a new assemblage is created, marked by the continual metamorphosis of each singularity in the common. Wasp-orchid love, in other words, is a model of the production of subjectivity that animates the biopolitical economy. Let’s have done with worker bees, then, and focus on the singularities and becomings of wasp-orchid love!

Stereo Total – L’amour á trois

[audio:http://commoniser.dk/wp-content/uploads/stereo_total_-_l-amour-a-trois.mp3|titles=stereo_total_-_l-amour-a-trois]

c’est sexy, extatique
crazy, excentrique
animal, romantique
c’est communiste

———

I copy-remixed this text from a number of passages in Michael Hardt & Antonio Negri‘s Common Wealth (pdf on a.aaarg.org), in particular p. 186-188 from the chapter “De Singularitate 1: Of Love Possessed”. Consequently, the “we” speaking in the text is a combination of these writers, their own copied writers, me, and anyone feeling the urge to inhabit this open text.

Oh Dearism

Adam Curtis explores the phenomenon of distant suffering and its impact on contemporary politics and media. The points is: suffering in media leaves us apathetic and unable to act on the problems we are exposed of. It does not fulfil its promise of awakening indignation and mobilizing political change. Instead, it dulls our political affects, and naturalizes suffering. Distant suffering is precisely this, that we experience suffering from a distance, mediated through TVs, newspapers and other channels. Suffering usually provokes a feeling of pity in the other and, on a good day, even indignation, but since our reactions to the exposure of distant suffering never gets reinforced through political action – what is one to do? – the affects are gradually dulled and lose their intensity. In the end, we merely mobilize a lax state of worry, only able to produce the reaction: “Oh, dear”.

In a similar way, activist consciousness raising has for many years channelled their indignation through a production of shame and self-contempt in other people. People are horrible, with their bourgeois racist tendencies, holding animals in cage to experiment with and eat them, they only think about money, their car, or flat-screen TV. The solution is therefore to raise consciousness through protests and mockery, ie. raise shame. Where does this leave the TV-watching and shame-ridden citizen? Like apathy, shame and self-contempt are inhibiting affects: they shut down behaviour, and leaves the person in a depressed state, unable to act differently. The person only stops doing the horrible bourgeois activities for a moment, while in a state of shame, but have no new behavioural repertoire to replace the shameful behaviour with. Having no idea what to do puts the person in a state of cognitive dissonance. To reduce dissonance, a person usually finds changing their belief easier (“My behaviour is not so bad after all”) than changing their behaviour beyond inhibition, ie. creating a new kind of behaviour to replace it (“I have learned I can do this instead”). What the dissonance reduction produces instead is a construction of justification for the former shameful behaviour. In the process of justifying and constructing valid reasons for continuing to do the activity, the person strengthens the reasons and affective base of it. Thus, the dynamic of shame-producing activism and a shame-ridden person without a new behavioural repertoire, is unable to create a political event. Paradoxically, it often does the opposite, strengthening the existing behaviour.

Watching this video and reading these notes, you might find yourself in a meta-level state of Oh Dearism, since it has given you no other clues for what to do instead than keep watching troubling documentaries, reading about catastrophes in the newspaper, and seeing a worrying unveiling of a political scandal in the news, while feeling you have done a political act by attending with your mind to the trouble, but also feeling apathetic. The answer is, keep reading this blog, because it will give you all the answers and help you out of your apathy. Have a good day.

Parlamentarismens fattige

Indledningen til denne blog kunne lyde som et læserbrev. Men længere nede handler det om hvad det vil sige at være “parlamentarismens fattige” og at hacke kapitalismen. Indgangen som læserbrev passer med andre ord dårligt, og Commoniser vil fremover arbejde på kommunikationsstrategien. Husk, hav altid en god indledning! Men læs nu videre. Hvad sker der for det igangværende “moderniseringsprojekt” hos SF og SFU? Mikkel Skov Petersen fremlægger tre tendenser. Han fremlægger godt, læs ham:

Som en del af SF’s moderniserings-projekt har populisterne fået afskaffet de (centrale) dele af den marxistiske analyse, der er for besværlige – herunder spørgsmålet om ejendomsret.

Analyse af ejendomsret. Hm. Jeg følger pinligt lidt med i partipolitik, men mit indtryk var, at ejendomsretten var et ikke-spørgsmål. Det diskuteres ikke i parlamentarisk politik. Men jeg tog altså tilsyneladende fejl. Nuvel! Jeg ønsker også en fornyet kritik af ejendomsretten. Så mon ikke at dette tidspunkt, hvor man smider den ud, er et rimeligt tidspunkt at starte igen? Hvad der følger for neden kan således læses som et forsøg på dette: starten på en kritik af ejendomsretten.

1999 var vores 1968

Der skete noget i 1999. Årstallet fortæller os ikke blot noget om ejendomsretten, men også hvad der ligger hinsides ejendom. Hvad kritikkerne af ejendomsretten behøver, er en bredere diskussion og fremhævelse af den mængde af sfærer hvor ejendomsretten allerede kommer til kort. Det er de sfærer hvor ejendomsretten muligvis forsøges udøvet i sin mest ekstreme form, men samtidigt holder på at krakelere. De fleste kender grundtrækkene i fildelningskampene – i politisk form, fremst det mylder af pirater og hacktivister der dagligt kæmper mod ejendomsretten til informationer. Den grundlæggende modsætning kan tegnes mellem ejendom og fælles rigdom – eller i libertært lingo, mellem kontrollens begrænsninger og den frie spredning af informationer. Det er ét exempel. De kampe har stadig langt mere potentiale end hvad de tilskrives i dansk media – inklusive Modkraft. Måske fremst fordi det er så tydeligt hver gang hacktivisterne vinder. Exemplet kan ikke fungere opskrift til resten af tilværelsen dog, men behøver at suppleres med lignende kampe mod ejendom og for det fælles – eller i libertært lingo, mod kontrollens begrænsninger og for den frie spredning af informationer (og symboler, kroppe, og andre sager værdige at sprede). Men nogle ting gør hacktivismen symptomatisk for den nye modstandskamp – lige så, det ændrede syn på hvad man kæmper mod. Kapitalismen anskues mindre som motor der skal saboteres og smadres, og mere som et operativsystem på en computer – en kode man kan hacke, eller helt skifte ud. Jeg tror i denne forbindelse, at vi bør fundere videre over Karl Palmås’ påstand om, at 1999 må fungere som vores 1968. Brud af samme omfatning som i 1968 opstod omkring året 1999. Som en start, tænk på IT-boblens ændring af vores sprog i computeretermer; fremkomsten af crackers der bryder ned og hackers der bygger op; hvordan DJ’ens rolle ændrede sig fra jukebox til kunstner;  remix-kulturens kopimisme; netværket som model (i Eric Raymonds‘ termer Katedraler vs. Bazaarer).

Alligevel er det som om, folk alene forventer sig revolutioner der gentager fortiden. Vi forventer at 1968 gentager sig, blot uden trompetbukserne og syrerocken. Jeg er dårlig til partipolitik, men er der fx nogen partier – udover piratpartiet – som har benhårde standpunkter mod ejendom, der fx vil nedlægge copyright, patenter, og intellektuel ejendomsret? Jeg er ikke bekendt den slags standpunkter i parlamentarisk politik. Selv piratpartiet forholder sig kun til ejendommens online, og glemmer helt at at bevæge sig hinsides ejendommen IRL.

Tre scenarier tegner sig omkring politikken med offentlig og privat ejendom. På det parlamentariske niveau tvinges vi til at vælge enten-eller, enten offentlig eller privat ejendom. Realpolitisk bliver det dog altid et både-og: den totale sammensmeltning mellem stat og marked. Således eksisterer der altså ikke muligheden for hverken-eller: der findes ingen mulighed for at vælge ejendom fra, ingen vil repræsentere et sådant synspunkt, og således skaber parlamentet med dets repræsentative demokratiform sine egne fattige – de der bliver fattige på repræsentation.

Enten-eller: offentlig og privat ejendom

Problemet er bl.a., at der pt. mest snakkes socialisme vs. kapitalisme, i den forstand, at vi har svært at tænke hinsides statslig vs privat ejendom. Partipolitisk er det ofte et enten-eller (venstrefløjen vil have mere offentlig ejendom og mindre privat ejendom – højrefløjen vil have det modsatte). Lige gyldigt hvad, så skal vi altså fortsætte med at have ejendom, være den offentlig eller privat. Selv Enhedslisten lader til at udelukkende tænke i enten offentlig eller privat ejendom. Men det er en falsk dikotomi. Alligevel fortsætter den, fordi ejendom tages for givet – som sagt også på venstrefløjen. Der findes sikkert en masse gammel tænkning mod ejendomsretten i arkiverne og i partiprogrammerne. Men tænkes der aktivt på at undersøge og skabe de alternativer som kan erstatte ejendomsparadigmet? Det virker som at et opgør med ejendomsretten vil kræve et opgør med statsformen, som vi kender den. Alain Badiou har måske ret i at det ikke kan lade sig gøre, at indlade sig med staten og samtidig lave politik. Statsformen fungerer grundlæggende konservativ – når den først har udvidet sine grænser, ruller den aldrig tilbage – og det samme gælder for selv dens mest rabiate komponenter. Hvor findes det parlamentariske projekt, der udfordrer sit eget grundlag i statsformen?

Igen, jeg er naiv med partipolitikken og vil meget gerne korrigeres hvis jeg har misforstået, og vendes mod de partipolitiske aktiviteter hvor man kritiserer ejendom og forsøger skabe alternativer dertil. Tilsyneladende lægger vi dog ikke nok energi i undersøgelser af de præmisser for ejendommens hinsidesdet fælles.

Både-og: Sammensmeltningen af stat og marked

Ejendom hænger ikke blot intimt sammen med det kapitalistiske marked og dets private virksomheder. Ejendom hænger også intimt sammen med statsformen, at vi bygger vores demokratiform på en stat. Jeg savner en kritik af statsformen. Her tænker jeg ikke på den slags pragmatiske argumenter om en totalreformistisk overgangsstat – fortsat i ad infinitum. I vores neoliberale samtid, har den socialdemokratiske tredje vej banet vejen for en total sammensmeltning af stat og marked. Det er vor tids proletariatets diktatur. Et socialliberalt sovjet-light. Det bliver mere og mere tydligt, at om der findes en progressiv brug af statsmagten, er det i så fald blot for at afmontere den stille og roligt. Men hvor henne i parlamentet snakkes der om at afmontere staten? Ikke engang på højrefløjen, de har lige så meget brug for statsapparatet til at fjernstyre markedet og lave deres postmoderne femårsplaner om “innovation” og “kreativitet” og whatnot. Kun tosserne i CEPOS har en seriøs kritik af staten. Men i stedet vil de blot sætte en markedets Leviathan af privatejede virksomheder i dets sted. Det hjælper ikke, og det bibeholder ejendomsretten blot i privat regi. På paradoxalt vis, tjener denne kritik desuden som en dialektisk pingpong-partner for regeringen, der i sidste ende blot medvirker til at cementere statsformen.

Hverken-eller: Parlamentarismens fattige

Det virker på samme måde som at demokratiformen heller ikke kritiseres mere, foruden i apatiske og opgivende vendinger. Mange føler, at den parlamentariske demokratiform handikapper de politiske og demokratiske processer. Vi oplever det så tit, at vi snart er ligeglad med at kritisere det. Vi ved heller ikke hvad alternativet er. Ligegyldigt hvad, så skal vi fortsætte med at have en politisk herskerklasse der skal administrere ejendom (være den højrefløjens gigantiske firmaer eller venstrefløjens gigantiske statsapparater).

Jeg føler mig ikke repræsenteret i parlamentet. Det er derfor hvert folketingsvalg indgyder apati i mig, for lige meget hvad folk stemmer, så vinder regeringen. Alligevel stemmer jeg, og ved de mest apatiske valg: på ingen – eller intet (som i decideret pseudofolkeafstemninger som tronfølgeloven). Jeg føler at jeg burde stemme på Det Usynlige Parti, men ikke engang dét findes i den nationalstat som jeg tvinges være borger i. Jeg ville så gerne kunne mobilisere lysten til at deltage i de parlamentariske processer, men jeg kan ikke. Jeg har oprigtigt prøvet, men jeg tror jeg spilder energier, som jeg i stedet kunne bruge på at lave mere værdifulde ting. For mig, findes der langt mere politik i undersøgelsen og skabelsen af livsformer, som opstår i politisk aktivisme og aktivistisk forskning. Det er klart for langt de fleste der identificerer sig som permanente aktivister, at politik breder sig ud i hverdagen, til at gælde hele livet. Parlamentarismens fattige, finder da glæde i skabelsen af selve livets omstændigheder, med et fint ord, “biopolitik”.

Openhagen University: Aktivistisk forskning

Jeg ville ønske at vi der arbejdede udenomsparlamentarisk dog blev lidt mindre apatiske og kunne nærme os de progressive krafter der trods alt er i parlamentet og partisystemet (igen, jeg er forholdsvis uvidende, hvilket er endnu et symptom på distancen mellem os). Hvordan kan vi finde hinanden, og under hvilke slags mødeformer bør vi mødes?

Et afsluttende ønske: vi behøver at tage ordet kommunisme tilbage. Det er korrumperet og betændt, som havde historieskrivningen givet det et Pavlovsk trauma. Hver kommunistisk ytring bliver en alarmklokke for totalitær politik. Hvilken joke! Vi behøver ordet kommunisme, renset fra al totalitarisme, stat, sovjet og diktatur. Vi behøver at skabe idéen om og realisere en horistonal og ikke-hierarkisk kommunisme. Vi behøver kommunistiske eksperimenter og forskninger, der ikke har sympati med statsformen, og således lever op til dets løfte: hinsides ejendom. Allt for alle: Omnia Sunt Communia. Proletariatets diktatur hører fortiden til – heldigvis – men alligevel bruges sammenkoblingen som et diktaturkort igen og igen mod enhver form for kommunistisk tankevirksomhed. Vi må begynde at sige dette, vise hvor automatisk kritikken virker. Forsvaret mod diktaturkortet er at reducere reduktionen: anvende diktatur-kortet-kortet, med forankring i en oprigtig anti-statslig kommunisme.

For at snakke lige ud:

  1. Der findes værdi og rigdom hinsides privat og offentlig ejendom. “Det fælles” eller “det almene” virker som ok gode begreber, men brug endelig nogle andre hvis du har bedre. Spørgsmål om løsrivelsen fra ejendom er langt fra løst, og vi behøver metoder til at flygte fra ejendom gennem realisering af det fælles i bred skala. Vi behøver måske også spørge hvorvidt visse former for (offentlig og privat) ejendom bør beholdes, og hvilke former for ejendom som det nemmest/sværest går at flygte fra.
  2. Der findes styring og regulering hinsides staten og regeringen. Det handler ikke om naive forestillinger om spontan orden og mængdens uskyldige kommensammen hver gang der knipses med facebook-sms-aktivist-klokkerne. Organisering er aldrig blot spontan, men må planlægges og trænes ind i som almen praxis. På den anden side, lever spontaniteten heldigvis videre. Og er det heller ikke spontante affekter som jubel, glæde, indignation og arrigskab, der først og fremmest driver vores kampe? Måske behøver vi da også en poetisk organisering af spontaniteten, så dens affekter kan fortsætte med at overraske.

Ikke-hierarkisk styring kan skabes – det er vores mål og middel. Det fælles har altid eksisteret – vi behøver blot få dets knopper til at blomstre, og forsvare det mod indhegninger. Men vi behøver seriøs aktivistisk forskning på området, for at kunne gentage og kopiere det fælles og dets ikke-hierarkiske regeringsformer til resten af samfundet. Det er lange træk, og vi behøver at tænke os om, mens vi gør det. Openhagen University, bliver det til noget?

Allegori om postanarkisme

Café Under Konstruktion på Nørrebro. På pristavlen over baren udfolder sig en politisk diskussion skrevet i kridt. I den ene side af tavlen står caféens navn med store bogstaver – CAFÉ UNDER KONSTRUKTION – og under navnet, i et belejligt tomrum, står der på skift sætninger af forskellig slags. Krimskrams og kruseduller, doodles og farvelader. Ofte tager småskriverierne form som slogans eller statements der på en eller anden måde forsøger, at forklare caféens væsen. Hvad kan caféen være? Sætningerne ændrer sig til tider hver dag, den ene dag et arrigt ord fra queermiljøernes vokabularium, den anden dag en solidarisk støtte til andre fristeder, den tredje dag et politisk symbol, fx. hammer og segl. En polyfon og kaotisk samtale. Caféen er som sagt under konstruktion, og man kunne derfor tilføje at denne skiftende kommunikation og refleksion over caféen hænger ganske godt sammen.

Én sætning vendte dog hele tiden tilbage, muligvis med så høj frekvens at de fleste gæster i caféen ikke så andet. Det blev sætningen der fulgte caféens navn: ”Café Under Konstruktion – Det’ det rene anarki!”. Hvordan kan en forstå det? En analyse kunne lyde, at dette simpelthen blev det mest passende slogan på caféens organisering og væsen. Gennem en evolutionær udsortering af andre konkurrende forslag, stod sloganet tilbage som det mest tydelige. Ingen havde lyst til at viske det ud, fordi det passede så godt på caféens væsen. Sloganet vandt den anarkistiske konkurrence af slogans.

En sådan analyse ignorerer dog, at kvaliteter ved konkurrencen mellem slogansene i sig selv kan fungere som objekt og materiale for sloganet. ”Det’ det rene anarki!” kan således tolkes som en kommentar til den anarkistiske struktur som de skiftende slogans på pristavlen er udtryk for. Det er jo trods alt ren anarki på pristavlen! “Det’ det rene anarki!” udsiger i følge denne analyse ikke noget om caféens væsen, men kommenterer i stedet den anarkistisk organiserede samtale der føres om caféens væsen. Sloganet, hvis vi da kan kalde kommentaren det, bliver således et metaslogan. Ved at italesætte den anarkistiske struktur selv, overtager og dominerer dette ene slogan dog på paradoksalt vis de andre slogans. For at kommentere på de andre slogans, må det også slette dem og skrive i deres sted, stille sig oven på de andre, og således slette selve sloganets analytiske materiale: anarkien. På paradoksalt vis, indføres desuden anarkismens modsætning: enhedstænkningen. Sloganet siger med andre ord, at det er det rene anarki, men heller ikke alt muligt andet (ikke queer, ikke solidarisk støttende, og ingen andre politiske symboler). Og således blev “Det’ det rene anarki” stående en tid.

Men den politiske diskussion på tavlen stoppede ikke. En sær tilføjelse begyndte pludselig at hægte sig på. Nu og da stod der ikke blot ”Café Under Konstruktion – Det’ det rene anarki!” men også ”(mener Anton)”. Det er klart at tilføjelsen ”(mener Anton)” udnytter kvaliteter ved det dominerende slogan – som en snylter – og kan derfor overleve udelukkende ved at hægte sig på den anden. Det ville ikke umiddelbart give mening at skrive ”Café Under Konstruktion (mener Anton)”. Men hvad betyder da kombinationen af meta-sloganet med dette nye snylterslogan? Jo, snylterloganet konstaterer selvfølgelig det simple faktum, at det var én person, Anton, der igen og igen skrev ”Det’ det rene anarki!”. Det var Anton der stod bag sloganet, og således alene Antons perspektiv der dominerede. ”Det’ det rene anarki!” var ikke en tør konstatering af tavlens skiftende sloganpolitik, men en enkelt persons konstante italesættelse af et specifikt perspektiv: anarkisme. Anton påråber caféen som anarkistisk. Som sagt foroven, skabte dette på paradoksalt vis sin egen modsætning, i form af dominerende enhedstænkning. Anton ønskede anarkisme for alle, men også på alles vegne.

Er ”(mener Anton)” da et forsøg på at komme anarkismen til livs og udgrænse den som en specifik og dominerende position? Har vi måske her at gøre med decideret anti-anarkisme? Nej, tværtimod! Tilføjelsen ”(mener Anton)” er anarkisme par excellence! Forklaring følger. Det er rigtigt at ”(mener Anton)” afgrænser ”Det’ det rene anarki!” som et perspektiv blandt andre. Det er rigtigt at sloganet peger på aktøren bag udsagnet, Anton. Og at Anton, ved at ikke udpege sig selv, skjult udøver sin magt og dominans over de andre slogans. Men netop denne intervention er central i anarkisters kritik af magt. ”(mener Anton)” sletter i øvrigt ikke metasloganet. Det tilføjer i stedet en mening bagefter. ”(mener Anton)” bygger med andre ord videre på anarkiet, men kommer også hinsides det. Hinsides en position om at tale på alles vegne, gennem at italesætte positionen (fremvise den skjulte magt), og italesætte den som specifik (det var bare Anton). ”(mener Anton)” afmonterer det, der i en kritik mod klassisk anarkisme, kaldes strukturløshedens tyranni. Hvad betyder det? Anarkisme har været kendt for, at ville nedbryde enhver slags strukturer. Men, siger kritikken, dette er en naiv forestilling – en naiv anarkisme. Ved at have øje på kun nedbrydningsprocessen, ser de naive anarkister slet ikke den opbygning, som allerede foregår samtidigt. Formelle strukturer erstattes af uformelle strukturer. En sådan kritik kaldes for poststrukturalistisk, og dens mest berømte exponent Michel Foucault. Foucault sagde, at ”magt frygter og foragter et vakuum”. Det betyder, at det ikke går at etablere magtløse rum, eller relationer uden magt. Det går ikke at stille sig udenfor magten – være fri fra magten. Eftersom magten producerer strukturer, er de facto strukturløshed umulig. Det betyder ikke, at også anarkisme og nedbrydningen af hierarkier er umulig. Det betyder blot at ligheden mellem mennesker ikke opstår spontant, men gennem den gentagende træning og opbygning af uformelle horisontale strukturer.

Tilbage til samtalen på caféens tavle. Et andet aspekt af metasloganet som jeg har antydet bør gøre os skeptiske. Påråbelsen af strukturløsheden – ”Det’ det rene anarki!” – lader at komme fra intet sted. Der er ingen afsender. Faktummet konstateres blot, som var det noget alle kollektivt havde blevet enige om. Der er ingen ledere der har bestemt sloganet på et møde. Men som tilføjelsen gjorde opmærksom på – ”(mener Anton)” – er der altså tale om en enkelt person, der betegner den formelle struktur. Og samtidigt danner en ny uformel struktur. En sloganets uformelle leder?

Havde Anton været bekendt med kritikken af strukturløshedens tyranni, ville han explicitere sig selv som magt. Eftersom det ikke var tilfældet, gjorde en anden det altså. Og ved at komme hinsides strukturløshedens dominans, etablerer ”(mener Anton)” en egentlig poststrukturalistisk informeret anarkisme. Poststrukturalistisk anarkisme. Det var langt. Postanarkisme? Det er måske ikke så vigtigt. Et vigtigere spørgsmål lyder: Hvis ”Det’ det rene anarki!” er en skjulende anarkisme, er ”Det’ det rene anarki! (mener Anton)” da en åben og expliciterende anarkisme? Det lader vores analyse til at sige. Men nej, tværtimod! ”(mener Anton)” forskyder blot magten, og bag ved påpegelsen af den gamle skjulte aktør, gemmer sig en ny skjult aktør. For hvem er det, der hele tiden tilføjer ”(mener Anton)”? Vi ved det ikke. Kunne man vove den spekulative hypotese at det var Anton selv, der gennem et konstrueret politisk spil på tavlen, blot ville fremme den postrukturalistiske postanarkisme?

———

Epilog

I filosofisk forstand rejser allegorien spørgsmål om hvordan sager “finder sted”, med dansk udtryk. På engelsk kan problematiken udtrykkes mere elegant med dobbeltbetydningen “come to matter”. Pointen er, at når en sag “comes to matter”, dvs. materialiserer sig som slogan på en tavle, er det samtidig en sag der “matters”, dvs. får betydning og således bliver objekt for politik. Copyriot har undersøgt det samme, og udtrykker sig på svensk som at sager “äger rum“. Hvad der kan siges om skriverierne på tavlen, kan i øvrigt siges om musik, om fest, om søvn, og hvad som helst der finder sted – “whatever matters”.

For god ordens skyld skal det siges, at snyltersloganet “(mener Anton)” blev en tilføjelse ikke på caféens tavle men her i teksten. Jeg tænkte det som en mulig postanarkistisk intervention, men så vidt jeg er bekendt stod “Det’ det rene anarki!” altså alene uden tilføjelse. Hvis noget lignende alligevel har fundet sted, vil jeg meget gerne høre om det.

Jeg fik i øvrigt at vide, ved skrivningen af denne tekst, at sloganet havde været borte fra caféens tavle under længere tid. Tilsyneladende havde caféens forskellige aktører taget “symbolmagten til diskussion”, som en udtrykte det. Det skulle være utroligt spændende at høre mere om dette, da den diskussion sikkert har været langt mere konkret end ovenstående abstraherede blogpost. Så velkommen at kommentere. Desuden tak til Troels, der var så sød at rekonstruere sloganet for oven, så vi kunne få et fint billede. At sloganet nu igen rent faktisk står på tavlen, og denne blogposts medvirken til det, kan der funderes videre over.

Just-in-Time arbete

“Varje onsdag anlände schemat för kommande vecka, vilket givetvis innebar svårigheter att planera vardagen från en vecka till en annan. Pressen att ta alla extra pass som dök upp, och det faktum att arbetspass kunde försvinna eller komma till bara timmar innan realisering, gjorde tillvaron till ett evigt väntande vid telefonen, i hopp om att en kollega blivit sjuk, eller en ny städning bokats.”

Ovanstående citat är ur Helenas berättelse om att jobba som städerskatidigare omtalade Dagens Konflikt. Kanske illustrerar just denna sortens jobb på extrem vis hur resten av arbetsmarknaden rör sig mot ett korporativistisk system baserad på projektarbete. För att förstå denna omstrukturering av arbetet vill vi därför påpeka att par viktiga punkter för framtida analyser.

(1) Arbetet som projekt.

I sin bok om projektsamhället förklarar Anders Fogh Jensen hur våra liv och arbeten allt mera organiseras ad hoc, dvs. avgränsad för enskilda ändamål, och därför präglas av tillfällighet, frånvaro av klara förväntningar, och en osäkerhet som måste hanteras med nya medel. Varje städtillfälle kan ses som ett projekt: det organiseras ad hoc och måste utnyttjas med det samma (när telefonen ringer), det är avgränsad i tid (det lönade arbete tar kanske 2 timmar), och leder inte nödvändigtvis till nya projekt (nya städtillfällen). Eftersom Städfirman bara garanterar 4 timmars arbete om veckan blir arbetet som att hoppa från ena isflak till det andra, det ena projekt till det andra. Det gör att man bara kan känna till en vecka fram i sin kalender. Detta pekar också på ironin i hur 70-talets konstkritik har segrat sig själv ihjäl: Arbetet som repetition ersätts av arbetet som konstant återskapelse (alltid ett nytt ställe, alltid ett nytt tidspunkt – men återskapelsen är kanske mer repetitiv än någonsin?).

(2) Förtroendeingivande blir en viktig kompetens.

Helenas berättelse är en berättelse om det osäkra arbete, och det prekariat som utnyttjas av det. Osäkerheten kommer av bristen på repetition, dvs. de oändliga projektbaserade arbetstillfällen, som inte nödvändigtvis leder till nya projekt. Därför måste Helena och andra prekära arbetare hitta säkerheten annan stans. Den främsta sättet blir då en sorts förtroendeingivande, som arbetaren kan försöka förmedla till sin arbetsgivare, för att fortsätta få jobb. Kontrollen läggs därmed ut på arbetaren i form av självkontroll, som denne därefter måste kommunicera till arbetstagaren genom förtroende och engagemang. “Att göra sig besvärlig innan man ens skrivit på kontraktet”, är så klart inte att ingiva förtroende. Det tyder på att man har en brist på förtroende. Arbetsgivaren tycker så klart inte om sådant tråkig attityd, utan vill i stället ha engagemang.

(3) Ryktets återkomst.

“Men faktum var att ingen på företaget hade någon kunskap om de fackliga reglerna, och ryktet sa att städerskor som kontaktat facket konsekvent blivit nekade arbetspass utöver de grundläggande fyra timmarna”

I projektsamhället får nepotismen och ryktet sin återkomst, och de sociala kompetenser (t.ex. förtroendeingivande och informella möten med chefen) blir därför viktiga åter igen. Detta var precis vad arbetarrörelserna försökte avmontera på 60-talet, och som vi nu har insatt på nya villkor. Yrkeslivet fungerar som en strukturlös anarkism, dvs. en anarkism som döljer sina implicita strukturer (ryktet och de informella regler) genom en kritik av de formella strukturers stelhet (rättigheter och fackförbundets regler). Att etablera postanarkistisk demokrati på arbetsplatsen, och i de andre samhällen som utgör “samhället”, måste därför gå genom en ständig explicitering av de informella strukturer till en jämlikhet i implicita strukturer.

(4) Just-in-time arbetare.

Den såkallade Lean Production skapade vad vi nu känner som Just-In-Time Production (varorna till den rätta tid, så inget “spill” i form av standby- och väntetid, uppstår hos den som beställer). Projektsamhällets arbetsmarknad förlänger denna princip till arbetet också, så vi skapar arbetare som står tillgängliga för just-in-time work (så arbetstagaren kan undvika “spill” i form av städning på tidpunkter som plötsligt verkar onödiga, och i stället kan beställa städningen på precis det tidpunkt där det kommer ett hål i schemat, ad hoc så klart). Att vara just-in-time-arbetare betyder därför att man ska vara tillgänglig hela tiden, vilket också är en sorts arbete.

(5) Konkurrens i flexibilitet och tillgänglighet.

Arbetsmarknaden fungerar mera och mera efter principer om flexibilitet. Under den tidrymd då en person håller ett avtal öppet (“du kanske får ett jobb denna vecka”), kan den andra inte räkna med avtalet, men måste ändå räkna med det som en möjlighet (“jag måste hålla min kalender öppen, för att möjliggöra avtalet”). Tävlingen i projektsamhället går ut på att få flexibiliteten på sin sida, så man själv får makten att välja, ad hoc, när avtalet ska realiseras. Denna sorts flexibilitetens nollsumspel betyder alltså, att den enas oflexibilitet (“vi kan inte garantera mera än 4 timmars arbete, och måste ringa dig bara en timme innan du ska åka”), måste innebära den andras flexibilitet (“eftersom jag vill ha mera än 4 timmars arbete, måste jag vara beredd att arbeta inom en timme, hela veckan”). En sådan flexibilitet kan vissa individer dock inte upprätthålla, så de får nöja sig med att vara oflexibla underleverantörer till andras flexibilitet. I gengäld kan de då konkurrera med andra underleverantörer i att ta maximal oflexibilitet på sig själva, eller de kan konkurrera om att göra dem, de levererar till, beroende av bara sin egen leverans.

———

Det är för övrigt inte bara arbetet som vi bör säga dessa saker om, utan också andra sidor av livet börjar vi skapa runt projektet, t.ex. kärleksrelationer, arkitektur, sport, diskoteket, och kriget. Men det vill vi återkomma till.