At forlade et betændt samtaledemokrati

Så skete det igen: Jeg formulerede et langt, alt for tænkt, alt for kringlet, malplaceret svar i en eller anden debattråd på internettet. Denne gang, ligesom tidligere gange, valgte jeg at ikke lægge det ind i tråden.

Spildt arbejde? Jo, hvis det kunne havde blive en samtale der kunne lede steder, endsige blot blive en samtale. Derimod må svaret blive nej, så snart det bliver åbenlyst hvilken overflod af tale, skrift, snak, argumenter, udråbstegn, redegørelser, referencer visse offentligheder indeholder. Ingen af os har ubegrænset opmærksomhed, ingen kan læse alt der skrives og siges. Med al overflod kommer problemet om udvalg altid og presser sig på: Hvad vil jeg give mig hen til? Hvem vil lade berøre mig? Hvad vil jeg ignorere?

Overflod, udvalg og fravalg

Det er mest en intuition, men langt de fleste forsøg på samtaler i de omtalte debattråde på internet lider under forestillingen om at mere information, mere skrift, flere argumenter, flere debatter, vil bidrage til samtalen. De lider under forestillingen om, at der ikke behøves foretages udvalg.

Men fravalget er også en måde at foretage udvalg på – at fravælge at øge overfloden. I den sammenhæng er selve fravælgelsen det moment der gør tanken om spildt arbejde mindre relevant. Det relevante bliver først og fremmest udvalget, at sortere mellem indlæg der giver mening i den ene sammenhæng og indlæg der giver mindre eller decideret ingen mening i den anden sammenhæng.

Havde egentlig tænkt mig at jeg ville afholde mig fra at overhovedet engagere mig i så kaldte “debatter” på internettet et godt stykke tid. Mange af dem er så degenerede, nedbrudte, fragmenterede og fjendtlige, at ingenting nogensinde vil kunne frodes i dets syrlige miljø. Alle spirer dør med det samme af den betændte stemning der hersker – med dets a priori indstilling at skulle “overbevise”, “debattere” og “argumentere” modstandere. Dette er særligt tilfældet de steder hvor centraliseringen af samtalerne er stærkest: Blogportaler er uden tvivl de værste, de steder der stadig giver indtrykket af en samtale, og derfor på paradoksal vis øger alt det der ødelægger muligheden for samtale, der øger afmagten og desperationen hos deltagerne – eller den ironiske så vel som den kritiske distance mellem dem – modsat er nyhedssiderne der har en overflod af kommentarer og hvor alle godt ved at det de skriver alligevel drukner i strømmen, så de har ingen forestillinger om at bygge en samtale, men håber blot at sende nogle råb ud i ingenting, et par spørgsmål der måske besvares af en eller anden, nogle udråbstegn, nogle anti- og sympatier.

Holdningsmobilisering

På trods af al denne lede… På trods af alt dette, finder jeg alligevel mig selv, igen og igen, suget ind i disse provokationer, vel en slags automatisk reaktion at ville svare på alle misforståelserne os i mellem, at lidt patetisk håbe på at afstanden i mellem os kunne blive mindre, en imødekommenhed der som besvarelsen skrider frem ofte ender i apatisk og ironisk latterliggørelse af denne anden ansigtløse debattør, en debattør der som udgangspunkt på ingen måde er interesseret i at “ændre holdning”.

(En indskydelse: Dette at have som mål at “ændre folks holdninger” – som om der ikke allerede er en overflod af holdninger uden nogen konsekvenser – denne endeløse insisteren på at mene noget, have en kritisk holdning osv. Alt sammen for at kunne ændre andre folks holdninger, en holdningsproduktion der har sig selv som mål og middel. Perfekt til meningsmålinger og folketingsvalg. En mobiliseringsetik der fordrer os til konstant mobilisering for en eller anden sag, en eller “uenighed” som kræver at vi “allesammen gør vores del”, som fx slukke lyset under Earth Hour. I princippet, dvs. mobiliseringsetikkens fantasi, at skulle mene noget om alting, uden konsekvenser. Så vi kan protestere (gå på gaden og give vores holdning til kende), mobiliseres (lave kampagner, missionere, mobilisere andre), aktiveres (i debatter, argumentere, arbejde), “få indflydelse” og “få din stemme hørt”, eller rettere: Vi gives et vakuum at råbe ind i uden nogen modtager – omtrent som alle de store politikeres kommentarspor på Facebook flyder over med 1250 kommentarer henvendt netop til dem, til “Helle” og “Villy” og – hvad hedder han nu, statsministeren – “Lars”, der gerne ansætter en så kaldt “social medie expert” til at håndtere deres “social medie strategi” – LOL)

En simpel regel for demobilisering

Så, hvor leder al denne lede hen, hvis ikke flere gentagelser af samme slags reaktioner, malplacerede svar og indlæg? Det leder til en simpel regel for at kunne nægte mobiliseringsetikken, et simpel hjælpemiddel for engagementstrejke, for at kunne nægte at involvere mig. Ikke afgiftsstrejke, men en menneskelig strejke (kommer her ikke blot til at tænke på Tiqqun, som linket henviser til, men også et tidligere indlæg om ytringstvang, omend tvangen er mere explicit, hvorimod der her er tale om en konstant fordring om mobilisering og aktivering – den slags “frihed” som al subjektivering indebærer i Foucaults termer). Med et ord: Demobilisering. Givet, jeg kommer til at falde i fælden igen, i troen på at der kan bygges en samtale i mugne samtaleøkologier. Givet, nogen af tilfældene vil jeg have kommet til at have skrevet en forfærdelig masse sager som på ingen måde vil lande hos den jeg tænkte skrive til – hvem er de andre overhovedet? hvor kommer de fra? med hvilke affekter skrev de hvad de skrev? – mao. tilbagevendende malplacering.  Siden det er umuligt at helt afstå fra at involvere mig, fra at komme til at svare og skrive indlæg i en eller anden debat, må dis-involveringen, den bevidste opgivelse af en allerede malplaceret samtale, indfinde sig i det sidst mulige øjeblik: Øjeblikket hvor fingeren burde have trykket “Send”. Den simple regel indebærer blot, at fingeren ikke trykker send.

Opgiv samtalen også i det aller sidste øjeblik, hvor alt er formuleret, skarpt og gennemtænkt – og, endnu engang, også komplet malplaceret og ligegyldigt, endnu et bidrag til overfloden af engagement i internettets mange bobler af betændte generalforsamlinger.

Som en yderligere tilføjelse vil eksperimentet: At afholde mig fra at svare i den internetøkologi der provokerede det malplacerede svar som jeg alligevel endte med at skrive. I stedet rykker jeg teksten et helt andet sted, fx bloggen her, for at gøre lidt nytte af tekstproduktionen, om ikke andet så for mine egne notaters skyld. I andre tilfælde blot slette det hele, og således lade fravalg være komplet fravalg. Glæden ved at slette en masse tekst.

Hvis det ikke allerede er indlysende er dette selvfølgelig lidt en voldtægt af idéen om at vi bør opsøge demokratiske samtaler, men måske var det netop denne dybe og stigende mistro til frekvensen af sådanne samtaler, der fik mig til at overhovedet (forsøge at) afholde mig fra dem i første omgang.

At noget står ubesvaret på internettet betyder ikke, at der ikke opstår samtaler omkring det. Men, forhelvede, vi har også brug for samtaler på og gennem internet, med alle de grænseoverskridende, almengørende og sammenkoblende fordele det har. (Det er helt banalt hvor vigtigt dette problem er, problemet om offentligheder og samtaleøkologier på internettet, egentlig er for enhver seriøs internetpolitik). Spørgsmålet er: Hvor og hvordan kan vi dyrke dem?

Individernes bæredygtighed

Sådan lyder samtidens miljøbevidsthed: “Husk at slukke lyset!”.

Hvad der engang var strukturelle økologiske krav er i dag blevet individuelle krav: “Lev med mådehold” – “Husk at lægge pap og papir for sig” – “Lav kun så meget mad du kan spise” – “Find ind til glæden ved det simple liv”. Folk forventer af hinanden at sortere affald og stå i de små hjem for at diskutere om dette nu skal sorteres det ene eller andet sted: “Hvordan er det nu, kan pizzabakker genbruges, når der er madrester på?”

Men det er frem for alt i industrien svineriet sker. Af al den mad der smides ud i fødevaresektoren i USA, står de enkelte hushold for 14% – resten er i produktionen (R. Paulsen, 2010:153). Derfor er det også udenfor hjemmene, at behovet for sorteringen er størst. I England bliver mellem 20-40% af al frugt og grønt afvist før de overhovedet når butikkerne, pga. de høje kosmetiske standarder. Jeg kigger rundt i mit lokale supermarked og funderer på om de “Pink Lady”-æbler jeg kan købe mon har fået den identiske form, fordi procenterne også er identiske i Danmark.

De nuværende løsninger på klimaproblemerne ser altså således ud: Individuelle forbrugere, der skal vælge den rette livsstil, samtidig som de husholder med deres energiforbrug og affald. Resten overlader vi til politiske repræsentanter, der hvert år mødes i store conferencer, som COP15.

 

 

“A clear plate means a clear conscience”. Plakat fra 2. verdenskrig, England

 

 

 

Hvor meget indsigt har vi egentlig i industriens affaldssortering og energiforbrug? Nutildags vil alle virksomheder præsentere sig som grønne, “bæredygtige” og øko. Stort set alle produkter kan sælges som grønne, uanset om de indebærer et enormt spild. Stjerneeksemplet er, at bytte sin velfungerende (men dog svinende) benzindrevne bil ud – og således producere affald – og erstatte den med en helt nyproduceret så kaldt “el-bil” (der får sin strøm fra kulkraftværker og fortsat bygger på hele bilismens infrastruktur).

Jo mere vi snakker om at “slukke lyset” derhjemme, jo mere bliver det “den enkeltes ansvar”. Det betyder, at man pludselig bør huske at købe økologisk (hvis man har råd). Det betyder også – fordi denne type løsning nu virker indlysende – at man pludselig bør huske at købe politisk korrekt (hvis man har tid og resourcer til at sætte sig ind i detaljerne: Hvilken bananplantage der skyder sine fagforeningsmedlemmer, etc. etc.).

Den letteste måde, at få ingenting til at ske på er, at få alle og enhver beskæftiget med det hele på én gang i deres egne små liv.

Den her logik ud betyder, at mennesker i vores samtid ængsteligt siger til hinanden: “Husk nu at spise op fra din tallerken. Tænk på børnene i Afrika“, mens supermarkederne, butikkerne, producenterne, og alle de andre der tjener penge de ting vi køber, smider tonsvis og tonsvis af brugbare ting i containeren. For at ikke “mætte markedet”.

 

“Don’t waste bread!” Plakat fra 1. verdenskrig, England

 

 

Den kommende opstand: Miljøet

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Centralisering i blogosfæren: Tilfældet Modkraft.dk

Generalforsamlingen for de forenede venstreradikale er blevet overendt og myldrer med trolde og vampyrer!

Det lyder måske usandsynligt, men det er konsekvensen af en vis husholdning på internet, hvad vi kunne kalde dårlig internetøkologi: centralisering på internet. I offline sammenhæng har vi at gøre med oprettelsen af en generalforsamling.

Vi kender allesammen mændene der stiller sig op og holder lange taler, den ene association efter den anden, der effektivt afsporer debatterne, og gør alle udmattede. Endnu værre er det, at finde sig selv i den situation. Det er ekstremt pinligt. Pointen er, at vi allesammen kan komme til det at gøre det (omend mænd, og særligt ældre mænd, dog har en mistænksom tendens til at gøre det oftere). I disse dage holdes der lange og associerende og udmattende taler, et vis sted på internet. Med internet fik de venstreradikale nemlig deres løbende og kaotiske generalforsamling: Modkraft.dk.

“Autonomi! Men ikke på internet …

Lad os stille idéen om en generalforsamling op mod to principper som længe har været holdepunkter for anarkister, autonome, libertære og andre venstreradikale: principperne om decentralisering og autonomi. At koncentrere magten på et sted, med én måde at diskutere, bygge og beslutte på, går dårligt sammen med de to principper. Libertære venstreradikale har derfor gjort en dyd ud af, at lade diskussionerne, byggeprojekterne og beslutningerne sive ind i de små møder og sammenstød som livet indebærer. Sådan har libertær politik altid fungeret: gennem at praktisere principperne i hverdagen. Vi foragter repræsentation, og kræver, undskyld etablerer, derfor en direkte politik. Det kræver pr. definition en udspredning af beslutninger, diskussioner og aktiviteter. Okay, så langt så godt.

Bortset fra på internet, tilsyneladende.

Det burde give kognitiv dissonans, at prise de samme idealer om decentralisering og autonomi, når man bruger autoritære teknologier som iPhone og lignende. Eller grundlæggende set blot synes fri software er “fetichering” for “en lille subkultur “, som ikke kan “mobilisere arbejderklassen”. Men nu handlede det om internet. Så det vil vi lade ligge, for at i stedet tage et lidt mere nærliggende teknologisk eksempel, nemlig føromtalte Modkraft, en nyhedssite og generel portal for “den progressive venstrefløj”.

Bloktilskud på Modkraft

Aktiviteterne på Modkraft foregår i stigende grad hos de bloggere, som redaktionen har inviteret til at huse på domænet. De inviterede bloggere får fri rådighed over deres sted på portalen, og læsere er velkomne at kommentere og diskutere med. På mange af blogindlæggene er der livlig diskussion, som regel en 5-10 kommentarer, ofte 30, nogen gange 70. Intet mærkeligt, det er i høj grad styrken ved blogs, og et fornuftigt træk væk fra den tidligere forum-baserede diskussion (som ingen læste). Modkraft kalder initiativet for »Bloktilskud: bevillinger eller tilskud, der kan anvendes frit af modtageren, uden at betaleren stiller krav til anvendelsen«

Redaktionen bag Modkraft bestemmer ikke hvad der skal stå, sådan er det jo med blogs. Til gengæld vælger de, hvem der skal skrive. Dette skaber tilsyneladende en række forventninger hos læserne, der antager og kræver en masse af bloggerne. De i bogstavelig forstand ændrer læsernes adfærd, og skaber forudsætningerne for forvandlingen til trolde, grå vampyrer og minotaurer. Ahvad? Lad os kort snakke økologi på internet.

Trolde på internet

Troldet er nok det mest kendte eksempel på internettets bæster, hvortil de grå vampyrer og minotaurerne også hører. Troldets mest elskede økologier er kommentarspor og forummer, hvor den nyder at vise, at den minsandten ikke deler de øvriges entusiasme – troldet positionerer sig i modsætning til en fan. Derfor kræver troldet vidner – de andre der læser dets troldning, den energi som troldet lever på. Troldet kan være aggressivt, og uhæmmet i sin kritik. De er krævende, petitesse-fokuserede, negativistiske, auto-kritiske, energi-drænende, autistiske i deres empati-evne, og utroligt lydige i deres læsning – de forventer sig en masse af bloggeren, og afkræver derfor lige så meget. Frem for alt kræver troldet bekræftelse på sin evne til at lede al energi i dets egen retning, og således ødelægge fx en blogs kommentarspor.

Lad os tage et eksempel. Eskil Halbergs blog er en af de blogs jeg som regel læser på Modkraft. Indlæggene er ikke så lange, og har ofte aforistisk karakter. De er små akademiske eksperimenter  eller poetiske undersøgelser af en bestemt tankegang. Kommentarsektionen er dog som regel enorm: blogindlæggene lader til at skabe en mængde reaktioner, som det er frugtbart at forstå gennem et internetøkologisk perspektiv. Eskil Halbergs seneste blogindlæg følges af disse 4 kommentarer:

—Mener du virkelig, at “friheden blev bange for sig selv” i forbindelse med at hamas blev valgt? Er det din forklaring på forholdene i den region – og vestens forhold til hamas etc?

—mener du virkelig at kongens fald skyldes liberalismen? Er det din forklaring på den franske revolution?

—Hvor er det med Johanne og frihed trygt henne ?

—Så, Eskild, det er noget ustyrligt vrøvl, du skriver. Liberalismen er ikke et styresystem, men en ideologi. Ifølge denne ideologi [… lang udredning følger]

Centralisering af blogosfæren

Problemet ved at Modkraft centraliserer blogosfæren er, at det giver en illusion om, at man ikke kan starte sin egen blog. Derfor flokkes alle anti-autoritære venstreradikale til Eskil og de andre bloggere, og bliver straks forvandlet til trolde.

Læsere har nemlig kun ét centralt sted at søge hen, hvis de vil læse blogs fra den politiske venstrefløj. Der eksisterer muligvis andre, men at folk ikke lader til at kende dem – selv kender jeg heller ikke rigtigt noget – er en effekt af dette, af centraliseringen. På Modkraft refererer bloggerne nemlig intensivt til hinanden: de svarer på hinandens debatindlæg, som kommentarer og i selvstændige blogindlæg. De byder hinanden velkommen, og det gør vi læsere også. Der opstår også deciderede temaer over visse perioder, som da mindst en 5-6 blogs diskuterede hvad begrebet “almindelige mennesker” mon kunne betyde.

Til gengæld refererer bloggerne stort set aldrig ud af Modkraft. Det fastholder portalens karakter af generalforsamling, hvor man kan få et indtryk af, at alle diskussioner skal være relevante, og alle blogs skal tage netop de emner op, som jeg synes er aller vigtigst. Og det giver de associerende agiterende marathon-talende ældre mænd alt for gode forhold til at trolde. Indrømmet, alt dette optager mig endnu mere, eftersom bloggen her netop er en del af det internet, der ekskluderes i en sådan centralisering. Alle vi der bliver udmattede af generalforsamlinger.

Økologien i kommentarsporene på Modkraft kræver, som alle andre blogs, en eller anden form for husholdning. Det indebærer en form for internetdannelse hos først og fremmest bloggeren, men også de øvrige læsere: bl.a. fodres internettrolde alt for ofte, så de vokser. I de fleste situationer er det bedst bare at ignorere det. Eller som Eskil selv svarer til et meget krævende trold: “Jeg skylder dig ikke noget” – Nej, man skylder ikke at redegøre alle mulige teoretiske detaljer og liberalismens historie fra en eller anden læsers perspektiv. Det er udmattende. Jeg bliver meget udmattet af trolde og grå vampyrer. Jeg bliver næsten selv forvandlet til en, det er en energi der trækker ens evne til at kommentere ned i et sort hul, hvor ingen empati råder, og hvor alting læses gennem en kantet monokel.

Flere offentligheder, færre trolde

Jeg foreslog Eskil, at næste gang den første kommentar til en af hans blogs lød  “Hvorfor skriver du om X, hvorfor skriver du ikke om Y i stedet?”, kunne han svare:

“Hvorfor skriver du ikke selv om Y? Det er bare at starte en blog på www.wordpress.com eller www.blogger.com og så skrive en artikel om alle de ting jeg skriver forkert, og redegøre for alle de mange detaljer ved liberalismens historie osv. Og bagefter så går man ind i mit kommentarspor og lægger et lille “hyperlink” (Det er dem der gør internet til internet!). Så finder læsere med fælles interesse dit indlæg. Og måske kan det være jeg linker tilbage en god gang jeg synes det er en interessant samtale. Det er sådan offentligheder skabes på internet – ikke ved at flokkes i et kommentarspor og kræve, myrekneppe og auto-kritisere.

At starte egne blogs og linke til hinanden, er en helt basal måde at sprede diskussionerne ud i mindre offentligheder (decentralisering), der stadig hænger sammen gennem de ting vi alligevel har til fælles (det opstår gennem netværket). At blogge selv kan blot betyde, at undlade at lægge den lange kommentar om alt det som Eskils blog “burde” have handlet om, og i stedet copy + paste + publish + linke tilbage fra ens egen blog. Således kan man deltage i samtalerne med længere indlæg, holde en løbende tema over et antal indlæg, og holde et specifikt fokus (på liberalismens historie whatever).