Folkevælde

På dansk har vi endt med den lidt uheldige oversættelse af demokrati som folkestyre. Men demokrati har ikke lige som monarki, hierarki og oligarki sin rod i det græske ord for styring (-arki).

Der findes heldigvis endnu ikke noget ‘demo-arki’, selvom vores tid er så optaget af få “folk til at styre sig selv”. Demo-arki ville  være navnet på en regeringsform uden regenter, evt. en måde at regere på ved at gøre alle til konger (i stedet for at umuliggøre det, der gør folk til konger).

Demokrati betyder ikke folkestyre. Demokrati betyder folkevælde. Krati, ikke arki.

Når man kigger Den Danske Ordbog igennem vil man finde, at -krati er blevet synonymt med -arki, dvs. styring eller styreform. Som om der ingen forskel var, men blot to forskelligt lydende græske ord for det samme. Men roden –krati har sin egen historie og stammer fra Kratos, den græske gud for styrke og magt.

Aristoteles bemærker i sin Politik, at en græsk bystats forfatning normalt var afhængig af militærets fremherskende våben: Hvis det var et kavaleri, ville det være et aristokrati, da heste er dyre. Hvis det var hoplitter, sværtbevæbnede fodsoldater, havde det været et oligarki, da ikke alle havde råd til rustning og uddannelse. Hvis dets magt var baseret på flåden eller det lette infanteri, kunne man forvente et demokrati, da alle kan ro eller bruge en slynge. Med andre ord, hvis en mand er bevæbnet, er man virkelig nødt til at tage stilling til hans meninger. Man kan se, hvordan dette udspillede sig mest utilsløret i Xenofons Anabasis, der fortæller historien om en hær af græske lejesoldater, der pludselig bliver lederløse og fortabt midt i Persien. De vælger nye officerer og stemmer dernæst i fællesskab om, hvad de så skal gøre derfra. I situationer som denne, selv hvis afstemningen var 60/40, ville alle kunne se magtbalancen og hvad der ville ske, hvis det rent faktisk kom til et slag. Enhver stemme var, på en meget virkelig måde, en erobring.

Romerske legioner kunne på lignende vis være demokratiske: Det var hovedårsagen til, at de aldrig fik lov til at komme ind i Rom. Og da Machiavelli genoplivede ideen om en demokratisk republik ved den “moderne” æras daggry, vendte han øjeblikkeligt tilbage til ideen om en bevæbnet befolkning.

Det kan til gengæld hjælpe med til at forklare begrebet “demokrati”, som lader til at være blevet opfundet som et fornærmende udtryk af dets elitære modstandere: Det betyder bogstaveligt talt folkets “magt” eller endda “vold”. Kratos, ikke archos. De elitister, der opfandt begrebet, tænkte altid demokratiet som noget, der ikke lå langt fra gadeoptøjer eller pøbelvælde; skønt deres løsning selvfølgelig var nogen andres permanente erobring af folket. Og da det lykkedes dem at undertrykke demokratiet af den grund, hvilket var ganske normalt, så havde det ironisk nok den følge, at det netop var gennem gadeoptøjer, at befolkningens vilje blev kendt, en praksis der blev ganske institutionaliseret i, lad os sige, Romerriget eller 1700-tallets England. (David Graeber, 2016. Brudstykker af en anarkistisk antropologi, OVO Press, s. 103-4)

At stemme eller at ikke stemme

Et par tanker apropos det her med at stemme eller at ikke stemme.

Der er i Danmark en ganske høj stemmeprocent ved folketingsvalgene (86,6% ved valget i 2007). Er det forkert at påstå, at de fleste vil betragte resten, der undlader at stemme, som enten dovne eller uvidende? På samme defineres blanke stemmer ofte som “ved ikke”, altså igen en mangel på holdning – noget afstemningen om Tronfølgeloven ændrede radikalt på, eftersom knap halvdelen af de negative stemmer var blanke (eller ornamenterede med kruseduller, der ironiserede over “valget”).

Men en del af de, der undlader stemme, gør det også helt bevidst. De nægter simpelthen at stemme. De er “anarkister” og har et passioneret had til den parlamentariske demokratiform.

Vi kan hurtigt udelukke, at grunden til at ikke ville stemme formodentlig ikke er praktisk. Akten tager omkring en time hvert fjerde år, givet at man virkelig er totalt ligeglad, og bare går ned og sætter et beskidt kryds på Enhedslisten (som mange anarkister deler langt de fleste synspunkter med – altså bortset fra, at Enhedslisten arbejder parlamentarisk). Det tager lidt længere tid, hvis man skal overveje sit kryds, dvs. tage processen og “valget” mellem de forskellige partier som relevant. Mange kan nok blive enige om, at folketingsvalget i mange tilfælde er et ganske fattigt valg, dvs. der er seriøs mangel på valgmuligheder. I mange politiske emner er stort set hele folketinget enige, fx at vi skal fortsætte med at arbejde (mere), at migrationen skal begrænses, at der skal straffes hårdere, at velfærd kommer gennem økonomisk vækst, og at ejendom er enten af privat eller offentlig art, for at bare nævne et par stykker. Der er derfor god grund til at være afmægtig ved et kommende folketingsvalg. Der er nemlig ikke meget at vælge mellem.

Men nej, det handler ikke om den slags konkrete afvejninger af det parlamentariske udbud: De omtalte anarkister nægter at stemme af princip. Jeg nævner tre af dem her, for at samtidigt diskutere dem.

Det giver dig beskidte hænder

Et argument har en æstetisk tone: Man vil ikke have beskidte hænder. Vi har altså at gøre med “rene” anarkister. Det handler om at opretholde en konsistent politisk ideologi, hvor livsførelsen er helt i overensstemmelse med den utopi man vil indstifte. Man skal “ikke begive sig ind i samarbejder med staten”, den vil blot korrumpere dig eller opsuge al værdi du måtte skabe. De der vil gøre alt for at undgå den risiko er ofte den type anarkister, der bestræber sig på at “stå uden for magten”. Derfor bliver de blinde for den magt de selv producerer. De mister altså paradoksalt deres magtperspektiv, blot indadtil. Men først og fremmest bliver de fremmedgjorde overfor den magt de kunne producere. En sådan anarkisme, der har øjnene på sin egen magt (en slags poststrukturel anarkisme, eller postanarkisme?), betragter ikke magt som hverken godt eller dårligt i sig selv. Magt er derimod produktivt: Det er forudsætningen for at skabe (og omstyrte) sammenhænge.

Det er en illusion

Et andet argument: “Det nytter alligevel ikke noget”, siger de rene anarkister. Og ligegyldigt hvad man stemmer, så “vinder regeringen”. Og ja, det er sandt, regeringen vinder altid (være den rød, blå, brun eller orange). Parlamentariske processer er iboende reaktionære: De inviterer på ingen måde til at afskaffe regeringsformen. Men er dette ikke også at have for store forventninger til det parlamentariske demokrati? De parlamentariske valg, siger de rene anarkister, blokerer blot for “virkelig forandring”. Virkelig forandring kommer derimod gennem udenomsparlamentarisk politik. Derfor bør man alene og udelukkende bedrive udenomsparlamentarisk politik, mener de. Enten-eller. Hvad den rene anarkiske tænker er altså sort-hvidt, hvilket måske nok er naturligt, når man er parlamentarismens fattige. Enten er man fuldstændigt solgt til det parlamentariske demokrati, eller også opgiver man helt at beskæftige sig med det. Et klassisk anarkistisk slogan i den rene ånd lyder:

“The election is an illusion / direct action is our solution” (fungerer i øvrigt på dansk også: Valget er en illusion / Vores løsning er direkte aktion)

Det legitimerer

Et tredje argument som ofte høres er, at man ved at stemme “legitimerer” det parlamentariske system. På den måde køber de rene anarkister tanken om, at det parlamentariske system først og fremmest repræsenterer dem. “Hvis 90% af befolkningen stemmer til folketingsvalget, så betyder det, at 90% af befolkningen fuldt støtter det parlamentariske demokrati”, siger de rene anarkister. Hvilken ironi! I stedet bør det parlamentariske demokrati ses som, for det første, én ud af en mængde demokratimodeller, der allerede eksisterer sideløbende, fx: hjemmets og kooperativets konsensusdemokrati, supermarkedets og børshandlens byttedemokrati, bestyrelsens og foreningens repræsentative stemmedemokrati, “gadens parlament”, for at bare nævne et par stykker. Det går fint at fremelske deres rolle i samfundet, samtidigt som man går ned og lægger sin stemme ved folketingsvalget hvert fjerde år. Kære rene anarkist, du behøver ikke at føle dig som hykler. Vær ikke bange for at blive beskidt af at komme i lag med det parlamentariske system. Dagen efter har du alligevel glemt det, det er jo ligegyldigt, ikke sandt?

Nej, det parlamentariske system er ikke et effektivt system til gennemgribende forandringer. At det er ineffektivt betyder dog blot, at vi bør have lave forventninger til det – ikke reagere ved at “boykotte” det. I stedet bør vi fortsætte med at fremelske de demokratimodeller vi gerne vil have, og samtidigt beskæftiger vi os med repræsentative systemer over alt med ambivalens: på den ene side undergraver og modarbejder det, på den anden side tilfredsstilles af det og samarbejder med det, på den tredje side (ja, der er tre sider af sagen!) går helt ind i dets system, for at lære det at kende, så vi kan hacke dets kredsløb.