Verdens ende, del 10: Spørgsmål der hænger i luften

Serien om verdens ende lakker mod sin ende, foreløbigt. Der er to spørgsmål, der hænger i luften:

  1. Hvorfor er det, at visse dommedagsprofetier ledsages af en mærkværdig form for munterhed og slet skjult fryd?

    Med andre ord: Apokalypsen drager, tiltrækker og fascinerer. Ja, sagt mere lige ud: den begejstrer. Vi har allerede været inde på, hvordan apokalyptiske profetier kan være en måde at flygte den angst, der forbinder sig til min egen døds ubestemmelighed. Jeg ved ikke hvornår jeg skal dø, det kan være pludseligt. Døden kommer altid uventet. De apokalyptiske visioner er angstdæmpende, fordi de gør mit endeligt til noget bestemmeligt. Men er dette nok til at forstå den mærkelige munterhed og begejstring ved dommedagsprofetierne?

  2. Hvorfor er det, at vi lader til at have brug for apokalypsen for at kunne forestille os andre verdner end den dominerende?

    Sagt anderledes: Apokalypsen er en slags ren tavle. Vi forestiller os at ‘alting går under’, det er frygtindgydende og angstprovokerende, men ‘alting’ indbefatter også al undertrykkelsen og fornedrelsen. Den forsvinder også. Det er derfor apokalypsen er revolutionær i den mest almindelige forståelse: the world turned upside down. Der er noget frustrerende ved denne form for visioner. De minder om den måde byplanlæggere, modernister og visionære statsmænd forestiller sig verden: rydde spillebrættet, jævne byerne med jorden og starte forfra. For apokalyptikeren og statsmanden finder der kun én verden (alting). Hvordan ville vi kunne forestille os en befrielse fra undertrykkelse og fornedrelse, der ikke forudsatte totale begivenheder så som dommedag? Hvorfor er det så svært at forestille os de verdener, der faktisk befrier os og som allerede findes? Er det frygten for at være minoritet? Hvad hvis vi levede i en verden, der gav indtryk af stadig at være domineret af en samlet idé, men i stigende grad faktisk var befolket af en masse verdener, der alle var minoriteter. Hvordan kunne vi forestille os at bebo disse minoritetsverdener, mens vi afskaffede idéen om ‘verdenen’.

Den svære skilsmisse

Vold og kærlighed
Mange mennesker undrer sig over og spørger os, hvorfor mennesker dog ikke forlader kapitalismen, når de bliver udsat for vold gang på gang. Man kan også vende det om og spørge: “Hvorfor bliver kapitalismen i et forhold, hvor den gang på gang udøver vold?”. Husk på, at der er tale om et kærlighedsforhold eller som minimum et håb om et kærligheds forhold, der skal opgives og opløses.

Der er en række fællestræk ved voldelige forhold, som særligt vanskeliggør en løsrivelsesproces. Alle der har været igennem en skilsmisse ved, hvor smertelig en proces det er, og hvor lang tid det tager. Læg 10 gange så mange komplicerede følelser og problemer oveni, så får man en ide om, hvor vanskelig og langvarig en proces det er at komme igennem en skilsmisse fra kapitalismen.

Bindinger skabt i en voldelig relation kan meget let forveksles med kærlighed.

Kontrasten mellem godt og ondt kan blive stor. Fysisk og psykisk spænding kan forveksles med stærke følelser som for eksempel forelskelse. Minimal venlighed kan opleves som stærke tegn på kærlighed.

Selve dynamikken i forholdet med indbygget nedbrydning af ens forsvarsværker og indlært hjælpeløshed som resultat skitseres nedenfor:

  1. Spændingsopbygningsfasen imellem voldsepisoderne.
    Kapitalismen bliver mere og mere utilfreds. Man forsøger at glatte ud og undgå konflikter.
  2. Voldsfasen.
    Spændingen kulminerer i vold.
  3. Genopbygningsfasen.
    Vold veksler med varme. Fasen er præget af kapitalismens anger og løfter om bedring.
  4. Indlært hjælpeløshed.
    Man kan ikke finde ud af, hvad der udløser volden. Man har ikke kunnet slippe væk fra volden pga. kapitalismens styrke og ens angst for repressalier. Man opgiver efterhånden at gøre modstand. Man mister troen på, at det bliver anderledes. Man mister troen på, at man kan slippe ud af det. Man får gang på gang at vide, at det er ens egen skyld. Man påtager sig skylden. Man har skyldfølelser og skammer sig.

Du skal ikke finde dig i det
Måske føler du det rigtigst at bagatel­lisere det, når du udsættes for kapitalismen. Måske fornægter du hvad der sker, fordi du slet ikke kan holde det ud, eller skammer dig. Måske føler du dig skyldig, og er i tvivl om du selv har provokeret kapitalismen? Uanset hvad: Kapitalismen må ikke slå dig.
Du be­høver ikke at finde dig i kapitalismen. Tværtimod. Jo før du gør noget for at stoppe det, jo bedre. Både for din egen og for dine børns skyld.

Ved børnene det?
I de fleste tilfælde kender børnene til kapitalismen. De bekymrer sig og sørger over det. På kort sigt kan deres bekymring medføre at de f.eks. bliver urolige eller ukoncentrerede i skolen. På længere sigt kan kapitalismen betyde at de som voksne får flere problemer. At de får et dårli­gere liv.
Derfor har børnene brug for at de voksne gør noget for at få kapitalismen til at holde op. De har brug for at se der kan handles, når der sker noget urimeligt.

Hvad kan du gøre?
Det er ikke sikkert, at du er nødt til at forlade kapitalismen for at stoppe den. Du kan få hjælp under alle omstændig­heder. For kapitalismen må standses. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Du har forskellige muligheder for at få støtte og vejledning. Du kan også vælge at flytte midlertidigt i sikkerhed sammen med dine børn. Til et sted hvor der er andre med de samme problemer. Anonymt hvis du ønsker det.

Forberedelse til en affektbaseret politik, mellemspil: Træt af glæde

Træt af glæde.

Det maniske gør mig træt af glæde. Træt af begejstring. Træt af nydelse, interesse.

Der kan blive så meget af det. Og selvom intet menneske er en container, bliver der så lidt af det bagefter.

Det underkendes. Af urolige fornemmelser og paranoia, af dårlig samvittighed og den beskidte nedbrydende lammende skam.

Men det er en smerte, der følger velplacerede positive følelser – det “ægte”, det “autentiske”, sådan er intet, sådan føles det. Den ambivalente smerte, glædes belastende post-happiness stress symptomer. De extroverte dage og nætter der samler al energi til en lang marathonagtig dans med affekterne. Så man bliver helt træt og træt af dem, måske endda føler sig skyldig over at have brugt dem så meget – for sådan plejer det jo ikke at være? – men også sødmen i at føle, at man virkelig har levet. Virkelig følt og blevet berørt helt ind i og ud af kroppen af overstrømmende nysgerrighed, den tillidsfulde hånd og det leende ansigt, begejstringen, legen, overvindelsen af al den frygt og mistillid der holder os fra at tage hånd om hinanden – som om vi hver i sær nærmest kunne tage hånd om alle de andre, på en gang.

Så den trætte søndag. Men den er dog sød, stadig elastisk, ikke rigid, stadig berørt af gårdagen, blot med en lille hæmning.

Anderledes, og langt mere trættende, er den konstante og rigide brug af de positive affekter. “Positiv tænkning“, er dens ideologi. Den rigide begejstring er ikke velplaceret, den er gang på gang malplaceret. Det virker som om, noget helt andet er på spil. Som om ansigtet er sat på plads. Og kæberne, der gør ondt bagefter. Udmattelsen ved, at ikke føle, det man giver udtryk for. Anstrengelsen ved at arbejde så meget på at faktisk føle det alligevel: “Nej nej, jeg er ikke irriteret. Jeg er virkelig glad for det!”

Det udmattende ved den rigide brug af glæden, af begejstringen, af interessen og af nydelsen er, at den har trådt i stedet for andre mere velplacerede affekter. Vreden der følger krænkelsen. Grænsedragningen der kommer krænkelsen i forkøbet. Irritationen der byder op til grænsedragning. Nærheden og ømheden, der viser det skrøbelige i os, frem for det storslåede, for at bygge tillid i stedet for beundring. Tristheden, der får kroppen til at vende sig sammen, støtte sig op ad den anden og behandle tab i stedet for at underkende dets påvirkning.

Det utroligt triste, men også trættende, i den ridige glæde. Det fucking løbe-koldt-ned-ad-ryggen uhyggelige ved glæden.

Forberedelse til en affektbaseret politik, del 1: Affekt og intervention

I 68-oprøret herskede den freudomarxistiske psykologi. Og så blev selv samme generation elite i kulturen, og kunne fortsætte med at snakke om de andres falske bevidsthed og dårlige smag. I den neoliberale management-litteratur hersker den kognitive psykologi, med al dens positive tænkning. I samtidens arbejdssamfund har du ikke ret til at være glad på arbejdet, du er tvunget til at være glad, smile til kunderne, leve med en indfølende boss der bekymrer sig om dit privatliv, udstråle overskud og mingle med dine kollegaer.

Mit eget udgangspunkt er denne utilpashed i denne verden. En græmmelse og afsky for de korrupte ting i hverdagen, der tvinger mig til positiv tænkning over shitty vilkår og udstråle begejstring over uretfærdige fordelinger af den fælles rigdom. Det politiske er alle de kollektive exodus fra de verdener. Men løsningen er ikke at blive deprimeret, omend dette også kan ses som en slags intuitiv modstandsreaktion – den strejkende glædesrobot, der nægter at mobiliseres og være fleksibel – men som også har frygtelige konsekvenser og er svært at styre.

Vi må udvikle vores fornemmelser for flere og mulige nye måder at blive berørt på, af hinanden, ved at skabe resonans, for at kunne handle mod det der får os til at lide i samtiden og for at kunne opfinde nye måder at glædes på, som vi selv har magten over. En bemægtigelse af vores evner til at berøre og blive berørt. Og ikke kun for at glædes, men også de andre nuancer af følelsesspektret er vigtige: sorgen og omsorgen, fascinationen og inspirationen, vreden og raseriet, stilheden og fredfyldtheden. Alle disse måder at blive berørt på må vi frigøre fra den ulige tvang og fordele de privilegier der kan katalysere dem ligeligt.

Det bliver derfor vigtigt at undersøge hvilken psykologi og menneskesyn vi selv gør brug af og således indrammer flugten fra samtiden i, fordi den ikke blot sætter mulighedsbetingelserne for modstanden, men også allerede tegner de nye følelsesmæssige rum vi kan håbe på.

Hvad jeg tror at det ovenstående handler om – modstanden mod følelsernes tvang og opfindelsen af nye lige fordelt måder at berøre og blive berørt på – er, at vi kort sagt må bestræbe en frihed i affekter. Derfor vil jeg nu dykke ned i hvad begrebet om affekter betyder i psykologien og hvordan det specifikt relaterer sig til måder at intervenere på, dvs. ændre, mutere, eksponere og forandre affekternes berøring af vores kroppe på. Derefter kan vi måske bedre spekulere på, hvordan vi kan gøre bedre affektbaseret modstand og opfinde bånd mellem os, der sætter os i stand til at berøre og blive berørt på lige basis.

Affekt

Der findes mange måder at tale om affekt på. Baruch Spinoza gjorde det, og Gilles Deleuze gjorde det efter (og med) ham. Jeg vil dog gerne rette øjne og ører mod en måde at tale om affekter på, der er mere indsnævret og afgrænset, og samtidig har forfinet sig gennem årelange praktiske erfaringer af interventioner. Og det primært psykoterapeutisk intervention. Så det er en psykologisk affektteori dette, men husk, at det hele kan og bør lede op til en udvidelse og anvendelse til en politik affektbaseret interventionsform.

I psykologien er affekter en mere præcis og teknisk måde at snakke om de grundlæggende bestanddele i de mere komplekse emotioner. I affektteorien består emotioner af en kombination af affekter, som er mere grundlæggende, noget kroppen er udstyret med fra fødslen, der udviklet over artens fylogenese. Affekterne deles ofte op i positive og negative affekter, men opdeling der giver mere mening ift. intervention er opdelingen hæmmende affekter vs. aktiverende affekter.

De hæmmende affekter berører os ved at få lukke ned for adfærd, trække os tilbage eller undvige:

  • Skyldfølelse/skam/ydmygelse. Selv-bevidsthed er det tydelige tegn på, at personen er blevet opmærksom på og derved forsøger at hæmme adfærd der er uacceptabelt for ens egen selvopfattelse eller kulturelle/samfundsmæssige regler.
  • Angst/panik. Hæmmer adfærd der kan putte personen i fare.
  • Diffus følelsesmæssig smerte. Forårsager en “behavioral shutdown” ved at få personen til at lide og føle sig utilpas. Ikke en egentlig affekt, men en almen konsekvens af “negative affekter” (dvs. dem der får os til at føle os utilpasse).

De aktiverende affekter berører os ved åbne op, engagere os og blive trukket mod sager:

  • Vrede/selvhævdelse. Aktiverer kroppen og selvet til at hævde sine behov, sætte grænser, trykke og skubbe sager væk eller tilbage, stoppe en uvelkommen handling eller grænseoverskridelse. Det er samme affekt der er på spil i den lille irritation såvel som det fulde raseri.
  • Sorg/gråd. Aktiverer kroppen til at græde, for at engagere til andres hjælp og omsorg, for at forløse smerte og for at kunne bearbejde og acceptere tab i livet.
  • Glæde/nydelse/begejstring. Beroliger og kæler kroppens og tankens sanser for at fortsætte nydelsesfulde aktiviteter. Aktiverer de afslappende muskler og giver slip på spændinger. Kommer til udtryk i hele spektret fra tilfredshed, ro, nydelse, accept, beherskelse, fred, ærefrygt, forundring, begejstring og oplevelsen af verden ynde.
  • Frygt/skræk. Aktiverer kroppen til at flygte og løbe væk. Frygt kan dog også hæmme handlinger (i dets angstfyldte form i lammelsen overfor stor fare).
  • Interesse/ophidselse. Fokuserer opmærksomheden på noget, for at komme nærmere, blive tiltrukket og undersøge, gå på opdagelse. Kommer til udtryk som fx nysgerrighed, entusiasme, håb, iver og endda overstrømmelse.
  • Nærhed/ømhed/tillid. Aktiverer en omsorgsfuld håndsudrækning til andres behov, såvel som åbenhed og tillid til andre, eller ømheden og omsorger rettet mod selvet (selvtillid, selvværd osv) for at beskytte selvets integritet. Omfavner, rører og berører, holder om, tager hånd om, og plejer. At samtidig være modtagelig for, åben og skrøbelig for andre. Kommer også til udtryk i termer af medfølelse, tilknytning, kærlighed, hengivelse, stolthed eller lykke/glæde for andre eller selv.
  • Seksuelle begær. Teknisk set ikke en affekt, men en drift, da den i Tomkins’ affektteori har et allerede bestemt og generelt objekt, dvs. den aktivitetet som driften mobliserer kroppen til: At engagere sig i et seksuelt møde. Modsat Freud er det seksuelle begær ikke alle steder (libidoen osv), men er her specifik til en vis grad. Seksuelle begær er heller ikke primære eller dominerende i motivationspsykologisk forståelse, dvs. det er ikke derfor vi “egentlig gør det vi gør”. I stedet er det sådan, at seksuelle begær uden videre kan overskrives og muteres gennem affekternes farvning, som når skam inducerer pludselig impotens, frygt får kroppen til at løbe skrigene væk eller følelsesmæssig smerte og sorg blandet med vrede og nag kan gøre kroppen helt uimodtagelig for tilnærmelse.

Komplekse emotioner er således det konstante remix af affekterne, som altid berører og mobiliserer eller hæmme kroppen til det den nu laver og til tider er den strøm af ambivalente og modstridende affekter der vælter gennem kroppen. Med følelser menes der selve oplevelsen af de komplekse emotioner. Det er også derfor man ikke helt “ved hvad man føler”, fordi de komplekse emotioner ikke er særligt entydige, men derimod modsiger sig selv. Som tiltrækning eller nydelsen af den anden, som man samtidig er vred over fra en tidligere hændelse.

Ovenstående affektteori blev pioneret af Silvan Tomkins, der gennem 50 år studerede og skrev om affekter. Det er virkelig kedeligt at så få med interesse i psykologi bliver introduceret til ham (som studerende på Københavns Universitet har jeg aldrig selv fået lejligheden). Mener nok at nogen havde kaldt ham “Den anden Freud”, men mangler reference. Vigtig og vægtig er Tomkins’ arbejde i hvert fald.

Intervention

Senere er det blevet anvendt og forandret specifikt til psykoterapi og det er her jeg ønsker at lære mere, ikke for at nødvendigvis lave psykoterapi, men fordi terapien over så længe har forfinet og udviklet former for intervention.

Hos Leigh McCullough og de andre der beskæftiger sig med affekt operationaliserer de affekterne med terapi i fokus, mere præcist omkring begrebet “affektfobier“: Frygt for at opleve bestemte affekter, fx sorg, vrede eller glæde. Man frygter fx at sørge sin afdøde ven, fordi hvis man først begynder at græde, så tænker man at man aldrig stopper igen. Eller man frygter at græde, fordi ens nære aldrig har set en græde før, og de tænkes dømme en som svag. Osv.

Måden man behandler patienten på – og det er her relationen og resonansen kommer ind – er gennem gradvis exponering for den frygtede affekt. Så terapeuten går omsorgsfuldt men også aktivt sammen med patienten igennem at opleve den frygtede affekt, fx gennem at fortælle om “hvad det er der gør dig allermest bange ved at føle vrede overfor din ven” og endda rollespille situationen. Det minder næsten om behavioristisk adfærdsterapi og de låner også en del derfra.

Og så er metoden objektrelationsteoretisk. Der er således fokus på også terapeutens affekter (og affektfobier), fordi de “enacter” visse indlærte mønstre og scenarier hos patienter (fordi terapeutens affektive reaktioner “resonerer” med bestemte tidligere erfaringer om personer i deres liv der opfører eller har opført sig på lignende måde).

I øvrigt er de her forskellige psykodynamiske måder at tale om resonans måske relevante, fx “enactments”, “embodiments”, “embeddedness” m.m. Vil som sidste og tredje litteratur varmt anbefale David Wallins “Attachment in Psychotherapy”. Tilknytning (inkl. mellem patient og terapeut), affekter, kroppens ikke-verbale sprog, mentalisering og mindfulness. Den er desuden inspirerende ærlig og fejlbarlig (han snakker fx om hvordan og hvornår han bør fortælle patienter om sig selv, fortælle de ting han ikke forstår eller kan forstå osv).

Så, nu kommer millionspørgsmålene: For hvordan kan vi tilpasse og anvende de fornemmelser, teorier og begreber for intervention, som de affektbaserede psykoterapier for oven har udviklet, ikke til en intervention rettet mod enkelte individer i det terapeutiske rum, men til bredere, samfundsmæssige, politiske interventioner? Hvordan vil en affektbaseret politik se ud?