Verdens ende, del 10: Spørgsmål der hænger i luften

Serien om verdens ende lakker mod sin ende, foreløbigt. Der er to spørgsmål, der hænger i luften:

  1. Hvorfor er det, at visse dommedagsprofetier ledsages af en mærkværdig form for munterhed og slet skjult fryd?

    Med andre ord: Apokalypsen drager, tiltrækker og fascinerer. Ja, sagt mere lige ud: den begejstrer. Vi har allerede været inde på, hvordan apokalyptiske profetier kan være en måde at flygte den angst, der forbinder sig til min egen døds ubestemmelighed. Jeg ved ikke hvornår jeg skal dø, det kan være pludseligt. Døden kommer altid uventet. De apokalyptiske visioner er angstdæmpende, fordi de gør mit endeligt til noget bestemmeligt. Men er dette nok til at forstå den mærkelige munterhed og begejstring ved dommedagsprofetierne?

  2. Hvorfor er det, at vi lader til at have brug for apokalypsen for at kunne forestille os andre verdner end den dominerende?

    Sagt anderledes: Apokalypsen er en slags ren tavle. Vi forestiller os at ‘alting går under’, det er frygtindgydende og angstprovokerende, men ‘alting’ indbefatter også al undertrykkelsen og fornedrelsen. Den forsvinder også. Det er derfor apokalypsen er revolutionær i den mest almindelige forståelse: the world turned upside down. Der er noget frustrerende ved denne form for visioner. De minder om den måde byplanlæggere, modernister og visionære statsmænd forestiller sig verden: rydde spillebrættet, jævne byerne med jorden og starte forfra. For apokalyptikeren og statsmanden finder der kun én verden (alting). Hvordan ville vi kunne forestille os en befrielse fra undertrykkelse og fornedrelse, der ikke forudsatte totale begivenheder så som dommedag? Hvorfor er det så svært at forestille os de verdener, der faktisk befrier os og som allerede findes? Er det frygten for at være minoritet? Hvad hvis vi levede i en verden, der gav indtryk af stadig at være domineret af en samlet idé, men i stigende grad faktisk var befolket af en masse verdener, der alle var minoriteter. Hvordan kunne vi forestille os at bebo disse minoritetsverdener, mens vi afskaffede idéen om ‘verdenen’.

Verdens ende, del 7: Permanent undergang og frelse

Der findes en kristen måde at fortolke den lange apokalypse på.

”Verdens undergang er en permanent virkelighed, der konstant gentager sig”, sagde en russisk-ortodoks teolog engang.

Der er altså katastrofen, og så er der frelsen.

Alle historiens vendepunkter kan analyseres ud fra dette skema, dvs. kampen mellem det gode og det onde. For den apokalyptiske kristne er det en kamp det gode vinder, hver gang nogen åbner sit hjerte til Jesus.

‘End of the World’, del 2: Fejlslagne profetier og fanatisme

For mere end halvtreds år siden skrev Leon Festinger When Prophecy Fails om en gruppe apokalyptikere, der opgav alle sine verdslige besiddelser, forlod sine familier og opfordrede andre at gøre det samme for endelig at forberede sig på den store syndflod.

Dommedagen skulle finde sted og udslette verden en decemberdag i 1954. Gruppen selv ville blive reddet af rumvæsner. For medlemmerne var alt derfor sat på ét bræt.

Da profetien slog fejl, og dommedag ikke fandt sted, skete det mærkværdige: De blev ikke mindre men mere sikre i sine profetier. Festingers studie byggede på tesen om, at det psykologiske begreb kognitiv dissonans kunne forklare dette.

Frygten for at være hykler

Kognitiv dissonans er et slags ubehag eller en uro, der opstår når man har en forestilling om sig selv eller verden og præsenteres for en modstridende forestilling. Det kan være ydre omstændigheder, der pludselig peger på noget, man ikke havde taget til efterretning, eller at man blive gjort opmærksom på en modsætning ved ens forestillinger. ”I siger det er vigtigt for jer at bruge meget tid med jeres børn, men samtidig snakker i næsten kun om jeres karriere – hvordan hænger det sammen?” “- Jamen, vi grunden til at går så meget op i vores arbejde, er for vores børns fremtids skyld.”

At blive præsenteret for modstridende evidens for sine forestillinger, og så konkludere, at ens forestillinger må være så meget desto mere sande, det er paradokset ved kognitiv dissonans.

Kognitiv dissonans handler ofte om frygten for at være hykler.

I den forstand er det umuligt aldrig at opleve kognitiv dissonans, lige så meget som det er umuligt aldrig at være hyklerisk. (Der findes ingen rene, fuldkomment konsistente mennesker – det er kun i lovgivningens fantasiverden den slags findes).

Når man behandler spørgsmålene om den apokalyptiske stemning i samtiden, der kredser om verdens undergang, så dukker problemet med prognoserne op – hvornår vil verden gå under og hvordan? – og især problemet med de fejlslagne prognoser. Fejlslagne prognoser fremprovokerer i sagens natur kognitiv dissonans.

Rene brud, blanke tavler (millenarisme)

Der findes sociale ordener, der er så rigide at den eneste måde at forandre dem på er via kriser. Det er derfor millenaristiske bevægelser gennem tiderne har forestillet sig samfundsforandringerne som storslåede brud med virkeligheden, og ikke så sjældent simpelthen planetariske udslettelser, for at kunne levne frit rum for nye verdner. Den blanke tavle tiltrækker os, fordi den nuværende orden levner så lidt plads til fantasien og på den blanke tavle kan fantasien få frit spil. Vi starter helt forfra, alt skal væk, før der kan komme noget nyt – sådan er den millenaristiske tankegang.

Men den form for rigiditet i sociale ordner kan også gøre sig gældende for mentale strukturer, der kan størkne omkring profetier. I en håbløs verden, kan de dystre prognoser, i kraft af deres løfte om en blank tavle, give os dette lille, spinkle håb om en anden verden.

Når vores forestillingsevner størkner omkring den slags prognoser, bliver de mærkeligt immune over for ydre evidens.

Selv de mest voldsomme omvæltninger i vores verden vil ikke kunne ændre på dem. Vi er for affektivt investeret i de fantasier, som prognoserne er udtryk for. Den kognitive dissonans, der opstår når profetierne slår fejl, er for omsiggribende og ville kræve af os at vi ændrede en masse af vores forestillinger. Det vil kræve en eksistentiel krise, at forandre den slags størknede sind.

Den fanatiske kerne i det, jeg elsker

I eftertiden er Festingers studie måske bedst kendt som en analyse af denne form for rigide tankegang, der ikke er bøjer sig for ydre evidens – en slags fanatisme. Fordi jeg ikke vil tale faste overbevisninger og fanatisme ned her, vil jeg tilbyde en nuance.

Der er altid en kerne af forblændelse i de ting, vi nærer den dybeste kærlighed til.

I de liberale samtaledemokratier er der intet mere lattervækkende end fantasten, der stædigt bekræfter sine værdier til trods for sine omgivelsers modbeviser og skepsis. Det er nemt at gøre grin med medlemmerne af kulten i Festingers studie. Noget af det, der afholder os fra at give os ubetinget hen til vores vigtigste værdier er altså frygten for fanatisme, hvilket vil sige frygten for latterliggørelse.

Vil vi passioneret bekræfte de værdier vi tror på, og samtidig minde os selv om at værdier og etik i sidste ende intet endeligt grundlag har (for værdier er vilkårlige og kan ikke begrundes af noget absolut), ja så kommer vi ikke uden om den kerne af fanatisme, der findes i bekræftelsen af vores værdier. At lidenskabeligt bekræfte sine værdier – vilkårlige værdier, der i sagens natur ikke er universelle – er lig med at åbne sig op for den liberale latterliggørelse. Over for den frygt, kan jeg sige: Det er en risiko, jeg har bestemt mig for at tage, og jeg ønsker at omgive mig med mennesker, der kunne tænke sig at tage den risiko.

Samtidig kommer vi ikke uden om den reele fare ved kognitiv dissonans, som ikke er den fanatiske kerne i vores værdier, men faren for mit sind størkner omkring visse forestillinger. Og især at mit sind størkner så meget desto mere, jeg præsenterer for modstridende, ydre evidens.

Hvordan passioneret leve og kæmpe i overensstemmelse med vores værdier uden at sindene og fællesskaberne størkner omkring dem? (Sagt i lidt mere nutidige termer: Hvordan undgå at blive ’ideologisk’ og ’dogmatisk’?)

Er vi dømt til den gyldne middelvej, aldrig at bekræfte vores værdier udover en vis intensitetstærskel, hvis vi vil gardere os imod størknende ’dogmer’?

Grusom optimisme (Festinger tog selv fejl)

Festingers studie er måske det bedst citerede i socialpsykologiens historie. Det er derfor ironisk, at man sjældent hører, at de mange studier der fulgte i slipstrømmen på dens succes ikke gav de samme resultater.

Altså: Festinger tog selv fejl.

Fra Shierry Nicholsons The Love of Nature and The End of the World:

What Festinger failed to understand is that prophecies, per se, almost never fail. They are instead component parts of a complex and interwoven belief system which tends to be very resilient to challenge from outsiders. While the rest of us might focus on the accuracy of an isolated claim as a test of a group’s legitimacy, those who are part of that group—and already accept its whole theology—may not be troubled by what seems to them like a minor mismatch. A few people might abandon the group, typically the newest or least-committed adherents, but the vast majority experience little cognitive dissonance and so make only minor adjustments to their beliefs. They carry on, often feeling more spiritually enriched as a result.

Det er let at afskrive dommedagskulterne som forblændede, men de mange studier efter Festinger viser, at det er mere kompliceret og at de samme manøvrer gør sig gældende også for folk, der ikke er medlemmer af apokyptiske sekter, at de gør sig gældende i hverdagens kriser.

Vi er her tæt på Lauren Berlants begreb om ”grusom optimisme” (fra bogen Cruel Optimism, 2011), dvs. en følelsesmæssig tilknytning til ting, personer og institutioner, der ender med at give os præcis det modsatte af det, vi håber på ved vores investering i dem.

De troende kunne lige så godt være loyale partisoldater til en skammelig politiker, der lyver i hver eneste kampagne og svindler med sin tildelte magt. For nogle borgere er hvert eneste skandaløse kapitel i den farce, som det repræsentative demokrati er, så meget desto mere en grund til at gå ned og “forsvare demokratiet” ved at stemme.

Det kunne også gælde for mine egne stædige forhåbninger til venner, der gentagne gange ikke lever op til mine “forventninger”, som jeg i øvrigt heller ikke tør være åben omkring.

Det kunne også være tilknytningen til velfærdsstaten – denne i vores del af verden allestedsnærværende, grusomme optimisme, der knytter mig til alle de socialdemokratiske institutioner, så meget desto mere som de er ved at være historie. En optimisme der er grusom, fordi den forhindrer mig i at sørge det, jeg alligevel ikke kan ‘regne med’ (pension, velfærd, omsorg, læring, gode tænder), og ved at sørge, ville jeg kunne forestille mig, hvad der må komme i dets sted, hvordan vi passer på hinanden uden statens sikkerhedsnet.

Profetier slår fejl hver dag.

Vi er også hyklere alle sammen.

Men det betyder ikke, at vi skal holde os tilbage og aldrig stå fast på noget eller tro på noget. Snarere bekræfter det, at der intet stabilt grundlag findes for vores værdier. Værdier er vilkårlige: I sidste ende stammer vores idéer om det gode liv intet sted fra. De har nok en historie, de er præget af vores livserfaringer, men der er intet oprindeligt udspring at finde frem til. Der er ingen universel idé om retfærdighed, om det gode eller skønne, jeg kan basere dem på. Det er derfor selv den mest brændende fanatiker ikke kan undgå hykleriet.

At påpege en inkonsistens i nogens måde at leve på, kan måske være en god anledning for selvreflektion. Selv anklager om hykleri, kan gøre det for os. Men anklagen om hykleri er også den mest kedelige metode, at få folk til at reflektere over sine inkonsistenser. Black-Metal bandet Wolves in the Throne Room:

I have had people throw this in my face before – “how can you play music that is supposedly anti-civilization on electric guitars?” Frankly I find this line of reasoning boring and pointless. I remember a common line against rioters trashing the Nike store in downtown Seattle. There was a famous picture of some black-clad kid smashing the Nike sign, but zoom in and… ah-haa!! He’s wearing Nike sneakers! I say, who fucking cares? Catharsis is our objective, not a lilly-white and guilt free existence. We are all hypocrites and failures.

‘Love of Nature and The End of the World’, del I: Symbolsk efterliv

Hvor kommer den apokalyptiske tiltrækning fra?

Historien er fyldt af fortællinger om verdens undergang. Apokalyptiske bevægelser er gennem tiderne opstået og propageret deres værdier via udviklede forudsigelser om hvornår verden går under, hvordan det vil finde sted og hvad der præcis vil ske, når det sker.

Samtidig er forestillinger om verdens undergang jo i sagens natur skræmmende. Så hvori består den apokalyptiske tiltrækning til trods for det frygtelige indhold?

Shierry Weber Nicholson undersøger nogle af disse spørgsmål, blandt mange andre, i bogen The Love of Nature and The End of the World: The Unspoken Dimension of Environmental Concern. Jeg lægger noter ud fra den bog den kommende tid.

I kapitel fem, “A Severe and Pervasive Apathy: Trauma, Destructiveness, and The End of the World” peger Nicholson på efterlivet som en genganger i den apokalyptiske tradition.

Hendes pointe er, at verdens undergang ikke er så skræmmende, når der er en verden efter denne, et liv hinsides det dødelige. Hvis der findes noget, der kunne gøre mig udødelig, er det på en måde ikke hele verdens undergang alligevel. En verden går under, så en anden verden hinsides denne kan blive født.

Det er en undergang, der er håb i. Ja, måske bliver mit liv faktisk langt bedre end dette liv, hvor jeg må bakse med hverdagens mange fornedrelser, undertrykkelsesstruktur og omgivelser, der ikke ser at jeg dybt inde er noget meget mere end hvad mit sociale ydre tyder på.

Nicholson nævner et simpelt eksperiment udført af nogle amerikanske psykologer (Lifshin, Greenberg, Weise og Soenke, 2015). (Anglosaksiske psykologer laver altid lidt simple og lidt irriterende eksperimenter, men det er sådan set vigtigt nok).

Deres fund var, at folk der tror på efterlivet også er mere tilbøjelige til at tro på argumenter om verdens undergang.

Men lidt mere weird: Når selvsamme mennesker så blev gjort opmærksom på, hvordan deres liv på denne jord, kunne give dem et ”symbolsk efterliv” (via deres børn, ved at blive husket, ved at bidrage til fællesskab der overlever dem selv etc.), så var de mindre åbne for argumenter om verdens undergang.

Altså: Den apokalyptiske position bliver mindre tiltrækkende.

Ifølge Nicholson peger det på en dynamik, hvor troen på det hinsides gør os tilbøjelige til at fantasere om verdens abrupte endeligt, for så at kunne leve et liv efter dette liv, mens på den anden side vores opmærksomhed på de måder, hvorpå vi gør et varigt indtryk på denne verden, og ikke desto mindre forbliver dødelige væsner, trækker os i den modsatte retning mod at give os hen til og bekræfte det ene liv vi har.