Verdens ende, del 3: Vished om døden

Hvorfor tiltrækker apokalypsen? Det er et af ledespørgsmålene i Shierry Nicholsons bog The Love of Nature and The End of the World. Et af hendes svar handler om behovet for vished.

At kunne forudsige fremtiden giver mig en følelse af vished. Det gælder måske især, hvis denne fremtid er verdens endeligt. Intet er så bestemt og afklarende som verdens tilintetgørelse.

Tænker jeg på fremtiden, bliver jeg konfronteret med vilkårligheden af min egen dødelighed. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal dø. Det eneste jeg kan være sikker på, dvs. have en følelse af vished om, er at jeg en dag vil dø.

Alle der kender til angst ved godt, at det ikke bare er det, man frygter (fx at dø) der er frygteligt, men lige så meget, hvis ikke mere, uvisheden om hvornår det vil ske og hvordan det vil ske, der er frygteligt.

Det er frygteligt at vi skal dø. Folk der siger andet, mens de stadig er i fuld vigør og har livet foran sig, formindsker deres egen frygt. Og det kan man jo forstå. Men det mest frygtelige er, at vi ikke ved, hvornår vi skal dø og hvordan vi skal dø. Det er forfærdeligt.

(Måske er der nogen der opfinder kurene mod alt det, der ville slå mig ihjel, og måske ville jeg være så heldig at få adgang til de kure, men i det store og hele er den type betryggende fantasier en måde ikke at tænke på min egen dødelighed).

Der er noget primalt ved apokalypsen: Endelig møder vi vores skaber og står ansigt til ansigt med vores dødelighed. Det bliver åbenlyst hvad der er noget værd her i livet, hvem vi holder af og hvad vi vil kæmpe for i den sidste tid.

Eksperimentel psykologi har længe vidst dette om smerte: Når jeg ved hvornår jeg bliver såret og skadet, når jeg kender de præcise intervaller i mellem dem, slapper jeg mere af. Det værste er uforudsigelig skade.

Apokalypsen gør min eksistentielle trussel forudsigelig.

Som om

Alle de situationer vi involveres i, dvs. alle ligegyldige situationer, bærer et stempel, der gentages i uophørlighed: stemplet “som om”. Vi samarbejder om at vedligeholde et “samfund” som om vi ikke var en del af det; vi tænker på verden som om vi ikke selv optog en bestemt position i den; vi løber som om vi stjal noget og fortsætter med at ældes som om vores skæbne var at forblive unge. Med andre ord: vi lever som om vi allerede var døde.

Helbrede død med kommunisme

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, :

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Hipsteræraens død er overvurderet

“Hipsteren er måske død, men et eller andet sted er noget nyt i sin vorden, indtil iByen kommer og skriver om det

Sådan lyder det i kommentarsporet fra Center for Hipsteranalyse, a.k.a. Copenhipster. Er ens kulturelle stofskifte ikke højt nok til at man har opdaget den blog, så hermed en anbefaling om at dykke ned i dens arkiv. Der er masser at hente. Allerede nu har jeg tabt en hel læsergruppe, ved overhovedet tale om arkiv, stofskiftets fjende, men det er okay. Lad os tale om hipsterens formodede død. I indlægget kaldet Hvilken livshistorie skal vi nu opføre?, lød kommentarer som foroven. Copenhipster er tilsyneladende begyndt at bevæge sig væk fra hipsterfiguren – fordi alt i stigende grad betegnes “hipster”, og det er sådan set en rimelig udvikling. Det nye positive projekt, som Copenhipster ser det, er dog ikke at opgive selvrealiseringen, men at forfine den:

Men det er ikke altsammen negativt. Det er jo sjovt at iklæde sig forskellige kostumer og opføre sit liv som folkekær realityrevy i Kødbyen,  indtil den dag rollen har udspillet al relevans og mening. Det positive er måske også, at vi kan planlægge et mere interessant livsforløb på forhånd. Skrive et nøje planlagt manuskript for ens liv. Så bliver det måske også nemmere ikke at lave de samme fejl igen og igen, da vi efterhånden har set tilpas mange film og læst nok bøger til at vide, hvad der skaber en kedelig og irrelevant karakter. Slut med at gifte os med det første og bedst selviscenesatte væsen vi møder, opløse vores smukke kroppe i alkohol eller basere vores liv på selvproklamerede og falske guruer. Det er tid til at føre modige, selvstændige liv baseret på vores egen fiktionelle og selvopdigtede karakter – istedet for at basere livet på delvist fiktionelle kulturelle ikoner. Slut med at lade livet udfolde sig tilfældigt.

Med andre ord, mig mig mig mig selv, men på en mindre tilfældig måde. Selvom hele hipsterens stofskifte indgår i et enormt socialt netværk, og forherliger effervescens, fortryllelse og ritualer, er det samtidig en ekstrem fattigdom på kollektive projekter der har værdi i sig, uanset deres afkast i selvets realisering. Fattigdommen ligger i vores manglende evne til at sætte realiseringer og fortryllelse i bevægelse, der ikke tager udgangspunkt i selvet. Men tilbage til kommentaren for oven. Hipsteren skulle altså efter sigende have sine sidste dage talte. Den er døende kultur, “dens æra er ovre”.

Men hipsterskæbnen er ikke at, på et eller andet tidspunkt dø, som en æra der bliver slut, men at altid dø. Hipsteren er død og dør hver dag. Hipsterisme er pr. definition det, at alle ting der gøres til objekt for hipsters gennemgår et stofskfite af enorm vækst og interesse (mens det er cutting-edge), for derefter at forrådne, når for mange har fået interesse (massehipness), fordi første-bevægerne ikke længere synes det er eksklusivt/unikt/autentisk/selvrealiserende nok for deres personlige varemærke. Copenhipster sat fingeren på det med Copenhipness Cyklussen, og dens sidste stadie zombiestadiet: alle hipstertings endeligt.

Det der er hipster vil ikke være en “ære der er ovre”, bare fordi vi stopper med at sætte dens mærkat på “nye ting, der er i sin vorden”. Det er blot et udtryk for, at selve mærkaten “Hipster” er ved at nå zombiestadiet.

Derfor må analysen være stædig og fortsætte, hvis nødvendigt under nyt navn, men med sine våben i behold. Vi behøver ikke Copenhipster til at gøre det, omend den har gjort arbejdet fantastisk godt indtil nu, men blot at vi først og fremmest husker vores erfaringer og holder opmærksomheden på de kontinuiteter som der uden tvivl vil være. Hipsteren er død og levende.