Mutationer mellem optøjer og marketing

Apropos uforløste ønsker om at smadre det hele.

Under optøjerne i London i august blev en butik ved navn JD Sports Fashion Rioters plyndret for varer til en værdi af £700,000. Alligevel blev denne nyhed budt velkommen af virksomhedens direktør. Lidt overraskende erklærede han, at det indikerede ‘en stærk efterspørgsel efter vores produkter’.[*]

Det er meget muligt at direktøren havde en skrue løs den dag. Men det er ikke umuligt at marketing i fremtiden vil beskæftige sig med at kode optøjer og plyndringer af butikker. Til deres fordel.

Historien er ikke langt fra hvad der faktisk skete efter gadefesten i Hyskenstræde. Orgiet af graffiti, knuste ruder og plyndrede varer fra butikker fik ikke bare en mediestorm i proportionerne af at “vi havde haft en familie i kælderen i 27 år, og de lige har fundet ud af, vi havde voldtaget dem og fået en masse børn med den”. Gadefesten var, i dagene og ugerne efter, ikke bare inkarnationen af Ondskab. For en af de vandaliserede møbelforretninger var det også en lejlighed for markedsføring.

Sådan så facaden ud på den møbelforretning, der i dagene efter fik god lejlighed til at snakke om deres butik og deres stole til 14.000 kr. som de solgte i butikken. Som en til festen selv efterfølgende sagde: “Før stod der en vase til 2.000 kr. derinde bag ruden, og lige bagefter så stod den herude på gaden”. Der var ingen ende på sympati for møbelforretningen. Man ventede, at den samvittighedsfulde del af venstrefløjen, der læser Politiken og til daglig bekymrer sig om de fattige lande, skulle mobilisere til en indsamling.

En af butikkens sofaer var blevet hevet ud på gaden og sprayet til. Dagen efter stod den der og en eller anden smart marketingfætter tænkte, at det nok lignede noget Kristian von Hornsleth kunne have lavet. Rygtet gik, og den skulle vist være god nok, at møbelforretningen med held fik solgt den sofa på auktion til en højere pris end den ellers havde kostet. Hærværket blev den “added value” som gjorde at den ubrugelige og dyre sofa kunne afsættes.

Paradoxet må hverken forstås som en paranoid afvisning af alle former for hærværk, i frygt for rekuperation, og heller ikke for at smadringen bare må blive endnu mere intensiv. Det er en situation, og fra den må man tænke-og-handle efterfølgende. Der er formodentlig ikke nogen grænser for hvad markedsføring kan rekuperere af intensiv modstand. Alt kan i princippet gøres til reklame og “added value”. Og det betyder netop at der ikke er nogen grund til at være paranoid: i stedet for at gå og være bange for at de vil forsøge på at vende enhver form for modstand på hovedet, så antag det fra starten. Men tænk så det ind, strategisk. Få deres tongue-in-cheek rekuperationer til at eksplodere i deres eget ansigt.

Og så skete det forventelige: Foran alle de store vigtige individer i samtiden, udråbte TIME “The Protester” som “Person of the Year”. Ikke protesterne, men individet der protesterer. Formodentlig forstår de ikke rigtigt hvad det er der sker omkring dem, derinde på TIME-kontoret, men det gør ikke deres manøvrer mindre skadelige. Ikke bare koder det voldsomme kampe som dem i de arabiske lande og i Grækenland, og nu senest den begyndende intensitet i USA, som “protester”. Vi er også nødt til at konkludere, at det var 2011. Nu er det slut. Næste år bliver det en bankmand eller programmør på forsiden af TIME igen.

For nylig opdagede en af os at Den kommende opstand bliver gjort til “kunstudstilling” i Dubai. Ja, Dubai. Sådan her beskriver kuratoren formålet:

Similar to the book, many of the works touch on aspects of the self, social relations, work, the economy, urbanity, the environment, and civilization, while searching for a social solution to the present. It is our duty as citizens, activists, mentors, monitors and advisors to raise a clamour to change the conditions. By being warned, the insurrection might be prevented. An uprising is one thing, a successful revolution is another. [mine kursiveringer]

For bare et par dage siden stod der faktisk “… can the insurrection be directed”, men altså ikke længere. Tilsyneladende har de ændret teksten, hvem ved hvorfor. Måske var det lige en tand for højt spil at dirigere opstanden. Det er svært at sige hvilken af formuleringerne der er værst, eller om de faktisk siger det samme, dvs. at dirigere en opstand er jo også at forhindre den. Men altså, kunstudstilling skal der blive. Og Banksy er med selvfølgelig. Pointen er, at der ikke er nogen grænser for hvilke politiske handlinger (hvilket også gælder bogens talehandlinger) der kan indfanges og bruges til varesamfundets fordel.

Og så kommer vi tilbage til hvor vi startede. I den første artikel, fandt jeg nemlig den omtalte jeans-reklame der måtte tages af sendefladen i England, fordi lige dér i august, mens optøjerne spredte sig i London, Manchester og Birmingham, kom den for tæt på virkeligheden. Klippet viser scener af unge der kysser hinanden til vanvid, solnedgange på stranden, skatere der løbende krydser en gade, to piger der uden tvivl er ved at “go crazy”, stræder fyldt med tåregas og robocop-pansere der står i formation foran en smuk ungdom klædt i skinny jeans. Mens en gammel mand messer Charles Bukowski-digtet The Laughing Heart:

“There’s light somewhere. It may not be much, but it beats the darkness”.

Og for at det ikke er løgn lavede CrimethInc, i sine mest individualistisk-hedonistiske dage, en plakat ud af digtet [pdf]. Men se nu reklamen.

http://youtu.be/KT16DcHcjRA

Tak for i går!

Har lyst til at sende et shout-out til alle der var der til bogreceptionen i går, og gjorde aftenen til hvad den var. Det var så dejligt at være del af! Det er svært at tænke sig en bedre måde den bog kunne komme til verden på.

Her er hvad indspilningsrummet frembragte i visuel form: monster-eksemplaret, der blev mere og mere orange som aftenen skred frem.

Kommer til at tænke på noget, som vi var nogen der talte om i løbet af aftenen… Apropos den fælles indspilningen af bogen (som i sin natur er en kopiering af bogen, eller “piratkopiering”, som nogen kalder det), skal det blive interessant at se om der vil fremkomme andre kopieringer af bogen den kommende tid. Hvordan vil de blive til? Formodentlig er bogen allerede i gang med at blive kopieret på en mangfoldighed af måder – i så fald må man meget gerne cirkulere det herhen af!

Bogen udgives som sagt med opfordring til at blive kopieret. Hvilket altså ikke bare indebærer såkaldte “tro kopier” (de findes ikke rigtigt; kopiering indebærer altid forvandling, omend bare ved at flytte noget over i et nyt medium, fx: fra tryksværte på papir, overstreget af tusch, fanget af kameraets objektiv, overført til computerens harddisk som jpg-fil, sendt til webhotellets servere, ind i din browser som skærmbillede, midlertidigt downloadet til din computers RAM, og kopieret til din korttidshukommelse osv osv).

Der kan tænkes et utal af kopieringen af den bog. En mulighed: at scanne sin bog, inkl. alle overstregninger og noter i marginen.

En bog forbliver aldrig den samme efter læsning, hvis ikke bare at æselører og markeringer tegner et form for mønster, der kunne udgøre en kommentar. Den måde bogen berører mig må også virke tilbage til bogen, eller ud af bogen, så også dén affekteres (at brænde bøger er i øvrigt også at blive berørt af dem). Kunne man tænke det at kopiere en bog på som en måde at undgå at med det samme (og en smule uberørt) begynde at “diskutere” den, men kopiere bogen på en sådan måde at den stadig bliver sat i spil, og stadig sætter den måde den berører mig i spil? At kopiere, for at undgå at diskutere, er på ingen måde at undgå konflikt. De bedste kopier (inkl. af denne bog) skaber og udfolder konflikter. Det kunne være et remix af teksten, men også af omslaget og bogens form som bog i øvrigt.

Næsten alle eksemplarer vi havde med røg den aften og det er ikke helt sikkert om den findes andre steder i København endnu. Men vist nok snart findes den i Istedgades boghandel, Møllegades boghandel og forskellige distroer rundt omkring (folk der har med bøger at gøre må få bestilt nogen eksemplarer i en fluks – der er ingen grund til at en begivenhed som julen ikke bliver vendt på hovedet for og i stedet bliver brugt til at bygge en sammensværgelse mod varesamfundet). Man kan også bestille den på forlaget hjemmeside, til pristrappen (1 stk = 60 kr. — 3 stk for 2 – 5 stk for 3 – 10 stk for 5). Det fungerer vist sådan at man bare skriver til deres mail: afterhand [snabela] gmail [dot] com

En invitation

Kære venner af denne blog,

Håber I vil blive venner af den her bog, og blive det til denne komsammen hér.

P.S. Det bliver holdt i et stort hjem som et slags semi-offentligt arrangement. Det kommer ikke til at stå i nogen kalendersteder (og invitationen foroven er endnu uforståelig for google), så I skal være meget velkomne at være med til at sprede budskabet fra neden: på facebogen, emailen og munden til munden. Men allerbedst ville være, at tage en ven eller to med. (Man må selvfølgelig meget gerne komme alene). Og den her kollektive kopiering af bogen i lydform … det bliver virkelig optur at kunne høre bagefter. Som blev bogen oplæst af et mangestemmet monster.

Helbrede død med kommunisme

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, :

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Lidt kort om oversættelsen af ‘Den kommende opstand’

Den kommende opstand udkommer den 2. december. Lidt kort om bogens tilblivelse, til dem der måske har fulgt den indledende oversættelse, eller nærmere udkast til oversættelse, af de syv kredse* her på commoniser. Som sagt fortsatte arbejdet med teksten i løbet af foråret offline. Flere deltog og det blev et fælles projekt, med en deadline der flere gang blev rykket fordi én synes den tekst kunne blive mere præcis eller konsekvent, mere mundret, myrekneppe endnu en etymologisk betydning eller finde et hverdagsudtryk, fremmane musikken og rytmen, konfrontere mandighed med sårbarhed og støvsuge for paranoide pronomen, dvs. passager der på misforstået vis kun var i stand til at vrænge af magten udenfor (“DEM”), i stedet for at pege på fælles tilbøjeligheder (“MAN”) jeg også selv kan falde ind i (“MIG”). Vi besluttede at Toni gjorde arbejdet færdigt, deraf navnet i kolofonen. I en anden verden kunne der måske have stået navnet på et diffust fællesskab. Bemærk også hvordan oversættelsen stammer fra en mængde kilder, der alle har filtret sig ind i denne dansksprogede bog: fransk, engelsk, svensk (måske burde også nævnes tysk, da titlen Der kommende Aufstand, som bogen hedder dér, til dels foranledigede skiftet fra Det kommende oprør til Den kommende opstand. Her kan også nævnes Stephane Hessels meget omtalte indignerede pamflet, med den franske titel Indignez -Vouz, der på dansk blev oversat til ‘Gør oprør!‘ Det kun virke som bøger af samme stof, men titelskiftet tyder altså på noget andet).

* At ‘cirklerne’ er blevet ‘kredse’ er bare en af de få større ændringer som er kommet til undervejs og som opstod efter nogle læsninger i Dantes Den guddommelige komedie, som Den kommende opstand tager sin struktur fra. Der kunne skrives flere indlæg om den parallel, men for nu håber jeg bare at det vil inspirere til at gå på arkæologisk opdagelse.