Spørgsmålet om kommunisme

Oven på det europæiske socialdemokratis kollaps i kølvandet på første verdenskrig besluttede Lenin at give den gamle socialismes smuldrende facade en makeover ved at overmale den med det smukke ord ‘kommunisme’. Altså låner han komisk nok fra anarkisterne, der i mellemtiden havde gjort det til deres banner. Denne bekvemme forvirring omkring socialisme og kommunisme har gennem det sidste århundrede i høj grad været skyld i, at ordet blev synonymt med katastrofe, massakre, diktatur og folkemord. Siden da har anarkister og marxister spillet pingpong rundt om modsætningsparret individ-samfund uden at bekymre sig om, at denne falske antinomi er formet af den økonomiske tænkning. Hvis man gør oprør mod samfundet i individets navn, eller mod individualismen i socialismens navn, så har man på forhånd spærret vejen. I mindst tre århundreder har individ og samfund hver især hævdet sig selv på bekostning af den anden, og det er denne dristige og vaklende tendens, der år efter år får det charmerende hjul, vi kender som ‘økonomien’, til at dreje.

Magasinet Eftertryk har publiceret nogle uddrag fra sidste kapitel i Den usynlige komités seneste bog, Maintenant [‘Nu’], smukt oversat af Anna Cornelia Ploug og Serena Hebsgaard.

Mens vi venter på at hele bogen udkommer på dansk, læs her: For den verden, der følger.

Adblock AFK

Metropolen er en strøm der gerne vil trække alting med sig i sin fortvivlede mobilitet, der gerne vil mobilisere hver og en af os. Hvor informationer overfalder os som fjendtlige tropper … (Den usynlige komité)

I kender sikkert Adblock, den Firefox-plugin der fjerner reklamer på internettet. (Hvis I ikke gør, så hermed anbefalet: det er en helt essentiel ting for at luge ud i den mentale økologi).

I bus og tog sidder vi lidt i samme situation: fra alle sider ønsker virksomheder og myndigheder at meddele os ting, lokke med underspillet eller endda spille på en anti-kommerciel æstetik, som virker netop pga. en udbredt lede mod reklamer. Uanset hvor meget du beder om at blive fri: reklamerne forstår ikke et nej. Vigtigst af alt: der findes ikke nogen plugin (som på internet) eller fjernkontrol (som ved TV eller radio), så man kan slukke for det. Kigge væk? Det går ikke. Og slet ikke med indførelsen af lydreklamer.

Venner af reklamerne vil måske sige, at de finansierer store dele af de goder som vi gør brug af, fx den kollektive trafik, hvor folk udsættes for flest mængde reklamer. Problemet med dette argument er, at det simpelthen ikke passer. I Stockholm finansierer reklamerne 1,7% af omkostningerne for den offentlige trafik. Lignende proportioner vil sikkert kunne findes i Danmark. Spørgsmålet, for politikerne, er om det er det værd. Vi vil skulle betale en vældigt lav pris for at afskaffe dem gennem skattefinansiering, men i stedet betaler vi en høj pris for at beholde dem.

Under alle omstændigheder, hvor kommer pengene ellers fra, hvis ikke fra virksomhedernes kunder? Hver gang vi køber hvilken som helst vare fra en virksomhed, der også budgetterer med reklamekampagner, betaler vi den ekstra pris for at senere blive spammet i bussen og toget. Vi betaler for vores egen mentale uhygiejne.

Der er brug for flere midler, som kunne kaldes Adblock AFK (internetsprog for ‘Away From Keyboard’). Også taktikker der ikke kræver boltsaks og værktøj, menneskelige taktikker, taktikker der skaber en almen fjendtlig indstilling overfor de fjendtlige informationstropper.

Tak for i går!

Har lyst til at sende et shout-out til alle der var der til bogreceptionen i går, og gjorde aftenen til hvad den var. Det var så dejligt at være del af! Det er svært at tænke sig en bedre måde den bog kunne komme til verden på.

Her er hvad indspilningsrummet frembragte i visuel form: monster-eksemplaret, der blev mere og mere orange som aftenen skred frem.

Kommer til at tænke på noget, som vi var nogen der talte om i løbet af aftenen… Apropos den fælles indspilningen af bogen (som i sin natur er en kopiering af bogen, eller “piratkopiering”, som nogen kalder det), skal det blive interessant at se om der vil fremkomme andre kopieringer af bogen den kommende tid. Hvordan vil de blive til? Formodentlig er bogen allerede i gang med at blive kopieret på en mangfoldighed af måder – i så fald må man meget gerne cirkulere det herhen af!

Bogen udgives som sagt med opfordring til at blive kopieret. Hvilket altså ikke bare indebærer såkaldte “tro kopier” (de findes ikke rigtigt; kopiering indebærer altid forvandling, omend bare ved at flytte noget over i et nyt medium, fx: fra tryksværte på papir, overstreget af tusch, fanget af kameraets objektiv, overført til computerens harddisk som jpg-fil, sendt til webhotellets servere, ind i din browser som skærmbillede, midlertidigt downloadet til din computers RAM, og kopieret til din korttidshukommelse osv osv).

Der kan tænkes et utal af kopieringen af den bog. En mulighed: at scanne sin bog, inkl. alle overstregninger og noter i marginen.

En bog forbliver aldrig den samme efter læsning, hvis ikke bare at æselører og markeringer tegner et form for mønster, der kunne udgøre en kommentar. Den måde bogen berører mig må også virke tilbage til bogen, eller ud af bogen, så også dén affekteres (at brænde bøger er i øvrigt også at blive berørt af dem). Kunne man tænke det at kopiere en bog på som en måde at undgå at med det samme (og en smule uberørt) begynde at “diskutere” den, men kopiere bogen på en sådan måde at den stadig bliver sat i spil, og stadig sætter den måde den berører mig i spil? At kopiere, for at undgå at diskutere, er på ingen måde at undgå konflikt. De bedste kopier (inkl. af denne bog) skaber og udfolder konflikter. Det kunne være et remix af teksten, men også af omslaget og bogens form som bog i øvrigt.

Næsten alle eksemplarer vi havde med røg den aften og det er ikke helt sikkert om den findes andre steder i København endnu. Men vist nok snart findes den i Istedgades boghandel, Møllegades boghandel og forskellige distroer rundt omkring (folk der har med bøger at gøre må få bestilt nogen eksemplarer i en fluks – der er ingen grund til at en begivenhed som julen ikke bliver vendt på hovedet for og i stedet bliver brugt til at bygge en sammensværgelse mod varesamfundet). Man kan også bestille den på forlaget hjemmeside, til pristrappen (1 stk = 60 kr. — 3 stk for 2 – 5 stk for 3 – 10 stk for 5). Det fungerer vist sådan at man bare skriver til deres mail: afterhand [snabela] gmail [dot] com

Helbrede død med kommunisme

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, :

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Lidt kort om oversættelsen af ‘Den kommende opstand’

Den kommende opstand udkommer den 2. december. Lidt kort om bogens tilblivelse, til dem der måske har fulgt den indledende oversættelse, eller nærmere udkast til oversættelse, af de syv kredse* her på commoniser. Som sagt fortsatte arbejdet med teksten i løbet af foråret offline. Flere deltog og det blev et fælles projekt, med en deadline der flere gang blev rykket fordi én synes den tekst kunne blive mere præcis eller konsekvent, mere mundret, myrekneppe endnu en etymologisk betydning eller finde et hverdagsudtryk, fremmane musikken og rytmen, konfrontere mandighed med sårbarhed og støvsuge for paranoide pronomen, dvs. passager der på misforstået vis kun var i stand til at vrænge af magten udenfor (“DEM”), i stedet for at pege på fælles tilbøjeligheder (“MAN”) jeg også selv kan falde ind i (“MIG”). Vi besluttede at Toni gjorde arbejdet færdigt, deraf navnet i kolofonen. I en anden verden kunne der måske have stået navnet på et diffust fællesskab. Bemærk også hvordan oversættelsen stammer fra en mængde kilder, der alle har filtret sig ind i denne dansksprogede bog: fransk, engelsk, svensk (måske burde også nævnes tysk, da titlen Der kommende Aufstand, som bogen hedder dér, til dels foranledigede skiftet fra Det kommende oprør til Den kommende opstand. Her kan også nævnes Stephane Hessels meget omtalte indignerede pamflet, med den franske titel Indignez -Vouz, der på dansk blev oversat til ‘Gør oprør!‘ Det kun virke som bøger af samme stof, men titelskiftet tyder altså på noget andet).

* At ‘cirklerne’ er blevet ‘kredse’ er bare en af de få større ændringer som er kommet til undervejs og som opstod efter nogle læsninger i Dantes Den guddommelige komedie, som Den kommende opstand tager sin struktur fra. Der kunne skrives flere indlæg om den parallel, men for nu håber jeg bare at det vil inspirere til at gå på arkæologisk opdagelse.