Verdens ende, del 5: Tabet af et symbolsk efterliv

Sætningen ‘verden går under’ kan betyde flere ting alt afhængigt af hvilken slags verden, man tænker på. Her skal det handle om livs-formernes verden. Den slags verden af steder, sædvaner og sprog, som man tænker på, når man fx siger: ‘velkommen til min verden’.

‘Min verden’ kan gå under.

Der var engang hvor kulturens fortsættelse forekom at være den stabile grund, hvorpå jeg kunne efterlade mit aftryk også efter, at jeg selv ville dø. Det var den type symbolske efterliv, der gjorde det muligt at bære ens egen dødelighed. Vores børn ville kunne vokse op i en verden, der var formet efter vores drømme; asketræerne, højmosen og hjortevildtet ville stadig findes, og en ny kultur vil stå på vores skuldre.

Alle disse forsikringer virker ikke længere særligt betryggende. De fleste er efterhånden klar over, at selv de mest konservative klimaprognoser forudsiger radikale, økologiske forandringer i vores verden. Så meget desto mere, hvis man spoler hundrede år frem, dvs. den tid som mine børn eller børnebørn vil kunne komme til at leve i. Det giver selv mit symbolske efterliv, og den verden der ville kunne leve videre uden mig, en karakter af forgængelighed. Jeg kan simpelthen ikke regne med, at den stabile grund, hvorpå jeg kunne sætte mit præg, er til at regne med længere.

Hvad er det for en verden, der går under her? Ifølge Sherry Nicholson er ’verdens undergang’ i denne forstand lig med undermineringen af de domæner af tilværelsen, der kunne tilbyde os håbet om symbolsk efterliv.

‘Min verden’ går under, dvs. den mister noget af sit grundlag, og fremtiden peger mod en afgrund. Jeg bliver berøvet forsikringerne om mit symbolske efterliv og min egen dødelighed bliver igen ubærlig.

Så jeg har tendens til igen ikke at konfrontere den, dødeligheden, se bort fra den, glemme og distrahere mig selv. Når jeg ikke konfronterer dette faktum, at jeg skal dø, mister jeg kontakt med noget af det, der kunne gøre mig aller mest levende. Så jeg fortsætter i tilværelsen, som om jeg allerede er en smule død. Livet gråner, lidenskaben svinder …

‘Love of Nature and The End of the World’, del I: Symbolsk efterliv

Hvor kommer den apokalyptiske tiltrækning fra?

Historien er fyldt af fortællinger om verdens undergang. Apokalyptiske bevægelser er gennem tiderne opstået og propageret deres værdier via udviklede forudsigelser om hvornår verden går under, hvordan det vil finde sted og hvad der præcis vil ske, når det sker.

Samtidig er forestillinger om verdens undergang jo i sagens natur skræmmende. Så hvori består den apokalyptiske tiltrækning til trods for det frygtelige indhold?

Shierry Weber Nicholson undersøger nogle af disse spørgsmål, blandt mange andre, i bogen The Love of Nature and The End of the World: The Unspoken Dimension of Environmental Concern. Jeg lægger noter ud fra den bog den kommende tid.

I kapitel fem, “A Severe and Pervasive Apathy: Trauma, Destructiveness, and The End of the World” peger Nicholson på efterlivet som en genganger i den apokalyptiske tradition.

Hendes pointe er, at verdens undergang ikke er så skræmmende, når der er en verden efter denne, et liv hinsides det dødelige. Hvis der findes noget, der kunne gøre mig udødelig, er det på en måde ikke hele verdens undergang alligevel. En verden går under, så en anden verden hinsides denne kan blive født.

Det er en undergang, der er håb i. Ja, måske bliver mit liv faktisk langt bedre end dette liv, hvor jeg må bakse med hverdagens mange fornedrelser, undertrykkelsesstruktur og omgivelser, der ikke ser at jeg dybt inde er noget meget mere end hvad mit sociale ydre tyder på.

Nicholson nævner et simpelt eksperiment udført af nogle amerikanske psykologer (Lifshin, Greenberg, Weise og Soenke, 2015). (Anglosaksiske psykologer laver altid lidt simple og lidt irriterende eksperimenter, men det er sådan set vigtigt nok).

Deres fund var, at folk der tror på efterlivet også er mere tilbøjelige til at tro på argumenter om verdens undergang.

Men lidt mere weird: Når selvsamme mennesker så blev gjort opmærksom på, hvordan deres liv på denne jord, kunne give dem et ”symbolsk efterliv” (via deres børn, ved at blive husket, ved at bidrage til fællesskab der overlever dem selv etc.), så var de mindre åbne for argumenter om verdens undergang.

Altså: Den apokalyptiske position bliver mindre tiltrækkende.

Ifølge Nicholson peger det på en dynamik, hvor troen på det hinsides gør os tilbøjelige til at fantasere om verdens abrupte endeligt, for så at kunne leve et liv efter dette liv, mens på den anden side vores opmærksomhed på de måder, hvorpå vi gør et varigt indtryk på denne verden, og ikke desto mindre forbliver dødelige væsner, trækker os i den modsatte retning mod at give os hen til og bekræfte det ene liv vi har.