Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat

Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

En invitation

Kære venner af denne blog,

Håber I vil blive venner af den her bog, og blive det til denne komsammen hér.

P.S. Det bliver holdt i et stort hjem som et slags semi-offentligt arrangement. Det kommer ikke til at stå i nogen kalendersteder (og invitationen foroven er endnu uforståelig for google), så I skal være meget velkomne at være med til at sprede budskabet fra neden: på facebogen, emailen og munden til munden. Men allerbedst ville være, at tage en ven eller to med. (Man må selvfølgelig meget gerne komme alene). Og den her kollektive kopiering af bogen i lydform … det bliver virkelig optur at kunne høre bagefter. Som blev bogen oplæst af et mangestemmet monster.

Langt efter Utöya, del 2: Forsvar og intet forsvar umiddelbart efter Utöya

For at fortsætte hvor forrige indlæg slap: Følelsen af at være nødt til at skrive-agere om det der skete i Utöya og Oslo, og altså, særligt hvad der sker efter begivenheden. Det blev ikke helt sådan, som sagt. Men hvis nu jeg havde gjort det, og siden andre nu rent faktisk gjorde det: hvorfor så egentlig?

I første omgang som et forsvar. Et forsvar imod mediernes prompte angreb på alle de letgenkendelige fjender af samfundsordenen; helt forudsigelige angreb, der viste en manglende evne i at blive tilstede i den begivenhed som de reagerede på. Hvem er fjenden, hvis ikke salafister? Hvem er fjenden?? Ingen kunne helt begribe svaret, så forvildet omrokerede man fronterne – fra ekstremistiske islamister og den ekstreme venstrefløj – til at gælde ekstremisme som sådan. “Demokratiet mod ekstremismen” er nu blevet den front som anti-demokratiet konsoliderer sig med. Alle de der ikke bakker op om den rådende orden – på kynisk vis kaldet “demokratiet” – vil nu klassificeres i samme kasse som Breivik, som ekstremister. Det er konsekvensen af et forestillet neutralt centrum, der for hver dag bliver mere og mere ekstremt: hvad man kunne kalde en ‘centrumekstremisme’.

Derfor var behovet så utroligt stort for at forsvare os selv (uden at helt vide hvem “vi” er – men hvis du ikke er hverken nynazist, nationalist eller andre slags medparter for Breivik og alligevel følte angrebene komme efter Utöya, så er du måske en del af det diffuse fællesskab).

Et af angrebene foregik på symbolernes niveau, hvilket dog ikke gør det mindre alvorligt. Ledere opfordrede befolkningerne om at “stå sammen som nation”. Selv ikke Breivik var bevis nok på at hele forestilling om “en samlet nation” er fucked. Og alle viste det norske flag på Facebook. Pludselig blev alle bekymret på nationens vegne: “Dette er et angreb på hele Norge”, blev der sagt. “Dette er Norges 9/11”, blev der sagt. Som om ofrene kunne have været hvem som helst – helt tilfældige almindelige norske medborgere. Som om angrebet ikke var rettet mod bestemte mål, som om visse, fremfor andre, ikke var mere sårbare. For sådan er det jo med terror: det rammer “helt tilfældige mennesker”. Det skal ikke forklares, kun fordømmes og mystificeres. Men Breiviks gerninger var ikke tilfældige; han havde planlagt dem i ni år. Alligevel sker dette: En nationalist massemyrder unge fra arbejderbevægelsen, hvorefter vi allesammen viser det norske flag, uden at se hvor malplaceret, og i en vis forstand, skamløst, det er. Uden at se hvordan vores sørgeproces og forsøg på solidarisering kommer til at tjene forestillingen om nationen Norge. Gøre den endnu mere stærk, endnu mere legitim, endnu mere virkelig. Vores evner til at solidarisere med ofrene – som ikke var tilfældige norske unge mennesker, men unge mennesker fra det norske arbejderparti – strækker sig åbenbart til at samle os om det norske flag. Og således kommer kampen til at stå der: om Norges fremtid som “en samlet nation”. I en sådan samlet nation hører nemlig også alle de identitære nationalister som Breivik citerede, førte fuldkommen samme diskurs som og mente han førte samme kamp med, men som skyndte sig at “tage afstand” fra hans “udemokratiske gerninger”, der ikke fulgte “demokratiets spilleregler”. Konflikten ender derfor med at handle om bevarelsen af “demokratiets spilleregler” – ikke om det had til muslimer og venstrefløj der forenede Breivik med hans pacifistiske fæller. For her aner vi en anden måde at solidarisere sig med ofrene: nemlig, at tage parti i den igangværende krig der udspiller sig indenfor nationen, mellem Breiviks parti og det parti han forsøgte at ramme (‘parti’ skal forstås i sin verbumform, ikke dets parlamentariske); ved at tage parti i den krig der gør hele forestillingen om en samlet nation umulig. Men i stedet tog man overalt parti for Norge, for nationen som sådan. Hvem tjener på at solidaritet og sorg tager et sådant udtryk? Den slags spørgsmål er vi nødt til at stille.

Danske politikere var langt mindre symbolske i deres reaktioner: de varslede allerede nye overvågningstiltag, stramninger af retspolitik, mere kontrol, mere orden. De kunne sådan have skrevet og forberedt det meste inden Utöya var sket.

I den slags situationer er der brug for et hurtigt forsvar: egentlig burde det ske lige med det samme, som når en overfaldsperson slår ud efter dig, må du gribe fat og vride hånden rundt på vedkommende. Venter du vil skaden allerede være sket, og her er det først og fremmest på affektivt niveau: Dagene efter består af en kamp om affekter og hvordan de skal kodes (hvor skal vreden rettes hen? hvor skal sorgen rettes hen? hvem eller hvad bliver der taget parti for i processen?).

Anden taktik er mere defensivt: at søge ly efter angrebet for at så finde ud af hvordan man for fremtiden kan underminere angriberens magt. Lade angrebet finde sted – lade affekterne blive kodet på de mest skamløse måder – men så finde ud af hvordan det ikke vil kunne ske næste gang. For det er meget muligt at Søren Krarup har et stykke papir klar i sin skrivebordsskuffe, med en plan for hvad der skal ske, hvis/når en vred ung salafist eller anden letgenkendelig fjende af nationen sprænger en bombe i Danmark. Når dét sker, er vi nødt til at være hurtigere og mere effektive end Søren Krarups skuffeplan. Ellers kommer vi til at være fucked. Der vil ikke være nogen grænser for de symbolske, affektive, lovgivningsmæssige, polisiære og militære indgreb og angreb som en sådan begivenhed vil kunne bruges til.

Krarup kunne ikke hive sit papir op denne gang – hans parti havde selv travlt med at forsvare sig og distancere sig fra Breivik. Men overalt samlede folk sig altså omkring nationen, mens politikere formulerede ny lovgivning der skulle sikre orden og kontrol.

Hvad da med forsvaret, denne gang? For min egen del, formåede jeg ikke at bidrage, hvordan jeg nu end kunne have gjort det, i det mindste ikke på nogen synlig måde. Mere om det, dvs. hvorfor, senere. Men ens evner til at mobilisere et forsvar hænger altid sammen med evnerne i dem omkring en, dem man på en eller anden måde indgår i et fællesskab med – der har taget parti for det, der nu bliver angrebet. Men hvor end jeg selv vendte mig var det samme trætte automatik, og de samme gamle konflikter der udspillede sig på den klassiske politiks område.

Danmark var allerede trådt ind i valgkampen i juli.

… Væmmelsen. (Men også frygten for at blive medskyldig i det væmmelige skuespil).

Selv de analyser jeg ville kunne have været enige i var fyldt med denne malplacerede kynisme: “Hvad var det vi sagde?”. På en måde fuldstændigt uberørt. Som havde de nærmest ønsket at det skulle ske, så deres teorier og pointer skulle blive helt synlige for alle. Og så snart man fik en samtale i gang der måske kunne lede nogle steder faldt man konstant ind i instrumentaliseringens tænkning: “Hvordan kan vi bruge den her begivenhed?” Som skulle Breiviks massemord blive endnu en markedsføringskampagne – ligesom han selv havde tænkt det, bare med omvendt fortegn. En kampagne. Den her følelse af klaustrofobi: at der ingen udgange findes, ingen veje hen til et sted hvor begivenheden ikke indebærer en fucking kampagne.

Næsten alt der blev gjort og sagt omkring den her begivenhed, inkl. min egen deltagelse eller anslag til deltagelse, gav mig kvalme. Fy for helvede.

Så jeg lod helt være. I Sverige virkede det dog som om de faktisk formåede at mønstre et slags forsvar. Måske tager jeg virkelig fejl mht. danske offentligheder og vil i så fald gerne hjælpes derhen. Men indtil da kan jeg kun pege over sundet. Her er nogle bidrag som jeg i al ydmyghed finder vigtige i den forbindelse, bestående af fire indgange til at læse videre:

Tiqqun: Borgerkrig, livsformer

Spredte noter og afskrivninger fra Tiqqun-læsning. Ekstremt fragmenteret, men det hjælper bare at sætte det ned på skrift.

Introduction to Civil War består af 85 teser, nogle korte, ned til blot en linje, andre lange, op til et par sider. Teksten forsøger at erstatte den positive antropologi og dens præventive pacificering. Denne positive antropologi er ikke først og fremmest positiv fordi den er ovenud optimistisk, men fordi den hele tiden kredser om kvaliteter, mærkater, karakteristika, essenser og andre glatte betegnelser om hvad “mennesket er”. Introduction to Civil War er et forsøg på at skrive en “radikalt negativ antropologi” med et par abstraktioner …

“… that are just empty enough, just transparent enough to prevent our usual prejudices, a physics that holds in store, for each being, its disposition toward the miraculous. Som concepts that crack the ice in order to attain, or give rise to, experience. To make ourselves handle it.”

I dette indlæg vil jeg lave nogle nedslag i de første 31 teser, der først og fremmest omhandler begreberne borgerkrig og livsformer.

Livsform. Den elementære menneskelige enhed er ikke kroppen – individet – men livsformen (§1). En livsform er det, der til enhver tid animerer og affekterer en krop, og trækker den mod visse ting frem for andre. Som en tilbøjelighed eller smag for noget. En tendens eller impuls. En livsform handler derfor mindre om “hvad jeg er” og mere om den måde, den facon eller proces hvormed jeg bliver det jeg bliver – “hvordan jeg er hvad jeg er” (§5). Det er en vigtig forskel mellem alle karakteristika, identiteter og mærkater man ønsker at beskrive sig selv og hinanden med – og så alle de tendenser, der hele tiden overskrider de karakteristika. At tage en livsform på sig indebærer, at være mere tro til sine tilbøjeligheder i en given situation end til sine mærkater og “karakteristika”.

Tænkning. Tilbøjeligheder kan enten afværges eller omfavnes (§4). At tage en livsform på sig indebærer at tænke den. Tænkning er det, der omsætter en livsforms tilbøjeligheder til en styrke, til en mærkbar effektivitet. I enhver situation findes der en linje der står ud blandt de andre, en linje hvormed langs magten vokser. Tænkning er denne evne til at udskille og følge denne linje. Bemærk hvordan tænkning i denne forstand altid indebærer handling. Vi kunne kalde dette tænke-og-handle.

§6, gloss ß: The most Bloomesque notion of freedom is the freedom of choice, understood as a methodological abstraction from every situation. This concept of freedom froms the most effective antidote against every real freedom. The only substantial freedom is to follow right to the end, to the point where it vanishes, the line along which power grows for a certain form-of-life. This raises our capacity to then be affected by other forms-of-life.

Borgerkrig. Begrebet om borgerkrig er helt centralt her. Det er ikke en historisk eller fremtidigt scenarie, men et fundamentalt forhold ved verden. Tiqqun definerer borgerkrig som “livsformernes frie leg; det er princippet om deres sameksistens” (§1). Jeg forstår her leg som alle tænkelige møder, sammenstød, interaktioner mellem kroppe, og måder kroppe kan berøre hinanden på.

“§12. The point of view of civil war is the point of view of the political.”

Men hvorfor krig? Og hvorfor mellem borgere?

Borgerkrig, fordi i en hvilken som helst leg mellem livsformer kan muligheden for heftige konfrontationer – muligheden for vold – aldrig ignoreres.

Her er brug for et sidespor, omkring vold, som Tiqqun ikke selv bekymrer sig om at uddybe: Vold skal nemlig her forstås i sin brede mening og ikke bare i sin mest synlige form (den type vold du ser på nyhederne eller fantaserer om, når du tænker på en voldsforbryder). Vold kan også være strukturel vold, dvs. al den lidelse og elendighed som folk daglig kæmper med, men som bare er blevet normalt. Strukturel vold er på mange måder usynlig vold. Strukturel vold er fx, at den fattige ikke kan bespise sig selv, mens supermarkederne smider al overfloden af mad ud i skraldespanden. Vold kan også være en symbolsk vold, dvs. alle de talehandlinger, navngivninger og kategoriseringer, der muliggør både den mere synlige vold og den strukturelle vold. En symbolsk vold der muliggør synlig vold er fx når palæstinensisk modstand mod den israelske besættelsesmagt navngives som “terrorisme”, hæmmer det vores evner til solidaritet og retfærdiggører død og ødelæggelse som i Gaza 2008. Volden udgår både fra kamphelikopteren der skyder hvid fosfor over en befolkning, ligesom volden udgår fra alle de tunger der konstant kalder dem terrorister og derfor gør massakren mulig). En symbolsk vold der muliggør strukturel vold er fx den overdrevne så kaldte “islamkritik” der giver regeringen grundlag for at lave kringlede udlændingelove, for at forhindre muslimer i at komme ind i landet.

Borgerkrig, fordi konfrontationen mellem livsformer ikke ligesom krig mellem stater, men ligesom konfrontationen mellem parter. (Eller endda konfrontationen mellem “partier” i samme forståelse, dvs. i den forståelse “parti” havde før fremkomsten af den moderne stat). I den igangværende borgerkrig er den neutrale også en part.

Pagt og fællesskab (§13-16). Når der, på et bestemt sted og tidspunkt, opstår et møde mellem to kroppe, der affekteres af den samme livsform, erfarer de en form for pagt. Det er en pagt der går forud enhver slags beslutning, og snarere opstår end aftales. Sammenstødet sætter mig i kontakt med mine egne krafter. Denne type pagt kan også kaldes fællesskab. Der findes ikke noget Fællesskab med stort F, eller fællesskabet i bestemt form. Der findes kun fællesskab der spreder sig. På samme måde er fællesskab ikke en samling af kroppe (“dette fællesskab”) abstraheret fra verden, men snarere fællesskab opfattet som en særlig relation mellem kroppe. Dét, at sammen erfare og blive animeret af fællesskab – det er alt der menes, med begrebet fællesskab. Så snart fællesskaber forsøger at inkarnere sig som et adskilt subjekt, det øjeblik de forsøger at afgøre hvad der skal være indenfor og udenfor det, taber de fællesskabsfølelsen i de enkelte relationer. De bliver i stedet til Organisationer.

Hostility (§18-23). Når to kroppe, der affekteres af livsforme som er fuldstændigt fremmede for hinanden, mødes på en bestemt plads og øjeblik, erfarer de fjendtlighed [hostility].

Og med det samme løber jeg så ind i oversættelsesproblemer, for her er det vigtigt hvordan Tiqqun skelner mellem hostility og enmity – eller mellem hostis og enemy.

En hostis – den anden krop, der animeres af en fremmed livsform – er et forhold der er radikalt anderledes end med en fjende [enemy]. En hostis kan identificeres og dens situation kan kendes, men den selv kan ikke kendes for hvad den er. Hostility] er denne umulighed for kroppe der ikke går sammen at kende hinanden. Så snart en ting læres at kende forlader den fjendtlighedens sfære [the sphere of hostility] og bliver til en ven – eller fjende [enemy].

På dansk kunne man måske oversætte hostility til ‘fjendtlighed’, mens enmity bliver ‘fjendskab’. Men det skaber problemer i forskellen mellem hostis og enemy – her lader det danske sprog kun til at have ét ord: ‘fjende’. Indtil bedre bud kommer på banen, holder vi os til de engelske.

Hostility er det, der kobler fremmede sammen som fremmede: Varen, pengene, den juridiske kontrakt, bagtalelse, voldtægt, fornærmelse, ren og simpel ødelæggelse. Alle disse handlinger virker ved at reducere den anden. Så den anden forbliver fremmed, ukendt. Men også mere subtile former for hostility findes, som fx i visse typer gavegiveri (når gaven har indbygget en tvang til reciprocitet). Gavegiveri der animeres af hostility kan endda være overhøflige komplimenter, visse typer gæstfrihed, hyldest, overforsigtighed m.m. At forlade hostility indebærer at tage de potentielle konflikter på sig, som reduktionerne dæmper, og således tvinge etiske skillelinjer frem mellem fremmede livsformer.

“§27. All differences among forms-of-life are ethical differences. These differences authorize play, in all its forms. These kinds of play are not political in themselves, but become political at a certain level of intensity, that is, when they have been elaborated to a certain degree.”

Hvad der er på spil når en enemy konfronteres er aldrig at tilintetgøre dens eksistens, men at i stedet tilintetgøre dens  magt, dens potentialitet.

At forlade hostility ved at finde fælles livsformer, betyder som sagt venskab. At være bundet som venner gennem en forståelse eller beslutning indebærer, at som i takt med at vennens magt vokser, vokser min egen. Ligeledes er jeg bundet til min enemy gennem uoverensstemmelse, således, at for at min magt skal vokse, må jeg konfrontere the enemy og underminere dens krafter.