Folkevælde

På dansk har vi endt med den lidt uheldige oversættelse af demokrati som folkestyre. Men demokrati har ikke lige som monarki, hierarki og oligarki sin rod i det græske ord for styring (-arki).

Der findes heldigvis endnu ikke noget ‘demo-arki’, selvom vores tid er så optaget af få “folk til at styre sig selv”. Demo-arki ville  være navnet på en regeringsform uden regenter, evt. en måde at regere på ved at gøre alle til konger (i stedet for at umuliggøre det, der gør folk til konger).

Demokrati betyder ikke folkestyre. Demokrati betyder folkevælde. Krati, ikke arki.

Når man kigger Den Danske Ordbog igennem vil man finde, at -krati er blevet synonymt med -arki, dvs. styring eller styreform. Som om der ingen forskel var, men blot to forskelligt lydende græske ord for det samme. Men roden –krati har sin egen historie og stammer fra Kratos, den græske gud for styrke og magt.

Aristoteles bemærker i sin Politik, at en græsk bystats forfatning normalt var afhængig af militærets fremherskende våben: Hvis det var et kavaleri, ville det være et aristokrati, da heste er dyre. Hvis det var hoplitter, sværtbevæbnede fodsoldater, havde det været et oligarki, da ikke alle havde råd til rustning og uddannelse. Hvis dets magt var baseret på flåden eller det lette infanteri, kunne man forvente et demokrati, da alle kan ro eller bruge en slynge. Med andre ord, hvis en mand er bevæbnet, er man virkelig nødt til at tage stilling til hans meninger. Man kan se, hvordan dette udspillede sig mest utilsløret i Xenofons Anabasis, der fortæller historien om en hær af græske lejesoldater, der pludselig bliver lederløse og fortabt midt i Persien. De vælger nye officerer og stemmer dernæst i fællesskab om, hvad de så skal gøre derfra. I situationer som denne, selv hvis afstemningen var 60/40, ville alle kunne se magtbalancen og hvad der ville ske, hvis det rent faktisk kom til et slag. Enhver stemme var, på en meget virkelig måde, en erobring.

Romerske legioner kunne på lignende vis være demokratiske: Det var hovedårsagen til, at de aldrig fik lov til at komme ind i Rom. Og da Machiavelli genoplivede ideen om en demokratisk republik ved den “moderne” æras daggry, vendte han øjeblikkeligt tilbage til ideen om en bevæbnet befolkning.

Det kan til gengæld hjælpe med til at forklare begrebet “demokrati”, som lader til at være blevet opfundet som et fornærmende udtryk af dets elitære modstandere: Det betyder bogstaveligt talt folkets “magt” eller endda “vold”. Kratos, ikke archos. De elitister, der opfandt begrebet, tænkte altid demokratiet som noget, der ikke lå langt fra gadeoptøjer eller pøbelvælde; skønt deres løsning selvfølgelig var nogen andres permanente erobring af folket. Og da det lykkedes dem at undertrykke demokratiet af den grund, hvilket var ganske normalt, så havde det ironisk nok den følge, at det netop var gennem gadeoptøjer, at befolkningens vilje blev kendt, en praksis der blev ganske institutionaliseret i, lad os sige, Romerriget eller 1700-tallets England. (David Graeber, 2016. Brudstykker af en anarkistisk antropologi, OVO Press, s. 103-4)