Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

I sommars valde vi att fira solen med att flytta veckans Planka-möte ut på gatan. Varje dag fickparkerar bilar där och det tar lång tid, fram och tillbaka, gasa upp och ner, bromsa så bilen inte krockar med annan bil etc. Det gör ett oerhörd väsen av sig och är inte alls mysigt. Därför bestämde vi oss för att flytta ut mötet på den enda lediga parkeringsplats, och där fortsätta diskussionerna kring stadens trafikmaktordning. Mötena blev oerhörd lyckade, folk som gick förbi stannade upp eller satte sig ner, blev bjuden på cider och tog del i det prat som pågick. En granne kunde försäkra oss om, att han “också hatade bilar”. (Apropos bilhat har Planka.nu en artikel i nya Brand #2 med en titel som slutar med en dramatisk och blommande frasradikal passage om brännande bilar).

Det ligger nära att använda uttrycket att “ta tillbaka gatorna” (från engelska reclaim the streets). Detta missriktar dock fokus till föreställningen om något som har varit “vårt” i dåtiden, och som nu kan “tas tillbaka”. Parkeringsplatserna anses här som en främmande bebyggelse, där “vi” levde innan, och att det är vår “rätt” att använda dem “igen”. (Ironisk, att en sådan historiemetafysik nästan påminner om hur den sionistiska rörelsen, via händelser tusen år tillbaka, rättfärdigar israeliska bosättare som ett sorts bibelsk reclaim).

Hur stadens platser och konstruktioner ska byggas, användas och modifiera anses vanligtvis vara uppgift för arkitekter och stadsplanerare att utforma. Ungefär som att “politik” är något som “politiker” håller på med, dvs. inne i parlamenten. Men om staden ska växa nerifrån och upp – om staden ska bli politisk bortom arkitekternas parlament – får detta inte bli enda sättet att planera staden. Vi måste göra en skillnad här.

Arkitektur. Att planera byggande uppifrån-och-ner och kontrollera användningen genom offentliga regelvärk och individuella rättigheter. Etymologisk ursprung från grekiska ‘arkhitektōn’, från arkhi- ‘ledar’ + tektōn ‘byggande.’

Arkitektur kräver ledare, som bestämmer och utformar ramarna för stadens platser och konstruktioner. När vi rör oss i sådan byggande, stabiliserar de sociala relationer sig i samma sorters hierarki, som utgör förutsättningen för byggandet. En stad planerad av bilägande politiker, kommer så klart att prioritera bilar. Därför måste cyklarna ta upp plats på trottoaren, och fotgängarna gå på varandras fötter. Detta sätt att bygga staden på brukar som oftast att dela konstruktioner upp i antingen statlig eller privat egendom. Deltagande måste därför medieras genom representativa kanaler, och direkt deltagande misstänkliggörs ofta eller i värsta fall kriminaliseras.

Anarkitektur. Att låta stadens flöden och konstruktioner planeras och modifieras nerifrån, i aktiveringen av lokala gemenskaper och ad hoc initiativ. Byggande utan ledarskap, anarki arkitektur. Etymologisk ursprung i grekiska anarkhia/anarkhos och arkhitektōn, från an- ‘utan’ + arkhos ‘ledare‘ + tektōn ‘byggande.’

Mycket anarkistisk tänkande baserar sig på att undvika alla sorters reglering och planering. Idealet för stadsbyggande blir då “den oplanerade staden”. På samma sätt som att kärlek inte bara uppstår spontant, som var det en händelse från yttre rymden, måste byggande också planeras. Stadens flöden och konstruktioner praktiseras alltid i vis mån – de måste uppräthållas av aktivitet – och dessa praktiker kan läras om, tränas in och måste repeteras för att i framtiden äga rum.

Att skapa ett lokalsamhället är dessutom mycket roligare än att ha det! Kanske handlar det då om att medlet helgar målet? (Nä jag skiter egentligen i den uppdelningen).

Hacking involves knowing how humans sometimes work as procedural machines, acting by pre-defined rules that can easily be exploited. All it takes, is to know the entire set of pre-defined rules, and then picking the most suitable course of “interaction”. This of course works when dealing with all kinds of companies, from fast food restaurants to public transportation. It is especially true in hierarchical companies that micro-manage their employees, so the rule-based procedures completely the interaction. Another example are the procedures for when and in which cases an employee must bring their supervisor. Or leave you alone (so you don’t have to be bothered by their selling tricks on the phone). Or wait for you, and with you never coming back to them, waste their time (which make the company lose money).

Bogmaskinen på Dortheavej 61 inviterede Planka.nu til København for at holde et oplæg. Med min dansk-svenske mutantbaggrund, tog jeg tjansen. Det finder sted i morgen lørdag kl. 12 og bagefter er der diskussion til omkring kl. 14. Vi skal snakke om aktivisme, og der er vist kaffe og kage også. God dansk hygge med andre ord. Invitationen lader til at komme på baggrund af nogle organiseringsmøder i aktivistmiljøet her under foråret, som skal blive spændende at høre mere om og tage del i. Mit eget engagement i Planka.nu begyndte efter at have flyttet til Stockholm forrige år.

Planka.nu er en forening for alle der kører gratis i kollektivtrafiken. Det gøres primært ved at drive en fællles forsikringskasse, hvor alle medlemmer betaler hinandens bøder, så ingen behøver være nervøs for at blive snuppet af kontrollanter. Målet er bundet sammen med midlet: hver gang nogen planker, bliver kollektivtrafikken også gratis. I dag findes Planka.nu i Stockholm, Göteborg, Skåne og snart også Oslo. Om diskussionen i morgen resulterer i nogen københavniseringer vil vise sig.

Om det her med “at planke”. På dansk siger vi som regel at man “kører på røven”, når man ikke betaler billetten. Alligevel giver det måske mening at bruge samme verbum som på svensk, att planka, i dens danske version, at planke. Ordet konnoterer selvfølgelig også til at kopiere noget identisk og udgive det under eget navn, fx et musikstykke. Men det kan samtidigt betyde at få tilgang til noget uden at betale – “planke ind til cirkusforestillingen” – hvilket er præcis det der menes. Interessant nok, bruger almen tale jo udtrykket “gratist”, hvilket henviser til den grundramme som de fleste i Planka.nu har ikke kun til kollektivtrafikken, men til hele samfundet: det skal blive gratis.

Det her med gratis. Oplægget kommer til at tage det lidt for givet, men det er vigtigt at også fundere videre over det i andre sammenhænge. At forestille sig et samfund hvor alt er gratis lyder måske som luftkasteller. Alligevel har Wall Street snakket om noget lignende i flere år: The End of Money. Når nu Wall Street forestiller sig samfund uden penge, bør man nok blive skeptisk til hvor “gratis” det egentlig kommer til at blive. Gratis som i Spotify, dvs. lytte til musik mod at blive afbrudt af reklamer, som du kun kan slippe for ved at betale? Stockholms tunnelbana er allerede spækket med reklamer – nogle af dem endda med lyd på (!) – det skal endelig ikke være løsningen på “gratis kollektivtrafik”. Gratis som gaveøkonomiens kapitalisering, dvs. at der altid forventes noget proportionelt tilbage for at nogen “giver dig noget gratis”? Det er lidt som juleaften hele året, og det skal ikke forstås positivt. Gratis som gratis for de indviede, dvs. den sociale kapitals erstatning af økonomisk kapital? Så skal man have de rigtige venner, udtrykke de rigtige tegn, eller kende nogen der kender nogen, for at få tilgang til de fælles goder. Osv osv.

Et bedre ord end gratis er da måske “det fælles” eller “det almene” (på engelsk det “the common” – og som system, “commonism“). På svensk snakker de om allemansrätten, alles ret til opholde sig og bruge de svenske skove, plæner, fjelde og søer – selvom de skulle ejes privat eller offentligt. Det handler altså om et ejerskab der er hinsides privat og offentlig-statslig ejendom. De senere år har diskussionerne om allemandsretten taget til i svenske kontekst. Piratbyrån slog et slag for “digital allemandsret”, de lancerede deres forestilling om velfærdssamfundet: “Välfärd startar vid 100 mbit!”. På samme måde foretaler Planka.nu en “urban allemandsret” i arbejdet for at cementere kollektivtrafikken som grundlæggende vilkår for at leve og bo i byen.

Planka.nu minder på mange måder om Piratgruppen & The Pirate Bay, der tidligt talte fildelernes sag, ved at koble sig op på en bevægelse i samfundet som allerede voksede dengang, gav den et bedre navn og forstærkede dens kraft med entreprenørlignende tiltag. På samme måde forvandler Planka.nu et ordningsproblem i kollektivtrafikken – folk der ikke betaler deres billet – til en politisk konflikt: for en gratis kollektivtrafik, der styres af de der rejser og arbejder i den.

Et ord udtryk der vender tilbage oftere og oftere er dette, at aktivisten kan skabe politisk forandring ved “at hacke” samfundet. En sådan aktivisme med hackeretik kan med et ord kaldes “Hacktivisme“. Idéen er, at kapitalismen ikke fungerer som en motor der kan saboteres, blokeres eller protesteres mod. Spørgsmålet er, om det overhovedet hjælper at snakke om kapitalismen i bestemt ental, som var det en “ting” der eksisterede derude, uden for os, eller om det snarere er en tendens eller process der hele tiden bliver til: den fortsatte kapitalisering af noget. Men skal vi stadig tænke på kapitalismen som en “ting”, virker det mere frugtbart at forestille sig et styresystem. Her gælder det om at holde energien kørende (“keep the power on!”), mens systemet hackes. Hackeren stiller sig derfor ikke udenfor og protesterer mod kontrollen og afgiftsfinansieringen, eller saboterer dets totale funktion, men begiver sig helt ind i systemet og laver om på det indefra. At tage sig igennem kollektivtrafikkens kontrolsystem i form af spærrer og kontrollanter, er en måde at udnytte og anvende infrastrukturen, mens man hacker kontrolsystemet og finansieringsmodellen. Samtidigt er hackeren jo også en ulydig figur, potentielt set kriminaliseret, så det er vigtigt at bevæge sig i systemets gråzoner. Flere har forsøgt anmelde Planka.nu til retsvæsenet for organiseret kriminalitet, men i de ni år som foreningen har eksisteret, har det ikke lykkedes. Og jo længere tid der går, jo sværere bliver det. At planke i kollektivtrafikken er nemlig ikke ulovligt – det er ikke bøder, men tillægsafgifter du risikerer at skulle betale – så organiseringen af afgiftsstrejken kan roligt tage form af stabil forsikringsvirksomhed for hackende ulydighed.

Foruden at præsentere grundvirksomheden hos Planka.nu – bødefonden – og det her koncept med at hacke, vil oplægget desuden komme forbi temaerne: hverdagens ulydighed, og at have en “bevægelse” uden en bevægelse; urban allemansret; italiensk “auroreduzione” i 1974; gratisgenerationen; spektakler; munter politik; livsstilsanarkisme for kidz; George Lakoffs rammer og grundrammer

Som sagt, Bogcaféen på Dortheavej 61 kl. 12-14. Oplæget er på dansk, med fare for et par forsvenskninger.

Indledningen til denne blog kunne lyde som et læserbrev. Men længere nede handler det om hvad det vil sige at være “parlamentarismens fattige” og at hacke kapitalismen. Indgangen som læserbrev passer med andre ord dårligt, og Commoniser vil fremover arbejde på kommunikationsstrategien. Husk, hav altid en god indledning! Men læs nu videre. Hvad sker der for det igangværende “moderniseringsprojekt” hos SF og SFU? Mikkel Skov Petersen fremlægger tre tendenser. Han fremlægger godt, læs ham:

Som en del af SF’s moderniserings-projekt har populisterne fået afskaffet de (centrale) dele af den marxistiske analyse, der er for besværlige – herunder spørgsmålet om ejendomsret.

Analyse af ejendomsret. Hm. Jeg følger pinligt lidt med i partipolitik, men mit indtryk var, at ejendomsretten var et ikke-spørgsmål. Det diskuteres ikke i parlamentarisk politik. Men jeg tog altså tilsyneladende fejl. Nuvel! Jeg ønsker også en fornyet kritik af ejendomsretten. Så mon ikke at dette tidspunkt, hvor man smider den ud, er et rimeligt tidspunkt at starte igen? Hvad der følger for neden kan således læses som et forsøg på dette: starten på en kritik af ejendomsretten.

1999 var vores 1968

Der skete noget i 1999. Årstallet fortæller os ikke blot noget om ejendomsretten, men også hvad der ligger hinsides ejendom. Hvad kritikkerne af ejendomsretten behøver, er en bredere diskussion og fremhævelse af den mængde af sfærer hvor ejendomsretten allerede kommer til kort. Det er de sfærer hvor ejendomsretten muligvis forsøges udøvet i sin mest ekstreme form, men samtidigt holder på at krakelere. De fleste kender grundtrækkene i fildelningskampene – i politisk form, fremst det mylder af pirater og hacktivister der dagligt kæmper mod ejendomsretten til informationer. Den grundlæggende modsætning kan tegnes mellem ejendom og fælles rigdom – eller i libertært lingo, mellem kontrollens begrænsninger og den frie spredning af informationer. Det er ét exempel. De kampe har stadig langt mere potentiale end hvad de tilskrives i dansk media – inklusive Modkraft. Måske fremst fordi det er så tydeligt hver gang hacktivisterne vinder. Exemplet kan ikke fungere opskrift til resten af tilværelsen dog, men behøver at suppleres med lignende kampe mod ejendom og for det fælles – eller i libertært lingo, mod kontrollens begrænsninger og for den frie spredning af informationer (og symboler, kroppe, og andre sager værdige at sprede). Men nogle ting gør hacktivismen symptomatisk for den nye modstandskamp – lige så, det ændrede syn på hvad man kæmper mod. Kapitalismen anskues mindre som motor der skal saboteres og smadres, og mere som et operativsystem på en computer – en kode man kan hacke, eller helt skifte ud. Jeg tror i denne forbindelse, at vi bør fundere videre over Karl Palmås’ påstand om, at 1999 må fungere som vores 1968. Brud af samme omfatning som i 1968 opstod omkring året 1999. Som en start, tænk på IT-boblens ændring af vores sprog i computeretermer; fremkomsten af crackers der bryder ned og hackers der bygger op; hvordan DJ’ens rolle ændrede sig fra jukebox til kunstner;  remix-kulturens kopimisme; netværket som model (i Eric Raymonds‘ termer Katedraler vs. Bazaarer).

Alligevel er det som om, folk alene forventer sig revolutioner der gentager fortiden. Vi forventer at 1968 gentager sig, blot uden trompetbukserne og syrerocken. Jeg er dårlig til partipolitik, men er der fx nogen partier – udover piratpartiet – som har benhårde standpunkter mod ejendom, der fx vil nedlægge copyright, patenter, og intellektuel ejendomsret? Jeg er ikke bekendt den slags standpunkter i parlamentarisk politik. Selv piratpartiet forholder sig kun til ejendommens online, og glemmer helt at at bevæge sig hinsides ejendommen IRL.

Tre scenarier tegner sig omkring politikken med offentlig og privat ejendom. På det parlamentariske niveau tvinges vi til at vælge enten-eller, enten offentlig eller privat ejendom. Realpolitisk bliver det dog altid et både-og: den totale sammensmeltning mellem stat og marked. Således eksisterer der altså ikke muligheden for hverken-eller: der findes ingen mulighed for at vælge ejendom fra, ingen vil repræsentere et sådant synspunkt, og således skaber parlamentet med dets repræsentative demokratiform sine egne fattige – de der bliver fattige på repræsentation.

Enten-eller: offentlig og privat ejendom

Problemet er bl.a., at der pt. mest snakkes socialisme vs. kapitalisme, i den forstand, at vi har svært at tænke hinsides statslig vs privat ejendom. Partipolitisk er det ofte et enten-eller (venstrefløjen vil have mere offentlig ejendom og mindre privat ejendom – højrefløjen vil have det modsatte). Lige gyldigt hvad, så skal vi altså fortsætte med at have ejendom, være den offentlig eller privat. Selv Enhedslisten lader til at udelukkende tænke i enten offentlig eller privat ejendom. Men det er en falsk dikotomi. Alligevel fortsætter den, fordi ejendom tages for givet – som sagt også på venstrefløjen. Der findes sikkert en masse gammel tænkning mod ejendomsretten i arkiverne og i partiprogrammerne. Men tænkes der aktivt på at undersøge og skabe de alternativer som kan erstatte ejendomsparadigmet? Det virker som at et opgør med ejendomsretten vil kræve et opgør med statsformen, som vi kender den. Alain Badiou har måske ret i at det ikke kan lade sig gøre, at indlade sig med staten og samtidig lave politik. Statsformen fungerer grundlæggende konservativ – når den først har udvidet sine grænser, ruller den aldrig tilbage – og det samme gælder for selv dens mest rabiate komponenter. Hvor findes det parlamentariske projekt, der udfordrer sit eget grundlag i statsformen?

Igen, jeg er naiv med partipolitikken og vil meget gerne korrigeres hvis jeg har misforstået, og vendes mod de partipolitiske aktiviteter hvor man kritiserer ejendom og forsøger skabe alternativer dertil. Tilsyneladende lægger vi dog ikke nok energi i undersøgelser af de præmisser for ejendommens hinsides – det fælles.

Både-og: Sammensmeltningen af stat og marked

Ejendom hænger ikke blot intimt sammen med det kapitalistiske marked og dets private virksomheder. Ejendom hænger også intimt sammen med statsformen, at vi bygger vores demokratiform på en stat. Jeg savner en kritik af statsformen. Her tænker jeg ikke på den slags pragmatiske argumenter om en totalreformistisk overgangsstat – fortsat i ad infinitum. I vores neoliberale samtid, har den socialdemokratiske tredje vej banet vejen for en total sammensmeltning af stat og marked. Det er vor tids proletariatets diktatur. Et socialliberalt sovjet-light. Det bliver mere og mere tydligt, at om der findes en progressiv brug af statsmagten, er det i så fald blot for at afmontere den stille og roligt. Men hvor henne i parlamentet snakkes der om at afmontere staten? Ikke engang på højrefløjen, de har lige så meget brug for statsapparatet til at fjernstyre markedet og lave deres postmoderne femårsplaner om “innovation” og “kreativitet” og whatnot. Kun tosserne i CEPOS har en seriøs kritik af staten. Men i stedet vil de blot sætte en markedets Leviathan af privatejede virksomheder i dets sted. Det hjælper ikke, og det bibeholder ejendomsretten blot i privat regi. På paradoxalt vis, tjener denne kritik desuden som en dialektisk pingpong-partner for regeringen, der i sidste ende blot medvirker til at cementere statsformen.

Hverken-eller: Parlamentarismens fattige

Det virker på samme måde som at demokratiformen heller ikke kritiseres mere, foruden i apatiske og opgivende vendinger. Mange føler, at den parlamentariske demokratiform handikapper de politiske og demokratiske processer. Vi oplever det så tit, at vi snart er ligeglad med at kritisere det. Vi ved heller ikke hvad alternativet er. Ligegyldigt hvad, så skal vi fortsætte med at have en politisk herskerklasse der skal administrere ejendom (være den højrefløjens gigantiske firmaer eller venstrefløjens gigantiske statsapparater).

Jeg føler mig ikke repræsenteret i parlamentet. Det er derfor hvert folketingsvalg indgyder apati i mig, for lige meget hvad folk stemmer, så vinder regeringen. Alligevel stemmer jeg, og ved de mest apatiske valg: på ingen – eller intet (som i decideret pseudofolkeafstemninger som tronfølgeloven). Jeg føler at jeg burde stemme på Det Usynlige Parti, men ikke engang dét findes i den nationalstat som jeg tvinges være borger i. Jeg ville så gerne kunne mobilisere lysten til at deltage i de parlamentariske processer, men jeg kan ikke. Jeg har oprigtigt prøvet, men jeg tror jeg spilder energier, som jeg i stedet kunne bruge på at lave mere værdifulde ting. For mig, findes der langt mere politik i undersøgelsen og skabelsen af livsformer, som opstår i politisk aktivisme og aktivistisk forskning. Det er klart for langt de fleste der identificerer sig som permanente aktivister, at politik breder sig ud i hverdagen, til at gælde hele livet. Parlamentarismens fattige, finder da glæde i skabelsen af selve livets omstændigheder, med et fint ord, “biopolitik”.

Openhagen University: Aktivistisk forskning

Jeg ville ønske at vi der arbejdede udenomsparlamentarisk dog blev lidt mindre apatiske og kunne nærme os de progressive krafter der trods alt er i parlamentet og partisystemet (igen, jeg er forholdsvis uvidende, hvilket er endnu et symptom på distancen mellem os). Hvordan kan vi finde hinanden, og under hvilke slags mødeformer bør vi mødes?

Et afsluttende ønske: vi behøver at tage ordet kommunisme tilbage. Det er korrumperet og betændt, som havde historieskrivningen givet det et Pavlovsk trauma. Hver kommunistisk ytring bliver en alarmklokke for totalitær politik. Hvilken joke! Vi behøver ordet kommunisme, renset fra al totalitarisme, stat, sovjet og diktatur. Vi behøver at skabe idéen om og realisere en horistonal og ikke-hierarkisk kommunisme. Vi behøver kommunistiske eksperimenter og forskninger, der ikke har sympati med statsformen, og således lever op til dets løfte: hinsides ejendom. Allt for alle: Omnia Sunt Communia. Proletariatets diktatur hører fortiden til – heldigvis – men alligevel bruges sammenkoblingen som et diktaturkort igen og igen mod enhver form for kommunistisk tankevirksomhed. Vi må begynde at sige dette, vise hvor automatisk kritikken virker. Forsvaret mod diktaturkortet er at reducere reduktionen: anvende diktatur-kortet-kortet, med forankring i en oprigtig anti-statslig kommunisme.

For at snakke lige ud:

1. Der findes værdi og rigdom hinsides privat og offentlig ejendom. “Det fælles” eller “det almene” virker som ok gode begreber, men brug endelig nogle andre hvis du har bedre. Spørgsmål om løsrivelsen fra ejendom er langt fra løst, og vi behøver metoder til at flygte fra ejendom gennem realisering af det fælles i bred skala. Vi behøver måske også spørge hvorvidt visse former for (offentlig og privat) ejendom bør beholdes, og hvilke former for ejendom som det nemmest/sværest går at flygte fra.
2. Der findes styring og regulering hinsides staten og regeringen. Det handler ikke om naive forestillinger om spontan orden og mængdens uskyldige kommensammen hver gang der knipses med facebook-sms-aktivist-klokkerne. Organisering er aldrig blot spontan, men må planlægges og trænes ind i som almen praxis. På den anden side, lever spontaniteten heldigvis videre. Og er det heller ikke spontante affekter som jubel, glæde, indignation og arrigskab, der først og fremmest driver vores kampe? Måske behøver vi da også en poetisk organisering af spontaniteten, så dens affekter kan fortsætte med at overraske.

Ikke-hierarkisk styring kan skabes – det er vores mål og middel. Det fælles har altid eksisteret – vi behøver blot få dets knopper til at blomstre, og forsvare det mod indhegninger. Men vi behøver seriøs aktivistisk forskning på området, for at kunne gentage og kopiere det fælles og dets ikke-hierarkiske regeringsformer til resten af samfundet. Det er lange træk, og vi behøver at tænke os om, mens vi gør det. Openhagen University, bliver det til noget?