Alting falder (endelig) fra hinanden

Hvad sker der, når katastrofen danner ramme for hverdagslivet? Hvad gør man, når ængsteligheden bliver så stor, at fornægtelse på paradoksal og bedragerisk vis synes den mest betryggende strategi – eller eneste mulighed? Og når man så bevæger sig ud på gaden, står mit i demonstrationen, blokaden eller protesten og heller ikke dér formår at forbinde sig til de politiske slogans selvsikre retorik? Hvordan er modstand mulig?

“Alting falder (endelig) fra hinanden” er titlen på Mo/Maja Moesgaard og Lone Aburas udstilling på Danske Grafikeres Hus 4.-25.- marts. Der er åbent torsdag – søndag 13:00 – 17:00 og gratis adgang

Den lange apokalypse

Vi har altid forestillet os verdens undergang som en brat hændelse. En atomkrig. En invasion af rumvæsener. Himmelen – eller i en moderne udgave, ozonlaget – der åbner sig og kaster ild ned på menneskene. I film og romaner er de store utænkelige katastrofer altid pludselige. Katastrofen overtager og bryder ind i hverdagen. Katastrofen er altid malplaceret, unormal. I Hollywoods verden kommer katastrofen altid som en overraskelse. Selv i Lars von Triers ellers uortodokse katastrofefilm Melancholia kan verdens undergang tælles på et par dage – mens en meteor nærmer sig planeten. Det passer bedre til film.

Men vores verden er ikke som Hollywood.

Katastrofen er ikke på vej – som en meteor der nærmer sig planeten og som vi kan vente nervøst over, mens vi bider negle i spænding. Katastrofen er ikke på vej, den er her allerede.

For nogen var skybruddet den 2. juli tegnet på at vi virkelig går nye tider i møde. Følelsen af at regnen bare kunne fortsætte og vandmasserne stige. Hvornår ville det stoppe? Følelsen af at de overdrevede vejrfænomener er ved at blive almindelige.

Vestlige religioner har altid forestillet sig dommedagen som en adskilt begivenhed, som en dato man kunne fastsætte. Så kunne man tælle ned. Så vidste man hvor lang tid “der var igen”. Det passer bedre til dommedagsprofeternes konkurrerende odds og det klimaks deres kulter hver især er afhængige af. Kun hvis der er en klar skelnen mellem denne verden og verden efter dommedag, giver deres totale hengivelse til “efterlivet” mening.

Men vores verden er ikke som Jehovas vidner eller nogen af de andre dommedags-religioner fortæller.

Hvis dommedagen som begreb har nogen mening bør forestillingen om den ene dag – i bestemt ental, dagen – afvises. Hvad vi snarere har at gøre med er en æra – en dommeæra, kunne vi kalde det.

Apokalypsen bliver ikke det øjeblik hvor vi alle udraderes fra jordens overflade på en gang. Det bliver en verden vi må gennemleve: En lang apokalypse. En verden hvor kloakerne regelmæssigt oversvømmes og tager alt det beskidte lort vi havde gemt væk op til overfladen. En verden hvor den nuværende biodiversitet erstattes af en biodiversitet af insekter: utallige nye arter af fluer, flåter og myg, der med deres korte reproduktionstid tilpasser enhver ny situation ved at mutere. Og al den mad vi må producere i laboratorier, fordi fiskene er uddøde og landbruget er udtørret. Listen fortsætter.

Men der er også noget mærkeligt glædeligt ved en verden, der vender vrangen ud på sig selv. Her taler jeg ikke om den stille skadefro, der måske følger når oversvømmelserne destruerer overfloden af inventar i villaboernes kældre. Noget langt mere gennemgribende er på spil og egentlig er det svært at beskrive, fordi det handler om noget meget kropsligt, nemlig: At komme i kontakt med verden. At befinde sig i situation hvor verden vender vrangen ud af sig selv betyder at igen blive tilstede i verden – en verden der ikke længere blot omgiver dig, men udgør dig. Gaderne der oversvømmes; familien i pizzariet der kæmper med at feje vandmasserne ud og bygge dæmninger foran døren; cyklisten der kæmper sig over til caféen hvor de andre har samlet sig, floden der strømmer helt oppe fra Gentofte og lægger Lyngbymotorvejen under vej og kortslutter bilernes evindelige mobilitet. Mennesket jeg pludselig har en animeret samtale med – og bagefter samarbejde med. Møblerne der står overalt på fortovene og stemningen af livlig anarki når byens gribe cykler rundt og ser guld – alle de ting vi behøver for vores nye fælles lokaler – hvor andre så skrald.

Egentlig er det bare at se ansigtsudtrykket på mennesket, der pludselig forlader hjemmets fire fugtige vægge, bevæger sig udenfor og finder sig selv midt i kaoset.

Grunden til at vi bør fortsætte med at beskrive aspekter som foroven er, at det indeholder spørgsmålet om hvad katastrofen gør for vores tilstedeværelse i verden. Hvordan vi på ny bliver nærværende. Og hvad det betyder for at kunne finde hinanden, at kunne samarbejde, at kunne lære ellers glemte færdigheder, at elske og have det muntert, at udnytte bruddene og deres kriser til at tage så meget som muligt tilbage af det vi er blevet berøvet. På en mærkelig måde komme til live, midt i katastrofen. Som var denne katastrofale tidsalder blevet second nature for os – vores anden natur.

Hvad vi er dømt til at gå i møde er ikke verdens abrupte undergang, men en katastrofe der gradvist udfolder sig: en langstrakt proces, hvor ekstreme vejrfænomener og andre klimaændringer vil blive hyppigere – og frem for alt mere intensive.

Men vi må huske, at katastrofen først og fremmest består af et katastrofalt forhold til verden.

Blot få dage efter skybruddet udbryder en overvismand kækt, at de massive skader som oversvømmelserne forårsagede er godt for “dansk økonomi”. Du gættede nok allerede svaret: Fordi “det skaber aktivitet i samfundet” (læs: det skaber lønarbejde). Når en person bliver kørt ned i trafikken og brækker benet, så stiger BNP. Da tsunamien i 2004 skyllede alle fiskerne og de lokale væk fra strandene i det indiske ocean, og alle pengene som pligtopfyldende vesterlændinge havde doneret blev brugt til at bygge badehoteller til dem selv, så steg BNP. Når vesten invaderer et land, for at først bombe det og siden ‘genopbygge’ det, så stiger BNP. Der er ingen tvivl om at der er masser af aktører derude, der ikke kan vente på at profitere på den lange apokalypse. Spørgsmålet er: Hvordan slipper vi af med dem?

Den kommende opstand: Miljøet

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.