‘End of the World’, del 2: Fejlslagne profetier og fanatisme

For mere end halvtreds år siden skrev Leon Festinger When Prophecy Fails om en gruppe apokalyptikere, der opgav alle sine verdslige besiddelser, forlod sine familier og opfordrede andre at gøre det samme for endelig at forberede sig på den store syndflod.

Dommedagen skulle finde sted og udslette verden en decemberdag i 1954. Gruppen selv ville blive reddet af rumvæsner. For medlemmerne var alt derfor sat på ét bræt.

Da profetien slog fejl, og dommedag ikke fandt sted, skete det mærkværdige: De blev ikke mindre men mere sikre i sine profetier. Festingers studie byggede på tesen om, at det psykologiske begreb kognitiv dissonans kunne forklare dette.

Frygten for at være hykler

Kognitiv dissonans er et slags ubehag eller en uro, der opstår når man har en forestilling om sig selv eller verden og præsenteres for en modstridende forestilling. Det kan være ydre omstændigheder, der pludselig peger på noget, man ikke havde taget til efterretning, eller at man blive gjort opmærksom på en modsætning ved ens forestillinger. ”I siger det er vigtigt for jer at bruge meget tid med jeres børn, men samtidig snakker i næsten kun om jeres karriere – hvordan hænger det sammen?” “- Jamen, vi grunden til at går så meget op i vores arbejde, er for vores børns fremtids skyld.”

At blive præsenteret for modstridende evidens for sine forestillinger, og så konkludere, at ens forestillinger må være så meget desto mere sande, det er paradokset ved kognitiv dissonans.

Kognitiv dissonans handler ofte om frygten for at være hykler.

I den forstand er det umuligt aldrig at opleve kognitiv dissonans, lige så meget som det er umuligt aldrig at være hyklerisk. (Der findes ingen rene, fuldkomment konsistente mennesker – det er kun i lovgivningens fantasiverden den slags findes).

Når man behandler spørgsmålene om den apokalyptiske stemning i samtiden, der kredser om verdens undergang, så dukker problemet med prognoserne op – hvornår vil verden gå under og hvordan? – og især problemet med de fejlslagne prognoser. Fejlslagne prognoser fremprovokerer i sagens natur kognitiv dissonans.

Rene brud, blanke tavler (millenarisme)

Der findes sociale ordener, der er så rigide at den eneste måde at forandre dem på er via kriser. Det er derfor millenaristiske bevægelser gennem tiderne har forestillet sig samfundsforandringerne som storslåede brud med virkeligheden, og ikke så sjældent simpelthen planetariske udslettelser, for at kunne levne frit rum for nye verdner. Den blanke tavle tiltrækker os, fordi den nuværende orden levner så lidt plads til fantasien og på den blanke tavle kan fantasien få frit spil. Vi starter helt forfra, alt skal væk, før der kan komme noget nyt – sådan er den millenaristiske tankegang.

Men den form for rigiditet i sociale ordner kan også gøre sig gældende for mentale strukturer, der kan størkne omkring profetier. I en håbløs verden, kan de dystre prognoser, i kraft af deres løfte om en blank tavle, give os dette lille, spinkle håb om en anden verden.

Når vores forestillingsevner størkner omkring den slags prognoser, bliver de mærkeligt immune over for ydre evidens.

Selv de mest voldsomme omvæltninger i vores verden vil ikke kunne ændre på dem. Vi er for affektivt investeret i de fantasier, som prognoserne er udtryk for. Den kognitive dissonans, der opstår når profetierne slår fejl, er for omsiggribende og ville kræve af os at vi ændrede en masse af vores forestillinger. Det vil kræve en eksistentiel krise, at forandre den slags størknede sind.

Den fanatiske kerne i det, jeg elsker

I eftertiden er Festingers studie måske bedst kendt som en analyse af denne form for rigide tankegang, der ikke er bøjer sig for ydre evidens – en slags fanatisme. Fordi jeg ikke vil tale faste overbevisninger og fanatisme ned her, vil jeg tilbyde en nuance.

Der er altid en kerne af forblændelse i de ting, vi nærer den dybeste kærlighed til.

I de liberale samtaledemokratier er der intet mere lattervækkende end fantasten, der stædigt bekræfter sine værdier til trods for sine omgivelsers modbeviser og skepsis. Det er nemt at gøre grin med medlemmerne af kulten i Festingers studie. Noget af det, der afholder os fra at give os ubetinget hen til vores vigtigste værdier er altså frygten for fanatisme, hvilket vil sige frygten for latterliggørelse.

Vil vi passioneret bekræfte de værdier vi tror på, og samtidig minde os selv om at værdier og etik i sidste ende intet endeligt grundlag har (for værdier er vilkårlige og kan ikke begrundes af noget absolut), ja så kommer vi ikke uden om den kerne af fanatisme, der findes i bekræftelsen af vores værdier. At lidenskabeligt bekræfte sine værdier – vilkårlige værdier, der i sagens natur ikke er universelle – er lig med at åbne sig op for den liberale latterliggørelse. Over for den frygt, kan jeg sige: Det er en risiko, jeg har bestemt mig for at tage, og jeg ønsker at omgive mig med mennesker, der kunne tænke sig at tage den risiko.

Samtidig kommer vi ikke uden om den reele fare ved kognitiv dissonans, som ikke er den fanatiske kerne i vores værdier, men faren for mit sind størkner omkring visse forestillinger. Og især at mit sind størkner så meget desto mere, jeg præsenterer for modstridende, ydre evidens.

Hvordan passioneret leve og kæmpe i overensstemmelse med vores værdier uden at sindene og fællesskaberne størkner omkring dem? (Sagt i lidt mere nutidige termer: Hvordan undgå at blive ’ideologisk’ og ’dogmatisk’?)

Er vi dømt til den gyldne middelvej, aldrig at bekræfte vores værdier udover en vis intensitetstærskel, hvis vi vil gardere os imod størknende ’dogmer’?

Grusom optimisme (Festinger tog selv fejl)

Festingers studie er måske det bedst citerede i socialpsykologiens historie. Det er derfor ironisk, at man sjældent hører, at de mange studier der fulgte i slipstrømmen på dens succes ikke gav de samme resultater.

Altså: Festinger tog selv fejl.

Fra Shierry Nicholsons The Love of Nature and The End of the World:

What Festinger failed to understand is that prophecies, per se, almost never fail. They are instead component parts of a complex and interwoven belief system which tends to be very resilient to challenge from outsiders. While the rest of us might focus on the accuracy of an isolated claim as a test of a group’s legitimacy, those who are part of that group—and already accept its whole theology—may not be troubled by what seems to them like a minor mismatch. A few people might abandon the group, typically the newest or least-committed adherents, but the vast majority experience little cognitive dissonance and so make only minor adjustments to their beliefs. They carry on, often feeling more spiritually enriched as a result.

Det er let at afskrive dommedagskulterne som forblændede, men de mange studier efter Festinger viser, at det er mere kompliceret og at de samme manøvrer gør sig gældende også for folk, der ikke er medlemmer af apokyptiske sekter, at de gør sig gældende i hverdagens kriser.

Vi er her tæt på Lauren Berlants begreb om ”grusom optimisme” (fra bogen Cruel Optimism, 2011), dvs. en følelsesmæssig tilknytning til ting, personer og institutioner, der ender med at give os præcis det modsatte af det, vi håber på ved vores investering i dem.

De troende kunne lige så godt være loyale partisoldater til en skammelig politiker, der lyver i hver eneste kampagne og svindler med sin tildelte magt. For nogle borgere er hvert eneste skandaløse kapitel i den farce, som det repræsentative demokrati er, så meget desto mere en grund til at gå ned og “forsvare demokratiet” ved at stemme.

Det kunne også gælde for mine egne stædige forhåbninger til venner, der gentagne gange ikke lever op til mine “forventninger”, som jeg i øvrigt heller ikke tør være åben omkring.

Det kunne også være tilknytningen til velfærdsstaten – denne i vores del af verden allestedsnærværende, grusomme optimisme, der knytter mig til alle de socialdemokratiske institutioner, så meget desto mere som de er ved at være historie. En optimisme der er grusom, fordi den forhindrer mig i at sørge det, jeg alligevel ikke kan ‘regne med’ (pension, velfærd, omsorg, læring, gode tænder), og ved at sørge, ville jeg kunne forestille mig, hvad der må komme i dets sted, hvordan vi passer på hinanden uden statens sikkerhedsnet.

Profetier slår fejl hver dag.

Vi er også hyklere alle sammen.

Men det betyder ikke, at vi skal holde os tilbage og aldrig stå fast på noget eller tro på noget. Snarere bekræfter det, at der intet stabilt grundlag findes for vores værdier. Værdier er vilkårlige: I sidste ende stammer vores idéer om det gode liv intet sted fra. De har nok en historie, de er præget af vores livserfaringer, men der er intet oprindeligt udspring at finde frem til. Der er ingen universel idé om retfærdighed, om det gode eller skønne, jeg kan basere dem på. Det er derfor selv den mest brændende fanatiker ikke kan undgå hykleriet.

At påpege en inkonsistens i nogens måde at leve på, kan måske være en god anledning for selvreflektion. Selv anklager om hykleri, kan gøre det for os. Men anklagen om hykleri er også den mest kedelige metode, at få folk til at reflektere over sine inkonsistenser. Black-Metal bandet Wolves in the Throne Room:

I have had people throw this in my face before – “how can you play music that is supposedly anti-civilization on electric guitars?” Frankly I find this line of reasoning boring and pointless. I remember a common line against rioters trashing the Nike store in downtown Seattle. There was a famous picture of some black-clad kid smashing the Nike sign, but zoom in and… ah-haa!! He’s wearing Nike sneakers! I say, who fucking cares? Catharsis is our objective, not a lilly-white and guilt free existence. We are all hypocrites and failures.

Tage julemanden alvorligt

Teatergruppen Solvognens opførsel af Julemandshæren fra 1974 er stadig et benchmark for politiske aktioner, som det kan være værd at komme i hu i dag.

En af de ting der er værd at bemærke i dag er at fascisterne har en smule succes med en lignende form. Nationalt drejer det sig om PEGIDA, en ved første øjekast lidt mærkelig gruppe af forstyrrede, youtube-afhængige pensionister og muskuløse nynazister. I begyndelsen havde gruppen ambitioner om massemobilisering, med inspiration fra Dresden, der kunne samle op til 30.000 personer om at flage med den tyske fane. Det skete aldrig. Og efterhånden som danske PEGIDA mødte modstand opgav de håbet om at blive en massebevægelse og er nu mere blevet en form for aktionsgruppe. Det betyder dette: at hvis modstanden behandler PEGIDA som et forsøg på at skabe en “platform for rekruttering”, så misser man et aspekt af hvorfor de til dels lykkes med noget andet, hvad der i dag kunne kaldes perception management.

PEGIDAs anti-islamiske march gennem Nørrebro, i en tynd forklædning af at være et “juleoptog” med Jesus-skilte og småkager, lykkedes faktisk i det store og hele med at gentage den samme logik, som fik julemandshæren til at virke. På lignende måde har medlemmer af gruppen ved flere tilfælde forsøgt provokere konfrontationer ved Folkets Hus, i en tynd forklædning af at ville lave lidt borgerjournalistik (med kamera op i ansigtet på folk). Det er på ingen måde lige så effektivt, bl.a. fordi deres sørgelighed skinner for let igennem – de fleste kan se hvor frygteligt et fællesskab de udgør – men det er tydeligt at samme teaterlogik gør sig gældende.

Aktionsformen i Julemandshæren må ihukommes, genoplives og besjæles med vores egne værdier.

Det virkende princip her er kognitiv dissonans. Som speakeren siger: “Julemanden forsøger at være god, men bliver hele tiden slæbt væk af politiet.”

Det ubehag, der følger en frihedsberøvet julemand er ikke til at tage fejl af, til en sådan grad at børn skriger “Nej nej, det må han ikke!” (altså politibetjenten). Knebet er simpelt: påføre sig en autoritets dragt (julemanden) og så tage dens etiske fordringer alvorligt (generøsitet, gaver til alle osv). Selv uden humoren er aktionen ikke langt fra den teologiske sandhed om Sankt Nikolaus, der som bekendt også var helgen for tyvene og de falsk anklagede.

Det havde dramaturgen i klippet måske overset. På et tidspunkt siger hun noget, der – set med nutidens øjne – er så utidssvarende, at det må gengives i sin fulde længde her. Bare for at mindes os selv om, hvordan det var muligt at snakke i halvfemserne, efter historiens afslutning eller før den kom igen:

“Solvognen er født ud af 70’erne og den politiske tid, som en teatergruppe, der ville eh, der ville pege på vores og nedbryde vores borgerlige livsformer. Pege på den onde kapitalisme, der udbyttede arbejderen og øh … havde på den måde en … set med nutidens øjne, måske lidt naiv og romantisk dagsorden. [smiler overbærende]”

Samme logik som Julemandshæren i en anden form kunne være, at påføre sig regeringens dragt. En dragt kan også være en sproglig dragt: at fx give løfter om “gratis offentlig transport”, ville være at tale som en regering. Derefter tage autoriteten alvorligt (den tager ikke sig selv alvorligt: da venstrefløjsregeringen kom til magten i 2011 bl.a. på løftet om at sænke priserne på offentlig transport, gik der kun et par uger før de satte priserne op).

Der findes også materiale nok i populærkulturen, myterne, politikeres ‘kommunikationsudspil’ og ‘visioner’ til andre lignende skuespil. Det ville handle om bare at tage løfterne alvorligt i den dominerende kultur. Hvis fx ikke politikerne selv gør noget ved deres løfter – eller i lidt mindre eufemistiske termer, hvis de lyver – så sørg for at deres løfter bliver overholdt.  Bliv ‘den udøvende magt’. Insistér på at valgflæsk ikke eksisterer: “En aftale er en aftale”.

Logikken er ikke  så langt fra den måde uforløste ønsker i popmusik om at smadre det hele, “tear shit up” og “go hard”, nogle gange faktisk ender i at tingene bliver tearet up i optøjer (fashionista-optøjerne i London 2011 er et eksempel her).

For at skære logikken ud i pap: Julemandshæren er officielt optaget i Kulturministeriets Kulturkanon. Det betyder at julemands-autoriteten er fordoblet af endnu en autoritet (statens kutlurelle smagsdommere). Hvilken bedre måde at tage den dominerende kultur alvorligt end at genopføre et af dens kanoniske værker? (I udlandet tror visse at det faktisk er en juletradition på staden hvert år at lave aktionen).

For mere om Julemandshæren se  dokumentaren “Dejlig er den himmel blå” fra 1975, tilgængelig på filmcentralen.

Jubelpessimisme

Føler i dag, at der er grund til at være jubelpessimist.

Jubelpessimisme indebærer, at vi kan holde flere ting i hovedet på samme tid, at vi kan glædes og fejre og spekulere og konspirere, at være både optimist og pessimist på samme tid (de er ikke hinandens modsætning, det er derimod defaitismen, den opgivende følelse, accepten og overgivelsen af fremtiden). At være ambivalent, helt enkelt.

Omkring 30 sekunder. Så lang tid tog det Suleiman, at annoncere på det egyptiske stats-TV, at Mubaraks 30 årige lange ledelse var slut.

At Mubarak gik af sin præsidentpost i Egypten og overlod den formelle ledelse til militæret, anerkendes af selv de mest kyniske kommentatorer som et vendepunkt – revolutionens første store bedrift – men i den arabiske region som sådan. Der er seriøse potentialer for domino-effekter nu. Det hele er første begyndt. Hæv blikket.

Oprøret har allerede bygget grundstenene til demokrati

Og det er vildt! Magtdynamikken mellem befolkningen og regeringen i Egypten vil for altid være forandret efter i går.

De seneste par uger har befolkningen fået den altid omnævnte “smag for frihed”. Hvad betyder det egentlig? Det betyder bl.a. at have fået fornemmelse for og forfinet sin politiske bevidsthed og krop, tale magten imod, lært at forsvare sig mod politiet, øvet sig i det sociale samarbejde som det kræver at holde et oprør i gang, og mens statens apparater falder sammen (hvilket nogle absurde vestlige kommentarer satte synonymt med “samfundet”), bygger man et samfund i skallen af det gamle, med alternative infrastrukturer; overtager fabrikker, starter arbejdskooperativer, kvindegrupper, selvforsvarsgrupper i nabolaget, der distribuerer mad ud til hjemmene når området er roligt; udviklingen af et helt nyt sprog, nye slogans, nye sandheder; at lære at producere og distribuere undergravende løbesedler, opdage værdien af timing (modstandens kairos), finde undetrykkerens svage punkter, finde hinanden på gaderne, på tværs af kulturelle og religiøse skel (her viser oprøret sig som en langt mere ægte multikulturalisme end i vores liberale demokratier), hvor kristne vogter for sine muslimske kammerater, mens de beder midt under gadekampe

Og så vandt de oven i købet. For tilfældet, den første kamp. Det forstærker blot sandheden i alt det, de seneste uger har lært kroppen, alle de bånd der er blevet knyttet mellem mennesker. Det har haft mange omkostninger: Hundrede er døde og tusinder sårede. Vi bør have den dybeste respekt for de modige mennesker, der kastede sig ud i deres lederløse oprør. Ikke ved at blot konstatere respekten, men ved at fortsætte med at have vores opmærksomhed på Egypten, når de nu går ind i en post-Mubarak-fase. Revolutionen er først lige begyndt.

Kvinder og mænd tager hånd om gaderne. Hvem har brug for en regering?

Risiko for jubeloptimisme

Faren er derfor, at reaktionerne læner sig mod jubeloptimisme: Over at “revolutionen har nået sit mål” og “det egyptiske folk har sejret”. Resten er blot et “teknisk spørgsmål”.

Hvad jeg fisker efter her, er en kritik af,

  • at Omar Suleiman, chef for det sikkerhedspoliti, der de seneste uger har skudt og slået på demonstranterne, er stadig ikke er smidt ud. Men også før oprøret stod Suleimans sikkerhedspoliti for daglig politibrutalitet og tortur i Egypten.
  • at militæret nu har den formelle magt over landet, et militær der – trods alle forestillinger om deres “neutralitet” – stadig er en del af regimet. Hvilke aktiver og interessenter er der at finde her?
  • at en “overgangsfase” ikke er nogen entydig størrelse, men derimod kan have vidt forskellige meninger, indhold og tidslængder. Skal overgangsfasen blot lede op til parlamentariske valg? Hvem skal organisere dette i så fald? Er demonstranterne på Tahrir-pladsen direkte repræsenterede? Og hvem skal gøre det? Og hvornår?

Det er her, hvad jeg i det forrige indlæg beskrev som en affektbaseret politik, må forsøge, at forhandle mellem modstridende affekter, for at opretholde ambivalens.

Faren ved jubeloptimismen – modsat jubelpessimismen – er, at det er en jubel, der har tendens til at slette og overskrive den underliggende vrede og modstand, der har drevet hele oprøret. Vrede, håb og modstandsfølelse som også på meningsfuldt vis har været tilstede i resten af verden, der har fulgt med og haft en ikke ligegyldig rolle at spille, ved at forsøge at lægge pres på egne liberale støtter til regimet, og udøve direkte solidaritet gennem fx netaktivisme. Men revolutionen er først lige begyndt. Derfor må en ambivalens råde, så ikke jubelen skyller al vreden ud. For der vil komme flere og nye lejligheder til at gøre brug af vreden og gøre modstand. Ellers kommer en næste dag hvor militæret i stilhed plyndrer den egyptiske stat, og kroppen ikke er beredt på en meningsfuld reaktion til det – ikke opmærksom nok. Og den kognitive dissonans er for stor, så man vil have tendens til at ignorere eller glemme.

Jeg tror vi kan gøre meget ved at støtte egypterne og de andre arabiske folk der vil lave oprør. Men begivenhederne kan også forfine og træne vores egne fornemmelser for politisk bevidsthed. Lige nu er Egypten et af de mest inspirerende udtryk for demokratisk bevidsthed, og vi har meget at lære fra dem – ikke omvendt (det er ikke os der skal ned og fortælle dem hvordan det – liberale borgerlige – demokrati fungerer, de skal have tid og støtte til at gå deres egne nye veje). Vi kan støtte egyptiske og andre arabiske revolutionære ved at lægge pres på de kræfter herhjemme, der er tavse eller decideret understøtter regimerne – endnu mere vigtigt under kommende “overgangsfaser”. Hvor meget når regimet at tilrane sig, mens det smuldrer? Et rygte siger, at Mubarak er god for helt op til 200-400 milliarder kroner. Kan nogen bekræfte den slags bizarre tal?

Tror her det er tid til at læse lidt op på hvad der skete i Sydafrika efter frigørelseskampen far Apartheid-styret og efter Nelson Mandela og ANC kom til “magten”. Apartheid-styret nåede kun uger inden at sælge ud af hele butikken, til tidligere apartheid-ledere, så der ingen økonomisk magt var tilbage i statsapparatet. Det var en tomt og symbolsk overdragelse af den politiske indflydelse. Naomi Klein skriver om det i kapitlet om Sydafrika i Chokdoktrinen: “They had acquired the keys to the house but not the combination to the safe”, som Klein udtrykker det.

Jubelpessimismen jubler derfor over den virkelige bedrift det er, at Mubarak er gået af, men er samtidig pessimistisk, dvs. varsom omkring hvor meget af resterne af hans regime har smuldret. Det er kun toppen af regimet der røget. Resten må også afinstalleres og fortsætte med at krakellere. Optimister og pessimister på en og samme gang, for at forvise opgivelsen og trætheden.

Spørgsmål

Dagens spørgsmål, for at opsummere, og jeg vil meget gerne have nogle bud: Hvad sker der i Egypten nu efter der er blevet fejret hele natten i går? Er Suleiman, chefen for sikkerhedspolitiet, stadig siddende? Hvor mange tyvekoster har Mubarak taget med sig til sin badeferie på Sham-el-Sheik? Hvilke forhandlinger hørte vi ikke om bag kulisserne i går inden Mubarak trådte af? Hvad betyder det, at militæret, der trods al “neutralitet” stadig er en del af regimet, har den formelle ledelse af landet? Hvad sker der for de arbejderkooperativer og nye infrastrukturer som oprøret har nået at bygge? Hvad sker der med den arabiske region nu? Giv gerne svar og find på flere spørgsmål.

Den virkelige overgang: At føle at man lever for første gang

Angående det her med at vente og at ikke gå til forhastede beslutninger, skynde sig at fylde det “vakuum af magt” som Mubarak efterlader sig. Det er rigtigt, at fx i Afghanistan at det var en fejl at hurtigt indsætte en vestligt-orienteret centraliseret statsmagt, i stedet for at lade demokrati vokse op for neden. Men nu var det jo også en vestlig invasion og besættelse af et land. I Egypten var det helt omvendt: Befolkningen gjorde oprør og forsvarede sig mod politistyrker der skød dem ned med amerikansk producerede våben. Ironisk.

Når visse maner til “en stabil overgang” osv. så husk også at det er præcis samme fremgangsmåde som regimet selv opfordrer til. Det er gode grunde til at de ønsker en “stabil” overgang, for således kan de fortsætte med at rage til sig inden en ny magt er kommet til og legitimere at slå ned på evt. gentagelser af oprør (for “nu får I jo det i ønsker”).

Zizek skrev meget præcist om det her i Guardian:

“One of the cruellest ironies of the current situation is the west’s concern that the transition should proceed in a “lawful” way – as if Egypt had the rule of law until now. Are we already forgetting that, for many long years, Egypt was in a permanent state of emergency? Mubarak suspended the rule of law, keeping the entire country in a state of political immobility, stifling genuine political life. It makes sense that so many people on the streets of Cairo claim that they now feel alive for the first time in their lives. Whatever happens next, what is crucial is that this sense of “feeling alive” is not buried by cynical realpolitik.”

De store billeder i dette indlæg er taget af Hossam el-Hamalawy. Billede to og tre er fundet og samlet af Leil-Zahra Mortada i Facebook-albummet “Women of Egypt”. Det øverste jubelpessimistiske billede er fra Al-Jazeera.

I morgen søndag befolkes Café Under Konstruktion af en masse egyptiske danskere og andre der vil fejre den første sejr sammen. Der bliver vist en dokumentarfilm og nogle vil spille egyptisk musik. Der er ikke noget program, men velkommen ned i Folkets Hus, stueetagen, Stengade 50 på Nørrebro om eftermiddagen.

Centralisering i blogosfæren: Tilfældet Modkraft.dk

Generalforsamlingen for de forenede venstreradikale er blevet overendt og myldrer med trolde og vampyrer!

Det lyder måske usandsynligt, men det er konsekvensen af en vis husholdning på internet, hvad vi kunne kalde dårlig internetøkologi: centralisering på internet. I offline sammenhæng har vi at gøre med oprettelsen af en generalforsamling.

Vi kender allesammen mændene der stiller sig op og holder lange taler, den ene association efter den anden, der effektivt afsporer debatterne, og gør alle udmattede. Endnu værre er det, at finde sig selv i den situation. Det er ekstremt pinligt. Pointen er, at vi allesammen kan komme til det at gøre det (omend mænd, og særligt ældre mænd, dog har en mistænksom tendens til at gøre det oftere). I disse dage holdes der lange og associerende og udmattende taler, et vis sted på internet. Med internet fik de venstreradikale nemlig deres løbende og kaotiske generalforsamling: Modkraft.dk.

“Autonomi! Men ikke på internet …

Lad os stille idéen om en generalforsamling op mod to principper som længe har været holdepunkter for anarkister, autonome, libertære og andre venstreradikale: principperne om decentralisering og autonomi. At koncentrere magten på et sted, med én måde at diskutere, bygge og beslutte på, går dårligt sammen med de to principper. Libertære venstreradikale har derfor gjort en dyd ud af, at lade diskussionerne, byggeprojekterne og beslutningerne sive ind i de små møder og sammenstød som livet indebærer. Sådan har libertær politik altid fungeret: gennem at praktisere principperne i hverdagen. Vi foragter repræsentation, og kræver, undskyld etablerer, derfor en direkte politik. Det kræver pr. definition en udspredning af beslutninger, diskussioner og aktiviteter. Okay, så langt så godt.

Bortset fra på internet, tilsyneladende.

Det burde give kognitiv dissonans, at prise de samme idealer om decentralisering og autonomi, når man bruger autoritære teknologier som iPhone og lignende. Eller grundlæggende set blot synes fri software er “fetichering” for “en lille subkultur “, som ikke kan “mobilisere arbejderklassen”. Men nu handlede det om internet. Så det vil vi lade ligge, for at i stedet tage et lidt mere nærliggende teknologisk eksempel, nemlig føromtalte Modkraft, en nyhedssite og generel portal for “den progressive venstrefløj”.

Bloktilskud på Modkraft

Aktiviteterne på Modkraft foregår i stigende grad hos de bloggere, som redaktionen har inviteret til at huse på domænet. De inviterede bloggere får fri rådighed over deres sted på portalen, og læsere er velkomne at kommentere og diskutere med. På mange af blogindlæggene er der livlig diskussion, som regel en 5-10 kommentarer, ofte 30, nogen gange 70. Intet mærkeligt, det er i høj grad styrken ved blogs, og et fornuftigt træk væk fra den tidligere forum-baserede diskussion (som ingen læste). Modkraft kalder initiativet for »Bloktilskud: bevillinger eller tilskud, der kan anvendes frit af modtageren, uden at betaleren stiller krav til anvendelsen«

Redaktionen bag Modkraft bestemmer ikke hvad der skal stå, sådan er det jo med blogs. Til gengæld vælger de, hvem der skal skrive. Dette skaber tilsyneladende en række forventninger hos læserne, der antager og kræver en masse af bloggerne. De i bogstavelig forstand ændrer læsernes adfærd, og skaber forudsætningerne for forvandlingen til trolde, grå vampyrer og minotaurer. Ahvad? Lad os kort snakke økologi på internet.

Trolde på internet

Troldet er nok det mest kendte eksempel på internettets bæster, hvortil de grå vampyrer og minotaurerne også hører. Troldets mest elskede økologier er kommentarspor og forummer, hvor den nyder at vise, at den minsandten ikke deler de øvriges entusiasme – troldet positionerer sig i modsætning til en fan. Derfor kræver troldet vidner – de andre der læser dets troldning, den energi som troldet lever på. Troldet kan være aggressivt, og uhæmmet i sin kritik. De er krævende, petitesse-fokuserede, negativistiske, auto-kritiske, energi-drænende, autistiske i deres empati-evne, og utroligt lydige i deres læsning – de forventer sig en masse af bloggeren, og afkræver derfor lige så meget. Frem for alt kræver troldet bekræftelse på sin evne til at lede al energi i dets egen retning, og således ødelægge fx en blogs kommentarspor.

Lad os tage et eksempel. Eskil Halbergs blog er en af de blogs jeg som regel læser på Modkraft. Indlæggene er ikke så lange, og har ofte aforistisk karakter. De er små akademiske eksperimenter  eller poetiske undersøgelser af en bestemt tankegang. Kommentarsektionen er dog som regel enorm: blogindlæggene lader til at skabe en mængde reaktioner, som det er frugtbart at forstå gennem et internetøkologisk perspektiv. Eskil Halbergs seneste blogindlæg følges af disse 4 kommentarer:

—Mener du virkelig, at “friheden blev bange for sig selv” i forbindelse med at hamas blev valgt? Er det din forklaring på forholdene i den region – og vestens forhold til hamas etc?

—mener du virkelig at kongens fald skyldes liberalismen? Er det din forklaring på den franske revolution?

—Hvor er det med Johanne og frihed trygt henne ?

—Så, Eskild, det er noget ustyrligt vrøvl, du skriver. Liberalismen er ikke et styresystem, men en ideologi. Ifølge denne ideologi [… lang udredning følger]

Centralisering af blogosfæren

Problemet ved at Modkraft centraliserer blogosfæren er, at det giver en illusion om, at man ikke kan starte sin egen blog. Derfor flokkes alle anti-autoritære venstreradikale til Eskil og de andre bloggere, og bliver straks forvandlet til trolde.

Læsere har nemlig kun ét centralt sted at søge hen, hvis de vil læse blogs fra den politiske venstrefløj. Der eksisterer muligvis andre, men at folk ikke lader til at kende dem – selv kender jeg heller ikke rigtigt noget – er en effekt af dette, af centraliseringen. På Modkraft refererer bloggerne nemlig intensivt til hinanden: de svarer på hinandens debatindlæg, som kommentarer og i selvstændige blogindlæg. De byder hinanden velkommen, og det gør vi læsere også. Der opstår også deciderede temaer over visse perioder, som da mindst en 5-6 blogs diskuterede hvad begrebet “almindelige mennesker” mon kunne betyde.

Til gengæld refererer bloggerne stort set aldrig ud af Modkraft. Det fastholder portalens karakter af generalforsamling, hvor man kan få et indtryk af, at alle diskussioner skal være relevante, og alle blogs skal tage netop de emner op, som jeg synes er aller vigtigst. Og det giver de associerende agiterende marathon-talende ældre mænd alt for gode forhold til at trolde. Indrømmet, alt dette optager mig endnu mere, eftersom bloggen her netop er en del af det internet, der ekskluderes i en sådan centralisering. Alle vi der bliver udmattede af generalforsamlinger.

Økologien i kommentarsporene på Modkraft kræver, som alle andre blogs, en eller anden form for husholdning. Det indebærer en form for internetdannelse hos først og fremmest bloggeren, men også de øvrige læsere: bl.a. fodres internettrolde alt for ofte, så de vokser. I de fleste situationer er det bedst bare at ignorere det. Eller som Eskil selv svarer til et meget krævende trold: “Jeg skylder dig ikke noget” – Nej, man skylder ikke at redegøre alle mulige teoretiske detaljer og liberalismens historie fra en eller anden læsers perspektiv. Det er udmattende. Jeg bliver meget udmattet af trolde og grå vampyrer. Jeg bliver næsten selv forvandlet til en, det er en energi der trækker ens evne til at kommentere ned i et sort hul, hvor ingen empati råder, og hvor alting læses gennem en kantet monokel.

Flere offentligheder, færre trolde

Jeg foreslog Eskil, at næste gang den første kommentar til en af hans blogs lød  “Hvorfor skriver du om X, hvorfor skriver du ikke om Y i stedet?”, kunne han svare:

“Hvorfor skriver du ikke selv om Y? Det er bare at starte en blog på www.wordpress.com eller www.blogger.com og så skrive en artikel om alle de ting jeg skriver forkert, og redegøre for alle de mange detaljer ved liberalismens historie osv. Og bagefter så går man ind i mit kommentarspor og lægger et lille “hyperlink” (Det er dem der gør internet til internet!). Så finder læsere med fælles interesse dit indlæg. Og måske kan det være jeg linker tilbage en god gang jeg synes det er en interessant samtale. Det er sådan offentligheder skabes på internet – ikke ved at flokkes i et kommentarspor og kræve, myrekneppe og auto-kritisere.

At starte egne blogs og linke til hinanden, er en helt basal måde at sprede diskussionerne ud i mindre offentligheder (decentralisering), der stadig hænger sammen gennem de ting vi alligevel har til fælles (det opstår gennem netværket). At blogge selv kan blot betyde, at undlade at lægge den lange kommentar om alt det som Eskils blog “burde” have handlet om, og i stedet copy + paste + publish + linke tilbage fra ens egen blog. Således kan man deltage i samtalerne med længere indlæg, holde en løbende tema over et antal indlæg, og holde et specifikt fokus (på liberalismens historie whatever).

Oh Dearism

Adam Curtis explores the phenomenon of distant suffering and its impact on contemporary politics and media. The points is: suffering in media leaves us apathetic and unable to act on the problems we are exposed of. It does not fulfil its promise of awakening indignation and mobilizing political change. Instead, it dulls our political affects, and naturalizes suffering. Distant suffering is precisely this, that we experience suffering from a distance, mediated through TVs, newspapers and other channels. Suffering usually provokes a feeling of pity in the other and, on a good day, even indignation, but since our reactions to the exposure of distant suffering never gets reinforced through political action – what is one to do? – the affects are gradually dulled and lose their intensity. In the end, we merely mobilize a lax state of worry, only able to produce the reaction: “Oh, dear”.

In a similar way, activist consciousness raising has for many years channelled their indignation through a production of shame and self-contempt in other people. People are horrible, with their bourgeois racist tendencies, holding animals in cage to experiment with and eat them, they only think about money, their car, or flat-screen TV. The solution is therefore to raise consciousness through protests and mockery, ie. raise shame. Where does this leave the TV-watching and shame-ridden citizen? Like apathy, shame and self-contempt are inhibiting affects: they shut down behaviour, and leaves the person in a depressed state, unable to act differently. The person only stops doing the horrible bourgeois activities for a moment, while in a state of shame, but have no new behavioural repertoire to replace the shameful behaviour with. Having no idea what to do puts the person in a state of cognitive dissonance. To reduce dissonance, a person usually finds changing their belief easier (“My behaviour is not so bad after all”) than changing their behaviour beyond inhibition, ie. creating a new kind of behaviour to replace it (“I have learned I can do this instead”). What the dissonance reduction produces instead is a construction of justification for the former shameful behaviour. In the process of justifying and constructing valid reasons for continuing to do the activity, the person strengthens the reasons and affective base of it. Thus, the dynamic of shame-producing activism and a shame-ridden person without a new behavioural repertoire, is unable to create a political event. Paradoxically, it often does the opposite, strengthening the existing behaviour.

Watching this video and reading these notes, you might find yourself in a meta-level state of Oh Dearism, since it has given you no other clues for what to do instead than keep watching troubling documentaries, reading about catastrophes in the newspaper, and seeing a worrying unveiling of a political scandal in the news, while feeling you have done a political act by attending with your mind to the trouble, but also feeling apathetic. The answer is, keep reading this blog, because it will give you all the answers and help you out of your apathy. Have a good day.