Spørgsmålet om kommunisme

Oven på det europæiske socialdemokratis kollaps i kølvandet på første verdenskrig besluttede Lenin at give den gamle socialismes smuldrende facade en makeover ved at overmale den med det smukke ord ‘kommunisme’. Altså låner han komisk nok fra anarkisterne, der i mellemtiden havde gjort det til deres banner. Denne bekvemme forvirring omkring socialisme og kommunisme har gennem det sidste århundrede i høj grad været skyld i, at ordet blev synonymt med katastrofe, massakre, diktatur og folkemord. Siden da har anarkister og marxister spillet pingpong rundt om modsætningsparret individ-samfund uden at bekymre sig om, at denne falske antinomi er formet af den økonomiske tænkning. Hvis man gør oprør mod samfundet i individets navn, eller mod individualismen i socialismens navn, så har man på forhånd spærret vejen. I mindst tre århundreder har individ og samfund hver især hævdet sig selv på bekostning af den anden, og det er denne dristige og vaklende tendens, der år efter år får det charmerende hjul, vi kender som ‘økonomien’, til at dreje.

Magasinet Eftertryk har publiceret nogle uddrag fra sidste kapitel i Den usynlige komités seneste bog, Maintenant [‘Nu’], smukt oversat af Anna Cornelia Ploug og Serena Hebsgaard.

Mens vi venter på at hele bogen udkommer på dansk, læs her: For den verden, der følger.

Grundkommunisme

Har brugt dagen på en grov oversættelse af otte sider fra David Graebers tidligere omtalte bog Debt. Det er afsnittet der handler om kommunisme (s. 94-102).

Den grove oversættelse findes på en etherpad. Læs med og deltag gerne, alskens bidrag er velkomne. Hvis den bliver ordentligt redigeret kan den måske genoplive fordanskningsmaskinen?

Her er nogle udpluk.

Jeg vil definere kommunisme som enhver relation mellem mennesker der virker efter princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov”.

Jeg indrømmer at sprogbrugen er en smule provokerende her. “Kommunisme” er et ord der kan vække stærke følelsesmæssige reaktioner – hovedsageligt fordi vi er plejer at forbinde det til “kommunistiske” regimer. Det er ironisk, eftersom de Kommunistiske Partier der regerede over Sovjetunionen og dens satelitter, og som stadig regerer over Kina og Cuba, aldrig beskrev deres egne systemer som “kommunistiske”. De beskrev dem som “socialistiske”. “Kommunisme” var altid et fjernt, noget uklart utopisk ideal, som regel ledsaget af statens visnen væk – hvilket skulle opnås engang i en fjern fremtid.

Vores tanker om kommunisme har været domineret af en myte. Engang for længe siden, ejede menneskene alle ting i fællesskab – i Paradisets have, under Saturns Gyldne Tidsalder, i stenaldertidens jæger-samler-flokke. Derefter kom Efteråret, hvorpå vi som resultat nu er forbandede af magtdelinger og privat ejendom. Drømmer var, at en dag, med teknologiske fremskridt og generel velstand, med social revolution eller Partiets vejledning, ville vi endelig være i en position til at vende tilbage, til at genindføre fælles ejendomsret og fælles styring af de kollektive rescourcer. Gennem de sidste to århundreder har Kommunister og anti-Kommunister skændtes over hvor sandsynligt dette billede var og hvorvidt det ville være en velsignelse eller et mareridt. Men de var allesammen enige om den grundlæggende ramme; “primitiv kommunisme” eksisterede virkelig i en fjern fortid, og en eller anden dag vil den måske vende tilbage.

Paragraffen foroven har meget at gøre med tidslighed. Graeber beskriver altså “primitiv kommunisme”, eller “mytisk kommunisme” som det også hedder, som en slags forestillet fortidig tilstand af kommunistisme. Senere omtaler han også en tilsvarende “episk kommunisme”, dvs. en slags forestillet fremtidig tilstand af kommunisme (efter Revolutionen, efter årevis af proletariatets diktatur osv. – den dag som aldrig kommer). Til dette må lægges en kommunisme der udbredes og fordybes i nuet, dvs. kommunisering.

Graeber er også ude efter noget lignende altid-allerede eksisterende kommunisme (“faktisk eksisterende kommunisme”, hvis det skal blive helt polemisk).

At starte, som jeg siger, fra princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov” tillader os at se ud over spørgsmålet om individuel eller privat ejendomsret (der ofte ikke er meget mere end formel lovlighed alligevel) og til langt mere presserende og praktiske spørgsmål om hvem der har adgang til hvilke slags ting og under hvilke betingelser. Hver gang det er det afgørende princip, selv hvis det bare er to personer der interagerer, kan vi sige at vi er nærværet af en slags kommunisme.

Næsten alle følger dette princip hvis de samarbejder om et eller andet fælles projekt. Hvis en der reparerer et brækket vandrør siger, “Stik mig skruenøglen”, vil hendes medarbejder almindeligvis ikke sige, “Og hvad får jeg for det?” – selv hvis de arbejder for Exxon-Mobil, Burger King eller Goldman Sachs. Det er i grunden simpel effektivitet (ironisk nok, i betragtning af den gængse opfattelse af at “kommunisme bare ikke virker”): hvis du virkelig ønsker at få noget gjort er den mest effektive fremgangsmåde selvfølgelig at fordele opgaver efter evne og give hinanden hvad end vi har brug for at gøre det.

Graeber taler om dette som “baseline communisme”, hvilket her oversættes som grundkommunisme. Det er det minimum af kommunisme der må findes i hvilken som helst sammenhæng, hvis mennesker ikke skal slå hinanden ihjel (denne pointe fremgår også af bogen). Det er ikke forkert at sige, at en af kapitalismens skandaler er, at også den er afhængig af et grundfjeld af kommunistiske relationer. Dagligdagen er fyldt med små kommunistiske gestusser, selv blandt fremmede: vise vej, dele en smøg, låne en mobil, lytte til en anden når hun taler osv.

Jeg vil kalde dette “grundkommunisme”: forståelsen af at, med mindre mennesker betragter hinanden som fjender, hvis behovet anses stort nok, eller omkostningen anses være rimelig nok, vil princippet om “yde efter evne, nyde efter behov” forventes at gælde.

Det kunne alternativt være “basiskommunisme”, men det har for meget klang af basis/overbygning, basisgruppe osv. ‘Baseline’ henviser til et slags fundament, et grundlag: grundlagskommunisme evt. hvis det skal være helt stringent.

Det næste udpluk må fremhæves i særdeleshed pga. vendingen “sansernes kommunisme”. Der er meget at tænke videre på her.

Det hjælper også at fremhæve at det at dele ikke bare handler om moral, men også om nydelse. Ensom nydelse vil altid findes, men for de fleste mennesker består de mest nydelsesfulde aktiviteter næsten altid i at dele noget: musik, mad, spiritus, stoffer, sladder, drama, senge. Der findes en vis sansernes kommunisme som roden til de fleste af de ting vi anser for sjove.

Den sikreste måde at vide at man er i nærværet af kommunistiske relationer er at, ikke bare holdes der ikke regnskab, men det ville anses uforskammet eller simpelthen bizart at overhovedet overveje at gøre det.

Endnu en pointe, der fremgår af afsnittet. Hvis mennesker ikke delte med hinanden, uden at holde regnskab, ville vi ikke bare dø af følelsesmæssig forarmelse, men bogstaveligt talt intet have med hinanden at gøre. De eneste relationer der er fuldkomment blottede for kommunisme er relationer mellem fjender, relationer hvor parterne omgås med fare for at slå hinanden ihjel.

Grundkommunisme, altså. Det burde være tydeligt at vi har at gøre med et fundamentalt moralsk påbud, dvs. noget der forventes af hvem som helst i visse omstændigheder. Med mindre der er et komplet fravær af socialitet, gør princippet sig gældende når enten behovene (fx alvorlig fattigdom) eller evnerne (fx velstand der overgår fantasien) er tilstrækkeligt dramatiske.

(Det er i øvrigt ikke helt klart for mig hvordan kommunisme som etisk disposition adskiller sig fra dette, men det gør det givetvis. Formodentlig fordi etiske dispositioner udbredes og fordybes, modsat moral der fungerer gennem forventninger og idealer)

Vi slutter af med et tyrkisk folkesagn om den middelalderlige sufimystiker Nasreddin Hodja. Det illustrerer meget fint princippet foroven og de kompleksiteter som grundkommunisme introducerer i selve begrebet om udbud og efterspørgsel:

En dag da Nasruddin var overladt til at bestyre det lokale tehus kom kongen og nogle medlemmer af hans følge, der havde været på jagt i omegnen, forbi for at spise morgenmad.

“Har du vagtelæg?”, spurgte kongen.

“Jeg er sikker på at jeg kan finde nogle”, svarede Nasruddin.

Kongen bestilte en omelet med et dusin vagtelæg og Nasruddin skyndte sig ud for at lede efter dem. Efter kongen og hans følge havde spist, forlangte han hundrede stykker guld.

Kongen var forbløffet. “Er vagtelæg virkelig så sjældne heromkring?”

“Det er ikke så meget vagtelæg der er sjældne heromkring”, svarede Nasruddin. “Det er mest besøg fra konger.”

Som sagt, læs hele den grove oversættelse her og bidrag gerne med rettelser eller udvidelser.

Helbrede død med kommunisme

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, :

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Udgivelsesdato for ‘Den kommende opstand’

Den kommende opstand udkommer fredag d. 2. december. Se hele opslaget hos forlaget After Hand. Dér kan man også forudbestille bogen, så den bliver sendt med posten.

Altså, det bliver så afsindigt dejligt at den bog endelig kommer til verden.

Her er omslagets yderside i flad gengivelse:

(Detalje: Omslaget kan ikke gengives helt, da det er trykt i to pantonefarver,
der begge befinder sig udenfor computerskærmens spektrum)

Vil ikke kommentere så meget, så check bare resten ud hos After Hand, hvor man foruden at forudbestille bogen også kan se prisen, eller rettere pristrappen, og info om arrangementet Verbale Pupiller i Århus, hvor bogen også vil blive diskuteret.

Der skal nok blive noget traditionelt receptionshalløj i København også. Men ellers ville det være dejligt hvis den her udgivelse kunne behandles på flere måder, og lade bogen komme i live på en mængde måder.

Bogen udgives med en opfordring til at blive kopieret (kopimi).