Adblock AFK

Metropolen er en strøm der gerne vil trække alting med sig i sin fortvivlede mobilitet, der gerne vil mobilisere hver og en af os. Hvor informationer overfalder os som fjendtlige tropper … (Den usynlige komité)

I kender sikkert Adblock, den Firefox-plugin der fjerner reklamer på internettet. (Hvis I ikke gør, så hermed anbefalet: det er en helt essentiel ting for at luge ud i den mentale økologi).

I bus og tog sidder vi lidt i samme situation: fra alle sider ønsker virksomheder og myndigheder at meddele os ting, lokke med underspillet eller endda spille på en anti-kommerciel æstetik, som virker netop pga. en udbredt lede mod reklamer. Uanset hvor meget du beder om at blive fri: reklamerne forstår ikke et nej. Vigtigst af alt: der findes ikke nogen plugin (som på internet) eller fjernkontrol (som ved TV eller radio), så man kan slukke for det. Kigge væk? Det går ikke. Og slet ikke med indførelsen af lydreklamer.

Venner af reklamerne vil måske sige, at de finansierer store dele af de goder som vi gør brug af, fx den kollektive trafik, hvor folk udsættes for flest mængde reklamer. Problemet med dette argument er, at det simpelthen ikke passer. I Stockholm finansierer reklamerne 1,7% af omkostningerne for den offentlige trafik. Lignende proportioner vil sikkert kunne findes i Danmark. Spørgsmålet, for politikerne, er om det er det værd. Vi vil skulle betale en vældigt lav pris for at afskaffe dem gennem skattefinansiering, men i stedet betaler vi en høj pris for at beholde dem.

Under alle omstændigheder, hvor kommer pengene ellers fra, hvis ikke fra virksomhedernes kunder? Hver gang vi køber hvilken som helst vare fra en virksomhed, der også budgetterer med reklamekampagner, betaler vi den ekstra pris for at senere blive spammet i bussen og toget. Vi betaler for vores egen mentale uhygiejne.

Der er brug for flere midler, som kunne kaldes Adblock AFK (internetsprog for ‘Away From Keyboard’). Også taktikker der ikke kræver boltsaks og værktøj, menneskelige taktikker, taktikker der skaber en almen fjendtlig indstilling overfor de fjendtlige informationstropper.

Venturekapitalisme

For overleve bygger det nuværende økonomiske system på en metode til at først tiltrække innovatorer og derefter indfange deres kreative resultater: Venturekapitalisme.

Venture capital is financial capital provided to early-stage, high-potential, growth startup companies. [Wikipedia]

Gennem deres adgang til store summer penge, virksomhedskontakter og -aftaler, diverse privilegier m.m., tilbyder venturekapitalister hver generation af nye innovatorer en chance for at realisere sine idéer ved at sælge de fremtidige produktive værdier i bytte mod den nødvendige kapital som behøves for at starte.

Venture … Et dristift foretagende; at vove noget, at sætte noget på spil, spekulere

… provided to early stage … Tilbydes til virksomheder og enkeltpersoner, der er i tidlige faser, hvor de ikke selv har midler og derfor er afhængige af venturekapitalister

… high-potential … Den potentielle fremtidige gevinst, dvs. forskellen mellem de penge der skydes ind i starten og de penge der kan indfanges og trækkes ud senere, er meget høj.

… growth startup … Innovationen viser tegn på vækst, eller blot tydelige potentialer til vækst og er først ved at starte op, derfor ikke endnu etablerede og selvstændige, autonome.

(Der kunne måske laves en association til hipsterterminologi her, vækstpotentialet i det fucking indie-hippe, og den opportunisme det kræver at gribe det, der er ved at “starte op” og næsten vokser / ikke engang er blevet cutting-edge endnu).

Værdien der ikke bliver beholdt

Kontrakten mellem venturekapitalisten (der har pengene, midlerne, kontakterne) og innovatøren (der er afhængig af dem, for at kunne komme igang) er den mekanisme, der indfanger den fremtidige værdi og fanger innovatøren i venturekapitalistens kontrol.

Den indfangede værdi som venturekapitalisten har skabt fra tidligere venture-fortagender indfanger altså den fremtidige værdi, som endnu ikke er realiseret af innovatøren. Hverken innovatørerne eller nogen af de fremtidige arbejdere i de organisationer og industrier som de skaber har mulighed for at beholde værdien af deres bidrag.

Denne ikke-beholdte værdi udgør den rigdom som fortsætter med at indfange den næste bølge af innovation og anvendes ligeledes af sine private ejere til politisk kontrol, for at påtvinge ejernes interesser.

Ejendom: Kontrol på distancen

Alt hvad vi ikke beholder i det fælles men tillader at blive indfanget som statslig eller privat ejendom, vil vende tilbage i form af kontrol og undertrykkelse.

Som en af statens centrale interventioner i den netværksøkonomi, som venturekapitalet er afhængig af, er håndhævelsen og gennemtvingelsen af ejendomsretten.

Ejendom er ikke forudsætningen for frihed, som det så ofte siges. Ejendom står i modsætning til frihed. Ejendom er nemlig evnen til at kontrollere produktive aktiver på distancen, evnen til at ‘eje’ noget noget der bliver anvendt af en anden person. Hvor ejendomsretten er suveræn, kan der ikke være frihed indenfor dets domæne. Ejerne af knappe ejendele kan nægte tilgangen til ejendelene, og således tvinge mennesker til at lønarbejde for sig, hvis de vil bruge de produktive aktiver. Ejendomsretten berettiger ejeren til at tvinge den anden person til at dele produktet af sit arbejde. Begrebet rente er den indkomst som ejeren af de produktive aktiver kan tjene udelukkende gennem ejerskabet i sig selv. Ejendom er således kontrol på distancen.

For at innovation skal kunne opstå og tillades udvikle sig i og for fælles rigdom har vi brug for et alternativ til venturekapitalisme, der kan virke opportunistisk, risikabelt, med lange fremtidige potentialer for øje, men hvor værdien af innovationen bibeholdes i og kan anvendes af det fælles. Vi har brug for venturekommunisme.

Ovenstående er løse noter og udklip fra læsning af Det Telekommunistiske Manifest af Dmytri Kleiner. Dette var afsnittet kaldet The Conditions of the Working Class on The Internet s. 8-14

Den kommende opstand: Miljøet

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Overvågning af politiet

Copwatch er et initiativ der holder øje med og dokumenterer politiet i deres arbejde på gaden, for at holde betjente ansvarlige for eventuelt embedsmisbrug og politibrutalitet. Copwatch startede i Berkeley, Californien, år 1990 og har siden vokset til mange byer rundt omkring i USA. Mig bekendt har der kun været et tilfælde af organiseret politiovervågning i Danmark: til den bypolitiske festival Undoing the City.

Pil Christensen skriver om sin oplevelse til et kursus hos de oprindelige Copwatchers i Berkeley. (Bemærk, dette er et kursus med universitetspoint. Det ville aldrig ske på et dansk universitet).

Den sorte militante organisation Black Panthers Party var de første cop watchere. Deres åbenlyse overvågning af politiets arbejde var en måde at beskytte sig selv og lokalsamfundet mod overgreb og racistisk hetz. Det er stadig idéen med Cop Watch og årsagen til, at mange af mine medstuderende har valgt at tage kurset. Racismen er stadig udtalt i politiets arbejde og særligt unge sorte mænd står for skud.

Det er noget vores underviser understreger, på kursets første gang. Inden han gennemgår forfatningen og diverse tilhørende love for os, fortæller han, hvordan  han ikke selv stoler på politiet, eller på at man egentlig har nogen rettigheder – der er specielle regler og love for bestemte mennesker.

Han fremhæver sig selv: Han er sort, er iført hængerøvsbukser og har en stærk ghetto-accent og peger på mig og siger, at han nok får en temmelig anden behandling end hende dér.

Copwatchers går ud som enkeltpersoner eller i grupper for at se til, at politiet udfører deres arbejde ordentligt. Som regel har de et videokamera med, eller blot en notesblok. Politiovervågningerne har ingen intentioner om at eskalere en situation, der kan komme et potentielt offer for politivold til skade, men derimod med intentionen om at nedtrappe konflikten. Alene at overvære en situation, med øjne, ører og videokamera, kan hæmme risikoen for at politiet begår overgreb.

Denne type af borgerlig organisering virker måske aparte og endda unødvendig for de fleste priviligerede mennesker (dvs. der aldrig kommer i konflikt med politiet). Det er derfor vigtigt at påminde om, at Copwatch ikke er imod politiet, de er derimod for ansvarstagning for politiets handlinger. Copwatch er et rendyrket borgerligt initiativ: det er til forsvar for vores liberale borgerlige rettigheder. Metoden er alene at overvåge situationer hvor politiet, dvs. bevævnede offentlige embedsmænd, udøver deres arbejde, for at se til at det går ordentligt til. Copwatch har ikke noget udtalt politisk mål om at afskaffe politiet som institution, hvilket mange anarkister ellers gerne vil. Copwatch mener derimod, at er værd at finde på andre måder at løse en konflikt på, end at ringe til politiet.

Igen, interessant hvor liberalt initiativ Copwatch faktisk er: Indgangen til den politiske aktivisme er hævdelsen af borgerlige rettigheder. Den liberale retsstat bygger som bekendt på det såkaldte “universelle argument”, dvs. at rettighederne er til for at beskytte alle og hver enkelt individ i samfundet. Der er en overflod af rettigheder. De skal alle sikre, at ingen bliver krænket i deres frihed. De skal sikre, at så længe man ikke gør noget ulovligt, så behøver man ikke frygte politiet.

Alligevel har Copwatch langt fra nogen liberal analyse, hvilket gør det endnu mere interessant: man er udmærket klar over, at politiet bryder loven og krænker dine rettigheder igen og igen. Du har med andre ord ingen grund til at stole på politiet, med mindre du er priviligeret af fx race, velstand eller politisk tilhørsforhold. Copwatch lærer deres kursister, at de skal betragte politibetjentene som vilde dyr: man skal for alt i verden ikke skræmme politiet eller nærme sig dem bagfra.

Copwatch er en art direkte aktion i form af vidnesbyrd om, at rettighederne overholdes. Copwatch er sikringen af det liberale. Lignende initiativer der også så at sige sikrer det liberale, uden at rigtigt tro på deres universalitet, er RUSK retshjælp og ABC.

Copwatch er udmærket klar over, at rettighederne ikke er til for alle. De har set politiets racistiske arbejde, deres voldelige fjernelse af hjemløse fra gentrificerede kvarterer, deres gentagende forskelsbehandling. Copwatch ved også, at de mennesker der rammes af politiets diskriminering og vold, ikke har den kulturelle og sociale kapital, til at hævde deres rettigheder. De har ikke den økonomiske kapital, til at hyre en advokat, hvis de skulle beskyldes for kriminaliteter. Retsstaten retfærdiggøres med det universelle argument, men priviligerer de der kender deres rettigheder (kulturel kapital), de der ved hvordan de kan hævde deres rettigheder (social kapital), og de der har pengene til at købe andre til at arbejde for at forsvare deres rettigheder (økonomisk kapital).

Følgende video er den 50-minutter lange dokumentar These Streets Are Watching.

Affektiv politik & gategate

Jag ställde mig följande psykopolitiska fråga: hur kan vi förstå reaktionerna och politiken i Jesper Nilssons berättelse om polisen i tunnelbanan ur ett affektivt perspektiv? Frågan uppstod vid läsning av Copyriots sammanfattning och försök på fokusering av debatterna, som i övrigt ger oerhörd bra perspektiv på de övriga inlägg.

Copyriot pekar på viktigheten i att omsätta de pågående händelser till “politiska förändringar”. Det är viktigt att hålla fokus på möjligheten för konkret ändring av lagstiftning på flera områden (som de olika analyser visar, öppnar storyn för en bredd intersektionalitet, dvs. en overgripande analys som visar hur de olika magtstrukturer komplimenterar och vidmakthåller varan). Men ändring av lagstiftning är så klart inte ända sorts “politik”.

Att Jesper Nilsson hävdade sig i en sak, där en vilken som hälst annan person vanligtvis inte skulle ha möjlighet att hävda sig, det har politisk värde i sig. Eller, det blir en händelse som får politisk tyngd (i detta ordets två betydelser: tyngd av mening – tyngd i materiell förstånd, som i förståelsen, att mening materialiseras). Låt os utveckla lite på denna hypotes om politisk tyngd. Vad betyder denna sista veckans skrivande och pratande i ett kollektivt-affektivt exponeringshenseende? Vilka, om någon, har berörts? Och i så fall på vilka sätt? På många forum och kommentarspor i bloggar, är det affektiva tillståndet överraskning återkommande. Det är inte den vanliga apatin, oftast formulerat i utrop av “Åh nej, vad hemsk” – den sortens distancerade medlidande, som vi oftast reagerer med, vid återkommande exponering för katastrofer och hunger genom TV-skärmen. När vi säger att händelsen får politisk tyngd, betyder detta då att händelsen (1) materialiseras i (2) en meningsbärande affekt. Man kunde också uttrycka det således, att händelsen äger affekt – äger kroppar.

Hypotesen här, är alltså då vidare att reaktionerna har haft en annan affektiv kvalité, än vad som oftast följs historier av kränkning, och att denna nya affektiva kvalité är överraskning. Många av os känner redan till polisfunktionen som system, och hur denne äger kropp och korruption i enskilda poliser. Men de flesta känner inte till detta, och blev därför överraskade. Storyn har reell nyhetsvärde i den förstånd att den exponerar stora delar av sveriges befolkning för något som tidigare inte var uppenbart. Exempelvis är första kommentar till Jesper Nilssons ursprungliga blogpost: “Är det verkligen Sverige detta har inträffat i?” Mina andra anekdotiska erfarenheter bekräftar samma förvirring och överraskning. Det är inte den vanliga apatiska “Åh nej” (som implicerar: “Vi visste det ville hända”).

När vi nu har etablerat överraskning som en dominerande affektiv färgning av de reaktioner som händelsen har skapat, kan vi då ställa frågan om affekt ur förändringsperspektiv: hur har den relevanta affekt redan och omedelbart berört en massa människor, på ett sätt de inte är vana vid, dvs. inte har exponerats för tidigare? Vad betyder överraskningen egentligen? Omedelbart, betyder den att något nytt har hänt. Men detta är inte intressant i sig själv. Det som är intressant med överraskning som affekt är, att den alltid följs av en annan affektiv kvalité. Överraskning kommer aldrig ensam. Affekt mobiliserar, och ny affekt mobiliserar på ny. Frågan är då vilken affekt som vi redan nu bör kunna se följa den första förvirring och överraskning. Vrede? Aggression? Nyfikenhet? Hopp även? Acceptans? Förbittring? Kanske något helt annat kommer uttrycka sig i det långa loppet – vilket i sin tur beror på hur de nuvarande affekterna uttrycks, hur dessa affekter kommer att äga rum och kroppar.