Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat

Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

Tak for i går!

Har lyst til at sende et shout-out til alle der var der til bogreceptionen i går, og gjorde aftenen til hvad den var. Det var så dejligt at være del af! Det er svært at tænke sig en bedre måde den bog kunne komme til verden på.

Her er hvad indspilningsrummet frembragte i visuel form: monster-eksemplaret, der blev mere og mere orange som aftenen skred frem.

Kommer til at tænke på noget, som vi var nogen der talte om i løbet af aftenen… Apropos den fælles indspilningen af bogen (som i sin natur er en kopiering af bogen, eller “piratkopiering”, som nogen kalder det), skal det blive interessant at se om der vil fremkomme andre kopieringer af bogen den kommende tid. Hvordan vil de blive til? Formodentlig er bogen allerede i gang med at blive kopieret på en mangfoldighed af måder – i så fald må man meget gerne cirkulere det herhen af!

Bogen udgives som sagt med opfordring til at blive kopieret. Hvilket altså ikke bare indebærer såkaldte “tro kopier” (de findes ikke rigtigt; kopiering indebærer altid forvandling, omend bare ved at flytte noget over i et nyt medium, fx: fra tryksværte på papir, overstreget af tusch, fanget af kameraets objektiv, overført til computerens harddisk som jpg-fil, sendt til webhotellets servere, ind i din browser som skærmbillede, midlertidigt downloadet til din computers RAM, og kopieret til din korttidshukommelse osv osv).

Der kan tænkes et utal af kopieringen af den bog. En mulighed: at scanne sin bog, inkl. alle overstregninger og noter i marginen.

En bog forbliver aldrig den samme efter læsning, hvis ikke bare at æselører og markeringer tegner et form for mønster, der kunne udgøre en kommentar. Den måde bogen berører mig må også virke tilbage til bogen, eller ud af bogen, så også dén affekteres (at brænde bøger er i øvrigt også at blive berørt af dem). Kunne man tænke det at kopiere en bog på som en måde at undgå at med det samme (og en smule uberørt) begynde at “diskutere” den, men kopiere bogen på en sådan måde at den stadig bliver sat i spil, og stadig sætter den måde den berører mig i spil? At kopiere, for at undgå at diskutere, er på ingen måde at undgå konflikt. De bedste kopier (inkl. af denne bog) skaber og udfolder konflikter. Det kunne være et remix af teksten, men også af omslaget og bogens form som bog i øvrigt.

Næsten alle eksemplarer vi havde med røg den aften og det er ikke helt sikkert om den findes andre steder i København endnu. Men vist nok snart findes den i Istedgades boghandel, Møllegades boghandel og forskellige distroer rundt omkring (folk der har med bøger at gøre må få bestilt nogen eksemplarer i en fluks – der er ingen grund til at en begivenhed som julen ikke bliver vendt på hovedet for og i stedet bliver brugt til at bygge en sammensværgelse mod varesamfundet). Man kan også bestille den på forlaget hjemmeside, til pristrappen (1 stk = 60 kr. — 3 stk for 2 – 5 stk for 3 – 10 stk for 5). Det fungerer vist sådan at man bare skriver til deres mail: afterhand [snabela] gmail [dot] com

En invitation

Kære venner af denne blog,

Håber I vil blive venner af den her bog, og blive det til denne komsammen hér.

P.S. Det bliver holdt i et stort hjem som et slags semi-offentligt arrangement. Det kommer ikke til at stå i nogen kalendersteder (og invitationen foroven er endnu uforståelig for google), så I skal være meget velkomne at være med til at sprede budskabet fra neden: på facebogen, emailen og munden til munden. Men allerbedst ville være, at tage en ven eller to med. (Man må selvfølgelig meget gerne komme alene). Og den her kollektive kopiering af bogen i lydform … det bliver virkelig optur at kunne høre bagefter. Som blev bogen oplæst af et mangestemmet monster.

Maximalister, minimalister og vitalister

Henrik Chulus nystartede blog Fri Kultur lancerer nu en temaserie under titlen “Kopikampen“, som skal blive utroligt spændende at følge. Serien vil formodentlig trække på en specialeafhandling af samme navn om “ophavsrettens geopolitik” (PDF). Jeg har ikke læst afhandlingen, men ser frem mod at bliver udsat for den i mindre og afgrænsede bidder. (I øvrigt utroligt at ikke flere er kommet på den gode idé, dvs. at ingen andre opretter en blog og går i gang med at made os med alt det specialestof der ellers gemmes i skuffer og lidt vemodigt tænkes tilbage på som en tid på universitetet hvor man kunne skrive om ting man egentlig havde lyst til – lønarbejdet leder for det meste til middelmådige resultater, udmattelse eller apati).

Måske vil jeg kommentere hvert indlæg fra temaserien. Det tyder i hvert fald godt med det første indlæg, der introducerer kopikampens som kampen mellem to typer, maximalisterne & minimalisterne:

Både maksimalister og minimalister er enige om at ophavsretten er i krise, men uenige om krisens årsag og natur. Maksimalisterne mener på den ene side, at den teknologiske udvikling på medieområdet er ude af kontrol og eroderer respekten for ophavsretten, da almindelige mennesker har adgang til for meget information. På den anden side hævder minimalisterne, at ophavsretten i sig selv er problemet, da den står i vejen for teknologisk innovation og gennem sin udvidelse eroderer borgelige frihedsrettigheder.

Typologien fungerer utroligt godt i forhold til maximalisterne – der vil have flere (immaterielle) rettigheder, mere lovgivning og kontrol, større overvågning osv. Det kan diskuteres om “minimalisterne” frem for blot at afmontere dele af gældende lovgivning – dvs. at have “færre, mindre, reduceret” ophavsret osv – også søger at omvurdere hvad ophavsret overhovedet betyder. Copyleft er et eksempel på dette: et anti-licens der fordrer at alle anvendelser af et værk kun må belægges med copyleft selv (dette umuliggør derved andre former for licenser, fx copyright eller creative commons, der indhegner værket).

Fra den minimalistiske side ses fri adgang til at udveksle information som grundlaget for et frit samfund …

Det er endnu ikke tydeligt helt hvor grænserne går mellem de to typer, men problemet med både maximalisterne og minimalisterne – hvis vi forstår “minimalisme” som et mål der indebærer en minimal ophavsret der muliggør “fri adgang” og “at udveksle informationer” – lader til at være, at de vil lovgive sige ud af kopikampen.  De forsøger begge at konstruere nye rettigheder og licenser, for at beskytte forestillingen om en ophavsmand der skaber “værk” og “indhold” – være det for den private ejendoms skyld eller for den “frie adgang” til kunstnerens “værk” – som havde vores verden et lille Big Bang, et ingenting der foregår noget, hver gang dette noget blev skabt.

Problemet med maximalisterne og minimalisterne er, at deres fælles kærlighed for forestillingen om “ophavsmanden” tvinger dem til at begrænse sig til et strikt juridisk og lovgivningsmæssigt niveau. For kopieringen fortsætter jo alligevel – trods alle juridiske tiltag! Både maximalister og minimalister overvurderer den juridiske politik i den forstand, at de overser det liv som driver kampen: kopieringen selv, lysten til at kopiere. At gå hinsides det juridiske plan indebærer at placere kampen i en forståelse af, at kopieringen er en slags livskraft, et fundament for at kultur i dets aller bredeste betydning kan fortsætte blive til, at alle “værk” altid allerede er kopier, og “at skabe” altid allerede tapper ind i begæret til at kopiere andre.

Som en tredje typologi, efter maximalisme og minimalisme, bør da måske tillægge en vitalisme. Vitalisterne forlader juraen for en stund, med alle dens megalomaniske licensprojekter (være de maximalistiske eller minimalistiske, begge er de jo udtryk for et enormt juridisk arbejde, der begge forsøger at opretholde en ophavsret i en eller anden form). Vitalisterne forskyder i stedet kampen til kopieringen i sig selv: det liv der allerede skaber, reproducerer og forandrer vores fælles kultur. Til en undersøgelse af, hvad kopiering indebærer. Til en udvidelse og demokratisering af, hvad kopiering indebærer. Til en forståelse af kopiering som ontologisk kraft. Til en et begær for at modulere kopieringen selv. Til at multiplicere dets eget imperativ (udtrykket “Kopimi!” henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: kopiér dette forholdningssæt!)

At ville “stoppe ikke-autoriseret kopiering” – være den maximalistisk konstrueret (copyright) eller minimalistisk konstrueret (creative commons osv) – er en fodlænke om kopieringens skabelsestrang, vores fælles kulturs potentiale til at blive noget mere og større end gentagede henvisninger tilbage til en privilegeret ophavsmand. Men det er et faktum at kopieringen fortsætter – trods alle juridiske tiltag – og at den som kraft i grunden overskrider fordringen om henvisning. Vitalisterne forestiller sig ikke kultur som en samling ophavsmænd der kopierer hinanden, der betaler til hinanden i mønt for brug, der henviser til og klapper hinanden på skulderen som for at betale i social kapital. Dette udelukker ikke henvisning i sig (blogindlægget her starter selv med en henvisning, så du læser kan finde temaserien på Fri Kultur selv), men vitalisterne har dårlig tålmodighed med krav om henvisning som betalingsform. Vitalisterne har i det hele taget dårlig tålmodighed med betalingsformer. Vitalisterne indstifter en kultur hvor afgrænsede værk (objekter) og priviligerede kunstnere (subjekter) afløses af kopieringens livskraft selv (processer): en strøm af konstant kopierende tilblivelse.