Religiøs hacking, furore og liberalismens krise

Dette er skrevet i begyndelsen af 2012, da kopimi blev anerkendt som en religion af den svenske stat.

Nu begynder de danske realliberale medier så småt at skrive om Det Missionerande Kopimistsamhället.

Man kunne spørge hvorfor alt dette overhovedet er interessant? Jeg vil i dette blogindlæg prøve at komme omkring en række grunde til hvorfor det er det.

1. En politisk metode: hacking

I Sverige bygger den statslige anerkendelse af religioner på Loven om trossamfund. Denne lov blev etableret da Sverige afskaffede statskirken (noget der ikke er sket i Danmark) og indebærer, at en myndighed kaldet Kammarkollegiet har ansvar for at afgøre hvilke organisationer der er ‘religiøse’. Det vigtige i denne sammenhæng er, at det foregår udfra helt formelle kriterier: ting som hvorvidt der organiseres gudstjeneste, og om der indgår ritualer som fx bøn eller meditation. Dertil en hel række foreningsagtige krav som vedtægter osv.

Hacking forudsætter altid et vist kendskab til det system, der hackes. Det er derfor, og måske kun derfor, det er vigtigt at kende sine rettigheder.

Det er vildt morsomt at Kammarkollegiet tager sig selv så alvorligt, og samtidigt nedvurderer sig selv i denne alvor. De har svigtet dem, der forsvarer dem politisk, blot ved at tage deres politik på alvor. Det er liberal nihilisme.

2. Furoren

Denne begivenhed har allerede vakt furore flere steder fra. Det er værd at bemærke, at furore ofte er dobbelt: på den ene side vrede, selvfølgelig, men også – hvis vi skal tro den gamle etyomologiske oprindelse – bølger af ophidselse og galskab, der ikke sjældent indeholder elementer af glæde og skabertrang.

Den vrede del består af kulturkonservative, der i religionernes navn ender med at mystificere tro og åndelighed; liberale, der neurotisk beklager sig over, at retsstaten ikke fungerer efter hensigten; og selvfølgelig “den eneste faggruppe inden for musikbranchen, der reelt har forøget sin indtjening og som har set et voksende marked for sine ydelser i de seneste ti år”, dvs. de gode gamle forsvarere af s.k. “ophavsmænd”.

(Har i øvrigt, og helt uden for sammenhæng, altid synes at ordet “ophavsmænd” lyder som en hemmelig loge eller noget fra en gammel horrorfilm).

På den anden side har vi den glæde og skabertrang, som denne begivenhed vækker hos venner af kopiering, og som ikke til at tage fejl af. Og ja, det er ophidsende. (Og ja, ophidselse er beslægtet med erotikken).

3. Symptom på liberalismens krise

Både vreden og glæden peger, på hver sin måde, på hvor besværligt det er for det liberale demokrati at adskillelse politik og religion. Begivenheden er derfor på mange måder et symptom på en dybere krise i den liberale samfundsorden, den orden der først og fremmest består i at adskille alle sine grundlæggende institutioner – økonomi, politik, religion, kunst, kultur, teknologi, produktion, forbrug, følelser, fornuft osv osv – men en orden, der også har enormt svært ved at holde dem adskilt. Det kræver et enormt rengøringsarbejde, for det meste af den s.k. offentlighed og dens mange diskussioner og debatter. Og ikke så sjældent udføres rengøringsarbejdet af politiet (listen er for lang, men det kunne være spændende at skrive én).

Furore for dem, der gør alt for at bevare de liberale institutioner og opdelingen mellem dem; glæde for dem, der nyder synet af, at deres forbundethed kommer til syne.

Religion og politik kan også forklares således: Gråzonen mellem at “have en holdning” og “have en tro”.

4. Legens alvor, og hvorfor venstrefløjen ikke kan mærke den

Der er sket et sammenstød med anerkendelsen af kopimi som religion. Spørgsmålet er, om det kun er venstrefløjen der ikke kan mærke det. Den venstrefløj, der i sin “ateisme” ellers lod til at være de eneste der stadig gad at diskutere teologiske spørgsmål. Den venstrefløj, der i sin fortvivlelse forlanger af andre at alt skal formuleres i deres sprog, for at det skal tages “seriøst”, og som er fuldkomment ude af stand til at mærke legens alvor. De er pragteksemplet på voksenlivet, der overalt hvor det støder på legende alvor, støvsuger og fjerner legen.

Der er forskel mellem alvor og seriøsitet. Alvorlighed udelukker ikke leg, humor og nydelse. Ofte er de ting nødvendige. Seriøsitet lever derimod på at bandlyse den slags, for at virke mere alvorlig i andres øjne. Det er derfor seriøsitet altid er en pose.

5. Hvad religiøsitet kan være

I det berømte værk The Varieties of Religious Experience definerer den amerikanske psykolog William James religion således: en total indstilling til livet, der både er højtideligt, alvorligt og omsorgsfuldt.

Med denne definition kan religion ikke være ironisk. Leg uden alvor findes ikke her. Og kopimi er ikke et ironisk stunt, det er en alvor leg.

På samme måde fanger spørgsmål som, “Er det bare for sjov?”, eller nedsættende udsagn som “Det er tydeligvis en spøg”, ikke rigtigt alvoren i legen.

På samme måde kan religion i denne forstand heller ikke være kedelig eller kold, eller det man kalder “seriøs”. Seriøsitet er noget for bureaukrater, præster, politikere og andre wannabe-magthavere. Det har intet med religion at gøre.

Et sted beskriver William James den religiøse oplevelse på følgende måde:

“If glad, it must not grin or snicker; if sad, it must not scream or curse.”

Det religiøse og det politiske er en enorm gråzone.

Begivenheden har allerede fået meget opmærksomhed. Meget få, også internationalt, har til gengæld skrevet om kopimis frikirker. Hvad disse har til fælles er bl.a. en kritik af det lidt for snævre syn på kopiering som s.k. fildeling, hvilket Det Missionerande Kopimistsamhället bl.a. er eksponent for. Kopiering ligger til grund for mange af de ting vi tager for givet: sprog og musik, såvel som dans og erotik. Det handler om at genvinde en opmærksomhed for kopiering som fundamentalt vilkår i verden.

Disse uafhængige sekter består fx af fraktalkopimisterne, der dyrker uendelighed og tomhed; det polyteistiske Robotparti, der tilbeder monstrøse blandinger af menneske & robot, og som samles omkring sloganet “For et mindre menneskeligt Sverige”; eller de effervescente fællesskaber i mystisk kopimi, der ritualiserer spildet af værdi gennem kødverdens mange situationer af kopiering; for bare at nævne nogle af de allerede eksisterende mutationer af kopimi.

Intensifier har gjort et forsøg på at kortlægge det mylder af sekter, kulter, fraktioner og frikirker der netop nu kommer til syne. Det er ikke umuligt, at kopimismens anerkendelse som trossamfund vil mangfoldiggøre bekendelser og undersøgelser af kopieringens faktiske rolle som ritual og åndelig oplevelse. Og hvis det virkelig begynder at yngle, vil det betyde endnu flere religiøse fraktioner af kopimi. Kortet vil ikke kunne følge med.

Måske endda mere etablerede religiøse fællesskaber vil blive inspireret og begå nye kætterske tolkninger? Det er ikke en hemmelighed at Jesus bespiste tusinde mennesker, ved at kopiere fisk og brød.

Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat

Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.

Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. Forhåbentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”

Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:

“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formål gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”

Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.

Maximalister, minimalister og vitalister

Henrik Chulus nystartede blog Fri Kultur lancerer nu en temaserie under titlen “Kopikampen“, som skal blive utroligt spændende at følge. Serien vil formodentlig trække på en specialeafhandling af samme navn om “ophavsrettens geopolitik” (PDF). Jeg har ikke læst afhandlingen, men ser frem mod at bliver udsat for den i mindre og afgrænsede bidder. (I øvrigt utroligt at ikke flere er kommet på den gode idé, dvs. at ingen andre opretter en blog og går i gang med at made os med alt det specialestof der ellers gemmes i skuffer og lidt vemodigt tænkes tilbage på som en tid på universitetet hvor man kunne skrive om ting man egentlig havde lyst til – lønarbejdet leder for det meste til middelmådige resultater, udmattelse eller apati).

Måske vil jeg kommentere hvert indlæg fra temaserien. Det tyder i hvert fald godt med det første indlæg, der introducerer kopikampens som kampen mellem to typer, maximalisterne & minimalisterne:

Både maksimalister og minimalister er enige om at ophavsretten er i krise, men uenige om krisens årsag og natur. Maksimalisterne mener på den ene side, at den teknologiske udvikling på medieområdet er ude af kontrol og eroderer respekten for ophavsretten, da almindelige mennesker har adgang til for meget information. På den anden side hævder minimalisterne, at ophavsretten i sig selv er problemet, da den står i vejen for teknologisk innovation og gennem sin udvidelse eroderer borgelige frihedsrettigheder.

Typologien fungerer utroligt godt i forhold til maximalisterne – der vil have flere (immaterielle) rettigheder, mere lovgivning og kontrol, større overvågning osv. Det kan diskuteres om “minimalisterne” frem for blot at afmontere dele af gældende lovgivning – dvs. at have “færre, mindre, reduceret” ophavsret osv – også søger at omvurdere hvad ophavsret overhovedet betyder. Copyleft er et eksempel på dette: et anti-licens der fordrer at alle anvendelser af et værk kun må belægges med copyleft selv (dette umuliggør derved andre former for licenser, fx copyright eller creative commons, der indhegner værket).

Fra den minimalistiske side ses fri adgang til at udveksle information som grundlaget for et frit samfund …

Det er endnu ikke tydeligt helt hvor grænserne går mellem de to typer, men problemet med både maximalisterne og minimalisterne – hvis vi forstår “minimalisme” som et mål der indebærer en minimal ophavsret der muliggør “fri adgang” og “at udveksle informationer” – lader til at være, at de vil lovgive sige ud af kopikampen.  De forsøger begge at konstruere nye rettigheder og licenser, for at beskytte forestillingen om en ophavsmand der skaber “værk” og “indhold” – være det for den private ejendoms skyld eller for den “frie adgang” til kunstnerens “værk” – som havde vores verden et lille Big Bang, et ingenting der foregår noget, hver gang dette noget blev skabt.

Problemet med maximalisterne og minimalisterne er, at deres fælles kærlighed for forestillingen om “ophavsmanden” tvinger dem til at begrænse sig til et strikt juridisk og lovgivningsmæssigt niveau. For kopieringen fortsætter jo alligevel – trods alle juridiske tiltag! Både maximalister og minimalister overvurderer den juridiske politik i den forstand, at de overser det liv som driver kampen: kopieringen selv, lysten til at kopiere. At gå hinsides det juridiske plan indebærer at placere kampen i en forståelse af, at kopieringen er en slags livskraft, et fundament for at kultur i dets aller bredeste betydning kan fortsætte blive til, at alle “værk” altid allerede er kopier, og “at skabe” altid allerede tapper ind i begæret til at kopiere andre.

Som en tredje typologi, efter maximalisme og minimalisme, bør da måske tillægge en vitalisme. Vitalisterne forlader juraen for en stund, med alle dens megalomaniske licensprojekter (være de maximalistiske eller minimalistiske, begge er de jo udtryk for et enormt juridisk arbejde, der begge forsøger at opretholde en ophavsret i en eller anden form). Vitalisterne forskyder i stedet kampen til kopieringen i sig selv: det liv der allerede skaber, reproducerer og forandrer vores fælles kultur. Til en undersøgelse af, hvad kopiering indebærer. Til en udvidelse og demokratisering af, hvad kopiering indebærer. Til en forståelse af kopiering som ontologisk kraft. Til en et begær for at modulere kopieringen selv. Til at multiplicere dets eget imperativ (udtrykket “Kopimi!” henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: kopiér dette forholdningssæt!)

At ville “stoppe ikke-autoriseret kopiering” – være den maximalistisk konstrueret (copyright) eller minimalistisk konstrueret (creative commons osv) – er en fodlænke om kopieringens skabelsestrang, vores fælles kulturs potentiale til at blive noget mere og større end gentagede henvisninger tilbage til en privilegeret ophavsmand. Men det er et faktum at kopieringen fortsætter – trods alle juridiske tiltag – og at den som kraft i grunden overskrider fordringen om henvisning. Vitalisterne forestiller sig ikke kultur som en samling ophavsmænd der kopierer hinanden, der betaler til hinanden i mønt for brug, der henviser til og klapper hinanden på skulderen som for at betale i social kapital. Dette udelukker ikke henvisning i sig (blogindlægget her starter selv med en henvisning, så du læser kan finde temaserien på Fri Kultur selv), men vitalisterne har dårlig tålmodighed med krav om henvisning som betalingsform. Vitalisterne har i det hele taget dårlig tålmodighed med betalingsformer. Vitalisterne indstifter en kultur hvor afgrænsede værk (objekter) og priviligerede kunstnere (subjekter) afløses af kopieringens livskraft selv (processer): en strøm af konstant kopierende tilblivelse.