Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Tiqqun: Borgerkrig, livsformer

Spredte noter og afskrivninger fra Tiqqun-læsning. Ekstremt fragmenteret, men det hjælper bare at sætte det ned på skrift.

Introduction to Civil War består af 85 teser, nogle korte, ned til blot en linje, andre lange, op til et par sider. Teksten forsøger at erstatte den positive antropologi og dens præventive pacificering. Denne positive antropologi er ikke først og fremmest positiv fordi den er ovenud optimistisk, men fordi den hele tiden kredser om kvaliteter, mærkater, karakteristika, essenser og andre glatte betegnelser om hvad “mennesket er”. Introduction to Civil War er et forsøg på at skrive en “radikalt negativ antropologi” med et par abstraktioner …

“… that are just empty enough, just transparent enough to prevent our usual prejudices, a physics that holds in store, for each being, its disposition toward the miraculous. Som concepts that crack the ice in order to attain, or give rise to, experience. To make ourselves handle it.”

I dette indlæg vil jeg lave nogle nedslag i de første 31 teser, der først og fremmest omhandler begreberne borgerkrig og livsformer.

Livsform. Den elementære menneskelige enhed er ikke kroppen – individet – men livsformen (§1). En livsform er det, der til enhver tid animerer og affekterer en krop, og trækker den mod visse ting frem for andre. Som en tilbøjelighed eller smag for noget. En tendens eller impuls. En livsform handler derfor mindre om “hvad jeg er” og mere om den måde, den facon eller proces hvormed jeg bliver det jeg bliver – “hvordan jeg er hvad jeg er” (§5). Det er en vigtig forskel mellem alle karakteristika, identiteter og mærkater man ønsker at beskrive sig selv og hinanden med – og så alle de tendenser, der hele tiden overskrider de karakteristika. At tage en livsform på sig indebærer, at være mere tro til sine tilbøjeligheder i en given situation end til sine mærkater og “karakteristika”.

Tænkning. Tilbøjeligheder kan enten afværges eller omfavnes (§4). At tage en livsform på sig indebærer at tænke den. Tænkning er det, der omsætter en livsforms tilbøjeligheder til en styrke, til en mærkbar effektivitet. I enhver situation findes der en linje der står ud blandt de andre, en linje hvormed langs magten vokser. Tænkning er denne evne til at udskille og følge denne linje. Bemærk hvordan tænkning i denne forstand altid indebærer handling. Vi kunne kalde dette tænke-og-handle.

§6, gloss ß: The most Bloomesque notion of freedom is the freedom of choice, understood as a methodological abstraction from every situation. This concept of freedom froms the most effective antidote against every real freedom. The only substantial freedom is to follow right to the end, to the point where it vanishes, the line along which power grows for a certain form-of-life. This raises our capacity to then be affected by other forms-of-life.

Borgerkrig. Begrebet om borgerkrig er helt centralt her. Det er ikke en historisk eller fremtidigt scenarie, men et fundamentalt forhold ved verden. Tiqqun definerer borgerkrig som “livsformernes frie leg; det er princippet om deres sameksistens” (§1). Jeg forstår her leg som alle tænkelige møder, sammenstød, interaktioner mellem kroppe, og måder kroppe kan berøre hinanden på.

“§12. The point of view of civil war is the point of view of the political.”

Men hvorfor krig? Og hvorfor mellem borgere?

Borgerkrig, fordi i en hvilken som helst leg mellem livsformer kan muligheden for heftige konfrontationer – muligheden for vold – aldrig ignoreres.

Her er brug for et sidespor, omkring vold, som Tiqqun ikke selv bekymrer sig om at uddybe: Vold skal nemlig her forstås i sin brede mening og ikke bare i sin mest synlige form (den type vold du ser på nyhederne eller fantaserer om, når du tænker på en voldsforbryder). Vold kan også være strukturel vold, dvs. al den lidelse og elendighed som folk daglig kæmper med, men som bare er blevet normalt. Strukturel vold er på mange måder usynlig vold. Strukturel vold er fx, at den fattige ikke kan bespise sig selv, mens supermarkederne smider al overfloden af mad ud i skraldespanden. Vold kan også være en symbolsk vold, dvs. alle de talehandlinger, navngivninger og kategoriseringer, der muliggør både den mere synlige vold og den strukturelle vold. En symbolsk vold der muliggør synlig vold er fx når palæstinensisk modstand mod den israelske besættelsesmagt navngives som “terrorisme”, hæmmer det vores evner til solidaritet og retfærdiggører død og ødelæggelse som i Gaza 2008. Volden udgår både fra kamphelikopteren der skyder hvid fosfor over en befolkning, ligesom volden udgår fra alle de tunger der konstant kalder dem terrorister og derfor gør massakren mulig). En symbolsk vold der muliggør strukturel vold er fx den overdrevne så kaldte “islamkritik” der giver regeringen grundlag for at lave kringlede udlændingelove, for at forhindre muslimer i at komme ind i landet.

Borgerkrig, fordi konfrontationen mellem livsformer ikke ligesom krig mellem stater, men ligesom konfrontationen mellem parter. (Eller endda konfrontationen mellem “partier” i samme forståelse, dvs. i den forståelse “parti” havde før fremkomsten af den moderne stat). I den igangværende borgerkrig er den neutrale også en part.

Pagt og fællesskab (§13-16). Når der, på et bestemt sted og tidspunkt, opstår et møde mellem to kroppe, der affekteres af den samme livsform, erfarer de en form for pagt. Det er en pagt der går forud enhver slags beslutning, og snarere opstår end aftales. Sammenstødet sætter mig i kontakt med mine egne krafter. Denne type pagt kan også kaldes fællesskab. Der findes ikke noget Fællesskab med stort F, eller fællesskabet i bestemt form. Der findes kun fællesskab der spreder sig. På samme måde er fællesskab ikke en samling af kroppe (“dette fællesskab”) abstraheret fra verden, men snarere fællesskab opfattet som en særlig relation mellem kroppe. Dét, at sammen erfare og blive animeret af fællesskab – det er alt der menes, med begrebet fællesskab. Så snart fællesskaber forsøger at inkarnere sig som et adskilt subjekt, det øjeblik de forsøger at afgøre hvad der skal være indenfor og udenfor det, taber de fællesskabsfølelsen i de enkelte relationer. De bliver i stedet til Organisationer.

Hostility (§18-23). Når to kroppe, der affekteres af livsforme som er fuldstændigt fremmede for hinanden, mødes på en bestemt plads og øjeblik, erfarer de fjendtlighed [hostility].

Og med det samme løber jeg så ind i oversættelsesproblemer, for her er det vigtigt hvordan Tiqqun skelner mellem hostility og enmity – eller mellem hostis og enemy.

En hostis – den anden krop, der animeres af en fremmed livsform – er et forhold der er radikalt anderledes end med en fjende [enemy]. En hostis kan identificeres og dens situation kan kendes, men den selv kan ikke kendes for hvad den er. Hostility] er denne umulighed for kroppe der ikke går sammen at kende hinanden. Så snart en ting læres at kende forlader den fjendtlighedens sfære [the sphere of hostility] og bliver til en ven – eller fjende [enemy].

På dansk kunne man måske oversætte hostility til ‘fjendtlighed’, mens enmity bliver ‘fjendskab’. Men det skaber problemer i forskellen mellem hostis og enemy – her lader det danske sprog kun til at have ét ord: ‘fjende’. Indtil bedre bud kommer på banen, holder vi os til de engelske.

Hostility er det, der kobler fremmede sammen som fremmede: Varen, pengene, den juridiske kontrakt, bagtalelse, voldtægt, fornærmelse, ren og simpel ødelæggelse. Alle disse handlinger virker ved at reducere den anden. Så den anden forbliver fremmed, ukendt. Men også mere subtile former for hostility findes, som fx i visse typer gavegiveri (når gaven har indbygget en tvang til reciprocitet). Gavegiveri der animeres af hostility kan endda være overhøflige komplimenter, visse typer gæstfrihed, hyldest, overforsigtighed m.m. At forlade hostility indebærer at tage de potentielle konflikter på sig, som reduktionerne dæmper, og således tvinge etiske skillelinjer frem mellem fremmede livsformer.

“§27. All differences among forms-of-life are ethical differences. These differences authorize play, in all its forms. These kinds of play are not political in themselves, but become political at a certain level of intensity, that is, when they have been elaborated to a certain degree.”

Hvad der er på spil når en enemy konfronteres er aldrig at tilintetgøre dens eksistens, men at i stedet tilintetgøre dens  magt, dens potentialitet.

At forlade hostility ved at finde fælles livsformer, betyder som sagt venskab. At være bundet som venner gennem en forståelse eller beslutning indebærer, at som i takt med at vennens magt vokser, vokser min egen. Ligeledes er jeg bundet til min enemy gennem uoverensstemmelse, således, at for at min magt skal vokse, må jeg konfrontere the enemy og underminere dens krafter.