Det er velkendt at gaderne flyder med modstridende situationer: uhøfligheder, flirt, ligegyldighed. At blive objekt for en andens gestus – at blive anråbt, kærtegnet eller ignoreret – konstituerer mig altid som noget særligt, noget andet end “mig selv”. Jeg bliver hele tiden til som disse andre ting gennem andres gestusser. De er apparater.

Et apparat i denne forstand kan ikke reduceres til maskiner. Et apparat kan tage mange former: partikler, svaner, overvågningskameraer, hipstere, døde rotter, transnationale motorvejsnet og parmiddage. Fælles for dem alle er, at de i deres møde med verden, får visse ting til at blive til og andre til ikke at blive til. De opstiller snit, gør noget muligt og andet umuligt. Hipsteren opsnuser en undergrundsbar, får den til at blive trendy og siden til at dø. Det giver baren berømmelse, men også kort levetid. Døde rotter kan på godt og ondt bremse en sådan udvikling. Parmiddage gør visse overfladiske samtaler mulige, mens stilhed virker umuligt. Overvågningskameraet er ligeglad med samtaler: det registrerer kun fysiologiske overflader, skaber på en og samme tid forestillet tryghed og diffus mistænksomhed. Jeg skal ikke gå ind i en diskussion for at afgrænse hvad der er og hvad der ikke er et apparat, men bare konstatere at subjektivitet kan spores til mange oprindelsessteder.

Når et apparat måler og mærker et objekt opstår et samlet fænomen: apparat-objektet, der får objektet til at blive til på en særlig måde. Karen Barad ville kalde denne totalitet for et fænomen, men jeg vil almengøre det begreb en smule ved at sige, at vi alle steder, til alle tidspunkter, befinder os i en situation. Det værende er situationen, og således ankommer vil til denne obskure neologisme: situationtologi (situation + ontologi). Subjektivitet virker i den udstrækning, at vi ikke bliver tilstede i situationen, at apparaterne bare fortsætter med at virke i baggrunden. Vi flyder med og gør, som man gør.

Metropolen er denne ophobning af apparater, der hele tiden får os til at blive til på bestemte måder: de lange fortove uden anden plads til at gå, der får os til at fortsætte med at gå; overvågningskameraerne i supermarkedet der får den sultne til at betale. Apparaterne er ikke utvetydigt bundne til bestemte subjektpositioner, det er måder vi konstituerer hinanden på, som kan gøre sig gældende i forskellige situationer. Det kræver ikke en politibetjent for at få mig til at føle mig kriminel, så længe der bliver råbt “stop lige dér!” med en vis autoritet, volume og dialekt.

[Naïve as I was, I was sure this was some absurd kind of cynical art installation. A friend later told me no, the cameras was to make sure that the customers paid or did not behave inappropriately. Later I saw the same kind of large grey cameras, pointing directly down on the nearest tables, at several other cafées.]

Dette er egentlig en genskrivning af nogle noter, der blev væk i arkiverne, og som jeg skrev som et bidrag til den kreakulturelle pyramide, som den nu twitter-baserede Copenhipster beskrev.

I mellemtiden blev så hipsteren erklæret død. Dette er der dog al god grund til at forholde sig køligt overfor, da det snarere er det sådan, at selve begrebet “hipster” nåede zombiestadiet. Find gerne på et nyt begreb. Men skal vi komme til sagen.

Gråzonen mellem arbejde og forbrug

Den kreakulturelle pyramide er betegnelse for det man også kunne kalde et hipsterhierarki, hvor det rette forbrug, med den rette nydelse, tager dig mod toppen. Hvad indlægget her vil handle om er, at dette arbejde med at forbruge netop indebærer, at grænserne mellem de to bliver mere grå. Og at dette arbejde med at forbruge er noget alle der indgår i hipsterens stofskifte – fra fucking indie-hipt til zombiestadiet – beskæftiger sig med.

Når nogen vender plader gratis til en bekendts fest og deres party-crew bakker op, så arbejder, forbruger og nyder de sandsynligvis på samme tid. Gør du det på den rigtige måde (dette skifter pr. definition med hipsterens stofskifte), så bevæger du dig mod toppen af pyramiden. Hvis du gør det forkert (dette skifter samtidigt), så bevæger du dig nedad i pyramiden. Stofskiftets formål er at opretholde dette hierarki, så de, der bedst formår at tilpasse sig og følge med forandringerne, hele tiden kan være foran, og de der ikke formår det, hele tiden er bagud. Derfor leder hipsterhierarkier også hele tiden til (konstant forandrende) monokultur: Du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem på toppen.

De, der tilsyneladende uden at selv være klar over det pludseligt bliver cutting-edge er ikke nødvendigvis “mønsterbrydere” i dette hierarki. De er først og fremmest første led i det stofskifte, hvor subkulturer og andre obskure kulturelle fænomener af hipster-avantgarden støvsuges for værdi, forbruges og sidenhen smides ud.

Lad os derfor gå lidt tættere på det sted, hvor gråzonen mellem arbejde og forbrug er mest intensiv, metropolen.

Fabrikken uden vægge

I mange samtidige analyser, beskrives metropolen som en ny type fabrik – med et udtryk, “fabrikken uden vægge”.

Men byen adskiller sig fra fabrikken ved at byen ikke kun er et sted for arbejde. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i følelsesfabrikken og oplevelsesfabrikken Metropolen, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. Eller rettere, at gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd, til at føre fabriksmaskinerne.

I byen sidder fabriksmaskineriet i vores hjerner og hjerter, i båndene mellem os, i vores evner til at skabe oplevelser og nyde dem.

Arbejderen må med andre ord have sig selv med på arbejde, ved at arbejde med sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Derfor må arbejderen også arbejde på sig selv dagligt, for at senere kunne udføre sit arbejde ordentligt. Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet.

For at komme med nogle tilfældige eksempler: Når nogen læser en ny bog om selvrealisering eller studerer flow-begrebet for at blive mere kreativ; Når en chef spørger til nogens privatliv og de ender med at droppe kæresten; Når nogen tager til en udstilling eller en koncert, uden rigtigt at have lyst, men for at følge med; Når medarbejderen i supermarkedet lærer at blive ved med at smile, selvom kunderne er nogle svin; De der læser tusinde blogs og klikker sig igennem endnu flere tumblr-strømme; Når nogen går til meditation om onsdagen og øger deres produktivitet om torsdagen.

For at blive mere præcise omkring dette med at arbejde på sig selv, kommer et citat fra den tredje cirkel i Den kommende opstand til hjælp:

At producere sig selv er blevet den dominerende beskæftigelse i et samfund hvor produktionen ikke længere har et objekt: som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv [...] Denne sværmende lille flok der utålmodigt venter på at blive ansatte, medens de gør alt for at virke legitime, er resultatet af et forsøg på at redde arbejdets orden gennem en mobiliseringens etik [...] Mobilitet er denne lille distancering fra sig selv, denne diskrete frakobling fra det der udgør os, det er den besynderlige tilstand hvorigennem selvet nu kan tages op som arbejdsobjekt. Det er nu muligt at sælge sig selv snarere end sin arbejdskraft, at blive aflønnet ikke for hvad man gør men for hvad man er, for vor udsøgte bemestring af sociale koder, for vores talenter i relationer, for vor latter og for vores måde at præsentere os selv på. Dette er den nye type socialisering.

Pointen er nu, at udvikling af arbejderen – arbejderens selvudvikling – som oftest sker gennem forbrug. Forbrug og nydelse af oplevelser, socialitet, fritid. Det er her gråzonen opstår: arbejde og forbrug tjener samme formål, begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.

I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det vigtigt, at gøre alt det ovenstående på en rigtig måde (vælge og nyde den rigtige aktivitet) og på det rigtige tidspunkt (inden det er røget videre i hipstercyklussen og indkasserer lavere status). Det forventes, at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på.

Desuden kræver det, at man også nyder sit forbrug på en vis måde, hvilket indebærer (fordi der er tale om et hierarki af viden), at man forbruger indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Man ved en masse om hvordan øllen er blevet til. Man kender det oprindelige nummer som er samplet til dette nye remix, som DJ’en spiller. Man er nok indsat i schweitzisk typografihistorie til at vide, at også dette logo er sat med Helvetica. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er religiøs omkring Apple.

Til sidst bliver også metropolerne, fabrikkerne uden vægge, selv objekt for forbrug. Og hipsteren spurgte sig selv: Skal man tage til Berlin eller New York? Det er et godt spørgsmål, for svaret ændrer sig hele tiden

Vi lader Den Usynlige Komité slutte af med en passage, denne gang fra den fjerde cirkel, om metropolen:

Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …

VELKOMMEN TIL EN NAT I KRISENS RUINER

INGEN HÅRDE STOFFER
– Nyd livet og gratis joints

GÅ PÅ OPDAGELSE I HUSET
– Men stedet er Fucking stort
Så pas på hinanden

BLIV INDENFOR
– Så undgår vi for meget opmærksomhed
og kan feste længere

SLAP AF HVIS POLITIET KOMMER
– Så længe andet er bevist ervdet vores fest
og den fortsætter

PAS PÅ GLASPLADERNE !!!
– De sidder løst så læn dig ikke op af dem

GOD FEST

Med venlig hilsen og tak

———————————

“København er den eneste by i Danmark. Den er lille, men det er dog en by. Resten er Udkantsdanmark. I København har vi andre interesser end i resten af landet. København stemmer anderledes ved valgene. København har et andet sprog. København er både det fattigste og det rigeste. Det mest forfinede og det grimmeste. København er tættest befolket. Det er i København at et eventuelt social oprør ville starte. Det er i København de største demonstrationer har været i dette lands historie. Hvis København bestemte Danmarks politisk parlamentariske sammensætning, ville Danmark være et andet land. Vi ville fx næste have en minister fra Enhedslisten.”

“… Men København er desværre en del af Danmark. Derfor går jeg ind for en 2-statsløsning.”

Og således fortsætter Eskil Halbergs blog med at udrede hvad “løsrivelsen fra Udkantsdanmark” kunne indebære. Min første reaktion var apati. Men så opdagede jeg logikken, lidt sent, for mit hoved var allerede fyldt af afmagt og irritation over, at der for tiden ikke lader til at findes andre reaktioner på de her konflikter end foragtende ironisering.

Altså, for at nu gøre det helt klart, så ingen forvirres, forslaget er jo helt bizart og fucked-up. Men, det er ligesom den nuværende nationalistiske politik er bizar og fucked-up. Argumenterne følger hinanden, og frem for alt ved, at de begge er drevet af foragt: for to typer andre, de fremmede, der ikke vil det samme som “vi” vil (det evindelige vi!). Foragten for indvandrere er så gennemtrængende i det nuværende nationalistiske klima i stort set alle europæiske lande. Og på samme måde, i Eskils blog, som et symptom på hovedstadsmenneskets afmagt og ironiske reaktioner, en foragt for de, der ikke er ligesom “os i metropolen”, de der ikke består den politiske korrektheds test: “Udkantsdanmark”.

Men for at komme videre. Det er lidt et paradoks, men i stedet for at reagere på Eskils blog (det er lidt for sent, men okay), kunne der godt skrues op for foragten, for at pointen siver ind… For at denne slags “immanent kritik” – dvs. en kritik der fremviser noget kritisabelt, ved accelerere dens iboende logik – skal virke, må den også blive utroligt tydeligt. Min mening er virkelig ikke, at rent faktisk foragte, men at overdrive foragtens udtryk, så det bliver tydeligt, hvor foragten ender: I et metropolistisk apartheid. Derfor må den kritisable logik – nationalismen, og her hvad vi kunne kalde “metropolismen” – også accelereres. Så logikken ender i det fuldendte scenarie om den selvsmagende metropolistiske middelklasses paradis om et politisk korrekt indenfor og et foragteligt, underlødigt og populistisk udenfor. Det er en regel, at ironi skal være lidt underspillet, for at fungere, men jeg er fucking træt af underspillet ironi. Nu skruer vi op for det, så logikken bliver tydelig. Ved ikke om det hjælper noget, men whatever.

Med en så kaldt “to-stats-løsning”, ville hvad vi kunne kalde Københavnerlandet i så fald få brug for en indvandringpolitik. Den skulle regulere tilstrømningen af alle udkantsdanskere, der skulle have brug for at søge til byen. Ikke en indfødsretstest, men en københavnersnude-test. De udkantsdanskerne der kommer igennem den metropolistiske migrationspolitiks nøleøje, tvinges derefter igennem en intensiv assimilering til det politisk korrekte byliv. De skulle skoles i Enhedslistens politiske program. De skulle lytte til det rigtige musik, spise den rigtige mad, og tale på den rigtige måde, for at blive betragtet som “ægte københavnere” Osv.

Københavnerlandet ville få brug for et økonomisk exportpolitik, så alle de kulturelle oplevelser, kreative sager og innovative produkter, der blev produceret i hovedstaden – og som langt fra kan forbruges af dem selv (det er reglen for kreakøbenhavn, at folk ikke har tid til at gå til alle de forskellige arrangementer, fordi de har så travlt med selv at arrangere andre) – kunne sælges til overpris i Udkantsdanmark. Ligesom den danske stat og erhversliv gør det nu – og i fremtiden vil forsøge at gøre det endnu mere. Sælge “danish design” i hele verden osv.

Københavnerlandet ville samtidig få brug for at out-source en del af arbejdskraften til Udkantsdanmark, så de kunne levere de nødvendige ressourcer, for at understøtte den kreative økonomi i hovedstaden. Den indvandring som Københavnerlandet til nøds må leve med, må desuden retfærdiggøres ved, at nogen jo skal tage det beskidte arbejde. Ligesom mange indvandrere tvinges gøre det i Danmark for tiden.

Hvad ellers?

Måske skulle vi bare droppe ironien og begynde at tage alle de, der i skrækscenariet om Københavnerlandets løsrivelse ville blive stoppet af metropolens grænsepoliti, seriøst.

Anarkitektur. At lade byens flow og konstruktioner planlægges og modifieres nedefra, i aktiveringen af lokale fællesskaber og ad hoc initiativ. Planlægningen indebærer fælles udvidelse af handlingsrepertoire, ved at stille betingelserne for, at muligheder kan gribes. Bebyggelse og beboelse uden lederskab, anarki-arkitektur. Etymologisk oprindelse fra græsk anarkhia/anarkhos og arkhitektōn, fra an- ‘uden’ + arkhos ‘leder‘ + tektōn ‘bebyggelse.’

Ovre på Eskils blog foregår der en diskussion der berører hvad vi kunne kalde anarkitektur. Det drejer sig særligt om forholdet mellem oppe-fra-ned arkitektur og interventioner der kommer nedefra-op, som kunne have et “anarkitektisk” præg. Denne sidste tilgang antages være drevet af “spontanitet” og “at gøre hvad man har lyst til” og “bryde rammerne”. Det er noget med, at “sætte sit præg på byen” og “omgøre den”. Som det ofte lyder. Men hvad betyder egentlig alle disse floskler? Nede ved Svanemøllen strand står der er stort skilt med skriften “2100 – Du kan også være med!”; en reklame for kommunens byfornyelse. Sært nok minder det førnævnte sprog meget om den måde byplanlæggerne allerede tænker deres byfornyelsesprojekter, så “alle kan være med”.

I et indlæg om “ikke-steder” kommer Supertank lidt nærmere på forskellen:

“Et rum skal altså ikke bare indbyde til at blive brugt, som skate-ramper og kyssebænke; steder skal i sin udformning gøre det muligt at foretage noget spontant. I selve planlægningen af rummet og i rummets udformning skal der være et potentiale for, at rummet bliver anderledes. Arkitekturen og byplanlægningen tænker sig selv for fast. Planlæg noget, vi planlægger skal være anderledes, byg noget, der skal eller kan rives ned. Byg noget ufærdigt, som andre kan gøre færdige – på den måde kan der måske bliver skabt mere frie rum.  Hvor folk der bruger rummet kan skabe noget sammen, fylde huller ud og lave nye huller. Arbejde, fremstille og handle – så det nye kan opstå.” [mine kursiveringer]

Hvad betyder det, at et rum er “åbent for muligheder” og at “alle kan være med”? Hvad betyder det, at et rum et “frit” og at “det i sin udformning gør det muligt at foretage noget spontant”, som Supertank siger? De begreber vi behøver at gøre mere klare er muligheder, inkludering, frihed og spontanitet. Alle fire liberalistiske begreber, hvis de ikke kvalificeres og vises som afhængige og betingede.

For at starte med det første: Jeg tror vi bør skelne mellem muligheder (som der er overflod af i vores samtid) og betingelserne for at man kan vælge dem (som der er underskud af, sagt lidt groft). De fleste rum er så at sige “åbne for muligheder”, men intet sker uden begge ting – mulighederne og betingelserne for at de vælges. For at en adfærd, et menneske, en bygning skal kunne tage plads, kræves dets mulighedsbetingelser. Lad os gå videre, så begrebet om mulighedsbetingelser kvalificeres hen ad vejen.

Illusionen om at “alle kan være med”, bygger samtidig på en forestillingen om spontanitet som noget der “bare sker”. Spontanitet er her noget der falder ned fra himlen – ligesom “frihed” har det ingen årsag – folk vil bare være med uden videre og deltage og omforme deres by hvis bare de “får mulighed for det”. Så længe muligheden er der, så er individer frie, til at udøve “lige præcis hvad de har lyst til”, helt spontant. Med andre ord, en helt igennem liberalistisk forestilling om handling. At denne forestilling er både tam og misforstået, viser de endeløse eksempler fra aktivistmiljøet selv, hvor alene informationen om, at alle kan være med, sjældent giver ikke-allerede inkluderede folk følelsen af, at de rent faktisk er velkomne. Har det noget at gøre med, at “alle” er en så ideologisk tynget figur, at de fleste opfatter “alle” som specifikke “nogle”? Men også kreativ business snakker med dette sprog: for at blive dygtig skal man “bare gøre lige det man vil”, uden jantelovs-agtige hæmninger, og kreativiteten er altid en “spontan udfoldelse“, som om det var noget der kom indefra og ud, men blot har været hæmmet af ufrie miljøer. Men man kan aldrig bare “gøre hvad man vil”. Det man vil er også altid betinget af det som de andre vil – dette er ikke blot en udefrakommende hæmning, det er også en “udefrakommende” mægtiggørelse: de andre sætter dig i stand til at gøre noget, ved at give dig lyst til at gøre noget, ved at lade dig ville det. Vi er afhængige af de andre: De er betingelserne for at vi griber mulighederne. De er vores mulighedsbetingelser.

For at komme tilbage til de fire begreber – muligheder, inkludering, frihed og spontanitet – kan de alle defineres som liberale begreber, så længe de ignorerer deres afhængigheder og betingelser. Kritikken minder om et tidligere indlæg om “postanarkisme” og dens kritik af (liberal) anarkisme. Øvelsen ligger som dér, at definere begrebernes liberale karakter, for derefter at udvide dem.

• Muligheder er liberale, så længe de alene konstateres: “Se, en mulighed”. Muligheder kan stilles, muligheder kan være tilstede – et rum kan være åbent for muligheder. Men der spørges: “Muligheder for hvem?” Muligheder kan ikke tage plads uden deres betingelser, hvilket som regel er andre mennesker, der sætter os i stand til at gribe dem. Muligheder er intet uden mulighedsbetingelser.
• Inkludering er liberalt, så længe det forbliver på tekstuelt eller formelt niveau: “Alle må være med!” Det spejler at konstatere alles mulighed, for at være med, men uden at etablere betingelserne for, at de vil, at de vover, at de har lyst til, at være med. Inkludering bør altid også være uformel og materiel.
• Frihed er liberal, så længe den indsnævrer sig til frihed-fra, til hæmning, til “udefrakommende” påvirkninger. Resten, alle de handlinger som frihed-fra åbner op for, antager det liberale kommer “indefra”, som noget individet “udfolder” af “sig selv“. Men denne opdelning mellem “udefrakommende” hæmning og “indefrakommende” frihed, er falsk og ignorerer at vi altid er sammenfiltrede andre. Frihed indebærer også en frihed-til, der er afhængig af de andre, en mægtiggørelse, en fælles kraft, der sætter personen i stand til at handle.
• Til sidst, spontanitet. Også en liberal forestilling, hvis den antages at falde ned fra himmelen, uden årsag, uden forklaring, betingelsesløst. Spontanitet er i den liberale forestilling kombinationen af, at der er muligheder til stede, og at individer er frie fra ydre påvirkninger, som hæmmer den indre spontanitet. Vi har allerede set hvordan alle disse delelementer – muligheder, frihed-fra og indre/ydre – er falske forestillinger, hvis de ikke kvalificeres i betingelser, afhængigheder og sammenfiltringen med andre. Spontanitet indebærer, at planlægge for det opportune øjeblik – Kairos. Det er en træning i at kunne gribe muligheder, så når de “pludseligt” kommer, er vi klar til at blive “spontane”. For at blive spontan, må man desuden inviteres – ikke formelt, på papir eller endda udtalt – men i kraft af vore afhængige andre, de er invitation nok. Afhængigheden består i hvorvidt vi kan regne med, at de bliver spontane med os. Hvorvidt de har trænet sig i evnen deri.

Hvis vi har fire nye begreber at kvalificere de liberale udgaver af muligheder, inkludering, frihed og spontanitet, så er det: mulighedsbetingelser, en inkluderende praksis der bygger på materielle mulighedsbetingelser, en mægtiggørende og afhængig frihed-til, og til sidst en spontanitet der træner Kairos i fællesskab.

I sommars valde vi att fira solen med att flytta veckans Planka-möte ut på gatan. Varje dag fickparkerar bilar där och det tar lång tid, fram och tillbaka, gasa upp och ner, bromsa så bilen inte krockar med annan bil etc. Det gör ett oerhörd väsen av sig och är inte alls mysigt. Därför bestämde vi oss för att flytta ut mötet på den enda lediga parkeringsplats, och där fortsätta diskussionerna kring stadens trafikmaktordning. Mötena blev oerhörd lyckade, folk som gick förbi stannade upp eller satte sig ner, blev bjuden på cider och tog del i det prat som pågick. En granne kunde försäkra oss om, att han “också hatade bilar”. (Apropos bilhat har Planka.nu en artikel i nya Brand #2 med en titel som slutar med en dramatisk och blommande frasradikal passage om brännande bilar).

Det ligger nära att använda uttrycket att “ta tillbaka gatorna” (från engelska reclaim the streets). Detta missriktar dock fokus till föreställningen om något som har varit “vårt” i dåtiden, och som nu kan “tas tillbaka”. Parkeringsplatserna anses här som en främmande bebyggelse, där “vi” levde innan, och att det är vår “rätt” att använda dem “igen”. (Ironisk, att en sådan historiemetafysik nästan påminner om hur den sionistiska rörelsen, via händelser tusen år tillbaka, rättfärdigar israeliska bosättare som ett sorts bibelsk reclaim).

Hur stadens platser och konstruktioner ska byggas, användas och modifiera anses vanligtvis vara uppgift för arkitekter och stadsplanerare att utforma. Ungefär som att “politik” är något som “politiker” håller på med, dvs. inne i parlamenten. Men om staden ska växa nerifrån och upp – om staden ska bli politisk bortom arkitekternas parlament – får detta inte bli enda sättet att planera staden. Vi måste göra en skillnad här.

Arkitektur. Att planera byggande uppifrån-och-ner och kontrollera användningen genom offentliga regelvärk och individuella rättigheter. Etymologisk ursprung från grekiska ‘arkhitektōn’, från arkhi- ‘ledar’ + tektōn ‘byggande.’

Arkitektur kräver ledare, som bestämmer och utformar ramarna för stadens platser och konstruktioner. När vi rör oss i sådan byggande, stabiliserar de sociala relationer sig i samma sorters hierarki, som utgör förutsättningen för byggandet. En stad planerad av bilägande politiker, kommer så klart att prioritera bilar. Därför måste cyklarna ta upp plats på trottoaren, och fotgängarna gå på varandras fötter. Detta sätt att bygga staden på brukar som oftast att dela konstruktioner upp i antingen statlig eller privat egendom. Deltagande måste därför medieras genom representativa kanaler, och direkt deltagande misstänkliggörs ofta eller i värsta fall kriminaliseras.

Anarkitektur. Att låta stadens flöden och konstruktioner planeras och modifieras nerifrån, i aktiveringen av lokala gemenskaper och ad hoc initiativ. Byggande utan ledarskap, anarki arkitektur. Etymologisk ursprung i grekiska anarkhia/anarkhos och arkhitektōn, från an- ‘utan’ + arkhos ‘ledare‘ + tektōn ‘byggande.’

Mycket anarkistisk tänkande baserar sig på att undvika alla sorters reglering och planering. Idealet för stadsbyggande blir då “den oplanerade staden”. På samma sätt som att kärlek inte bara uppstår spontant, som var det en händelse från yttre rymden, måste byggande också planeras. Stadens flöden och konstruktioner praktiseras alltid i vis mån – de måste uppräthållas av aktivitet – och dessa praktiker kan läras om, tränas in och måste repeteras för att i framtiden äga rum.

Att skapa ett lokalsamhället är dessutom mycket roligare än att ha det! Kanske handlar det då om att medlet helgar målet? (Nä jag skiter egentligen i den uppdelningen).

Der snakkes meget i disse dage om, at vores samfund er blevet post-industrielt. Det lidt tomme ord henviser ikke til, at industrien er forsvundet. Heller ikke fabrikkerne og deres maskiner. Arbejdere er der også stadig masser af. Selvom mange af dem har forsvundet, så er de for det meste flyttet til andre lande, så indsutrierne, fabrikkerne og maskinerne kører videre.

Men en ny produktionsform tager mere og mere plads. Det handler om produktionen af hvordan og hvor du bor, dine fritidsbeskæftigelser, din livsstil, kultur, oplevelser, drømme, venner, begær. Det er derfor, at handelsskolerne de sidste mange år har beskæftiget sig med at udvikle idéer for, hvordan man tjener penge på, at skabe situationer, følelser, spektakler. Pleje oplevelsesøkonomien. Kickstarte følelsesfabrikken.

Den post-industrielle produktion får fabrikken til at flyde over og ud i hele samfundslivet. Butiksarbejderen læser en selvhjælpsbog, for at blive mere udadvendt og snakkesalig med kunderne. To grafiske designere mødes på en bar i kødbyen, udveksler telefonnumre, og beslutter at starte et projekt sammen. Ledelsen overvåger de ansattes Facebookprofiler, og kontrollerer at de ikke stiller virksomheden i dårligt lys. Vores digitale liv indordnes et out-sourcet CV der løbende opdateres i kraft af vores online aktivitet (arbejdskøbere er ligeglade med dine egne bilag, det er meget nemmere at google/facebooke dig). Du motionerer, fordi “din krop er dit vigtigste visitkort”. Du tager dine piercinger ud, smører dit stemmebånd, spiser en mintpastil, og går på arbejde. På dit lokale gadekøkken betjenes du af en smilende kok, der spiller reggae-musik; han hygger om gæsterne, og de bliver flere og flere, fordi han er så sød og spiller reggae. Kassedamen i Irma siger “Tak, og hav en god dag”. I Netto får kassepersonalet ikke betalt for at smile, men varerne er lidt billigere. Til din medarbejderudviklingssamtale undskylder du den seneste tids udmattelse med at kæresten har gået fra dig.

Vi behøver et bedre ord end det “post-industrielle”, som blot betegner at “det er noget andet, noget der kommer efter, det industrielle”, for at beskrive det der sker. Et mere præcist ord, omend ikke mere letspiseligt, tilbyder Hardt & Negris teori om “biopolitisk produktion”. Det indebærer, at produktionen indordner hele livet (‘bios’ = liv). Biopolitisk produktion skaber, producerer og opfinder måder at leve på. I processen sætter den dine sociale evner, dine følelser, dine idéer, tanker og drømme på arbejde.

Hardt & Negri beskriver skiftet med udtrykket: “Metropolen er for multituden, hvad fabrikken var for den industrielle arbejderklasse”. Når det siges, at samfundet bliver post-industrielt  – biopolitisk – så betyder det altså ikke, at fabrikkerne er forsvundet. Det betyder, at en ny produktionsform får politisk dominans. Med et fint ord, hegemoni. Får en ny produktionsform hegemoni, så omformes alle andre måder at producere på i dens billede.

I et langt indlæg om “fabrikken uden vægge”, beskriver Guldfiske hvordan metropolbyen bliver et samlende princip for den biopolitiske produktion. Og stiller de rette spørgsmål, hvordan dette omdefinerer arbejde:

“Hvad sker der når fabrikkens fire vægge tages bort? Når det er et vikarbureau der hjælper de fastansatte med at plukke varen sammen under stop af produktionen, når lønafdelingen er bestilt udefra, rengøringen passes af et privat rengøringsfirma med papirløse migranter, når lastbilchaufførerne fragter færdige dele fra underleverandører og leverer just-in-time, forskningsafdelingen bedriver forskningssamarbejde med universitetet, når et PR-bureau markedsfører de produkter der sælges videre til en anden forhandler?”

Aldrig før i historien har en så stor mængde arbejdere førts sammen på samme plads som nu: til metropolen. Igen, dette skal ikke forstås sådan, at fabrikkerne er forsvundet. I stedet er fabrikkerne nu underordnet metropolen og tvinges adoptere dens biopolitiske logik. Det er derfor at samlebåndsarbejderen, selve stereotypen på den industrielle arbejder, kan læse om fabrikkens Corporate Social Responsibility i sit medarbejderblad.

Dominansen viser sig også geografisk, når al flade besættes af metropolens enorme stofskifte. I Den Usynlige Komités fjerde cirkel om metropolen, beskrives dette, storbyens opkomst, som at modsætningen mellem by og land falder sammen:

“… det er et stort urban væv uden form eller orden, et trøstesløst område, endeløst og ubestemt, en global udstrækning af museumlignende hypercentrer og naturlige parker, af enorme forstadsprojekter og store landbrugsanlægninger, industrizoner og underafdelinger, landsbykroer og trendy barer: metropolen.”

Vi snakker pludselig om “Udkantsdanmark”, der pr. definition er langt væk fra storbyen, men i høj grad servicerer storbyen, med alle dets marker, grisefarme, sommerhuse, og nationalromantiske sightseeing-ture. Metropolerne er historisk set et relativt nyt fænomen. I begyndelsen på 1900-tallet fandtes kun fire metropoler med en befolkning på over en million indbyggere. I 2006 fandtes der 372 metropoler med over en million indbyggere, plus 45 som har mere en fem millioner. Halvdelen af jordens befolkning bor nu i storbyer. Udviklingen er uigenkaldelig og har kommet til at definere hele den tilstand som har kaldets for postmoderne, for postindustriel.

Næste indlæg vil fortsætte dette tema, måske vil det da blive mere præcist, men mere for at vise hvordan modstandsformerne i fabrikken uden vægge også ændrer sig. Det bliver noget med at tage strejken op igen, men ikke som vi kender den.

Indtil da er der en udmærket video af Michael Hardt, der udvikler temaet her, om den biopolitiske produktion, og metropolen.

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Edins exempel går på den reduktion av rörelse som “motion” och “gymmet” innebär, dvs. att i stället för att röra sig mera i vardagen, funktionsuppdelar man livet, således att man bara rör sig på vissa platser och tidpunkter och med standardiserade övningar (som bara tränar en del av kroppen). Jag kom att tänka på två alternativ till detta, som jag själv tycker är mycket roliga: den sortens vardagens styrketräning som har kallats Beast Skillz och den sortens gatugymnastik som har populariserats under termen Parkour. Båda är helt gratis! Båda är dessutom en del av den rörelse inom träningsvärlden som har börjat vända blicken på så kallad funktionell träning, dvs. träning för hela kroppen, för att kunna utföra aktiviteter i vardagen. Och det finns så klart oändliga möjligheter för att röra sig, också mera ostrukturerad än detta. Jag ser i alla fall ingen orsak till att man inte bara slänger medlemskortet till SATS, och börjar leva sitt liv utan för gympafabriken.

Streetmovement-gänget, som intervjuas här, träffas fortfarande på Islands Brygge vid Köpenhamns hamn varje söndag. Jag brukade hänga med där, och det var fett nice. Och gratis så klart. Även om vissa av rörelserna är avancerade, hoppas jag videon visar hur enkelt det dock kan vara. Det är egentligen bara att hitta goda vänner och sen starta träning tillsammans!

Vi återvänder till problemet med konsumentidentiteten. Jag kommer att tänka på Kate Soper och hennes försök på att formulera en “alternativ hedonism” bortom konsumerism. Det vi redan har sagt om fysisk träning och rörelse av kroppen, kan alltså sägas i ett bredare perspektiv, den vardagens njutning av tillfredsställande aktiviteter (de följande citat urspringer från en artikel i tidsskriften Kvinder, Køn og Forskning)

Vi kan inte bara prata om den hedonistiska aktivitet dock, dvs. så länge denna aktivitet ingår i ett betalningsregim, och vi måste därför se på arbetet också. Kate Sopers kritik riktar sig till dels på arbetet, eller som hon säger,

“our general subordination to a time economy and work ethic which sees free time as a threat to prosperity rather than a form in which it can be realised”.

Mycket likt spotifieringsbegreppet, pekar Soper på följande paradox: att vi alltmer arbetar för att betala för att göra saker som annars är gratis, och sen behöver att kompensera för de saker som vi uppoffrar genom arbetet, genom att betala för att göra andra saker som annars också är gratis.

“The economy has become increasingly dependent for it’s ‘health’ on our collective preparedness to spend the money we earn working too hard and too long on the commodities which help to compensate for the forms of need satisfaction we have increasingly sacrificed through over-work and over-production. This is a dynamic that tends to the elimination of straightforward and inexpensive forms of gratification, only then to profit further through the provision of more expensive compensatory modes of consumption for those who can afford them.”

Spotifiering är precis denna eliminering av annars tillgängliga och gratis former av tillfredsställande aktiviteter, för att sen inhägna det allmänna i kompensatoriska surrogatlösningar. Som nästan alltid suger. Soper nämner en rad exempel, t.ex. turism,

“The leisure and tourist industry has increasingly tailored its offerings to the overworked, with holiday breaks that promise to make good the loos in ‘quality’ time”

mänsklig kontakt:

“Then there is the extra you often now have to pay for dealing with a person rather than a machine.”

kärlek och relationer:

“… the speed dating and Wife Selecting agencies that promise to make up for your loss of the arts of loving and relating.”

och slutligen Edins eget exempel, rörelsens reduktion till motion (gymmet), och den funktionsuppdelade staden:

“The multiplication of gyms to which people drive in order to do treadmill running in cities where, because there are so many cars on the street, they no longer find it pleasant or safe to walk or run”.

Undrar om Jung tänkte på något liknande när han sade “Religion is a defense against religious experience”? Hur som helst, vilken bisarr värld vi fortfarande lever i. Låt oss skynda oss ur den. Har man lust att gå vidare, kan man lyssna på Kate Soper när hon pratar om “Alternative Hedonism” på radioprogrammet Philosophy Bites. Torr brittisk analys, riktigt bra.

Kate_Soper_on_Alternative_Hedonism.mp3