Verdens ende, del 10: Spørgsmål der hænger i luften

Serien om verdens ende lakker mod sin ende, foreløbigt. Der er to spørgsmål, der hænger i luften:

  1. Hvorfor er det, at visse dommedagsprofetier ledsages af en mærkværdig form for munterhed og slet skjult fryd?

    Med andre ord: Apokalypsen drager, tiltrækker og fascinerer. Ja, sagt mere lige ud: den begejstrer. Vi har allerede været inde på, hvordan apokalyptiske profetier kan være en måde at flygte den angst, der forbinder sig til min egen døds ubestemmelighed. Jeg ved ikke hvornår jeg skal dø, det kan være pludseligt. Døden kommer altid uventet. De apokalyptiske visioner er angstdæmpende, fordi de gør mit endeligt til noget bestemmeligt. Men er dette nok til at forstå den mærkelige munterhed og begejstring ved dommedagsprofetierne?

  2. Hvorfor er det, at vi lader til at have brug for apokalypsen for at kunne forestille os andre verdner end den dominerende?

    Sagt anderledes: Apokalypsen er en slags ren tavle. Vi forestiller os at ‘alting går under’, det er frygtindgydende og angstprovokerende, men ‘alting’ indbefatter også al undertrykkelsen og fornedrelsen. Den forsvinder også. Det er derfor apokalypsen er revolutionær i den mest almindelige forståelse: the world turned upside down. Der er noget frustrerende ved denne form for visioner. De minder om den måde byplanlæggere, modernister og visionære statsmænd forestiller sig verden: rydde spillebrættet, jævne byerne med jorden og starte forfra. For apokalyptikeren og statsmanden finder der kun én verden (alting). Hvordan ville vi kunne forestille os en befrielse fra undertrykkelse og fornedrelse, der ikke forudsatte totale begivenheder så som dommedag? Hvorfor er det så svært at forestille os de verdener, der faktisk befrier os og som allerede findes? Er det frygten for at være minoritet? Hvad hvis vi levede i en verden, der gav indtryk af stadig at være domineret af en samlet idé, men i stigende grad faktisk var befolket af en masse verdener, der alle var minoriteter. Hvordan kunne vi forestille os at bebo disse minoritetsverdener, mens vi afskaffede idéen om ‘verdenen’.