Panere, snushaner og svin

Slangordbøger er både gode og dårlige.

På den ene side sætter de os i stand til at give passende navne til ting, og finde kraft i udtryk der bryder normens bugtaleri.

På den anden side sænker slangordbøger den uigennemsigtighed som er selve indbegrebet af slang. Slang har altid været en udfordring for politiet og dommere, når de gerne ville straffe dem, der har en ’grim mund’. Hvordan afmåler man en straf for et skældsord, man ikke forstår? Eller mennesker der omtaler dem selv og det de laver på så kryptiske måder, at de lige så godt kunne være kirkesangere som indbrudstyve?

Alt dette har jo ændret sig noget, fordi man i dag forventer at Google har svar på det meste og hvor man velvilligt gør hver eneste mystificering forståelig. I April 2013 slog en amerikansk dommer simpelthen op i Urban Dictionary og brugte opslaget til at sende en ”jack boy” i spjældet.

Den eneste måde slang kan forblive lokal, bundet til et fællesskab og uforståelig for magten, er enten ved ikke at dukke op i de centrale ordbøger eller ved simpelthen at udvikle sig så hurtigt, at hver gang et ord ryger ind i ordbogen er det allerede gået af brug på gaden.

Og her er det en blanding af det sidste – ingen brug de her termer længere – samt at dem, der faktisk bliver brugt, er almindeligt kendte. Om ikke andet kender politiet dem alle, for de har hørt dem tusinde gange.

Paner. Fra panser.

Panser. Ordet henviser til den muskulære og kropslige forkrampning som opstår ved at politibetjente systematisk er ude af stand til at handle i overensstemmelse med deres egne værdier – et karaktertræk som den tyske kropsterapeut Wilhelm Reich kaldte kropspanseret. Fra oldfransk pancier, ‘rustning’, opr. fra ‘beskyttelse af maven’, pance, ‘mave’ (jf. undertrykkelse af sårbarhed, ikke at græde, sker via konstant pres til diaphragma, mellemgulvet, og ofte resulterer i kropslige smerter øverst i maven). Danske ordbog giver følgende eksempel: De er stivnede i et panser af indestængte aggressioner, berøringsangst og forsvarspræget renligheds- og ordenstvang. Variation: Panzer.

Svin. Bruges som regel i flertal (‘svinene’) eller som sammensat ord (‘politisvin’). Fra det engelske pigs, der går helt tilbage til 1800-tallet. Husk på at svinene i George Orwells Animal Farm netop var dem, der opførte sig som politi. Siden 2008, hvor svinene skød en femten-årig dreng i Athen, er det især ét slogan som er blevet populært i Grækenland: Cops, pigs, murderers!  Ligeledes betegner vildsvin andre konkurrerende, bevæbnede bander, der ikke har opnået samme legitimitet som det herskende politi. Bandidos eller de mexikanske narkokarteller er vildsvin fx.

Strisser. Populært udtryk i firserne (alle husker første ord i Kim Larsens ”Midt om natten”) og senere i en af de endeløse DR-dramaserier om pansere og deres tilsyneladende helt normale middelklasseliv. Vist nok låneord fra det bayersk-østrigske slangord Striezi/Strizzi (‘drivert, vagabond, tyv, dum karl’), der blev brugt om alle irriterende overordnede, dannet af verbet strizen (‘løbe ørkesløst rundt, stjæle’), der er belslægtet med tysk strotzen, jf. dansk ‘strutte’. Så en strisser er omtrent en dum karl, der strutter rundt og chikanerer folk. Ordet menes hjemført af naverne, de rejsende svende, der havde lært det schweiziske politi at kende. Variationer: strissersvin.

Strømer. Populært omkring ’68. Igen fra tysk strömer (landstryger, vagabond).

Æggeskal. Politi på motorcykel (jf. de hvide hjelme). Opstod formentlig i 60’erne eller 70’erne, eftersom hjelmene dengang mere lignede halvdelen af en æggeskal. En knækket æggeskal siger sig selv.

Salatfad. Større køretøj til mandskabstransport eller at bortføre mennesker i. Efter det franske panier á salade, dvs. de der kurve hvor vandet bliver slynget fra salaten (også kaldet salatslynge), hvilket en eller anden stakkel må have tænkt på mens de blev kørt afsted og slynget rundt i sådan en.

Hollændervogn. Større køretøj med gitter for de pansrede vinduer og plov foran til at bryde menneskemængder med. Opfundet af det hollanske politi for netop at egne sig til at kontrollere opløb og gadekamp. Varevognen (Mercedez Benz Vario) er ombygget for at være så robust og afvisende overfor kasteskyts som muligt; der er vægte i bunden, så det er sværere at vælte dem; dækkene er udstyret med en hård plastikkerne, så de kan køre videre selv om de er punkterede (“run-flat”); udstødningsrøret er udformet sådan, at man ikke kan stoppe ting op i dem. Det danske politi anskaffede de første i 1997, formentlig efter deres forsøg på at ændre taktik efter deres fuck-up 18. maj 1993, hvor banden affyrede 113 skud ind i en menneskemængde.

Transit. Mandskabsvogn der rummer 6-9 panserbasser. Bruges både ved daglig patrulje og til grisetransport ved større operationer. Navnet kommer fra et af mærkerne, Ford Transit. Ikke at forveksle med hollændervogne, der kendes ved deres pansrede ombygning. Internt i banden kalder man dem for LT’er, fra mærket Volkswagen LT.

Idioti. På ét plan er udtrykket selvindlysende, fordi det simpelthen kalder den facon, som mange politibetjente har tendens til, med sit rette navn. Det rimer. Men der hører en langt dybere teori til. En antropolog, der har lavet feltarbejde om idioter, skriver således om dem:

Most human relations – particularly ongoing ones, whether between longstanding friends or longstanding enemies – are extremely complicated, dense with history and meaning. Maintaining them requires a constant and often subtle work of imagina­tion, of endlessly trying to see the world from others’ points of view. This is what I’ve already referred to as “interpretive labor.” Threatening others with physical harm allows the possibility of cutting through all this. It makes possible relations of a far more simple and schematic kind (“cross this line and I will shoot you,” “one more word out of any of you and you’re going to jail”). This is of course why violence is so often the preferred weapon of the stupid. One might even call it the trump card of the stupid, since (and this is surely one of the tragedies of human existence) it is the one form of stupidity to which it is most difficult to come up with an intelligent response.

I do need to introduce one crucial qualification here. Every­ thing, here, depends on the balance of forces. If two parties are engaged in a relatively equal contest of violence-say, generals commanding opposing armies-they have good reason to try to get inside each other’s heads. It is only when one side has an overwhelming advantage in their capacity to cause physi­cal harm that they no longer need to do so. But this has very profound effects, because it means that the most characteristic effect of violence, its ability to obviate the need for “interpre­tive labor,” becomes most salient when. the violence itself is least visible-in fact, where acts of spectacular physical violence are least likely to occur. These are of course precisely what I have just defined as situations of structural violence, systematic inequalities ultimately backed up by the threat of force. For this reason, situations of structural violence invariably produce extreme lopsided structures of imaginative identification.

Basse. Sammenlign det engelske hubby eller big boy, der også hentyder til at visse af dem er småtykke. Eller var. I dag ligner mange pansere typisk en reklame for CrossFit eller en Palæo-kogebog. Variationer: Bassemand, panserbasse.

(Panserbasse, 1936, feat. Ib Schönberg)

Se Lars, en panserbasse!

Små blå, ost (Christianias favorit), politji, blå smølfer, pader, kagerne, høker.

Lidt ældre navne, som måske kunne komme på mode igen: lyner, snushane.

Teori om politiets opførsel 1. marts 2017

Politikritik skriver om politiets opførsel i går, her befriet fra facebook:

Politiets opførsel til gårsdagens mindedemonstration for Ungdomshusets rydning var umiddelbart som man kunne forvente.

Der blev begået hærværk, provokeret og politiets indsatsledervogn fik malet et stort cirkel-A på sig.

Politiet reagerede ved at erklære demonstrationen for opløst og ved at stille store styrker op ved grunden på Jagtvej 69. Efter nogle korte kampe dér var mængden af demonstranter blevet væsentlig mindre. Mange af demonstranterne (inklusiv politikritiks observatør) valgte at gå resten af vejen på fortorvet. Mange andre gik sikkert også hjem.

Da de resterende demonstranter satte kursen imod det nye Ungdomshus på Dortheavej måtte de gå med politi tæt omkring sig. Der blev ikke begået noget hærværk og politiet kunne ubesværet anholde 1-4 demonstranter på den tur.

Det er ikke noget nyt at der er hærværk eller ballade på Nørrebro. Det er altid sket 1-2 gange året. Nogle gange uden særlig medie-bevågenhed. Andre gange med ekstrem meget.

Politiets normale opførsel er i den situation at afvente til man er sikker på det mest er ballademagerne der er tilbage og derefter rykke tæt på. Anholde dem der bliver genkendt og følge med medmenneskemængden indtil den er opløst eller ikke er på gaden. Det giver politiet rig lejlighed til at skride ind med anholdelser og det skaber dem ikke flere fjender end højest nødvendigt.

Da gårsdagens demonstration nåede frem til Dortheavej skete der noget nyt. I stedet for at lade demonstranterne gå ind i huset og blive og observere valgte politiet at eskalere ved at følge med direkte op til porten ind til huset. Det var en naturlig flaskehals og den spændte stemning og skubben førte til at politiet igen trak stave og slog på folk der ikke havde nogen mulighed for at komme væk. Mange af dem var folk der bare ville ind i huset og deltage i det efterfølgende arrangement.

Dette bliver af aktivisterne i huset (med rette) tolket som et angreb på huset. Og politiet ved udmærket godt at de historisk aldrig har været velkomne i huset. Folk stillede sig derfor klar til at forsvare huset med flasker og andet kasteskyts imens politiet blev ved med at lade store styrker gå rundt imellem flokken udenfor huset. Der foretog de enkelte flere anholdelserne, afviste enhver dialog og opførte sig generelt provokerende med skub og ordre. Denne adfærd giver ingen taktisk mening for politiet med mindre de bevidst forsøgte at provokere en situation.

Der er nu hæftig debat imellem aktivisterne og ihærdige forsøg på dialog hvor aktivister fra huset lovet at trække folk ind i huset hvis politiet lover at trække sig tilbage.

Dette fører til at langt de fleste aktivister trækker ind i huset hvorefter politiet tilsyneladende uprovokeret angriber huset nøjagtig samtidig med at de udtaler til et pressemøde at de vil ind i huset. Det første angreb bliver slået tilbage af en regn af flasker og virkede generelt ikke seriøst da politiet hverken brugte tåregas eller gjorde noget for at beskytte sig selv under angrebet.

Derefter startede forhandlingerne igen og de fleste aktivister forlod huset. Der blev indgået en aftale om at tre aktivister fra huset fik lov at overvære ransagningen imod at der ikke ville blive ydet modstand imod politiet. Man har altid ret til at overvære en ransagning eller få civile uvildige vidner til det under normale omstændigheder.

Dette overholdt politiet dog ikke og efter en times ransagning blev de tilbageværende tre observatører smidt ud.

Politiets opførsel gav taktisk mening i går frem til ankomsten til Dortheavej 61. Derefter virkede det som om politiet først forsøgte bevidst at eskalere og derefter arrangere et angreb for pressen. Alt sammen for at retfærdiggøre en ransagning af huset.

Ransagningen gav politiet det dårligste resultat en ransagning i et autonomt værested nogensinde. Der blev hverken fundet molotov cocktails eller andre alvorlige våben.

En anden interessant ting er at politiet lod folk gå ud af huset uden at kropsvisitere dem hvilket alvorligt underminerer idéen om at politiet rent faktisk ledte efter noget bestemt.

Det er svært at forstå meningen med det hele. Måske tror politiet selv på deres forklaring i pressen? Måske skulle PET’s aflytningsudstyr i huset udskiftes? Måske ville politiet afprøve nyt udstyr eller nye love imod nogle ofre der var lette at provokere? Det er ikke til at vide. Spændende at se hvad konsekvenserne bliver for forholdet mellem politiet og de autonome i fremtiden.

Tage julemanden alvorligt

Teatergruppen Solvognens opførsel af Julemandshæren fra 1974 er stadig et benchmark for politiske aktioner, som det kan være værd at komme i hu i dag.

En af de ting der er værd at bemærke i dag er at fascisterne har en smule succes med en lignende form. Nationalt drejer det sig om PEGIDA, en ved første øjekast lidt mærkelig gruppe af forstyrrede, youtube-afhængige pensionister og muskuløse nynazister. I begyndelsen havde gruppen ambitioner om massemobilisering, med inspiration fra Dresden, der kunne samle op til 30.000 personer om at flage med den tyske fane. Det skete aldrig. Og efterhånden som danske PEGIDA mødte modstand opgav de håbet om at blive en massebevægelse og er nu mere blevet en form for aktionsgruppe. Det betyder dette: at hvis modstanden behandler PEGIDA som et forsøg på at skabe en “platform for rekruttering”, så misser man et aspekt af hvorfor de til dels lykkes med noget andet, hvad der i dag kunne kaldes perception management.

PEGIDAs anti-islamiske march gennem Nørrebro, i en tynd forklædning af at være et “juleoptog” med Jesus-skilte og småkager, lykkedes faktisk i det store og hele med at gentage den samme logik, som fik julemandshæren til at virke. På lignende måde har medlemmer af gruppen ved flere tilfælde forsøgt provokere konfrontationer ved Folkets Hus, i en tynd forklædning af at ville lave lidt borgerjournalistik (med kamera op i ansigtet på folk). Det er på ingen måde lige så effektivt, bl.a. fordi deres sørgelighed skinner for let igennem – de fleste kan se hvor frygteligt et fællesskab de udgør – men det er tydeligt at samme teaterlogik gør sig gældende.

Aktionsformen i Julemandshæren må ihukommes, genoplives og besjæles med vores egne værdier.

Det virkende princip her er kognitiv dissonans. Som speakeren siger: “Julemanden forsøger at være god, men bliver hele tiden slæbt væk af politiet.”

Det ubehag, der følger en frihedsberøvet julemand er ikke til at tage fejl af, til en sådan grad at børn skriger “Nej nej, det må han ikke!” (altså politibetjenten). Knebet er simpelt: påføre sig en autoritets dragt (julemanden) og så tage dens etiske fordringer alvorligt (generøsitet, gaver til alle osv). Selv uden humoren er aktionen ikke langt fra den teologiske sandhed om Sankt Nikolaus, der som bekendt også var helgen for tyvene og de falsk anklagede.

Det havde dramaturgen i klippet måske overset. På et tidspunkt siger hun noget, der – set med nutidens øjne – er så utidssvarende, at det må gengives i sin fulde længde her. Bare for at mindes os selv om, hvordan det var muligt at snakke i halvfemserne, efter historiens afslutning eller før den kom igen:

“Solvognen er født ud af 70’erne og den politiske tid, som en teatergruppe, der ville eh, der ville pege på vores og nedbryde vores borgerlige livsformer. Pege på den onde kapitalisme, der udbyttede arbejderen og øh … havde på den måde en … set med nutidens øjne, måske lidt naiv og romantisk dagsorden. [smiler overbærende]”

Samme logik som Julemandshæren i en anden form kunne være, at påføre sig regeringens dragt. En dragt kan også være en sproglig dragt: at fx give løfter om “gratis offentlig transport”, ville være at tale som en regering. Derefter tage autoriteten alvorligt (den tager ikke sig selv alvorligt: da venstrefløjsregeringen kom til magten i 2011 bl.a. på løftet om at sænke priserne på offentlig transport, gik der kun et par uger før de satte priserne op).

Der findes også materiale nok i populærkulturen, myterne, politikeres ‘kommunikationsudspil’ og ‘visioner’ til andre lignende skuespil. Det ville handle om bare at tage løfterne alvorligt i den dominerende kultur. Hvis fx ikke politikerne selv gør noget ved deres løfter – eller i lidt mindre eufemistiske termer, hvis de lyver – så sørg for at deres løfter bliver overholdt.  Bliv ‘den udøvende magt’. Insistér på at valgflæsk ikke eksisterer: “En aftale er en aftale”.

Logikken er ikke  så langt fra den måde uforløste ønsker i popmusik om at smadre det hele, “tear shit up” og “go hard”, nogle gange faktisk ender i at tingene bliver tearet up i optøjer (fashionista-optøjerne i London 2011 er et eksempel her).

For at skære logikken ud i pap: Julemandshæren er officielt optaget i Kulturministeriets Kulturkanon. Det betyder at julemands-autoriteten er fordoblet af endnu en autoritet (statens kutlurelle smagsdommere). Hvilken bedre måde at tage den dominerende kultur alvorligt end at genopføre et af dens kanoniske værker? (I udlandet tror visse at det faktisk er en juletradition på staden hvert år at lave aktionen).

For mere om Julemandshæren se  dokumentaren “Dejlig er den himmel blå” fra 1975, tilgængelig på filmcentralen.

Religiøs hacking, furore og liberalismens krise

Dette er skrevet i begyndelsen af 2012, da kopimi blev anerkendt som en religion af den svenske stat.

Nu begynder de danske realliberale medier så småt at skrive om Det Missionerande Kopimistsamhället.

Man kunne spørge hvorfor alt dette overhovedet er interessant? Jeg vil i dette blogindlæg prøve at komme omkring en række grunde til hvorfor det er det.

1. En politisk metode: hacking

I Sverige bygger den statslige anerkendelse af religioner på Loven om trossamfund. Denne lov blev etableret da Sverige afskaffede statskirken (noget der ikke er sket i Danmark) og indebærer, at en myndighed kaldet Kammarkollegiet har ansvar for at afgøre hvilke organisationer der er ‘religiøse’. Det vigtige i denne sammenhæng er, at det foregår udfra helt formelle kriterier: ting som hvorvidt der organiseres gudstjeneste, og om der indgår ritualer som fx bøn eller meditation. Dertil en hel række foreningsagtige krav som vedtægter osv.

Hacking forudsætter altid et vist kendskab til det system, der hackes. Det er derfor, og måske kun derfor, det er vigtigt at kende sine rettigheder.

Det er vildt morsomt at Kammarkollegiet tager sig selv så alvorligt, og samtidigt nedvurderer sig selv i denne alvor. De har svigtet dem, der forsvarer dem politisk, blot ved at tage deres politik på alvor. Det er liberal nihilisme.

2. Furoren

Denne begivenhed har allerede vakt furore flere steder fra. Det er værd at bemærke, at furore ofte er dobbelt: på den ene side vrede, selvfølgelig, men også – hvis vi skal tro den gamle etyomologiske oprindelse – bølger af ophidselse og galskab, der ikke sjældent indeholder elementer af glæde og skabertrang.

Den vrede del består af kulturkonservative, der i religionernes navn ender med at mystificere tro og åndelighed; liberale, der neurotisk beklager sig over, at retsstaten ikke fungerer efter hensigten; og selvfølgelig “den eneste faggruppe inden for musikbranchen, der reelt har forøget sin indtjening og som har set et voksende marked for sine ydelser i de seneste ti år”, dvs. de gode gamle forsvarere af s.k. “ophavsmænd”.

(Har i øvrigt, og helt uden for sammenhæng, altid synes at ordet “ophavsmænd” lyder som en hemmelig loge eller noget fra en gammel horrorfilm).

På den anden side har vi den glæde og skabertrang, som denne begivenhed vækker hos venner af kopiering, og som ikke til at tage fejl af. Og ja, det er ophidsende. (Og ja, ophidselse er beslægtet med erotikken).

3. Symptom på liberalismens krise

Både vreden og glæden peger, på hver sin måde, på hvor besværligt det er for det liberale demokrati at adskillelse politik og religion. Begivenheden er derfor på mange måder et symptom på en dybere krise i den liberale samfundsorden, den orden der først og fremmest består i at adskille alle sine grundlæggende institutioner – økonomi, politik, religion, kunst, kultur, teknologi, produktion, forbrug, følelser, fornuft osv osv – men en orden, der også har enormt svært ved at holde dem adskilt. Det kræver et enormt rengøringsarbejde, for det meste af den s.k. offentlighed og dens mange diskussioner og debatter. Og ikke så sjældent udføres rengøringsarbejdet af politiet (listen er for lang, men det kunne være spændende at skrive én).

Furore for dem, der gør alt for at bevare de liberale institutioner og opdelingen mellem dem; glæde for dem, der nyder synet af, at deres forbundethed kommer til syne.

Religion og politik kan også forklares således: Gråzonen mellem at “have en holdning” og “have en tro”.

4. Legens alvor, og hvorfor venstrefløjen ikke kan mærke den

Der er sket et sammenstød med anerkendelsen af kopimi som religion. Spørgsmålet er, om det kun er venstrefløjen der ikke kan mærke det. Den venstrefløj, der i sin “ateisme” ellers lod til at være de eneste der stadig gad at diskutere teologiske spørgsmål. Den venstrefløj, der i sin fortvivlelse forlanger af andre at alt skal formuleres i deres sprog, for at det skal tages “seriøst”, og som er fuldkomment ude af stand til at mærke legens alvor. De er pragteksemplet på voksenlivet, der overalt hvor det støder på legende alvor, støvsuger og fjerner legen.

Der er forskel mellem alvor og seriøsitet. Alvorlighed udelukker ikke leg, humor og nydelse. Ofte er de ting nødvendige. Seriøsitet lever derimod på at bandlyse den slags, for at virke mere alvorlig i andres øjne. Det er derfor seriøsitet altid er en pose.

5. Hvad religiøsitet kan være

I det berømte værk The Varieties of Religious Experience definerer den amerikanske psykolog William James religion således: en total indstilling til livet, der både er højtideligt, alvorligt og omsorgsfuldt.

Med denne definition kan religion ikke være ironisk. Leg uden alvor findes ikke her. Og kopimi er ikke et ironisk stunt, det er en alvor leg.

På samme måde fanger spørgsmål som, “Er det bare for sjov?”, eller nedsættende udsagn som “Det er tydeligvis en spøg”, ikke rigtigt alvoren i legen.

På samme måde kan religion i denne forstand heller ikke være kedelig eller kold, eller det man kalder “seriøs”. Seriøsitet er noget for bureaukrater, præster, politikere og andre wannabe-magthavere. Det har intet med religion at gøre.

Et sted beskriver William James den religiøse oplevelse på følgende måde:

“If glad, it must not grin or snicker; if sad, it must not scream or curse.”

Det religiøse og det politiske er en enorm gråzone.

Begivenheden har allerede fået meget opmærksomhed. Meget få, også internationalt, har til gengæld skrevet om kopimis frikirker. Hvad disse har til fælles er bl.a. en kritik af det lidt for snævre syn på kopiering som s.k. fildeling, hvilket Det Missionerande Kopimistsamhället bl.a. er eksponent for. Kopiering ligger til grund for mange af de ting vi tager for givet: sprog og musik, såvel som dans og erotik. Det handler om at genvinde en opmærksomhed for kopiering som fundamentalt vilkår i verden.

Disse uafhængige sekter består fx af fraktalkopimisterne, der dyrker uendelighed og tomhed; det polyteistiske Robotparti, der tilbeder monstrøse blandinger af menneske & robot, og som samles omkring sloganet “For et mindre menneskeligt Sverige”; eller de effervescente fællesskaber i mystisk kopimi, der ritualiserer spildet af værdi gennem kødverdens mange situationer af kopiering; for bare at nævne nogle af de allerede eksisterende mutationer af kopimi.

Intensifier har gjort et forsøg på at kortlægge det mylder af sekter, kulter, fraktioner og frikirker der netop nu kommer til syne. Det er ikke umuligt, at kopimismens anerkendelse som trossamfund vil mangfoldiggøre bekendelser og undersøgelser af kopieringens faktiske rolle som ritual og åndelig oplevelse. Og hvis det virkelig begynder at yngle, vil det betyde endnu flere religiøse fraktioner af kopimi. Kortet vil ikke kunne følge med.

Måske endda mere etablerede religiøse fællesskaber vil blive inspireret og begå nye kætterske tolkninger? Det er ikke en hemmelighed at Jesus bespiste tusinde mennesker, ved at kopiere fisk og brød.

Pierre Clastres: Society against the State

How does power work in societies that have no state?

Anthropologists have tried to answer the question of power in non-state societies ever since structural functionalism, but it seems to me that it never got us beyond the negative perspective: absence of state, lack of political institutions etc. I think this perspective can be overcome by a line of thought developed by the political anthropologist Pierre Clastres. I’m esp. thinking about the main work Society against the State and the article “Power in Primitive Societies” found in the Clastres-anthology called Archaeology of Violence.

I will give a brief overview of Clastres’ thesis, then some associations, and end with a practical question.

The basic idea, beyond all negative descriptions of so called non-state societies, is that there is actually a highly developed political thought in archaic societies. What might this political thought consist of? Simply, society constantly struggles to ward off the emergence of the State. In other words, archaic societies are not merely non-state societies, but anti-state societies. Warding off or subverting power is not a lack, but a political positivity, and it is something that can be thought and described. This might have tremendous consequences for a contemporary theory of the State and how to struggle with it.

The principle of the subversive efforts of the tribe is to never make it possible for an external power to emerge, dividing society into rulers and ruled. As an example we might take the chief, whom colonial anthropologists thought was an embryonic form of authority. According to Clastres, the chief is actually a self-subverting authority who is constantly rendered powerless by the tribe. This might happen through forced generosity (i.e. a kind of blackmail – thus, the chief is usually the most poor person of the tribe) or the duty to speak, even though the tribe does not care to listen, or other mechanisms. If the chief abuses his power (that is, uses power), the tribe abandons him, or even kills him, replacing him with a new chief.

This brings up a whole range of questions concerning power and violence. I have the impression that not many anthropologists have drawn the necessary conclusions from Clastres’ thesis on anti-state societies and have definately not followed this path to the end. A more contemporary example of someone using insights of Clastres and the tribes he studied is Raúl Zibechi in his recent book on the Bolivian movements called Dispersing Power. He describes how the movement of former peasants – now migrated to the metropolis El Alto, La Paz – succesfully managed to disperse state-powers as well as resisting to be co-opted by the newly elected left party.

For Clastres, “Western” political thought (ie. all philosophy of the state) can not conceive of power without social division. I presume this is why the whole discussion of power in primitive society gets so confused. Could one say, perhaps polemically, that modern anthropologists seem to insist in looking for something which is not there? Power in primitive society is fundamentally different, as the example of chiefdom teaches us. The chief continues his chiefdom because of a taste for ‘prestige’ (in the language of Clastres), but is thus entirely dependent on the community which grants him the prestige. At any time, society may forget his former actions of glory. If we want to understand power, it seems crucial to analyze and elaborate on how prestige (or ‘the logic of prestige’) is not the same as power (or the logic of power).

What I find important is not only how this opens a way of thinking archaic societies differently from the evolutionists (incl. the marxist evolutionists), who could only speak of non-state societies in negative terms, ie. in terms of their lack, absence and history-to-come. The astonishing thing is that societies against the state teaches us how the State is neither a necessary historical outcome and that there exists political mechanisms to ward off, refuse and subvert its appearance.

With Gramsci, we get an idea how the State works as both a separate organ of power (coercion–police) and through mobilizing civil society for a hegemonic project (“private” institutions, citizen guards, mundane law-abiding behavior and so on). But it seems that Gramsci’s project is usually understood in such a way that counter-hegemonic movements should merely seek to take over the state, replacing one hegemony with another, one police with another, one law with another and so on. Even with Foucault, who is not particularly interested in taking over the state, we don’t get a line of thought of how to ward it off.

My question is, using Clastres, is it possible to understand, at least as preliminary material, an abstract method for subverting the emergence of State power?

The question assumes that primitive society is actually the privileged site to understand the State and, more importantly, how to subvert it. Why did the State never appear in certain societies? We can either answer negatively, referring to some inherent lack of intelligence, or we may begin to understand this persistent refusal of the State as genuine political thought. Their entire history is, in the latter perspective, a history of avoiding the state. The political thought of anti-state societies reveals an intimate knowledge of state power, through the always-present risk of a state appearing. The chief may separate himself from society, confusing the taste for prestige with a desire for power, dividing society into dominating and dominated etc. Thus, Clastres proposes that archaic societies actually has intimate knowledge of the State. This means that the State in some way must always have existed, at least as a spectre, as all the anti-state mechanisms reveals. The State is not a recent invention, but a risk, a ghastly possiblity which archaic societies have always known.

This makes it easier to pose the question more practically: is it possible to imagine means of “transition” (understood in an anti-evolutionary sense) from various contemporary forms of the state to societies against the state?