Verdens ende, del 4: Prep

I del 3 af denne blogserie, noterede vi med Shierry Nicholson, at apokalypsen tiltrækker, fordi den gør min eksistentielle trussel forudsigelig. Når faren er forudsigelig, slipper jeg i det mindste for den angst som usikkerheden fremprovokerede. Det appelerende ved at føle en vished om, at enden er nær, er at det fjerner usikkerhedsmomentet.

Noget meget væsentligt ved at fjerne dette usikkerhedsmoment er, at det gør det muligt at holde op med at bekymre sig.

Tag prepper-kulturen som eksempel. På overfladen virker dette som en meget bekymret flok mennesker. De kender til deres egen frygt, ingen tvivl om det.

Men for de amerikanske preppere betyder visheden om deres eksistentielle trussel, at de kan veksle bekymringerne til forberedelse og handling – opbygge kældre af dåsetomater, sætte pigtråd omkring parcellen og sikre sin familie.

Preppere er måske jævnligt skrækslagne, men de er pr. definition ikke handlingslammede. At kunne give et svar på hvorfor, ville kunne være en hjælp for at forstå, hvordan vi selv kunne have at gøre med vores egen frygt.

Preppere forbereder sig i øvrigt ikke på verdens ende. De forbereder sig på en begivenhed med et mærkeligt maori-klingende akronym, “TEOTWAWKI“: The end of the world as we know it. Om det er økonomisk kollaps, en atombombe eller klimaforandringer, er det stadig den samme apokalyptiske spejderdevise: at være beredt på en pludselig og fuldstændig omvæltning.