Religiøs hacking, furore og liberalismens krise

Dette er skrevet i begyndelsen af 2012, da kopimi blev anerkendt som en religion af den svenske stat.

Nu begynder de danske realliberale medier så småt at skrive om Det Missionerande Kopimistsamhället.

Man kunne spørge hvorfor alt dette overhovedet er interessant? Jeg vil i dette blogindlæg prøve at komme omkring en række grunde til hvorfor det er det.

1. En politisk metode: hacking

I Sverige bygger den statslige anerkendelse af religioner på Loven om trossamfund. Denne lov blev etableret da Sverige afskaffede statskirken (noget der ikke er sket i Danmark) og indebærer, at en myndighed kaldet Kammarkollegiet har ansvar for at afgøre hvilke organisationer der er ‘religiøse’. Det vigtige i denne sammenhæng er, at det foregår udfra helt formelle kriterier: ting som hvorvidt der organiseres gudstjeneste, og om der indgår ritualer som fx bøn eller meditation. Dertil en hel række foreningsagtige krav som vedtægter osv.

Hacking forudsætter altid et vist kendskab til det system, der hackes. Det er derfor, og måske kun derfor, det er vigtigt at kende sine rettigheder.

Det er vildt morsomt at Kammarkollegiet tager sig selv så alvorligt, og samtidigt nedvurderer sig selv i denne alvor. De har svigtet dem, der forsvarer dem politisk, blot ved at tage deres politik på alvor. Det er liberal nihilisme.

2. Furoren

Denne begivenhed har allerede vakt furore flere steder fra. Det er værd at bemærke, at furore ofte er dobbelt: på den ene side vrede, selvfølgelig, men også – hvis vi skal tro den gamle etyomologiske oprindelse – bølger af ophidselse og galskab, der ikke sjældent indeholder elementer af glæde og skabertrang.

Den vrede del består af kulturkonservative, der i religionernes navn ender med at mystificere tro og åndelighed; liberale, der neurotisk beklager sig over, at retsstaten ikke fungerer efter hensigten; og selvfølgelig “den eneste faggruppe inden for musikbranchen, der reelt har forøget sin indtjening og som har set et voksende marked for sine ydelser i de seneste ti år”, dvs. de gode gamle forsvarere af s.k. “ophavsmænd”.

(Har i øvrigt, og helt uden for sammenhæng, altid synes at ordet “ophavsmænd” lyder som en hemmelig loge eller noget fra en gammel horrorfilm).

På den anden side har vi den glæde og skabertrang, som denne begivenhed vækker hos venner af kopiering, og som ikke til at tage fejl af. Og ja, det er ophidsende. (Og ja, ophidselse er beslægtet med erotikken).

3. Symptom på liberalismens krise

Både vreden og glæden peger, på hver sin måde, på hvor besværligt det er for det liberale demokrati at adskillelse politik og religion. Begivenheden er derfor på mange måder et symptom på en dybere krise i den liberale samfundsorden, den orden der først og fremmest består i at adskille alle sine grundlæggende institutioner – økonomi, politik, religion, kunst, kultur, teknologi, produktion, forbrug, følelser, fornuft osv osv – men en orden, der også har enormt svært ved at holde dem adskilt. Det kræver et enormt rengøringsarbejde, for det meste af den s.k. offentlighed og dens mange diskussioner og debatter. Og ikke så sjældent udføres rengøringsarbejdet af politiet (listen er for lang, men det kunne være spændende at skrive én).

Furore for dem, der gør alt for at bevare de liberale institutioner og opdelingen mellem dem; glæde for dem, der nyder synet af, at deres forbundethed kommer til syne.

Religion og politik kan også forklares således: Gråzonen mellem at “have en holdning” og “have en tro”.

4. Legens alvor, og hvorfor venstrefløjen ikke kan mærke den

Der er sket et sammenstød med anerkendelsen af kopimi som religion. Spørgsmålet er, om det kun er venstrefløjen der ikke kan mærke det. Den venstrefløj, der i sin “ateisme” ellers lod til at være de eneste der stadig gad at diskutere teologiske spørgsmål. Den venstrefløj, der i sin fortvivlelse forlanger af andre at alt skal formuleres i deres sprog, for at det skal tages “seriøst”, og som er fuldkomment ude af stand til at mærke legens alvor. De er pragteksemplet på voksenlivet, der overalt hvor det støder på legende alvor, støvsuger og fjerner legen.

Der er forskel mellem alvor og seriøsitet. Alvorlighed udelukker ikke leg, humor og nydelse. Ofte er de ting nødvendige. Seriøsitet lever derimod på at bandlyse den slags, for at virke mere alvorlig i andres øjne. Det er derfor seriøsitet altid er en pose.

5. Hvad religiøsitet kan være

I det berømte værk The Varieties of Religious Experience definerer den amerikanske psykolog William James religion således: en total indstilling til livet, der både er højtideligt, alvorligt og omsorgsfuldt.

Med denne definition kan religion ikke være ironisk. Leg uden alvor findes ikke her. Og kopimi er ikke et ironisk stunt, det er en alvor leg.

På samme måde fanger spørgsmål som, “Er det bare for sjov?”, eller nedsættende udsagn som “Det er tydeligvis en spøg”, ikke rigtigt alvoren i legen.

På samme måde kan religion i denne forstand heller ikke være kedelig eller kold, eller det man kalder “seriøs”. Seriøsitet er noget for bureaukrater, præster, politikere og andre wannabe-magthavere. Det har intet med religion at gøre.

Et sted beskriver William James den religiøse oplevelse på følgende måde:

“If glad, it must not grin or snicker; if sad, it must not scream or curse.”

Det religiøse og det politiske er en enorm gråzone.

Begivenheden har allerede fået meget opmærksomhed. Meget få, også internationalt, har til gengæld skrevet om kopimis frikirker. Hvad disse har til fælles er bl.a. en kritik af det lidt for snævre syn på kopiering som s.k. fildeling, hvilket Det Missionerande Kopimistsamhället bl.a. er eksponent for. Kopiering ligger til grund for mange af de ting vi tager for givet: sprog og musik, såvel som dans og erotik. Det handler om at genvinde en opmærksomhed for kopiering som fundamentalt vilkår i verden.

Disse uafhængige sekter består fx af fraktalkopimisterne, der dyrker uendelighed og tomhed; det polyteistiske Robotparti, der tilbeder monstrøse blandinger af menneske & robot, og som samles omkring sloganet “For et mindre menneskeligt Sverige”; eller de effervescente fællesskaber i mystisk kopimi, der ritualiserer spildet af værdi gennem kødverdens mange situationer af kopiering; for bare at nævne nogle af de allerede eksisterende mutationer af kopimi.

Intensifier har gjort et forsøg på at kortlægge det mylder af sekter, kulter, fraktioner og frikirker der netop nu kommer til syne. Det er ikke umuligt, at kopimismens anerkendelse som trossamfund vil mangfoldiggøre bekendelser og undersøgelser af kopieringens faktiske rolle som ritual og åndelig oplevelse. Og hvis det virkelig begynder at yngle, vil det betyde endnu flere religiøse fraktioner af kopimi. Kortet vil ikke kunne følge med.

Måske endda mere etablerede religiøse fællesskaber vil blive inspireret og begå nye kætterske tolkninger? Det er ikke en hemmelighed at Jesus bespiste tusinde mennesker, ved at kopiere fisk og brød.

Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Til forsvar for en religiøs jul

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)