Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Til forsvar for en religiøs jul

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)

For en genfortryllelse af verden

Hvordan genfinder vi den kollektive magi? Hvad der her følger er en kritik af samtidens affortryllelse af verden, samtidig som vi forsøger at genfortrylle den. Det er et par mere eller mindre vilkårlige nedslag, der kunne sikkert nævnes en mængde andre.

Teksten er bygget op over fire elementer, der alle trækker på “stammens” objekter. Det starter med dansegulvets cirkler og totempæle, dernæst stammens brug af tatoveringen (tribalen), så den regionale tilknytning til plads og til sidst helbredelsens overgange og ritualer. Hvad vi forsøger bygge kunne altså kaldes en slags urban stamme (og her betegnes ikke de ellers sikkert udmærkede samtidsdiagnoser, der forsøger at beskrive at vestens unge ikke bygger kernefamilier så tidligt som tidligere).

Dansegulvet

Dansegulvet består mange steder i byen af en stor mængde personer, der på samme tid danser med alle og ingen. Man står med lukkede øjne, udstrålende nydelse, kigger en gang i mellem op, for at fange et andet blik, et flygtigt øjeblik hvor man danser med en anden, så længe energien holder, smilene, blikkene, så længe nydelsen virker autentisk, indtil man igen skilles fra hinanden, og søger, et nyt projekt. Der er intet andet end energien der binder individerne til hinanden. I øvrigt går man i byen med sine bedste venner, for dem er man nogenlunde sikre på ikke skrider igen, lukker øjnene og vender sig om for at kigge efter nye dansepartnere. Samtidens dansegulve er karakteriseret af, at ingen vil gøre sig afhængige og forpligte sig (på en danse-, samtale- eller kærlighedspartner). Det er projektsamfundets dans.

Fra dette tomrum vokser fælles cirkler på dansegulvene, hvor man kommer til at tænke på gamle dage i ungdomsklubben. Det er et af stammens svar på dansegulvets ensomhed og mangel på forpligtelse. I midten af dansecirklen smider stammen sine beklædningsdele, så der danner sig en tøjbunke: den fælles totempæl, hvorom stammen danser videre. At kaste sit tøj i midten af en cirkel hvorom andre danser er en direkte investering i cirklens dansefællesskab. For at forlade cirklen, kan man ikke blot lukke øjnene igen, eller vende sig mod en ny dansepartner. Man tvinges tage sit tøjstykke i midten af cirklen, bryde den sociale lim hvormed cirklen fastholder de dansende kroppe vendt mod hinanden. Man bliver med andre ord nødt til at være tydelig: indenfor eller udenfor cirklen? Cirklens form inviterer til at kigge andre i øjnene, hvilket øger nødvendigheden af, at være tydelig: danser vi sammen? Det forlænger midlertidigheden som dansegulvet er præget af: du bliver stående, dansende, du holder pauser i cirklen. Det forstærker forpligtelsen, fordi et tøjstykke kastet i midten også skal hentes igen. Cirklen og dens totempæl af tøj giver stammen en sikkerhed i at vide, at der hele tiden er nogen at vende tilbage og danse med. Ugh!

Tatoveringen

Tatoveringen er det paradigmatiske udtryk for individualisme: et udtryk for smag, æstetik, og hvor langt fremme i moden man befinder sig. Det er derfor så mange får dem slettet igen med laserbehandling. De blev aldrig tatoveret dybt nok, for der var ingen bånd der bandt tatoveringen til andre. Men tatoveringen er ikke noget jeg gør fordi “det er lige mig”, noget jeg får lavet fordi det symboliserer hvordan jeg skiller mig ud fra andre. Den handler ikke bare om mig selv: mig mig mig mig. Tatoveringen binder mig til andre, til pladser, til oplevelser, fællesskaber og stammer. Tatoveringen betegner et tilhørsforhold, en skæbne jeg ikke længere kan eller vil flygte fra, og som derfor må gøres permanent på kroppen. Tatoveringen bliver i bogstaveligt forstand en tribal (‘tribe’ = stamme). Tatoveringen betegner ikke blot et fællesskab, dens form kan også opstå derigennem, som et fælles eksperiment, ved at bekræfte en fælles æstetik, som en kommentar eller kritik af min stamme. Tatoveringen kan også “gives” til mig, som når en ven eller vennekreds foreslår at vi bekræfter vores bånd til hinanden. Tatoveringen kan udføres af selv samme personer, med blot nål og blæk.

Tilknytningen til plads

Regionalisme afløser nationalisme. Fattigheden ved nationalister er, at de kun anerkender tilknytninger til nationalstaten og dens konstruktion af et nationalt Folk. Folket (med stort F) reagerer mistænksomt på al indblanding af nye folkeslag. Mod dette stilles som regel et passioneret had til nationalstatens grænser. Det fattige ved det så kaldte No-Borders perspektiv er dog, at det – måske for at distancere sig så meget som muligt fra nationalisternes nostalgiske og insisterende fremhævelse af deres område – at det ikke anerkender tilknytningen til plads. Men vi binder os til de regioner vi kommer fra, dets historie, dets tegn, dets natur, dets klima, dets tempo. Det opgør os, kun den pladsløse kan flytte til nye steder, som skulle den ingen rødder rive op. Kun den pladsløse kan glemme sin fortid, som havde den ingen historie. En regional tilknytning anerkender vigtigheden af den historie og de rødder som man måtte have – ved at være født i et område, ved at vokse op et andet sted, ved at have flyttet til et helt tredje. Det er derfor det ville give mening, jf. foroven, at samtidigt som man får tatoveret kurbitsmønster i dala-färger (“en svensk tribal”) også konverterer til sufi-islam eller laver No-Borders politik. Det er ikke schizofrent, i det mindste ikke i dets platte betydning som vilkårlig forbrug af tegn og praksisser. Det er kun vilkårligt så længe man ikke selv har tilknytningerne. Det er kun forbrug så længe man ikke er dybt begravet i at producere fænomenet (svenskhed, sufi-islam, nationalstatens sammenbrud).

Ved at gennemskære nationalstatens grænser, må regional tilknytning indebære det faktum, at områder til alle tider har været præget af at folk flytter. At der aldrig har eksisteret noget oprindeligt folk nogen steder, men at migration af alle mulige grunde fortsat er en del af et hvilket som helst områdes historie. Det fremmede der genfortryller hverdagen. Her må vi være på vagt overfor svagheden ved samtidens multikulturalisme, nemlig at man forventer af den anden, af den fremmede, at den skal fortsætte med at være fremmed, anderledes og eksotisk. Multikulturalisten har mistet sin evne til at genfortrylle verden gennem varige opfindelser og er derfor afhængig af den anden til at fortsat levere det eksotiske, at den anden ikke blander sig alt for meget sammen med os: “Det er så herligt med andre kulturer, så længe de bare bliver ved at være sådan og ikke ændrer på sig”. Til det betragter regionalisten i stedet den fremmede som blivende noget nyt og andet, i mødet med os – vice versa – i kraft af at vi nu opholder os og lever i samme regionale verden.

Ritualet & helbredelsen

Helbredelse består i vor samtid af professionelle læger, så resten af befolkningen gradvist mister almen viden om helbred. Når man er syg, kan der findes en fysiologisk forklaring. Hvis man er “deprimeret” eller “føler sig nede” og “er stresset”, skal man gå i psykoterapi eller tage medicin fra psykiateren. Vi er holdt op med at helbrede hinanden. Vi stiller os ikke længere tilfredse med at mennesker kan helbredes af kaotiske og tilsyneladende mærkelige hændelser, følelsesmæssigt diffuse oplevelser, og alternativ medicin der mest af alt virker som mumbojumbo. Derfor bruger vi automatforklaringer som placebo-effekt og prøver at se bagom den alternative medicin, for at finde en rationel forklaring. Det vigtigste er ikke, at mennesker helbredes, at de får en fornemmelse af frihed og forløsning. Det vigtigste er, at vi finder en forklaring på hvorfor det skette.

Til dette svarer de urbane stammer med en ny shamanisme, der betoner livets overgange og den smerte der er forbundet med at komme over på den anden side; nødvendigheden af ritualer, for at markere grænser og forskelle; det kaotiske og uforklarlige; at gøre sig tilfreds med at nogen gange tale i tunger, for at finde nye ord; at der findes en helbredelse, som kun et fællesskab eller en stamme kan give; at helbredelsen bør behandles i sig selv, at den ikke bare handler om hvor virkningsfuld medicinen er, men skal fejres. Her fungerer tatoveringen endnu en gang som betegner for overgang og grænsedragning (“Da jeg blev frisk” / “Da vi blev bror & søster”). Her fungerer også festen og den kollektive dans.