Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Første cirkel: Jeg’et der overvåger selvet

Hvad er jeg? På enhver måde bundet til pladser, smerter, aner, venner, elskere, begivenheder, sprog, minder, til alle mulige ting som tydeligvis ikke er mig. Alt der knytter mig til verden, alle de bånd der konstituerer mig, alle de kræfter der udgør mig former ikke en identitet, en ting der kan vises op på kommando, men en særlig fælles, delt og levet eksistens, hvor ud fra der fremtræder – på visse pladser og tidspunkter – et værende som siger “Jeg”.

Studiecirklen om Det kommende oprør er godt i gang. Første uge, første cirkel: om selvet.

Under betegnelsen “mørk spinozisme” beskriver Copyriot hvordan første cirkels antropologi betoner de affektive forbindelser som mennesker indgår i. Samtidigt som forestillingen om individet definerer sig selv i modsætning til bånd og tilknytning, betyder dette dog ikke at forbindelserne ophører, blot at de virker på andre og mere fremmedgørende måder:

Den Usynlige Komitée stiller ikke jeg’et mod samfundet, men vil i stedet pege på hvordan en vis type fremmedgørende samfund holdes sammen af en vis slags atomiserede selv.

Guldfiske bemærker at første cirkel vender Hobbes’ kontraktteori på hovedet. Ifølge Hobbes består præhistoriske samfund af et alles krig mod alle. Gennem en samfundskontrakt overgiver folket deres magt til en suveræn (“Leviathan”), der kan regere over liv og død, men samtidig ser til at opretholde individernes rettigheder.

Først med samfundskontrakten interpelleres individet, som et retsbærende subjekt og en del af folket, ud af mængden. den usynlige komitée vender op og ned på Hobbes. Det er først med individets indtog på arenaen at alles krig mod alle begynder: ”I det traditionelle samfund’ var isolering det hårdeste straf som et samfundsmedlem kunne rammes af, nu er det et alment vilkår. Resten af katastrofen følger logisk af sig selv”.

Diskussionerne om første cirkel har omhandlet vanskelighederne i at overskride jeg’et og selvet. I den svenske udgave af Det stundande uppror udskiftes al brug af ordet ”the self”, selvet, til ”jag’et”, jeg’et. Omend den engelske skifter frit mellem ”the self” og ”I”, optræder forskellen dog. Har dårligt styr på den franske udgave [pdf] i øvrigt, det er også lige meget. Men, det hjælper os at adskille de to ting fra hinanden, selvet og jeg’et. Så det vil denne blogpost handle om.

Nogle udviste skepsis til opløsningen af jeg’et, med henvisning til Descartes’ dictum: jeg tænker, derfor er jeg. Fortsat må der altså ”altid være nogen der oplever”. Eller, jeg oplever. Dette, at opleve, er måske da forskellen på selvet og jeg’et. Jeg oplever. Selvet oplever ikke. Selvet er objekt for min oplevelse; hvordan jeg ser mig selv, som en afgrænset ting, et individ i verden, som var verden en tør container man kunne befinde sig i uden at opløses. Aldrig et væsen af verden, en substans i en kemisk opløsning, indviklet, sammenviklet, og sammenfiltret med resten af verdens kroppe, kød og ben.

Selvet er ikke nogen ting inden i os der er i konstant krise; det er formen som de vil tvinge os ind i. De vil gøre vores selvopfattelse til noget klart defineret, separat, bestemmeligt i termer av kvaliteter, kontrollerbart, selvom det faktisk er sådan, at vi er væsener blandt væsener, singulariteter blandt lignende, levende kød sammenvævet med verdens kød.

Selvet er det objekt jeg forsøger at reducere min eksistens til. Det objekt som jeg forsøger at præsentere til andre, en beholder af kvaliteter, udtryk og kompetencer. Selvet er forsøget på en fangende historie. Selvet er mig som varemærke, min virksomheds reklamekampagne. Selvet er denne indhegningen af min altid ekspansive eksistens, afklipningen af alle de relationer med verden der udgør mig. Deri ligger amputeringen.

Jeg’et oplever, oplever mit selv. Eller, jeg måske snarere overvåger mig selv: hvordan præsenterer jeg mig selv? Hvordan ser jeg ud? Hvordan fortæller jeg historien om verden som min egen historie? Hvordan ”udtrykker” jeg mig selv? Hvordan kommer denne hændelse til at passe ind, være konsistent, med resten af mig selv?

Ikke blot må jeg hele tiden overvåge jeg mig selv, jeg overvåger også andres oplevelse af mig selv. Denne evne kan fortsætte i 2. 3. 4. 5. og 6. intentionalitet etc: hvad den ene synes om, at den anden har for mening om den fjerdes forhold til at den femte og den sjette oplever mig som det ene eller det andet. Varemærket er intet uden de andres konsumption af det. Intet selv, uden den andens oplevelse. Intet uden en oplevet værdi, hos den anden, der senere kan omvandles til andre former for kapital. Mit selv bliver da til, med alt hvad en sådan tilblivelse til individ indebærer, gennem min overvågning af andres oplevelse. Charles Herbert Cooley kaldte resultatet af denne individueringsprocess for The looking glass self: jeg bliver til som individ, når jeg ser mig selv gennem spejlet af den andens oplevelse. Derfor må jeg stændigt overvåge ikke blot mig selv, men også de andres oplevelse af mit selv. Som den biopolitiske produktion intensiveres, og arbejdet på subjektet – arbejdet med sig selv – underordnes kapitalet, får denne selvovervågning nærmest manisk karakter: et sind der hele tiden spejder efter tegn hos de andre, hele tiden bedømmer og vurderer sig selv, hele tiden kigger indad, som havde øjnene vendt ind mod kraniet for at få ordentligt blik på den indre fabrik.

I Det kommende oprør gives allerede en udmærket idé om, hvad der udgør nogen som helst, nemlig alt det der ikke er mig selv. At ingen blot kan ”være sig selv”, er åbenbart. Ingen kan eksistere som beholder af kvaliteter, som et atom i verden. Alle opstår vi altid af sammenfiltringerne med verden.

Og stadig overvåger jeg mig selv. Men dette frenetisk overvågende jeg – sindets ukontrollerede kontrol af min produktion af mig selv som individ – virker egentlig lige så fremmed, lige instrumentel i sit arbejde for det personlige varemærke, som varemærket selv. Og jeg’et virker mere som en del af min dysfunktionelle krop, helt underordnet en kapitalistisk produktion af mig selv som individ og varemærke. Jeg’et overvåger, holder kontrol med selvet. Det er ikke mig, det er ikke den ting der oplever! Selvom noget i mig vil stoppe, ikke overvåge, ikke kontrollere, ikke regulere, ikke arbejde på præsentationen af mig selv som varemærke, så fortsætter sindet sin frenetiske hyperaktivitet. Aldrig et stille øjeblik, hvor sindet er tyst. Altid overvåge, altid tænke, altid spekulere, lægge strategier. Manisk.

Jeg slutter indlægget lidt tvivlende, eftersom jeg ved at de fleste læsere af bøger som Det kommende oprør, vil brække sig af tendenser til buddhistisk flummelum. Jeg tænker det har noget at gøre med samtidens (forfærdelige) buddhistiske selvhjælps fordringer, der, som første cirkel bemærker har tendens til “Individualisering af alle tilstande” – du skal blot “arbejde” lidt “med dig selv”.

Alligevel, og nu kommer flummelummet, er det tilfældigt at ordet ‘frenetisk’, fra græsk phrēn, betegner denne tilstand, sindet? Stiller vi spørgsmålet lidt anderledes, kan får diskussionerne om opløsningen af selvet og jeg’et en lidt anden vinkel: hvad er det, der overhovedet er opmærksomt på jeg’et, der har opmærksomhed på tankerne, der ser deres frenetiske aktivitet? Who watches the watcher? Er vi opmærksomme længe nok på de frenetiske tanker om os selv, om andre, om fremtiden, bliver svaret overraskende: ingenting. Tak for i dag. Buddhistisk insurrektionisme.

———

Studiecirkelen virker gennem flere kanaler allerede, informelt, på IRC, i åbne skrivedokumenter, på blogs. Andre blogindlæg til første cirkel: Lisa Magnusson, Redunans, Skumrask. Læs også efterordet til den svenske udgave, som redaktionen nu har publiceret online.

Det kommende oprør: Hypotesen om selvet

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.