Spørgsmålet om kommunisme

Oven på det europæiske socialdemokratis kollaps i kølvandet på første verdenskrig besluttede Lenin at give den gamle socialismes smuldrende facade en makeover ved at overmale den med det smukke ord ‘kommunisme’. Altså låner han komisk nok fra anarkisterne, der i mellemtiden havde gjort det til deres banner. Denne bekvemme forvirring omkring socialisme og kommunisme har gennem det sidste århundrede i høj grad været skyld i, at ordet blev synonymt med katastrofe, massakre, diktatur og folkemord. Siden da har anarkister og marxister spillet pingpong rundt om modsætningsparret individ-samfund uden at bekymre sig om, at denne falske antinomi er formet af den økonomiske tænkning. Hvis man gør oprør mod samfundet i individets navn, eller mod individualismen i socialismens navn, så har man på forhånd spærret vejen. I mindst tre århundreder har individ og samfund hver især hævdet sig selv på bekostning af den anden, og det er denne dristige og vaklende tendens, der år efter år får det charmerende hjul, vi kender som ‘økonomien’, til at dreje.

Magasinet Eftertryk har publiceret nogle uddrag fra sidste kapitel i Den usynlige komités seneste bog, Maintenant [‘Nu’], smukt oversat af Anna Cornelia Ploug og Serena Hebsgaard.

Mens vi venter på at hele bogen udkommer på dansk, læs her: For den verden, der følger.

Hvorfor vi hurtigst muligt må finde måder at lade være med at betale vores regninger

Hvis vi skal begynde at begribe krisen, så er vi nødt til at starte med gælden. Hvem skulle have troet at det var en filosof fra Handelsskolen der skulle sige det, der skulle siges på dansk?

Ole Bjerg skriver om skyldnere og kreditorer i en artikel i Information, som det er værd at citere længere bidder fra:

Den finans- og gældskrise, der i løbet af de seneste tre til fire år har bredt sig til flere og flere områder af samfundet, er ikke en midlertidig forstyrrelse af vores økonomiske system. Det er kulminationen på en finansiel og monetær udbytning, der har stået på i de seneste tre til fire årtier. For så vidt som hele vores økonomi efterhånden er organiseret omkring cirkulationen af kreditpenge, forplanter disse fluktuationer sig næsten øjeblikkeligt til almindelige menneskers privatøkonomi.

Visse forhold har ændret sig. Hvilket også gør sig gældende for hvilke midler vi kan gøre modstand med.

Industrisamfundets arbejderklasse havde arbejdsnedlæggelsen (strejker på arbejdet) som våben. I dag er 20% af os alle uden arbejde og kapitalismen har vænnet sig til konstant arbejdsløshed.

En lille kommentar omkring strejker: I den udstrækning at strejker er et brugbart våben i dag, må de derfor være (1) vilde, dvs. uden advarsel til arbejdskøberen, og (2) rettet mod at blokere cirkulationen af varer, for når produktionen kører efter just-in-time-logik, er det at blokere cirkulationen også at blokere produktionen (og omvendt). Men det er altså ikke Ole Bjergs ærinde, og konklusionen peger mod en anden type strejke.

For så vidt som vi ikke lever i den industrielle kapitalisme, og skyldnerklassen netop ikke er sammenfaldende med arbejderklassen, giver det ikke mening at bruge strejken som våben. En stor del af skyldnerklassen er præcis karakteriseret ved ikke at have et arbejde, som de kan true med at nedlægge. Og en endnu større del risikerer blot, at en strejke er netop den undskyldning deres arbejdsgiver behøver for at flytte arbejdet til Kina.

Det er en lignende pointe David Graeber laver i bogen Debt, som jeg kort har omtalt. Pointen lyder som følgende: Det forhold at vi allesammen er mere eller mindre forgældede, giver kraft til et særligt våben: gældsforsømmelsen. Strejker mod gælden med andre ord, eller hvad vi med et kortere ord kunne kalde gældsstrejke.

Selvom det kan virke en smule fremmed, er det faktisk en strategi med mange år på bagen. David Graeber mener faktisk at konflikter omkring gæld er en af de hyppigste temaer for revolutionære situationer gennem tiderne.

Et af eksempler nærmest vores tid, og på stor skala, må være Italien i årene omkring ’77.  På alle mulige områder, fra bolig og offentlig transport til fødevarer og andre hverdagsudgifter, strejkede folk på gæld og afgifter. Slagordet var enkelt: “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!”. Strejkeformen kaldte de selvreduktion, på italiensk autoridizione. I visse tilfælde nægtede de helt at betale, i andre tilfælde besluttede de sig, gennem såkaldte selvreduktionskomitéer, for en lavere pris. Det betød fx at trykke “nye billetter” for at rejse med togene.

Ole Bjerg igen:

Den globale finans- og bankelite kan mageligt tillade sig at overhøre alverdens protester, som udtrykkes vha. skilte, bannere, taler, blogs, sange, Facebook, Youtube-klip, tweets, osv. Men hvis betydelige dele af under- og middelklassen i USA, Europa og andre steder i verden omsider fik nok af at sidde og vente på, at de hver for sig gik fallit og i stedet bestemte sig for kollektivt at holde op med at betale af på deres gæld, ville det være svært for selv den mest kyniske hedgefund manager at ignorere.

Det er klart, at den her måde at indramme gældsforsømmelse på – som en invitation til forhandling, som finanskapitalen ikke kan ignorere – går i samme fælde som arbejderbevægelsen historisk har haft tendens til med arbejdsnedlæggelser. Forhandlinger er i stor udstrækning den slags begivenheder der redder magten ved at give den en ny retfærdiggørelse: “De nye omstændigheder er et resultat af en demokratisk proces” osv. Og pludselig virker magten, omend lidt svækket, naturlig igen.

Ole Bjergs ærinde har i den forstand meget få ambitioner. Vi er på socialdemokratismens niveau, velfærdsstatens nvieau, men det er måske nødvendigt at begynde dér.

Hvis vi vil gøre os forhåbninger om undgå en total fuldendelse af finanskapitalens sidste fire årtiers togt og hostile takeover, hvor 147 transnationale koncerner nu sidder på 40% af klodens indtægter, så må vi hurtigst muligt finde måder at lade være med at betale vores regninger. Hvilket i sig selv vil give aneldning til en mængde andre former for modstand, for kreditorerne kommer ikke til at lade os slippe let med det.

Nogle retoriske greb kunne lyde: At viske tavlen blank, vende bankpakkerne på hovedet, eller mere katolsk, indføre jubelår. Bliver det år 2012?