Mystisk kopimi

Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). På den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns råb. På den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]

Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.

Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse står “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer også hvad de kalder en “værdi i sig selv”:

Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr når ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb på alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.

Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.

For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.

Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber på ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.

Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmåltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.

Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.

Det mystiske element er, på den ene side, at alt består af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.

På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?

Med spørgsmål som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt på sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)

Spild af tid at komme til tiden

Det siges, at jo mere sydligt på det europæiske kontinent du befinder dig, jo senere dukker folk op til aftalte tidspunkter eller møder. Tranquilo hedder det på de latinske sprog (italiensk, spansk etc.) – på dansk, at tage det stille og roligt. Men hvad betyder det at komme til tiden, når ingen gør det?

Et møde er ikke bare en samling mennesker der til en aftalt tid sætter sig rundt om et bord for at beslutte noget. Et møde er også når en eller anden ringer til en ven for at mødes i en café, for at drikke kaffe og vende tilværelsen. Et møde kan planlægges gennem strenge mødeskemaer i en gruppe, et opkald fra en ven, en invitation med brev, en kædesms til en masse mennesker der ikke kender hinanden, eller et opslag om fest på Facebook.

Indlægget her er en refleksion over mødets logik, og er en omarbejdning af nogle tidligere refleksioner. Det knytter an til diskussionen om hvad projektets logik gør ved vores tilværelse – hvad Anders Fogh Jensen har kaldt projektsamfundet – samtidig som det handler om tid, at finde hinanden, forpligtelse, kontinuitet og tillid.

Facebook har accelereret denne logik, eller måske rettere sat den på spidsen. Indlægget skal derfor også ses i forlængelse af den tidligere forklaring af hvorfor jeg deaktiverede min konto på Facebook. Og hvorfor det intet har at gøre med et selvgodt liberalt livsstilsvalg, men handler om at undersøge hvad Facebook gør ved vores liv (inkl. når vi er udelukkede fra Facebook).

Indlægget er delt op omkring seks punkter:

  1. Mødets stigende ad hoc-karakter
  2. Måske-svaret som standardsvar og dets udslettelse af ja-eller-nej-svarene.
  3. Tillid
  4. Surf
  5. Usikkerhed
  6. Hvad betyder det at komme til tiden?

Ad hoc-møder

Det er stigende tendens, at de måder vi mødes på påvirkes af ad-hoc-ændringer i folks planer.

Ad hoc: formet, arrangeret eller gjort til dette specifikke formål. Latin for ’til dette formål’ eller ‘for dette’. Hænger tidsmæssigt sammen med det pludselige, det uforventede, det midlertidige og kræver derfor en vis spontanitet (hvilket kan trænes).

Ad hoc-mødet betyder, at det planlagte møde er under konstant tidsmæssig forskydning.

Én af os kommer en halv time for sent. En anden får en god idé om at mødes et andet sted, så vi tager derover i stedet. En tredje ringer for at udskyde det hele. En fjerde dukker op uanmeldt. En femte går og henter mad. En sjette påbegynder en aktivitet i vente på de andre, hvilket strækker sig ind i det planlagte møde, efter alle er kommet. En syvende har glemt det hele eftersom han tænkte at nogen alligevel skulle ringe, når det var tid.

I alle disse eksempler er der en tendens til at komme for sent, spildte tiden, men kun i planlægningens forståelse. Hvorfor kommer du for sent? Fordi du fandt andre aktiviteter at lave i mellemtiden. Som trækker ud …

Du skulle hænge ud med nogen i eftermiddags, men noget kom i vejen. Jeg havde egentlig tænkt mig at komme til det foredrag, men det var også kun måske, og nu havde jeg jo ikke lyst. Du havde godt fulgt med nysgerrigt med i vores rejseplaner, og havde kommet med en masse god idéer, som om du også selv skulle med, og nu pludselig et par dage inden siger du at du at du gerne vil med.

Mængden af ad hoc-ændringer intensiveres desuden af vanen der driver mig til at holde mig opdateret gennem alle mulige kanaler – mobilen, facebogen, twitteren, øret, den fleksible kalender, den halve aftale – for at holde flest mulige valg åbne. Fordringen om at altid være “åben for ændringer” betyder, at vi hele tiden ændrer vores planer.

Måske-svaret

At holde sig åben for forandringer indebærer ofte at lave dobbelte aftaler: Eftersom mange planlagte møder forandres, risikerer vi hver især, at de enkelte forandringer af møderne ikke passer til os selv. Derfor har vi ofte flere mere eller mindre halve aftaler.

Antallet tilmeldninger på Facebookarrangementer sammenlignet med hvor mange der rent faktisk dukker op er symptomet på dobbeltaftalens stigning. Mange siger ofte ‘Ja’ til hvilket som helst arrangement der virker interessent, for at støtte dets hype, for at støtte sin egen hype, eller bare for at få arrangementet på sin Facebookkalender.

Derfor må du gange antallet tilmeldte med facebookfaktoren: Træk mellem 50-80% fra til de store arrangementer, så har du en fornemmelse for hvor mange der kommer (de små, særlige de lukkede, arrangementer fordrer en helt anden forpligtelse hos dem der tilmelder sig af åbenlyse intimitetsgrunde. Reglen er, at jo færre der er inviterede, jo mere forpligtelse ligger der i at tilmelde sig).

Men hvad der endnu bedre viser tendensen til at holde sig åben for ændringer er at tilmelde sig som ‘måske’, nærmest per automatik, til alle de arrangementer du ikke orker at beslutte dig for om du vil komme til. Måske vil du, måske ikke. Styrken i at tilmelde sig som ‘måske’ ligger til dels i at ingen af af dobbeltaftalerne behøver at være sikre, eftersom investeringen og forpligtelsen er lav, og derfor forventer du ikke at nogen bliver kede af det eller skuffede, hvis du måske ikke dukker op. Og således svarer flere og flere ‘måske’ til flere og flere slags invitationer.

– Jeg koger et æg, vil du også gerne have et? – Hm, måske. – Okay, men så koger jeg et og så kan du se om du har lyst når det er færdigt.

I de fleste tilfælde er måskesvaret en ikke-beslutning. Det betyder, at måskesvaret har en logik der går mod, at aldrig opløses i en beslutning, før beslutningens formål viser sig (at dukke op til mødet). Derfor udskydes beslutningen om at komme til en fest til selvsamme aften: “Lad os bare høres ved på fredag!”

Alt dette erstatter i stigende grad ‘Ja’ eller ‘Nej’-svarene med måske-svaret. Her var måske noget for nogle kvantitative samfundsvidenskabere at undersøge måske-svaret hyppighed sammenlignet med Ja-eller-Nej? Det kunne være interessant at høre måder at undersøge det på.

Men en eller anden beslutning der altid tages – eller måske mere præcist må en beslutning opstå – uafhængigt af hvilken fest eller anden slags aktivitet i mødes om. At møde nogen ude i byen kan derfor ordnes sådan: “Jeg sidder på Café Undersøen, kom bare forbi”. Man behøver ikke svare. Måske kommer man, måske kommer nogen. Beslutningen træder frem gennem ankomsten. Svaret forskydes til ankomsten.

Tillid

At mødes indebærer derfor ikke nødvendigvis en forudbestemt plads eller tidspunkt, da dette altid kan laves om på, og i stedet udspiller mødet sig når dets mulighedsbetingelser er til stede og nogen griber dem. Som i så mange andre sammenhænge bliver det derfor vigtige at kunne gribe, end at kunne planlægge. Eller rettere, at træne sig i at gribe (i en vis forstand planlægge for det uforudsigelige) i stedet for at forsøge at planlægge bestemte og fastlagte pladser og tidspunkter. Det bliver simpelthen sværere og sværere, at regne med noget.

Derfor sættes tilliden konstant på prøve: Har vi samme forestilling om mødets grad af fastlæggelse? Lægger du lige så meget i mit ‘ja’ som jeg gør? Og hvad med mit måske – sårer det dig, eller virker det lettende at bare tage det som det kommer? Er vi begge åbne for ændringer, og hvis ikke, hvem ender med at skulle være åbne for hvis ændringer?

Forandringerne forårsages af muligheder, der pludselig byder sig. At gribe muligheden fordrer ad hoc-ændringer i planerne.

At surfe mødet

Med andre ord, Hvad handler alt dette om? Surf!

I en artikel om surf, strømme och intuition citeres Gilles Deleuze for følgende observation:

“Bevægelserne, indenfor sport så vel som vaner, forandres. Vi levede længe med en forståelse af bevægelse der baserede sig på energi, hvor der findes et tydeligt støttepunkt, eller hvor vi selv er bevægelsens oprindelse. Løbning, kulestød, etc: det er anstrengelse, modstand, med et udgangspunkt, en løftestang. Med i dag ser vi at bevægelsen i al mindre udstrækning defineres i relation til et sådant punkt. Alle nye typer sport – surf, vindsurfing, air gliding – er af typen: indføjelse i en allerede eksisterende bølge. Der findes ikke længere noget startpunkt, for i stedet gælder det om at sætte ting i omløb. Nøglen ligger i at lade sig drages med i bevægelsen hos en stor bølge, en stigende luftsøjle, at ‘tage sig ind i’ i stedet for at være oprindelsen til anstrengelsen.”

Mødets usikkerhed

De tendenser jeg har beskrevet peger på en generel ad hoc-organisering af vores liv. Med mødets måske-svar, vente-til-det-sidste-forhold og gribende surf-logik følger potentielt set en stor firhed i at kunne vælge fra øjeblik til øjeblik. Men også usikkerheden. For hvordan man vide sig sikker på om en aftale vil blive til noget? Og hvordan kan du have tillid til den begejstring som invitationen skaber i ansigtet på den anden? Hvordan fungerer begejstring som beslutning, som et svar – kan begejstringens intensitet kommunikere et ‘Ja’? Og hvad hvis den begejstrede stadig forbeholder sig det standarde måske-svar og derfor alligevel venter til det sidste, til det øjeblik hvor hun kommer?

Commoniser har tidligere beskrevet de samme logikker som de bliver til på arbejdsmarkedet i form af just-in-time-arbejde. På samme måde går de igen i mødets tilfælde, sådan at projektsamfundet bygger på:

  1. At afkode selvets tillidsvækkende affekter (fx begejstring)
  2. Rygtets tilbagekomst (den der altid kommer for sent eller altid ændrer sine planer, for et rygte)
  3. Just-in-time-møder (vi mødes når det passer os bedst eller der pludselig findes tid at slå ihjel. Men: Når det passer hvem af os bedst?)
  4. Fleksbilitetsøkonomi (venner og bekendte ender med at stå på standby – blive fleksible – for at mødes. Men: Hvem er fleksible – arbejder med at være åben, stå på standby – for hvem?)

Dette projektære diagram bør nu tilføjes til det som Foucault har beskrevet som det disciplinære, da det nu i stigende grad skaber og ordner alle sfærer af livet (arbejde, møder, kærlighed, dans, politi). Udviklingen kan give indtryk af et konstant kaos, som havde spontaniteten intet system og alle møder bare var “flydende” (hvilket er en af vores tids største klichéer, en ikke-forklaring). Men de flydende og spontane møder virker kun mystiske i den disciplinære og planlæggende forståelse, ikke i den projektære forståelse. Spontanitet kan trænes og vores liv består i stigende grad af træning i at få spontane begivenheder til at opstå. At surfe.

Hvad betyder det at komme til tiden?

Hvad betyder det at komme til tiden? I planlægningens forståelse er mødetidspunktet fastlagt a priori, som et forudbestemt punkt i ugekalenderen. I projektsamfundet kommer denne måde at organisere sig under gevaldigt pres, den lader ikke til at fungere, og dens forventninger om præcise møder, sikre aftaler og forpligtende ja-eller-nej-svar skuffes hele tiden. I det mindste som en generel indstilling virker disciplinær planlægning slet ikke mere, fordi du hele tiden bliver nødt til at kunne gribe pludselige muligheder og være åben for ændringer.

Her har vi så motivationen for mødets nye form, bedst udtryk i standarden om svare måske: Grunden til at så mange svarer måske har at gøre med muligheden for, at noget andet – måske – byder sig, noget bedre, pludseligt, lige inden mødet. Og eftersom alle altid kommer lidt for sent, så har ingen lyst til at komme til tiden. At komme til tiden er lig med at vente, på de andre. At komme for sent er lige med at optimere sin egen tid, at kunne trække aktiviteter ud – ikke til deres planlagte slutning, men til de taber deres energi – at have backup-planer, at være åben og klar til at gribe, at have dobbelte aftaler.

Alt dette er individets Lean Management af mødeformen, et fokus på at eliminere individuel spildtid. Måske går omkvædet da således:  Det er spild af tid at komme til tiden.

EDIT [Fandt Deleuze-citatet i en udgivet dansk oversættelse]: Hvad angår sportsgrene og skikke, forandrer bevægelsestyperne sig. Vi har i lang tid levet under en energetisk bevægelsesopfattelse, hvor der findes et støttepunkt for bevægelsen, eller vi udgør dens kilde. Løb, kuglestød etc. udgør alle anstrengelse eller en modstand, med et udgangspunkt, en løftestang. Imidlertid ser man i dag, at bevægelsen mindre og mindre bestemmes ud fra indsættelsen af et løftepunkt. Alle nye sportsgrene – surfing, windsurfing, drageflyvning … – er af en anden type, hvor man sætter sig ind på en allerede eksisterende bølge. Det drejer sig ikke længere om en oprindelse som udgangspunkt, men derimod om en måde at sætte i omløb på. Det grundlæggende er, hvordan man bliver indoptaget i den bevægelse, som udføres af en stor bølge eller en opadstigende luftstrøm – hvordan man “kommer ind i” snarere end at være udgangspunktet for anstrengelse. (Deleuze, “Talsmænd” i Forhandlinger: 147)