Det Store Vi

23.01.2011 • offentlighed • 1 kommentar /

Et par noter om at tale bedre.

Mindes igen Susanne Brøggers artikel i Information før nytår, hvor hun så tilbage på 00′erne som “årtiet hvor alle blev omklamret af det store vi”. Det Store Vi, et ganske rammende udtryk.

De fleste kender nok de typiske overskrifter i dagbladene, fra Politiken til Ekstra Bladet (hvilke forekommer mig være de fremmeste eksponenter for brugen af Det Store Vi). “Vi køber løs på trods af krisen” (Politiken) eller “Vi vil på krydstogt” (Ekstra Bladet) er eksempler tendensen. Det er bare søge efter mere eller mindre vilkårlige åbninger der starter med ‘vi’ for at finde flere eksempler.

Med et ‘Vi’ hentydes der til et kollektiv, en samling mennesker – “os” – der agerer sammen. Hvilket jo ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Også tekstgenrer som manifestet bruger vi’et flittigt, for at hjælpe mennesker med at blive opmærksomme på deres fælles begær, for at de kan finde hinanden, for at mane det kollektiv af mennesker til kamp. Måske er det netop sådan, at vi først finder hinanden i det fællesskabende vi.

Men vi’et er et pronomen der altid har en vis ambivalens. For hvem henvises der til? Hvem er dette ‘vi’, der omtales? Hvem er det der kan og vil købe og derfor køber løs på trods af krisen? Hvem er det, der vil på krydstogt?

Men Det Store Vi er anderledes. Her henvises der ikke bare til et afgrænset vi, men “os allesammen”. Et totalitært vi, med andre ord – den totale sum af alle ‘vi’. Men den slags mystificeringer – at der henvises til “os allesammen” – mudrer blot det faktum, at der altid være personer der afviger fra hvad “vi” påstås gøre. Ikke alle (har råd til at) købe løs på trods af krisen, ikke alle (har råd til at) tage på krydstogt.

Det er måske en banal konstatering, som selv brugerne af Det Store Vi vil indrømme. Værd at notere er også, at både Politiken og Ekstra Bladets har tendens til at bruge “Vi” synonymt med udtrykket “Danskerne” (“Danskerne synes …”). Så, hvad der er mere interessant i videre tænkning af Det Store Vi er måske, hvad Det Store Vi forventer af afvigerne. Ved at systematisk usynliggøre afvigelserne gennem at mudre forskelle sammen, presses afvigelserne til at med tiden indpasse sig. Hvilket er en process, en tilblivelse: At blive til Det Store Vi. Måske en af de vigtigste processer i den mere generelle process der af andre er blevet kaldt fascistisering. Det er i øvrigt den almene udlægning i queer – bredt forstået og ikke blot omhandlende køn og sexualitet – , måske selve motivation til queer, at totaliserende benævnelser hele tiden må “afnaturaliseres” og “queeres” (ved at synliggøre og oppuste afvigelserne).

Vi (!) får svært ved at undvære pronomet ‘vi’. Som det fremgår for oven har det gode og dårlige egenskaber. Det kan hjælpe mennesker med at finde hinanden, men det kan også mudre og udviske forskelle, der potentielt indeholder konflikter om hvad “Vi” vil eller gør. En bedre brug af vi’et inviterer derfor til, at disse forskelle og konflikter bliver synlige. Så når der tales om hvad “vi” gør eller vil, og de grunde “vi” må have for det, at der samtidig vises hvem eller hvad der ikke gør eller vil dette, og de grunde “vi andre” må have dét.

Til forsvar for en religiøs jul

30.12.2010 • effervescens, religion, tilknytning • 10 kommentarer /

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)

Journalister og politikere

19.12.2010 • offentlighed • 3 kommentarer /

Bertel Haarder: “Du skulle have snakket med min spindoktor”

Journalist fra DR: “Det’ sgu da dig der skulle ha’ gjort det”

Bertel Haarder: “Pis mig i øret.”

Dokumentationen af Bertel Haarder der raser på en journalist fra DR cirkulerer nu rundt på nettet. Det spekuleres hvorvidt, det allerede gik galt, da Bertel forlod sin kones risengrød, men på klippet for neden går det ligesom rigtig galt efter omkring 7 minutter inde i interviewet. Det er nu meget interessant at se hele interviewet, antageligvis et råklip der skulle have blevet klippet i stykker for at passe til TV-avisens hyperhastighed, så anbefalet det i øvrigt.

Reaktionerne på klippet følger samme mønster: Man bruger en masse tid på at placere ansvaret på en af de to, i stedet for at se hele klippet som et pragteksemplar på det afhængighedsforhold og ligefrem (omend til tider turbulent) venskab der er, mellem politikere og journalister.

De laver aftaler om, hvad de skal snakke om på forhånd. De laver aftaler om spørgsmål og svar. Politikerne ved ikke selv hvad der foregår i de udvalg de har nedsat, men alligevel skal et interview give indtrykket af det. Derfor skal journalisterne fortælle deres spørgsmål inden, så politikerne kan spørge i deres medarbejderstab og få de rigtige svar. Politikerne giver kun interviews, hvis journalisterne opfører sig pænt, og journalisterne er med på de præmisser. Derfor bliver Bertel utroligt vred, fordi der meget sjældent er grund til at blive vred. Det er et stort skuespil.

“Det er din fejl, at jeg ikke kan svare på det”

P.S. Læs i øvrigt Bertel Haarders brev (PDF), som han skrev til journalisten bagefter. Han er tydeligvis en presset mand. Måske har de politikere for mange ting at styre, bestemme og kontrollere i samfundet? Måske burde slappe lidt af. Brevet, og interviewets omstændigheder som sådan, giver et godt eksempel på det Carsten Jensen for nylig i sin opsang til den danske journaliststab refererede i termer af, at “dansk journalistik handler om hygge”, dvs. for alt i verden opretholde hyggen.

Den kommende opstand: Miljøet

28.11.2010 • afmagt, tilknytning • 6 kommentarer /

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

For en genfortryllelse af verden

22.10.2010 • effervescens, religion, tilknytning • 3 kommentarer /

Hvordan genfinder vi den kollektive magi? Hvad der her følger er en kritik af samtidens affortryllelse af verden, samtidig som vi forsøger at genfortrylle den. Det er et par mere eller mindre vilkårlige nedslag, der kunne sikkert nævnes en mængde andre.

Teksten er bygget op over fire elementer, der alle trækker på “stammens” objekter. Det starter med dansegulvets cirkler og totempæle, dernæst stammens brug af tatoveringen (tribalen), så den regionale tilknytning til plads og til sidst helbredelsens overgange og ritualer. Hvad vi forsøger bygge kunne altså kaldes en slags urban stamme (og her betegnes ikke de ellers sikkert udmærkede samtidsdiagnoser, der forsøger at beskrive at vestens unge ikke bygger kernefamilier så tidligt som tidligere).

Dansegulvet

Dansegulvet består mange steder i byen af en stor mængde personer, der på samme tid danser med alle og ingen. Man står med lukkede øjne, udstrålende nydelse, kigger en gang i mellem op, for at fange et andet blik, et flygtigt øjeblik hvor man danser med en anden, så længe energien holder, smilene, blikkene, så længe nydelsen virker autentisk, indtil man igen skilles fra hinanden, og søger, et nyt projekt. Der er intet andet end energien der binder individerne til hinanden. I øvrigt går man i byen med sine bedste venner, for dem er man nogenlunde sikre på ikke skrider igen, lukker øjnene og vender sig om for at kigge efter nye dansepartnere. Samtidens dansegulve er karakteriseret af, at ingen vil gøre sig afhængige og forpligte sig (på en danse-, samtale- eller kærlighedspartner). Det er projektsamfundets dans.

Fra dette tomrum vokser fælles cirkler på dansegulvene, hvor man kommer til at tænke på gamle dage i ungdomsklubben. Det er et af stammens svar på dansegulvets ensomhed og mangel på forpligtelse. I midten af dansecirklen smider stammen sine beklædningsdele, så der danner sig en tøjbunke: den fælles totempæl, hvorom stammen danser videre. At kaste sit tøj i midten af en cirkel hvorom andre danser er en direkte investering i cirklens dansefællesskab. For at forlade cirklen, kan man ikke blot lukke øjnene igen, eller vende sig mod en ny dansepartner. Man tvinges tage sit tøjstykke i midten af cirklen, bryde den sociale lim hvormed cirklen fastholder de dansende kroppe vendt mod hinanden. Man bliver med andre ord nødt til at være tydelig: indenfor eller udenfor cirklen? Cirklens form inviterer til at kigge andre i øjnene, hvilket øger nødvendigheden af, at være tydelig: danser vi sammen? Det forlænger midlertidigheden som dansegulvet er præget af: du bliver stående, dansende, du holder pauser i cirklen. Det forstærker forpligtelsen, fordi et tøjstykke kastet i midten også skal hentes igen. Cirklen og dens totempæl af tøj giver stammen en sikkerhed i at vide, at der hele tiden er nogen at vende tilbage og danse med. Ugh!

Tatoveringen

Tatoveringen er det paradigmatiske udtryk for individualisme: et udtryk for smag, æstetik, og hvor langt fremme i moden man befinder sig. Det er derfor så mange får dem slettet igen med laserbehandling. De blev aldrig tatoveret dybt nok, for der var ingen bånd der bandt tatoveringen til andre. Men tatoveringen er ikke noget jeg gør fordi “det er lige mig”, noget jeg får lavet fordi det symboliserer hvordan jeg skiller mig ud fra andre. Den handler ikke bare om mig selv: mig mig mig mig. Tatoveringen binder mig til andre, til pladser, til oplevelser, fællesskaber og stammer. Tatoveringen betegner et tilhørsforhold, en skæbne jeg ikke længere kan eller vil flygte fra, og som derfor må gøres permanent på kroppen. Tatoveringen bliver i bogstaveligt forstand en tribal (‘tribe’ = stamme). Tatoveringen betegner ikke blot et fællesskab, dens form kan også opstå derigennem, som et fælles eksperiment, ved at bekræfte en fælles æstetik, som en kommentar eller kritik af min stamme. Tatoveringen kan også “gives” til mig, som når en ven eller vennekreds foreslår at vi bekræfter vores bånd til hinanden. Tatoveringen kan udføres af selv samme personer, med blot nål og blæk.

Tilknytningen til plads

Regionalisme afløser nationalisme. Fattigheden ved nationalister er, at de kun anerkender tilknytninger til nationalstaten og dens konstruktion af et nationalt Folk. Folket (med stort F) reagerer mistænksomt på al indblanding af nye folkeslag. Mod dette stilles som regel et passioneret had til nationalstatens grænser. Det fattige ved det så kaldte No-Borders perspektiv er dog, at det – måske for at distancere sig så meget som muligt fra nationalisternes nostalgiske og insisterende fremhævelse af deres område – at det ikke anerkender tilknytningen til plads. Men vi binder os til de regioner vi kommer fra, dets historie, dets tegn, dets natur, dets klima, dets tempo. Det opgør os, kun den pladsløse kan flytte til nye steder, som skulle den ingen rødder rive op. Kun den pladsløse kan glemme sin fortid, som havde den ingen historie. En regional tilknytning anerkender vigtigheden af den historie og de rødder som man måtte have – ved at være født i et område, ved at vokse op et andet sted, ved at have flyttet til et helt tredje. Det er derfor det ville give mening, jf. foroven, at samtidigt som man får tatoveret kurbitsmønster i dala-färger (“en svensk tribal”) også konverterer til sufi-islam eller laver No-Borders politik. Det er ikke schizofrent, i det mindste ikke i dets platte betydning som vilkårlig forbrug af tegn og praksisser. Det er kun vilkårligt så længe man ikke selv har tilknytningerne. Det er kun forbrug så længe man ikke er dybt begravet i at producere fænomenet (svenskhed, sufi-islam, nationalstatens sammenbrud).

Ved at gennemskære nationalstatens grænser, må regional tilknytning indebære det faktum, at områder til alle tider har været præget af at folk flytter. At der aldrig har eksisteret noget oprindeligt folk nogen steder, men at migration af alle mulige grunde fortsat er en del af et hvilket som helst områdes historie. Det fremmede der genfortryller hverdagen. Her må vi være på vagt overfor svagheden ved samtidens multikulturalisme, nemlig at man forventer af den anden, af den fremmede, at den skal fortsætte med at være fremmed, anderledes og eksotisk. Multikulturalisten har mistet sin evne til at genfortrylle verden gennem varige opfindelser og er derfor afhængig af den anden til at fortsat levere det eksotiske, at den anden ikke blander sig alt for meget sammen med os: “Det er så herligt med andre kulturer, så længe de bare bliver ved at være sådan og ikke ændrer på sig”. Til det betragter regionalisten i stedet den fremmede som blivende noget nyt og andet, i mødet med os – vice versa – i kraft af at vi nu opholder os og lever i samme regionale verden.

Ritualet & helbredelsen

Helbredelse består i vor samtid af professionelle læger, så resten af befolkningen gradvist mister almen viden om helbred. Når man er syg, kan der findes en fysiologisk forklaring. Hvis man er “deprimeret” eller “føler sig nede” og “er stresset”, skal man gå i psykoterapi eller tage medicin fra psykiateren. Vi er holdt op med at helbrede hinanden. Vi stiller os ikke længere tilfredse med at mennesker kan helbredes af kaotiske og tilsyneladende mærkelige hændelser, følelsesmæssigt diffuse oplevelser, og alternativ medicin der mest af alt virker som mumbojumbo. Derfor bruger vi automatforklaringer som placebo-effekt og prøver at se bagom den alternative medicin, for at finde en rationel forklaring. Det vigtigste er ikke, at mennesker helbredes, at de får en fornemmelse af frihed og forløsning. Det vigtigste er, at vi finder en forklaring på hvorfor det skette.

Til dette svarer de urbane stammer med en ny shamanisme, der betoner livets overgange og den smerte der er forbundet med at komme over på den anden side; nødvendigheden af ritualer, for at markere grænser og forskelle; det kaotiske og uforklarlige; at gøre sig tilfreds med at nogen gange tale i tunger, for at finde nye ord; at der findes en helbredelse, som kun et fællesskab eller en stamme kan give; at helbredelsen bør behandles i sig selv, at den ikke bare handler om hvor virkningsfuld medicinen er, men skal fejres. Her fungerer tatoveringen endnu en gang som betegner for overgang og grænsedragning (“Da jeg blev frisk” / “Da vi blev bror & søster”). Her fungerer også festen og den kollektive dans.

Det kommende oprør: Sammenhæng

04.07.2010 • afmagt, kærlighed, tilknytning • 4 kommentarer /

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Første cirkel: Jeg’et der overvåger selvet

01.07.2010 • afmagt, mig'et, tilknytning • 2 kommentarer /

Hvad er jeg? På enhver måde bundet til pladser, smerter, aner, venner, elskere, begivenheder, sprog, minder, til alle mulige ting som tydeligvis ikke er mig. Alt der knytter mig til verden, alle de bånd der konstituerer mig, alle de kræfter der udgør mig former ikke en identitet, en ting der kan vises op på kommando, men en særlig fælles, delt og levet eksistens, hvor ud fra der fremtræder – på visse pladser og tidspunkter – et værende som siger “Jeg”.

Studiecirklen om Det kommende oprør er godt i gang. Første uge, første cirkel: om selvet.

Under betegnelsen “mørk spinozisme” beskriver Copyriot hvordan første cirkels antropologi betoner de affektive forbindelser som mennesker indgår i. Samtidigt som forestillingen om individet definerer sig selv i modsætning til bånd og tilknytning, betyder dette dog ikke at forbindelserne ophører, blot at de virker på andre og mere fremmedgørende måder:

Den Usynlige Komitée stiller ikke jeg’et mod samfundet, men vil i stedet pege på hvordan en vis type fremmedgørende samfund holdes sammen af en vis slags atomiserede selv.

Guldfiske bemærker at første cirkel vender Hobbes’ kontraktteori på hovedet. Ifølge Hobbes består præhistoriske samfund af et alles krig mod alle. Gennem en samfundskontrakt overgiver folket deres magt til en suveræn (“Leviathan”), der kan regere over liv og død, men samtidig ser til at opretholde individernes rettigheder.

Først med samfundskontrakten interpelleres individet, som et retsbærende subjekt og en del af folket, ud af mængden. den usynlige komitée vender op og ned på Hobbes. Det er først med individets indtog på arenaen at alles krig mod alle begynder: ”I det traditionelle samfund’ var isolering det hårdeste straf som et samfundsmedlem kunne rammes af, nu er det et alment vilkår. Resten af katastrofen følger logisk af sig selv”.

Diskussionerne om første cirkel har omhandlet vanskelighederne i at overskride jeg’et og selvet. I den svenske udgave af Det stundande uppror udskiftes al brug af ordet ”the self”, selvet, til ”jag’et”, jeg’et. Omend den engelske skifter frit mellem ”the self” og ”I”, optræder forskellen dog. Har dårligt styr på den franske udgave [pdf] i øvrigt, det er også lige meget. Men, det hjælper os at adskille de to ting fra hinanden, selvet og jeg’et. Så det vil denne blogpost handle om.

Nogle udviste skepsis til opløsningen af jeg’et, med henvisning til Descartes’ dictum: jeg tænker, derfor er jeg. Fortsat må der altså ”altid være nogen der oplever”. Eller, jeg oplever. Dette, at opleve, er måske da forskellen på selvet og jeg’et. Jeg oplever. Selvet oplever ikke. Selvet er objekt for min oplevelse; hvordan jeg ser mig selv, som en afgrænset ting, et individ i verden, som var verden en tør container man kunne befinde sig i uden at opløses. Aldrig et væsen af verden, en substans i en kemisk opløsning, indviklet, sammenviklet, og sammenfiltret med resten af verdens kroppe, kød og ben.

Selvet er ikke nogen ting inden i os der er i konstant krise; det er formen som de vil tvinge os ind i. De vil gøre vores selvopfattelse til noget klart defineret, separat, bestemmeligt i termer av kvaliteter, kontrollerbart, selvom det faktisk er sådan, at vi er væsener blandt væsener, singulariteter blandt lignende, levende kød sammenvævet med verdens kød.

Selvet er det objekt jeg forsøger at reducere min eksistens til. Det objekt som jeg forsøger at præsentere til andre, en beholder af kvaliteter, udtryk og kompetencer. Selvet er forsøget på en fangende historie. Selvet er mig som varemærke, min virksomheds reklamekampagne. Selvet er denne indhegningen af min altid ekspansive eksistens, afklipningen af alle de relationer med verden der udgør mig. Deri ligger amputeringen.

Jeg’et oplever, oplever mit selv. Eller, jeg måske snarere overvåger mig selv: hvordan præsenterer jeg mig selv? Hvordan ser jeg ud? Hvordan fortæller jeg historien om verden som min egen historie? Hvordan ”udtrykker” jeg mig selv? Hvordan kommer denne hændelse til at passe ind, være konsistent, med resten af mig selv?

Ikke blot må jeg hele tiden overvåge jeg mig selv, jeg overvåger også andres oplevelse af mig selv. Denne evne kan fortsætte i 2. 3. 4. 5. og 6. intentionalitet etc: hvad den ene synes om, at den anden har for mening om den fjerdes forhold til at den femte og den sjette oplever mig som det ene eller det andet. Varemærket er intet uden de andres konsumption af det. Intet selv, uden den andens oplevelse. Intet uden en oplevet værdi, hos den anden, der senere kan omvandles til andre former for kapital. Mit selv bliver da til, med alt hvad en sådan tilblivelse til individ indebærer, gennem min overvågning af andres oplevelse. Charles Herbert Cooley kaldte resultatet af denne individueringsprocess for The looking glass self: jeg bliver til som individ, når jeg ser mig selv gennem spejlet af den andens oplevelse. Derfor må jeg stændigt overvåge ikke blot mig selv, men også de andres oplevelse af mit selv. Som den biopolitiske produktion intensiveres, og arbejdet på subjektet – arbejdet med sig selv – underordnes kapitalet, får denne selvovervågning nærmest manisk karakter: et sind der hele tiden spejder efter tegn hos de andre, hele tiden bedømmer og vurderer sig selv, hele tiden kigger indad, som havde øjnene vendt ind mod kraniet for at få ordentligt blik på den indre fabrik.

I Det kommende oprør gives allerede en udmærket idé om, hvad der udgør nogen som helst, nemlig alt det der ikke er mig selv. At ingen blot kan ”være sig selv”, er åbenbart. Ingen kan eksistere som beholder af kvaliteter, som et atom i verden. Alle opstår vi altid af sammenfiltringerne med verden.

Og stadig overvåger jeg mig selv. Men dette frenetisk overvågende jeg – sindets ukontrollerede kontrol af min produktion af mig selv som individ – virker egentlig lige så fremmed, lige instrumentel i sit arbejde for det personlige varemærke, som varemærket selv. Og jeg’et virker mere som en del af min dysfunktionelle krop, helt underordnet en kapitalistisk produktion af mig selv som individ og varemærke. Jeg’et overvåger, holder kontrol med selvet. Det er ikke mig, det er ikke den ting der oplever! Selvom noget i mig vil stoppe, ikke overvåge, ikke kontrollere, ikke regulere, ikke arbejde på præsentationen af mig selv som varemærke, så fortsætter sindet sin frenetiske hyperaktivitet. Aldrig et stille øjeblik, hvor sindet er tyst. Altid overvåge, altid tænke, altid spekulere, lægge strategier. Manisk.

Jeg slutter indlægget lidt tvivlende, eftersom jeg ved at de fleste læsere af bøger som Det kommende oprør, vil brække sig af tendenser til buddhistisk flummelum. Jeg tænker det har noget at gøre med samtidens (forfærdelige) buddhistiske selvhjælps fordringer, der, som første cirkel bemærker har tendens til “Individualisering af alle tilstande” – du skal blot “arbejde” lidt “med dig selv”.

Alligevel, og nu kommer flummelummet, er det tilfældigt at ordet ‘frenetisk’, fra græsk phrēn, betegner denne tilstand, sindet? Stiller vi spørgsmålet lidt anderledes, kan får diskussionerne om opløsningen af selvet og jeg’et en lidt anden vinkel: hvad er det, der overhovedet er opmærksomt på jeg’et, der har opmærksomhed på tankerne, der ser deres frenetiske aktivitet? Who watches the watcher? Er vi opmærksomme længe nok på de frenetiske tanker om os selv, om andre, om fremtiden, bliver svaret overraskende: ingenting. Tak for i dag. Buddhistisk insurrektionisme.

———

Studiecirkelen virker gennem flere kanaler allerede, informelt, på IRC, i åbne skrivedokumenter, på blogs. Andre blogindlæg til første cirkel: Lisa Magnusson, Redunans, Skumrask. Læs også efterordet til den svenske udgave, som redaktionen nu har publiceret online.

Det kommende oprør: Hypotesen om selvet

11.06.2010 • affekt, mig'et • 10 kommentarer /

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.