Verdens ende, del 3: Vished om døden

Hvorfor tiltrækker apokalypsen? Det er et af ledespørgsmålene i Shierry Nicholsons bog The Love of Nature and The End of the World. Et af hendes svar handler om behovet for vished.

At kunne forudsige fremtiden giver mig en følelse af vished. Det gælder måske især, hvis denne fremtid er verdens endeligt. Intet er så bestemt og afklarende som verdens tilintetgørelse.

Tænker jeg på fremtiden, bliver jeg konfronteret med vilkårligheden af min egen dødelighed. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal dø. Det eneste jeg kan være sikker på, dvs. have en følelse af vished om, er at jeg en dag vil dø.

Alle der kender til angst ved godt, at det ikke bare er det, man frygter (fx at dø) der er frygteligt, men lige så meget, hvis ikke mere, uvisheden om hvornår det vil ske og hvordan det vil ske, der er frygteligt.

Det er frygteligt at vi skal dø. Folk der siger andet, mens de stadig er i fuld vigør og har livet foran sig, formindsker deres egen frygt. Og det kan man jo forstå. Men det mest frygtelige er, at vi ikke ved, hvornår vi skal dø og hvordan vi skal dø. Det er forfærdeligt.

(Måske er der nogen der opfinder kurene mod alt det, der ville slå mig ihjel, og måske ville jeg være så heldig at få adgang til de kure, men i det store og hele er den type betryggende fantasier en måde ikke at tænke på min egen dødelighed).

Der er noget primalt ved apokalypsen: Endelig møder vi vores skaber og står ansigt til ansigt med vores dødelighed. Det bliver åbenlyst hvad der er noget værd her i livet, hvem vi holder af og hvad vi vil kæmpe for i den sidste tid.

Eksperimentel psykologi har længe vidst dette om smerte: Når jeg ved hvornår jeg bliver såret og skadet, når jeg kender de præcise intervaller i mellem dem, slapper jeg mere af. Det værste er uforudsigelig skade.

Apokalypsen gør min eksistentielle trussel forudsigelig.